Chiemgauer 100M – En god oplevelse trods DNF

Chiemgauer 100 Miles forløb noget anderledes end forventet. Målet var at gennemføre den lange distance på maks 24 timer, men efter 87 km måtte jeg se mig slået af bjergene. Mængden af nedløb og mangel på motivation udgjorde årsagen til ’DNF’, en beslutning jeg ikke har fortrudt siden. I stedet for et bæltespænde, kunne jeg drage retur med en fantastisk oplevelse rigere hvilket bl.a. indbefattede kendskab til nye spændende personligheder.

IMG_6694

Mavefornemmelsen var rigtig god ved afgang fra Kastrup Lufthavn. Kroppen havde det godt, træningen havde forløbet uden problemer og motivationen for igen at deltage i et 100 miles løb føltes høj, da sejrsrusen fra Hammer Trail 100M stadigvæk kunne mærkes. Måske gik alt lidt for godt? – Det måtte tiden vise.

I Kastrup mødtes jeg med Tom og Søren fra Marathon Sport, der også skulle deltage i de 100M. For Tom var det første gang at han skulle stifte bekendtskab med distancen. På vej sydpå mødte vi også Signe og Lue. Lue gennemførte i maj 50 Miles distancen på Bornholm, og skulle nu ned og prøve kræfter med 100 km. Signe var crew, og skulle hjælpe Lue sikkert i mål.

IMG_6740

Lue’ crew; Signe

IMG_6712

Ruhpolding i dalen samt første top på 100M ruten

Hjemmefra havde vi via løbsarrangøren Gisehler, booket overnatning i et såkaldt ’farmhouse’ til en meget fordelagtig pris. House Mutter tog rigtig godt imod os da vi tre turister kom væltende ind ad døren, meget smilende og næsten hver sætning sluttede med en munter latter. Stemningen i huset var meget afslappet, overraskende afslappet. House Mutter viste os rundt, talte utroligt meget og gav udtryk for at alt hvad hun ejede kunne vi også tage del af. Vi skulle endelig bare tage for os. Bygningen var det man nok ville kalde et rigtigt thüroler hjem, cirka 100 hm oppe ad den sydlige bjergskråning med udsigt udover Ruhpolding by. Mod øst kunne man skue stadionet, som i de kommende dage udgjorde basen for de to distancer. Det var sgu lidt fedt at være fremme, så tæt på et nyt eventyr.

IMG_6691

Fredag gik med fælles morgenmad, efterfulgt af drop bag aflevering og løbs info med de ca. 60 andre der senere på dagen også skulle ud i naturen og forbrænde kalorier. Løbslederen Giselher (Gi) lagde ud med at tale tysk i 30 min, hvor folk grinte hver gang Gi sluttede en sætning. Derefter kom han over til os for at dele den engelske version af briefingen. Det første han sagde, var ’Nå hvad er vigtigt at få sagt.. Nå ja..’, og så begyndte han at beskrive flere små detaljer omkring rutemarkering mm. Efter 5 min havde han fortalt det hele og ingen af os tre havde grint, hvilket undrede mig da han lige havde briefet alle tysktalende i 20-30 min til stor jubel. ’Hmm, gad vide om vi missede noget info?’, tænkte jeg.

IMG_6702

Det var ikke kun hos House Mutter at stemningen var afslappet. Også på stadionet virkede det til at alle hyggede sig, en stemning man kun kunne lade sig påvirke af. Målportalen blev sat op i roligt tempo ved ankomst, sammen med et digitalt ur, et official telt samt et reklametelt fra Salomon. Og det var så det. Herfra skulle alle 100 miles deltagerne så vælge deres starttidspunkt, afhængigt af hvor hurtige man løb –jo hurtigere jo senere skulle man sætte i gang. Den første gruppe på 30 mand tøffede af sted kl. 14 i et tempo der lignende gang. De hyggede sig kunne man se, og ingen af dem virkede skræmte af den motion der ventede forude. Tom og Søren startede kl. 16, mens at jeg løb af sted kl. 19.

IMG_6710

Jeg havde egentligt sat mig for at drage ud i naturen kl. 18, men Rüdi – en tysk løber der to gange havde vundet 100 km distancen – var under briefingen kommet hen til mig og fortalt at han og en anden løber (Thomas Wagner) løb af sted kl. 19. De kendte ruten, også den første 70 km strækning der efter sigende skulle være knap så godt markeret, så jeg lod mig friste og ændrede mit starttidspunkt til kl. 19. Deres mål var også at gennemføre på 24 timer, så jeg håbede at vi ville følge hinanden og have det hyggeligt i hinandens selskab. Det jeg dog ikke vidste, var at Rüdi for kort tid forinden havde vundet det tyske trail mesterskab. Havde jeg vidst det, havde min beslutning nok set anderledes ud:/

Et par timer efter stod 4 mand klar, Sebastian, Rüdi, Thomas og jeg. Der var ikke noget startskud, men blot lyden af Gi der råbte ’…. GO’. Som nævnt vidste jeg ikke hvilken kaliber jeg de kommende 160 km skulle kæmpe imod, så derfor ville jeg fra start af teste dem lidt af. Jeg satte tempoet i noget det lignede tempo 4.30 min/km, og der gik kun få minutter før at Thomas Wagner med et undrende udtryk spurgte mig om det her var mit afslappede tempo. I øjeblikket føltes alt som det skulle, så jeg tog det som et godt tegn at de andre ’hang lidt i bremsen’. Efter 5 km ramte vi første stigning. Thomas, Sebastian og jeg satte tempoet mens at Rüdi faldt lidt bagud. I dette øjeblik var jeg godt tilfreds med min taktik, de andre virkede påvirket af tempoet, og jeg fløj bare op ad stigningen. Halvvejs spurgte jeg Thomas om Rüdi var ok, og han svarede kort ’never mind him’. De kendte hinanden, og Thomas vidste udmærket godt at Rüdi bare lige skulle i gang. De sidste 200 hm ændrede sporet sig fra skovvej til mudret single trail, og Thomas og Sebastian tog føringen. Rüdi havde indhentet os, og samme nåede vi toppen tæt på solnedgang. Men så skete det uventede. Allerede ved første nedadgående meter råbte Thomas på Rudi, hvorefter at de begge satte i sprint med Sebastian i hælende på dem. Det tog ingen tid før at jeg var alene på sporet, på vej ned ad første top, og jeg forstod ingenting af hvad der lige var sket. Nedløbet kunne man ikke se pga. den tætte bevoksning omkring sporet, men alligevel havde 75 % af gruppen valgt at sprinte ned mod dalen. Under prologen til Hammer Trail tilbage i maj havde Kenneth Kofoed også udfordret mig med sit hurtige pace ned af bakke, men det var intet i forhold til hvad jeg netop havde oplevet. Jeg troede ikke mine egne øjne, og kunne kortvarigt ikke helt overskue opgaven der lå forude. I bunden af dalen indhentede jeg Sebastian en smule, og han nåede første check point (18 km) med 20 sekunders forspring. Thomas var allerede på vej væk da jeg nærmede mig check pointet, og Rüdi var ikke til at spotte. Hold da op nogle hurtige drenge!

IMG_6795

Efter at have forladt 18 km mærket begyndte natten at tage over, og pandelampen blev hevet op ad tasken. Nattens bulder mørke gjorde det ikke nemmere at finde vej gennem de næste to stigninger, som begge var i tæt skov markeret med enten markeringsstrimmel eller pile på sporet. For hver kilometer blev det mere og mere tydeligt hvad løbsarrangøren Gi mente med en let markeret rute. På skovvejene med nem adgang via bil eller cykel var ruten fint markeret, mens at markeringen på de svære tekniske og meget smalle spor i tæt buskads virkelig var mangelfuld. For mit vedkommende betød det, at jeg hele tiden skulle holde fokus, og hvert 20 sek. stoppe og lyse rundt med pandelampen for at finde næste markeringsstrimmel. Natten var stadigvæk ung, og herfra vidste jeg godt at manglende markering ville have en enorm stor indflydelse på både tid og ikke mindst oplevelsen af flow. Flow var netop hvad jeg til Hammer Trail havde oplevet som en ’ven’ på sporet i med- og modgang. Her gav flow energi og følelsen af konstant flydende bevægelse, som selvfølgelig er rart når man har sat et mål om at bevæge kroppen 160 km. Tilbage på sporet skulle jeg hele tiden stoppe op og kigge, og i flere omgange var jeg nød til at satse og håbe på at der længere fremme hang en markering. Jeg kunne hive GPS’en op af lommen, en håndholdt GPS jeg havde lånt hjemmefra, men tanken om at skulle smide stavene og løbe efter en halvirriterende computer midt i mørket (der ikke altid var super hurtig) kunne jeg ikke helt overskue. GPS’en så jeg som en back up, øjne og logik kom i første række og indtil videre var det jo gået fint. Men efter et par timer skete det så, det der ikke måtte ske. Et krævende single track havde ledt mig ud på en asfalt vej, tæt på det der lignede en forladt gård. Herfra førte asfaltsporet stejlt ned ad bakke – så stejlt at det måtte slingre sig i adskillige hårnålesving for ikke at ’tilte passageren’. Efter 5 min kunne jeg mærke at noget var galt, og der var absolut ingen markeringer at få øje på. GPS’en blev hevet frem, og den kunne kun bekræfte det jeg frygtede. Jeg havde forladt sporet og løbet i hvert fald 100 Hm- forkert. Jeg skulle op igen!

Dette var første gang på ruten at jeg sagde noget grimt, noget som ikke behøves at blive gentaget. Det var min måde hurtigt at komme ovenpå igen, finde tilbage til sporet og ellers bare glemme hvad der lige var sket. Turen op ad bjergsiden føltes dog i øjeblikket ekstra hård. Kræfterne var blevet spildt, men der var ikke andet at gøre end at komme videre herfra. Sporet fandt jeg igen, jeg skulle dog lige springe over en å hvor jeg på den anden siden måtte bruge alle kløer til at gribe fat i moder natur, for ikke at skride ned ad skræningen og ned i vandet. I sådan en situation tror jeg at det er vigtigt, at man kan bevare roen, ikke lade sig irritere for længe og i stedet trække på smilebåndet over hvor komisk det hele må se ud. Håbet var at løbe med frontløberne, men nu hang jeg i stedet med røven i vandskorpen efter fejlagtigt at have løbet forkert ned ad bjerget. ’Hvad fanden er det her for en sport jeg dyrker’, tænkte jeg, da jeg igen stod ved en markering. ’Thank God’ at ingen filmede den seance. Hvis nogen gjorde, skulle scenen hedde ’Turist i Thürol’.

En af årsagerne til at jeg havde løbet forkert, var da sporet på ingen måde var tydeligt markeret i naturen. En ting var at markeringsstrimlerne var sat med stor afstand mellem hinanden, men det største problem var simpelthen at sporet ikke skilte sig ud fra resten af skovbunden. Det var ikke noget jeg havde oplevet før. Normalt var et spor slidt ned, således at grene og andet var slidt væk, og derved skabte en tydelig jordfarvet linje gennem terrænet. Det satte en enorm dæmper for tempo at der her intet spor var at se, og tanken om at skulle løbe yderligere 130 km i umarkeret terræn virkede i flere omgange en smule uoverskuelig.

Endelig kom jeg til 2. check point (36 km), bestyret af en flink kvinde og hendes to sønner. Alle kunne engelsk, og jeg fornemmede at børnene syntes at det var lidt spændende at tale engelsk med en fremmed der pludseligt var dukket frem i mørket (uden at det skal lyde mærkeligt!). Min lyst til gels og andre søde sager havde for længst ramt bunden, og i stedet kunne vandmelon og noget nudelsuppe hjælpe med at få energien tilbage. Det virkede en smule, dog ikke uden at jeg måtte rejse mig op halvvejs og gå rundt om mig selv for ikke at kaste op. Kroppen opførte sig mærkeligt, hvilket nok var resultatet af at jeg på vejen hertil enten havde været afkølet eller overophedet en smule (m/u jakke). Vejrtrækningen bøvlede jeg også med. Jeg tror halsen havde fået træk, og hver gang at jeg trak vejret dybt, følte jeg behov for at hoste. Det var sgu egentligt bare en skide irriterende situation jeg befandt mig i, men det hjalp at crew’et var flinke og forstående overfor mit stille adfærd. Før afgang fra check pointet fik jeg tiderne på de tre andre løbere. Sebastian var på det tidspunkt foran Thomas, som pga. maveproblemer kun var ti min foran mig.

Efter 8-10 min løb jeg videre ind i skoven, og foran ventede et nedløb efterfulgt af første store stigning, hvor et nyt check point gemte sig på toppen (58 km).

Energien kom herfra stille og roligt tilbage, og med musik i ørene begyndte det hele at se lidt lysere ud. Det kostede dog både et styrt samt et vrid i den ene fod før at jeg igen stod på en bjergtop, 58 km. Vejen dertil havde ført mig forbi adskillige store køer. Hver gang jeg passerede en ko der stod og græssede i mørket, blev jeg en smule nervøs. Ville den pludseligt begynde at lege med mig, eller reagere pludseligt pga. pandelampens lys. 500 kg muskel kunne sagtens destruere mig midt på bjergsiden. Heldigvis var de alle venligtsindet, og blandt de få tilskuer der havde valgt at møde op for at heppe.

100 meter nede af en skrænt fik jeg øje på et bål, og en mindre træhytte. Jeg vidste at check pointet lå skjult der, men hvor fa’en var sporet derned til. Jeg råbte til dem for at være sikker på at jeg skulle derned, og løb så i en lige linje fra hvor jeg stod. Ved ankomst spurgte de om jeg var faret vild, og ja det var jeg. Denne gang var det dog kun et par hundrede meter, og ikke noget jeg gad reflektere længe over. Jeg havde det faktisk godt ved 58 km mærket. Det var skønt at tale med en gruppe glade mennesker, som bl.a. kunne fortælle om nedløbet der ventede få meter fra hytten. En herre i 60’erne fortalt på engelsk at sporet var teknisk, men ikke glat. Fint tænkte jeg, så skulle den have lidt fart i et forsøg på at indhente det tabte. Jeg begyndte nu at se en ende på første del (70 km), og forude ventede næste strækning (90 km) som var bedre markeret og med solen højt på himlen.

IMG_6736

Kortvarig vejrudvikling til det knap så sjove

Da jeg rejste mig fulgte herren i 60’erne mig ud til hvor sporet forsatte. ’Go 50 meters to gate, then 200 meters and turn left’ lød instruksen, og vores veje skiltes. Jeg satsede på at sporet ned ad ikke var glat, det havde jeg trods alt lige fået af vide. Der gik dog ikke mere end et par minutter, før at benene forsvandt under mig og jeg satte mig tungt ned på det tekniske OG glatte spor. Jeg kunne kun smile af situationen, for det var sgu lidt glat. Det var selvfølgelig mit eget ansvar at undersøge forholdene, og sporet var hermed undersøgt. Et teknisk og glatspor! Sporet svingede sig skarpt 180 grader rundt for hver 3 meter, hvilket vanskeliggjorde at holde farten højt. Det var først da jeg ramte en skovvej længere nede at man havde en jordisk chance for at hæve hastigheden, til stor utilfredshed for lårmusklerne. Der gik ikke lang tid før at solen stod op, og pandelampen blev slukket. Mens lyset dukkede op, blev man ledt ind på det sidste single trail inden man for alvor nærmede sig stadionet. Sporet var smalt og hældte stejlt nedad til venstre, og faldt man her, er jeg ikke sikker på hvor man ville ende. Flinke skovarbejdere havde spændt en wire op langs højre klippesiden, problemet var bare at wiren hang i en halv meters højde = ubrugelig.

IMG_6783

Det holdt hårdt med at få løbet de sidste 7 km og komme ind på stadionet. Nu var 87 km passeret i en tid jeg ikke var tilfreds med. Hvad jeg dog var endnu mindre tilfreds med var mængden af motivation og lyst til at fortsætte. Jeg havde på ingen måde lyst til at begive mig ud på yderligere 73 km og ca. 4.000 Hm+, og efter 20 min valgte jeg at stoppe. Når man til et løb ikke når i mål, gælder det om at trække stikket hurtigst muligt og passe på kroppen, hvilket jeg forsøgte her. Kortvarigt ærgrede jeg mig over at jeg ikke havde tilmeldt mig 100 km distancen, men det var nemt nu at sidde og være bagklog. Modsat Western States 100 Miles i 2012 hvor jeg også droppede ud halvvejs, var jeg denne gang hverken skuffet eller sur. Jeg havde truffet det rigtige valg, og med kun 6 uger til næste store mål, et 24 timers løb rundt om søerne i Kbh, var det kun dumdristigt at fortsætte.

IMG_6732

Rudi – 100M vinder og indehaver af nye Course Record

Jeg kan tage retur til DK med en oplevelse rigere. Jeg har mødt en masse fantastiske mennesker på min rejse, fået gode kontakter og ikke mindst fået mere erfaring om egne styrker og svagheder. Jeg har fået mere erfaring med konkurrencer i bjerge, udstyrserfaring mm – alt sammen uvurderlig viden hvis man vil blive en god ultraløber. Så må vi se om jeg har tid og overskud til at komme retur næste år 🙂

IMG_6755

– Andreas

Race report Trail VSB – X-Alpine af Rune Yates

”Jeg har set 50 løbere med ben som Arnold Schwarzenegger!” Det var den tørre kommentar fra min ven Carl kl. 04.30 lørdag d. 12. juli i år, da vi stod og forberedte de sidste ting i teltet, 30 minutter inden starten gik til det, der skulle blive mit livs hårdeste løb.

X-Alpine-profile

Jeg kiggede mig omkring og observerede mine modstandere og måtte erkende, at mine blege, tynde ­– og i selskabet – alt for slatne lægge ikke kunne matche de andre i teltet. Jeg kiggede på Peter og Carl, og uden at sige noget til hinanden vidste vi godt, at vi måske havde taget munden for fuld.

Det var i oktober året før, at Peter og jeg havde taget beslutningen om at løbe det forholdsvis ukendte Trail Verbier St. Bernard X-Alpine, og at det skulle være kongedistancen på 111 km og 8600 højdemeter, vi ville bide skeer med. Peter og jeg havde længe snakket om at prøve kræfter med 100 km distancen og var meget tæt på at gøre det i februar, men der kom en baby i vejen for vores begges vedkommende. Det var en fra mit løbenetværk, der havde gjort mig opmærksom på løbets eksistens ved at poste en fed video fra løbet sidste år. I videoen blev der lagt stor vægt på, at ruten bestod af 96 % singletrack, hvilket var stærkt medvirkende til, at det blev Trail VSB, valget faldt på.

Jeg debuterede på ultra-distancen sidste år, og jeg har aldrig løbet længere end 60 km. Derfor besluttede jeg mig for at hive fat i min gode ven Torbjørn Gasbjerg, som i mange år har dyrket adventurerace og mountainbikeorientering på eliteplan, og som er landstræner for orienteringslandsholdet. Han kunne hjælpe med at sammensætte et træningsprogram frem mod løbet. Torbjørn og jeg satte os sammen en aften i januar og lagde planen for min træning de næste syv måneder.

Min plan startede med genoptræning, da jeg tre uger forinden havde fået en skade i et forsøg på at følge med de hurtige drenge fra ”Team Trail Copenhagen” på en træningstur. Det nye var nu, at jeg skulle til at træne efter pulszoner og starte ud meget langsomt. Jeg vil ikke gå i detaljer med træningen, men bare sige, at for mig har pulszonetræning haft en afgørende betydning for mit resultat. Jeg har ikke haft en skade, siden planen med Torbjørn blev lavet, på trods af at jeg i nogle uger har rundet de 100 km. Det er også lykkedes mig at løbe fem km omkring de 18 minutter. Jeg har aldrig tidligere været under 21. Min træning frem mod X-Alpine er langsomt gået op i tempo og distance, og jeg havde i træningsplanen indregnet de to første løb i Ultracuppen (Fyr til Fyr og Gendarmstien) som en form for test af formen. Dette betød, at da jeg stod kl. 05 om morgenen, og startskuddet gik, vidste jeg, at formen var god, og at jeg kunne løbe 60 km uden problemer.

Da løbet blev sat i gang kl. 05 lørdag morgen, havde jeg sovet ca. tre timer. Hvorfor så lidt? Det var såmænd fordi, jeg delte et hotelværelse på 12 m2 med Carl og Peter, og uden at nævne navne havde sidstnævnte nogle meget underlige ”blop”-lyde når han sov, som holdt mig vågen.

Dagen inden løbet havde løbsledelsen valgt at forkorte ruten ved at tage toppen af det første bjergpas (Le Catogne) ud af løbet på grund af for meget sne. Det betød, at løbet nu var seks km kortere og ca. 1000 højdemeter mindre.

Løbet startede med ca. to km med asfalt inden det første stykke singletrack. På dette stykke kunne man placere sig i forhold til tempo, men der var mange, der gav den gas for ikke at ligge sidst i feltet inden den første stigning. Da vi ramte det første singletrack, gik det ca. 250 højdemeter op igennem skoven til Le Château. På dette stykke fortrød jeg, at jeg ikke havde løbet hurtigere i starten. Det gik langsomt, og der var flere steder, hvor man skulle vente på, at personen foran kom op af et svært stykke, hvilket dannede køer flere steder. Da det stadig var halvmørkt og meget tåget, kunne man ikke se, hvor flot det øverste stykke af toppen var, men jeg vidste, at vi til sidst ville gå langs en bjergkam, hvor der var et stort drop ned, hvis man trådte ved siden af.

0055_ELA8665

Da vi nåede over toppen, begyndte et fedt stykke downhill. Der var stadig kødannelser på nedløbet, og i min frustration over at ligge bag ved en langsommere løber tog jeg ham indenom i et sving, hvilket resulterede i, at jeg røg en tur på røven – til stor morskab for den langsomme løber. På nedløbet løb jeg fra Carl og Peter, som jeg ellers havde håbet jeg kunne følges med lidt længere. I bunden af dalen fulgte man en flod hen til første depot i Sembrancher. Jeg tog lidt appelsin og en småkage, men løb ellers lige igennem depotet. På dette tidspunkt havde vi løbet lidt under to timer, og jeg havde lavet verdens største rookie mistake og i min begejstring for endelig at være i gang med løbet glemt at drikke nok og at få noget energi i kroppen. Det var nu ikke noget, jeg i første omgang mærkede meget til, og jeg løb roligt og uden problemer til det næste depot i Champex. Det var på denne del, løbsledelsen havde skåret Le Catogne væk, og i stedet for at løbe til toppen af bjerget løb vi omkring det. Ruten gik op og ned, men var meget overskuelig uden de store tekniske udfordringer. Lige inden depotet Champex fulgte man bredden af en sø, hvor en masse fiskere havde taget opstilling langs kanten. Det var et smukt syn, der dog var sløret af en begyndende regn, som tog til, idet jeg løb ind i depotet. I Champex fik jeg fyldt væske i min rygsæk og spiste lidt mere appelsin, banan og småkage, inden jeg iførte mig regnjakken og løb ud i silende regn. Jeg havde nu løbet lige omkring de 20 km, og kroppen havde det okay efter depotet.

Nu begyndte opstigningen til løbets højeste punkt Orny i 2826 meters højde. Det var en vanskelig opstigning, og ruten var ikke lavet til at overhale, alligevel fik jeg i starten af opstigningen overhalet fem-syv løbere. Det gik stejlt opad, og man skulle indimellem have fat i klipper og andet for at hale sig op, så drømmen om glade lårmuskler efter løbet blev hurtigt opgivet. Første del af opstigningen foregik i en skov, og jeg måtte til sidst stoppe og tage en pause, da benene var godt smadret. En engelsk fyr stoppede med mig, men kunne ikke snakke, så vi kiggede bare på hinanden og rystede på hovedet. Mens jeg stod og gispede efter vejret, blev jeg lige pludselig ramt af en voldsom kvalme og hovedpine. Det gik op for mig, at jeg overhovedet ikke havde fået nok gels i forhold til den plan, jeg havde lagt om at spise en med 30-45 minutters interval. Jeg tvang en gel i mig og forlod den pressede englænder, som ikke var klar til at bevæge sig op endnu.

Den manglende energi kom til at få en kæmpe betydning for mit løb hele vejen til toppen af Ornybjerget. Jeg har aldrig tidligere i løbesammenhæng oplevet så voldsom en krise, og det faktum, at det var så tidligt i løbet, slog mig fuldstændig ud. Mine stave blev brugt flittigt, og jeg nærmest lænede mig op ad dem for at holde mig oprejst på vej op ad bjerget. Da stigningen endelig fladede lidt ud, havde regnen lagt sig, men vi løb midt i de tætte og lave skyer, hvilket betød, at jeg kun kunne se ca. 10 meter frem. Jeg kunne se, at jeg på det næste stykke ikke skulle være højdeskræk, for sporet snævrede sig ind og gik langs kanten af bjerget og bevægede sig op og ned af klipper på et ca. 50 cm bredt spor og med et lige drop ned på den anden side. Da det var tåget, kunne jeg ikke se hvor dybt, men der var sat kæder i klippen langs sporet, som man kunne holde fast i undervejs, og det blev nødvendigt.

DCIM100GOPRO

Jeg følte, at jeg gik helt alene på bjerget og havde svært ved at trække vejret helt ned i lungerne. Så kunne jeg lige pludselig høre Carl og Peter snakke bag mig. Jeg vendte mig om, men kunne ikke se dem. Jeg var stadig i dyb krise, og jeg blev ramt af ambivalente følelser. På den ene side var det dejligt at kunne følges med mine venner, som lød til at være i godt humør, men på den anden side betød det, at jeg var blevet indhentet af to løbere, som jeg selv syntes jeg var hurtigere end. Jeg gik i lidt tid og tænkte på, om jeg skulle råbe til dem gennem tågen og besluttede mig til sidst for at gøre det. Det var Carl, der svarede, og han løb hurtigere på det smalle og sindssyge spor, indtil han nåede mig. Han snakkede helt vildt og virkede irriterende oplagt, mens jeg havde det dårligere end før. Der gik lang tid, før jeg svarede på nogle af de mange ting, han spurgte om på sit svenske tryllesprog. Hvad jeg ikke lagde mærke til, var, at Carl har filmet vores møde på sit ”Go Pro”-kamera, så først her efter løbet kunne jeg se, hvor nedslået jeg var.

På det næste stykke skiftedes Carl og Peter til at overhale mig, mens de filmede det og fortalte kameraet, at: ”Her er det øjeblik, hvor jeg overhaler Rune”. Det var både sjovt og sindssygt irriterende på samme tid. Ikke desto mindre hjalp deres tilstedeværelse mig hele vejen til toppen af Orny, og jeg satte mig nedslået på bænken i hytten og begyndte at hælde elektrolyt og energi i mig, selvom kroppen prøvede at gøre mig opmærksom på, at det ikke var det, den var i humør til. Jeg var begyndt at ryste, og jeg kunne fornemme, at jeg blev nødt til at komme i gang igen for ikke at gå helt i stå. Peter var allerede på vej ned af bjerget igen, så Carl og jeg begyndte at løbe ned af for at indhente ham.

Nedløbet var teknisk svært, men storslået. Noget af tågen var lettet, og solen skinnede indimellem ned gennem tågen. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg kunne langsomt mærke, hvordan benene og kroppen fik det bedre. Vi kom forbi et fantastisk vandfald, lige som solen brød igennem, og vi måtte stoppe for at tage et billede.

På dette tidspunkt havde Carl og jeg overhalet Peter, som kæmpede med nedløbene under hele turen. De næste 10 km var fantastiske og bestod af en blanding af teknisk svært terræn og fedt nedløb. På den nederste del af bjerget fulgte ruten en flod ned af bjerget, og jeg elskede, at jeg havde kæmpet mig igennem krisen og følte mig ovenpå.

I bunden af bjerget satte Carl og jeg os ned og tømte vores sko for sten. Vores Gaiters var hoppet af under nedløbet, og vi blev enige om at det var en god investering at få dem sat ordentligt på igen. Herefter gik ruten opad i en mere behagelig stigningsprocent end ved det forrige bjerg og fulgte en ny flod. Fantastisk natur og vandfald ned langs klipperne på begge sider af os var rammerne, mens vi roligt, men i et godt flow kæmpede os op til det næste depot i La Fouly i 1600 meters højde. Vi havde nu løbet omkring 45 km, og det var tid til lidt rigtig mad i depotet. Vi gav os god tid til at nyde den gode tapas-anretning med ost og pølse, som depotet kunne byde på. Mens Carl og jeg sad på bænken i depotet, kom en fyr ind og satte sig ned ved siden af os og lod sit hoved falde ned i bordet uden at tage fra, så der lød et brag. Jeg vågnede fra min trance og så, at mandens kone og datter stod bag ham, og at tårende trillede ned af kinderne på ham. Datteren så bange ud, jeg forestiller mig, at hun nok ikke har set sin far græde så tit. Jeg fik lyst til at sige til hende, at alt var okay, da konen var i fuld gang med at tage sig af sin mand. Hele seancen gjorde indtryk på mig, og jeg kom til at tænke på mine egne børn og kone. Jeg skyndte mig at slå de tanker ud af hovedet, da jeg kunne mærke, at de ikke hjalp mig, og jeg rejste mig for at komme af sted. I samme øjeblik vadede Peter ind i depotet. Peter var i godt humør og ville ikke blive i depotet, så vi løb samlet ud og begyndte den næste del af løbet.

DCIM100GOPRO

Peter var stærk op af bakkerne og satte mig og Carl af på det næste stykke opad. Det var begyndt at regne igen, og sporet strakte sig på op gennem dalen på langs af de grønne græsbakker. Sporet var begyndt at blive mudret, og det var svært at stå fast på dette stykke, der skiftevis gik op og ned. Jeg havde indhentet Peter og overhalede ham på vej ned af en bakke, og da jeg næste gang kiggede mig tilbage, kunne jeg hverken se ham eller Carl. Det var det sidste jeg så til de to på resten af turen.

Sporet var nu begyndt at gå op ad mod Col de Fenêtre i 2695 meters højde. Jeg havde overhalet fem-seks løbere mere på det forrige stykke og var ved godt mod. Jeg fulgte nu min plan om at spise energi med 30-45 minutters mellemrum og var træt, men okay. Stigningen var hård, og det var svært at få fodfæste i det mudrede spor. Fødderne gled hele tiden bagud, og stavene blev brugt flittigt til at få greb. Efter hvad der føltes som en evighed op ad bakke, kom belønningen. Sporet fladede ud og mellem sne og mudder lå en flot og klar bjergsø, som der skulle løbes omkring.

Terrænet skiftede nu mellem sne, klippe og mudder, og jeg fik lidt energi i mig og tændte videoen, mens jeg luntede omkring søen og op mod grænsen til Italien. Et stejlt nedløb, som var voldsomt hårdt for mine knæ ned mod St. Bernard-passet, tog en masse kræfter fra mig, og derefter fulgte en stigning op ad brosten og over vejen ind i Schweiz igen og depotet ved St. Bernard-søen. Dette depot var vindblæst og koldt, og jeg prøvede at få varmen med en omgang suppe med pasta – dog uden held. Jeg rystede voldsomt og kunne mærke, hvordan andre løbere kiggede på mig. Jeg besluttede mig for at løbe igen, inden en depothjælper fik en idé om, at jeg var for træt til at forsætte. Jeg havde nu løbet ca. 60 km. Det næste stykke fulgtes jeg med en gruppe på fire løbere. Det gik op ad langs passet og bestod mest af klipper afbrudt af nogle iskolde vandløb, der krydsede sporet. Jeg havde så småt fået varmen igen og havde det okay. Da vi nåede toppen på Col des Chevaux i 2714 meters højde, blæste det voldsomt og regnede. Jeg havde forestillet mig et depot her, men der var bare et telt med en samarit, som var ved at tage sig af en anden løber. Jeg stoppede op for at nyde synet, men som det ses i min video ved 08.00 som i kan finde linket til nederst i race-reporten, var det et tåget og meget skræmmende nedløb, der nu ventede mig. Nedløbet fra Col des Chevaux og til det store depot i Bourg St. Pierre, hvor min dropbag ventede, var over 1000 højdemeter med det sværeste terræn, jeg i mit liv har løbet ned af. Tungen skulle være lige i munden på store stykker af dette nedløb, men indimellem var der også behagelige passager, hvor man kunne nyde naturen og sætte lidt fart på.

Min krop var nu mærket af de mange timers strabadser, og jeg kæmpede med trætheden og ømme knæ, men min motivation var god. Jeg havde det okay, da jeg løb ind i depotet ved Bourg St. Pierre efter ca. 73 km og besluttede mig for at give mig selv en pause på 20 minutter til at skifte trøje, fylde tasken op med energi fra dropbaggen, tage pandelampe på og gøre musik klar til de mange mørke og kolde timer på sporet natten igennem. Jeg spiste list pasta bolognese, fyldte væskeblæren op og løb ud af depotet i godt humør, klar til natten.

Lad mig sige det med det samme: Pandelampeløb har aldrig været det store for mig. Jeg hader, at jeg ikke kan nyde den natur, jeg løber igennem, så syv timer med lampen på var i forvejen det, jeg havde forberedt mig mest på mentalt. Hvad jeg ikke vidste, var, at vejret havde besluttet sig for at gøre mit natteløb endnu mere udfordrende – det regnede hele natten igennem.

Da jeg forlod Bourg St. Pierre, var jeg alene, men indhentede efter 45 minutter en belgisk fyr, som jeg fulgtes lidt med. Vi small-talkede lidt, men han faldt langsomt bagud, og jeg var igen alene på bjergsiden midt om natten. Efter jeg forlod min belgiske ven, blev sporet svært at stå fast på. Jeg skøjtede rundt i mudderet og kunne fornemme de store afgrunde ved siden af sporet, hvilket for første gang i løbet gjorde mig en smule bange. Ud over dette var jeg også begyndt at se dyr, som ikke var der. Det er noget underligt noget, at man det ene øjeblik er helt sikker på, at man kan se edderkopper, der løber over vejen, og det næste øjeblik godt ved, at ens hjerne spiller én et puds. Peter fortalte mig efter løbet, at han var sikker på, at han havde set en bil på bjergstien…

DCIM999GOPRO

På vejen op ad Col de Mille fik jeg langsomt indhentet to løbere, som jeg fulgtes med resten af vejen til toppen. I mørket kunne man se lyset fra hytten lang tid før, man nåede toppen – til stor frustration. På et tidspunkt kiggede jeg på et skilt, hvor der stod 500 meter til Col de Mille. Først da jeg kom til toppen, gik det op for mig, at det måtte være 500 højdemeter, for det tog en evighed at komme derop i mørket. Da jeg endelig trådte ind af døren, var der fuldstændig stille i hytten, selvom der nok har været fem-syv personer. Der var en varm brændeovn med ilden skruet godt op, og jeg satte mig ved siden af den, mens jeg prøvede at tvinge noget energi i mig. Jeg havde formået at fylde godt med energi på under opstigningen og havde egentlig ikke brug for det, men det var så dejligt foran brændeovnen. Selvom jeg sad foran brændeovnen, begyndte jeg at fryse, og jeg tvang mig selv væk og ud i mørket igen.

Jeg havde nu løbet ca. 85 km og fik på det næste stykke følgeskab af en mand og en kvinde, som jeg fulgtes med under det lange og svære nedløb til Lourtier. Vi kunne næsten ikke løbe, da ingen af os kunne stå fast i mudderet og vi skiftedes til at falde hele vejen ned af det første stykke. Hver gang en af os faldt (og det var tit), kom standardkommentaren: ”Are you okay?” Hvortil svaret ”Yes” kom promte, selvom det ikke var nogen hemmelighed, at vi indimellem slog os. Kvinden, jeg fulgtes med, havde en meget dårlig pandelampe og ville have, at jeg løb forrest hele tiden, så hun kunne bruge mit lys. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men de to var begge bedre nedløbere end mig, og selvom jeg havde den bedste pandelampe, lod jeg dem til sidst overhale mig, da det føltes som om de lå lige i røven på mig hele tiden. Da vi nåede det nederste stykke af stigningen, fladede det lidt ud, og jeg løb langsomt fra de to og ned til depotet i Lourtier. Klokken var nu omkring 03.00, jeg havde løbet ca. 92 km og jeg var fuldstændig færdig af det svære nedløb i mudderet og de mange styrt. Jeg satte mig på en stol og stirrede ud i luften. Jeg kunne se flere løbere ligge på madrasser i lokalet ved siden af, og jeg kiggede tomt ud i luften, da mine tanker blev afbrudt af en af depothjælperne.

”Are you okay?” lød det fra den unge dreng, der åbenbart var den eneste, der kunne engelsk i depotet. Han oversatte for en bister dame, som kun kunne tale fransk. ”We have talked to the guys in the next checkpoint, and the conditions are very bad at the top. There are strong winds and more mud than the section you just finished, It’s okay to stop now if you are not feeling well. The next part is going to be the hardest and it is dangerous to go unless you are completely fit.”

”Store idiot!” tænkte jeg, mens jeg kiggede på den unge dreng. ”Tror du selv på, at du kan overtale mig til at stoppe nu, din klovn?”. Jeg fik fremstønnet ”I’m okay” uden at overbevise de to hjælpere. Jeg skyndte mig at rejse mig op fra stolen og fylde min væskeblære og prøvede at se så frisk ud, som jeg kunne. Jeg vendte ryggen til de to og gik ud i natten igen.

Stigningen fra depotet i Lourtier og op mod sidste checkpoint La Chaux kan kun beskrives som umenneskelig! Det gik så stejlt opad, at jeg flere gange måtte stoppe og spekulere på, om de to klaphatte i depotet måske havde haft ret. Ud over at det var stejlt, var det næsten umuligt at stå fast i mudderet, og jeg brugte sindssygt mange kræfter over de næste kilometer på at hive mig op i stavene. Flere gange undervejs blev jeg bange for, at min krop ikke ville kunne klare det, og at jeg måtte give op. Kroppen var smadret, og jeg var mentalt helt nede. På en af mine pauser undervejs satte jeg mig ned for at hvile mig og kom til at lukke øjnene et sekund. Jeg blev helt forskrækket over mig selv. Jeg kunne uden problemer have lagt mig til at sove der midt på bjerget. Det skræmte mig lidt, og jeg fik kæmpet mig videre op af de modbydelige stigninger.

Jeg kunne se pandelamper under mig og vidste, at der var flere der havde det så hårdt som mig, og det hjalp lidt. Lige pludselig kunne jeg se en pandelampe foran mig. Da jeg kom nærmere, kunne jeg genkende løberen som en japaner, jeg havde set tidligere. Han var fuldstændig slukket i blikket, og da jeg spurgte om han var okay, svarede han ikke. Jeg spurgte igen, og han svarede irriteret ”Yes!”. Der var udsolgt hos ham, gættede jeg på, og han var selv klar over det. Jeg gik langsomt videre og kiggede mig flere gange tilbage, men japaneren fulgte ikke efter. Jeg vidste, at der var løbere efter mig, og han havde jo sagt, at han var okay, så jeg forsatte opad. Det var stadig mørkt og mudret, og de næste kilometer gik meget langsomt. Det var dog fladet ud, og jeg havde indhentet en fransk fyr, som kunne tale engelsk. Vi fulgtes ad hele vejen ind i solopgangen (som man ikke kunne se) og til depotet i La Chaux. Der var ikke mange i depotet, men der var to, der lå og sov, og to på vej ud. Igen var der brændeovn, og jeg spiste lidt, men besluttede mig for at løbe med det samme. Nu var der kun et ”lille” nedløb til mål.

Det sidste nedløb ned mod Verbier foregik i gang langt det meste af vejen. Jeg havde løbet 99 km nu, og det var stadig umuligt at stå fast, og jeg blev på vejen ned overhalet af flere løbere, som var markant bedre nedløbere end mig. Mine ben var nu fuldstændig færdige, og jeg havde skoene fyldt med sten, men havde ikke overskud til at tage dem af ved det sidste depot. Jeg var nu ikke i tvivl om, at jeg ville gennemføre, og jeg bevægede mig langsomt ned mod bunden. Da vi nåede Verbier, løb jeg de sidste to km, selvom kroppen reelt var færdig. Det var så fedt at kunne mobilisere den kraft, når kroppen næsten ikke kunne gå.

0055_CBU6353

Jeg løb over målstregen i tiden 26.02 med en placering som nummer 86. Det blev til 105 km og 7300 højdemeter. Der var 429 til start, og 173 gennemførte. Jeg er voldsomt stolt over at have gennemført et løb, så mange har opgivet, men jeg sidder også tilbage med en fornemmelse af, at det til tider var en smule uforsvarligt af en familiefar at forsætte under de forhold.

Peter og Carl kom ind tre timer senere og gennemførte også løbet.

Japaneren fra den sidste bakke så jeg helt tilfældigt blive læsset af ved målstregen af en af de officielle transportbiler, så han har, som jeg tænkte, da jeg mødte ham, tabt kampen mod bjerget.

X-Alpine er bestemt et anbefalelsesværdigt løb. Jeg ville elske at løbe det igen og kunne nyde udsigten fra toppen af de mange bjerge på en klar dag. Der er minimalt asfalt, og løbet var perfekt markeret undervejs med gode depoter. Jeg er stadig vred på de to hjælpere, der prøvede at tale mig fra at fortsætte. Det er skidt, at hjælpere i depotet demotiverer en på den måde. De må da vide, at man har lagt mange måneders træning og forberedelse i banken for at stille op til sådan et løb. Jeg ved godt, at sikkerheden kommer i første række, men alligevel. Det trækker selvfølgelig ned i min bog.

Næste mål for mig er Ultraløbet Molsruten, som er det sidste løb i Ultracuppen, og som foregår på min hjemmebane ved Aarhus.

Tjek min video fra løbet her:

____________________________________

Tak til Rune for den fine beretning, og endnu en gang tillykke med det flotte resultat! God vind fremover

– Team Trail Copenhagen

Race report WS100 af Frederik Gregaard [Freds Trails]

Western States 100 Endurance Run

Afskyelige bussemænd, Sodavandsis, Nye venner, det bedste Crew/Pacere og en kæmpe oplevelse rigere.

Western States ® 100-Mile Endurance Run; Eller ”Statesmas” som det også bliver kaldt er verdens ældste og mest prestigefyldte 100-mile trail race. Løbet starter i Squaw Valley, Californien i nærheden af Lake Tahoe og ender 160 km senere i Auburn på Placer High School.

IMG_4831

I hovedpunkter starter løbet fra Squaw Valley op til Emigrant pas, gennem uendelige blomster marker og single trail i Granite Chief Wilderness, for så at gå ned i smeltedigel kløfterne i Californiens legendariske guldgraver land. Efter kløfterne er det tid til de historiske stier, der førte guldgraverne og de eventyrlystne fra øst mod vest til Auburn.

Denne beretning er delt op i 3 afsnit; Før løbet, løbet og den information jeg selv var på jagt efter inden løbet, som jeg havde svært ved at finde eller hitte hoved og hale i.

Før løbet:

Da jeg første gang stod i Chamonix og så det fantastiske bjerglandskab foran mig, fik jeg kæmpe respekt for de løbere da stod til start på klassikeren UTMB. I min forberedelse mod UTMB mødte jeg konstant engagerede løbere som med drømmende stemmer beskrev Western States, samt internetsider som kun omhandlede dette i juni måned. Jo mere jeg læste jo mere vidste jeg, at en dag ville jeg stå på den startlinje hvor det hele startede og kigge op på Emigrant pas, at løbe i fodsporende af skaberne af Ultra bjerg marathonløb og ind på Placers High School. Hvad jeg lige havde undervurderet var hvor svært det egentlig var bare at nå til start, når man er en hobby løber som mig. Det tog mig 1 år at kvalificere mig, 4 års lotteri dvs. 3 gange mere kvalifikation, verdens bedste og meste forstående hustru og et ordentlig gang held i sprøjten før det lykkes.

Som alle andre håbende løbetosser, sad jeg med telefonen klistret i skødet til familie middag, da www.irunfar.com forsøgte at skrive alle navnene ned der blev trukket op af tombolaen. Da mit navn kom, troede jeg ikke min egne øjne og måtte vente flere timer før det endelig blev officielt. Et eller andet sted var jeg vidst holdt op med at tro på det men nu var den der, start nummeret. Min hustru var heldigvis meget forstående da jeg præsenterede det for hende selvom vi godt kunne se at det kunne betyde en forskydelse af bryllupsrejse.

Det næste punkt var nu, hvordan kan man egentlig løbe Western States under 24 timer. Jeg løber normalt aldrig primært for tid men for oplevelsen, men her skelner løbet mellem finishers der er under 24 timer og over 24 timer, med henholdsvis et sølv bæltespænde og et bronze bæltespænde. Igen tilbage til fantastisk hustru; ”Få en coach var hendes svar”. Så jeg fandt en løbe coach med masser af Western States erfaring. At have en coach gav rigtig mange benefits, dog måtte jeg bide i det sure æble og gå ud af legen 2 gange på 6 måneders med skader, der primært skyldtes min egen idioti og at jeg ikke lyttede ordentlig til min krop.

Turen til USA gik godt og de planlagte dage forinden med mit crew som bestod af min gode kammerat John og Lisette min hustru, var fantastiske. Det var en total surrealistisk følelse at ankomme i Squaw Valley, og se startlinjen og alle de berømte amerikanske løbere tusse rundt og snakke med hinanden. John og jeg tog en løbetur op Shirley Canyon for at kigge lidt på sagerne dagen inden og det er et fantastisk landskab og perfekt for trail løb, så forventninger var selvfølgelig i top.

IMG_4832

Pacere: Pacere er standarden in USA på de lange ultra distancer og det stod hurtigt klart for mig at det skulle prøves. En af de helt specielle ting ved dette løb er at der er utrolig mange løbere der gerne vil være en del af løbet, om det er som løbere, hjælpere, pacere eller bare tilskuere, og der gik ikke lang tid før flere havde proaktivt skrevet til mig og tilbudt mig hjælp. Alt lige fra overnatning til guidede hikes og pacing. Jeg var super heldig at finde 2 pacere Bill og Russ. Bill var nyere i gamet men havde pacet Western States før og Russ havde været en del af løbet i 18 år og kendte alle detaljerne. Det var en super fed oplevelse at løbe med lokale løbere der kendte området og alle historierne, kan klart anbefales.
Løbet:

At se Gordon Ainsleigh med hans vilde karisma på startlinjen i skumringen, at stå der på start linjen med min fantastiske hustru, at se haglgeværet blive ladt og alle løberne tælle ned mens øjnene vandrede op til Emigrant pas var en helt fantastisk følelse. Meget svært at beskrive når man har tænkt på det i så mange år og endelig står man der – WOW!!

IMG_4830

Da jeg bevidst vandrede op af de første højdemeter, gennem blomster enge med vilde blomster, utrolige udsigtspunkter og sol opgangen ud over Lake Tahoe var jeg solgt. Det kunne kun blive et helt fantastisk løb. Alle var super venlige, og snakken gik om forskellige bjergløb og hvad en dansker lige lavede til Western States. De sidste bekymringer om formkurve, ikke at være tilstrækkelig og få en skade blev visket væk i takt med a solen kom højere op på himlen. Det var vildt svært at holde igen, da stigningen ikke var speciel stejl og sagtens kunne løbes men min race plan var at gå de første 700 hm og derefter rulle over det første alpine stykke i let jog, da jeg var seriøs bange for at stresse forsiden af lårene inden den anden halvdel af løbet. På toppen af Emigrant pas stod Bill med hans løbe venner og heppede vildt. Det var fedt at se ham og solen var nu endelig helt oppe og det mest fantastiske landskab åbnede sig for mig, og en umådelig taknemmelighed for at være der, for at kunne løbe for at kunne nyde det.

De næste 20 km var mere eller mindre fantastisk single trail, virkelig grønt, masser af blomster og fuld nydelse. Jeg løb og snakkede med masser af fantastiske mennesker og fokuserede på ikke at få alt for våde fødder da stien ofte var en lille brusende bæk, eller krydsede et vandløb eller 20.

Redstar Ridge (mile 16/km 26) & Aid-stations. Aid-stations er et helt separat kapitel ved Western States. Western States har de bedste Aid-stations jeg nogensinde har oplevet. Det er som en 3 stjernet restaurant. De fleste Aid-stations har et tema, spiller musik, folk er udklædte osv. Det er super fedt. Men den hel store forskel er at man har sin egen personlige tjener. Der kommer litterært en person hen og introducere sig. Tager dine flasker, fylder dem om og følger dig hele vejen gennem Aid-stationen, og de har alt. Fra friske jordbær til vaseline. Fra Glutenfri sandwich til Salt sticks. Det var virkelig 25 restauranter fordelt på de 160 km med de bedste og mest motiverede hjælpere jeg nogensinde har set.

web126065-02-101

Fra Redstar Ridge startede støvet for alvor, og i perioder var det svært overhovedet at se noget. Jeg fandt aldrig en rigtig god strategi, i støvet. Men en ting er sikker man skal ikke være tæt på folk der løber med Hokaer. De støver som en traktor i ørkenen. Den næste udfordring var de mest uhyggelige bussemænd man fik at det røde støv. De blev større og større, til sidst var det seriøst uhyggeligt at se hvad der kunne komme ud af næsen, og om det var varmen ved jeg ikke men det var som om de snakkede til en…

Robinson flat (Mile 30/km 48), var det første sted jeg mødte mit crew. Det var fantastisk at se dem. Russ min anden pacer var der også og varmen var rigtig slået igennem. Det var på det tidspunkt omkring 35 grader, og jeg var virkelig glad for at komme af med min håndholdte flaske og få en race pack på med mere vand og is til at køle mig. Jeg var opmærksom på at jeg ikke havde løbet hurtigt men Russ sagde at jeg var hvor jeg skulle være og så længe jeg havde gode ben og stadig spiste så det rigtig fint ud. Det var næsten sørgeligt at løbe videre, da stemningen var fantastisk i Aid-stationen og jeg havde allerede masser af gode indtryk. Med et ’vi ses om 5-6 timer’, løb jeg ud i støvet igen for a takle et 16 km nedløb.

Det var seriøst hårdt mentalt at holde igen og ikke bare åbne op og tonse ned af de flotte trails. Flere overhalede mig med et grin på læberne. Det var nu meget varmt og i alle aid-stations fyldte jeg is i vandblæren for at køle mig. Der var sjældent skygge da skoven flere steder var afbrændt og kun de forkullede rester af mega træer stod tilbage. Lidt som at løbe på en kirkegård af træer. Devils Thumb som skulle være den hårdeste stigning, var helt fantastisk. Der var skygge, det var stejlt og helt perfekt til at spise, hydrere og power hike. Jeg overhalede 14-16 løbere som alle havde taget mig på nedløbet og det var rart at se at min plan var begyndt at virke. Kun en kløft tilbage og jeg ville ramme Michigan Bluff (mile 55/km 88) hvor mit crew ville være.

Jeg er ikke helt sikker, men tror at da jeg ramte Michigan Bluff Aid-station var der en sød hjælper som spurgte om jeg ville have en popsicle. Jeg spurgte hvad er det, og ud af det blå midt i varmen hiver hun en sodavands is. Wow. Det var lige det jeg havde brug for.

Michigan Bluff, var fantastisk. Det var super at få et par tørre sko på efter vandpassagen og nye sokker. Det var fedt at se kendte ansigter og super motiverende at vide at der kun var Volcano Canyon tilbage før man var ude af kløfterne. Det var nu begyndt at være hårdt. Primært oven i hovedet og motivationen var begyndt at forsvinde i takt med at benene blev tungere og tungere. Jeg glædede mig nu rigtig meget til at få en pacer i Forest Hill (ca. Km 100), for at få nogen at snakke med og aflede opmærksomheden fra al den skov. Jeg har aldrig set så mange træer før. Jeg savnede virkelig sne, alpine klipper bare et eller andet som ikke var skov. Samtidig synes jeg at der var pænt lang hjem. Da jeg ramte Bath Road, som er en asfalteret vej der går op til Forest Hill aid-station må jeg nok erkende at det er første gang nogensinde at jeg har været så glad for at være på asfalt. Det var en kærkommen afveksling og der var endda en lille by med huse. Pludselig stod John der med et stort smil, og jeg løb de sidste par km indtil byen med ham. Det var fedt at snakke med ham, og fedt at se hele crewet. Bill stod klar til at løbe, Russ til at hjælpe og Lisette og John havde styr på at ordne mine fødder fylde min taske, gav mig min pandelampe. Fantastisk oplevelse at blive serviceret som en formel 1 bil i pitten. Jeg forlod Forest Hill med både Russ og Bill i hvad de sikkert synes var let løb men jeg på det tidspunkt synes var alt for hurtigt. Men det var nu at planen skulle testes. Det var nu at der skulle løbes, og alle de km hvor jeg havde sparret benene skulle indhentes.

DSC00657

Bill satte et rigtig fint tempo på California Road, som er kendt for 3 aid-stations Cal 1-3. Det er mega let, relativ fladt og skal løbes. Der var mange der gik her og det var rart endelig at begynde at ovehale løbere og deres pacere. Bill viste sig at være en super fyr, og efter en stor krise efter Cal 2, hvor jeg synes alt var noget lort begyndte vi højlydt at synge sange fra Top Gun, Bryan Adams og andre klassikere. Det var helt klart at det største problem var oven i hovedet, samt at jeg for første gang i løbet var begyndt at interesse mig for om jeg var på 24 timers pace eller bagved. Sikkert en kombination af de søde hjælpere som proaktivt informerede om at jeg var bagud og min drøm om en sub 24 timers tid. Det var uden tvivl det sorte punkt i løbet for mig. Jeg var virkelig ikke meget værd. Men kunne løbe og det var det vigtigste. Da vi endelig ramte Rucky Chucky og den berømte vand passage var jeg toast. Der var ikke meget tilbage i mig, og jeg stammede nogle uforståelige ord til mit crew om at jeg når det ikke til 24 timer. Det gør ondt. Det er ikke sjovt. Jeg vil gerne have en lang pause. Lisette ordnede mine fødder, masserede mine ben og sendte mig ud i flodens brusende vand med en meget overraskende besked. Du er 30 min foran 24 timers pace. Jeg kunne ikke forstå det. Det virkede forkert. Men ud i floden gik det sammen med Bill. Nogen år er der en båd her, men dette år var der bare et reb. Vandet var ok, men gik til brystet. Der var super mange hjælpere i vandet der sørgede for at alt gik som det sku, så det var ikke det store problem. Jeg glædede mig nu meget til Green Gate som kun var 2 mil/3.2 km væk op af bakke, hvor jeg skulle møde Russ, som skulle eskortere mig de sidste 30 km i mål.

I Green Gate var der ingen Russ. Jeg var rimelig forvirret og Bill løb rundt for at finde ham. Jeg gjorde mig klar til at løbe de sidste 30 km med Bill, da Russ pludselig kom løbende. I er 30 min før tid sagde han med et grin, gav Bill sin bilnøgle og satte i løb ud i mørket. Hov tænkte jeg der løb min pacer. Jeg skyndte mig efter ham, og havde her noget af det mest interessante løb ever. Russ har deltaget i løbet eller omkring løbet i 18 år og kendte alle bakker, sving, aid-stations og alle historierne om de førnævnte. Der var ingen stress. Hans plan var helt klart at jeg skulle løbe, spise og slappe af oven i hovedet og det virkede. Efter adskillige historier om puma overfald og halvspiste lig, om at tisse mens man løber og andre fantastiske historier krydret med det konstante; How are you doing. Hvor til jeg svarede Shit, eller hmmmmm. ’Hørte vi musik ude i mørket?’ Russ forklarede at det var Browns Bar vi kunne høre, og at om lidt ville vi møde en udklædt djævel der ville sige; Welcome to Hell. Jeg spurgte forsigtigt Russ, ’når vi 24 timer?’. Han grinede af mig og sagde. It is not just doable or probable, there is no way we will not make 24 hours. I Browns Bar fik jeg 2 stykker banankage og nød festen lidt. Flere pacere dansede rundt og hjælperne havde en seriøs fest der. Tror endda at der var bacon and eggs. Ikke at jeg skulle have noget af det, men alligevel. Det var meget surrealistisk i midten af no-where var der den her kæmpe fest.
På ”No Hands Bridge” (mile 97/km 155) begyndte det at blive meget konkret. Det er en gammel tog bro som var lyst op med lanterner som om det var juleaften. Igen var der musik og fest. Jeg var virkelig toastet her, men det var vildt at tænke på at der var kun 3 miles/5 km tilbage, og jeg havde masser af tid. Det var en super følelse side om side med Russ at løbe over broen og se lyset fra Auburn i horisonten. Derefter blev det meget stejlt, og vi begyndte at power hike. Jeg tog telefonen op, og ringede til Lisette: ”Vi er i mål om 30 min sagde jeg stolt”, hvorefter hun svarede. ”Hvad laver du? Du kan være der om 10”. Jeg svarede; ”det er stejlt”, hvortil hun sagde så må du hellere løbe. Jeg kiggede vantro på Russ som grinede af mig hvorefter vi begyndte at løbe. ’Fantastisk pige du har der’ sagde han mens han med det største grin satte tempoet op. Pludselig var Bill der også og vi løb den sidste km gennem byen før vi drejede ind på Pacer High School. Det er svært at forklare fornemmelsen der, havde en klump i halsen og da Lisette tog min hånd og da vi løb de sidste 200 meter på løbebanen mens jeg kunne høre speakeren snakke om mig og mit crew, var det svært ikke at have det helt store smil på.

web126065-05-269

Jeg blev vejet en sidste gang, fik et knus og flere håndtryk fra løbsledelsen og andre løbere før jeg blev sluppet ud af målområdet. Lisette stod klar med en stor øl og en stol. Fantastisk. Sikke en oplevelse. Det endte med 23 timer og 19 minutter, et sølvbæltespænde og en kæmpe, kæmpe oplevelse rigere.

Der er lidt flere billeder på www.facebook.com/fredstrails
For nørderne og det jeg selv manglede:

Man behøver ikke at se ”Unbreakable” mange gange eller læse mange race reports før det går op for en at det er varmt i de kløfter. Meget varm. Når selv Kilian får hedeslag og man som mig kommer fra DK er varmen bare ikke ens bedste ven. Udover det hvad er nu det med alle de håndholdte flasker og pacere?, og ingen vandrestave? Skal jeg virkelig justere mit setup og er det nødvendigt at træne specifikt?

–          Varme tilvænning;

Da jeg løb CCC det ene år var en læge ved at trække mig ud, grundet varmen. Til mit store held og en andens store uheld. Greb lægen dog fat i en anden og jeg fik lov til at løbe videre. Et par år efter var den gal igen til Lavaredo Ultra race i Dolomitterne. Jeg havde haft et rigtig godt løb om natten men da solen begyndte at banke og termometeret nærmede sig de 40 grade og vi løb ned i en kløft uden skygge. Jeg følte jeg mig som en pizza i en pizza ovn. Alt tempo gik ud af benene. Jeg begyndte at sitre og hovedet slog i takt med strålerne fra solen som blev reflekteret i klippe siderne. Så at varme tilvænning var på menuen var klart fra start. Badwater Ultra Marathon som må siges at være kongen inden for løb i sauna lignende tilstande har en række gode artikler og forslag (http://www.badwater.com/training/index.html). Jeg startede min varme tilvænning 4 uger før løbs start og sluttede 1 uge før løbet da det var hårdt for kroppen at restituere. Jeg nåede kun et par passive Sauna pas, da det for at være ærlig tog for meget tid og jeg var helt væk bagefter (føltes som om kroppen blev til æblegrød med fløde). Aktive pas var primært løb i dunjakke, vinter hue, og mange langærmede trøjer. Fulgte min trænings plan men ”klædte” mig på til Antarktis. Vinterløbet krydrede jeg med noget Bikram Yoga. Hvis jeg havde haft mere tid i dagligdagen ville jeg have lavet mere Bikram en de få gange jeg nåede.

WS100 Finish line

 

–          Quads og det at løbe nedad:

Ok jeg er heldig og bor i Schweiz hvor jeg har god mulighed for at træne bakkeløb, og det er helt sikkert en fordel at træne lange nedløb. Problemet med Statesmas i mine øjne er dog ikke at der er mange negative højdemeter, problemet er at det er nogle fantastiske stier som aldrig bliver særlig tekniske så man kan virkelig give den gas på dem, så det at mentalt sige til sig selv at man skal holde igen og løbe langsomt selvom man har gode ben, det var svært. Jeg holdt igen indtil Forrest Hill (km 100), det gjorde at da jeg hentede min første pacer og kom ind på California road var mine Quads stadige fine og vi kunne løbe det meste af de sidste 60 km. Det var en kæmpe mental udfordring at holde igen, og løbe så konservativt, men det gjorde det meget nemmere at arbejde med varmen og nyde landskabet. Samt gjorde at jeg var i stand til at holde et fint tempo med mine pacere. Det giver ikke så meget ide tænkte jeg at have en pacer hvis man kun kan vandre.

 

–          Gear, vandrestave og håndholdte flasker:

De sidste 6 år har jeg løbet alle lange løb med rygsæk, vandrestave og masser af mandatory equipment. Til Western States er der ikke noget ”mandatory” equipment kun en kort paragraf at man skal samle sin lygte op i Michigan Bluff eller Forest Hill, samt at vandrestave er forbudt. Der er 25 Aid stations fordelt på ruten og det giver mulighed for at løbe meget lettere en jeg normalt gør.  Jeg valgte håndholdt flaske indtil Robinson Flat da jeg gerne ville prøve det og når man alligevel ikke kan have stave med giver det god mening. Jeg skiftede derefter til en ”racepack” Ultrasphire Alpha, med det primære formål at kunne bære mere vand samt som løbene køleskab. Helt konkret løb jeg med en flaske foran, og en 2 liters væskeblære. I hvert checkpoint fik jeg flasken og væskeblæren fyldt op med IS og lidt vand. Flasken brugte jeg til at hælde ud over mig som afkøling, og væskeblære drak jeg fra samt at den fungerede som en pose is på ryggen til at køle mig. Det gave klart mere vægt at bære på, og hvis man skal løbe rigtig hurtigt at det nok ikke det bedste valg, men for mig virkede det perfekt og jeg var i stand til at holde min temperatur nede og løb aldrig tør for vand.

_______________________________________________

Tak til Fred for den fantastiske beretning, og  tillykke med den imponerende præstation! Held og lykke med de fremtide mål, vi håber at modtage flere beretninger fremover:)

– Team Trail Copenhagen

Jeg har løbet langt – hvad så nu?

HT start

Kort før starten på de 50 miles.

Jeg har løbet langt… Hvad så nu?

Jeg har deltaget i en håndfuld ultraløb. Ovenstående spørgsmål har ramt mig hver eneste gang, jeg har krydset målstregen. Altid rammes jeg af et tomrum – et form for vakuum. Jeg bliver rastløs. Jeg skal restituere. Jeg vil træne igen! Jeg har brug for et nyt mål. I dagene efter et ultraløb bruger jeg megen tid på at reflektere over løbet. Hvordan gik det? Hvad oplevede jeg? Hvad oplevede de andre? Og ikke mindst: Hvad kan jeg gøre bedre? Når de ting så småt er arbejdet igennem oppe i hovedet, får jeg en stor lyst til at sætte mig nye mål. Ikke fordi alt skal handle om konkurrencer og resultater, men fordi målene tjener som motivation for træningen. Jeg bliver såmænd også motiveret af glæden ved træningen i sig selv, men et mål skærper mig yderligere. Tomrummet efter et løb tror jeg egentlig er sundt. Det giver tid til at fordøje og evaluere, men rastløsheden kan også være svær at håndtere. Tilstanden er mærkelig og jeg bruger megen tid på at lede efter fremtidige løb.

 

HT forberedelse

Forberedelse. Kassen til depotet pakkes.

I dagene efter et ultraløb er jeg ofte mentalt fraværende, fordi jeg gennemgår oplevelsen. De første dage efter Hammer Trail fyldte løbet meget i mine tanker, men her, seks dage efter, er jeg ved at være ude på den anden side. Det hjælper også en del, at jeg så småt kan genoptage træningen. Da jeg havde gennemført Ice Ultra i Lapland tog det over en uge, før min kæreste syntes, at hun kunne komme ordenligt i kontakt med mig!

HT løb

Sidste gang ved Hammerhus. Smilet er stort af flere årsager: Vejret er godt, jeg har et godt løb, mit hade-stykke mellem Vang og Hammerhus er overstået og det fedeste på ruten venter: Hammerknuden.

Mit løb på Bornholm gik næsten som jeg havde håbet. Ambitionen var at få en bedre oplevelse end sidste år og den blev indfriet. Jeg havde ikke det samme voldsomme energidyk som sidste år og jeg følte ikke lede ved udfordringen undervejs. Jeg blev da træt, selvfølgelig, men jeg nød turen hele vejen igennem. På en måde var det næsten lidt trist, da jeg drog ud på den sidste omgang, for så var det snart slut. Til gengæld blev jeg ramt af kramper igen i år. De første kom ved 32 km. og resten af turen lurede de i baggrunden og tvang mig til at stoppe op af og til. Dem skal jeg have gjort noget ved! Og jeg tabte stadig for meget tid på 2. og 3. omgang i forhold til den første. Jeg har nok ikke trænet stabilt nok og har heller ikke haft nok lange ture til at holde et så flot og jævnt tempo, som vinderen Jesper Noer gjorde. Jesper tabte ca. 5 minutter pr. omgang, mens jeg var oppe på ca. 15. Sidste år løb Jonas Borsøe Christensen løb endda negativ split på de 50 miles og endte på en 2.-plads. Det imponerede mig! Men jeg løb stadig en bedre tid end sidste år og det var målet.

At jeg ikke vandt, er der ikke noget hokus pokus ved. Der er masser af løbere derude, der er hurtigere end mig. Jeg vidste allerede før start, at Jesper skulle snuble, eller på anden måde dumme sig, hvis vi andre skulle have en chance. Han forsvandt med det samme på prologen og så brugte jeg ellers 2/3 af den første omgang på at følges med Greg Friedman og Klaus Dahl, indtil vi lige så stille gled fra hinanden. Resten af tiden løb jeg alene, hvilket jeg overraskende nok havde det fint med. Nordbornholm viste sige fra sin bedste side med fantastisk vejr, masser af lækre spor og endnu flere højdemeter end det foregående år.

Om jeg kommer igen til næste år er tvivlsomt pga. konfirmation i den nærmeste familie, men det er bestemt ikke sidste gang, jeg løber på Bornholm. Indtil da kan jeg jo finde mit næste lange løb. Jeg ville helst en tur til udlandet, men der skal også tages hensyn til familie, arbejde og økonomi. Winforce krydret med diverse Salomon Trail Tour afdelinger kunne være et godt bud. Det dejlige ved trailsporten er, at den vokser i Danmark og derfor dukker der hele tiden nye og spændende løb op. Så mit tomrum behøver ikke vare så længe.

HT slut

Jeg havde fornøjelsen af at have min kæreste med, som havde en god oplevelse på de ca. 25 km.

 

Tanker: Post Hammer Trail 100 Miles

Det er blevet torsdag, og hævelsen fra weekendens strabadser er endelig forsvundet fra især knæ og fødder. Kroppen er dog stadigvæk øm, stiv og på ingen måde i stand i at bevæge sig hurtigere end 4 km/t, men det er helt ok når man har løbet bedre end ventet – for det var netop hvad der skete ifm. Hammer Trail 100 Miles, hvor jeg løb i mål i tiden 21.41.53. Det blev et resultat jeg aldrig havde turde håbe på!

10173810_10152362889737210_6335326177273501396_n

Min deltagelse til Hammer Trail 100 Miles skulle have fundet sted allerede sidste år, men knæet ville på det tidspunkt ikke det samme som jeg. Set i bagspejlet var det kun gavnligt, da jeg i år havde opbygget et helt andet mål, og derved ændret fokus på baggrund af en længere og mere intens træning. HT100 2014 skulle for mit vedkommende være det første ultraløb, hvor at jeg ikke udelukkende ville fokusere på at gennemføre, men også at ’sætte en god tid’ og kæmpe om podieplaceringerne. Dette kom på baggrund af at jeg sidste år til Transalpine fornemmede dybt inde i mig selv, at skulle jeg finde motivation for at løbe 160 km, så handlede de om tid/PR og evt. Podieplaceringer. Dette fokus skulle altså fremadrettet motivere mig i min træning og under konkurrencedeltagelse, hvilket for mit vedkommende ændrede alt.

Træningen frem mod HT100 har jeg allerede skrevet om (1: Radikal ændring af.., 2: Træningen frem mod.., 3: Sidste del..), men kort fortalt bestod min ugentlige træning nu af kortere men hurtigere træningspas, med et større antal højdemetre. Ændringen gav selvfølgelig et anderledes fysisk respons, men mentalt kæmpede jeg også, bl.a. med at ‘føle mig hjemme’ indenfor de nye rammer. Jeg følte mig totalt på udebane når jeg satte uret i gang midt i Fælledparken, for at banke igennem i lange intervaller i 35 min, for derefter at lunte hjem. Det samme gjaldt de træningspas, hvor jeg stod i bunden af en bakke med mål om at løbe op/ned X antal gange, indtil at der stod 1000 hm+ på uret – samt når jeg i skovene løb intenst på single track, uden mulighed for at nyde naturen der passerede forbi – der var simpelthen ikke tid/overskud, for der skulle løbes intenst. Det tog tid at vænne sig til.

Belønningen kom dog relativt kort tid efter, nemlig i weekenden på Bornholm. Ved startlinjen stod vi 30-40 mand, og 160 km ventede samt 5.500 hm+. Jeg vidste at Kenneth Kofoed ville ligge pres på fra start via et højt pace, og jeg havde hjemmefra valgt at følge med på prolog (6 km), for derefter at lade ham stikke. 1 min efter at startskuddet havde lydt var Kenneth og jeg helt alene, og på mit ur stod der pace 14,5 km/t (ca. 4.10 min/km). Puha det gik lidt for hurtigt tænkte jeg, med den betragtning at 159 km ventede forude. Prologen var i år ændret, således at sidste 25 % (af hver runde på prologen) var i svært kuperet teknisk terræn, men uanset terræn rundt om søen lå vi begge tæt mens at resten af feltet stille forsvandt bagud.

1609710_10152362891487210_1101075654850046821_n

Efter 6 km sluttede prologen, og Kenneth forsvandt hurtigt ud på første runde mens at jeg tog det mere stille og roligt. Alt var taktisk set gået som forventet, og nu håbede jeg blot at mit lidt lavere pace ville give pote når vi ramte natten, og søvn og træthed begyndte at melde sig. Første amkomst til Jons Kapel var Kenneth allerede på vej op af de sidste trin, og han så frisk ud. Vi nåede lige hurtigt at sige hej til hinanden, inden at han forsvandt af sted mod Vang mens at jeg skulle en tur ned ad trapperne og ringe med klokken. Jeg brugte ingen tid ved mini-depotet, jeg følte ikke at der var behov – kroppen føltes jo så frisk 🙂 Generelt herskede der ikke de store problemer på første runde bortset fra lidt sidestik, jeg løb stort set alle stigninger mens at benene stadigvæk var friske, og mentalt prøvede jeg at glemme alt om placering og i stedet nyde naturen og prøve at suge den gode energi ind via dybe kontrollerede vejrtrækninger. Midt på Hammerknuden nød jeg måske naturen en smule for meget, for pludseligt faldt jeg over en mindre rod og landede hårdt med venstre knæ i jorden. ‘SHIT’ var vist det eneste jeg nåede at tænke, det blødte heldigvis kun lidt så jeg rejste mig hurtigt inden det begyndte at gøre ondt, og løb videre – No problemos!

Mit depotskifte efter 1. Runde var hurtigt, cirka 45 sek hvorefter jeg igen søgte mod Hammerknuden. Det var først ved Hammer Havn at jeg fik øje på Kenneth Kofod igen, jeg var stadigvæk oppe på sidste del af knuden i det løse sand, mens at Kenneth løb langs havnen. Jeg prøvede hele tiden at være positiv og se situationen fra en motiverende vinkel, og tænkte derfor at Kenneth ikke var synderligt langt fra mig – vist kun 2 minutter. Det jeg ikke vidste på dette tidspunkt, var at Kenneth kæmpede med motivationen. Kort tid efter at Kenneth havde ramt havnen, valgte han at trække sig – det fandt jeg dog først ud af da jeg ramte det store depot efter 2 fuldendte runder. Jeg havde ved slutningen af 2. Runde undret mig over at jeg ikke havde mødt Kenneth endnu, for hver gang man nåede depotet skulle man løbe i modsat retning. Altså ville man møde sine konkurrenter på et eller andet tidspunkt. Da jeg nåede depotet var jeg et stort spørgsmåltegn, og spurgte med det samme hvor Kenneth var. ’Han havde ikke hovedet mig sig’ lød meldingen, og det tog lidt tid før at jeg forstod hvad der var sket.

10176110_10152362893877210_6843914971715489140_n

Jeg følte mig pludseligt en smule splittet da meldingen lød i depotet. På den ene side var det da rart at være nr. 1, men omvendt så forsvandt motivationen for at nå i mål i en god tid, da mit trætte hovedet nu kun fokuserede på at holde 1. Pladsen hele vejen hjem. Jeg var ærgerlig over hvad der var sket med Kenneth, for jeg ville gerne have en i front til at pace mig (indirekte pacing altså), og især Kenneth ville jeg gerne prøve kræfter med gennem natten.

Med et meget forvirret hoved forlod jeg depotet og begav mig ud på 3. Runde. Allerede her var kroppen så småt begyndt at brokke sig, især mine fødder var trætte omkring svangen og jeg løb kortvarigt med tanken om at stoppe efter 3 runder, og rejse hjem med et 50 Miles diplom. For hold da op der var langt hjem igen – HELE 4 runder!

Jeg husker ikke meget fra 3. Runde, andet end at jeg i stigende grad oplevede et flow i mit løb, hvor at tingene ligesom bare skete uden at jeg tænkte over det. Følelsen var utrolig rar, nærmest mediterende, men for de andre 100M løbere der krydsede mig på sporet virkede jeg nok en smule stenet 🙂 Mørket begyndte så småt at tage over, og på vej langs kysten ved Vang samt første passage af Hamerknuden fik jeg nok Danmarks flotteste solnedgang fra vest. Alle farver var i spil, i takt med at solen stille forsvandt, og man kunne i perioder føle sig helt hypnotiseret af hvad der skete mod vest. Hold da op et sus det gav gennem hele kroppen, og på et split sekund faldt temperaturen gevaldigt til ned omkring frysepunktet. Ved depotet fik jeg skiftet til varmt tøj samt spist lidt lasagne, før at jeg igen drog ud. Nu var 50 % gennemført, i bedste PR-tid for mit vedkommende. 4. runde var runden hvor at jeg for alvor begyndte at spørge mig selv igen og igen, hvorfor at jeg år efter år stillede op til ultraløb. Hvorfor H..…E kunne jeg ikke som alle andre træne stille og roligt og hver weekend være hjemme med familien og se ’Pretty Woman’ for 29.000 gang? Svaret tror jeg vidst ikke at jeg fandt frem til, omvendt kunne jeg huske mig selv på, at når jeg dag efter dag det seneste halve år havde trænet og tænkt på HT100, så måtte der være et eller andet ‘deep down’ der motiverede mig til både at deltage OG gennemføre. Det blev en mærkelig en-mands diskussion, som jeg sidst oplevede da jeg deltog i Spartathlon i 2012. Hvorfor er det at jeg gør det her? Tjaa… Godt spørgsmål!

Indtil videre havde jeg ikke haft nogle nævneværdige nedture, og det skulle vise sig at der under resten af løbet ikke opstod nogle energimæssige kriser. Det var nyt! Til gengæld fik jeg glæden af at kæmpe imod gevaldige søvnudfordringer på runde 4 og 5. Omkring en var alt kulsort, jeg havde kun pandelampens skær samt det begrænsede lys fra månen og de fjerne stjerner, der tydeligt kiggede frem på himmelen. Ugen op til løbet havde været hektisk pga. Arbejde, og en halv urolig søvn op til HT100 gjorde ikke situationen bedre.

{7F1AC460-786B-48E2-B250-173B6719B9A5}-48E2

Skulle jeg vælge, ville jeg til hver en tid vælge at kæmpe med mangel på energi, end søvn! Mangel på energi kan man gøre noget ved, søvn… Ja den er sgu lidt svær. Det eneste jeg dog kunne gøre, var at stoppe op hver gang at jeg mødte en af de modløbende 100 milere, og hurtigt tage en snak. For mit vedkommende ville det være fuldstændig ligegyldigt hvad vi talte om, vi kunne f.eks. tale om hvorvidt at prisen på et kg mel var fair i DK, bare så længe at vi kunne sige noget til hinanden i 20 sek. Gjorde jeg det, så vidste jeg at min hjerne igen ville vågne en smule, som hvis hver mine-samtale var et shot Red Bull. Dem jeg mødte på ruten var måske lige så trætte som jeg, for snaksaglige var de 🙂 Der blev primært talt om hvor langt der var igen, om temperaturen der føltes lav og om hvor mørk natten var. Det var en rimelig nem snak, for jeg var enig med de fleste og resultatet var at jeg kunne udskyde søvnen bare en smule, snak for snak (tak til dem som kort ville chatte på sporet!). Det hjalp også lidt da jeg omkring 1.30 om natten begyndte at løbe i mod 50 milerne, der netop var begyndt deres togt på i alt 3 runder. Jesper Noer nåede jeg godt nok ikke at opleve, kun hans trykbølge fra de 200 km/t han kom farende med. Et par minutter efter kom resten af deltagerne i spredte grupper, alle mand med deres pandelamper tændt, hvilket gav en utrolig smuk lyseffekt gennem skoven. Alle var utrolig søde til at hilse og heppe lidt, det varmede selvom at jeg inderst inde var lidt jaloux over at de havde selskab (og sikkert var super oplagte/friske). 500 m efter ramte jeg depotet og fik drukket en Red Bull. Kim Ramussen (løbsarrangør) meddelte at der var 1 time og 20 min til nr. 2, som på det tidspunkt var Heine (alias Hoka Heine fra Marathon Sport), tæt forfulgt af Tonni Bager. Mit ur var gået ud, og mit fokus på tid var på sit laveste. Jeg var på sin vis græsk-katolsk med tiden, jeg skulle blot køre sejren hjem. Derfor tog jeg en power-nap på 5 min i stolen foran Tejn-IF’ voldsomme varmekanon, og på et splitsekund var jeg væk. Jeg vågnede med et sæt da Leon tog fat i mig, fik skiftet pandelampe og af afsted var jeg nu på 5. Runde.

På det her tidspunkt gjaldt det om at sætte sig delmål, og dermed hele tiden give sig selv nogle små succeser frem for at føle at man ingen steder kom. Derfor blev især 5. Runde delt op i utallige små dele, såsom ½ Hammerknude, Hammer Havn, Vang, Stenbrud, Jons Kapel osv. Derudover motiverede jeg mig med tanken om at det nu var sidste gang, at jeg løb i den retning på sporet. Altså ville jeg kun mangle at betræde de samme steder en enkel gang til på 6. Runde. Tanken gjorde mig glad, men uanset hvor meget jeg prøvede begyndte søvnen igen at fylde mere og mere. På det her tidspunkt omkring Jons Kapel stod det slemt til. For første gang nogensinde var jeg begyndt at se syner, hvilket betød at skilte på afstand blev til biler, buske blev til lydløse publikum osv. Flere genstande tog form i mit hoved, men hver gang jeg kom tæt på gik det op for mig, at der ikke stod hverken biler eller publikum. Det var min hjerne der drillede, og jeg kunne ikke finde hoved og hale i situationen. Ikke langt fra stenbruddet spidsede det hele til da jeg kom løbende på åbent fladt grusspor, hvorfra man skulle dreje af og løbe af single trail ned ad det nye spor ved Mosesøen. Svinget var utroligt godt markeret, men lige lidt hjalp det, da jeg kort forinden i løb døsede væk. Dette opdagede jeg dog først da jeg 1 min senere stoppede op tilfældigt, og undrer mig over hvilken bygning jeg var ved at løbe ind i. Foran mig stod en stor hvid bygning, muligvis en gård, og den havde jeg altså ikke set på de andre runder. Omkring mig var der heller ikke nogen markeringsstrimler, så 2 + 2 gav hurtigt resultatet at jeg havde glemt at dreje af. På vej tilbage kom to 50 milere løbere i modsat retning. De så at jeg kom løbende fra deres højre side, hvor de ellers selv mente at skulle til venstre. Jeg kunne dog hurtigt berette om at jeg havde døset hen og fortsat i forkert retning, hvilket kort gav anledning til latter blandt os alle tre. Derfra forsvandt søvnproblemerne heldigvis!

10308367_10152362893307210_2593795024618312179_n

Ved sidste depot besøg tog jeg mig igen en kort power-nap, for igen var der masser af tid til nr. 2. Der gik dog ikke mange minutter, før at min supporter Andreas Holm sammen med Jakob Vestergaard (løbsarrangør) hev fat i mig, og kort og kontant fortalte mig at jeg ikke var kommet for at sove. Spurgte du min krop ville den bestemt være uenig, og med glæde tage diskussionen. Dog inden jeg nåede så langt med en heftig diskussion, var Jakob allerede i gang med at fortælle mig om hvilken sluttid jeg kunne opnå, såfremt at jeg lettede bagdelen og kom af sted. Indtil videre havde jeg glemt alt om tid og mulighed for bane rekord, og jeg havde ingen anelse om at jeg havde brugt cirka 18 timer på sporet. Jakob sagde kort, at hvis min dovne krop magtede at lette sig fra stolen, så kunne jeg sætte en god dansk tid på ruten. Præcis den sætning gav mening i mit hoved, et hoved som ellers 1 time før havde set syner overalt i mørket. Op rejste jeg mig, gav pandelampe væk til Andreas og af sted løb jeg ud på sidste runde.

En af årsagerne til at jeg endnu en gang havde sovet i depotet, var da Hammerknuden (sidste del af 5. runde) for første gang havde fjernet al energi, og efterladt ingenting. Men en søvn, skæld ud og kombi af Cola og Red Bull havde på 10 min gjort underværker, og det mærkedes med det samme. De fleste stigninger kunne jeg igen finde kræfter til at løbe, og kun de stejle blev power hiket. Der blev for alvor sat delmål, hvor stor bakke var et mål i sig selv. Jeg fandt igen flow i mit løb, og nød at jeg for første gang i mange timer ikke skulle kæmpe med at holde mine øjne åbne. Derudover var alle jeg mødte utrolig søde til at hilse og heppe. Mange roste præstationen, desværre var mit overskud til at give igen lav hvilket jeg nu undskylder. Dog kunne jeg mærke at jeg havde blod på tanden, og at runden hurtigst muligt skulle overstås. For jo hurtigere i mål, jo hurtigere kunne jeg sætte mig ned og aldrig rejse mig op igen 🙂 Dét motiverede!

Jons Kapel var nok rundens største delmål, da jeg derfra kun manglede lette 8 km i fugleflugt gennem terrænnet til start/målområdet. Hold nu op benene var gode, energien var fortsat høj og temperaturen var stødt stigende på vej mod 10+ grader. Ved udsigt til Hammerhus vidste jeg at der kun manglede cirka 2 km, og det var slet ikke til at fatte. Jeg havde i øjeblikket en halvromantisk ide om at jeg sammen med mit supporthold skulle krydse stregen, for de ventede jo på mig i mål. Det skulle dog vise sig ikke at være tilfældet. Mit supporthold var ikke ved depotet, og jeg krydsede derfor alene stregen i sluttiden 21 timer, 41 minutter og 53 sekunder (officiel tid) = ny PR og ny bane rekord. Hold op en fed fornemmelse, men hvor fanden var mit supporthold?? – ’De er ikke kommet, de er i Allinge efter kaffe’ lød meldingen fra en smilende Lene Møller (løbsarrangør). Kim ønskede tillykke med medalje over hovedet, mens at jeg hurtigt fandt en stol der så behagelig ud. Med smil på læben kunne jeg så ringe til mit supporthold og berette, at jeg nu var i mål – hurtigere end hvad de havde forventet 🙂

10295313_10152362901957210_8447288112254273125_o

Hammer Trail 2014 forløb bedre end jeg nogensinde havde turde håbe på. En 1. Plads havde jeg måske håbet på samt en tid tæt på 22 timer. Men at tænke tilbage på løbet, og konstatere at der stort set ikke opstod nogen former for nedture, at jeg på sidste runde løb negativ split-tid under 4 timer og at jeg satte ny bane rekord på en ellers sværere rute – det havde jeg aldrig turde håbe på. Hvad det bringer med sig for fremtiden er svært at spå – måske skulle man forsøge næste år at træne seriøst og komme under 20 timer til Hammer Trail 2015. Nu må vi se hvad fremtiden bringer!

Til sidst vil jeg gerne sige tillykke til alle dem der kom i mål til Hammer Trail løbene uanset distance, og endnu en gang tak til både supporthold (Pernille og Andreas), Leon Hansen, Løbsarrangørerne Lene, Kim og Jakob samt alle de skønne mennesker der modsat undertegnet, havde energi og overskud til at smile og heppe på sporet! Jeg vil være for evigt taknemmelig! Derudover tillykke til min team mate Christian Nørfelt for en imponerende 2. Plads på 50 Miles distancen, tillykke til Jacques der løb Lillebælt Halvmarathon på 1.16 og til mit supporthold, der begge løb deres første trail løb om lørdagen (25 km) med stor succes!

– Andreas

Pre race tanker – Hammer Trail

Hammer Trail 100 Miles i år vil for mit vedkommende være anderledes end alle tidligere ultraløb. Årsagen er mit mål og dermed mit fokus, hvor jeg i år ikke udelukkende satser på at nå igennem inden for cut-off, men også har fokus på et specifikt tidsmål – nemlig 23 timer.

Det er dog vigtigt at man overfor en selv, er ærlig overfor egne kompetencer og ikke mindst bevidst om at når man deltager i ekstremsport, så kan alt ske. Med det mener jeg, at uanset hvilke mål man har sat sig, vil der i forbindelse med et ultraløb kunne ske mange uventede ting, som vil kunne stå i vejen for målet. Vrider man anklen efter 2 km – jamen så bliver det allerede her svært at opnå ens personlige tidsmål. Ligeledes kan energien fejle, varmen kan stige en til hovedet samt en million andre ting…

Men derfor kan man jo godt sætte sig nogle personlige mål, i håb om at alt forløber som forventet. Det har bragt mig frem til, at jeg skal under 23 timer. For at kunne det, har jeg lagt en taktik for hele løbet, men den holder jeg til mig til for nu. Rent mentalt har ladet mig inspirere af dygtige ultraløbere, for selv at blive mere kompetent til at tackle de utallige nedture. Det håber jeg kan være et brugbart redskab til at holde tempo, også selvom alt i et kort øjeblik føles som at gå mod en. Den skal have power hele vejen!

Jeg håber at alle uanset distance og mål kommer igennem i det barske terræn, og at ingen på 100 miles distancen lader sig lokke af et 50 miles diplom (hvilket man kan få udleveret, hvis man stopper halvvejs) 🙂

God tur til alle – vi ses derovre!

– Andreas

Mere end sejr med hjem i bagagen

Jeg sidder og skriver dette indlæg med ømme ben, især ømme ankler, som et resultat på 14 dages hård træning der kulminerede i weekeden ifm. Crossmarathon på Bornholm. Forud for løbet, havde jeg de sidste to uger sat mig for at løbe et stigende antal km i terræn, men vigtigst af alt også opnå et stigende antal hm+. Derfor endte jeg sidste uge på i alt 2967 hm+ og i denne uge 4861 hm+, hvilket er ny rekord fra min side – se flere detaljer omkring min træning via linket her!

IMG_1222

Turen til Bornholm var til at starte med ikke tiltænkt at inkludere Crossmarathon. Planen var at tage til øen for at opnå kendskab til den nye Hammer Trail rute, samt at få løbet en masse km/hm+. Kim Rasmussen fra Tejn-IF tog jeg kontakt til, og han tilbød startnummer – det kunne jeg ikke sige nej til:) Fredagen gik med rejse efterfulgt af rundvisning med Allan Lyngholm, en satans dygtig løber der sidste år blev 2’er til Hammer Trail 100 Miles. Regnen væltede nej, men det skulle ikke forhindre os to i at tage afsted på tur, dog betød det langsom passage af store klippeformationer, for de var pga. regnen glatte som is. Min krop havde utroligt svært ved at komme i omdrejninger på rundturen, og det var selvom at vi startede blødt ud. Men ventilation var markant forøget, benene var tunge og motivationen lav, selvom at jeg havde glædet mig til at komme til øen og løbe. Det hjalp lidt at komme i gang, og efter en times tid kom der mere flow over rundvisningen, men godt blev det aldrig. Det var allerede om fredagen tydeligt at mærke, at kroppen var mærket efter mange timers træning forud for Bornholmer-turen.

Lørdag kl. 10 stod over 40 terrænløbere klar til start i Vang Havn, klar til at løbe første etape. Kim Rasmussen gav korte instrukser, og os der skulle løbe marathon (samlet distance over 2 dage/4 etaper), skulle løbe runden to gange. Ruten startede ud med 500 m fladt grusterræn, hvor en løber nærmest satte i spurt. Vi løb nok 17-18 km/t, hvor jeg lagde mig lige bag ham og prøvede at holde overblik og styr på situationen. Puha et voldsomt tempo tænkte jeg, og så endda med en træt krop at kæmpe med! Dog nåede vi 1 min efter en 500 m lang strækning, som føltes som 2 km. De næste 500 meter skulle vi passere alverdens store klippesten, der lå forenden af skrænten, og skabte afstand mellem hav og skræning. Jeg havde pigsko på (Fellcross), og kunne til at starte med slet ikke mærke mig frem til hvor meget greb jeg egentligt havde. Derfor røg jeg hurtigt fra en 1. plads til en 3. plads, men Kim Rasmussens søn (Oliver) i front. Modsat mig fløj han afsted over stenene – jeg i stedet tog det roligt og tænkte hele tiden; ‘du må ikke blive skadet – Hammer Trail er om 6 uger!!’:)

Efter 500 krævedende meter, steg vi nærmest klatrende op til toppen af skrænten, hvorefter vi løb i retning af Jons Kapel. Vi nåede dog ikke til de velkendte trappetrin, før vi drejede østpå ind mod øen, og i stedet løb i retning af stenbruddet ved Vang. Løberen på 2. pladsen indhentede jeg hurtigt, Oliver i front tog til gengæld lidt tid. Ham nærmede jeg mig først, da vi begge skulle til at krydse et mindre vandhul tæt på stenbruddet ved Vang. Til mit held valgte Oliver at gå det meste igennem vandet, hvorimod jeg formåede at holde mig selv i løbetempo hele vejen. Vand blev skiftet ud med voldsom stigning, og her mødtes vi igen, nu med jokeren på min side af ‘spillet’! Se billederne fra søen og stigningen her:

IMG_2290 IMG_2378 IMG_2381 IMG_2382 IMG_2386

 

Som en del af ruten på 1. etape, var det nye single trail spor, som til Hammer Trail fremadrettet vil tilføje endnu flere hm+ og ikke mindst tekniske udfordringer. Forskellen på hvordan sporet vil se ud til Hammer Trail til maj, og hvordan det så ud i lørdags er dog stor. For Bodil havde i den grad arbejdet sig igennem det sumpede terræn da vi på 1. etape skulle følge sporet, og et hav af gange måtte vi enten klatre på alle fire, eller klatre over væltede glatte træer, for at komme videre. Sporet enten steg eller faldt konstant, og sluttede selvfølgelig af med en tur i vandet igen – denne gang dog mere karakteriseret som værende et decideret mudderhul. Det gav tunge sko:

IMG_1241 IMG_1337 IMG_1239

 

Efter passage af mudderhul, stod den på løb nedad gennem selve stenbruddet, opstigning igen til DGI-broen og derfra i mål. På anden runde var jeg helt alene, Oliver som endte med at være 6 sek hurtigere på første runde skulle kun løbe halvmarathon, så hans etape stoppede ved målområdet. På anden tur over klippestenene fandt jeg et markant bedre flow. Jeg kunne pludseligt bedre følge mit greb i stenene, og var mere fokuseret og derved bedre til at finde de sten, der var flade og derved gode at træde på. At være alene betød helt sikkert, at jeg var mindre stresset men blot kunne ‘køre mit show’. Jeg følte slet ikke at kroppen var tung på resten af 2. runde. I stedet kunne jeg konstatere at der var langt ned til nr. 2, og det betød at jeg i højere grad kunne nyde hvert et skridt, og ikke mindst fokusere 100 % på ikke at få en skade. På 1. etape havde jeg kun et styrt, og det var selvfølgelig midt i mudderhullet. I øjeblikket hvor jeg lå og rodet rundt i mudderet blev jeg en smule sur på mig selv, og råbte lidt af mig selv, over hvor stor en idiot jeg var at falde netop her. I samme øjeblik havde jeg fuldstændigt glemt at to løbere (i gang med 1. runde) også var i gang med den svære passage, så de fik vist nok et ordentligt chok. Det undskylder jeg! 5 minutter efter kunne jeg lettere mudret løbe i mål – vinder af 1. etape! Fed tur – tjek højdeprofil her:

1. etape

Pausen gik med socialt hygge, tørring af tøj så vidt at det var muligt samt frokost (pølser på grill!!). 2. etape gik i gang kl. 13.30, denne gang i modsat retning mod Hammershus i nord, og her steg terrænet fra første meter. Oliver som på 1. etape var stærk, havde hurtigt problemer med at hænge på, og efter 10 min var jeg igen alene og kunne i ro og mag føre an til mål. Ruten bød på endnu mere sjovt terræn, som denne gang var mere løbebart end 1. etape. Dog var der stadigvæk vand – masser af det, især på anden runde hvor at bunden var trådt i bund. Det betød at jeg uventet røg i vand til brystet, og måtte trække mig op vha. et par småtræer langs bredden:

IMG_1393 IMG_1396 IMG_1394IMG_1399

På vej retur mod Vang, skulle man på begge runder ned ad en stejl skrænt, som var lige på grænsen til at man burde sætte sig på bag’en og kurre ned. Heldigvis var mine Fellcross på hjemmebane, og hældningen udgjorde ingen fare for at lande på halen:

IMG_2464

2. etape vandt jeg, nu med cirka 15-20 min ned til nr. 2! Lørdag viste sig at være en rigtig god dag i terrænet – takket være Tejn-IF! Tjek højdeprofil her:

2. etape

3. og 4. etape blev begge afviklet i det mere lokalkendte Almindingen, midt på Bornholm. Området er Bornholms højeste punkt, og terrænet byder på smuk natur, grusveje såvel som single trail spor og masser af kupering – dog uden helt så mange faretruende klippeformationer. I dag stod Allan Lyngholm også klar til start. Allan havde slappet af om lørdagen pga. VM i Kbh om kort tid, men havde planer om at give den gas på 3. og 4. etape. Jeg vidste på forhånd at jeg ikke ville have benene til at kunne følge med, for Allan var flyvende i fredags da vi løb rundt på Hammer Trail ruten, og havde derudover været i ro hele lørdagen. Det havde jeg bestemt ikke. Starten gik, og mit mål var blot at hænge på Allan så længe at det gav mening. Halvvejs på første runde forsvandt Allan, og jeg tog 5 % af intensiteten og fokuserede i stedet på at have det sjovt i den unikke natur, selvom at benene var jævnt tunge. Ruten var ikke så våd, heller ikke mudret, men sporet var krævende og krævede al ens opmærksomhed. Det var tydeligt på alle deltagerne, at folk var trætte. Heldigvis var humøret højt, og pausen mellem de to etaper fløj afsted med både røverhistorier og slik-spise konkurrence, selvfølgelig arrangeret af Kim Rasmussen:) Se højdeprofilen her:

3. etape

4. etape lignede meget 3. etape, dog var den kortere hvilket betød at marathonløberne skulle løbe 3 runder. Allan startede ud hårdt, men efter 30 sek sænkede han tempoet gevaldigt, hvilket viste sig at være sidestik. Sådan går det når man spiser for mange pølser i pausen:) Det tog dog overraskende kort tid før at han sprang afsted igen, jeg nåede eller lige akkurat at nyde tempoet – for jeg havde bestemt ikke travlt, jeg ville blot i mål uden skader og som nr. 1 i min klasse. Halvvejs skød Allan for alvor al sin energi af, jeg hyggede mig i stedet for, og takkede endnu en gang vejrguderne for solskin og stort set ingen vind. YES DET VAR FEDT!

4. etape

Alt i alt blev min tur til øen mod øst en helt fantastisk oplevelse i fantastisk selskab. Tak til Tejn-IF, især Lene, Kim og Allan for nogle gode dage og dyste:) Og lad mig slutte af med at tage hatten af for Oliver, Kim Rasmussen søn. 3 ud af 4 etaper løb han fra farmand, så det er vist et kommende ultratalent på vej:)

IMG_2075

___

Som afslutning på dette blogoplæg, får i her en skøn video af hvordan det gik eliten til Trans Gran Canaria 129 km:

– Andreas