Henrik Westerlin og træningen i Indien

Vi har spurgt Henrik Westerlin, hamrende dygtig dansk ultraløber bosiddende i Indien, hvordan han træner frem mod løb såsom Ws100, UTMF, 12 timersløb mm (listen er lang). Umiddelbart ville man måske tro, at en dansker bosiddende i Indien med så imponerende resultater i ‘bagagen’ (f.eks. WS100 i tiden 20.46.43) ville have absolut fantastiske træningsfaciliter lige i baghaven, og dermed NEMT kunne træne til de store bjerge i udlandet. Men efter at have læst dette interview viser det sig dog ikke at være tilfældet for Henrik, der må nøjes med løbebånd og x antal runder i den lokale park i +35 grader. Med så imponerende resultater og knap så fantastiske træningsvilkår, får det mig til at tænke på citatet, ‘Hvor der er vilje er der vej’ – og vilje er der bestemt tilstede for Mr. Westerlin!

– Hvordan er træningsfaciliteterne hvor du bor i Dhaka?

For at give et lidt mere komplet billede af mine træningsforhold, vil jeg nævne at jeg tilbringer ca. halvdelen af min tid udenfor Bangladesh hvor Dhaka er hovedstad.

Med al den rejseaktivitet og det faktum at jeg bruger meget tid i byer og lande hvor træningsforholdene ikke er ideelle har det betydet at jeg har lært at være fleksibel. Træningsforholdene specifikt i Dhaka er enten i og omkring parker eller på et løbebånd på taget af den bygning jeg bor. Løbebåndet er omringet af vinduer som får det til at virke som et drivhus. Med 30-40 gr. udenfor har AC anlægget derfor aldrig rigtig slået til. Udendørs, er udfordringen er at der ikke er nogen stigninger, temperaturen og luftfugtigheden er altid høj og trafikken kræver en masse opmærksomhed.

Billedet er fra KL, Malaysia, hvor mine træningspas på løbebåndet typisk er med fokus på korte og lange tempoløb

– Hvordan udnytter du faciliterne (byen, naturen, parkerne, varmen mm)?

Fleksibiliteten kommer ind i form af at planlægge mine træningspas så jeg får trænet på båndet når jeg skal inkorporere stigning i træningen frem mod konkurrencer i bjerge og generelt bruge varmetræningen til min fordel når jeg konkurrerer. De sidste måneder har mit fokus været flade løb hvor jeg er stærkest pt. på grund af min træningsfokus på fladt terræn.

På Borneo i juni lykkedes det at være konkurrencedygtig i ”reel-feel” temperaturer på op til ca. 45gr. Igen i juli havde jeg et godt 12-timers løb i Oslo med 33gr og skyfri himmel hvor jeg havde fordel af at have trænet tempo på flade stræk i varmen. Jeg nåede ikke mit mål i Oslo men andre var længere fra deres mål på grund af varmen…

Jeg sørger for at være specifik i træning og hvert træningspas har et formål, hvilket betyder at jeg heller ikke har nogle ’A-løb’ i bjergene før næste år hvor jeg forventer at adgang til forhold som kan forberede mig til UTMB i slutningen af august. Jeg deltager i Vietnam Mountain Marathon på 75km med 3000 højdemeter den 20. september, hvilket vil være et ’B-løb’ med målet om at genvinde lidt af den bjergstyrke jeg byggede op tidligere i år og for at få en løbeoplevelse i flotte omgivelser.

– Du konstaterede ifm. UTMF at din kvalitet i træningen nok ikke havde været god nok. Hvad oplevede du af problemer? Og hvad vil du gøre anderledes næste gang?

Jeg lærte at jeg ikke kan træne på et niveau hvor jeg er konkurrencedygtig med de forhold jeg har adgang til i øjeblikket. 15% stigning på et løbebånd kan ikke forberede én til 45-50% stigninger med reb. Værre var det tekniske terræn som min ankel ikke kunne holde til efter skaden jeg pådrog mig i februar til Rocky Raccoon. Jeg har registeret mig til Rocky Raccoon igen i 2015 hvilket er mit næste A-løb. For at undgå skader igen – er jeg begyndt at lave forskellige styrkeøvelser for anklerne og håber det vil være tilstrækkeligt.

– Dyrker du en specifik løbestil når du træner, og evt. benytter specifikke træningssko?

Min løbestil er inspireret af ’chi-running’, ’barefoot’, ’pose’ og hvad de ellers hedder. Jeg kan ærlig talt ikke kende forskel på dem.

Jeg fokuserer meget på at være afslappet og løbe ’frit’. Kroppen sender nogle gode signaler som jeg har lært at lytte til. Især når jeg deltager i konkurrencer som bringer mig ud over 8-10 timer er kroppens signaler særligt tydelige… Nogle opfatter det måske som ubehagelig smerte der skal kompenseres for eller endda tages smertestillende imod. Jeg ser det som det vigtigste redskab jeg har til at komme effektivt ud på den anden side.

Denne stil betyder også at typen af træningsko ikke er specielt vigtig. Variation i valget af træningssko er dog vigtig for mig. Jeg løber i alt fra Vibram Five Fingers til Hoka One One til racing flats, hvilket giver tilstrækkeligt med variation til at undgå skader som følge af træningsuger på op til 200km. Hvis jeg for eksempel begynder at mærke stivhed i læggene skifter jeg til en sko med lidt større heel-toe drop som aflastning. Det hjælper i langt de fleste tilfælde.

– I perioden op til en lang konkurrence, hvor stor er mængden af træning?

I de sidste 2 måneder op til Rocky Raccoon 100 miles havde jeg nogle uger på ca. 150-170 km, med 202km som det længste. De sidste 3-4 uger op til løbet nedtappede jeg træningen og løb 70km to uger inden og 30km i ugen op til konkurrencen. Jeg er stor tilhænger af hårde lange træningspas og lige så stor tilhænger af restitution og afslapning op til konkurrencer, hvilket egentlig minder meget om traditionel maratontræning.

Interview: Jannik Bjerregaard Trinderup

Hej jeg hedder Jannik, jeg er 33 år og bor på Midtsjælland med min kone og min datter.
Jeg løb d. 9. august Winforce100 100 km trailløb i Odsherred, og Andreas spurgte mig efterfølgende om jeg havde lyst til at skrive lidt om det år der var gået forud for løbet.

I år var faktisk tredje gang jeg var tilmeldt løbet. Første år aflyste arrangørerne løbet kort forinden. Og sidste år en måneds tid inden løbet, fik jeg konstateret kronisk lymfekræft i et rimeligt fremskredent stadie.
Det var selvsagt en serie af gigantiske choks. Først at der var en reel risiko for at det var kræft, dernæst konstateringen af at det var kræft og dernæst at det var en kronisk lidelse.
Det blæste alting omkuld og efterlod det indre liv, godt hjulpet på vej af den stærke førbehandling (inden kemo) jeg ret hurtigt blev sat på, i et totalt oprør.
Alligevel vedblev jeg med at træne frem imod løbet. Det var naturligvis en håbløs drøm at jeg skulle kunne klare det, og lægen havde også frarådet løb. Men jeg gik ture i så høj fart som muligt. Jeg gik Winforce ruten alt hvad jeg kunne flere gange!
Løbet blev derefter afviklet uden mig, men drømmen om at komme til at løbe igen forsvandt ikke af den grund. Den blev kun forstærket.
I takt med at den tungere behandling blev skudt ind i mine årer, mistede jeg mine kræfter og overskuddet til træning. Jeg prøvede, og kunne glæde mig over, at jeg fortsat kunne gå lidt ture. Nu bare kortere og kortere og med længere og længere restitution til følge.
Jeg har altid synes godt om at logge mine træningspas og evaluere bagefter, og når jeg ser tilbage nu, er perioden august-september 2013 en periode jeg er meget stolt af, da jeg på trods af det hele fik logget 100 km den ene måned og 78 km den anden.
Egentligt var det at fortsætte træningen i en så håbløs situation ikke noget jeg manglede motivation til. Jeg tænkte at det ikke er anderledes end når man får en skade, kommer i overtræning eller mister motivationen. Det er bare med at finde måder at træne alternativt på. Min filosofi var at hvis jeg ikke kan løbe kan jeg gå, hvis jeg ikke kan gå kan jeg sgu kravle. Det måtte ikke være nogen undskyldning for ikke at forblive så stærk som mulig.

Gåtur på Winforceruten – Juli 2013

Fra september til midt i november blev der dog sat en brat stopper for træning da jeg blev indlagt med en følgesygdom der holdt mig bundet til sengen i den periode.
Først fik jeg en byld på baglåret hvis omkreds var på størrelse med en håndbold. Den blev jeg opereret i to gange, og da den havde den størrelse den havde, blev såret nødt til at hele op af sig selv og derfor tog det mange måneder før jeg slap for behandling af det. Derefter hævede min venstre underarm op til dobbelt størrelse. Og i den situation var operation også nødvendig. Det indbefattede to indgreb i armen.
I den tid var det meget svært at bevare en motivation til træning og noget som helst andet i øvrigt! Det er frustrerende at ligge der og vide at læger og specialister ikke aner hvad der foregår, og at den ene operation bare fulgte den anden uden at de kunne komme til bunds i hvad der egentligt var galt.
Det blev dog til lidt ture på afdelingens kondicykel, og heldigvis fik jeg tilknyttet verdens sødeste fysioterapeut der på den gode måde tvang mig til at lave øvelser i sengen. Da det begyndte at gå bedre kunne jeg, i første omgang selv gå ned og hente mine måltider ved hjælp af en såkaldt ’talerstol’ at støtte mig til. Næste skridt var at jeg enten kunne gå eller blive kørt (afhængig af dagsformen) ned i hospitalets træningsrum og lave øvelser, gå på løbebånd/stepmaskine eller hvad vi i fællesskab fandt frem til at jeg kunne overskue den dag.
Det var den bedste time på døgnet når jeg havde overskud til at komme derned. Jeg følte mig godt nok som en idiot at stå der i hospitalets udleverede uniform, med armen i slynge og det venstre ben dinglende med sveden haglende ned af kroppen ved den mindste belastning. Men det var sgu livsbekræftende!

Min datter og mig under indlæggelsen på Roskilde Sygehus

En opmuntrende faktor i denne periode var dog at sygdommen responderede godt på kemoen og allerede efter 2 behandlinger kunne en scanning vise at der ikke var noget liv i kræftcellerne. Så det var et lyspunkt.

Midt i november skete ’miraklet’ heldigvis. En tur på Riget hos nogle specialister var hvad der skulle til for at få knækket koden. De kunne straks se hvad der var galt, gav mig nogle piller, og sendte mig hjem. Det var startskuddet til den optur der ikke rigtigt har mistet fart endnu. Herfra har jeg selv været med til at docere hvor mange tæsk jeg har kunnet give mig selv.
Den primære motivation i denne fase var: Hvis jeg nogensinde igen skal gennemleve sådan en behandling, så vil jeg være så fysisk og psykisk stærk som overhovedet muligt.

For jeg havde klart kunnet mærke hvor meget det havde hjulpet mig at jeg var i topform da det ramte.
Så bortset fra at jeg i den tid, og indtil årsskiftet skulle passe mine daglige strålebehandlinger på Riget, så satte jeg mig som mål at jeg skulle træne mindst en gang om dagen. Jeg meldte mig ind i det lokale fitnesscenter og begyndte først at gå og siden at småløbe ture. Jeg fandt hurtigt en foretrukken 5 km rundstrækning hvor jeg skiftevis gik i 5 minutter og ’løb’ i 1 minut. Alt sejlede når jeg satte i løb og jeg var adskillige gange ved at miste balancen og vælte. Men der var udvikling i det. Jeg tog strålerne pænt og såret på baglåret fandt sig i behandlingen og hjemmesygeplejerskerne motiverede mig til at fortsætte da det fortsat helede pænt op.

I gang med træningen igen – December 2013

Foråret 2013 inden konstateringen af sygdommen, havde jeg løbet Fyr til Fyr 60 km på Bornholm med min svoger og det havde været en fantastisk løbeoplevelse. Så fantastisk at jeg straks efter hjemkomst havde meldt mig til igen. Derfor havde jeg jo det startnummer liggende til 2014, og hvorfor ikke gå efter at blive klar til det? Jeg kunne jo altid gå, pyt med det. Jeg ville bare gerne tilbage på ultrascenen også selvom det var i en ynkelig forfatning.
Jeg lavede i den forbindelse en aftale med OOB-coaching om at de skulle hjælpe mig med løbetræningen. Og jeg begyndte også at gå hos en klinik diætist. Hun skulle hjælpe mig med flere ting: Jeg skulle tabe hospitalssulet og have hjælp til at det blev gjort i et fornuftigt tempo. Jeg vejede små 95 kg på det tidspunkt, og der var ikke mange muskler! Hun skulle også hjælpe til med at sammensætte den korrekte kost i forhold til at jeg havde droppet kødet og var blevet vegetar. Og til sidst skulle hun også hjælpe med at docere det rigtigt i forhold til min megen træning og mit genfundne liv som ultraløber.
Endvidere begyndte jeg at dyrke en del yoga, afspænding og meditation der skulle hjælpe til at gøre mig stærkere.

Denne konstellation virkede super godt og jeg kom ca. 5 måneder senere igennem Fyr til Fyr, til og med 1 time og 40 minutter hurtigere end året før.
Det gav mig en enorm tro på tingene og Winforce100 stod straks klart på nethinden. 3’die gang skulle det f…… være! Nu viste jeg at jeg havde styrken til de lange løb igen, og det var derfor bare om at bygge på.

Fyr til Fyr 2014 – Foto: Stine Sophie Winckel

Jeg havde i den efterfølgende tid en super fed periode med masser af træning og store fremskridt. Det hjalp også gevaldigt at kontakten med sygehusvæsenet blev mindre og mindre. Hjemmesygeplejen hørte op og jeg skulle (ligesom jeg fortsat skal de næste 1 ½ år) kun på hospitalet til behandling hver 8. uge.
I denne periode havde jeg dog et enkelt afbræk, hvor jeg startede med at arbejde igen. Min tidligere arbejdsplads gav mig mulighed for at komme tilbage dertil for en periode og jeg troede at jeg var klar til det. Det varede dog ikke længe før jeg kunne se på det hele, at det var jeg ikke. Jeg kunne godt passe mit arbejde, men de ting der virkeligt var vigtige for mig begyndte jeg at svigte mere og mere da presset blev for stort. Derfor valgte jeg efter 2 måneders ansættelse at stoppe igen. Det er vigtigere for mig at være der for min familie og passe det der ellers er vigtigst for mig, nemlig løbet, end at gøre det jeg selv forventede af mig selv før i tiden, og som jeg troede andre forventede: At passe et arbejde. Siden maj har jeg derfor ikke arbejdet men været hjemmegående husfar, passet frue og datter og mig selv efter bedste evne. Når det rigtige arbejde dukker op, og overskuddet er der vil jeg gerne i gang igen. Men det skal føles rigtigt og meget gerne have noget med løb, træning og udeliv at gøre.

I den fase af mit liv hvor alt var kaos for mig selv som for min familie og mine venner, er der nogle ting der uomtvisteligt falder på plads: Hvad betyder noget for mig? Hvad vil jeg bruge mit liv til HVIS jeg får det tilbage? Jeg havde rigeligt med tid til at reflektere over det og til at tale med min kone om det. Og det vigtigste, fandt vi frem til, var mig selv, os, vores datter, familie, venner, fritidsaktiviteter og arbejde i nævnte rækkefølge.
Den prioritering er nok den samme for mange mennesker. Men at udleve den er svær i en normal hverdag. Men eftersom at jeg lever med en lidelse der når det skal være kan blusse op igen og manifestere sig på mange ubehagelige måder, er det ikke svært for mig at holde fast i det aftalte.

Med alt det i bagagen var rammerne sat til en fed løbeoplevelse til Winforce100, hvilket jeg også fik!

Undervejs på Winforce100 – 2014 Foto: Mette Lauritzen

Min ambition var i første omgang at få en god oplevelse, i anden omgang mente jeg at det var realistisk at løbe under 12 timer. Det kom desværre ikke til at ske da en drilsk ledbåndsskade sprang op allerede efter 16-18 km. Herefter blev løbet disponeret ud fra den skade. Og jeg glædede mig bare konstant over at jeg var i stand til at fortsætte. Tempoet dalede drastisk og jeg havde mange smerter efter stop i depotet eller ved vandposten ude på ruten. Men jeg kom godt igennem, uden andre kriser i tiden 13.24.44.

Glad i mål, Winforce100 – 2014

Vigtigst af alt kom jeg igennem med en kæmpe sult på mere og en endnu større kærlighed til det at bruge mig selv i udfordrende terræn.
Jeg har efter løbet holdt en uges pause med løbet for at skåne knæet, og har fået noget massage og ultralyd. Så det går den rigtige vej, og jeg har ambitioner om meget snart at komme i gang med at træne igen og rette mit fokus mod næste store mål: Hammer Trail Winter Edition 50 miles d. 10. januar

Jeg har løbet siden barns ben blandt andet til motionsløb med min mor. Og det at være ude i naturen har altid optaget meget af min tid, især som barn og ung som spejder. Så begge dele er en del af mit DNA.
Jeg har også dyrket andre sportsgrene deriblandt holdsport, men det har altid været kampen med mig selv og det at bryde mine grænser der har tiltrukket mig. Og tanken om at det at leve op til mange små delmål på den lange vej mod en stor præstation giver super god mening for mig. Der er ingen smutveje. Det er helt sikkert også noget der har hjulpet mig i det sidste år kamp udenfor løbeskoene, og samtidig vil det sidste år hjælpe mig til endnu større oplevelser i fremtiden.

At jeg har fundet en sportsgren hvor disse elementer forenes, er en fantastisk gevinst.
Det er en hobby for mig men det er også min medicin. Lange løb i naturen sammen med rigtig kost, yoga/meditation og en dejlig og støttende familie er det der gør mig stærk og giver mig tro på livet. Derfor kan ingen af de ting tages ud af ligningen. Det er faste grundpiller som jeg stoler på og som jeg tør bygge mit liv på, hvad der så end sker.

Sagt på en anden måde: Hvis sygdommen skulle blusse op igen vil jeg fortsat gøre alt hvad jeg kan for at være så stærk som overhovedet mulig både mentalt og fysisk. For jeg har på egen krop oplevet vigtigheden af at være stærk. Og jeg er sikker på at jeg ikke var kommet så godt igennem det jeg har oplevet det sidste år hvis ikke jeg havde været i så god form.

Jeg løber for livet.

_______________________________________________________

Tusind tak til Jannik for sin fantastiske fortælling om sin kamp mod kræften og tilbage i livet, tilbage i løbeskoene. Vi er enormt taknemmelige for at få et kort indblik i fortællingen, og håber at du/Jannik, vil fortsætte skrivearbejdet til en hel bog 🙂

– Team Trail Copenhagen

Interview: Simon Grimstrup

Simon Grimstrup er en dygtig trailløber og adventureracer, der flere gange har markeret sig stærkt i trailløb i udlandet. Han vandt Beyond the Ultimates Mountain Ultra og Jungle Ultra sidste år og løb en flot placering hjem i det netop overståede 4 Trails. Han er også medarrangør af Thy Trail Marathon og Thy Ultra. Hans næste store mål er UTMB. Vi har stillet ham nogle spørgsmål.

Hvorfor deltog du i 4Trails?

Det skyldes nok VUMB!
Jeg har igennem de seneste 2 år optjent en del UTMB-point og smed et lod i lotteriet for at komme med. I grunden synes jeg det er ”latterligt” langt. 168 km! Så jeg vidste ikke helt om jeg skulle grine eller græde, da jeg blev trukket ud til deltagelse i UTMB. Men ja, UTMB er vel noget, der skal prøves, så jeg betalte løbsgebyret – og måtte så i gang med at lægge planer for træning og forberedelse.

4 trails er genialt som træning til UTMB (håber jeg) distancemæssigt og i god tid inden UTMB. Da man kunne vinde en fristart til VUMB, var det jo oplagt, at deltage i VUMB (Vinter Ultra Mols Bjerge) også – og det var et rigtig fedt løb – og også en af de hårde træninger frem mod UTMB. Jeg havde et rigtig godt og hårdt løb sammen med Torbjørn Gasbjerg og vandt 100 km distancen og blev ikke mindst en utrolig smuk løbsoplevelse rigere.

Desuden er 4-trails jo mageligt med hoteller, godt selskab og ja – lå lige til højrebenet. Vi var 4 der endte med at tage af sted – og det blev for os alle en lære- og oplevelsesrig tur – og ikke mindst så var det hammer hyggeligt!

Hvilke ambitioner havde du for løbet på forhånd?

Da løbet var træning, havde jeg ikke gjort mig de vilde overvejelser omkring ambitionerne. Ugen inden var gået med hård vandring i Alpi Maritimme i masser af sne og med tung sæk (alt for tung sæk!). Vandreturen var forberedelse til 3 ugers turleder job hos Topas, hvor jeg skulle lede grupper på en såkaldt højrutetur, som var normeret til en uge. En utrolig smuk tur. Forberedelsesturen blev gået med min gode ven Allan Leed, som også skulle med til 4 trails.

Men ambitionen er jo altid at få lavet den maksimale præstation ud fra dagsformen og så sker der jo også noget når man får nummer på.

Desuden havde jeg en del at teste af inden UTMB: Sko, stave, energi, løberygsæk og selvfølgelig min holdbarhed!

Hvordan oplevede du løbet?

Vi var nok alle sammen lidt uforberedte på løbet. Og vi må nok sige, at løbet gav os en ordentlig røvfuld! Det var stejlere, mere teknisk og simpelthen hårdere end vi havde forberedt os på. Vejret var tilmeld koldt og regnfuldt – så jo, vi blev udfordret – men på den fede måde!

Det var et utrolig velorganiseret løb. Alt klappede! Gode pastapartys hver aften og rigtig fede og udfordrende spor.

Det eneste minus var de tidlige morgenstarter, som betød, at jeg skulle have morgenmad kl. 4 – 5 stykker… Skal simpelthen spise 3½ time før start. Men alle løbere skal jo igennem etaperne, så det er fair nok.

Feltet var også hårdere end forventet – og særligt på nedløbene fik vi forventeligt tæsk.

Jeg fik testet formen, og den var rigtig god. Særligt 2 og 4 etape klappede tingene og jeg følte mig stærk opad – og forsøgte så vidt muligt at minimere tidstabene på nedløbene. Det er specielt de stejle og ikke tekniske nedløb, hvor man ”bare” skal give slip, som voldte problemer. De tekniske og stenede partier var jeg noget bedre med.

Stavene fik jeg ikke gang i – orkede det ikke og følte ikke jeg havde behov for det. På 4. dagen havde vi en stigning på 1620 højdemeter til at starte på. Jeg var oppe som 3.er og vi 4 første oppe brugte ikke stave. Resten havde stort set stave med. (Jeg tror dog, når kroppen bliver mere slidt, så vil de være en hjælp for mig, men ikke på så relativt korte etaper).
Jeg powerwalkede med hænderne på knæene, eller lavede chickenwalk, når det var rigtig stejlt. (hvilket det ofte var!)

Simons chickenwalk

Jeg fik også gennemtestet et nyt energiprodukt – Tailwind Nutrition – og må sige, jeg var ret imponeret og glad for det. Jeg lavede en meget stærk blanding i en softbottle og brugte den som ”gel”. Det indeholder desuden elektrolytter og jeg var godt kørende.

Skovalget stod mellem Sportiva Anaconda og Brooks Pure Grit 3.0. To fede racere. Pure Grit er ikke helt så aggressiv som Anacondaen, men jeg ender nok med den til UTMB, da den har lidt mere cushion og underlaget til UTMB ikke virker helt så teknisk som til 4 trails. Jeg løb 2 etaper i hver sko.

La Sportiva Anaconda

Brooks Pure Grit 3

Det er et løb, jeg klart vil anbefale, hvis man er nogle gutter og gutinder, som skal ud og have sig en god løbsoplevelse og en let start, hvis man gerne vil teste ”etape-løbsmodellen” af uden at løbe et selfsupportet løb, som kræver meget mere planlægning med udstyrs- og ernæringsoptimering.

Du skal løbe UTMB snart. Hvad er dine ambitioner for dette løb?

Min ambition er altid at få det bedst mulige ud af dagen og mine evner. Det er sjældent jeg sætter et konkret mål op, men da UTMB er så velbeskrevet, har jeg sat et noget ambitiøst mål, som hedder 25 timer. Så kan det være det går helt at pommern til – men jeg kommer ikke blot for at gennemføre. Jeg kommer også for at gøre det så godt som muligt – så må vi se om de sidste 70 km bliver ren overlevelse eller hvad.

Hvo intet vover intet vinder.

Jeg har aldrig løbet så langt før. Jeg ved fra adventurerace, at jeg godt kan køre på i mange timer – men her er jeg alene, så naturen, konkurrencen og tiden skal holde min motivation oppe. Naturen betyder meget for mig, når jeg løber – og jeg skal helst føle den som en medspiller. Er sikker på jeg kommer til at elske modbakkerne!

Hvordan har du forberedt dig?

Ja, hvordan forbereder man sig? Jeg har snakket en del træning med min gode ven Torbjørn Gasbjerg, men har ikke haft et decideret program til UTMB. Har søgt en masse inspiration på nettet og i anden litteratur.
Jeg ved min svaghed er nedløb, så som udgangspunkt har jeg løbet alle bakker hårdt nedad! Jeg bor ved Himmelbjerget – og har let ved at finde bakker – desværre er de ikke lange nok til at kunne bruges til decideret bjergtræning – men det er bedre end slet ingen bakker.

Jeg har haft planlagt nogle hårde træningsblokke hen over foråret. Jeg lægger ofte konkurrencer ind som træning. Bl.a. har jeg deltaget i Kong Vinter adventurerace, VUMB, DM i adventurerace og forskellige løb.
Derudover har jeg kørt en del langrend i Norge, været på træningstur til bjergene i Kroatiens Paklenica nationalpark, som var utroligt givende, samt givet den gas i aftenmørket, når skipisterne lå øde hen på en alpinskiferie i Italien –og så var der jo 4-trails.

Sommeren er gået som Turleder hos Topas i Alpi Maritime, hvor jeg har forsøgt at adaptere kroppen til bjergene. Jeg har kørt tre vandreuger på en højrute tur – og har sørget for at have lidt ekstra vægt i rygsækken og få løbet nogle ture, når vi er kommet frem til refugierne. Det har været en god tjans, hvor jeg har mødt en masse dejlige mennesker. Det har været utroligt positivt og inspirerende – og dejligt at få lov at dele sin passion for bjergene med andre.

Turleder for Topas i Paur Passet

Den første uge som turleder var restitution efter 4 trails, og jeg havde egentlig planlagt kun at vandre. Benene var dog overraskende friske, så jeg fik et par gode løbeture allerede der.
Jobbet som turleder er netop afsluttet og den sidste uge har jeg vandret ca 37 timer og løbet 9½ timer. Det lyder ikke af meget løb, men jeg føler mig efterhånden rigtig godt løbende nedad – både teknisk og styrkemæssigt. Noget de mange timer nedad med sæk helt sikkert også har bidraget til. Terrænet har dog været noget mere stenet og teknisk end jeg forventer det til UTMB – så har ikke helt kunnet holde farten i sporet.

Nu skal der trappes ned – og sidste lange tur bliver børnebanen på 25 km til Danmarks længste orienteringsløb, som i år foregår i Thy. Har en forkærlighed for Thy, så glæder mig til den tur.

Hvor ser du dig selv som trail- og ultraløber i fremtiden?

Jeg er klart mere trailløber end ultraløber – og umiddelbart tror jeg den her 100 miler bliver første og sidste. Jeg er mere til etapeløb, hvor der kan løbes stærkere på de enkelte etaper. Trailløb skal være med lidt fart på – det er jo det der er sjovt: Når man kommer i godt flow og giver den gas på bjerget. Følelsen af at være en træt gammel mand, hvor benene kan falde af hvert øjeblik er sgu egentlig ikke så fed. Men går det godt til UTMB får man jo ofte mod på mere – nu får vi se. Forberedelsen har i hvert fald givet rigtig mange gode oplevelser alene og sammen med andre. Og det lyder lidt klicheagtigt – men vejen mod målet er for mig det vigtigste. Selve UTMB er blot lyset i lagkagen – så må vi se, om det hurtigt brænder ned, eller jeg får lov at stege dernede i bjergene!

_______________________________________________

Herfra ønsker vi i hvert fald Simon god tur til UTMB og krydser fingre for at han leverer endnu en god præstation.

Hvad kan trailløbere lære af MTB-folket?

For kort tid siden spurgte vi den tidligere MTB A-rytter og i dag trailløber, Kenneth Kofoed, om han kunne skrive et blogoplæg om hvad MTB-ryttere og trailløbere har til fælles. Vi stillede ham spørgsmålet, om hvorvidt at vi trailløbere kan lære noget af MTB ryttere?! Det mente han vi kunne! God læsning!

Foto: Ilan Schacham (flickr.com)

Trailløbere og MTB’er har først og fremmest en ting til fælles. De elsker den natur de dyrker deres sport i, og de vil helt sikkert gøre alt for at de kan blive ved med at færdes i naturen. Derfor vil trailløberne og MTB’erne typisk passe godt på den natur, der danner grundlaget for deres sport.

En anden ting de to sportsgrene har til fælles er at man skal træne teknik for at blive en god til enten MTB eller trailløb. Det er ikke kun nok med en ordentlig motor, man skal også kunne læse og forstå underlaget man bevæger sig i, for at kunne opretholde et højt tempo og undgå styrt og ulykker.

Netop denne aflæsning af sporets beskaffenhed og tekniske udfordringer er noget MTB’erne oplever på en anden måde end trailløberne, da de rammer sporet med en højere hastighed end ved løb, og derved bliver nød til hurtigere at vælge det mest hensigtsmæssigt spor. Desuden har MTB rytteren også en cykel at koncentrere sig om, og skal vide hvordan man styrer og kontrollerer den ved kørsel på tekniske spor. Dette kræver øvelse og kendskab til cyklen.

Det samme gøre sig gældende hvis vi ser på nedkørsler på MTB. Her handler det om at kunne styre sin cykel på bedst mulig vis og undgå kraftigt opbremsninger, med mindre man ønsker at bruge udskridning som en kraftig opbremsning, til at komme rundt i et svært sving. Denne teknik kræver mod og kontrol af cyklen. Derudover gælder det for MTB rytteren at lære at dosere sine bremser rigtigt på nedkørsler, og ellers lade cyklen rulle nedad. Det kræver at man har mod på nedkørslen, og ikke er stiv af skræk så man spænder op i hele kroppen, og derved ikke kan lave en rigtigt vægtfordeling af kroppen på cyklen. Det gælder om at mand og maskine udgør en enhed.

Kenneth Kofoed

Netop denne “mand og maskine” oplevelse har en trailløber selvfølgelig ikke. Men ellers gælder der faktisk det samme når vi taler om løb på tekniske spor og nedløb. Er man for stiv i kroppen af frygt for nedløbet, giver det sig udslag i tempoet man løber nedad med i negativ retning. For ligesom på cyklen, gælder det om at have en rigtig “vægtfordeling”. Selvfølgelig menes der her forholdet mellem føddernes placering i underlaget og kroppens holdning, som ikke må modarbejde de kræfter man udsætter sig selv for, ved et hurtigt nedløb. Desuden gælder det om at kunne se to udfordringer frem og ikke kun fokuserer på den først kommen udfordring. Dette kræver træning og tilvænning – her kommer der et lille trænings tips.

Dette lille trænings tips er som følgende, at man hjemmefra siger til sig selv, at dagens træning står på “nedløbstræning” og ikke andet, således at man er klar over målet for ens træningen.

Praktisk udførelse af nedløbstræningen:

Ude i skoven udvælger man 3-4 nedløb som man vil træne på – gerne med forskellige sværhedsgrader.

Start ved nedløb nr. 1. Begynd med gå nedad første gang, således at du kan se og fornemme nedløbets underlag og tekniske udfordringer, samt at planlægge dit valg af spor. Derefter løber du roligt nedad bakken 3 – 4 gange med fokus på fornemmelsen af underlaget samt dit valg af spor. Disse 3-4 ture ned skal være med til at øge dit fokus på dit valg af spor, fornemmelse af underlaget samt øge din “nedløbs sikkerhed”. Efterfølgende øger du tempoet hver gang du løber nedad således at du presser “citronen” mere og mere og ved 10 nedløb af bakke nr 1 har du allerede fået en fornemmelse hvad det kræver af en, for at kunne løbe hurtigt nedad – nemlig.

1. Ud med armene for at få en “balancepind”. Læs to udfordringer forud således at du har overvejet hvordan du vil klare de kommende udfordringer.

2. Følg nedløbets udfordringer og lad vær med at modarbejde de kræfter der er med til at få dig hurtigt nedad – lad ben, fødder og kroppen arbejde sammen.

3. Prøv at lande på hele din sål således at du kan drage nytte af de knopper som producenten har tildelt skoen.

4. Tænk som en fully MTB ( cykel med affjedring foran og bagved). Den er konstrueret således at den gerne skulle have dækkontakt med underlaget hele tiden. Overført til løb, så tag hellere et skridt for meget end et skridt for lidt, således at man hele tiden har kontakt til underlaget.

5. Husk man må gerne mærke man lever lidt – så pres gerne citronen og find ud af hvornår du har greb og hvornår du ikke har 🙂

Derefter løber du hen til nedløb nr. 2 og 3 og følger samme opskrift.

Sådan en træning giver måske ikke så mange km på den ugentlige kilometer optælling, men gør op med dig selv om, det er det du vil vælge at bruge træningstid på. En ting er sikkert, det er super sjovt og en udfordrende måde at træne på. Desuden kan man også løbe op ad bakken, og derved får man også lidt opløbstræning med ind i træningen.

Nedløb kan selvfølgelig også trænes på mange andre måder, men hvis du vil helt ind i og arbejde ordentligt med din egen nedløbsteknik, kræver det træning i både højt men bestemt også langsomt tempo, hvor du kan nå at opfatte hvad der sker mellem dig og nedløbet, og hvor du kan koncentrere dig om din fodafvikling og kadence.

Afslutningsvis skal det nævnes at en super nedkører på MTB, faktisk ikke bremser sporet op – han lader maskinen gøre arbejdet, og bremser kun for at holdet tempoet inden for det kontrollerbare – netop dette er essensen i et godt nedløb! Men spørgsmålet er så hvornår er det kontrolleret og hvornår er det ikke, svaret ligger klart i hvor mange timer du har valgt at fokuser på lige netop denne del af terrænsporten.

Tilbage til det indledende spørgsmål – JA vi trailløbere kan klart lærer noget af vores gode MTB venner når det kommer til nedkørsler og tekniske spor. Men ligefrem at skulle gå ud og bruge 10.000 kr. på en ok MTB er lige i overkanten. Men har du en MTB stående i skuret, så lav endelig en løbetur om til en MTB tur på nogle af de gode spor vi har fået rundt i Danmark, og opleve nogle nedløb med høj hastighed fra MTB’eren cockpit.

Afslutningvis kan I få fornøjelsen af at se Kilian Jornet tæmme et par nedløb:

______________________________

Tak til Kenneth Kofoed for det spændende indlæg på Exploring The Limits (EXPL)

– Team Trail Copenhagen

Interview: Philipp Reiter

– Philipp Reiter, you are on the International Team Salomon. Could you give a short summary of yourself and why you run?

I just love spending time moving outdoors and to be in the mountains – running, biking, climbing or skitouring. For me running is a great way to discover beautiful places and via races you get to see stunning places in remote areas you otherwise wouldn’t even think about. But I am not really a professional runner it’s more an extended hobby and I am studying at the university of Salzburg to become a teacher for mathematics and biology. Luckily it’s the summer break now

Foto: Reiter/Salomon

– How did you get into Team Salomon International?

4 years ago I was running the Transalpine Run (crossing the Alps from North to South in 8 stages in a team of 2) with a friend of mine who is in the German Salomon Team since 10 years now. So I got in touch with the brand and as we were seen as a quite good and funny team they asked me if I want to join the “Salomon family”…

– Why do you search for longer distances, such as ultra trail?

For me it’s very fascinating to see what the body is able to achieve. Looking down at my tiny legs it seems unbelievable that they can run for 10 hours. You don’t only need to be fit physically but also very strong in the mind and it’s tactics too (when to eat, what gear to take,…). And as the arrival is not always garanteed due twisting the ankle, problems with the stomach or just extreme lack of energy it’s more an adventure trip than a race.

– What does trail running gives you, compared to be running on flat tarmac?

You can count the runs I do per year on the tarmac with two hands. It’s so super boring, damages your body (at’s it’s always a similar movement) and seeing the end of the point you want/have to run to is just horrible for me. And it’s difficult to find sports on the road that are qiet and not dangerous from crazy car drivers. In trailrunning which I would call the “funny running” you find much more pleasure, piceful places, a natural movement and it’s just a nicer surrounding.

– When following you on facebook, it seems as if you are training for several hours every day. Do you follow a specific training schedule, and how much do you train? And is there any time for restitution?

I don’t have a training plan or a coach but I do have talked with a lot of runners to discus their way of training and preparation and do know the “basic rules” of how to do it. Trying out different things more or less successful on my own helped me to find my own way how I feel comfortable. Maybe the results could be better with a strict plan but for what? Being too much focused you loose your own balance and in the end it’s just a fight for the “golden pinapple” Yes, of course, time for recovery is as important as training!!!

Foto: https://www.facebook.com/jordisaragossa

– You just did a great job at the Skyrunning Mont Blanc 80 km World Championship (5’th place). How much did you train pre-race? And were you happy about your achievement?

Yes, I am quite happy about my result in the Skyrunning World Championship as it was a really challenging course with really 6.000m+ and sometimes very technical. But I really liked the running in the shadow of the Mount Blanc 🙂

Foto: https://www.facebook.com/jordisaragossa

___________________

Thank you Philipp for the great interview! Good luck in the future, with bigger dreams and goals! Check out his Facebook or website

– Team Trail Copenhagen

Interview med Kenneth Damkjær Clausen

Vi hører altid om de hurtigste, de vildeste og rekorderne. Men hvad med sidste mand? Hvad oplever han? Hvad går han igennem for at gennemføre, mens andre har givet op eller er færdige? Når det ikke længere handler om podiet, rekorder eller bæltespænde.  Vi har interviewet den sidste, der gennemførte Hammer Trail 100 miles i år: Kenneth Damkjær Clausen.

 

• Hvad er din baggrund som løber?

Jeg kommer fra tri-verden, som jeg har været en del af siden 2010, hvor jeg lavede min første Ironman. Inden da løb jeg kun sjældent, og højdepunktet i mit løb havde været 3 halvmarathon. Det er siden blevet til bla. 3 Ironman, 1 dobbelt Ironman og Winforce 100 sidste år, som var mit første rigtige ultraløb. Det var under min træning til dobbelt Ironman sidste år, der gjorde mig lun på ultraløb. Det tiltaler mig meget, at man i høj grad skal arbejde med ens psyke for at gennemføre et løb over mange timer, for det er helt klart der, min styrke ligger.

• Hvilke forberedelser gjorde du dig frem mod Hammer Trail 100 miles?

Jeg kom lidt sent i gang med træningen. Jeg startede først for alvor op i januar med 35 km om ugen fordelt på 3 pas, og endte på 60-65 km om ugen i marts. Al min træning har næsten udelukkende været på flade grusstier rundt om i Taastrup og Albertslund. Jeg skulle måske have trænet noget bakkeløb, men det blev ikke til noget i denne omgang. Midt i marts blev jeg skadet, og kunne næsten ikke løbe, frem til jeg skulle løbe Fyr Til Fyr. Min plan var derfor at se hvordan det løb gik, inden jeg meldte mig til HT 100 miles. Det gik bedre end forventet, skaden mærkede jeg ikke meget til, og jeg kom i mål lige under 6 timer. Med det som udgangspunkt mente jeg godt, at jeg kunne melde mig til HT 100 miles.

 

• Hvordan oplevede du løbet?

Det første jeg lagde mærke til, var den gode stemning og de mange smil blandt alle folk. Det gav løbet en god ånd. Samtidig var det fedt, at man skiftede løbsretning for hver omgang, så man hele tiden mødte de andre deltagere ude på ruten. Især om lørdagen, hvor alle distancer var ude på ruten, var der gang i den. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente af ruten. Inden jeg stillede til start, havde jeg kun erfaring fra Winforce 100, så jeg blev noget overrasket over, hvordan ruten var. Nogle steder kunne man næsten ikke passere hinanden på de smalle stier, og andre steder skulle man bruge alle fire for at komme op eller ned, men det var fedt!

Kent, en klubkammerat, var også over for at løbe, og vi aftalte, at vi ville løbe den sammen. Det gik godt, og vi løb lige op. Om natten kom den første krise. Jeg var kommet til den grønne græsbakke og sumpområdet ved Hammershus, og her faldt temperaturen brat, hvilket jeg slet ikke var klædt på til. Jeg gik nærmest i kuldechok, og tempoet faldt helt til jorden. Det var en lang og kold tur hjem, inden jeg fik noget varmt tøj og suppe, men så var jeg også kørende igen. Kent og jeg havde haft et rigtig godt samarbejde løbet igennem og frem til ca. 85 km, hvor Kent desværre udgik. Det at løbe om natten generer mig ikke, det giver bare lidt ekstra krydderi til oplevelsen, og slukkede man pandelampen et øjeblik og kiggede op, kunne man se den flotteste stjerneklare nattehimmel. Det ser man ikke hjemme i Taastrup. Det var gået godt indtil næstsidste omgang. Et fald, og et nedløb lige inden Hammer havn, hvor jeg blev grebet af den gode opbakning fra de andre deltagere, og havde givet den gas ned af, havde kostet et knæ, en ankel og en blå negl. Da jeg gik ud på sidste omgang vidste jeg, at den ville blive hård, så det meste foregik i hurtig gang. Det gav mig rig mulighed til at reflektere over løbet og de mange oplevelserne, det havde givet mig. Det var klart det hårdeste, jeg havde prøvet. Den rute og de mange højdemeter, det var jo helt vildt! De sidste 100 meter op til mål var de bedste, alt det hårde arbejde og de mange timer gav endelig resultat. Jeg krydsede målstregen uden at tænke på tiden. Jeg var glad og stolt, men samtidig også lidt uforstående over for den distance, jeg netop havde tilbagelagt. 100 miles, 160 km, det var jo helt vildt. Endnu en gang blev jeg overrasket over, hvad jeg var i stand til at gøre med en stærk vilje og lidt fysik.

• Hvad var dine ambitioner for løbet? Gennemføre, bæltespænde?

Målet var bare at gennemføre og så få de 4 point til UTMB. Jeg havde ikke haft de mest optimale forberedelser, så næste gang jeg løber HT 100 miles, går jeg klart efter et bæltespænde.

 

• Når andre var foran dig eller udgået, hvordan bevarede du så motivationen til at gennemføre/ Jeg kunne især godt tænke mig at høre noget om hvad der holder dig i bevægelse i så lang tid – hvordan holder du motivationen oppe ?

Jeg tænkte egentlig ikke så meget på dem, der lå foran. Jeg ville ikke løbe og stresse. Jeg tænkte bare på, at jeg skulle gennemføre. Når jeg bliver presset til et løb/stævne, så tænker jeg tilbage på, da jeg var soldat og udsendt til Irak og Afghanistan. Der lærte jeg, at man ikke får noget foræret, man skal selv kæmpe og gøre sig fortjent til sine sejre. Vores delings kampråb i Irak var, at vores delingsfører råbte til os: ”GIR I OP!”, hvor vi svarede: ”ALDRIG!”. Så når jeg bliver træt, øm, og begynder at have ondt af mig selv, så spørger jeg mig selv: ” GIR DU OP!”, ”ALDRIG!”. Det ligger så dybt i mig ikke at give op, så derfor er det bare på med ja-hatten og komme videre J Mentalt havde jeg delt løbet op i 3 distancer, 2 x 60 km og 1 x 40 km. Det gjorde det mere overskueligt end 160 km!

• Har du sat dig nye mål?

Sidste år satte jeg mig for, at jeg ville samle point til en tilmelding til UTMB i 2015. Jeg har 6 point nu, og skal hente de sidste 2 til Winforce 100 til august. Så jeg håber jeg er heldig i lodtrækningen til UTMB og får en plads! Hvis jeg nu ikke skulle komme af sted, så har jeg en veninde, der har snakket om at lave en 3 dobbelt ironman. Ellers er jeg åben for ideer!

Vi ønsker Kenneth al mulig held og lykke med fremtidige udfordringer.

Interview: Pia Joan Sørensen

– Fortæl lidt om dig selv, og hvorfor at du løber ultraløb?

Jeg startede med at løbe for 4 år siden. Mit første løb var Copenhagen Marathon i 2010. Jeg havde da løbet i 3 måneder. Jeg kom i mål lige under 4 timer og jeg var helt høj. Den der mur alle taler om oplevede jeg ikke, og det måtte betyde at jeg kunne løbe hurtigere og fra da af var jeg hooked på løb. Jeg var total smadret i benene, men det betød ingenting – jeg ville forbedre min tid.

Jeg har altid sagt om mig selv at jeg ikke har et konkurrence gen, men der tog jeg virkelig fejl. Når det kommer til løb, har jeg en fightervilje og jeg bliver drevet af at forbedre mig og være den bedste af mig selv. For 2 år siden blev jeg inviteret med på en løbetur på Vestamager, og det blev noget af en øjenåbner – for det her var virkelig fedt. Den sommer fik jeg løbet en del trail på øen, stort set altid i selskab med Jesper Halvorsen.

Jeg begynde at svigte min faste lørdagstime i træningscenteret, for det var så meget federe at komme ud i naturen og blive udfordret på bakker og stier. Jesper havde på det tidspunkt vist mig så mange skønne ruter, og med tiden var han gået hen og blevet en stor inspirationkilde. Der er forskellige holdninger til det at løbe på asfalt kontra trail, ærligt må jeg sige jeg kan li’ begge dele. Jeg bor jo inde i byen og ligger mange km på asfalten, og det er fortsat der min styrke ligger. Skal jeg vælge vil jeg uden tvivl fokusere på trail, jeg har bare ikke lige en skov i min baghave. Så jeg nyder de weekender hvor jeg kan komme ud og løbe i naturen.

Trail er for mig også der hvor jeg møder nye mennesker og ser nye egne og hjørner at Danmark, steder jeg ellers aldrig ville se. Specielt Bornholm er jeg nødt til at fremhæve. Det er et helt speciel sted at løbe. Naturen er unik og de trailløb jeg har deltaget i, har været nogle af mine største oplevelser inden for løb. Det sidste års tid har jeg løbet med en gruppe på Facebook som hedder ”trailløb om tirsdagen ”. Det gir mig en mulighed for at komme et hurtigt smut ud til bakker og skov og løbe sammen med andre.

– Hvad giver dig energien til at træne uge efter uge?

Løb er mange ting for mig. Det er ikke bare et ben foran det andet. Jeg elsker trail fordi der hele tiden sker noget nyt i terrænet, kilometerne flyver af sted og jeg keder mig aldrig. Asfaltløb kan godt blive en smule ensformigt, men til gengæld kan jeg her arbejde på mit tempo ret præcist. Jeg kan faktisk rigtig godt li’ at løbe de lange ture alene. Jeg elsker den fornemmelse at komme ind i et flow, hvor benene bare arbejder og tankerne flyver.

Efter en udfordrende arbejdsdag er det total frihed at komme ud og få luftet krop og sind. Når jeg så kommer hjem, har jeg det altid rigtig godt. Jeg springer sjældent en tur over, for jeg ved hvor meget energi der er at hente bagefter.

For mig er en hurtig maraton nok det hårdeste jeg kan forestille mig, det er en kamp med uret fra første skridt – et enormt hårdt pres. Jeg vil til enhver tid altid foretrække at løbe 60-100 km i et lidt langsommere tempo. Sikkert fordi det er det jeg er trænet til og pt. er det jeg er bedst til.

 – Du benytter dig af flere typer træning, såsom løb, styrk mm. Hvilken effekt har kombinationen givet dig? Kan du anbefale andre løbere at styrketræne?

Jeg har styrketrænet i 15 år i mit lokale center. Mave balder lår timer, pump timer, crossfit og specifik mave/ryg timer. Før løb begyndt at fylde meget, styrketrænede jeg 6-7 timer om ugen, de sidst år en smule mindre.

Efter nogle år som fast gæst, nævnte min ynglings træner Camilla Silverbrandt, at jeg måske også skulle lave noget pulstræning. Ærligt tænkte jeg ikke det var nødvendigt da jeg altid har været slank, og tænkte det var noget man gjorde for at tabe sig. Alligevel startede jeg med spinning, og blev lige så bidt at det som min styrketræning. Jeg har en grundfilosofi som går på, at når jeg nu bruger tid på træningen så kan jeg lige så godt gi mig 100 % hver gang, og der er ingen tvivl om at det er det ‘mindset’ der har rykker mig hurtigt. Jeg forstår simpelthen ikke de piger der stiller sig op på et løbebånd eller en cross trainer med mobilen i hånden, og bare lunter!

De perioder hvor jeg træner op til et længere løb nedprioriterer jeg typisk styrketræningen, da jeg simpelthen ikke kan finde tiden til at nå det hele. I de perioder bliver det ”kun” til 2-3 gange om ugen, og det kan jeg altså mærke på kroppen efter konkurrence. Specielt i lænden og hoftebøjerne. Så derfor kompenserer jeg på den manglede træning ved at fokusere på mave/ryg træning og en grundig udstrækning, og det gør en forskel for mig. Jeg ved ikke hvordan det er for andre løbere, men lænden og hoftebøjerne er helt sikkert mit svage punkt.

Jeg har meget fokus på lunches og squat-øvelser. Jeg er ikke i tvivl om at alle de mange år med pumpe udstyret på nakken, har hjulpet mig til at blive en stærkere løber. Jeg oplever stort set ikke trætte ben efter et stort løb, heller ikke da jeg løb mit sidste 100 km løb for et par uger siden ( Jeg har aldrig haft en krampe ). Det er mere en træthed i hele kroppen, men altså ikke decideret ømme ben. Den eneste undtagelse var da jeg løbe Bornholm rundt, der var benene godt brugte. Det er sikkert også derfor jeg sidste forår tænkte, at det var ok at løbe flere lange løb med få ugers mellemrum. Nok ikke det rigtige at gøre, men det føltes ok.

I efteråret var jeg skadet med betændelse i svangsenen under højre fod. Det var næsten forventeligt for min træningsmængde som var alt for høj, specielt set i lyset af at jeg aldrig rigtig restituerede. Måske fordi at jeg elsker at løbe, og da det er blevet så stor en del at mit liv og min identitet, var jeg ikke i stand til at bremse op. Skaden kom på mange måde på et godt tidspunkt, og blev noget af en øjenåbner. Jeg kunne heldigvis hoppe på en spinningcykel og holde formen ved lige.

Planen var, at jeg skulle løbe trailløbet Molsruten i efteråret. Thure Kjær som er medarrangør af løbet sammen med Moses Løvstad, kontaktede mig for at høre om jeg stillede til start, jeg tøvede et øjeblik for jeg ville vild gerne løbe med, men sagde alligevel nej.  Der var bare ikke noget at komme med – troede jeg. Kort før løbsdagen skrev jeg til Thure at jeg alligevel gerne ville deltage. Pludselig betød placering ikke noget for mig. Jeg havde bare så meget brug for at komme ud og få luftet løbeskoene og se løbevennerne igen. Jeg ville være ovenud tilfreds hvis jeg kunne komme igennem de 60 km. . . . Og så vandt jeg. Jeg løbe et stabilt løb uden kriser og det har nok været min bedste performance.

Den oplevelse satte tanker i gang. Hvis jeg ville forbedre mig var jeg nødt til at gå nye vej. Jeg var komme langt i løbeverdenen ved egen hjælp, men jeg var ikke i stand til at rykke mig selv yderligere, og jeg ville for alt i verdenen ikke ud i en ny skade. Så efter lang tids overvejelse besluttede jeg at kontakte Ole Stougaard fra Multitesta og høre om han ville træne mig. Det sagde han heldigvis ja til. Jeg skal love for min trænings uge ser en hel del anderledes ud nu. Tidligere løb jeg de fleste km i samme tempo, og hver anden uge når jeg ikke har min søn, gav jeg den ekstra gas med kilometerne. Nu løber jeg intervaller, har hævet mit grundtempo, indlagte tempo ture og pt. løber jeg også lidt færre km.

Foto: Stine Sophie Winckel

– Du vandt denne weekend DM 100 km til ALOT 100, hvilket også betød en 2. plads overall. Hvordan oplevede du løbet? Hvilken taktik havde du planlagt frem mod ALOT ift. pace?

For et par måneder siden besluttede jeg at stille op til DM 100. Jeg kvalificerede mig til VM 100 km sidste år, så deltagelsen var hovedsagelig for at se hvordan formen var.

Ole har ikke haft langt tid til at træne mig op til løbet, og han mente jeg skulle gå efter en tid på omkring 8 timer og 15 min. Det vil sige et gennemsnit på 4.57 min/km. Jeg følte selv jeg kunne løbe en smule hurtigere og vi landede på 4. 50 min/ km. Det nye for mig var at jeg skulle holde samme pace under hele løbet.

Normalt ville jeg ligge ud i et noget hurtigere tempo ( 4.25 – 4.30 ) så jeg havde lidt i ” banken” til sidst. Jeg startede ud i et lidt hurtigere tempo end planlagt ( 4.35-4.45 ) da det føltes unaturligt at løbe langsommere, så det holdt jeg fast på. De første 50 km var ubesværede og det gik fint med energioptaget. Det var en rigtig varm dag og min energi stod lige i solen. Så efter nogle timer i varmen var det udrikkeligt, og jeg mistede lidt overblikket over min energi. Jeg have ikke trænet i den hede, så varmen blev også en udfordrende medspiller. Jeg er sikker på jeg kunne ha løbet et hurtigere løb hvis vejret havde været på min side. Men når det er sagt er jeg meget tilfreds.

– Hvad har du af fremtidige mål?

Årets hovedmål er VM 100 km i Doha Qatar 28 november. Ambitionen er en tid under 8 timer. Af delmål håber jeg at løbe et godt løb til trailløbet Gedarmstien i juni. Selvfølgelig drømmer jeg også om at  vinde ( men nu må vi se, der er andre stærke piger med ).

Jeg vil rigtig gerne under de magiske 3 timer på maraton distancen. Jeg gir det et forsøg til Copenhagen Marathon, ellers skulle formen gerne være der til H.C Andersen Marathon. I 2015 kunne jeg godt tænke mig at blive udfordret på 100 miles distancen. Og så bliver det forhåbentlig også året, hvor jeg fokusere mest på trailløb.

___________________________________________

Tak for det fine interview Pia Sørensen, held og lykke med de fremtidige mål!

– Team Trail Copenhagen

Interview: Henrik Westerlin

Kort fortalt er Henrik Westerlin en hamrende dygtig dansk ultraløber, der pt. er bosiddende i Indien, i byen Dhaka. Henrik må nok betegnes for at være blandt de skarpeste danske ultraløbere på de lange distancer, især efter at han i år endte på en 32. plads overall til Western States 100M i tiden 20.46.43 – et løb med 5.500 hm+ og 7.000 hm+ i meget varme omgivelser. ‘As we speak’, er Henrik i fuld gang med at få styr på de sidste detaljer frem mod Ultra Trail Mount Fuji (UTMF), et 168 km løb med 9.500 hm+, der starter i morgen d. 25/4. Derfor er vi meget taknemmelige for at han kunne afsætte en time til at deltage i dette interview – til glæde for alle os andre! God læselyst:)

– Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?

Løb har altid været en naturlig motionsform for mig. De allerførste ture tog jeg sammen med min far i 6-7 års alderen i starten af firserne. Min far har altid været til stor inspiration på det område og jeg løber stadig med ham den dag i dag.
Det var dog først fra 2009 at jeg begyndte at træne fokuseret og ultraløb kom ind på min radar. På det tidspunkt omlagde jeg også min kost til et uraffineret plantebaseret diæt som i høj grad forbedrede min restitutionsevne.
Mit første ultraløb var et 66km bjergløb i Fukushima, Japan, hvor jeg fik en 4.plads. Dette blev fulgt op 4 uger efter af 100km på asfalt (Saroma Lake 100k, Hokkaido, Japan) hvor en af mine største lektier blev at jeg skulle løbe mere effektivt ved at ændre min løbestil fra at lande på hælen til at lande midtfods. Jeg hentede meget inspiration i Chi Running og Chris McDougal’s bog ‘Born To Run’.

Jeg er pt. bosiddende i Dhaka. Her er der hverken trails eller bakker/bjerge så det meste af min træning foregår på løbebånd. Der er heller ikke rigtigt nogen løbekultur så motivationen for min træning finder jeg igennem de løb jeg skriver mig op til. Jeg har en stadig voksende sult for at flytte mine grænser – hvilket jeg føler jeg får bedst afløb for ude i naturen på (relativt) lange løbeture.

– Hvorfor løber du ultraløb?
Jeg havde altid problemer med skader når jeg trænede op til marathonløb. Ved at fokusere mere på udholdenhed end fart fik jeg styr på skaderne. Samtidig blev der åbnet op for en ny dimension i mit løb som jeg fandt attraktiv, – det mentale plan, som i høj grad er vigtig for at kunne præstere i ultraløb. Fokus er i højere grad hvor godt man kan håndtere sine kriser og mindre på splittider. Dette kommer også til udtryk i ultraløbsmiljøet som jeg oplever som meget venskabeligt og støttende.
Det skal selvfølgelig også siges at den natur man har mulighed for at opleve på ultra trailløb oftest er fantastisk smuk og unik. Jeg finder meget af min energi på trails’ene i den omkringliggende natur.

Henrik og Nick Clark v. UTMF check in. Nick fortæller, at løsningen på ikke at fryse på vej ned ad bjerget når man er blevet gennemblødt, er blot at løbe hurtigere

– Du endte på en imponerende 32. plads overall til dette års Western States 100M, i tiden 20.46.43. Hvordan trænede du op til dette løb? 
Hovedelementerne i min træning til WS100 var 1) opbygning af en solid base med mellem 100-200km per uge, 2) bakketræning (som for det meste foregik på løbebånd), 3) lange tempoløb som gav mig et komfortabelt cruise pace, og sværest af alt 4) at opbygge muskulatur til at kunne være effektiv til at løbe ned af.
Herudover tog jeg nogle eftermiddagsture i den lokale park i 40-45 graders varme. Sidstnævnte skulle vise sig at blive fundamentalt for min præstation i WS100 som blev det 2. varmeste år i løbets 40 årige historie.

– Var målet top 40 pre-race?
Jeg arbejder altid med et tidsbestemt mål, og til WS100 havde satset på at komme under 20 timer. Selv med min varmetræning, blev varmen dog en begrænsede faktor. Jeg vidste godt fra starten af, at jeg ikke kæmpede om en top-10 placering (giver automatisk adgang til WS100 det efterfølgende år). Derfor havde jeg ikke noget mål for min placering.

– Hvad er dine forventninger til UTMF og dig selv, og har din træning været struktureret anderledes?

Min træning skal gerne understøtte at jeg kommer rundt i 25-27 timer. Det baserer jeg på at jeg har samme fundament som ved WS100; min PB i halvmarathon sat til VM i Kbh i sidste måned og på min øgede fokus på bakketræning.
Jokeren er hvor godt mine ben holder til at løbe ned af som jeg næsten ikke har haft mulighed for at træne, ud over et par ture ned af trapperne i en 36 etagers bygning i Kuala Lumpur hvor jeg nu også bruger en del af min tid.

Henrik finder inspiration i ‘Born to Run’ og Chi Running

– Ser vi dig til Hammer Trail på Bornholm en dag?:)

Efter en rigtig fed oplevelse med Fyr til Fyr på Bornholm tidligere på måneden er min interesse klart blevet vagt for at prøve Hammertrail 100M og andre ultra trailløb i Danmark.

Henrik sammen med den kenyanske elite. Henrik sætter maks. tempo på sidste runde, mens at resten ‘tager en slapper’:)

_______________________________

Tak til Henrik Westerlin for det fine interview, held og lykke til UTMF og de fremtidige mål! Har du tid og interesse i at følge Henrik til UTMF, vil du via dette link kunne følge løbet live via 3 kameraer.

– Team Trail Copenhagen

Interview: Johnny Wulff Andersen

1. Hvorfor var det Yukon Arctic du fandt interessant, da du tilmeldte dig løbet? Havde tidligere løbet Marathon des Sables samt Jungle Marathon i Brasilien så det var egentlig ikke så svært at vælge. Ville gerne prøve kræfter med kulden selvom jeg normalt ikke bryder mig om kolde temperaturer. Men manglede ligesom det element. Havde læst om løbet i Jacob Juul Hastrups bog samt været til et meget inspirerende foredrag med Casper Wakefield og så var der lige pludselig ingen vej tilbage. Det skulle jeg også prøve.

2. Hvordan forberedte du dig frem mod løbet (mængde/type)? Jeg deltager i marathonløb året rundt og det er med til at holde min grundform ved lige. Når jeg så skal deltage i længere distancer så begynder jeg at skrue op for intensitet når jeg nærmer mig starten. Tidligere brugte jeg et halvt år på at træne mig op til f.eks. Marathon des Sables. Men havde svært ved at bevare motivationen over så lang en periode. Derfor lavede jeg et forsøg med 100 dag til Yukon. 100 dage hvor træningen primært var målrettet mod dette løb. Følger ikke et fastlagt program men træner mere lystbetonet. Forsøger at kombinere løb med spinning, styrke, core samt balance da jeg synes alle fem elementer er vigtige i ultraløb. 10-12 træningspas om ugen og de lange ture er lagt i weekenden. Løb i snit 2 marathonløb om ugen og det var de længste ture jeg havde. Efter en kortere skadespause i starten af december grundet et begyndende løberknæ var mit store delmål i løbet julen. 8 marathonløb på 8 dage. I alt 340 km. på 8 dage. Det gik over alt forventning og jeg mærkede ikke noget til skaden tidligere på måneden. Sidste lange tur var Champagne Marathon den 31. december og her efter stod den på nedtrapning frem mod starten den 30. januar. En lang hvileperiode hvor den kun stod på kortere ture, men jeg havde en god mavefornemmelse.

3. Hvordan var taktikken? Var målet fra start af at vinde og slå rekord? På intet tidspunkt var taktikken at vinde eller slå rekorden. Jeg er normalt ikke bange for at sætte overliggeren højt og melde et mål ud. Men denne gang var intentionen at få en super løbeoplevelsen hvor fokus var på at hygge mig og have det sjovt. Lyder lidt skørt at have det som mål og så løbe 500 km. samtidigt. Men det er ikke desto mindre sandt. Var rigtig godt forberedt fysisk og havde sparret med Casper så vidste hvad der ventede mig på ruten. Den mentale del ville blive hård. Men jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville gennemføre. En mental sejhed som jeg har opnået via mine tidligere ultraløb. Dog indrømmer jeg gerne at, farten blev sat op, da der manglede 100 km. Herfra skulle jeg “blot” ud på Pelly Farm og tilbage igen. Je kunne se at rekorden var indenfor rækkevidde. Nu blev kameraet pakket ned i tasken og de sidste ressourcer blev fundet frem.

4. Hvad overraskede dig under løbet? Den mentale del overraskede mig meget. De sidste 4 dage løb jeg alene og snakkede kun med folk i depoterne. Var heldig at møde Torben når han kom ind og jeg samtidig forlod depotet. Ellers var jeg overladt til mig selv på ruten. Kun afbrudt af de 2 snescootere der kom og tjekkede vores sikkerhed en gang i døgnet. Min største frygt var at fare vild. Der blev brug mange mentale ressourcer på at sikre at jeg var på rette vej hele tiden. Det sammeholdt med at min GPS tracker gik tør for strøm sugede ALT energi ud af mig. Havde inden løbet hørt fra tidligere deltagere at 300 miles ikke nødvendigvis er 480 km. Jeg skulle forvente at ruten ville være 500+ km. Det lyder måske ikke så voldsomt når man sidder i DK og lægger taktikken, men når man står i minus 35 grader og har en klar forventning om at depotet skal være indenfor 30 minutter og så efterfølgende opdager at der er tæt på 2 timer endnu inden man kan blive tøet op – så kræver det mental styrke at fortsætte igen og igen og igen

5. Kan du anbefale løbet til andre? JA… jeg kan godt anbefale Yukon Arctic Ultra til andre. Det er blevet et rigtig danskerløb med mange deltagere fra Danmark. Jeg synes der er en rigtig god stemning både før og efter løbet og med det begrænsede deltagerantal er der god mulighed for at få snakket med de andre løbere fra hele verden. Der er godt styr på arrangementet og Robert Pullhammer (løbsarrangør) klæder os løbere godt på inden starten.

 6. Nogen andre planer for 2014? Ultra Trail Mont Blanc

____________________________________________

Tak til Johnny for interviewet, og endnu en gang tillykke med sejren og den nye rekord på 300 Miles distancen til Yukon Arctic Ultra 2013!

– Andreas

Interview: Ole Cramer

Hvordan/hvornår kom du i gang med løb?
Jeg var soldat i midten af 80erne, senere med kontrakt indenfor noget efterretnings patruljetjeneste, hvor jeg fik lært naturens love – overlevelse som patruljeføre for en 4 mands gruppe med arbejdsområde bag fjendens linjer!
Da det så stoppede havde jeg en masse energi der skulle brændes af! Da jeg boede i miljøet indenfor kapsejlads kom jeg ombord i et flyvepap af en havkapsejler som bagstagsgast og taktikker og brugte en masse fritid til dvs. sejladser, her skulle også bruges en masse motion såh på med løbeskoene igen, jeg havde jo brugt en del tid ved forsvaret med bla. at træne løb!

Hvordan/hvornår kom du i gang med ultraløb?
Jeg overhørte engang en samtale mellem et par løbere, den ene spurgte den anden hvorfor han ikke skulle løbe denne dag, den anden svarede at han lige havde deltaget i et 100km løb så han var lidt brugt! – 100km tænkte jeg på én gang DET skulle jeg da prøve!!!
Distancen tændte mig, jeg vidste godt at jeg var udholdende da jeg tit havde gået langt, flere nætter i træk med 45kg på ryggen i terræn inde ved forsvaret.
Såh efter at havde gennemført 4 marathon stillede jeg til start i 1995 ved Neuwittenbek 100km tæt ved Kiel.

Hvorfor ultraløb?
Jeg har altid haft en mening om at hvis der var flere distancer ved et arrangement, deltog jeg altid på den længste;)

Hvor går grænsen for, hvad du vil kaste dig ud i?
Hmm jeg forstår ikke spørgsmålet vedr. løb, men der er ingen der får mig op i en faldskærm el. elastikspring!

Bedste tider?
Marathon: 2:49:37 Hamburg 2001
100K: 8:39:20 Fjordland 2002

Foto fra Chiemgauer 100km

Hvordan ser din træning ud op til et ultraløb, eksempelvis 100K?
Målrettet og rodet, jeg har aldrig brugt træningsplaner ej heller pulsur.

Kan du beskrive de faser, følelser og tanker, du gennemgår under et 100K
løb?
Afhænger af hvilket byggeprojekt jeg er i gang med derhjemme dette kan jeg løbe og tænke en del på.
Men ellers bruger jeg omgivelserne til en positiv oplevelse, måske derfor har jeg det bedst med landskabsløb og særdeles trail.

Hvordan kommer du videre, når det begynder at gøre rigtigt ondt eller du
når trætheds grænsen?
Smerte har jeg efterhånden lært at fordrive vel og mærke muskelsmerte! Træthedsgrænsen hmm.. Jeg har da aldrig været træt – af Dorthe (kone) 

Foto fra Chiemgauer 100km

Spiser du en speciel kost og benytter du dig af kosttilskud/energidrik mv. ?
Jeg spiser hvad der kommer på bordet, da det er Dorthe der står for madlavningen men gerne pasta og allerbedst lasagne dagen før en event, samt drikke en masse af High5 energi source.

Du har et imponerende løbe-CV – hvilke resultater/løb er du mest stolt af
og hvorfor?
Verdon trail aventure Frankrig 2002 nr.50 ud af 250 startende og 180 finisher
Hamburg marathon Tyskland 2001 PR. 4min. pr. km

Se CV her!

De 3 løbeting/udstyr du er mest glad for?
Garmin gps
Ipod shuffle
Mobilen når jeg hænger ude på et træningspas og gået død – hallo er det Dorthe kommer du med bilen!!

Du deltog i 2008 i Chiemgauer 100 km i Sydtyskland, som Andreas skal løbe til sommer. Hvor udfordrende var terrænet? Der blev løbet på vandre stier eller græs ikke så meget klipper, dog var der da nogle passager hvor man næsten ikke løb da det enten steg direkte op i himlen eller nedløb med sten og klipper på stien.

Foto fra Chiemgauer 100km

Hvem ville du anbefale løbet til (løbserfaring)? Nåh et ultra løb af denne kalibrer vil jeg da nok mene at en del erfaring skal påregnes, gerne et par 100k eller timeløb (12 el. 24 timer).

Chiemgauer beskrevet med 5 ord?

Udfordrende Livsbekræftende Velorganiseret En stor naturoplevelse

______________________

Tak til Ole Cramer for det fine interview og ord ift. Chiemgauer løbet, som Andreas til juli vil forsøge sig på (100 miles distancen). Ønsker du at læse mere om Ole Cramer, så følg linket her.

– EXPL