Race report WS100 af Frederik Gregaard [Freds Trails]

Western States 100 Endurance Run

Afskyelige bussemænd, Sodavandsis, Nye venner, det bedste Crew/Pacere og en kæmpe oplevelse rigere.

Western States ® 100-Mile Endurance Run; Eller ”Statesmas” som det også bliver kaldt er verdens ældste og mest prestigefyldte 100-mile trail race. Løbet starter i Squaw Valley, Californien i nærheden af Lake Tahoe og ender 160 km senere i Auburn på Placer High School.

IMG_4831

I hovedpunkter starter løbet fra Squaw Valley op til Emigrant pas, gennem uendelige blomster marker og single trail i Granite Chief Wilderness, for så at gå ned i smeltedigel kløfterne i Californiens legendariske guldgraver land. Efter kløfterne er det tid til de historiske stier, der førte guldgraverne og de eventyrlystne fra øst mod vest til Auburn.

Denne beretning er delt op i 3 afsnit; Før løbet, løbet og den information jeg selv var på jagt efter inden løbet, som jeg havde svært ved at finde eller hitte hoved og hale i.

Før løbet:

Da jeg første gang stod i Chamonix og så det fantastiske bjerglandskab foran mig, fik jeg kæmpe respekt for de løbere da stod til start på klassikeren UTMB. I min forberedelse mod UTMB mødte jeg konstant engagerede løbere som med drømmende stemmer beskrev Western States, samt internetsider som kun omhandlede dette i juni måned. Jo mere jeg læste jo mere vidste jeg, at en dag ville jeg stå på den startlinje hvor det hele startede og kigge op på Emigrant pas, at løbe i fodsporende af skaberne af Ultra bjerg marathonløb og ind på Placers High School. Hvad jeg lige havde undervurderet var hvor svært det egentlig var bare at nå til start, når man er en hobby løber som mig. Det tog mig 1 år at kvalificere mig, 4 års lotteri dvs. 3 gange mere kvalifikation, verdens bedste og meste forstående hustru og et ordentlig gang held i sprøjten før det lykkes.

Som alle andre håbende løbetosser, sad jeg med telefonen klistret i skødet til familie middag, da www.irunfar.com forsøgte at skrive alle navnene ned der blev trukket op af tombolaen. Da mit navn kom, troede jeg ikke min egne øjne og måtte vente flere timer før det endelig blev officielt. Et eller andet sted var jeg vidst holdt op med at tro på det men nu var den der, start nummeret. Min hustru var heldigvis meget forstående da jeg præsenterede det for hende selvom vi godt kunne se at det kunne betyde en forskydelse af bryllupsrejse.

Det næste punkt var nu, hvordan kan man egentlig løbe Western States under 24 timer. Jeg løber normalt aldrig primært for tid men for oplevelsen, men her skelner løbet mellem finishers der er under 24 timer og over 24 timer, med henholdsvis et sølv bæltespænde og et bronze bæltespænde. Igen tilbage til fantastisk hustru; ”Få en coach var hendes svar”. Så jeg fandt en løbe coach med masser af Western States erfaring. At have en coach gav rigtig mange benefits, dog måtte jeg bide i det sure æble og gå ud af legen 2 gange på 6 måneders med skader, der primært skyldtes min egen idioti og at jeg ikke lyttede ordentlig til min krop.

Turen til USA gik godt og de planlagte dage forinden med mit crew som bestod af min gode kammerat John og Lisette min hustru, var fantastiske. Det var en total surrealistisk følelse at ankomme i Squaw Valley, og se startlinjen og alle de berømte amerikanske løbere tusse rundt og snakke med hinanden. John og jeg tog en løbetur op Shirley Canyon for at kigge lidt på sagerne dagen inden og det er et fantastisk landskab og perfekt for trail løb, så forventninger var selvfølgelig i top.

IMG_4832

Pacere: Pacere er standarden in USA på de lange ultra distancer og det stod hurtigt klart for mig at det skulle prøves. En af de helt specielle ting ved dette løb er at der er utrolig mange løbere der gerne vil være en del af løbet, om det er som løbere, hjælpere, pacere eller bare tilskuere, og der gik ikke lang tid før flere havde proaktivt skrevet til mig og tilbudt mig hjælp. Alt lige fra overnatning til guidede hikes og pacing. Jeg var super heldig at finde 2 pacere Bill og Russ. Bill var nyere i gamet men havde pacet Western States før og Russ havde været en del af løbet i 18 år og kendte alle detaljerne. Det var en super fed oplevelse at løbe med lokale løbere der kendte området og alle historierne, kan klart anbefales.
Løbet:

At se Gordon Ainsleigh med hans vilde karisma på startlinjen i skumringen, at stå der på start linjen med min fantastiske hustru, at se haglgeværet blive ladt og alle løberne tælle ned mens øjnene vandrede op til Emigrant pas var en helt fantastisk følelse. Meget svært at beskrive når man har tænkt på det i så mange år og endelig står man der – WOW!!

IMG_4830

Da jeg bevidst vandrede op af de første højdemeter, gennem blomster enge med vilde blomster, utrolige udsigtspunkter og sol opgangen ud over Lake Tahoe var jeg solgt. Det kunne kun blive et helt fantastisk løb. Alle var super venlige, og snakken gik om forskellige bjergløb og hvad en dansker lige lavede til Western States. De sidste bekymringer om formkurve, ikke at være tilstrækkelig og få en skade blev visket væk i takt med a solen kom højere op på himlen. Det var vildt svært at holde igen, da stigningen ikke var speciel stejl og sagtens kunne løbes men min race plan var at gå de første 700 hm og derefter rulle over det første alpine stykke i let jog, da jeg var seriøs bange for at stresse forsiden af lårene inden den anden halvdel af løbet. På toppen af Emigrant pas stod Bill med hans løbe venner og heppede vildt. Det var fedt at se ham og solen var nu endelig helt oppe og det mest fantastiske landskab åbnede sig for mig, og en umådelig taknemmelighed for at være der, for at kunne løbe for at kunne nyde det.

De næste 20 km var mere eller mindre fantastisk single trail, virkelig grønt, masser af blomster og fuld nydelse. Jeg løb og snakkede med masser af fantastiske mennesker og fokuserede på ikke at få alt for våde fødder da stien ofte var en lille brusende bæk, eller krydsede et vandløb eller 20.

Redstar Ridge (mile 16/km 26) & Aid-stations. Aid-stations er et helt separat kapitel ved Western States. Western States har de bedste Aid-stations jeg nogensinde har oplevet. Det er som en 3 stjernet restaurant. De fleste Aid-stations har et tema, spiller musik, folk er udklædte osv. Det er super fedt. Men den hel store forskel er at man har sin egen personlige tjener. Der kommer litterært en person hen og introducere sig. Tager dine flasker, fylder dem om og følger dig hele vejen gennem Aid-stationen, og de har alt. Fra friske jordbær til vaseline. Fra Glutenfri sandwich til Salt sticks. Det var virkelig 25 restauranter fordelt på de 160 km med de bedste og mest motiverede hjælpere jeg nogensinde har set.

web126065-02-101

Fra Redstar Ridge startede støvet for alvor, og i perioder var det svært overhovedet at se noget. Jeg fandt aldrig en rigtig god strategi, i støvet. Men en ting er sikker man skal ikke være tæt på folk der løber med Hokaer. De støver som en traktor i ørkenen. Den næste udfordring var de mest uhyggelige bussemænd man fik at det røde støv. De blev større og større, til sidst var det seriøst uhyggeligt at se hvad der kunne komme ud af næsen, og om det var varmen ved jeg ikke men det var som om de snakkede til en…

Robinson flat (Mile 30/km 48), var det første sted jeg mødte mit crew. Det var fantastisk at se dem. Russ min anden pacer var der også og varmen var rigtig slået igennem. Det var på det tidspunkt omkring 35 grader, og jeg var virkelig glad for at komme af med min håndholdte flaske og få en race pack på med mere vand og is til at køle mig. Jeg var opmærksom på at jeg ikke havde løbet hurtigt men Russ sagde at jeg var hvor jeg skulle være og så længe jeg havde gode ben og stadig spiste så det rigtig fint ud. Det var næsten sørgeligt at løbe videre, da stemningen var fantastisk i Aid-stationen og jeg havde allerede masser af gode indtryk. Med et ’vi ses om 5-6 timer’, løb jeg ud i støvet igen for a takle et 16 km nedløb.

Det var seriøst hårdt mentalt at holde igen og ikke bare åbne op og tonse ned af de flotte trails. Flere overhalede mig med et grin på læberne. Det var nu meget varmt og i alle aid-stations fyldte jeg is i vandblæren for at køle mig. Der var sjældent skygge da skoven flere steder var afbrændt og kun de forkullede rester af mega træer stod tilbage. Lidt som at løbe på en kirkegård af træer. Devils Thumb som skulle være den hårdeste stigning, var helt fantastisk. Der var skygge, det var stejlt og helt perfekt til at spise, hydrere og power hike. Jeg overhalede 14-16 løbere som alle havde taget mig på nedløbet og det var rart at se at min plan var begyndt at virke. Kun en kløft tilbage og jeg ville ramme Michigan Bluff (mile 55/km 88) hvor mit crew ville være.

Jeg er ikke helt sikker, men tror at da jeg ramte Michigan Bluff Aid-station var der en sød hjælper som spurgte om jeg ville have en popsicle. Jeg spurgte hvad er det, og ud af det blå midt i varmen hiver hun en sodavands is. Wow. Det var lige det jeg havde brug for.

Michigan Bluff, var fantastisk. Det var super at få et par tørre sko på efter vandpassagen og nye sokker. Det var fedt at se kendte ansigter og super motiverende at vide at der kun var Volcano Canyon tilbage før man var ude af kløfterne. Det var nu begyndt at være hårdt. Primært oven i hovedet og motivationen var begyndt at forsvinde i takt med at benene blev tungere og tungere. Jeg glædede mig nu rigtig meget til at få en pacer i Forest Hill (ca. Km 100), for at få nogen at snakke med og aflede opmærksomheden fra al den skov. Jeg har aldrig set så mange træer før. Jeg savnede virkelig sne, alpine klipper bare et eller andet som ikke var skov. Samtidig synes jeg at der var pænt lang hjem. Da jeg ramte Bath Road, som er en asfalteret vej der går op til Forest Hill aid-station må jeg nok erkende at det er første gang nogensinde at jeg har været så glad for at være på asfalt. Det var en kærkommen afveksling og der var endda en lille by med huse. Pludselig stod John der med et stort smil, og jeg løb de sidste par km indtil byen med ham. Det var fedt at snakke med ham, og fedt at se hele crewet. Bill stod klar til at løbe, Russ til at hjælpe og Lisette og John havde styr på at ordne mine fødder fylde min taske, gav mig min pandelampe. Fantastisk oplevelse at blive serviceret som en formel 1 bil i pitten. Jeg forlod Forest Hill med både Russ og Bill i hvad de sikkert synes var let løb men jeg på det tidspunkt synes var alt for hurtigt. Men det var nu at planen skulle testes. Det var nu at der skulle løbes, og alle de km hvor jeg havde sparret benene skulle indhentes.

DSC00657

Bill satte et rigtig fint tempo på California Road, som er kendt for 3 aid-stations Cal 1-3. Det er mega let, relativ fladt og skal løbes. Der var mange der gik her og det var rart endelig at begynde at ovehale løbere og deres pacere. Bill viste sig at være en super fyr, og efter en stor krise efter Cal 2, hvor jeg synes alt var noget lort begyndte vi højlydt at synge sange fra Top Gun, Bryan Adams og andre klassikere. Det var helt klart at det største problem var oven i hovedet, samt at jeg for første gang i løbet var begyndt at interesse mig for om jeg var på 24 timers pace eller bagved. Sikkert en kombination af de søde hjælpere som proaktivt informerede om at jeg var bagud og min drøm om en sub 24 timers tid. Det var uden tvivl det sorte punkt i løbet for mig. Jeg var virkelig ikke meget værd. Men kunne løbe og det var det vigtigste. Da vi endelig ramte Rucky Chucky og den berømte vand passage var jeg toast. Der var ikke meget tilbage i mig, og jeg stammede nogle uforståelige ord til mit crew om at jeg når det ikke til 24 timer. Det gør ondt. Det er ikke sjovt. Jeg vil gerne have en lang pause. Lisette ordnede mine fødder, masserede mine ben og sendte mig ud i flodens brusende vand med en meget overraskende besked. Du er 30 min foran 24 timers pace. Jeg kunne ikke forstå det. Det virkede forkert. Men ud i floden gik det sammen med Bill. Nogen år er der en båd her, men dette år var der bare et reb. Vandet var ok, men gik til brystet. Der var super mange hjælpere i vandet der sørgede for at alt gik som det sku, så det var ikke det store problem. Jeg glædede mig nu meget til Green Gate som kun var 2 mil/3.2 km væk op af bakke, hvor jeg skulle møde Russ, som skulle eskortere mig de sidste 30 km i mål.

I Green Gate var der ingen Russ. Jeg var rimelig forvirret og Bill løb rundt for at finde ham. Jeg gjorde mig klar til at løbe de sidste 30 km med Bill, da Russ pludselig kom løbende. I er 30 min før tid sagde han med et grin, gav Bill sin bilnøgle og satte i løb ud i mørket. Hov tænkte jeg der løb min pacer. Jeg skyndte mig efter ham, og havde her noget af det mest interessante løb ever. Russ har deltaget i løbet eller omkring løbet i 18 år og kendte alle bakker, sving, aid-stations og alle historierne om de førnævnte. Der var ingen stress. Hans plan var helt klart at jeg skulle løbe, spise og slappe af oven i hovedet og det virkede. Efter adskillige historier om puma overfald og halvspiste lig, om at tisse mens man løber og andre fantastiske historier krydret med det konstante; How are you doing. Hvor til jeg svarede Shit, eller hmmmmm. ’Hørte vi musik ude i mørket?’ Russ forklarede at det var Browns Bar vi kunne høre, og at om lidt ville vi møde en udklædt djævel der ville sige; Welcome to Hell. Jeg spurgte forsigtigt Russ, ’når vi 24 timer?’. Han grinede af mig og sagde. It is not just doable or probable, there is no way we will not make 24 hours. I Browns Bar fik jeg 2 stykker banankage og nød festen lidt. Flere pacere dansede rundt og hjælperne havde en seriøs fest der. Tror endda at der var bacon and eggs. Ikke at jeg skulle have noget af det, men alligevel. Det var meget surrealistisk i midten af no-where var der den her kæmpe fest.
På ”No Hands Bridge” (mile 97/km 155) begyndte det at blive meget konkret. Det er en gammel tog bro som var lyst op med lanterner som om det var juleaften. Igen var der musik og fest. Jeg var virkelig toastet her, men det var vildt at tænke på at der var kun 3 miles/5 km tilbage, og jeg havde masser af tid. Det var en super følelse side om side med Russ at løbe over broen og se lyset fra Auburn i horisonten. Derefter blev det meget stejlt, og vi begyndte at power hike. Jeg tog telefonen op, og ringede til Lisette: ”Vi er i mål om 30 min sagde jeg stolt”, hvorefter hun svarede. ”Hvad laver du? Du kan være der om 10”. Jeg svarede; ”det er stejlt”, hvortil hun sagde så må du hellere løbe. Jeg kiggede vantro på Russ som grinede af mig hvorefter vi begyndte at løbe. ’Fantastisk pige du har der’ sagde han mens han med det største grin satte tempoet op. Pludselig var Bill der også og vi løb den sidste km gennem byen før vi drejede ind på Pacer High School. Det er svært at forklare fornemmelsen der, havde en klump i halsen og da Lisette tog min hånd og da vi løb de sidste 200 meter på løbebanen mens jeg kunne høre speakeren snakke om mig og mit crew, var det svært ikke at have det helt store smil på.

web126065-05-269

Jeg blev vejet en sidste gang, fik et knus og flere håndtryk fra løbsledelsen og andre løbere før jeg blev sluppet ud af målområdet. Lisette stod klar med en stor øl og en stol. Fantastisk. Sikke en oplevelse. Det endte med 23 timer og 19 minutter, et sølvbæltespænde og en kæmpe, kæmpe oplevelse rigere.

Der er lidt flere billeder på www.facebook.com/fredstrails
For nørderne og det jeg selv manglede:

Man behøver ikke at se ”Unbreakable” mange gange eller læse mange race reports før det går op for en at det er varmt i de kløfter. Meget varm. Når selv Kilian får hedeslag og man som mig kommer fra DK er varmen bare ikke ens bedste ven. Udover det hvad er nu det med alle de håndholdte flasker og pacere?, og ingen vandrestave? Skal jeg virkelig justere mit setup og er det nødvendigt at træne specifikt?

–          Varme tilvænning;

Da jeg løb CCC det ene år var en læge ved at trække mig ud, grundet varmen. Til mit store held og en andens store uheld. Greb lægen dog fat i en anden og jeg fik lov til at løbe videre. Et par år efter var den gal igen til Lavaredo Ultra race i Dolomitterne. Jeg havde haft et rigtig godt løb om natten men da solen begyndte at banke og termometeret nærmede sig de 40 grade og vi løb ned i en kløft uden skygge. Jeg følte jeg mig som en pizza i en pizza ovn. Alt tempo gik ud af benene. Jeg begyndte at sitre og hovedet slog i takt med strålerne fra solen som blev reflekteret i klippe siderne. Så at varme tilvænning var på menuen var klart fra start. Badwater Ultra Marathon som må siges at være kongen inden for løb i sauna lignende tilstande har en række gode artikler og forslag (http://www.badwater.com/training/index.html). Jeg startede min varme tilvænning 4 uger før løbs start og sluttede 1 uge før løbet da det var hårdt for kroppen at restituere. Jeg nåede kun et par passive Sauna pas, da det for at være ærlig tog for meget tid og jeg var helt væk bagefter (føltes som om kroppen blev til æblegrød med fløde). Aktive pas var primært løb i dunjakke, vinter hue, og mange langærmede trøjer. Fulgte min trænings plan men ”klædte” mig på til Antarktis. Vinterløbet krydrede jeg med noget Bikram Yoga. Hvis jeg havde haft mere tid i dagligdagen ville jeg have lavet mere Bikram en de få gange jeg nåede.

WS100 Finish line

 

–          Quads og det at løbe nedad:

Ok jeg er heldig og bor i Schweiz hvor jeg har god mulighed for at træne bakkeløb, og det er helt sikkert en fordel at træne lange nedløb. Problemet med Statesmas i mine øjne er dog ikke at der er mange negative højdemeter, problemet er at det er nogle fantastiske stier som aldrig bliver særlig tekniske så man kan virkelig give den gas på dem, så det at mentalt sige til sig selv at man skal holde igen og løbe langsomt selvom man har gode ben, det var svært. Jeg holdt igen indtil Forrest Hill (km 100), det gjorde at da jeg hentede min første pacer og kom ind på California road var mine Quads stadige fine og vi kunne løbe det meste af de sidste 60 km. Det var en kæmpe mental udfordring at holde igen, og løbe så konservativt, men det gjorde det meget nemmere at arbejde med varmen og nyde landskabet. Samt gjorde at jeg var i stand til at holde et fint tempo med mine pacere. Det giver ikke så meget ide tænkte jeg at have en pacer hvis man kun kan vandre.

 

–          Gear, vandrestave og håndholdte flasker:

De sidste 6 år har jeg løbet alle lange løb med rygsæk, vandrestave og masser af mandatory equipment. Til Western States er der ikke noget ”mandatory” equipment kun en kort paragraf at man skal samle sin lygte op i Michigan Bluff eller Forest Hill, samt at vandrestave er forbudt. Der er 25 Aid stations fordelt på ruten og det giver mulighed for at løbe meget lettere en jeg normalt gør.  Jeg valgte håndholdt flaske indtil Robinson Flat da jeg gerne ville prøve det og når man alligevel ikke kan have stave med giver det god mening. Jeg skiftede derefter til en ”racepack” Ultrasphire Alpha, med det primære formål at kunne bære mere vand samt som løbene køleskab. Helt konkret løb jeg med en flaske foran, og en 2 liters væskeblære. I hvert checkpoint fik jeg flasken og væskeblæren fyldt op med IS og lidt vand. Flasken brugte jeg til at hælde ud over mig som afkøling, og væskeblære drak jeg fra samt at den fungerede som en pose is på ryggen til at køle mig. Det gave klart mere vægt at bære på, og hvis man skal løbe rigtig hurtigt at det nok ikke det bedste valg, men for mig virkede det perfekt og jeg var i stand til at holde min temperatur nede og løb aldrig tør for vand.

_______________________________________________

Tak til Fred for den fantastiske beretning, og  tillykke med den imponerende præstation! Held og lykke med de fremtide mål, vi håber at modtage flere beretninger fremover:)

– Team Trail Copenhagen

3 responses to “Race report WS100 af Frederik Gregaard [Freds Trails]

  1. Pingback: Western States 2014 - Trailcast, episode 28

  2. Fed fed beretning, men jeg undrer mig over at vandrestave ikke er tilladt. Har lige set Timothy Olssons video fra samme løb, og der var da flere inkl. ham selv, der brugte stave. Men stort tillykke med gennemførelsen.

  3. hmm nåh, det kunne være jeg skulle orientere mig ordentligt i løbene, – kan se det ikke var det samme løb Olsson deltog i. Sorry.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s