Vi har spurgt Henrik Westerlin, hamrende dygtig dansk ultraløber bosiddende i Indien, hvordan han træner frem mod løb såsom Ws100, UTMF, 12 timersløb mm (listen er lang). Umiddelbart ville man måske tro, at en dansker bosiddende i Indien med så imponerende resultater i ‘bagagen’ (f.eks. WS100 i tiden 20.46.43) ville have absolut fantastiske træningsfaciliter lige i baghaven, og dermed NEMT kunne træne til de store bjerge i udlandet. Men efter at have læst dette interview viser det sig dog ikke at være tilfældet for Henrik, der må nøjes med løbebånd og x antal runder i den lokale park i +35 grader. Med så imponerende resultater og knap så fantastiske træningsvilkår, får det mig til at tænke på citatet, ‘Hvor der er vilje er der vej’ – og vilje er der bestemt tilstede for Mr. Westerlin!
– Hvordan er træningsfaciliteterne hvor du bor i Dhaka?
For at give et lidt mere komplet billede af mine træningsforhold, vil jeg nævne at jeg tilbringer ca. halvdelen af min tid udenfor Bangladesh hvor Dhaka er hovedstad.
Med al den rejseaktivitet og det faktum at jeg bruger meget tid i byer og lande hvor træningsforholdene ikke er ideelle har det betydet at jeg har lært at være fleksibel. Træningsforholdene specifikt i Dhaka er enten i og omkring parker eller på et løbebånd på taget af den bygning jeg bor. Løbebåndet er omringet af vinduer som får det til at virke som et drivhus. Med 30-40 gr. udenfor har AC anlægget derfor aldrig rigtig slået til. Udendørs, er udfordringen er at der ikke er nogen stigninger, temperaturen og luftfugtigheden er altid høj og trafikken kræver en masse opmærksomhed.
Billedet er fra KL, Malaysia, hvor mine træningspas på løbebåndet typisk er med fokus på korte og lange tempoløb
– Hvordan udnytter du faciliterne (byen, naturen, parkerne, varmen mm)?
Fleksibiliteten kommer ind i form af at planlægge mine træningspas så jeg får trænet på båndet når jeg skal inkorporere stigning i træningen frem mod konkurrencer i bjerge og generelt bruge varmetræningen til min fordel når jeg konkurrerer. De sidste måneder har mit fokus været flade løb hvor jeg er stærkest pt. på grund af min træningsfokus på fladt terræn.
På Borneo i juni lykkedes det at være konkurrencedygtig i ”reel-feel” temperaturer på op til ca. 45gr. Igen i juli havde jeg et godt 12-timers løb i Oslo med 33gr og skyfri himmel hvor jeg havde fordel af at have trænet tempo på flade stræk i varmen. Jeg nåede ikke mit mål i Oslo men andre var længere fra deres mål på grund af varmen…
Jeg sørger for at være specifik i træning og hvert træningspas har et formål, hvilket betyder at jeg heller ikke har nogle ’A-løb’ i bjergene før næste år hvor jeg forventer at adgang til forhold som kan forberede mig til UTMB i slutningen af august. Jeg deltager i Vietnam Mountain Marathon på 75km med 3000 højdemeter den 20. september, hvilket vil være et ’B-løb’ med målet om at genvinde lidt af den bjergstyrke jeg byggede op tidligere i år og for at få en løbeoplevelse i flotte omgivelser.
– Du konstaterede ifm. UTMF at din kvalitet i træningen nok ikke havde været god nok. Hvad oplevede du af problemer? Og hvad vil du gøre anderledes næste gang?
Jeg lærte at jeg ikke kan træne på et niveau hvor jeg er konkurrencedygtig med de forhold jeg har adgang til i øjeblikket. 15% stigning på et løbebånd kan ikke forberede én til 45-50% stigninger med reb. Værre var det tekniske terræn som min ankel ikke kunne holde til efter skaden jeg pådrog mig i februar til Rocky Raccoon. Jeg har registeret mig til Rocky Raccoon igen i 2015 hvilket er mit næste A-løb. For at undgå skader igen – er jeg begyndt at lave forskellige styrkeøvelser for anklerne og håber det vil være tilstrækkeligt.
– Dyrker du en specifik løbestil når du træner, og evt. benytter specifikke træningssko?
Min løbestil er inspireret af ’chi-running’, ’barefoot’, ’pose’ og hvad de ellers hedder. Jeg kan ærlig talt ikke kende forskel på dem.
Jeg fokuserer meget på at være afslappet og løbe ’frit’. Kroppen sender nogle gode signaler som jeg har lært at lytte til. Især når jeg deltager i konkurrencer som bringer mig ud over 8-10 timer er kroppens signaler særligt tydelige… Nogle opfatter det måske som ubehagelig smerte der skal kompenseres for eller endda tages smertestillende imod. Jeg ser det som det vigtigste redskab jeg har til at komme effektivt ud på den anden side.
Denne stil betyder også at typen af træningsko ikke er specielt vigtig. Variation i valget af træningssko er dog vigtig for mig. Jeg løber i alt fra Vibram Five Fingers til Hoka One One til racing flats, hvilket giver tilstrækkeligt med variation til at undgå skader som følge af træningsuger på op til 200km. Hvis jeg for eksempel begynder at mærke stivhed i læggene skifter jeg til en sko med lidt større heel-toe drop som aflastning. Det hjælper i langt de fleste tilfælde.
– I perioden op til en lang konkurrence, hvor stor er mængden af træning?
I de sidste 2 måneder op til Rocky Raccoon 100 miles havde jeg nogle uger på ca. 150-170 km, med 202km som det længste. De sidste 3-4 uger op til løbet nedtappede jeg træningen og løb 70km to uger inden og 30km i ugen op til konkurrencen. Jeg er stor tilhænger af hårde lange træningspas og lige så stor tilhænger af restitution og afslapning op til konkurrencer, hvilket egentlig minder meget om traditionel maratontræning.
Exploring The Limits 