Se her hvad du kan komme til at opleve til Møns Klint Adventure Race 2013 – eller fremover! Arrangørerne har lavet en lille film som fortæller hvorfor Møns Klint er det perfekte terræn til adventure race – og vel også trail løb. Vi takker for fed video, enjoy!
– Andreas
En af mine kammerater havde tilmeldt et hold til Møns Klint Adventure Race, som blev afholdt skærtorsdag i de smukke omgivelser på Møn. Desværre blev en på deres hold skadet, og jeg blev derfor spurgt, om jeg havde lyst til at tage med til Møn og race. Det havde jeg selvfølgelig 🙂
Selvom jeg har valgt at fokusere primært på løb i år, synes jeg stadigvæk at adventureraces er noget af det fedeste man kan bruge sin tid på. Og et løb med en estimeret vindertid på omkring 5 timer burde ikke gå ud over træningen, så jeg glædede mig helt vildt til at få et afbræk i eksamenslæsningen med en tur til Møn.
Jeg tog til Møns Klint med de to andre friske fyre tidlig morgen skærtorsdag. Vejrudsigten så lovende ud, og ud over de lave temperaturer var det også en helt fantastisk morgen!
Det blev til en super fed dag, hvor vejret var helt fantastisk og hvor arrangørerne havde sørget for et rigtig fedt løb med gode udfordringer i de kuperede terræn. Jeg kunne tydeligt mærke at formen er god og uden at være presset lykkedes det os at blive nummer 2 i den “korte” challenge-udgave med tiden 3:41 og blot 9 minutter efter vinderholdet.
Alt i alt en rigtig god træningsdag, hvor o-løb, mtb-o, klatring, kano og en masse trapper sørgede for at min krop var dejlig træt om aftenen 🙂 Vejret gjorde dagen ekstra fantastisk og skabte en super god stemning omkring GeoCenter Møns Klint, hvor arrangementet bliver afholdt.
Jeg kan varmt anbefale Møns Klint Adventurerace til alle, der kan lide en udfordring. Den “korte” challenge-udgave er god for dem, der er nye i sporten og gerne vil prøve kræfter med Adventureraces, mens den længere Master nok kan give de fleste en god udfordring.
Resten af påsken står på intensiv eksamenslæsning til tonerne af blandt andre dem her:
– Thomas
Patagonian Expedition Race bliver skudt i gang om få timer, et adventure race der finder sted i Patagonien (Chile) i perioden 14.-22. februar. Deltagere fra 19 lande skal cykle, padle, løbe, klatre mm. i Pategoniens vilde natur, hvor stort set ingen andre mennesker sætter deres fødder. Ruten er lang og krævende og vil udfordre samtlige atleter til det maksimale i meget omskiftelige vejrforhold. Placeringerne kan følges på siden her, og ellers kan man som “tilskuer” nyde en trailer for 2012 udgaven:
Som nævnt deltager et dansk hold ved navn “Cuva”, bestående af Kim Greisen, Thea Storm Henriksen (min tidligere underviser på studiet:)), Peter Villadsen og Morten Carl. Sidste melding fra Kim Greisen er at der er styr på alle registreringer samt drops bags:
Drop bags
Held og lykke hold “Cuva”!!
– Andreas
Som tidligere beskrevet er vinterens højdepunkt placeret i december måned, når DAFF slår dørene op og viser fantastiske adventure-film! Det bliver en fest weekend uden lige med slaraffenland fra alle verdens hjørner, hvor ekstremfolk mødes og deler deres fortællinger på det store lærrede! Kategorierne lyder på eventyr, ski, bjergbestigning, adventure race, klatring, MTB & snowboard, og nedenfor ses et udvalg af de film som vil blive vist til festivalen – ENJOY!
ESPN har udråbt “All. I. Can.” til årets bedste skifilm, og andre medier har beskrevet denne film som værende den vigtigste skifilm til dato:
Muligvis det vildeste adventure race i verden finder sted i Pategonien i Chile. Her kæmper AR-hold i 10 dage hvor de skal bevæge sig over 600 udfordrende km, hvor de både cykler, løber, sejler kajak, klatre mm. Til premieren om lørdagen vil Kim Greisen samt 3 andre adventure racers præsentere filmen, hvilket forhåbentligt betyder at der kommer et par ekstra fortællinger fra de garvede ekstremfolk:
Ligeledes vises der til DAFF en dokumentar om en nordmand ved navn Sverre Nøkling, der i 30 år har levet i de norske fjelde. Følg hans beretning og livshistorie fra en mand der om nogen kender til “The Wilderness”:
Og til sidst skal nævnes “The Art Of Flight”, Red Bull produceret snowboard film i verdensklasse. Dette er den dyreste snowboard film til dato, og har taget 2 år at optage fra alle verdens hjørner. Se traileren og bliv imponeret:
Går man ind på DAFF’s hjemmeside, vil man kunne se programmet for de fire dage, som i år løber fra d. 1-4. december.
Husk at købe billetter i god tid!
– Andreas
De fire bogstaver klinger rigtig godt i vores ører, og arrangementet i starten af december bliver helt sikkert et af vinterens højdepunkter.
Danish Adventure Film Festival løber i år af stablen den 1.-4. december i Cinemateket i København. For dem, der tidligere har besøgt filmfestivallen, er det et garanteret glædeligt gensyn, og hvis man endnu ikke har været der, kan vi på det varmeste anbefale at tage et smut forbi Gothersgade i starten af december.
Filmfestivalen blev afholdt første gang i 2004 og har siden vist cremen af outdoor film næsten hvert år. Filmene bliver opdelt i forskellige kategorier og i år kan således opleves film i kategorierne eventyr, klatring, mountaineering, MTB, ski, snowboard, trail running/AR og urban. Alle film i disse kategorier er som skabt til vores interesser, og vi vil helt sikkert være at finde i de bløde stole i mange timer de dage.
Besøg festivalens hjemmeside for mere info her: D.A.F.F. og hold dig opdateret med programoffentliggørelsen og filmnyheder på Facebook.
Indtil vi kan få lov at se de fantastiske film på biograflærrederne, er det jo bare om at se dem derhjemme 🙂 De mørke aftener giver i hvert fald anledning til det! En film jeg endelig har fået set – og som jeg er sikker på hiver en pris med hjem fra D.A.F.F. er snowboardfilmen “The Art of Flight”. Hvis ikke du har set den endnu er det med at komme igang. Jeg er helt blæst tilbage over, hvad Travis Rice og hans gutter laver i filmen! Og samtidig er filmen helt fantastisk optaget og foregår på nogle meget imponerende steder!
Nyd i første omgang traileren her (og husk endnu engang HD 🙂 ):
Jeg investerede for nu snart et stykke tid siden i en af Treks full-suspension mountainbikes. Cyklen er blevet brugt rigtig meget, og jeg synes derfor, jeg er i stand til at skrive lidt om min oplevelse med cyklen.
Jeg har tidligere kørt på aluminium hardtailes og som et led i min lyst til at cykle længere og hårdere konkurrencer besluttede jeg mig for at købe en Trek TopFuel 9.8. Valget faldt på denne cykel, primært fordi jeg gerne ville opleve på egen krop, hvordan en carbonramme adskiller sig fra en aluminiumsramme og hvordan en full-suspension cykel kunne gøre en forskel.
Siden jeg har købt cykel, har jeg fået kørt et utal af træningstimer (primært i Danmark og British Columbia i Canada), en række adventureraces, mange kortere mountainbikeløb, to 24-timers cykelløb og et enkelt off-road triathlonstævne på cyklen, og jeg vil i det følgende beskrive, hvordan cyklen har været.
Geometri
En af de egenskaber ved cyklen, som fik mig til at vælge netop den model i det store udbud af fede fullsuspension mountainbikes var dens geometri. Cykel føltes helt fantastisk at komme op på og stellets udformning gav mig en oplevelse af mulighed for stor fart både opad og nedad.
Denne indledende følelse er jeg kun blevet bekræftet i efterfølgende. Min posistion på cyklen fremprovokerer nærmest fart, og jeg har samtidig – selv på de rigtig lange ture – følt den rigtig behagelig at sidde på. Til mountainbike-kørsel i danske forhold med korte stigninger og meget afvekslende terræn er cyklen fænomenal. Dens lethed og ens position på cyklen gør at man føler at man flyver over bakkerne.
Til gengæld har jeg oplevet cyklen komme til kort på stejlere og mere teknisk krævende tracks i Canada. Cyklen er udelukkende en cross-country-MTB og egner sig perfekt til kombinationen af op og ned, men når downhill sporene blev for stejle og tekniske kræver det MEGET at få sig selv og cyklen helskindet med nedover.
Til brugen i de danske skove har dette dog aldrig været et problem, og jeg elsker den stejle position på cyklen når det går opad! Jeg har ikke tidligere kørt på en cykel, hvor jeg har fundet det så nemt at holde den rigtige vægtfordeling på de to hjul, når det går opad. Cyklens geometri gør det naturligt at fordele præcis så meget vægt på forhjulet at man ikke stejler mens man samtidig holder vægt nok på baghjulet til at skabe fremdrift!
Cyklen i brug - Nordic24 2010
Carbon
Jeg kender flere som sværger til aluminiumsstel af frygt for at carbon ikke er stærkt eller stift nok. Jeg har dog kun været begejstret overfor dette carbonstel. Jeg er en forholdsvis tung fyr omkring de 83 kilo, og jeg har været fuldt ud tilfreds med cyklens stivhed og har endnu ikke formået at knække noget af stellet – på trods af masser af vild kørsel. Samtidig har jeg været virkelig positiv overrasket over hvilken forskel cyklens lave vægt har gjort. Specielt i accelerationerne ud af sving har kombinationen af stivhed og lav vægt gjort underværker.
Full-suspension
Cyklens gode egenskaber skyldes dog helt sikkert også affjedringssystemet i bagenden. Denne mulighed for at lade cyklen absorbere stødende både i forgaflen og i bagenden af stellet har jeg været virkelig, virkelig glad for! Trek har udviklet et system, hvor affjedringen sker uden at ændre afstanden fra krakboksen til narvet i baghjulet. Samtidig kan afjedringen justeres, så man mere eller mindre kan låse stellet fuldstændig og undgå bob (energioverførsel til affjedringen) når man kører opad eller på asfalt.
Jeg har virkelig været glad for denne affjedring og er blevet overrasket over, hvor meget den hjælper mig både opad og nedad. Opad føler jeg sjældnere at jeg mister jordforbindelsen med baghjulet ved rødder og andre ujævnheder, og jeg har derfor mere effektiv overførsel af energi til fremdrift. Og nedad er der den åbenlyse fordel af færre og mindre stød til røven og ryggen! Speciel på de rigtig lange træningsture og konkurrencer har jeg tydeligt kunne mærke mindre ømhed i specielt lænden. Låsemekanismen sidder dog på selve affjredringen, hvilket for mit vedkomne har resulteret i, at jeg ikke har skiftet under løb, men valgt fra start, hvilket niveau af affjedring der passede bedst til den kommende tur.
Affjedringen vejer en smule og man kan ikke låse stellet fuldstændig. Til kortere, hurtigere og mindre tekniske ruter har jeg også savnet min gamle hardtail en gang imellem. Her er min oplevelse at ulemperne bliver for store i forhold til fordelene. Men i mit tilfælde, hvor det er de lange MTB-ture og adventureraces, jeg dyrker mest, har jeg været utrolig glad for skiftet!
Det eneste store minus, som man må tage med – og som jeg synes er virkelig vigtigt at overveje før man invisterer i en full-suspension – er de øgede krav til rengøring og vedligeholdelse! En full-suspension-MTB er en meget mere avanceret konstruktion med adskillige steldele og kuglelejer, og det er uundgåeligt at den konstante bevægelse i stellet slidder på disse dele. Man skal derfor være indstille på at bruge mere tid på at rengøre og vedligeholde sin cykel, hvis man gerne vil have fordelene af full-suspension.
Service
Denne vedligeholdelse har jeg oplevet på egen krop – op på samme måde som med alle andre mountainbikes er min Trek også blevet slidt gevaldigt og cyklen er også gået i stykker på måder, jeg ikke selv har været skyld i. I den sammenhæng har jeg oplevet helt suveræn service hos Trek Danmark. Jeg var en smule tøvende overfor at købe en Trek-cykel, da jeg havde hørt dårlige rygter om deres service, men i mit tilfælde er de blevet gjort til skamme. Jeg synes det er på sin plads, at jeg derfor fortæller at Trek har været meget behjælpsomme overfor mig. Der er sikkert stadig andre, der ikke har samme opfattelse – men jeg har været meget tilfreds. Ret skal være ret 🙂
Alle delene på cykel har jeg haft skiftet løbende og jeg har generelt været glad for de standard-dele Trek havde valgt at putte på cyklen fra start. Deres RXL-hjul er virkelig lette og har holdt rigtig godt – selv til det lidt hårdere kørsel i Canada og XT-serien (som var gennemgående) har jeg både på denne cykel og tidligere været rigtig glad for.
Overall
Generelt er min oplevelse af Trek TopFuel 9.8 rammen og cyklen rigtig positiv. Jeg har fået det fart-monster til cross-country som jeg havde håber på, og den har overbevist en ellers lidt tvivlende mand om fordelene ved full-suspension. Hvis man gerne vil invistere lidt ekstra tid og kroner og er interesseret i at få en cykel der går de lange og tekniske ture til en endnu bedre drøm, så er full-suspension din ven! Det er jeg i hvert fald blevet overbevist om.
-Thomas
Jeg har haft det rigtig godt siden Challenge Copenhagen forrige weekend. Jeg er stille og roligt gået igang med at bygge min styrketræning og smidighedstræning op igen.
Jeg har trænet cirkeltræning med styrkeøvelse med min egen kropsvægt for at vænne kropen til den anderledes belastning – dette vil jeg fortsætte med et godt stykke endnu, før jeg putter rigtig tung vægt på. Jeg har dog lavet en smule tunge løft i squat og dødløft.
Derudover har jeg været til yoga – endnu engang en god oplevelse, som jeg vil prioritere fremover. Men det var jo egentlig ikke det, mit indlæg skulle handle om! Det skulle derimod handle om det hygge-adventurerace jeg var til i går aftes:
Thure Kjær har stablet en serie af små city-adventureraces på benene denne sommer. Scandia Sport Cup, som løbene hedder, har til formål at give nybegyndere og interesserede en chance for at prøve kræfter med adventure racing. Eller hvor man kan få en rigtig god gang træning.
Løbene foregår på Amager og har en varighed på 3-4 timer. Jeg deltog i starten af juni måned med min kæreste i første afdeling af løbet. Det var en super fed oplevelse – og vi ville naturligvis meget gerne være med igen. En anden deltager i løbet sidst optog en super fed video, som I kan se her:
Anden og sidste afdeling i år blev afholdt i går. Desværre kunne min kæreste ikke være med, men så slog min friske far heldigvis til med et halvt døgns varsel!
Det blev en hyggelig aften med først et luftmadras-race i havnen, herefter o-løb og mtb-orientering. I alt 3 timer med fuld fart på. Det var rigtig fed træning, og det var sjovt at opleve turen med min far. Jeg kan varmt anbefale denne serie af løb til folk, som har lyst til at prøve kræfter med adventurerace-sporten!
Næste år kommer fire nye afdelinger – dem kunne jeg sagtens finde på at tage med til!
Se Martin Paldans fede billeder fra løbet her.
Som jeg kort fik skrevet for et par dage siden, var Jonas og jeg meldt til Nordisk Challenge her i weekenden. Jeg vil her lige forsøge at redegøre lidt for løbet og tiden op til.
Ugerne op til løbet var rimelig hektiske og ikke helt så optimale, som vi kunne have håbet på. Den kvinde, vi skulle have haft med som 3. deltager på holdet, blev skadet nogle uger inden løbet, og vi kiggede os derfor om efter en ny tredjemand og fandt heldigvis en af Jonas’ kolleger, som var klar på at race med os.
Desværre blev han syg om tirsdagen før løbet og meldte afbud. Vi var derfor på desperat jagt efter en reserve i dagene op til løbet, for hvem er lige frisk på at deltage i et adventurerace på et døgn, men blot 3 dages varsel?!
Det var Danny Jensen 🙂 Gennem løbsarrangørerne var vi så heldige at få kontakt til Danny, som uden megen tøven meldte sig klar som vores 3. mand, dog med forbehold om at svømme og inline-teknikken ikke var lige i øjet.
For os spillede det ikke den store rolle, da vi på dette tidspunkt blot ønskede at sikre vores plads til dette stort anlagte adventurerace.
Med ny tredjemand blev de sidste par dage lynhurtigt fyldt op med planlægning og koordinering af udstyr og transport til Ry i Søhøjlandet, hvor løbet skulle finde sted! Der var derfor ikke meget ro og afslappethed i forberedelserne for mit vedkomne, og helt frem til starten fredag aften klokken 20, synes jeg ikke at vi havde den nødvendige tid og ro!
Vi kom dog frem til start og begav os omkring halv ni fredag aften ud på den indledende prolog i Silkeborg centrum.
Prologen var en super fed sprint rundt i Silkeborg, hvor der var lagt specielt vægt på vandaktiviteter. Sprinten startede med rappelling, rafting og svømning, før vi røg ud på ca. 70 minutters orienteringsløb med vandpassager og højdemeter. Prologen gik udmærket på trods af Dannys begrænsede svømmetræning, og vi var klar på det næste døgns strabadser!
Foto: Michael Filyo
Fra prologen i Silkeborg kørte vi til Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole, som fungerede som start og mål for den egentlige konkurrence. Her på skolen kiggede vi på vores udleverede kort og klargjorde vores udstyr. På grund af den travle uge op til løbet, havde vi ikke haft tid til at få klargjort energi og udstyr så det brugte vi alt for meget tid på her om aftenen. Vi blev dog færdige og nåede lige 30 minutter i posen inden vi kom i tøjet og gjorde klar til start kl. 0200.
2 minutter før start kom Jonas i tanke om, at vi ikke havde vores elektroniske tidtagningsbrik, som vi havde glemt i vores svømmevest, der var pakket langt væk! Dette var meget symptomatisk for den stress og mangel på overblik/overskud der prægede optakten til løbet. Vi fik heldigvis, med stor hjælp fra Simon (løbsarrangør), far i en ny brik og var klar til start.
Her løb vi i samlet flok ud til et sted i skoven, hvor vi fik oplyst at vi skulle søge 150 meter i nordlig retning. Her lå en masse kort på jorden, og det første o-løb var således igang! Dette første o-løb var super kaotisk med en masse højdemeter – fedt 🙂
Jonas havde efter prologen beklaget sig over mavesmerter, men vi havde indtil nu håbet på hurtig bedring. Det var dog ikke sådan det skulle gå, og Jonas led under løbet af kraftige smerter i maven, som kun tog til.
Efter et godkendt – men bestemt ikke prangende – o-løb kom vi tilbage til vores cykler og vi skulle igang med det første stræk på cyklerne. På skolen forsøgte Jonas at få lindret mavesmerterne ved at gå ind på toilettet – men uden succes. Vi forblev dog optimister og fortsatte derudaf, men desværre gjorde mavesmerterne, at Jonas’ ydeevne blev sænket drastisk. Vi kunne nærmest kun trille derudaf i skoven og bevægede os meget langsomt frem. Det var dels super smertefuldt for Jonas, ret koldt for Danny og jeg og sindsygt frustrerende for os allesammen. Det var jo bestemt ikke, hvad vi havde håbet på eller forestillet os, vi skulle ud i!
Efter ca. 2,5 timers løb og cyklen stoppede vi op ved en post og tog den endelige snak. Vi var jo godt klar over allesammen, at det ikke kørte og havde nok langsomt indset, at det ikke var noget ved at blive ved! Vi valgte derfor at sige tak for denne gang og cykle tilbage til skolen. Det var noget af en kedelig beslutning at skulle tage! Det er første gang vi ikke har gennemført et løb, vi har deltaget i, men vi har jo altid vist, at der var en reel risiko for, at det ville ske!
Noget slukørede, men nok også lidt lettede, kørte vi ind på efterskolen og hoppede i poserne igen. Vi var oppe næste morgen og pakke vores ting sammen og tog tilbage til Sjælland. Det var super ærgerligt at side i bilen i det fantastiske vejr og vide, hvilke fantastiske oplevelser, vi gik glip af. “Heldigvis” var Jonas stadig ved siden af sig selv og hans krop var ikke i orden, så vi følte (og føler stadigvæk) at det var den rigtige beslutning vi traf!
Vores DNF gav os selvfølgelig også en hel lørdag og søndag, som ellers var blevet brugt med race og restitution. Jeg fik løbet en tur om lørdagen for at brænde lidt af den opsparede energi af og fik ellers reflekteret lidt over weekendens oplevelser. Jeg synes ikke, weekenden var spild af tid og penge, men fik derimod mulighed for at tænke lidt over hvorfor jeg tager rundt til den her slags konkurrencer!
Da vi kørte rundt derude fredag nat var det bare ikke sjovt – specielt ikke for Jonas. Det skal selvfølgelig ikke være sjovt hele tiden, men det skal det være det meste af tiden, for det er jo netop derfor vi gør det! Jeg elsker at orientere rundt i flot landskab og synes at de udfordringer med møder ved et adventurerace er vildt fede og det gør mig glad. Jonas og jeg deler ved løbene nogle super fede oplevelser – og det er det der betyder noget for mig!
Men den optakt med stress og jag, havde fået mig til lidt at glemme at glæde mig over det fede løb. Jeg havde haft mere fokus på, hvad der skulle gøres og fås styr på end jeg havde haft på at glæde mig – og det gider jeg ikke igen! Det skal være lysten der driver værket og der skal være sjovt! Det betyder også at ambitionsniveauet skal være tilpasset, så vi har fokus på at lære og køre så hurtigt vi kan og samtidig have det sjovt, istedet for at stresse over den tid, vi er efter de hurtigste.
Det kan være, at vi på et tidspunkt kan være med om DM-titlen, men det kan vi lagtfra endnu, så derfor er det bare et stress moment at følge med de hurtigste.
Jeg vil hellere være den gladeste adventureracer end den hurtigste, men vil selvfølgelig helst være begge dele :D. Men jeg tror også det kommer nemmere, hvis det er lysten, der driver værket!
Samtidig er det efterfølgende blevet mere tydeligt for mig, hvordan betydningen af sådan et løb bliver blæst ud af proportioner, når man befinder sig sammen med andre tossede adventureracere. Løbet og resultatet bliver hurtigt det vigtigste i verden – og sådan hænger det jo heldigvis ikke sammen!
Der er således et par ting jeg tager med fra vores første DNF:
Her i weekenden tager Jonas og jeg til Silkeborg og søhøjlandet for at deltage adventureracet, som tidligere hed SOK og nu har taget navneforandring til Nordisk Challenge og samtidig er blevet til et DM.
Vi har længe været i tvivl om, hvem skulle tage den 3. plads på holdet og her tirsdag aften er det ikke sikkert endnu! Vi har haft flere på holdet som af den ene eller anden grund ikke kan, så vi leder stadig og håber på at finde en frisk mand eller kvinde.
Fortsættelse følger…
Exploring The Limits 