nXm – €%#& Janteloven

Det er nu knap en uge siden at Nordisk Extrem Marathon er overstået – og sikken en fed tur!

nXm har siden jeg vidste at jeg skulle afsted med Henrik, været prioriteret som årets hovedmål. Alt min træning var så vidt muligt fokuseret mod løbet.
At jeg i starten af det nye år løb ind i en skade, og var mindre løbende i to måneders tid, er selvfølgelig brandærgerligt.
Men da jeg stod på startstregen, og starten lød, var jeg i min bedst mulige form vil jeg påstå!

Jeg vil lettere og elegang springe over løbsrapporten (dem der vil læse den kan læse den sidste på siden).

Med dette indlæg ønsker jeg at forklare hvordan en sikker sejr også kan have sine indvirkninger på egen præstation.

Jeg vil hurtigt advare læseren om at det let kan fremstå arrogant, men jeg kan ligeså godt være hudløs ærlig, og forklare hvordan det reelt set stod til.

Det skal ikke være en hemmelighed at Henrik og jeg var blevet spået om en sejr, og at der var lagt godt i kakkelovnen om vi overhovedet kunne blive slået.
Kort tid inde i løbet var det vidst rimelig åbenlyst at vi lå godt placeret, og ved målgang på dag 1, kunne vi godt se at der skulle gå meget galt på dag 2 for at vi skulle miste vores førsteplads.

Vi havde et forspring på over 60 minutter ned til nr.2 ved starten på dag 2.

Midt på dag 2, hvor vi igen ligger i fronten, og har en fornemmelse af at vi ligger godt foran, bliver vi ramt af en eller anden ”ynkelig løberkultur”. Kortene kan ligeså godt blive lagt ordentligt på bordet. Med Henriks skarpe navigation og vores evne til at klø på og løbe et hurtigt, stabilt tempo, selvom det ikke var lige sjovt hver gang, har klart været med til at smide op os i fronten. 
MEN så sker det, på dag 2, at vi begynder at miste ”fatningen”.

Efter nogle dages refleksion over hvad der nøjagtig skete på dag 2. har jeg fundet frem til et stort ”problem” som klart er værd at arbejde med, i hvert fald fra min egen side. Eftersom vi lå i spidsen af feltet, og vi havde en sejr forude, begyndte vi langsomt at miste fatningen, og tempo samt motivation faldt drastigt – hvorfor dog blive ved med at klø på, når sejret jo er i hus? Personligt er det bare ikke godt nok, at selvom man ved der venter guld for enden af regnbuen, så skal tempoet samt gejst dale. 
Samtidig bliver det meget lettere at få mere og mere ondt af sig selv. Når det pludselig ikke gør noget at tempoet daler en smule, der holdes lange tisse- og drikkepauser, så ved man at den er ved at gå gal! 

Vi ender med at bruge over en time mere på dag 2. end hvad vi havde forventet – en time, vi let kunne have sparet væk, hvis vi havde været bedre til ikke at få ondt af os selv, samt sløse.
Resultatet vi leverede kan let ses som prængende med udefrakommende øjne, og jo, det er da også flot. Men min egen selvtilfredsstillende er langt fra høj – nej, tværtimod, så er jeg ikke stolt over min/vores præstation (eller mangel på samme) sidst på dag 2. 

Det lyder måske kækt, at fortælle hvordan jeg ikke kan være tilfreds med en 1.plads, og jo, jeg er MEGET tilfreds. Men min personlige præstation som jeg leverede sidst på dag to, kan jeg ikke være tilfredsmed.

Man kan godt løbe et godt løb, få en god placering, men så komme hjem og være skuffet over sin egen præstation, når man ved at der godt kunne have være smidt mere benzin på bålet. 

Dog vil jeg mene at det bestem er et ”problem” der er konstruktivt, og vil kunne hjælpe mig fremadrettet. Selvom alt går til at ende godt, jamen, så kan det altid leveres bedre.

Een ting er at levere et flot resultat udadtil, men det flotteste og mest tilfredsstillende resultat ER og BLIVER dét du selv har det bedst med, og din egen personlige præstation.

Formålet med dette indlæg, var at give sejrens sødme en anden vinkel, og måske fortælle en lidt mere uventet historie fra et løb. Hvordan kan sen sejr dog pludselig være negativt og være et problem?! Sejren er jeg ovenud lykkelig over, jeg havde glædet mig umenneskelig meget til løbet. Men jeg ønskede at bringe en skæv vinkel frem på hvordan ens egen selvtilfredshed ofte glemmes, til fordel for hvad andre lader sig blive begejstret over ved ens præstation.

Nu vil jeg nyde sejresrusen, og ikke tænke på mål, målrettet træning, osv osv, men nyde at årets mål er overstået, og hvor fed en oplevelse det har været 🙂
ps. Det var måske en ide til et nyt indlæg; ikke at lade sig forhaste videre mod nye mål, men nyde at det man har trænet sig op til er overstået, og nyde hvor tilfredsstillende det er at have gennemført efter alt den forberedelse man har gjort sig!

__________________________________________________________________________________________________________________________

For de interessedere vil jeg meget gerne lige opremse hvad jeg havde i min oppakning i løbet af dag 1:
Rygsæk Inov8 Race Elite 24
2x 550ml drikkedunke i siden
Sovepose Yeti Passion one ca.250gr
Liggeunderlag fra nakke til knæ 5 mm tykt.
2x Frysetørret mad á 200gr pr.stk.
1x Spork
1x survivalblanket
12x 60ml gels til dag 1 + 2
1x pose 30gr vingummibamser
1x lille lygte
1x vindjakke
1x overtrækbsuker
1x lange uldunderbukser
1x lange uldundertrøje
1x Buff
2x fryseposer
1x vandtæt pose

Samlede vægt: 4.0 Kg incl. væske i vanddunkene.

__________________________________________________________________________________________________________________________

For de interesserede, lovede jeg at skrive en løbsrapport: Ligesom alle andre løb gav jeg/vi den alt hvad den kunne trække (sådan cirka), som jeg gør til alle andre konkurrencer, og så var resultatet der efter. slut.

God Weekend
//Jacques

Nordisk Extrem Marathon – et skridt tættere på start

I går aftes fik jeg besøg af min løbemakker Henrik Leth Jørgensen. Til jer der ikke ved det, så skal vi løbe Nordisk Extrem Marathon sammen sidst i Maj. Formålet med det korte visit var lige at få finjusteret lidt af de sidste hængepartier til nXm. Vi fik løbet en aften- og morgentur, samt talt en masse omkring grej.

Man kan let fristes til at tro at grejet til sådan et løb skal være det letteste af det lette, så der skal slæbes rundt på så lidt vægt som overhovedet muligt. Det er på sin vis delvist korrekt. Det er rigtig vigtigt at man ikke slæber rundt på alt for meget overflødig vægt, der let kunne have været sparet væk. Men i mange tilfælde går man let på kompromis med komfort når det bliver det letteste af det letteste. Derfor handler det i en vis grad om at finde den helt rette balance mellem minimalisme samt komfort. 
Det var bla. et emne vi fik talt om, samt kommet til enighed om. Vi vil gerne gøre det så let som muligt, det er der ingen tvivl om, men vi tør ikke tage nogle risici! Sparer vi på maden til nightcamp, for at have en lettere rygsæk, jamen så kan det let betyde en dårlig restitution, og dermed en endnu ringere 2. etape? Skal vi spare på teltets kvalitet/vægt, og så risikere at ligge våde og kolde hele natten? Hvad med tøj, skal man slæbe en stor dunjakke med, eller findes der en bedre løsning der giver en god varme, men også en lettere vægt?

                                                                                    Lidt af vores grej til løbet

Hvis der er nogen der læser med, der skal deltage i år, så vil jeg anbefale at man lige går over sin ”pakkeliste” og taler om: hvad er alternativet ved denne genstand, og hvad er konsekvensen ved at udskifte den med en anden? Hele tiden vende og dreje mulighederne. 
For vores vedkommende kan jeg røbe at vi efter laaaang tid snakken omkring kogeudstyr fandt frem til, mener vi, den mest holdbare løsning for os. Havde vi ikke gået over alternativer og konsekvenser/fordele/ulember, jamen så havde vi måske ikke fundet frem til den endelige løsning. (det skal så siges at vores løsning lige skal gennemtestes inden det bliver aktuelt)

                                                                                Aftenens løbetur i Rude Skov

 

Vi fik samtidig muligheden for at teste vores udstyr.
Henrik havde taget telt samt soveposer med, og vi sov derfor udefor, for at teste af hvordan det nu fungerede. Det er sjældent man kan forvente meget af et telt omkring de 800 gram, men teltes fra Nordisk er simpelt, rummeligt og umiddelbart ganske ”troværdigt”.
Soveposerne fra Yeti fik Henrik testet, han sov godt nok i begge to, men med en vægt på omkring de 200 gram, så kan det være meget rart med dobbelt lag 😉

Jeg kan blive ved med at fortælle omkring alt udstyret, og det vil jeg med glæde gerne! For mig handler det om de vigtige pointer, og den synes jeg at er blevet nævnt. Får du en dårlig søvn, restitution eller løbsoplevelse pga. for minimalistisk pakning, så er det bare hammer ærgerligt. Det handler om at komme helskindet igennem, og det kan man ikke gøre med 0 gram. Ting vejer, og det er rigtig vigtige et opveje det mest minimalistiske med andre alternativer. Jeg kan røbe at selv Henrik og jeg, ikke går all-in med det letteste og mest minimalistiske!

                                                                                         Løbetur fredag morgen

Men nu er der (næsten) styr på udstyret, er vi/jeg så klar?

Det er et spørgsmål jeg spørger mig selv igen og igen og igen og…. Jeg har deltaget to gange tidligere, og nøj hvor er det et fedt løb! Når først musikken spiller, så plejer det hele jo at gå fint. Vi kan have udstyret så meget klar som overhovedet muligt, men uden kroppen og hovedet, kommer vi altså ingen vegne!
Måske er det pga. den store hype omkring dusøren på 10.000,- og at der nu ligger et stort pres på både min og Henriks præstation. 
Personligt er jeg meget nervøs for hvad jeg kan præstere på dagene! Selvom jeg har vist gode resultater på det sidste til bla. Lillebælt 1/2 Marathon hvor jeg løb 1:16:32 (3 min hurtigere end til VM 1/2 kort tid inden) kan jeg stadig godt tvivle på om jeg kan holde trit med Henrik, og give modtanderne den fight der er lagt op til. 
Derfor bliver de sidste uger op til løbet brugt på en masse mental træning, hvor jeg også må få mig selv overbevist om at jeg sagten kan, og yder jeg 100% af mit bedste, jamen så kan man jo ikke gøre det bedre – og i sidste ende så er det jo de bedste der vinder!

I forlængelse af mine tanker omkring min kunnen og gøren, så var det rigtig rart at have Henrik på besøg. Det fik lagt en lille dæmper på min nervøsitet. Den er dog stadig ikke helt forsvundet 🙂

Når alt så er sagt så kan jeg trøste mig selv med at det er SUPER fedt at de fra arrangørernes side har lavet en så stor gimmick ud af det. Både med videoproduktionen og den store dusør til dem der vinder over os. Det giver en god stemning, og det giver mig endnu mere power til at yde det bedste overhovedet, så det skal jeg ikke glemme 🙂

Har du ikke set videoen, kan du se den her: https://www.youtube.com/watch?v=lJQ6CJEau20&list=UUn6g_d7jiP3Dl9DPrfdJGRA 

Nu er der heldigvis lige et marathon på søndag, der kan dulme nerverne lidt, og så går jeg jo så småt ind i den afsluttende fase 🙂
Jeg får også nogle test produkter fra Vitargo dagene op til løbet – måske det kan gøre mig endnu mere flyvende.

Fortsat god weekend
//Jacques  

Nu 

Hvad skal man vælge?!

Så er der pakket til Ice Ultra! Halvt forløsning,  halvt nervøst sammenbrud. For har jeg nu valgt det rigtige udstyr? Holder det? Vil det virke under de kolde forhold? Har jeg nok mad med? Har jeg for meget med? Det finder jeg ud af…

Energi skal der til!

Der er ingen tvivl om at de 230 km. gennem den svenske iskolde ødemark bliver det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet – også selvom distancen deles op i fire etaper. Jeg har trænet, så meget jeg kunne, hvilket jeg har skrevet lidt om her. Det kan jeg ikke gøre mere ved. Og så har jeg valgt udstyr og pakket, hvilket har fyldt ret meget, især de sidste par dage op til afgang. Jeg skal sige med det samme, at jeg har en fortid i Spejder Sport og derfor har en forkærlighed for deres produkter. Desuden har jeg noget Salomon-udstyr med, som er købt via det gavekort, jeg vandt i kraft af min samlede 3. plads til Salomon Trail Tour. Resten er udstyr, som jeg havde i forvejen eller selv har valgt, fordi jeg har ment, at det ville passe bedst til mine behov. Jeg vil i det følgende løbe igennem nogle af mine udstyrsvalg.

Skoene var der aldrig tvivl om: Salomon Snowcross. Jeg havde som sagt et Salomon-gavekort og skoen er bygget til de forhold, som jeg møder i Lapland. Der er pigge til greb på is, når vi skal krydse de mange søer og der er indbygget gaiter til den dybere sne. Desuden er skoen bygget op om en Speedcross, som er min favorit-trailsko. Til skoene har jeg lånt et par snesko, som er på den obligatoriske udstyrsliste, som kan ses her.

Sko og snesko.

Mit inderste lag kommer til at bestå af en Aclima uldundertrøje,  Devold underbukser og Devold lange underbukser, hvis det er koldt. Netop Devold synes jeg er noget rigtigt lækkert uldundertøj, hvor man får ret god kvalitet for pengene. Jeg har modellen Active med på etaperne og Expedition med til lejren. Forskellen er, at Active har lidt syntetisk materiale vævet ind for at forbedre svedtransporten, mens Expedition er tykkere og af ren uld. Af sokker har jeg et par indersokker fra Falke og et par ydersokker fra Point 6. Desuden bruger jeg også Salomons lægkompression.

Et udsnit af beklædningen.

Yderste lag, når jeg er i bevægelse, er Salomons Windstopper tights og Montbell Tachyon Anorak. Desuden har jeg to huer (tyk og tynd), to par inderhansker (tykke og tynde), skalluffer, buff i uld og neoprenmaske med.

Som ekstra isolering i tilfælde af hård kulde eller pauser, har jeg et par fibershorts fra Hagløfs, en fibervest fra Patagonia og en fiberjakke fra Helly Hansen med.

Desuden har jeg en taske, som arrangørerne transporterer for mig fra lejr til lejr. I må der være sovepose og tøj til lejren, intet andet. Min trofaste vintersovepose fra Warmpeace ligger i den sammen med bl.a. Patagonia softshellbukser og jakke og en Patgonia dunjakke.

Mad og energiindtag kommer til at have stor betydning for præstationen. Jeg har valgt Spejder Sports Real Turmat, der har frysetørret morgen- og aftensmad. Real er i den dyre ende, men jeg synes klart, at det er den producent af frysetørret mad, der smager bedst – og jeg har smagt en del gennem årene! Til nogle af dagene har jeg faktisk to portioner aftensmad med, så jeg kan spise en portion lige når jeg kommer i mål efter en etape og en portion mere, før jeg lægger mig til at sove.

Dagsrationer.

Ved siden af tørfoderet har jeg fået god hjælp af Mathias Kolringen fra Whiteout Adventures, der har hjulpet med energiprodukter fra Maxim. Til de korte etaper, der er mellem 44 og 50 km. lange, er der beregnet 3 energibarer og 3 gels af 100 ml. sammen med et helt rør af energidrik i tabletform og en portion recoverypulver. Til den sidste og lange etape, der byder på 90 km., er det dobbelt op. Ydermere har jeg nogle Shot Bloks, Ritter Sport chokolade og Anton Berg marcipanbrød med.

Til at slæbe det hele er valget faldet på OMMs Classic 32 sammen med en fronttaske og et remsystem til at holde mine snesko.

Drikkedunkene er klassikere fra alpinverdenen, nemlig Nalgeneflaske. De er bestemt ikke de letteste drikkedunke på markedet, til gengæld kan de tåle kogende vand og har isoleringshylster. Og så har de stor åbning, hvilket gør, at jeg kan blande recoverypulver i dem og bagefter få tømt dem ordentligt, så der ikke er pulverrester i flasken dagen efter.

Lygten er min Mammut X-shot, som jeg løb Hammer Trail med i 2013 og som reservelygte har jeg valgt en klassiker, nemlig Petzl Tikka. Arrangørerne kræver 5 sæt ekstra batterier.

Tak til alle jer, der har hjulpet med lån af udstyr og gode råd og vejledning. Man kan følge løbet her. Nu håber jeg bare, at jeg har valgt rigtigt…

Weekendens strabadser

Så blev det weekend igen – knap en uge siden Team Trail Copenhagen havde et super løb til Garmin Wintertrail!

På lørdag skal jeg sammen med Roskilde Eliteteam stille op til hold-stafet til DAF’s crossturnering.
Et meget sjovt koncept som I kan læse mere om her: http://daf.sportstiming.dk/cms/default.asp?page=234

Da jeg i sin tid startede på ‘det der løb’ var det i USA, 2005, hvor jeg trænede på min skoles XC team (Cross Country). I USA er cross løb enormt stort og udgør alle skolernes løbetræning fra skolestart i August og frem til vinteren. Træningen foregår HVER dag efter skole, og så med stævne HVER weekend. En meget interessant træningsform, men som bla. er med til at give et stort socialt præg til sporten.
Sa varmen kom igen efter vintren starte T&F (Track & Field) sæsonen, og svarer til det vi i DK kender som atletik. Samme træningsmønster og med stævner i weekenden.

Mini-Jacques til et XC løb i USA for længe længe siden (Læg mærke til at jeg også dengang havde stil hvad angår frisuren)

 

Jeg kender ikke de nøjagtige betingelser og regler ved et crossløb, men i grove træk handler det om at der, ligesom trailløb, ikke er noget asfalt, så man mest løber på golfbaner, i skoven og åbne marker.
Det kan også variere i type af løb, om det er en stafet, holdkonkurrence eller ‘one man army’ hvor det bare er individuelt.

Løbet imorgen kommer til at blive brugt som træning udelukkende. Jeg kommer nok til at løbe 6x1000m i max tempo.
Dog stiller der et utal af stærke hold op med nationens bedste og hurtigste løbere, så for os handler det om at være med, give den gas, og have det sjovt – podiet kommer vi nok slet ikke til at kunne dufte 😉

Mini-Me i US & A

 

God weekend.
//Jacques

 

Hvad skal der ske?

Det er nu meget tid siden at Transalpine Run og Berlin er vellykket gennemført. Sæsonen er så småt slut, og jeg kan se tilbage på 2013 som et MEGET begivenhedsrigt år – og en masse oplevelser jeg aldrig ville have været foruden!
2013 blev året hvor jeg havde min debut som ultratrailløber. Mistede min ‘mødom’ på Gran Canaria hvor jeg løb 83K i de Kanariske bjerge. Endte på en overraskende 3.plads i min agegroup. Allerede der fik jeg øjnene op for denne idræt, og tænkte at jeg måtte fortsætte søgen mod disse udfordringer. Senere blev det til en sejr på Bornholm Hammertrail 50k, og en flot 4.plads til Nordisk Extrem Marathon (2 dages O-løb, 90k).
Kort tid inden Western States 100 fik jeg stukket billetter i hånden, og drog afsted til Squaw Valley for at hjælpe som pacer og generator for Leon Skriver Hansen (24 timers løber, Marathon de Sables, Spartathlon osv) – endnu en oplevelse i bogen.
Som jeg lige troede at jeg havde opnået nok i 2013 fik jeg tilbudet om en tur til Alperne med Andreas Carlsen (fra bloggen). Jeg takkede pænt ja, og betragtede det som prikken over i’et som trail-oplevelser dette år.
‘The Grand Finale’ var lidt efter hjemkomsten fra Transalpine Run hvor jeg løb 02.46.52 til Berlin Marathon.

 

– BUM, nu må sæsonen være slut?!

Formålet med dette skriveri, er ikke et forsvar overfor mine handlinger det kommende år, men blot en forklaring og forudsigelse af det kommende år. Der er ingen tvivl om at 2013 har været et spændende år, med godt gang i den. Men behøver der være masser af events og oplevelser for at det bliver en succes? Jeg stiller spørgsmålstegn ved ideen om masser af løb = de bedste oplevelser.

Min erfaring fra 2013 med en proppet kalender har fået mig til at overveje mange ting omkring min løbskalender det kommende år. Og en ting jeg er kommet frem til er, at jeg ikke skal lave en kopi af 2013.
Som tiden er skredet frem kan jeg nemt mærke en mæthed af trailløb og ultratrailløb. Derfor er jeg bange for at miste motivationen og lysten til fremtidige events. Min plan snedig for IKKE at miste motivationen og lysten for kommende udfordringer bliver derfor nedskæring.
Ved at skære ned på store løb i 2014 bliver det lettere at have fokus et sted! Og med fokus et sted kan min træning meget lettere koncentreres på fokusområdet. Det vil derfor uden tvivl blive lettere at præstere godt hvis jeg ikke skal begynde at koncentrere mig om hvad der mon skal se måneden efter et evt. løb.

 

Samtidig vil det give mig mere ro i sindet og jeg vil have tid til at nyde de små ting – ‘Enjoy the little things’.
Derfor vil jeg over vinteren prøve at få tid til de ting jeg knap nåede i 2013. Over vinteren er der gode muligheder for at deltage i mindre løb på dansk jord. Det bliver en god mulighed for at få lidt hurtige km i benen, men samtidig komme ud og have fede tider med en masse venner og bekendte uden at skulle tænke på alle mulige skide udstyrskrav, højdemeter, UTMB point osv (hvilket jeg til sidst var ved at brække mig over i 2013 😉 ).

2014 er langt fra planlagt, og det sidste jeg har brug for er en hastebeslutning ‘fordi jeg skal’.
Efter Transalpine Run har der været en del spørgsmål omkring mine fremtidige mål, og mit svar har konsekvent været at jeg trænger til at slappe af, løbe for lystens skyld, og bare nyde ikke at træne mod noget specifikt – endnu.

Vintermånederne kan være rigtig svære at komme ud at løbe i, og med et evt. mål i August, kan det godt være svært at holde motivationen oppe. At skippe et træningspas bliver nemmere da ‘det først er til August jeg skal løbe’ 😉
Så uden mål lang ude i fremtiden kan springe ugidelige træningsture over gennem vinteren, vel og mærket uden at få dårlig samvittighed.

Afslutningsvis frygter jeg også at jeg nemt kan miste lysten fuldstændigt!
Forestil jer at man prøver ‘alle’ løb der er at løbe – hvad pokker skal man så lave næste år, og året efter?
Jeg har ikke lyst til at sidde om et par år og have løbet hvad der var at løbe. Nej, så hellere sprede det godt ud, og deltage i de forskellige løb når man er på toppen, og kan sparke røv!

Det bliver ordene for denne gang. Dette var ikke en opskrift på hvad der er rigtig og forkert ifht. planlægning. Det er bare hvordan jeg ser det. Vi er alle forskellige.
Men ved at have læst det kan det måske fungere som stof til eftertanke.
Jeg vil i hvert fald med glæde dele mine tanker med jer. Til sidst håber jeg at I kunne bruge det til bare et eller andet – alternativt følt jer underholdt i ca. 5 minutter det tog at læse det 😉

//Jacques

 

The Magic K’s

Berlin Marathon er på trapperne, og jeg glæder mig til den allerstørste løbefest i verden! Over 40.000 løbere er samlet om samme begivenhed, og det er en super fed fornemmelse at være del af!

Optakten til Berlin har varet ca. et år fra dagen jeg tilmeldte mig.
Selvom jeg har haft mange andre begivenheder i løbet af 2013, har jeg hele tiden set Berlin som mit hovedmål. Det er nok mest fordi at et marathon er meget mere målbart end et ultraløb. Ved et marathon kan man næsten regne sin sluttid ud baseret på andre resultater – det er meget svære med ultratrailløb. Samtidig kan man sætte sig et mål op til løbet, og træne specifikt frem mod målet. En træningsmetode jeg er meget fascineret af, da træningen pludselig afgører hvor godt der præsteres på dagen. Så kan man ikke skylde skylden på sko, tøj, vejret osv – nej, kun dig selv og din træning, eller mangel på samme.

Min forberedelse har ærligt talt været mangelfuld. Selvfølgelig kom der lige en Transalpine Run (TAR) i klemme i den afgørende måned op til mit marathon. Det var ikke planen inden et par måneder inden, hvor jeg fik tilbudet (hvilket jeg IKKE har fortrudt).
Jeg har dog valgt at se det positive ved det, frem for det negative. Ved TAR fik jeg f.eks øget min mængdetræning med en ret høj intensivitet, samtidig fik jeg skubbet min komfortzone et stykke længere så min udholdenhed er blevet markant stærkere. Og vigtigst af alt har jeg fået mig en god restitution ugerne efter TAR – hvilket er utrolig vigtigt og ej skal forglemmes! Dog har jeg manglet nogle længere intervaltræninger for at få mere hurtighed i benene. Ærlig talt så føler jeg mig som en skildpadde for tiden 😉

Men hvad så efter TAR, hvordan forberedte jeg mig der?
For at være hudløs ærlig har de sidste uger op til Berlin været forfærdelige! har haft en smule tempoløb i et OK pace samt stigningsløb. Samtidig er der lidt ting med kroppen der driller, og som jeg prøver at få styr på med intensiv behandling og træning. Min vurdering er dog at det ikke burde være årsag til en evt. skade efter Berlin – heldigvis.
På grund af mangel på tilfredsstillende træning er mine forventinger til min præstation ikke så høje. Taktikken på dagen lyder derfor: Løb ud i max, og dø i front (forhåbentligt efter 42km).
..OG DOG? 😉


Men hvorfor så stille op hvis jeg ikke føler mig helt klar?
Jeg ved at når først det er raceday, så præsterer jeg pludselig meget bedre end hvad jeg havde forventet. Sidst løb jeg 2:54(PR) og en mellemtid på 1:24(PR på 1/2). Planen var at snige mig lidt under tre timer, men med lidt mere power blev det noget hurtigere.
Derfor vil jeg alligevel bøffe den godt af og prøve at ramme mellemtid på 1:20, og så har jeg lidt ekstra tid at falde af på 😉

Min anden grund til at stille op er stemningen. Dem der har løbet Berlin Marathon ved hvad jeg taler om, og dem der ikke har… ja, det mangler I! Det er simpelthen den vildeste løberfest, med den bedste opbakning rundt på hele ruten.

Nu er der ikke så mange dage tilbage, og som vi kommer tættere og tættere på, jamen så ser jeg faktisk også mere og mere frem til det! 🙂

Lidt data fra mit sidste Berlin 
http://connect.garmin.com/activity/231650497



Note to self – Gi den gas og nyd det mens det varer!

Husk:

Lykkebuff
DK-singlet
Bodyglide
Geler
hårelastik og pandebånd
Det gode humør og smil
En KÆMPESTOR weissbier til mål

 

EXPL har fået nyt look

Da årsskiftet nu nærmer sig, skal der ske noget nyt her på bloggen. Det har altid irriteret mig at man ikke kunne fornemme baggrundsbilledet, som i al sin enkelhed var med til at underbygge vores fælles passion; det mægtige kuperede terræn! Med det nye transperante look, vil man fremadrettet i højere grad fornemme hvad der sker bag teksten, og hvad det hele egentligt taget handler om:

“Ansigtsløftet” er dog ikke det eneste der kommer til at ændre sig i 2013 på EXPL. Her på bloggen skal der først og fremmest findes en eller flere kandidater, som med deres viden og vinkel på sporten vil kunne supplere i form af tekst og billeder. Derfor vil du fremover kunne kontakte bloggen, såfremt du skulle ønske at dele din historier med andre. Derudover vil bloggen i højere grad fokusere på andres fortællinger i form af interviews, startende med Henrik Leth Jørgensen der skal gøre os klogere på brug af stave, samt David Bonde Pedersen, der vil fortælle om sit syn på sporten – en ultraløber der i en alder af kun 23 år, i sommers gennemførte og endte på en syvende plads i det 230 km lange Jungle Ultra Peru.

Til sidst skal også nævnes, at 2013 vil byde på langt flere fælles træninger, som både vil blive slået op her og på Salomons facebookside. Det sociale aspekt er et af de vigtigste i den sport vi alle dyrker, så det skal der nu sættes fokus på! Jeg garanterer for at fremvise ruter i Sjællandsområdet med smuk natur og masser af kuperet terræn!

EXPL ser frem til 2013, det bliver et spændende år!

– Andreas

Artikel om løbeskader

De fleste, der læser denne her blog, har nok oplevet en eller anden form for løbeskade på et tidspunkt og ved derfor, hvor frustrerende det kan være.

Løbeskader kan være en kompliceret sag, men Joe Uhan har skrevet en interessant artikel om emnet på IRunFar. I artiklen simplificerer han en ellers kompleks sag, og giver sin forklaring på årsagerne til løbeskader. Læs den her.

Der kommer i det hele taget ofte gode artikler på IRunFar, så jeg kan varmt anbefale, at kigge derind en gang imellem.

Ha’ en god onsdag – i det skønne vejr.

– Thomas

Goeff Roes er en hård banan!

Som I måske allerede ved, så vandt Geoff Roes sidste uge løbet Iditarod Trail Invitational, som er et 350 miles (563 km!) løb i Alaska.

Løbet kan enten gennemføres på ski, til fods eller på cykel og Roes vandt altså til fods. Han har i løbet af de første 230 miles optaget videoer, som giver et meget godt indtryk af, hvad han har været igennem. Se videoerne her.

Det er en sindsygt imponerende præstation, og jeg ser frem til at læse hans race report, som kommer op på I run far i løbet af i morgen (mandag).

EDIT: Læs Roes’ race report her.

Ha’ en fortsat god søndag!

– Thomas

Løb og biomekanik

Jeg synes, det er helt vildt interessant at undersøge de biomekaniske aspekter ved sport. Derfor er det jo heldigt, at netop biomekanik er en del af mit idrætsstudie 🙂
Specielt har jeg brugt lidt tid på at sætte mig ind i biomekanikken i løb på det seneste, og jeg har derfor lyst til at dele lidt tanker og links med jer!

Der er jo super meget hype i øjeblikket om løbestil og bestemte måder at lande på! Jeg synes, det er interessant – og giver rigtig meget mening – at overveje disse tendenser og teorier ud fra et biomekanisk synspunkt. Jeg er også meget stor tilhænger af, at de argumenter man bruger til at anbefale bestemte løbestile har baggrund i reel forskning og kan begrundes med resultater og ikke blot ideer og lægmandsrationaler. Nogle gange er det en jungle at forholde sig til alle de argumenter forskellige “løbe-eksperter” kommer med, men det er i hvert fald interessant at følge med i 🙂

Eksempelvis giver Pose-runnings (og Chi-runnings) “retningslinjer” om en strakt foroverlænet krop og et træk af underbenet op under ballen meget god mening for dels at undgå at skulle ændre sin hastighed gennem konstante opbremsninger dels at udnytte tyngdekraften i sit løb og dels at skabemindre inertimoment i benets bevægelse fremad og dermed alt i alt mindske energiforbruget mest muligt. Men på trods af disse biomekaniske “love” som synes at kunne resultere i en universel “optimal løbestil” ses der heldigvis stadig forskelle i eliteløbernes løbestil som afviger fra noget af teorien. Og der er derfor stadig plads til masser af forskning på området – der vil jeg gerne hjælpe til på et tidspunkt!

Udover at analysere sig frem til den teoretisk mest energibesparende løbestil kan biomekaniske analyser jo også benyttes til at vurdere den belastning, som bentøjet bliver udsat for. Netop i denne henseende lavede jeg for nylig en lille minitest, hvor jeg løb hen over en kraftplatform i bare tæer – med henholdsvis min gamle “løbesko”-løbestil med hællanding og med en mere pose-running inspireret løbestil, hvor jeg landede på min forfod. Kraftmålingerne jeg fik, kan I se herunder:

Der er jo markant forskel på kraftudviklingen i de to landinger. Den maksimale vertikale kraft er meget lig hinanden (omkring 2,2 gange min kropsvægt), men der er enorm stor forskel på hvor hurtigt kraften bliver skabt i starten af landingen. Jeg er jo ingen ekspert på området – og mine data består blot af en enkelt landing – men jeg har lige sammenholdt grafen med et forholdsvist nyligt forsøg, som har fundet nogenlunde de samme resultater som mig. Ved at benytte samme metode, som de har gjort i deres forsøg, nåede jeg frem til at den hastighed jeg belastede underlaget med i de to løbestille var henholdsvis 200 og 20 gange min kropsvægt per sekund, hvilket altså antyder at jeg ved en hællanding skaber belastning på mine ben 10 gange hurtigere end ved pose-lignende løbestil.

Som det også bliver beskrevet i artiklen, er traditionelle løbesko naturligvis med til at bremse denne kraftudvikling, så hastigheden på kraftudviklingen sænkes markant ved hællanding i stødabsorberende sko. Men hvorfor løbe på denne måde, når man ikke belaster sin krop langsommere, fristes man jo til at spørge? Det kan jo naturligvis være, at belastningen bliver afsat i nogle forskellige dele af benene med forskellige styrker – og dermed gør den ene landing bedre end den anden – det siger mit lille forsøg jo intet om 🙂

Jeg foretog også målinger af den horisontale kraftpåvirkning og fik disse resultater:

Det illustreres fornemt i disse grafer, at jeg i mit hælisæt laver en klart større opbremsning end ved løbestilen, hvor jeg lader mig falde fremover og løfter underbenet op mod ballen. Ved at løbe på den måde ses det, hvordan kraftpåvirkningen i løbsretningen (de negative værdier på graferne) bliver meget mindre end, når jeg sætter hælen i jorden foran kroppen. Meget logisk og også som jeg havde forventet det – men det er stadig sjovt at se det i målingerne.
Samtidig ses det hvordan jeg i afsætsfasen skaber større kraft bagud i pose-running-løbestilen end ved hællandingen. Udbyttet af landing og afsæt er altså en væsentlig større impuls fremadrettet i forfodslandingen end hællandingen, hvilket tyder på en mere økonomisk løbestil. Men igen afhænger grafernes betydning jo af en masse andre faktorer, og det kan derfor være svært at afgøre hvor meget mere økonomisk forfodsløbet i min test var.

I forhold til mit kommende projekt med de rigtig lange løbeture er det naturligvis sindsygt relevant at bruge så lidt energi på opbremsning som muligt og samtidig mindske belastningen på mine ben. Men en ting er jo at løbe hen over en flad kraftmåler – det kunne være interessant at lave lignende målinger på løb i kuperet tærren. Når man løber nedad er det jo uundgåeligt at belastningen på benene bliver større, idet tyngdekraften får længere tid til at accelerere kroppen nedad, men hvordan skåner man sin krop mest muligt? Jeg håber på at kunne lave nogle målinger, når jeg tager afsted, men det må tiden vise!

Hvis du også synes, at det er interessant med biomekanik og løb, så tjek de links, jeg smider her. Jeg synes det er ret interessant, at der blandt andet bliver beskrevet, hvordan 75 % af eliteløbere lander på hælen og mange andre ting. Men generelt synes jeg der på disse sider er en lidt mere forskningsbaseret tilgang til oplysningerne end man kan opleve andre steder, hvor man nogle gange blot fornemmer, at der skal sælges nogle af de nye sko 🙂

http://barefootrunning.fas.harvard.edu/
http://www.sportsscientists.com/2007/09/running-technique-part-ii-biomechanics.html
http://www.sportsscientists.com/search/label/running%20technique
http://www.scienceofrunning.com/2010/08/how-to-run-running-with-proper.html

Hvis du selv ligger inde med sider, hvor der er god info om biomekanik og løb, må du meget gerne smide en kommentar!

God aften.
– Thomas

Og så lige et nummer til når du skal ud og løbe senere 🙂