Tanker: Post Hammer Trail 100 Miles

Det er blevet torsdag, og hævelsen fra weekendens strabadser er endelig forsvundet fra især knæ og fødder. Kroppen er dog stadigvæk øm, stiv og på ingen måde i stand i at bevæge sig hurtigere end 4 km/t, men det er helt ok når man har løbet bedre end ventet – for det var netop hvad der skete ifm. Hammer Trail 100 Miles, hvor jeg løb i mål i tiden 21.41.53. Det blev et resultat jeg aldrig havde turde håbe på!

10173810_10152362889737210_6335326177273501396_n

Min deltagelse til Hammer Trail 100 Miles skulle have fundet sted allerede sidste år, men knæet ville på det tidspunkt ikke det samme som jeg. Set i bagspejlet var det kun gavnligt, da jeg i år havde opbygget et helt andet mål, og derved ændret fokus på baggrund af en længere og mere intens træning. HT100 2014 skulle for mit vedkommende være det første ultraløb, hvor at jeg ikke udelukkende ville fokusere på at gennemføre, men også at ’sætte en god tid’ og kæmpe om podieplaceringerne. Dette kom på baggrund af at jeg sidste år til Transalpine fornemmede dybt inde i mig selv, at skulle jeg finde motivation for at løbe 160 km, så handlede de om tid/PR og evt. Podieplaceringer. Dette fokus skulle altså fremadrettet motivere mig i min træning og under konkurrencedeltagelse, hvilket for mit vedkommende ændrede alt.

Træningen frem mod HT100 har jeg allerede skrevet om (1: Radikal ændring af.., 2: Træningen frem mod.., 3: Sidste del..), men kort fortalt bestod min ugentlige træning nu af kortere men hurtigere træningspas, med et større antal højdemetre. Ændringen gav selvfølgelig et anderledes fysisk respons, men mentalt kæmpede jeg også, bl.a. med at ‘føle mig hjemme’ indenfor de nye rammer. Jeg følte mig totalt på udebane når jeg satte uret i gang midt i Fælledparken, for at banke igennem i lange intervaller i 35 min, for derefter at lunte hjem. Det samme gjaldt de træningspas, hvor jeg stod i bunden af en bakke med mål om at løbe op/ned X antal gange, indtil at der stod 1000 hm+ på uret – samt når jeg i skovene løb intenst på single track, uden mulighed for at nyde naturen der passerede forbi – der var simpelthen ikke tid/overskud, for der skulle løbes intenst. Det tog tid at vænne sig til.

Belønningen kom dog relativt kort tid efter, nemlig i weekenden på Bornholm. Ved startlinjen stod vi 30-40 mand, og 160 km ventede samt 5.500 hm+. Jeg vidste at Kenneth Kofoed ville ligge pres på fra start via et højt pace, og jeg havde hjemmefra valgt at følge med på prolog (6 km), for derefter at lade ham stikke. 1 min efter at startskuddet havde lydt var Kenneth og jeg helt alene, og på mit ur stod der pace 14,5 km/t (ca. 4.10 min/km). Puha det gik lidt for hurtigt tænkte jeg, med den betragtning at 159 km ventede forude. Prologen var i år ændret, således at sidste 25 % (af hver runde på prologen) var i svært kuperet teknisk terræn, men uanset terræn rundt om søen lå vi begge tæt mens at resten af feltet stille forsvandt bagud.

1609710_10152362891487210_1101075654850046821_n

Efter 6 km sluttede prologen, og Kenneth forsvandt hurtigt ud på første runde mens at jeg tog det mere stille og roligt. Alt var taktisk set gået som forventet, og nu håbede jeg blot at mit lidt lavere pace ville give pote når vi ramte natten, og søvn og træthed begyndte at melde sig. Første amkomst til Jons Kapel var Kenneth allerede på vej op af de sidste trin, og han så frisk ud. Vi nåede lige hurtigt at sige hej til hinanden, inden at han forsvandt af sted mod Vang mens at jeg skulle en tur ned ad trapperne og ringe med klokken. Jeg brugte ingen tid ved mini-depotet, jeg følte ikke at der var behov – kroppen føltes jo så frisk🙂 Generelt herskede der ikke de store problemer på første runde bortset fra lidt sidestik, jeg løb stort set alle stigninger mens at benene stadigvæk var friske, og mentalt prøvede jeg at glemme alt om placering og i stedet nyde naturen og prøve at suge den gode energi ind via dybe kontrollerede vejrtrækninger. Midt på Hammerknuden nød jeg måske naturen en smule for meget, for pludseligt faldt jeg over en mindre rod og landede hårdt med venstre knæ i jorden. ‘SHIT’ var vist det eneste jeg nåede at tænke, det blødte heldigvis kun lidt så jeg rejste mig hurtigt inden det begyndte at gøre ondt, og løb videre – No problemos!

Mit depotskifte efter 1. Runde var hurtigt, cirka 45 sek hvorefter jeg igen søgte mod Hammerknuden. Det var først ved Hammer Havn at jeg fik øje på Kenneth Kofod igen, jeg var stadigvæk oppe på sidste del af knuden i det løse sand, mens at Kenneth løb langs havnen. Jeg prøvede hele tiden at være positiv og se situationen fra en motiverende vinkel, og tænkte derfor at Kenneth ikke var synderligt langt fra mig – vist kun 2 minutter. Det jeg ikke vidste på dette tidspunkt, var at Kenneth kæmpede med motivationen. Kort tid efter at Kenneth havde ramt havnen, valgte han at trække sig – det fandt jeg dog først ud af da jeg ramte det store depot efter 2 fuldendte runder. Jeg havde ved slutningen af 2. Runde undret mig over at jeg ikke havde mødt Kenneth endnu, for hver gang man nåede depotet skulle man løbe i modsat retning. Altså ville man møde sine konkurrenter på et eller andet tidspunkt. Da jeg nåede depotet var jeg et stort spørgsmåltegn, og spurgte med det samme hvor Kenneth var. ’Han havde ikke hovedet mig sig’ lød meldingen, og det tog lidt tid før at jeg forstod hvad der var sket.

10176110_10152362893877210_6843914971715489140_n

Jeg følte mig pludseligt en smule splittet da meldingen lød i depotet. På den ene side var det da rart at være nr. 1, men omvendt så forsvandt motivationen for at nå i mål i en god tid, da mit trætte hovedet nu kun fokuserede på at holde 1. Pladsen hele vejen hjem. Jeg var ærgerlig over hvad der var sket med Kenneth, for jeg ville gerne have en i front til at pace mig (indirekte pacing altså), og især Kenneth ville jeg gerne prøve kræfter med gennem natten.

Med et meget forvirret hoved forlod jeg depotet og begav mig ud på 3. Runde. Allerede her var kroppen så småt begyndt at brokke sig, især mine fødder var trætte omkring svangen og jeg løb kortvarigt med tanken om at stoppe efter 3 runder, og rejse hjem med et 50 Miles diplom. For hold da op der var langt hjem igen – HELE 4 runder!

Jeg husker ikke meget fra 3. Runde, andet end at jeg i stigende grad oplevede et flow i mit løb, hvor at tingene ligesom bare skete uden at jeg tænkte over det. Følelsen var utrolig rar, nærmest mediterende, men for de andre 100M løbere der krydsede mig på sporet virkede jeg nok en smule stenet🙂 Mørket begyndte så småt at tage over, og på vej langs kysten ved Vang samt første passage af Hamerknuden fik jeg nok Danmarks flotteste solnedgang fra vest. Alle farver var i spil, i takt med at solen stille forsvandt, og man kunne i perioder føle sig helt hypnotiseret af hvad der skete mod vest. Hold da op et sus det gav gennem hele kroppen, og på et split sekund faldt temperaturen gevaldigt til ned omkring frysepunktet. Ved depotet fik jeg skiftet til varmt tøj samt spist lidt lasagne, før at jeg igen drog ud. Nu var 50 % gennemført, i bedste PR-tid for mit vedkommende. 4. runde var runden hvor at jeg for alvor begyndte at spørge mig selv igen og igen, hvorfor at jeg år efter år stillede op til ultraløb. Hvorfor H..…E kunne jeg ikke som alle andre træne stille og roligt og hver weekend være hjemme med familien og se ’Pretty Woman’ for 29.000 gang? Svaret tror jeg vidst ikke at jeg fandt frem til, omvendt kunne jeg huske mig selv på, at når jeg dag efter dag det seneste halve år havde trænet og tænkt på HT100, så måtte der være et eller andet ‘deep down’ der motiverede mig til både at deltage OG gennemføre. Det blev en mærkelig en-mands diskussion, som jeg sidst oplevede da jeg deltog i Spartathlon i 2012. Hvorfor er det at jeg gør det her? Tjaa… Godt spørgsmål!

Indtil videre havde jeg ikke haft nogle nævneværdige nedture, og det skulle vise sig at der under resten af løbet ikke opstod nogle energimæssige kriser. Det var nyt! Til gengæld fik jeg glæden af at kæmpe imod gevaldige søvnudfordringer på runde 4 og 5. Omkring en var alt kulsort, jeg havde kun pandelampens skær samt det begrænsede lys fra månen og de fjerne stjerner, der tydeligt kiggede frem på himmelen. Ugen op til løbet havde været hektisk pga. Arbejde, og en halv urolig søvn op til HT100 gjorde ikke situationen bedre.

{7F1AC460-786B-48E2-B250-173B6719B9A5}-48E2

Skulle jeg vælge, ville jeg til hver en tid vælge at kæmpe med mangel på energi, end søvn! Mangel på energi kan man gøre noget ved, søvn… Ja den er sgu lidt svær. Det eneste jeg dog kunne gøre, var at stoppe op hver gang at jeg mødte en af de modløbende 100 milere, og hurtigt tage en snak. For mit vedkommende ville det være fuldstændig ligegyldigt hvad vi talte om, vi kunne f.eks. tale om hvorvidt at prisen på et kg mel var fair i DK, bare så længe at vi kunne sige noget til hinanden i 20 sek. Gjorde jeg det, så vidste jeg at min hjerne igen ville vågne en smule, som hvis hver mine-samtale var et shot Red Bull. Dem jeg mødte på ruten var måske lige så trætte som jeg, for snaksaglige var de🙂 Der blev primært talt om hvor langt der var igen, om temperaturen der føltes lav og om hvor mørk natten var. Det var en rimelig nem snak, for jeg var enig med de fleste og resultatet var at jeg kunne udskyde søvnen bare en smule, snak for snak (tak til dem som kort ville chatte på sporet!). Det hjalp også lidt da jeg omkring 1.30 om natten begyndte at løbe i mod 50 milerne, der netop var begyndt deres togt på i alt 3 runder. Jesper Noer nåede jeg godt nok ikke at opleve, kun hans trykbølge fra de 200 km/t han kom farende med. Et par minutter efter kom resten af deltagerne i spredte grupper, alle mand med deres pandelamper tændt, hvilket gav en utrolig smuk lyseffekt gennem skoven. Alle var utrolig søde til at hilse og heppe lidt, det varmede selvom at jeg inderst inde var lidt jaloux over at de havde selskab (og sikkert var super oplagte/friske). 500 m efter ramte jeg depotet og fik drukket en Red Bull. Kim Ramussen (løbsarrangør) meddelte at der var 1 time og 20 min til nr. 2, som på det tidspunkt var Heine (alias Hoka Heine fra Marathon Sport), tæt forfulgt af Tonni Bager. Mit ur var gået ud, og mit fokus på tid var på sit laveste. Jeg var på sin vis græsk-katolsk med tiden, jeg skulle blot køre sejren hjem. Derfor tog jeg en power-nap på 5 min i stolen foran Tejn-IF’ voldsomme varmekanon, og på et splitsekund var jeg væk. Jeg vågnede med et sæt da Leon tog fat i mig, fik skiftet pandelampe og af afsted var jeg nu på 5. Runde.

På det her tidspunkt gjaldt det om at sætte sig delmål, og dermed hele tiden give sig selv nogle små succeser frem for at føle at man ingen steder kom. Derfor blev især 5. Runde delt op i utallige små dele, såsom ½ Hammerknude, Hammer Havn, Vang, Stenbrud, Jons Kapel osv. Derudover motiverede jeg mig med tanken om at det nu var sidste gang, at jeg løb i den retning på sporet. Altså ville jeg kun mangle at betræde de samme steder en enkel gang til på 6. Runde. Tanken gjorde mig glad, men uanset hvor meget jeg prøvede begyndte søvnen igen at fylde mere og mere. På det her tidspunkt omkring Jons Kapel stod det slemt til. For første gang nogensinde var jeg begyndt at se syner, hvilket betød at skilte på afstand blev til biler, buske blev til lydløse publikum osv. Flere genstande tog form i mit hoved, men hver gang jeg kom tæt på gik det op for mig, at der ikke stod hverken biler eller publikum. Det var min hjerne der drillede, og jeg kunne ikke finde hoved og hale i situationen. Ikke langt fra stenbruddet spidsede det hele til da jeg kom løbende på åbent fladt grusspor, hvorfra man skulle dreje af og løbe af single trail ned ad det nye spor ved Mosesøen. Svinget var utroligt godt markeret, men lige lidt hjalp det, da jeg kort forinden i løb døsede væk. Dette opdagede jeg dog først da jeg 1 min senere stoppede op tilfældigt, og undrer mig over hvilken bygning jeg var ved at løbe ind i. Foran mig stod en stor hvid bygning, muligvis en gård, og den havde jeg altså ikke set på de andre runder. Omkring mig var der heller ikke nogen markeringsstrimler, så 2 + 2 gav hurtigt resultatet at jeg havde glemt at dreje af. På vej tilbage kom to 50 milere løbere i modsat retning. De så at jeg kom løbende fra deres højre side, hvor de ellers selv mente at skulle til venstre. Jeg kunne dog hurtigt berette om at jeg havde døset hen og fortsat i forkert retning, hvilket kort gav anledning til latter blandt os alle tre. Derfra forsvandt søvnproblemerne heldigvis!

10308367_10152362893307210_2593795024618312179_n

Ved sidste depot besøg tog jeg mig igen en kort power-nap, for igen var der masser af tid til nr. 2. Der gik dog ikke mange minutter, før at min supporter Andreas Holm sammen med Jakob Vestergaard (løbsarrangør) hev fat i mig, og kort og kontant fortalte mig at jeg ikke var kommet for at sove. Spurgte du min krop ville den bestemt være uenig, og med glæde tage diskussionen. Dog inden jeg nåede så langt med en heftig diskussion, var Jakob allerede i gang med at fortælle mig om hvilken sluttid jeg kunne opnå, såfremt at jeg lettede bagdelen og kom af sted. Indtil videre havde jeg glemt alt om tid og mulighed for bane rekord, og jeg havde ingen anelse om at jeg havde brugt cirka 18 timer på sporet. Jakob sagde kort, at hvis min dovne krop magtede at lette sig fra stolen, så kunne jeg sætte en god dansk tid på ruten. Præcis den sætning gav mening i mit hoved, et hoved som ellers 1 time før havde set syner overalt i mørket. Op rejste jeg mig, gav pandelampe væk til Andreas og af sted løb jeg ud på sidste runde.

En af årsagerne til at jeg endnu en gang havde sovet i depotet, var da Hammerknuden (sidste del af 5. runde) for første gang havde fjernet al energi, og efterladt ingenting. Men en søvn, skæld ud og kombi af Cola og Red Bull havde på 10 min gjort underværker, og det mærkedes med det samme. De fleste stigninger kunne jeg igen finde kræfter til at løbe, og kun de stejle blev power hiket. Der blev for alvor sat delmål, hvor stor bakke var et mål i sig selv. Jeg fandt igen flow i mit løb, og nød at jeg for første gang i mange timer ikke skulle kæmpe med at holde mine øjne åbne. Derudover var alle jeg mødte utrolig søde til at hilse og heppe. Mange roste præstationen, desværre var mit overskud til at give igen lav hvilket jeg nu undskylder. Dog kunne jeg mærke at jeg havde blod på tanden, og at runden hurtigst muligt skulle overstås. For jo hurtigere i mål, jo hurtigere kunne jeg sætte mig ned og aldrig rejse mig op igen🙂 Dét motiverede!

Jons Kapel var nok rundens største delmål, da jeg derfra kun manglede lette 8 km i fugleflugt gennem terrænnet til start/målområdet. Hold nu op benene var gode, energien var fortsat høj og temperaturen var stødt stigende på vej mod 10+ grader. Ved udsigt til Hammerhus vidste jeg at der kun manglede cirka 2 km, og det var slet ikke til at fatte. Jeg havde i øjeblikket en halvromantisk ide om at jeg sammen med mit supporthold skulle krydse stregen, for de ventede jo på mig i mål. Det skulle dog vise sig ikke at være tilfældet. Mit supporthold var ikke ved depotet, og jeg krydsede derfor alene stregen i sluttiden 21 timer, 41 minutter og 53 sekunder (officiel tid) = ny PR og ny bane rekord. Hold op en fed fornemmelse, men hvor fanden var mit supporthold?? – ’De er ikke kommet, de er i Allinge efter kaffe’ lød meldingen fra en smilende Lene Møller (løbsarrangør). Kim ønskede tillykke med medalje over hovedet, mens at jeg hurtigt fandt en stol der så behagelig ud. Med smil på læben kunne jeg så ringe til mit supporthold og berette, at jeg nu var i mål – hurtigere end hvad de havde forventet🙂

10295313_10152362901957210_8447288112254273125_o

Hammer Trail 2014 forløb bedre end jeg nogensinde havde turde håbe på. En 1. Plads havde jeg måske håbet på samt en tid tæt på 22 timer. Men at tænke tilbage på løbet, og konstatere at der stort set ikke opstod nogen former for nedture, at jeg på sidste runde løb negativ split-tid under 4 timer og at jeg satte ny bane rekord på en ellers sværere rute – det havde jeg aldrig turde håbe på. Hvad det bringer med sig for fremtiden er svært at spå – måske skulle man forsøge næste år at træne seriøst og komme under 20 timer til Hammer Trail 2015. Nu må vi se hvad fremtiden bringer!

Til sidst vil jeg gerne sige tillykke til alle dem der kom i mål til Hammer Trail løbene uanset distance, og endnu en gang tak til både supporthold (Pernille og Andreas), Leon Hansen, Løbsarrangørerne Lene, Kim og Jakob samt alle de skønne mennesker der modsat undertegnet, havde energi og overskud til at smile og heppe på sporet! Jeg vil være for evigt taknemmelig! Derudover tillykke til min team mate Christian Nørfelt for en imponerende 2. Plads på 50 Miles distancen, tillykke til Jacques der løb Lillebælt Halvmarathon på 1.16 og til mit supporthold, der begge løb deres første trail løb om lørdagen (25 km) med stor succes!

– Andreas

5 responses to “Tanker: Post Hammer Trail 100 Miles

  1. Andreas – min helt – Tak for en god beretning. Spændende at læse om turen oppe fra førerpositionen, og hvilke udfordringer du kæmpede med undervejs.

  2. Hej Andreas.
    Skøn læsning ,Det er utroligt hvad man kan nå at få igennem hovedet på sådan et døgn🙂
    Jeg har stadig billedet på hornhinden af dig komme slingrende hen af grusvejen efter Stenbrudet :-)træt tænkte jeg !!!!
    Tillykke med sejren
    løbehilsener HH

    • Hej Henrik
      Hehe, ja jeg var dælme lidt træt omkring Stenbruddet, puha det var hårde tider – men også sjove at tænke tilbage på:)
      Tak for din venlige hilsen
      – Andreas

  3. Pretty component of content. I simply stumbled upon your blog and in accession capital to say that I get in fact enjoyed account
    your weblog posts. Any way I’ll be subscribing to your feeds or even I achievement you get admission to persistently
    rapidly.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s