Hvad kan trailløbere lære af MTB-folket?

For kort tid siden spurgte vi den tidligere MTB A-rytter og i dag trailløber, Kenneth Kofoed, om han kunne skrive et blogoplæg om hvad MTB-ryttere og trailløbere har til fælles. Vi stillede ham spørgsmålet, om hvorvidt at vi trailløbere kan lære noget af MTB ryttere?! Det mente han vi kunne! God læsning!

Foto: Ilan Schacham (flickr.com)

Trailløbere og MTB’er har først og fremmest en ting til fælles. De elsker den natur de dyrker deres sport i, og de vil helt sikkert gøre alt for at de kan blive ved med at færdes i naturen. Derfor vil trailløberne og MTB’erne typisk passe godt på den natur, der danner grundlaget for deres sport.

En anden ting de to sportsgrene har til fælles er at man skal træne teknik for at blive en god til enten MTB eller trailløb. Det er ikke kun nok med en ordentlig motor, man skal også kunne læse og forstå underlaget man bevæger sig i, for at kunne opretholde et højt tempo og undgå styrt og ulykker.

Netop denne aflæsning af sporets beskaffenhed og tekniske udfordringer er noget MTB’erne oplever på en anden måde end trailløberne, da de rammer sporet med en højere hastighed end ved løb, og derved bliver nød til hurtigere at vælge det mest hensigtsmæssigt spor. Desuden har MTB rytteren også en cykel at koncentrere sig om, og skal vide hvordan man styrer og kontrollerer den ved kørsel på tekniske spor. Dette kræver øvelse og kendskab til cyklen.

Det samme gøre sig gældende hvis vi ser på nedkørsler på MTB. Her handler det om at kunne styre sin cykel på bedst mulig vis og undgå kraftigt opbremsninger, med mindre man ønsker at bruge udskridning som en kraftig opbremsning, til at komme rundt i et svært sving. Denne teknik kræver mod og kontrol af cyklen. Derudover gælder det for MTB rytteren at lære at dosere sine bremser rigtigt på nedkørsler, og ellers lade cyklen rulle nedad. Det kræver at man har mod på nedkørslen, og ikke er stiv af skræk så man spænder op i hele kroppen, og derved ikke kan lave en rigtigt vægtfordeling af kroppen på cyklen. Det gælder om at mand og maskine udgør en enhed.

Kenneth Kofoed

Netop denne “mand og maskine” oplevelse har en trailløber selvfølgelig ikke. Men ellers gælder der faktisk det samme når vi taler om løb på tekniske spor og nedløb. Er man for stiv i kroppen af frygt for nedløbet, giver det sig udslag i tempoet man løber nedad med i negativ retning. For ligesom på cyklen, gælder det om at have en rigtig “vægtfordeling”. Selvfølgelig menes der her forholdet mellem føddernes placering i underlaget og kroppens holdning, som ikke må modarbejde de kræfter man udsætter sig selv for, ved et hurtigt nedløb. Desuden gælder det om at kunne se to udfordringer frem og ikke kun fokuserer på den først kommen udfordring. Dette kræver træning og tilvænning – her kommer der et lille trænings tips.

Dette lille trænings tips er som følgende, at man hjemmefra siger til sig selv, at dagens træning står på “nedløbstræning” og ikke andet, således at man er klar over målet for ens træningen.

Praktisk udførelse af nedløbstræningen:

Ude i skoven udvælger man 3-4 nedløb som man vil træne på – gerne med forskellige sværhedsgrader.

Start ved nedløb nr. 1. Begynd med gå nedad første gang, således at du kan se og fornemme nedløbets underlag og tekniske udfordringer, samt at planlægge dit valg af spor. Derefter løber du roligt nedad bakken 3 – 4 gange med fokus på fornemmelsen af underlaget samt dit valg af spor. Disse 3-4 ture ned skal være med til at øge dit fokus på dit valg af spor, fornemmelse af underlaget samt øge din “nedløbs sikkerhed”. Efterfølgende øger du tempoet hver gang du løber nedad således at du presser “citronen” mere og mere og ved 10 nedløb af bakke nr 1 har du allerede fået en fornemmelse hvad det kræver af en, for at kunne løbe hurtigt nedad – nemlig.

1. Ud med armene for at få en “balancepind”. Læs to udfordringer forud således at du har overvejet hvordan du vil klare de kommende udfordringer.

2. Følg nedløbets udfordringer og lad vær med at modarbejde de kræfter der er med til at få dig hurtigt nedad – lad ben, fødder og kroppen arbejde sammen.

3. Prøv at lande på hele din sål således at du kan drage nytte af de knopper som producenten har tildelt skoen.

4. Tænk som en fully MTB ( cykel med affjedring foran og bagved). Den er konstrueret således at den gerne skulle have dækkontakt med underlaget hele tiden. Overført til løb, så tag hellere et skridt for meget end et skridt for lidt, således at man hele tiden har kontakt til underlaget.

5. Husk man må gerne mærke man lever lidt – så pres gerne citronen og find ud af hvornår du har greb og hvornår du ikke har 🙂

Derefter løber du hen til nedløb nr. 2 og 3 og følger samme opskrift.

Sådan en træning giver måske ikke så mange km på den ugentlige kilometer optælling, men gør op med dig selv om, det er det du vil vælge at bruge træningstid på. En ting er sikkert, det er super sjovt og en udfordrende måde at træne på. Desuden kan man også løbe op ad bakken, og derved får man også lidt opløbstræning med ind i træningen.

Nedløb kan selvfølgelig også trænes på mange andre måder, men hvis du vil helt ind i og arbejde ordentligt med din egen nedløbsteknik, kræver det træning i både højt men bestemt også langsomt tempo, hvor du kan nå at opfatte hvad der sker mellem dig og nedløbet, og hvor du kan koncentrere dig om din fodafvikling og kadence.

Afslutningsvis skal det nævnes at en super nedkører på MTB, faktisk ikke bremser sporet op – han lader maskinen gøre arbejdet, og bremser kun for at holdet tempoet inden for det kontrollerbare – netop dette er essensen i et godt nedløb! Men spørgsmålet er så hvornår er det kontrolleret og hvornår er det ikke, svaret ligger klart i hvor mange timer du har valgt at fokuser på lige netop denne del af terrænsporten.

Tilbage til det indledende spørgsmål – JA vi trailløbere kan klart lærer noget af vores gode MTB venner når det kommer til nedkørsler og tekniske spor. Men ligefrem at skulle gå ud og bruge 10.000 kr. på en ok MTB er lige i overkanten. Men har du en MTB stående i skuret, så lav endelig en løbetur om til en MTB tur på nogle af de gode spor vi har fået rundt i Danmark, og opleve nogle nedløb med høj hastighed fra MTB’eren cockpit.

Afslutningvis kan I få fornøjelsen af at se Kilian Jornet tæmme et par nedløb:

______________________________

Tak til Kenneth Kofoed for det spændende indlæg på Exploring The Limits (EXPL)

– Team Trail Copenhagen

Svært at få armene ned

Kroppen var en smule træt i går efter 24 km løb, men armene var ikke til at få ned! De hængte i luften, som hvis Danmark havde vundet en VM kamp i Brasilien (For det ville dælme også gøre mig glad)!

Den nye passage er nord for Søllerød

Turen i går slog endnu en gang fast, hvad trail løb egentlig er for mit vedkommende! Turen i går blev den type af ture som jeg altid ser enormt frem imod. Nemlig hvor noget nyt skal udforskes men også hvor spontaniteten får lov til at herske og sætte dagsordnen for hvor jeg ender. Og hvor at smilet kun bliver større og større. Det handler sgu da om at udforske – gør det ik? 🙂

Personligt forstår jeg ikke hvorfor at man træner det samme, igen og igen – år efter år. Jeg forstår ikke hvorfor at nogen kun beretter fra samme tur rundt i Rude Skov, når der findes så mange alternativer. Omvendt har jeg den holdning, at man skal følge sine egne veje og lytte til sig selv – om det så er et-hjulet downhill kørsel (ja, det findes).

Det der motiverer mig, er at udforske – og om det så er på asfaltvejen eller i skov er ikke det afgørende. Essensen er at se/føle/mærke nye oplevelser, også i ens eget nabolag. Et eksempel var turen i går, en 24 km lang trail rute med både nye og kendte passager. Turen mindede mig flere gange om den 100 % nye rute, som Christian Nørfelt og jeg for få måneder siden fandt frem til. Her var målet at krydse Nordsjælland, med start i Frederikssund og mål på Klampenborg st (99% trail). Turen i dag var ikke helt lige sådan, 24 km kortere og med flere kendte passager. Men emnet for turen var det samme; Udforsk!

Målet med dagens rute var at udvide den VERDENS KENDTE Sjællandske udgave af ’Hammer Trail’, med passage gennem Søllerød Skov. Søllerød Skov/Øverød var indtil i går fuldstændig ukendt terræn for mit vedkommende, selvom at mine ugentlige træningsture løber lige forbi. Området havde jeg fået øje på, når jeg i bil besøgte mine forældre. Fra motorvejen kan man skue indover Holte Rideskole, og få øje på et lækkert kuperet naturområde. Det skabte motivationen for at udforske området.

I går kl. 16 smuttede jeg så af sted uden kort, men blot med et mål om distance. Alt skulle være spontant gennem Søllerød Skov, hvorefter at jeg ville koble på Rude Skov, Geels Skov og slutte af med at løbe retur til Nærum via Ravnholmskoven (Det Danske Schweiz). Søllerød omegn skuffede på ingen måde! Fra første skridt var der blødt underlag, stier og kupering og humøret var derfor højt. Til at starte med var der en del åbne passager, hvilket gjorde det nemt at finde rundt. Efter 15 min blev skoven tæt, og mit ønske om et udvidet ‘Danske Schweiz’ viste sig dælme at være tilfældet! Single track stier overalt, kupering overalt – og så var ALT nyt! Jeg følte mig igen som en dreng på 5 i Fætter BR, hvor alt skulle prøves.

Endnu en gang endte det i succes at udforske, at bevæge sig væk fra det vante og prøve noget nyt – og heldigvis blev den gode stemning ikke vendt 180 grader, da jeg ellers halvvejs på turen gik sukkerkold. Note til mig selv: ‘Medbring energi for dælen da’ 🙂

Jeg håber at du er blevet inspireret og vil gøre det samme i fremtiden – uanset sportsgren og/eller underlag. Har du interesse i selv at afprøve den nye men allerede VERDENS KENDTE ’Sjællandske Hammer Trail 2. edition’, så følg linket her!

God træning – may the tracks be with you!

– Andreas

Tanker: Post Hammer Trail 100 Miles

Det er blevet torsdag, og hævelsen fra weekendens strabadser er endelig forsvundet fra især knæ og fødder. Kroppen er dog stadigvæk øm, stiv og på ingen måde i stand i at bevæge sig hurtigere end 4 km/t, men det er helt ok når man har løbet bedre end ventet – for det var netop hvad der skete ifm. Hammer Trail 100 Miles, hvor jeg løb i mål i tiden 21.41.53. Det blev et resultat jeg aldrig havde turde håbe på!

Min deltagelse til Hammer Trail 100 Miles skulle have fundet sted allerede sidste år, men knæet ville på det tidspunkt ikke det samme som jeg. Set i bagspejlet var det kun gavnligt, da jeg i år havde opbygget et helt andet mål, og derved ændret fokus på baggrund af en længere og mere intens træning. HT100 2014 skulle for mit vedkommende være det første ultraløb, hvor at jeg ikke udelukkende ville fokusere på at gennemføre, men også at ’sætte en god tid’ og kæmpe om podieplaceringerne. Dette kom på baggrund af at jeg sidste år til Transalpine fornemmede dybt inde i mig selv, at skulle jeg finde motivation for at løbe 160 km, så handlede de om tid/PR og evt. Podieplaceringer. Dette fokus skulle altså fremadrettet motivere mig i min træning og under konkurrencedeltagelse, hvilket for mit vedkommende ændrede alt.

Træningen frem mod HT100 har jeg allerede skrevet om (1: Radikal ændring af.., 2: Træningen frem mod.., 3: Sidste del..), men kort fortalt bestod min ugentlige træning nu af kortere men hurtigere træningspas, med et større antal højdemetre. Ændringen gav selvfølgelig et anderledes fysisk respons, men mentalt kæmpede jeg også, bl.a. med at ‘føle mig hjemme’ indenfor de nye rammer. Jeg følte mig totalt på udebane når jeg satte uret i gang midt i Fælledparken, for at banke igennem i lange intervaller i 35 min, for derefter at lunte hjem. Det samme gjaldt de træningspas, hvor jeg stod i bunden af en bakke med mål om at løbe op/ned X antal gange, indtil at der stod 1000 hm+ på uret – samt når jeg i skovene løb intenst på single track, uden mulighed for at nyde naturen der passerede forbi – der var simpelthen ikke tid/overskud, for der skulle løbes intenst. Det tog tid at vænne sig til.

Belønningen kom dog relativt kort tid efter, nemlig i weekenden på Bornholm. Ved startlinjen stod vi 30-40 mand, og 160 km ventede samt 5.500 hm+. Jeg vidste at Kenneth Kofoed ville ligge pres på fra start via et højt pace, og jeg havde hjemmefra valgt at følge med på prolog (6 km), for derefter at lade ham stikke. 1 min efter at startskuddet havde lydt var Kenneth og jeg helt alene, og på mit ur stod der pace 14,5 km/t (ca. 4.10 min/km). Puha det gik lidt for hurtigt tænkte jeg, med den betragtning at 159 km ventede forude. Prologen var i år ændret, således at sidste 25 % (af hver runde på prologen) var i svært kuperet teknisk terræn, men uanset terræn rundt om søen lå vi begge tæt mens at resten af feltet stille forsvandt bagud.

Efter 6 km sluttede prologen, og Kenneth forsvandt hurtigt ud på første runde mens at jeg tog det mere stille og roligt. Alt var taktisk set gået som forventet, og nu håbede jeg blot at mit lidt lavere pace ville give pote når vi ramte natten, og søvn og træthed begyndte at melde sig. Første amkomst til Jons Kapel var Kenneth allerede på vej op af de sidste trin, og han så frisk ud. Vi nåede lige hurtigt at sige hej til hinanden, inden at han forsvandt af sted mod Vang mens at jeg skulle en tur ned ad trapperne og ringe med klokken. Jeg brugte ingen tid ved mini-depotet, jeg følte ikke at der var behov – kroppen føltes jo så frisk 🙂 Generelt herskede der ikke de store problemer på første runde bortset fra lidt sidestik, jeg løb stort set alle stigninger mens at benene stadigvæk var friske, og mentalt prøvede jeg at glemme alt om placering og i stedet nyde naturen og prøve at suge den gode energi ind via dybe kontrollerede vejrtrækninger. Midt på Hammerknuden nød jeg måske naturen en smule for meget, for pludseligt faldt jeg over en mindre rod og landede hårdt med venstre knæ i jorden. ‘SHIT’ var vist det eneste jeg nåede at tænke, det blødte heldigvis kun lidt så jeg rejste mig hurtigt inden det begyndte at gøre ondt, og løb videre – No problemos!

Mit depotskifte efter 1. Runde var hurtigt, cirka 45 sek hvorefter jeg igen søgte mod Hammerknuden. Det var først ved Hammer Havn at jeg fik øje på Kenneth Kofod igen, jeg var stadigvæk oppe på sidste del af knuden i det løse sand, mens at Kenneth løb langs havnen. Jeg prøvede hele tiden at være positiv og se situationen fra en motiverende vinkel, og tænkte derfor at Kenneth ikke var synderligt langt fra mig – vist kun 2 minutter. Det jeg ikke vidste på dette tidspunkt, var at Kenneth kæmpede med motivationen. Kort tid efter at Kenneth havde ramt havnen, valgte han at trække sig – det fandt jeg dog først ud af da jeg ramte det store depot efter 2 fuldendte runder. Jeg havde ved slutningen af 2. Runde undret mig over at jeg ikke havde mødt Kenneth endnu, for hver gang man nåede depotet skulle man løbe i modsat retning. Altså ville man møde sine konkurrenter på et eller andet tidspunkt. Da jeg nåede depotet var jeg et stort spørgsmåltegn, og spurgte med det samme hvor Kenneth var. ’Han havde ikke hovedet mig sig’ lød meldingen, og det tog lidt tid før at jeg forstod hvad der var sket.

Jeg følte mig pludseligt en smule splittet da meldingen lød i depotet. På den ene side var det da rart at være nr. 1, men omvendt så forsvandt motivationen for at nå i mål i en god tid, da mit trætte hovedet nu kun fokuserede på at holde 1. Pladsen hele vejen hjem. Jeg var ærgerlig over hvad der var sket med Kenneth, for jeg ville gerne have en i front til at pace mig (indirekte pacing altså), og især Kenneth ville jeg gerne prøve kræfter med gennem natten.

Med et meget forvirret hoved forlod jeg depotet og begav mig ud på 3. Runde. Allerede her var kroppen så småt begyndt at brokke sig, især mine fødder var trætte omkring svangen og jeg løb kortvarigt med tanken om at stoppe efter 3 runder, og rejse hjem med et 50 Miles diplom. For hold da op der var langt hjem igen – HELE 4 runder!

Jeg husker ikke meget fra 3. Runde, andet end at jeg i stigende grad oplevede et flow i mit løb, hvor at tingene ligesom bare skete uden at jeg tænkte over det. Følelsen var utrolig rar, nærmest mediterende, men for de andre 100M løbere der krydsede mig på sporet virkede jeg nok en smule stenet 🙂 Mørket begyndte så småt at tage over, og på vej langs kysten ved Vang samt første passage af Hamerknuden fik jeg nok Danmarks flotteste solnedgang fra vest. Alle farver var i spil, i takt med at solen stille forsvandt, og man kunne i perioder føle sig helt hypnotiseret af hvad der skete mod vest. Hold da op et sus det gav gennem hele kroppen, og på et split sekund faldt temperaturen gevaldigt til ned omkring frysepunktet. Ved depotet fik jeg skiftet til varmt tøj samt spist lidt lasagne, før at jeg igen drog ud. Nu var 50 % gennemført, i bedste PR-tid for mit vedkommende. 4. runde var runden hvor at jeg for alvor begyndte at spørge mig selv igen og igen, hvorfor at jeg år efter år stillede op til ultraløb. Hvorfor H..…E kunne jeg ikke som alle andre træne stille og roligt og hver weekend være hjemme med familien og se ’Pretty Woman’ for 29.000 gang? Svaret tror jeg vidst ikke at jeg fandt frem til, omvendt kunne jeg huske mig selv på, at når jeg dag efter dag det seneste halve år havde trænet og tænkt på HT100, så måtte der være et eller andet ‘deep down’ der motiverede mig til både at deltage OG gennemføre. Det blev en mærkelig en-mands diskussion, som jeg sidst oplevede da jeg deltog i Spartathlon i 2012. Hvorfor er det at jeg gør det her? Tjaa… Godt spørgsmål!

Indtil videre havde jeg ikke haft nogle nævneværdige nedture, og det skulle vise sig at der under resten af løbet ikke opstod nogle energimæssige kriser. Det var nyt! Til gengæld fik jeg glæden af at kæmpe imod gevaldige søvnudfordringer på runde 4 og 5. Omkring en var alt kulsort, jeg havde kun pandelampens skær samt det begrænsede lys fra månen og de fjerne stjerner, der tydeligt kiggede frem på himmelen. Ugen op til løbet havde været hektisk pga. Arbejde, og en halv urolig søvn op til HT100 gjorde ikke situationen bedre.

Skulle jeg vælge, ville jeg til hver en tid vælge at kæmpe med mangel på energi, end søvn! Mangel på energi kan man gøre noget ved, søvn… Ja den er sgu lidt svær. Det eneste jeg dog kunne gøre, var at stoppe op hver gang at jeg mødte en af de modløbende 100 milere, og hurtigt tage en snak. For mit vedkommende ville det være fuldstændig ligegyldigt hvad vi talte om, vi kunne f.eks. tale om hvorvidt at prisen på et kg mel var fair i DK, bare så længe at vi kunne sige noget til hinanden i 20 sek. Gjorde jeg det, så vidste jeg at min hjerne igen ville vågne en smule, som hvis hver mine-samtale var et shot Red Bull. Dem jeg mødte på ruten var måske lige så trætte som jeg, for snaksaglige var de 🙂 Der blev primært talt om hvor langt der var igen, om temperaturen der føltes lav og om hvor mørk natten var. Det var en rimelig nem snak, for jeg var enig med de fleste og resultatet var at jeg kunne udskyde søvnen bare en smule, snak for snak (tak til dem som kort ville chatte på sporet!). Det hjalp også lidt da jeg omkring 1.30 om natten begyndte at løbe i mod 50 milerne, der netop var begyndt deres togt på i alt 3 runder. Jesper Noer nåede jeg godt nok ikke at opleve, kun hans trykbølge fra de 200 km/t han kom farende med. Et par minutter efter kom resten af deltagerne i spredte grupper, alle mand med deres pandelamper tændt, hvilket gav en utrolig smuk lyseffekt gennem skoven. Alle var utrolig søde til at hilse og heppe lidt, det varmede selvom at jeg inderst inde var lidt jaloux over at de havde selskab (og sikkert var super oplagte/friske). 500 m efter ramte jeg depotet og fik drukket en Red Bull. Kim Ramussen (løbsarrangør) meddelte at der var 1 time og 20 min til nr. 2, som på det tidspunkt var Heine (alias Hoka Heine fra Marathon Sport), tæt forfulgt af Tonni Bager. Mit ur var gået ud, og mit fokus på tid var på sit laveste. Jeg var på sin vis græsk-katolsk med tiden, jeg skulle blot køre sejren hjem. Derfor tog jeg en power-nap på 5 min i stolen foran Tejn-IF’ voldsomme varmekanon, og på et splitsekund var jeg væk. Jeg vågnede med et sæt da Leon tog fat i mig, fik skiftet pandelampe og af afsted var jeg nu på 5. Runde.

På det her tidspunkt gjaldt det om at sætte sig delmål, og dermed hele tiden give sig selv nogle små succeser frem for at føle at man ingen steder kom. Derfor blev især 5. Runde delt op i utallige små dele, såsom ½ Hammerknude, Hammer Havn, Vang, Stenbrud, Jons Kapel osv. Derudover motiverede jeg mig med tanken om at det nu var sidste gang, at jeg løb i den retning på sporet. Altså ville jeg kun mangle at betræde de samme steder en enkel gang til på 6. Runde. Tanken gjorde mig glad, men uanset hvor meget jeg prøvede begyndte søvnen igen at fylde mere og mere. På det her tidspunkt omkring Jons Kapel stod det slemt til. For første gang nogensinde var jeg begyndt at se syner, hvilket betød at skilte på afstand blev til biler, buske blev til lydløse publikum osv. Flere genstande tog form i mit hoved, men hver gang jeg kom tæt på gik det op for mig, at der ikke stod hverken biler eller publikum. Det var min hjerne der drillede, og jeg kunne ikke finde hoved og hale i situationen. Ikke langt fra stenbruddet spidsede det hele til da jeg kom løbende på åbent fladt grusspor, hvorfra man skulle dreje af og løbe af single trail ned ad det nye spor ved Mosesøen. Svinget var utroligt godt markeret, men lige lidt hjalp det, da jeg kort forinden i løb døsede væk. Dette opdagede jeg dog først da jeg 1 min senere stoppede op tilfældigt, og undrer mig over hvilken bygning jeg var ved at løbe ind i. Foran mig stod en stor hvid bygning, muligvis en gård, og den havde jeg altså ikke set på de andre runder. Omkring mig var der heller ikke nogen markeringsstrimler, så 2 + 2 gav hurtigt resultatet at jeg havde glemt at dreje af. På vej tilbage kom to 50 milere løbere i modsat retning. De så at jeg kom løbende fra deres højre side, hvor de ellers selv mente at skulle til venstre. Jeg kunne dog hurtigt berette om at jeg havde døset hen og fortsat i forkert retning, hvilket kort gav anledning til latter blandt os alle tre. Derfra forsvandt søvnproblemerne heldigvis!

Ved sidste depot besøg tog jeg mig igen en kort power-nap, for igen var der masser af tid til nr. 2. Der gik dog ikke mange minutter, før at min supporter Andreas Holm sammen med Jakob Vestergaard (løbsarrangør) hev fat i mig, og kort og kontant fortalte mig at jeg ikke var kommet for at sove. Spurgte du min krop ville den bestemt være uenig, og med glæde tage diskussionen. Dog inden jeg nåede så langt med en heftig diskussion, var Jakob allerede i gang med at fortælle mig om hvilken sluttid jeg kunne opnå, såfremt at jeg lettede bagdelen og kom af sted. Indtil videre havde jeg glemt alt om tid og mulighed for bane rekord, og jeg havde ingen anelse om at jeg havde brugt cirka 18 timer på sporet. Jakob sagde kort, at hvis min dovne krop magtede at lette sig fra stolen, så kunne jeg sætte en god dansk tid på ruten. Præcis den sætning gav mening i mit hoved, et hoved som ellers 1 time før havde set syner overalt i mørket. Op rejste jeg mig, gav pandelampe væk til Andreas og af sted løb jeg ud på sidste runde.

En af årsagerne til at jeg endnu en gang havde sovet i depotet, var da Hammerknuden (sidste del af 5. runde) for første gang havde fjernet al energi, og efterladt ingenting. Men en søvn, skæld ud og kombi af Cola og Red Bull havde på 10 min gjort underværker, og det mærkedes med det samme. De fleste stigninger kunne jeg igen finde kræfter til at løbe, og kun de stejle blev power hiket. Der blev for alvor sat delmål, hvor stor bakke var et mål i sig selv. Jeg fandt igen flow i mit løb, og nød at jeg for første gang i mange timer ikke skulle kæmpe med at holde mine øjne åbne. Derudover var alle jeg mødte utrolig søde til at hilse og heppe. Mange roste præstationen, desværre var mit overskud til at give igen lav hvilket jeg nu undskylder. Dog kunne jeg mærke at jeg havde blod på tanden, og at runden hurtigst muligt skulle overstås. For jo hurtigere i mål, jo hurtigere kunne jeg sætte mig ned og aldrig rejse mig op igen 🙂 Dét motiverede!

Jons Kapel var nok rundens største delmål, da jeg derfra kun manglede lette 8 km i fugleflugt gennem terrænnet til start/målområdet. Hold nu op benene var gode, energien var fortsat høj og temperaturen var stødt stigende på vej mod 10+ grader. Ved udsigt til Hammerhus vidste jeg at der kun manglede cirka 2 km, og det var slet ikke til at fatte. Jeg havde i øjeblikket en halvromantisk ide om at jeg sammen med mit supporthold skulle krydse stregen, for de ventede jo på mig i mål. Det skulle dog vise sig ikke at være tilfældet. Mit supporthold var ikke ved depotet, og jeg krydsede derfor alene stregen i sluttiden 21 timer, 41 minutter og 53 sekunder (officiel tid) = ny PR og ny bane rekord. Hold op en fed fornemmelse, men hvor fanden var mit supporthold?? – ’De er ikke kommet, de er i Allinge efter kaffe’ lød meldingen fra en smilende Lene Møller (løbsarrangør). Kim ønskede tillykke med medalje over hovedet, mens at jeg hurtigt fandt en stol der så behagelig ud. Med smil på læben kunne jeg så ringe til mit supporthold og berette, at jeg nu var i mål – hurtigere end hvad de havde forventet 🙂

Hammer Trail 2014 forløb bedre end jeg nogensinde havde turde håbe på. En 1. Plads havde jeg måske håbet på samt en tid tæt på 22 timer. Men at tænke tilbage på løbet, og konstatere at der stort set ikke opstod nogen former for nedture, at jeg på sidste runde løb negativ split-tid under 4 timer og at jeg satte ny bane rekord på en ellers sværere rute – det havde jeg aldrig turde håbe på. Hvad det bringer med sig for fremtiden er svært at spå – måske skulle man forsøge næste år at træne seriøst og komme under 20 timer til Hammer Trail 2015. Nu må vi se hvad fremtiden bringer!

Til sidst vil jeg gerne sige tillykke til alle dem der kom i mål til Hammer Trail løbene uanset distance, og endnu en gang tak til både supporthold (Pernille og Andreas), Leon Hansen, Løbsarrangørerne Lene, Kim og Jakob samt alle de skønne mennesker der modsat undertegnet, havde energi og overskud til at smile og heppe på sporet! Jeg vil være for evigt taknemmelig! Derudover tillykke til min team mate Christian Nørfelt for en imponerende 2. Plads på 50 Miles distancen, tillykke til Jacques der løb Lillebælt Halvmarathon på 1.16 og til mit supporthold, der begge løb deres første trail løb om lørdagen (25 km) med stor succes!

– Andreas

Mere end sejr med hjem i bagagen

Jeg sidder og skriver dette indlæg med ømme ben, især ømme ankler, som et resultat på 14 dages hård træning der kulminerede i weekeden ifm. Crossmarathon på Bornholm. Forud for løbet, havde jeg de sidste to uger sat mig for at løbe et stigende antal km i terræn, men vigtigst af alt også opnå et stigende antal hm+. Derfor endte jeg sidste uge på i alt 2967 hm+ og i denne uge 4861 hm+, hvilket er ny rekord fra min side – se flere detaljer omkring min træning via linket her!

Turen til Bornholm var til at starte med ikke tiltænkt at inkludere Crossmarathon. Planen var at tage til øen for at opnå kendskab til den nye Hammer Trail rute, samt at få løbet en masse km/hm+. Kim Rasmussen fra Tejn-IF tog jeg kontakt til, og han tilbød startnummer – det kunne jeg ikke sige nej til:) Fredagen gik med rejse efterfulgt af rundvisning med Allan Lyngholm, en satans dygtig løber der sidste år blev 2’er til Hammer Trail 100 Miles. Regnen væltede nej, men det skulle ikke forhindre os to i at tage afsted på tur, dog betød det langsom passage af store klippeformationer, for de var pga. regnen glatte som is. Min krop havde utroligt svært ved at komme i omdrejninger på rundturen, og det var selvom at vi startede blødt ud. Men ventilation var markant forøget, benene var tunge og motivationen lav, selvom at jeg havde glædet mig til at komme til øen og løbe. Det hjalp lidt at komme i gang, og efter en times tid kom der mere flow over rundvisningen, men godt blev det aldrig. Det var allerede om fredagen tydeligt at mærke, at kroppen var mærket efter mange timers træning forud for Bornholmer-turen.

Lørdag kl. 10 stod over 40 terrænløbere klar til start i Vang Havn, klar til at løbe første etape. Kim Rasmussen gav korte instrukser, og os der skulle løbe marathon (samlet distance over 2 dage/4 etaper), skulle løbe runden to gange. Ruten startede ud med 500 m fladt grusterræn, hvor en løber nærmest satte i spurt. Vi løb nok 17-18 km/t, hvor jeg lagde mig lige bag ham og prøvede at holde overblik og styr på situationen. Puha et voldsomt tempo tænkte jeg, og så endda med en træt krop at kæmpe med! Dog nåede vi 1 min efter en 500 m lang strækning, som føltes som 2 km. De næste 500 meter skulle vi passere alverdens store klippesten, der lå forenden af skrænten, og skabte afstand mellem hav og skræning. Jeg havde pigsko på (Fellcross), og kunne til at starte med slet ikke mærke mig frem til hvor meget greb jeg egentligt havde. Derfor røg jeg hurtigt fra en 1. plads til en 3. plads, men Kim Rasmussens søn (Oliver) i front. Modsat mig fløj han afsted over stenene – jeg i stedet tog det roligt og tænkte hele tiden; ‘du må ikke blive skadet – Hammer Trail er om 6 uger!!’:)

Efter 500 krævedende meter, steg vi nærmest klatrende op til toppen af skrænten, hvorefter vi løb i retning af Jons Kapel. Vi nåede dog ikke til de velkendte trappetrin, før vi drejede østpå ind mod øen, og i stedet løb i retning af stenbruddet ved Vang. Løberen på 2. pladsen indhentede jeg hurtigt, Oliver i front tog til gengæld lidt tid. Ham nærmede jeg mig først, da vi begge skulle til at krydse et mindre vandhul tæt på stenbruddet ved Vang. Til mit held valgte Oliver at gå det meste igennem vandet, hvorimod jeg formåede at holde mig selv i løbetempo hele vejen. Vand blev skiftet ud med voldsom stigning, og her mødtes vi igen, nu med jokeren på min side af ‘spillet’! Se billederne fra søen og stigningen her:

 

Som en del af ruten på 1. etape, var det nye single trail spor, som til Hammer Trail fremadrettet vil tilføje endnu flere hm+ og ikke mindst tekniske udfordringer. Forskellen på hvordan sporet vil se ud til Hammer Trail til maj, og hvordan det så ud i lørdags er dog stor. For Bodil havde i den grad arbejdet sig igennem det sumpede terræn da vi på 1. etape skulle følge sporet, og et hav af gange måtte vi enten klatre på alle fire, eller klatre over væltede glatte træer, for at komme videre. Sporet enten steg eller faldt konstant, og sluttede selvfølgelig af med en tur i vandet igen – denne gang dog mere karakteriseret som værende et decideret mudderhul. Det gav tunge sko:

 

Efter passage af mudderhul, stod den på løb nedad gennem selve stenbruddet, opstigning igen til DGI-broen og derfra i mål. På anden runde var jeg helt alene, Oliver som endte med at være 6 sek hurtigere på første runde skulle kun løbe halvmarathon, så hans etape stoppede ved målområdet. På anden tur over klippestenene fandt jeg et markant bedre flow. Jeg kunne pludseligt bedre følge mit greb i stenene, og var mere fokuseret og derved bedre til at finde de sten, der var flade og derved gode at træde på. At være alene betød helt sikkert, at jeg var mindre stresset men blot kunne ‘køre mit show’. Jeg følte slet ikke at kroppen var tung på resten af 2. runde. I stedet kunne jeg konstatere at der var langt ned til nr. 2, og det betød at jeg i højere grad kunne nyde hvert et skridt, og ikke mindst fokusere 100 % på ikke at få en skade. På 1. etape havde jeg kun et styrt, og det var selvfølgelig midt i mudderhullet. I øjeblikket hvor jeg lå og rodet rundt i mudderet blev jeg en smule sur på mig selv, og råbte lidt af mig selv, over hvor stor en idiot jeg var at falde netop her. I samme øjeblik havde jeg fuldstændigt glemt at to løbere (i gang med 1. runde) også var i gang med den svære passage, så de fik vist nok et ordentligt chok. Det undskylder jeg! 5 minutter efter kunne jeg lettere mudret løbe i mål – vinder af 1. etape! Fed tur – tjek højdeprofil her:

Pausen gik med socialt hygge, tørring af tøj så vidt at det var muligt samt frokost (pølser på grill!!). 2. etape gik i gang kl. 13.30, denne gang i modsat retning mod Hammershus i nord, og her steg terrænet fra første meter. Oliver som på 1. etape var stærk, havde hurtigt problemer med at hænge på, og efter 10 min var jeg igen alene og kunne i ro og mag føre an til mål. Ruten bød på endnu mere sjovt terræn, som denne gang var mere løbebart end 1. etape. Dog var der stadigvæk vand – masser af det, især på anden runde hvor at bunden var trådt i bund. Det betød at jeg uventet røg i vand til brystet, og måtte trække mig op vha. et par småtræer langs bredden:

På vej retur mod Vang, skulle man på begge runder ned ad en stejl skrænt, som var lige på grænsen til at man burde sætte sig på bag’en og kurre ned. Heldigvis var mine Fellcross på hjemmebane, og hældningen udgjorde ingen fare for at lande på halen:

2. etape vandt jeg, nu med cirka 15-20 min ned til nr. 2! Lørdag viste sig at være en rigtig god dag i terrænet – takket være Tejn-IF! Tjek højdeprofil her:

3. og 4. etape blev begge afviklet i det mere lokalkendte Almindingen, midt på Bornholm. Området er Bornholms højeste punkt, og terrænet byder på smuk natur, grusveje såvel som single trail spor og masser af kupering – dog uden helt så mange faretruende klippeformationer. I dag stod Allan Lyngholm også klar til start. Allan havde slappet af om lørdagen pga. VM i Kbh om kort tid, men havde planer om at give den gas på 3. og 4. etape. Jeg vidste på forhånd at jeg ikke ville have benene til at kunne følge med, for Allan var flyvende i fredags da vi løb rundt på Hammer Trail ruten, og havde derudover været i ro hele lørdagen. Det havde jeg bestemt ikke. Starten gik, og mit mål var blot at hænge på Allan så længe at det gav mening. Halvvejs på første runde forsvandt Allan, og jeg tog 5 % af intensiteten og fokuserede i stedet på at have det sjovt i den unikke natur, selvom at benene var jævnt tunge. Ruten var ikke så våd, heller ikke mudret, men sporet var krævende og krævede al ens opmærksomhed. Det var tydeligt på alle deltagerne, at folk var trætte. Heldigvis var humøret højt, og pausen mellem de to etaper fløj afsted med både røverhistorier og slik-spise konkurrence, selvfølgelig arrangeret af Kim Rasmussen:) Se højdeprofilen her:

4. etape lignede meget 3. etape, dog var den kortere hvilket betød at marathonløberne skulle løbe 3 runder. Allan startede ud hårdt, men efter 30 sek sænkede han tempoet gevaldigt, hvilket viste sig at være sidestik. Sådan går det når man spiser for mange pølser i pausen:) Det tog dog overraskende kort tid før at han sprang afsted igen, jeg nåede eller lige akkurat at nyde tempoet – for jeg havde bestemt ikke travlt, jeg ville blot i mål uden skader og som nr. 1 i min klasse. Halvvejs skød Allan for alvor al sin energi af, jeg hyggede mig i stedet for, og takkede endnu en gang vejrguderne for solskin og stort set ingen vind. YES DET VAR FEDT!

Alt i alt blev min tur til øen mod øst en helt fantastisk oplevelse i fantastisk selskab. Tak til Tejn-IF, især Lene, Kim og Allan for nogle gode dage og dyste:) Og lad mig slutte af med at tage hatten af for Oliver, Kim Rasmussen søn. 3 ud af 4 etaper løb han fra farmand, så det er vist et kommende ultratalent på vej:)

___

Som afslutning på dette blogoplæg, får i her en skøn video af hvordan det gik eliten til Trans Gran Canaria 129 km:

– Andreas

Foredrag, film og løb i morgen i Vejen

I morgen går det løs kl. 17 i Vejen, hvor jeg i samarbejde med Team Vulk vil stå for en fest uden lige! Løb med mulighed for test af Salomon sko (bl.a. den nye Fellraiser), efterfulgt af filmfremvisning /ULTRA/ + foredrag og spørgsmål. Målet med dagen er at give alle tilmeldte en super god oplevelse, og forhåbentligt give alle nye indspark til de tilmeldtes løb, generelle træning og mål. ALLE kan deltage, det kræves ikke at man er super trail løber, tværtimod! Så er du i omegnen og har tid og lyst, så join ved at trykke her!

– Andreas

På tur i det svenske

I weekenden stod programmet på hygge og afslapning, når jeg og tre fantastiske venner drog nordpå til en lille by tæt på Store Mosse Nationalpark. Og her skulle selvfølgelig også løbes et par ture, i et, for mig, ukendt terræn. Alt var nyt for mig, hvilket tit er det bedste grundlag for at tage afsted på træningstur. Alt er nyt og spændende – ‘what’s not to like?’🙂

 

En tur nordpå til det svenske kan bestemt anbefales, og man behøver bestemt ikke sidde halve eller hele dage i bil for at nå noget spændende terræn:)

– Andreas

Transalpine – 1. etape

Jacques og jeg sidder nu på 4 stjernet hotel i Lech, hvor spa området allerede er besøgt & nydt:) Dagen startede dog noget anderledes i Oberstdorff, hvor natten blev tilbragt i sovepose og på halv hårdt underlag i en ældre gymnastiksal, sammen med de fleste andre Transalpine deltagere, Kl. 10 gik starten, og efter 1-2 km flad asfalt hvor vi løb i frontløbernes tempo, faldt vi hurtigt fra da skoven viste tænder. Stigninger tog ved og ved jo længere vi kom, og efter 2.05 ramte vi 2100 hm, hvor starten gik i 850 hm – og her nåede vi endda midtvejs at falde, for så at stige endnu igen:)

Herefter fulgte adskillige nedfarter og stigninger, på den i alt 34 km lange strækning. Nedfarterne var flere steder klart svære rent teknisk end ventet. Selv de dansker vi både før og efter etapen talte med, var overrasket over det tekniske niveau. Dog var flere tyskere og spaniere rimelig skarpe til at løbe stærkt, men der blev også satset lidt fra deres side.

Løbet sluttede i Lech, hvor vi ankom efter at have løbet i 4 timer og 47 minutter. Det rakte til en 28’ende plads i klassen, og vi er top friske til strabadserne i morgen! Tjek også vores facebook side ‘Team Trail Copenhagen’ for video og billeder!

– Andreas & Jacques

 

Weekend i motionens tegn

Weekenden viste sig fra sin bedste side flere steder i landet, da der om lørdagen var inviteret til trail fest på Juelsø sporet samt om søndagen var KMD Ironman stævne i Kbh samt Rebild Trail Tour i Nordjylland – Hvilken fest! For at starte med lørdagen, så havde Henrik Leth Jørgensen (Vinder af Hammer Trail 100 Miles 2013) indbudt til åben løbefest, hvor målet var at løbe første del af Montane Lakeland 50 km sporet (cirka 30 km). Jeg skulle afvikle Rebild Trail Tour om søndagen, så det passede perfekt med at jeg kunne køre en tur forbi bakkernes land, og joine festen. Kl. 9.30 stod en gruppe på i alt 11 mand klar til start, og afsted gik det mod Juelsø sporet, ledt an af Henrik samt Hr & Fru Treschow. Sporet var overvejende single trail, men med mest kupering med på ruten, hvor vi bl.a. fik fornøjelsen af at løbe over Himmelbjerget. Ruten var utrolig smuk, og med minimal mængde asfalt. Ruten kunne efter min mening godt have været endnu mere kuperet, men hyggeligt var det. Se data for turen her:

Om søndagen var Jacques på arbejde i Kbh, for at følge og fotografere de top trimmede atleter ifm. KMD Ironman stævnet. Et hav af atleter nåede målstregen, og nogle af dem fangede Jacques med linsen:

I Rold skov blev der samme dag afviklet Rebild Trail Tour. Denne afdeling havde den længste og nok også den hårdeste rute planlagt, men hvor Claus Dahl endnu en gang trak det længste strå, og vandt foran Christian Nørfelt. Terrænet ved Rebild havde jeg ikke kendskab til før i søndags, og ud fra hvad jeg selv observerede og hørte fra andre, er dette et trail paradis for os der ønsker kupering. Lyngbakkerne skyder klart højere op end gennemsnittet i flade DK, og hældningen var flere steder stejl som bare fanden. Til alle dem der træner til en trail konkurrence, kan området anbefales. Jeg skal i hvert fald tilbage en dag, og regner med at oprette en social tur over ‘Danske Trailløbere’, således at dem der kan og har lyst kan joine turen. Vi ses derude:)

– Andreas

Interview – Per Egon Rasmussen

– Fortæl lidt om dig selv og hvorfor du løber.
Jeg er 46 år og far til til 4 i alderen 4 – 22. Har de sidste 2 år arbejdet på et lager hos en legetøjsgrossist efter mange år i møbelindustrien og tusind andre ting.
Jeg begyndte først for alvor at løbe i 2008-2009 og har ikke rigtig dyrket nogen sport før. Mit løb startede med DHL-stafet efter jeg var kommet i god form oven på at cykle små 60km dagligt til arbejde over en sommer på en gammel havelåge af en 1-gears skovcykel. Tror jeg der løb min første 5km på lige under 20min uden af have løbetrænet udover nogle småture lige før DHL.
Nu var min interesse for løb vagt og hurtig dannet jeg mig et billed om at gennemfører et maraton. Efter ca. 4 måneders træning løb jeg mit første maraton i 2008 til Cph-maraton.

En lang distance uden rigtig at have løbet før og kunne ikke rigtig komme i gang igen med løb, da jeg ikke havde noget mål bagefter. Jeg kom dog i gang igen i efteråret 2009 og har løbet kontinuerligt siden, bl.a med brug af Endomondo som løbedagbog og hvor den sociale del der også har været med til at fastholde min kontinuitet i løbetræningen. En af de første årsager til at jeg ville løbe igen var at komme i god form. Desuden var jeg blevet far til tvillinger og havde indimellem brug for noget frirum hvor jeg kun var mig selv. Derudover synes jeg det er sjovt at løbe. Jeg trænede i en periode Aikido da jeg studerede til sygeplejerske i Svendborg og er lidt tiltrukket af zenbuddhisme og den japanske tankegang, hvor du øver det samme igen og igen til du kan gøre din øvelse på rygraden. Nu kan man så sige jeg øver jeg mig i løb til at prøve at nå en større forståelse eller indsigt i ens eget virkelige jeg.

– Hvad har din interesse inden for løb?
De sidste 1½ år har min interesse inden for løb været trailløb og lange løb. Det faldt meget naturligt efter vi var flyttet fra København og til Nordsjælland for 2 år siden. Jeg havde haft et mål om at komme under 3 timer på en maraton og det gjorde jeg i Amsterdam 2011. Hvor jeg i foråret havde været en del af 10-20-30 studiet på Institut for Idræt. Derefter begyndte jeg at læse en del om trailløb, bl.a. på Moses Løvstads blog og på Facebook. Så i 2012 tog skov og bakker over og jeg løb mit første ultraløb i Andalusien, Spanien til Ultima Frontera i efteråret 12, da mit første ultraløb var blevet aflyst herhjemme. Min ultradebut og en 3. plads på de 83 km.
Jeg synes trailløb er fantastisk til at slippe dagligdagens stress og jag. Specielt når sporet er teknisk så du skal koncentrerer dig 100% om at løbe og på de lange ture i skov med kuperet terræn hvor hovedet kan bliver fuldstændig tømt. Synes det giver en anden ro end løb på asfalt og jagten på bedre tider, hvor du skal tjekke dine pacetider hvert andet øjeblik.
Jeg har det fint med at træne alene, men har opdaget at der er et super miljø omkring trailløb og har mødt nogle rigtig gode og dejlige mennesker via den fælles interesse for trailløb. Bl.a. på Facebook er det nemt at finde folk der vil vise deres lokale spor frem og prøver også selv at give lidt igen med at tage folk med rundt i sporet i Teglstrup Hegn et par gange om året.

– Du skal løbe Winforce 100 km d. 17. august. Hvad er dine forventninger?
Den er svær og ved ikke om jeg forventer noget. Men jeg har selvfølgelig nogle forhåbninger. Jeg ser stadig mig selv som en der har meget at lære om løb og er stadig en rookie på ultradistancerne. Winforce100 ruten bliver rigtig hård når du kommer ud på de mange km og min længste distance er 85km til Salomon Hammertrail. Så jeg skal ud og bryde en ny grænse både fysisk og mentalt.
Jeg forventer måske nok at gennemfører og vil gøre mit yderste for at leverer det bedste som jeg kan på dagen. Så er jeg jo også et konkurrencemenneske og en podieplacering vil være dejlig, men der er flere rigtig stærke løbere både blandt kvinderne og mændene, så det hele skal klappe på dagen før man kommer op i top 5 vil jeg mene.

– Hvad forventer du bliver den største udfordring?
Udover distancen, så kan det hurtigt blive varmen og få nok væske samt energi indenbords. Jeg var oppe og løbe 2 runder i omkring 30º varme og der viste ruten for alvor tænder.
Så skal jeg også lade være at lave et for hurtigt udlæg. Det gik meget godt til Ultraløbet Fyr til Fyr men der var distancen også 40km kortere. Tilgengæld fik jeg tæsk på sidste runde af Hammer trail da jeg havde ligget i for højt tempo om natten da jeg løb forkert på ruten.
– Hvordan har du trænet frem mod Winforce?
Jeg følger ikke nogen specifik træningsplan. Har prøvet at køre de lange løb som en tretrinsraket i år. Først 60km til Fyr til Fyr, så 85km til Hammer Trail 50Miles og nu 100km til Winforce. Indimellem har jeg så løbet nogle af de kortere Salomon Trail Tour løb. Da jeg synes jeg ikke kan få bedre tempo træning end ved at løbe et rigtigt løb, samt det sociale med at få hilst på nogle af de andre trailnørder. Efter Hammertrail har jeg stille og roligt øget min træningsmængde uge for uge. Startende med 6,5km og øget indtil jeg for første gang i mit liv har løbet en træningsuge på 100km. Har haft enkelte uger, hvor jeg har reduceret mængden, hvis jeg følte jeg trængte til mere restitution eller kalenderen var for booket. Derudover prøver jeg at variere min træning og intensitet og ikke mindst få noget bakketræning ind.

– Hvilket og hvor meget energi regner du med at indtage under løbet?
Jeg kommer til at løbe på High5 Fructose 2:1 i dunken med nogle Clif Shot Bloks til at toppe med, så vil jeg nok også køre nogle af arrangørens Winforce barer ned. Noget banan og cola hvis der er det ved depotet. Har ikke regnet på den samlede mængde, men ved at jeg virkelig skal have fokus på at drikke for ikke at gå kold /varm. Morgenmaden som jeg kommer til at starte løbet på bliver havregryn, æg og banan skyllet ned med masser af kaffe og rødbedejuice.

__________________________________

Tak til Per for det fine interview – der ønskes held og lykke frem mod WINFORCE 100 løbet!

– Andreas

Vaujany [Alperne] – Dag 1

Det har været to vilde dage! Rejse, natløb, nye indtryk og en masse højdemetertræning har været det centrale. Men for halvanden uge siden vidste jeg intet om denne her rejse, ikke indtil at Jeppe Christensen fra Oure Højskole tog kontakt, og spurgte om jeg ikke ville med ned og recce noget fransk hardcore terræn. Tjooo tænkte jeg, hvorfor ikke:) Og nu halvanden uge senere står jeg altså i Vaujany, den lille fransk by midt på en enorm bjergside!

Igår ankom jeg så til Geneve sammen med den omtalte Jeppe samt Pernille, der begge er tæt koblet til Oure Højskole. Desværre nåede vi ikke toget, og med bus var vi først fremme i den lille isolerede franske bjergby, kl. 23. Tidspunktet skræmte dog hverken Jeppe eller undertegnet, så første løbetur blev afviklet i komplet mørke rundt omkring i den lille by. Jeg må indrømme at jeg nok havde glemt lidt hvor voldsomme stigningerne var her i alpeland, så selv en 30 minutters løbetur resulterede i 200 Hm+, og det var bare en hygge-introtur – Christ! I dag stod den så på to ture, en om formiddagen sammen med Jeppe, efterfulgt af en lang eftermiddagstur i eget selskab.

Formiddagsturen gik under navnet ‘Stileten’, da ruten på kort former en stilet – Nørdet Oure humor! Turen startede med at falde gevaldigt de første 30 minutter, til den lavliggende by Oz, hvorefter vi tog turen op igen gennem dalen til Vaujany. Ruten var sindsyg god, da den gav et godt indtryk af dalen og dens udfordringer, samtidig med at man stille kom lidt igang igen. Stigningen var til at starte med grov op gennem dalen. Der ventede 500 hm+ og de første 250 var stejle – på afstand lignede sporet nærmest en mur hver gang man nærmede sig. Efter en kort pause, manglede de sidste 250 hm, og her faldt stigningen til gavn for mit tempo. Jeg kunne tydelig mærke at benene havde mistet power op ad de stejle skråninger, især lægmusklerne, men heldigvis endte turen med tilfredshed da jeg virkelig kunne sætte tempo på sidste del af ruten.

Efter frokost søgte jeg fra byen mod ‘Col de Sabot’, et bjergpas i 2100 meters højde. Der var single trail hele vejen op dertil hvilket gjorde turen super interessant, men hold da op det kostede på energien. Efter at have steget de første 200 meter (hm), fandt jeg ud af at jeg allerede havde løbet/hiket forkert, og måtte sige 100 hm ned igen – ikke den bedste start! Men derfra gik det godt. Sporet løb næsten parallelt med asfaltvejen op til passet, hvilket gjorde at man på ingen måder følte sig alene eller udsat. Jo længere man kom op, jo mere skulle man kæmpe med smeltevand der løb ned ad skrænterne, og der gik ikke lang tid før at skoene var godt våde. Da jeg kom op var der den vildeste udsigt fra passet, og det blev kun bedre af at jeg kunne søge endnu højere endnu mod vest, til en højde på 2200 meter over havet. Håbet var at nå op på en af de små bjergtoppe, men turen var off trail og meget klippebetonet, og søge derop alene ville være en dum ide! Efter at have rundet 2000 meter over havet begyndte snedynger at dominerer landskabet. Heldigvis gjorde det ikke terrænet svære at bevæge sig op ad, og ned gjorde sneen det til en sand fest, da men kunne glide ned med masser af fart og kontrol. Hold kæft det var en fed tur – den vil jeg sent glemme! Tjek ruten her:

Fra sjove oplevelser i alperne tager vi dette indlæg lige et spring til gode gamle Mr. Anton Krupicka, der om nogen kan finde ud af at bevæge sig op og ned af sporet. Her fortæller og viser Anton lidt hvordan man kan træne, selv om sneen er faldet – enjoy:

– Andreas