Chiemgauer 100M – En god oplevelse trods DNF

Chiemgauer 100 Miles forløb noget anderledes end forventet. Målet var at gennemføre den lange distance på maks 24 timer, men efter 87 km måtte jeg se mig slået af bjergene. Mængden af nedløb og mangel på motivation udgjorde årsagen til ’DNF’, en beslutning jeg ikke har fortrudt siden. I stedet for et bæltespænde, kunne jeg drage retur med en fantastisk oplevelse rigere hvilket bl.a. indbefattede kendskab til nye spændende personligheder.

Mavefornemmelsen var rigtig god ved afgang fra Kastrup Lufthavn. Kroppen havde det godt, træningen havde forløbet uden problemer og motivationen for igen at deltage i et 100 miles løb føltes høj, da sejrsrusen fra Hammer Trail 100M stadigvæk kunne mærkes. Måske gik alt lidt for godt? – Det måtte tiden vise.

I Kastrup mødtes jeg med Tom og Søren fra Marathon Sport, der også skulle deltage i de 100M. For Tom var det første gang at han skulle stifte bekendtskab med distancen. På vej sydpå mødte vi også Signe og Lue. Lue gennemførte i maj 50 Miles distancen på Bornholm, og skulle nu ned og prøve kræfter med 100 km. Signe var crew, og skulle hjælpe Lue sikkert i mål.

Lue’ crew; Signe

Ruhpolding i dalen samt første top på 100M ruten

Hjemmefra havde vi via løbsarrangøren Gisehler, booket overnatning i et såkaldt ’farmhouse’ til en meget fordelagtig pris. House Mutter tog rigtig godt imod os da vi tre turister kom væltende ind ad døren, meget smilende og næsten hver sætning sluttede med en munter latter. Stemningen i huset var meget afslappet, overraskende afslappet. House Mutter viste os rundt, talte utroligt meget og gav udtryk for at alt hvad hun ejede kunne vi også tage del af. Vi skulle endelig bare tage for os. Bygningen var det man nok ville kalde et rigtigt thüroler hjem, cirka 100 hm oppe ad den sydlige bjergskråning med udsigt udover Ruhpolding by. Mod øst kunne man skue stadionet, som i de kommende dage udgjorde basen for de to distancer. Det var sgu lidt fedt at være fremme, så tæt på et nyt eventyr.

Fredag gik med fælles morgenmad, efterfulgt af drop bag aflevering og løbs info med de ca. 60 andre der senere på dagen også skulle ud i naturen og forbrænde kalorier. Løbslederen Giselher (Gi) lagde ud med at tale tysk i 30 min, hvor folk grinte hver gang Gi sluttede en sætning. Derefter kom han over til os for at dele den engelske version af briefingen. Det første han sagde, var ’Nå hvad er vigtigt at få sagt.. Nå ja..’, og så begyndte han at beskrive flere små detaljer omkring rutemarkering mm. Efter 5 min havde han fortalt det hele og ingen af os tre havde grint, hvilket undrede mig da han lige havde briefet alle tysktalende i 20-30 min til stor jubel. ’Hmm, gad vide om vi missede noget info?’, tænkte jeg.

Det var ikke kun hos House Mutter at stemningen var afslappet. Også på stadionet virkede det til at alle hyggede sig, en stemning man kun kunne lade sig påvirke af. Målportalen blev sat op i roligt tempo ved ankomst, sammen med et digitalt ur, et official telt samt et reklametelt fra Salomon. Og det var så det. Herfra skulle alle 100 miles deltagerne så vælge deres starttidspunkt, afhængigt af hvor hurtige man løb –jo hurtigere jo senere skulle man sætte i gang. Den første gruppe på 30 mand tøffede af sted kl. 14 i et tempo der lignende gang. De hyggede sig kunne man se, og ingen af dem virkede skræmte af den motion der ventede forude. Tom og Søren startede kl. 16, mens at jeg løb af sted kl. 19.

Jeg havde egentligt sat mig for at drage ud i naturen kl. 18, men Rüdi – en tysk løber der to gange havde vundet 100 km distancen – var under briefingen kommet hen til mig og fortalt at han og en anden løber (Thomas Wagner) løb af sted kl. 19. De kendte ruten, også den første 70 km strækning der efter sigende skulle være knap så godt markeret, så jeg lod mig friste og ændrede mit starttidspunkt til kl. 19. Deres mål var også at gennemføre på 24 timer, så jeg håbede at vi ville følge hinanden og have det hyggeligt i hinandens selskab. Det jeg dog ikke vidste, var at Rüdi for kort tid forinden havde vundet det tyske trail mesterskab. Havde jeg vidst det, havde min beslutning nok set anderledes ud:/

Et par timer efter stod 4 mand klar, Sebastian, Rüdi, Thomas og jeg. Der var ikke noget startskud, men blot lyden af Gi der råbte ’…. GO’. Som nævnt vidste jeg ikke hvilken kaliber jeg de kommende 160 km skulle kæmpe imod, så derfor ville jeg fra start af teste dem lidt af. Jeg satte tempoet i noget det lignede tempo 4.30 min/km, og der gik kun få minutter før at Thomas Wagner med et undrende udtryk spurgte mig om det her var mit afslappede tempo. I øjeblikket føltes alt som det skulle, så jeg tog det som et godt tegn at de andre ’hang lidt i bremsen’. Efter 5 km ramte vi første stigning. Thomas, Sebastian og jeg satte tempoet mens at Rüdi faldt lidt bagud. I dette øjeblik var jeg godt tilfreds med min taktik, de andre virkede påvirket af tempoet, og jeg fløj bare op ad stigningen. Halvvejs spurgte jeg Thomas om Rüdi var ok, og han svarede kort ’never mind him’. De kendte hinanden, og Thomas vidste udmærket godt at Rüdi bare lige skulle i gang. De sidste 200 hm ændrede sporet sig fra skovvej til mudret single trail, og Thomas og Sebastian tog føringen. Rüdi havde indhentet os, og samme nåede vi toppen tæt på solnedgang. Men så skete det uventede. Allerede ved første nedadgående meter råbte Thomas på Rudi, hvorefter at de begge satte i sprint med Sebastian i hælende på dem. Det tog ingen tid før at jeg var alene på sporet, på vej ned ad første top, og jeg forstod ingenting af hvad der lige var sket. Nedløbet kunne man ikke se pga. den tætte bevoksning omkring sporet, men alligevel havde 75 % af gruppen valgt at sprinte ned mod dalen. Under prologen til Hammer Trail tilbage i maj havde Kenneth Kofoed også udfordret mig med sit hurtige pace ned af bakke, men det var intet i forhold til hvad jeg netop havde oplevet. Jeg troede ikke mine egne øjne, og kunne kortvarigt ikke helt overskue opgaven der lå forude. I bunden af dalen indhentede jeg Sebastian en smule, og han nåede første check point (18 km) med 20 sekunders forspring. Thomas var allerede på vej væk da jeg nærmede mig check pointet, og Rüdi var ikke til at spotte. Hold da op nogle hurtige drenge!

Efter at have forladt 18 km mærket begyndte natten at tage over, og pandelampen blev hevet op ad tasken. Nattens bulder mørke gjorde det ikke nemmere at finde vej gennem de næste to stigninger, som begge var i tæt skov markeret med enten markeringsstrimmel eller pile på sporet. For hver kilometer blev det mere og mere tydeligt hvad løbsarrangøren Gi mente med en let markeret rute. På skovvejene med nem adgang via bil eller cykel var ruten fint markeret, mens at markeringen på de svære tekniske og meget smalle spor i tæt buskads virkelig var mangelfuld. For mit vedkommende betød det, at jeg hele tiden skulle holde fokus, og hvert 20 sek. stoppe og lyse rundt med pandelampen for at finde næste markeringsstrimmel. Natten var stadigvæk ung, og herfra vidste jeg godt at manglende markering ville have en enorm stor indflydelse på både tid og ikke mindst oplevelsen af flow. Flow var netop hvad jeg til Hammer Trail havde oplevet som en ’ven’ på sporet i med- og modgang. Her gav flow energi og følelsen af konstant flydende bevægelse, som selvfølgelig er rart når man har sat et mål om at bevæge kroppen 160 km. Tilbage på sporet skulle jeg hele tiden stoppe op og kigge, og i flere omgange var jeg nød til at satse og håbe på at der længere fremme hang en markering. Jeg kunne hive GPS’en op af lommen, en håndholdt GPS jeg havde lånt hjemmefra, men tanken om at skulle smide stavene og løbe efter en halvirriterende computer midt i mørket (der ikke altid var super hurtig) kunne jeg ikke helt overskue. GPS’en så jeg som en back up, øjne og logik kom i første række og indtil videre var det jo gået fint. Men efter et par timer skete det så, det der ikke måtte ske. Et krævende single track havde ledt mig ud på en asfalt vej, tæt på det der lignede en forladt gård. Herfra førte asfaltsporet stejlt ned ad bakke – så stejlt at det måtte slingre sig i adskillige hårnålesving for ikke at ’tilte passageren’. Efter 5 min kunne jeg mærke at noget var galt, og der var absolut ingen markeringer at få øje på. GPS’en blev hevet frem, og den kunne kun bekræfte det jeg frygtede. Jeg havde forladt sporet og løbet i hvert fald 100 Hm- forkert. Jeg skulle op igen!

Dette var første gang på ruten at jeg sagde noget grimt, noget som ikke behøves at blive gentaget. Det var min måde hurtigt at komme ovenpå igen, finde tilbage til sporet og ellers bare glemme hvad der lige var sket. Turen op ad bjergsiden føltes dog i øjeblikket ekstra hård. Kræfterne var blevet spildt, men der var ikke andet at gøre end at komme videre herfra. Sporet fandt jeg igen, jeg skulle dog lige springe over en å hvor jeg på den anden siden måtte bruge alle kløer til at gribe fat i moder natur, for ikke at skride ned ad skræningen og ned i vandet. I sådan en situation tror jeg at det er vigtigt, at man kan bevare roen, ikke lade sig irritere for længe og i stedet trække på smilebåndet over hvor komisk det hele må se ud. Håbet var at løbe med frontløberne, men nu hang jeg i stedet med røven i vandskorpen efter fejlagtigt at have løbet forkert ned ad bjerget. ’Hvad fanden er det her for en sport jeg dyrker’, tænkte jeg, da jeg igen stod ved en markering. ’Thank God’ at ingen filmede den seance. Hvis nogen gjorde, skulle scenen hedde ’Turist i Thürol’.

En af årsagerne til at jeg havde løbet forkert, var da sporet på ingen måde var tydeligt markeret i naturen. En ting var at markeringsstrimlerne var sat med stor afstand mellem hinanden, men det største problem var simpelthen at sporet ikke skilte sig ud fra resten af skovbunden. Det var ikke noget jeg havde oplevet før. Normalt var et spor slidt ned, således at grene og andet var slidt væk, og derved skabte en tydelig jordfarvet linje gennem terrænet. Det satte en enorm dæmper for tempo at der her intet spor var at se, og tanken om at skulle løbe yderligere 130 km i umarkeret terræn virkede i flere omgange en smule uoverskuelig.

Endelig kom jeg til 2. check point (36 km), bestyret af en flink kvinde og hendes to sønner. Alle kunne engelsk, og jeg fornemmede at børnene syntes at det var lidt spændende at tale engelsk med en fremmed der pludseligt var dukket frem i mørket (uden at det skal lyde mærkeligt!). Min lyst til gels og andre søde sager havde for længst ramt bunden, og i stedet kunne vandmelon og noget nudelsuppe hjælpe med at få energien tilbage. Det virkede en smule, dog ikke uden at jeg måtte rejse mig op halvvejs og gå rundt om mig selv for ikke at kaste op. Kroppen opførte sig mærkeligt, hvilket nok var resultatet af at jeg på vejen hertil enten havde været afkølet eller overophedet en smule (m/u jakke). Vejrtrækningen bøvlede jeg også med. Jeg tror halsen havde fået træk, og hver gang at jeg trak vejret dybt, følte jeg behov for at hoste. Det var sgu egentligt bare en skide irriterende situation jeg befandt mig i, men det hjalp at crew’et var flinke og forstående overfor mit stille adfærd. Før afgang fra check pointet fik jeg tiderne på de tre andre løbere. Sebastian var på det tidspunkt foran Thomas, som pga. maveproblemer kun var ti min foran mig.

Efter 8-10 min løb jeg videre ind i skoven, og foran ventede et nedløb efterfulgt af første store stigning, hvor et nyt check point gemte sig på toppen (58 km).

Energien kom herfra stille og roligt tilbage, og med musik i ørene begyndte det hele at se lidt lysere ud. Det kostede dog både et styrt samt et vrid i den ene fod før at jeg igen stod på en bjergtop, 58 km. Vejen dertil havde ført mig forbi adskillige store køer. Hver gang jeg passerede en ko der stod og græssede i mørket, blev jeg en smule nervøs. Ville den pludseligt begynde at lege med mig, eller reagere pludseligt pga. pandelampens lys. 500 kg muskel kunne sagtens destruere mig midt på bjergsiden. Heldigvis var de alle venligtsindet, og blandt de få tilskuer der havde valgt at møde op for at heppe.

100 meter nede af en skrænt fik jeg øje på et bål, og en mindre træhytte. Jeg vidste at check pointet lå skjult der, men hvor fa’en var sporet derned til. Jeg råbte til dem for at være sikker på at jeg skulle derned, og løb så i en lige linje fra hvor jeg stod. Ved ankomst spurgte de om jeg var faret vild, og ja det var jeg. Denne gang var det dog kun et par hundrede meter, og ikke noget jeg gad reflektere længe over. Jeg havde det faktisk godt ved 58 km mærket. Det var skønt at tale med en gruppe glade mennesker, som bl.a. kunne fortælle om nedløbet der ventede få meter fra hytten. En herre i 60’erne fortalt på engelsk at sporet var teknisk, men ikke glat. Fint tænkte jeg, så skulle den have lidt fart i et forsøg på at indhente det tabte. Jeg begyndte nu at se en ende på første del (70 km), og forude ventede næste strækning (90 km) som var bedre markeret og med solen højt på himlen.

Kortvarig vejrudvikling til det knap så sjove

Da jeg rejste mig fulgte herren i 60’erne mig ud til hvor sporet forsatte. ’Go 50 meters to gate, then 200 meters and turn left’ lød instruksen, og vores veje skiltes. Jeg satsede på at sporet ned ad ikke var glat, det havde jeg trods alt lige fået af vide. Der gik dog ikke mere end et par minutter, før at benene forsvandt under mig og jeg satte mig tungt ned på det tekniske OG glatte spor. Jeg kunne kun smile af situationen, for det var sgu lidt glat. Det var selvfølgelig mit eget ansvar at undersøge forholdene, og sporet var hermed undersøgt. Et teknisk og glatspor! Sporet svingede sig skarpt 180 grader rundt for hver 3 meter, hvilket vanskeliggjorde at holde farten højt. Det var først da jeg ramte en skovvej længere nede at man havde en jordisk chance for at hæve hastigheden, til stor utilfredshed for lårmusklerne. Der gik ikke lang tid før at solen stod op, og pandelampen blev slukket. Mens lyset dukkede op, blev man ledt ind på det sidste single trail inden man for alvor nærmede sig stadionet. Sporet var smalt og hældte stejlt nedad til venstre, og faldt man her, er jeg ikke sikker på hvor man ville ende. Flinke skovarbejdere havde spændt en wire op langs højre klippesiden, problemet var bare at wiren hang i en halv meters højde = ubrugelig.

Det holdt hårdt med at få løbet de sidste 7 km og komme ind på stadionet. Nu var 87 km passeret i en tid jeg ikke var tilfreds med. Hvad jeg dog var endnu mindre tilfreds med var mængden af motivation og lyst til at fortsætte. Jeg havde på ingen måde lyst til at begive mig ud på yderligere 73 km og ca. 4.000 Hm+, og efter 20 min valgte jeg at stoppe. Når man til et løb ikke når i mål, gælder det om at trække stikket hurtigst muligt og passe på kroppen, hvilket jeg forsøgte her. Kortvarigt ærgrede jeg mig over at jeg ikke havde tilmeldt mig 100 km distancen, men det var nemt nu at sidde og være bagklog. Modsat Western States 100 Miles i 2012 hvor jeg også droppede ud halvvejs, var jeg denne gang hverken skuffet eller sur. Jeg havde truffet det rigtige valg, og med kun 6 uger til næste store mål, et 24 timers løb rundt om søerne i Kbh, var det kun dumdristigt at fortsætte.

Rudi – 100M vinder og indehaver af nye Course Record

Jeg kan tage retur til DK med en oplevelse rigere. Jeg har mødt en masse fantastiske mennesker på min rejse, fået gode kontakter og ikke mindst fået mere erfaring om egne styrker og svagheder. Jeg har fået mere erfaring med konkurrencer i bjerge, udstyrserfaring mm – alt sammen uvurderlig viden hvis man vil blive en god ultraløber. Så må vi se om jeg har tid og overskud til at komme retur næste år 🙂

– Andreas

Trail Camp Söderåsen – INFO

Trail Camp Söderåsen 2014 nærmer sig – nu er der kun en uge til afgang! Derfor kan alle deltagere nu finde al nødvendig information nedenfor i form af overordnet program samt ide til pakkeliste!

Hvis du har modtaget mail men ikke kan deltage, bedes du enten skrive til ultrasportdanmark@gmail.com eller tlf: 2146 6862 og melde fra.

Mangler du stadigvæk transport til og fra campen, bedes du via facebook-siden finde en at køre med.

Program for Trail Camp:

– Lørdag d. 12/4 mødes vi kl. 9 på Amager tæt på Fields: Ved P-plads hvor Granatvej & Kalvebod Sti starter v. Otto Bachés Alle – Se vedhæftet kort i mail! Er man med offentlig transport, fordi at man har en køre-aftale med anden deltager, vil det være nemmest at tage metro til Vestamager St., og gå det sidste stykke (5 min gågang).

– Kl. 9.15 er der afgang. Vi kører sammen over Øresundsbro, til Röstånga Turistbyrå (adresse: Nackarpsdalsvägen 4, 260 24 Röstånga) (Se rute vedhæftet i mail). Her gør vi kort stop, med mulighed for at købe ind i mindre supermarked samt bager. Dem som ikke kører fra Kbh, mødes med os andre på denne adresse! Det betyder at vi ALLE samles her kl. 10.30-10.45!!!!

– Sammen kører vi ud i Söderåsen, til det område hvor at vi skal sove. Der findes ikke en adresse på området, hvilket er årsagen til at vi mødes i Röstånga.

– Resten af lørdagen forløber med opsætning af telte samt 25 km løb. Vi sover ved et shelter, med udsigt til smuk sø 5 meter væk. Der kan tappes vand fra pumpe, og der er selvfølgelig også en bålplads til fri afbenyttelse. Vi satser på at løbe af sted kl. 13, efter kort intro til løbeturen. 

– Lørdag aften er der mulighed for selv at tage en ekstra løbetur i den smukke svenske natur. Det er op til den enkelte om ben og krop er friske nok (i 2012 var ingen friske på en ekstra aftentur:)). Mer info tilgår ved ankomst til campen. Ellers vil der være mulighed for masser af social hygge, et dyp i søen, man kan fiske, tænde bål eller kredse om den mad man ønsker at kokkerere:) HUSK at al mad og køkkenudstyr selv skal medbringes!

– Søndag morgen kl. 9 løber vi igen 25 km, denne gang løber vi dog mod øst ind i selve Nationalparken, hvor et utal af udfordringer venter! Ved ankomst til teltområde sent på formiddagen, kører vi hjem igen.

– Har du spørgsmål, skriv eller ring gerne til tlf: 2146 6862.

Inspiration til personligt udstyr:

• Varmt tøj!! Det bliver koldt om natten
• Løbetøj
• Telt
• Sovepose mm.
• Madlavningsudstyr
• Mad der kan opbevares u. køleskab til 2 dage
• Drikkedunk, energiprodukter og løbetaske
• Løbe- & afslapningssko
• Regntøj
• Bog eller lignende til at hygge med
• Mobil + vandtæt pose
• Penge til indkøb i supermarked/bager
• Masser af røverhistorier
• Evt. badetøj (til koldt dyp i sø)
• OBS: Vi medbringer ikke udstyr til fælles afbenyttelse (såsom telte eller lignende), det står man selv for. Dog satser vi på at medbringe lidt brænde, så vi er sikre på et godt bål lørdag aften:)

Tilmdeldingsliste til Trail Camp 2014:

– Team Trail Copenhagen

Tanker efter Ice Ultra

Landet – også mentalt

Så er jeg ved at være tilbage efter mit løb i Lapland. Ikke kun fysisk, men også mentalt. Begge dele har taget tid. At det ville tage tid at komme mig fysisk, var ikke nogen overraskelse – det havde jeg regnet med. Men den mentale restitution har til gengæld fyldt mere, end jeg havde forventet. En fire-fem dage efter jeg var kommet hjem, sagde min kæreste, at nu var jeg ved at være tilstedeværende igen, hvilket hun syntes var meget rart! Jeg gik simpelthen rundt i min egen lille osteklokke, efter jeg kom hjem. Ice Ultra var mit første etapeløb og flere dage på sporet og samvær i hytterne om aftenen med de andre løbere har givet mange indtryk, der skulle fordøjes.

De første dage af løbet gik der mange tanker igennem hovedet på mig. Jeg var generelt mere alene på ruten, end jeg havde regnet med og her kom min lydbog til god nytte. Slagtebænk Dybbøl var valgt og det var ganske passende, når jeg traskede af sted i den svenske ødemark at høre om den danske retræte midt om natten, hvor soldaterne gik op mod 60 km. og nogle døde af kulde. Så var min tur ikke så slem alligevel.

Foto: Martin Paldan
Alene på sporet.

Tempoet

Jeg var i hvert fald ikke tæt på at dø af kulde! Det var langt varmere for årstiden end normalt. Normalt er dagstemperaturen minus 10 til minus 20 grader og helt ned til minus 30 grader om natten. Men denne vinter var usædvanlig mild. Vi lå kun lige under frysepunktet, hvilket gjorde sneen blød og dermed tung. Det sugede mange kræfter ud af benene og stort set alle løbere havde sneskoene på inden de første 10-15 km. af den første etape. Alle håbede at få sneskoene af igen på de senere etaper, for sneskoene kostede ekstra kræfter og gjorde det endnu sværere at løbe. De fleste røg altså over i march pga. sneskoene og der blev de også, for føret ændrede sig ikke nævneværdigt i løbet af de 4-5 dage løbet varede. Først på den fjerde og sidste etape smed jeg sneskoene efter 27 km. Det var for at undgå yderligere forværring af et betændt skinneben og i håbet om, at jeg kunne bevæge mig hurtigere og måske endda løbe lidt mere, da der var blevet varslet, at sneen ville blive mere fast længere fremme. Jeg kom også lidt op i tempo, men klarede det kun, fordi jeg havde stave med, som kunne hjælpe mig på de stræk, hvor sneen var blødest. Meget løb blev det dog ikke til. Det var stadig mest hurtig march med enkelte korte stræk, hvor jeg løb.

Det var mentalt hårdt at indstille sig på, at løbet primært skulle klares i hurtig march. Det betød flere timer på sporet, flere timer i mørke, flere timer alene og færre timer til restitution og hygge. Den situation skulle lige accepteres i løbet af de første par dage.

Foto: Martin Paldan
Vinderen, der som den eneste stort set løb hele tiden.

Oppakningen

Rygsækken var tungere, end jeg havde regnet med. Især i forhold til den bløde sne. Jeg havde for meget tøj med og måske også lidt for meget mad. Skulle jeg deltage i et lignende løb igen, ville jeg gå endnu mere op i at vægtoptimere. En stor del af det tøj, som jeg ikke brugte, var dog obligatorisk pga. den potentielle kulde, så det skulle jeg have med lige meget hvad. Rygsækken var også for stor rent volumenmæssigt. Det overraskede mig hvor hurtigt indholdet i den krympede, efterhånden som jeg fik spist mig igennem den.

En ultraløb som Ice Ultra handler mere om det mentale end om det fysiske. At kunne holde humøret og motivationen oppe i løbet af de mange timer på sporet, hvor terrænet til tider kan blive lidt ensformigt, selvom det stadig er fascinerende og smukt. Fx kan det godt tage pippet lidt fra én, når man på en sø overhales af en snescooter og bare ser den forsvinde i horisonten uden at tage et eneste sving! Vi gik 15 km. over den nævnte sø, hvor der vel var ét sving undervejs. Det var forfærdeligt hårdt rent mentalt.

Foto: Martin Paldan
Lang vej hjem.

Konkurrencen

Hvis man som jeg er en lille smule glad for konkurrence, er det vigtigt at holde styr på ens nærmeste konkurrenter. Hvornår kom de ind før og efter dig på etapen? Hvor langt er de foran? Hvordan ser det samlede klassement ud dag for dag? Det formåede jeg ikke. Da den fjerde og sidste etape blev sat i gang lå jeg på en pæn 3. plads, men jeg troede, at nummer 4 og 5 var tættere på i klassementet, end de egentlig var. Så da de meget tidligt på etapen overhalede mig og forsvandt i et efter forholdende hæsblæsende tempo, tænkte jeg, at der ingen grund var til at jagte dem. Men det var der! For da jeg så den samlede stilling dagen efter, var jeg endt på en 5. plads, men jeg havde kun 6 minutter op til nummer 4 og ca. 35 minutter op til nummer 3. Havde jeg vidst det undervejs på etapen, ville jeg have jagtet dem mere, for jeg kom sådan set i mål med fysisk overskud og kunne sagtens have løbet mere. Jeg manglede bare den mentale motivation, der kunne få mig til at presse lidt hårdere på. Når det så er sagt, handler et løb som dette stadig mest om den personlige udfordring, mødet med nye mennesker og den fantastiske natur. Selve konkurrencen er sekundær. Vi var jo trods alt kun 20 løbere, der stillede til start og der var ingen store præmier på spil, så reelt betyder det intet, om jeg blev 3’er, 4’er eller 5’er – eller om jeg kom sidst! Det vigtigste var eventyret.

Foto: Martin Paldan
Xavi, der blev to’er. Havde fornøjelsen af hans selskab flere gange.

Igen?

Jeg har lært meget af mit første etape-ultraløb. Vær klar på mange timer i ensomhed. Optimer rygsækken så det kun er det allermest nødvendige, der er med. Hold styr på dine nærmeste konkurrenter, hvis du vil konkurrere. Og vigtigst af alt: Hold humøret oppe! Til næste gang skal jeg helt klart have uret programmeret, så det kan hjælpe mig med at holde styr på distancen undervejs.

Ville jeg gøre det igen? Ja! Etapeløbene byder på en fantastisk mulighed for at komme ud på nogle lange etaper, men samtidig sidde i lejren og slappe af om aftenen og lære nye mennesker at kende og dele dagens indtryk med dem. Jeg ville gerne løbe etapeløb med oppakning igen, men jeg tror nu, at jeg mest ville foretrække en dagstursrygsæk og så en stor dropbag til lejren, for at kunne bevæge mig hurtigere og mere frit i terrænet. Det ville nok også hjælpe på vægten i rygsækken, hvis ikke løbet foregik i et arktisk klima, der krævede en masse ekstra tøj. Desværre er etapeløbene ofte en del dyrere en endagsløb og økonomi og tid er begrænsende faktorer i manges planlægning – inklusive min. Når det så er sagt, har jeg nok ikke løbet mit sidste etapeløb.

Jeg kan på det varmeste anbefale Beyond The Ultimates løb. Det er nogle gode mennesker, der står bag og de fire løb, som de arrangerer, byder hver især på unikke oplevelser og udfordringer. De havde en god forståelse for den tid og de penge, som folk havde lagt i et sådan løb og gjorde meget for at skabe så god en oplevelse som muligt. Jeg ville gerne løbe et løb hos dem igen, men løb som 4 Trails eller Transalpine ser også spændende ud, da de netop er etapeløb, men med dagstursrygsække og dropbags til lejren. Tiden vil vise det – og økonomien. Jeg må vist hellere se at få vundet i lotto!

Foto: Martin Paldan
Allan og Camilla. De første Grand Slammere!
Og så var de også en del af det fantastiske selskab undervejs.

Egentlige løbsrapporter fra Ice Ultra kan bl.a. findes her og her.

Program for trænings camp

Julefreden breder sig over hele landet pt, og vi håber at du også er ramt af den! Men midt her i julefreden, så husk stadigvæk at holde øje med telefonen, man ved aldrig hvem der ringer:)

I forhold til Trænings Campen til Söderåsen, så er der nu kommet styr på programmet. Vi har valgt at drage afsted lørdag i stedet for fredag, så derfor lyder datoen nu på d. 12-13. april 2014. Programmet for de to dage ser således ud, med forventning om at alle deltagerne kan løbe distancen:

Lørdag:
– 25 km nordvest 300-400 hm
– 10 km nat tur (m. pandelampe)

Søndag:
25 km øst 500-600 hm

Det bliver en sand fornøjelse, med masser af løb og Hm og ikke mindst DELTAGERE!!! Næsten 200 er tilmeldt gruppen på Facebook, og snarest åbner tilmeldingen. Der vil være et deltagerloft ved tilmeldingen, så det gælder om at være hurtig på tasterne:)

__________________________

Rigtig god jul til jer alle!

– Team Trail Copenhagen

På tur i det svenske

I weekenden stod programmet på hygge og afslapning, når jeg og tre fantastiske venner drog nordpå til en lille by tæt på Store Mosse Nationalpark. Og her skulle selvfølgelig også løbes et par ture, i et, for mig, ukendt terræn. Alt var nyt for mig, hvilket tit er det bedste grundlag for at tage afsted på træningstur. Alt er nyt og spændende – ‘what’s not to like?’🙂

 

En tur nordpå til det svenske kan bestemt anbefales, og man behøver bestemt ikke sidde halve eller hele dage i bil for at nå noget spændende terræn:)

– Andreas

Transalpine – We killed it!

WOW – Transalpine er overstået, 8 dage med mellem 3-6 timers løb pr. dag er forløbet, og tilbage er minderne, præmien om halsen samt de ’spor’ i kroppen, som bjergene har forårsaget. Det er ikke til at forstå!

For 11 dage siden ankom Jacques og jeg til Oberstdorf, som umiddelbart virkede til at være det tyske svar på Chamonix. Gaderne snørklede sig gennem de hyggede gader med et hav af små butikker på stribe, og ved hvert gadehjørne sad en blanding af turister og lokale og hyggede med en kop kaffe. Midt i centrum lå kongrescenteret som Plan-B, arrangøren af løbet, havde besat til fordel for check in mm. Udenfor stod de velkendte stande, hvor især Gore-Tex og Salomon satte sit præg på området, med gear lir af den helt store kaliber! 8 dages trail lå forude!

Allerede første morgen fandt Jacques og jeg ud af at der ikke var behov for at sætte alarm på telefonen. Deltagerne der sammen med os sov i en gymnastik sal (gjaldt alle dagene), valgte at stå ufatteligt tidligt op, selvom løbet først blev skudt i gang kl. 10. Efter vores mening var det en al for tidlig morgen! Det gav dog god tid til at finde de andre danskere før at startskuddet lød, og blandt os danskere stod:

–          Tonni Bager, Hammer Trail 100 Miles finisher der skulle løbe med en schweizisk pige

–          Peter og Martin, Ironman samt Transalpine Run 2012 finisher fra Løbekompagniet

–          Thomas & Thomas, 24 timers løbere fra Team Ecco Denmark

–          og ikke mindst Lars og Johnny fra Team Extreme

Humøret var højt, mens over 600 mennesker stod klar i deres fineste udstyr i startområdet, med 3 * Team Salomon International hold i front og helikopter flyvende over hovedet. Hold kæft et scenarie! Den tyske løbsleder, Hr. Wolfgang, gav de sidste instrukser, og få minutter efter satte over 600 trail løbere et ben foran det andet – nu ventede 261 km og 15.800 hm+. Ruten ledte os gennem hjertet af Oberstdorf til folks skue, hvorefter vi løb stik syd mod første stigning. Der var vel 5 km asfalt til at starte med, men intet øjeblik kedet folk sig, da ruten var packed med håbefulde mennesker, og en meget lavtflyvende helikopter, der fes frem og tilbage for at få de rigtige film scener. Eliten i front virkede til at nyde det indledende terræn, for tempoet var komfortabelt for den øvede, hvilket i en kort periode fik alle til at føle sig en smule elite;) Det varede dog kun en kort stund, før at asfalt blev til grus, og fladt terræn blev til bakker – bakker som ikke findes i DK:)

Det var tydeligt at alle til at starte med skulle finde deres eget pace. Eliteløberne var forsvundet ind i skoven, og tilbage ’stod’ vi andre og skuede til høje og venstre, hvem der nu var stærkest. Eller i hvert fald lagde hårdest ud. Jacques og jeg kom hurtigt væk fra de andre danskere, men i stedet fik vi følgeskab af to belgiere og to tyskere. Humøret var enormt højt, kroppen havde det perfekt efter en uges hvile og solen stod højt på himlen. Som stempler i en bilmotor arbejdede vi os frem i enten gå tempo eller løb, men ingen af os turde rigtig give den fuld gas, af frygt for at energien ville slippe op for hurtigt. På nuværende tidspunkt var der langt igen, og længere fremme på etapen ventede to stigninger i ukendt terræn.

Dagens sidste stigning kom efter en stigning & drop på 800 hm, hvor underlaget skiftede fra teknisk fast klippegrund til løse sten. Det ustabile underlag trak godt i energidepoterne, og mindede os begge om hvad der ventede i de kommende 7 dage. Men frem kom vi til sidst – en hård dag i bjergene! 1 day done – 7 to go!

2. dagen gik fra Lech til St. Anton. Vejret var gråt og regnfuldt til at starte med, hvilket kun gav en smuk og helt særlig naturoplevelse da vi nåede første stigning. Skyernes formationer omkring de omkringliggende bjerge var helt speciel, og som skiftevis enten blottede eller dækkede bjergtoppene ude i horisonten. Derfor blev første nedløb på dagen et af de smukkeste, hvor Jacques og jeg nød den konstant skiftende panorama udsigt samt det udfordrende og kurvede single trail spor. Hold da op en fantastisk dag, med gode ben og en påmindelse om, at det ikke behøves at være sol fra åben himmel, før at bjergene kan nydes.

3. dagen var dagen alle have ventet på – og ikke mindst frygtet! Dagen mindede mest af alt om Tour de France etapen i år, hvor Alpe d’Huez skulle bestiges 2 gange, hvilket aldrig var sket før. Dagen bød på to toppe, så højdekurven kunne enkelt beskrives med ordene; op/ned/op/ned. Aftenen op til 3. etape, gjorde organisationen et stort nummer ud af at beskrive den første top. Os løbere skulle forvente en teknisk bestigning over sten og is, samt et meget stejlt nedløb. Spændende tænkte vi! Benene var klar kl. 7 om morgenen, og vi hamrede af sted op af første del. Da vi nærmede os toppen, kunne vi alle sammen skue en meget hvid og iset bjergskråning. Da vi kort tid efter ramte isen, var alle stille og i fuld koncentration. Stavene var stadigvæk i vores hænder da de bidrog til den svære balance på de glatte stenflader, samtidig med at vi undgik direkte kontakt med de kolde sten. Tempoet var langsomt, ingen tog chancer. Over vores hoveder hang en redningshelikopter og holdt øje, hvilket var endnu et bevis på at organisationen ingen chancer tog. Toppen blev dog nået uden de store problemer, og fra toppen kunne vi se ned af det fald, vi havde ventet på i spæding. Hældningsgraden var ekstrem, men heldigvis uden sten og is. Havde man været højdeskræk ville man blive udfordret her, dog tog alle det stille og roligt og kom sikkert ned gennem den løse jord. Senere på dagen fik vi af vide, at en stor gruppe havde vendt om ved udsigten til den isede bjergside, samt at flere havde fået det dårligt efter at have nået toppen, grundet udsigten udover det stejle drop. Heldigvis skete der ingen større uheld for Transalpine deltagerne den dag!!

Solen varmede gevaldigt ved andet maddepot, der lå i dalen mellem de to toppe. Det var en smule surrealistisk at skulle bestige et bjerg igen, da vi netop var kommet ned fra et. Der var ikke andet at gøre, end at pakke stavene ud igen, og give den gas. Heldigvis var benene gode, faktisk var det helt rart at gå op ad bakke frem for at løbe, hvilket også ville være helt umuligt her pga. stigningen. Vi startede med at krydse skov, derefter åbne græsarealer for til sidst at forcere højalpint terræn fyldt med klipper og sten. På denne stigning var det også første gang, at vi klatrede hurtigere end vores nærmeste konkurrenter. Som nævnt havde vi holdt øje med de andre teams der lå omkring os på resultatlisten, og her kunne vi så for første gang bevidne at flere teams betalte prisen, af at have løbet for stærkt til at starte med. Nedløbet til slut var så småt begyndt at drille mine ben, grundet den excentriske bevægelse af lårmuskulaturen. Men ned kom vi, til stor tilfredshed og lettelse over at have overstået 3. etape.

4. etape var en etape der bare skulle overståes. 5. etape der lå forude var blot en bjergsprint på 7 km, og dermed også en halv hviledag for os alle. Og det kunne alle godt bruge!! Allerede fra morgenen stod solen højt, og den skulle senere vise sig at være rigtig varm. Ved sidste stigning med 15 km til mål, havde naturen skabt det man kunne kalde for en varmeovn, da stigningen vi skulle bestige kurvede sig rundt om os. Vinden stod fuldstændig stille, mens at terrænet føltes som om at det reflekterede solens varme 100% op gennem kroppen. Stigningen var 800 m høj og dermed overkommelig, men den skulle vise sig at tærre mere på kræfterne end først forventet. Ved toppen kunne man igen mærke en kølende brise, og her ventede så et fald på over 1500 meter. Hældningen varierede fra 25-30 % til 5-10 %, og tempoet var højt hele vejen. De sidste 3 km var rent asfalt ned mod den lille flække, Scoul, og asfalten lokkede til at man slappede lidt af, og bare lod kroppen falde ned af hældningen. Pludseligt mærkede jeg et svirp i min højre fod på undersiden, som føltes som om at jeg fik et slag med en pisk. Sekundet efter begyndte min fod at sove, og smerten var i det øjeblik så stor, og ikke mindst overraskende, at jeg sprang op og skreg. Jeg kunne godt løbe på den, men det føltes ikke godt – slet ikke godt. Jacques gav udtryk for at vi lige så godt kunne komme ned til målområdet, hvor lægen ventede. Det kostede desværre et par placeringer, og da jeg krydsede mållinjen rev jeg skoen af, for at se hvor galt det så ud. Jeg var overbevist om at en sene var sprunget, men der var ingen blodsprængninger at se. Lægen kiggede kort tid efter på foden, og trykkede hårdt for at måle hvor øm jeg var. Utroligt nok var jeg ikke øm nogen steder, og han konkluderede hurtigt at der var tale om en mindre inflammation, og at jeg godt kunne løbe videre i morgen. Så jeg havde ikke noget at brokke mig over! Her skal det nævnes, at foden ikke gav problemer på resten af turen, heldigvis!

5. etape. Bjergsprinten!! – 7 km lang og 900 m stigning. Modsat de andre dage blev holdene sendt af sted en efter en, startende med de lavest rangerede – som var det en ægte enkelstart til Tour de France. På dette tidspunkt var vi nr. 23 på ranglisten, og derfor skulle vi først løbe kl. 11.52. Det var virkeligt rart med en morgen hvor man kunne sove længe og tage den med ro, da vi de foregående dage havde været oppe kl. 4.30. Etapen var fra start til slut op ad bakke. Den foregående dag var vi løbet ned ad samme rute, så vi kendte dens facetter og udfordringer. Især nær toppen vidste vi at stigningen ville tage drastisk til, så det gjaldt om at gemme lidt på energien – dog ville vi ikke tabe tid på etapen til de nærmeste konkurrenter. Allerede gennem byen de første 500 m havde vi hentet de to teams der lå foran os, og tempoet og benene føltes rigtig gode. Stavene var en livsnødvendighed, da det for hvert skridt gav et ekstra skub og var med til at holde et godt pace. Ved mål stod uret på 52 minutter, hvilket på det tidspunkt var 3. hurtigste tid. 15 min efter var det dog ikke tilfældet, da eliteløberne ligesom os havde givet den hele armen. Især Tofol fra Salomon løb stærkt, 40 minutter – av min arm! Etapen sluttede af med frokost på toppen for derefter at søge tilbage til byen via gondol lift.

6. etape viste sig at være den smukkeste og mest unikke etape af dem alle. Kort flad passage blev erstattet af et jævnt stigende klippeterræn, som nær toppen blev til en unik løbeoplevelse. Når toppen løb man skiftevis i et udhug i den massive klippevæg og gennem små mørke grotter, sprængt igennem vha. dynamit. På den anden side ventede et smukt højlands terræn, med græssende køer og får og en masse små vandhul, som sporet susede forbi, på vej mod Italien. Turen var helt speciel, og vil stå som et klart minde for os begge langt ud i fremtiden!

7. etape adskilte sig meget fra de andre. Ruten startede med 16-17 km asfalt løb, hvor stigningen faldt i hm. Jacques og jeg hookede op med Peter og Martin der begge var godt løbende, og vi løb sammen hele den flade passage i tempo 4.30 min/km. Herefter fik vi endnu en gang bjergene at føle. Først stødte vi på et par småstigninger, hvorefter vi blev ført op ad en 1600 m stigning. Al den energi og alt det overskud der var tilbage blev fjernet, og især Jacques havde kortvarigt et energiunderskud, der hurtigt blev plejet med en omgang Snickers. Så der skal sjældent mere til:) Slutningen var som altid placeret i en alpeby, så et fald på 1000 hm stod igen på menuen som slut ingrediens. Kort sagt, så var mine lår ved at springe ved slutningen af 7. etape, især venstre lår gjorde ondt som aldrig før. Pludselig virkede 8. og sidste etape meget lang! Det positive var dog, at vi for første gang endte på en samlet 21. plads i vores klasse.

8. etape var den der for mit vedkommende var sværest rent mentalt at overskue. Vi havde været i gang i mange dage nu, og så utroligt tæt på mål. 40 km ventede, med 2000 m stigning og endnu vigtigere 3000 m fald. Mit venstre lår havde brokket sig gevaldigt efter afslutningen på 7. etape, så at skulle falde 3000 m var ikke mit ønske scenarie. Jacques var til gengæld utrolig frisk, da hans kompetence for nedløb havde gjort det noget nemmere for ham de foregående dage. Han fløj nærmest ned! Etapen startede som alle andre med en stigning, hvor vi nåede op på det højeste punkt i år, nemlig 3160 meter. Tempoet var højt, og da vi nåede toppen var vi kun 2 min bag elite kvinderne fra Team Salomon. Herfra faldt vi 1000 meter i åbent terræn, for derefter at søge i ly fra solen i et skovområde, hvor det så småt begyndte at flade ud. Jacques begyndte at få problemer med brystet, for hver gang han trak vejret, og det satte vores tempo ned i en kort periode. Det passede mig fint at gå lidt, da jeg var godt udkørt, men efter kort tid var Jacques fint oppe og ‘køre’ igen. De næste 15 km var som sagt i skov, hvor ruten konstant varierede mellem små op og nedløb. Det blev ved i en uendelighed, og de løbere som vi fulgte klagede sig også gevaldigt, bl.a. ved at stønne irriteret hver gang vi steg. På dette tidspunkt var tilstanden i mit venstre lår rigtig slemt, hvilket endnu en gang forsinkede os en del. Jacques var stærk, mens jeg led. Jeg prøvede at slippe håndbremsen hvor terrænet tillod det, for at undgå smertende opbremsende bevægelser, men det var svært i de omstændigheder vi var havnet i. Det hjalp dog en del at højre ben fik fornøjelsen af at tage de værste stød. Med 10 km til mål fortalte Jacques, at ham der lå foran os (ca. 100 m), var blevet forladt af sin makker, og kunne vi slå ham med 1 min, kunne vi rykke op i top 20. På det tidspunkt havde jeg det svært ved at overskue konkurrenceelementet, men jeg kunne mærke at Jacques var tændt på ‘at vinde’. Derfor prøvede jeg mit bedste, og til stor glæde gav det pote med det samme. Ved en mindre stigning satte vi begge i galop, og fyren fulgte ikke med. Kort efter oplevede vi det vildeste drop hvor det nærmest var umuligt at stoppe op grundet hældningen. Vi gav den al hvad benene kunne trække, og efter 10 min kunne vi ikke se nogen løbere bag os. 5 km til mål ramte vi sidste maddepot, vi tog et glas vand og løb videre. Ruten var fladet ud, men vi prøvede begge at holde tempo, hvilket viste sig at være 4.35 min/km tempo. Tempoet blev holdt til mål, hvor vi løb ind i tiden 5.21. Festen i Latsch var godt i gang de vi krydsede mållinjen, da målområdet var fyldt med trætte løbere samt et hav af lokale italienere. Desværre rykkede vi ikke op i top 20, men holdt vores placering som nr. 21. 8 dage var overstået med 261 km og 15.800 hm – what a week!

Transalpine kan bestemt anbefales til alle der elsker terrænløb i bjerge. Løbet er hårdt, men også en fantastisk måde at få løbet en masse km/hm i bjergene! Udover løbet har det også været en fantastisk god oplevelse at møde mange andre glade løbere, og at sidde efter hver etape og hygge i danskerlejren, gjorde heller ikke turen værre:)

Nu skal der restitueres!

– Andreas

Transalpine so far (6. etape)

Jacques og jeg er nu nået til torsdag eftermiddag til Transalpine Run 2013, hvilket betyder slut på 6. etape. Cirka 180 km og 11.500 hm+ er blevet tilbagelagt de sidste 6 dage, hvilket forståeligt nok har givet en smule ømme lår og lægge. De sidste 6 dage har været helt fantastiske. Løbet har indtil videre budt på fantastiske udsigtspunkter udover Sydtürols alper, uendelige single trail spor, grotter, halvfarlige og til tider isbelagte passager, vilde op- og nedløb, regn, sol, mudder, vandløbspassager osv. Præcis som vi havde håbet og vel også forventet!

Vores forventninger til løbet var til at starte med, blot at få en fantastisk naturoplevelse og en masse trail. Men her på 6. dagen er vi begyndt at følge mere og mere med i den daglige resultatliste, da vi nu efter 6. etape er rangeret som nr. 24 i klassen, ’Men’. Det er over al forventning at vi nu befinder os i top 25. Først og fremmest havde ingen af os trænet specifikt til bjergene, og derudover vidste vi begge at herre-klassen ville være den sværeste at placere sig godt i. Med en top 25 placering betyder det, at vi til de sidste to etaper vil give den fuld gas. Vi vil kæmpe med alt hvad vi har i benene for at holde top 25 placeringen, og måske endda nå top 20 ved løbets afslutning. You never know!

Stay tuned for more – Team Trail Copenhagen

Transalpine – 1. etape

Jacques og jeg sidder nu på 4 stjernet hotel i Lech, hvor spa området allerede er besøgt & nydt:) Dagen startede dog noget anderledes i Oberstdorff, hvor natten blev tilbragt i sovepose og på halv hårdt underlag i en ældre gymnastiksal, sammen med de fleste andre Transalpine deltagere, Kl. 10 gik starten, og efter 1-2 km flad asfalt hvor vi løb i frontløbernes tempo, faldt vi hurtigt fra da skoven viste tænder. Stigninger tog ved og ved jo længere vi kom, og efter 2.05 ramte vi 2100 hm, hvor starten gik i 850 hm – og her nåede vi endda midtvejs at falde, for så at stige endnu igen:)

Herefter fulgte adskillige nedfarter og stigninger, på den i alt 34 km lange strækning. Nedfarterne var flere steder klart svære rent teknisk end ventet. Selv de dansker vi både før og efter etapen talte med, var overrasket over det tekniske niveau. Dog var flere tyskere og spaniere rimelig skarpe til at løbe stærkt, men der blev også satset lidt fra deres side.

Løbet sluttede i Lech, hvor vi ankom efter at have løbet i 4 timer og 47 minutter. Det rakte til en 28’ende plads i klassen, og vi er top friske til strabadserne i morgen! Tjek også vores facebook side ‘Team Trail Copenhagen’ for video og billeder!

– Andreas & Jacques

 

Nu går turen endelig til Transalpine

I morgen kl. 4.50 kører bussen mod lufthavnen, hvorfra vi senere på dagen ender i Oberstdorf. Her venter 8 dage med 261 km, 15.800 hm+ igennem 4 lande på kryds af alperne. Det bliver en fest! Mere info + billeder kommer snarest:)

Tjek videoen for lidt trail stemning:

– Andreas & Jacques

Tunge ben allerede nu en del af hverdagen

Det går forventet med træningen, som de sidste to uger har ændret fokus, fra at være hurtige og knap så lange, til nu at være længere træningspas med lavere intensitet. Jeg er i gang med anden uge nu, siden at træningen ændrede karakter, og længste træningspas har været 28 km i terræn, hvilket var lidt længere end planlagt. Turen rundt om Farum Sø viste sig at være noget mere kringlet end jeg husker, og derfor inkluderede turen hjem en kort pause ved Frederiksdal Badet, hvor der lige blev kørt en Cola ned:). I weekenden stod den på ferie med venner i Hundested. Lørdag tog vi på en 2 * 5 km uden nogen af os kendte ruten, men det blev sgu alligevel super hyggeligt i masser af lyng og bakker, samt kort snif af Hundested Downtown:

Det jeg ikke havde ventet da jeg ændrede min træning, var en lige så markant vejrskift i DK. Shit det er blevet varmt, især når man pludseligt skal ud og løbe 2-2,5 time i dansk terræn, hvor solen brager ned. På flere af turerne havde jeg ikke taget nævneværdige mængder vand med, men det er ændret nu:) Jeg ser frem til den kommende periode med mange timer på sporene, men kan også godt mærke at mine ben skal have ro til tider, for pt er de en smule tunge:) En person der nok ikke har så tunge ben, er Kilian Jornet. Tjek videoen ud her, hvor han endnu en gang trækker det længste strå, og vinder af European Skyrunning Championship:

– Andreas