Løbsanmeldelse: Garmin Trailman Ultra 50 km.

Løbsanmeldelse: Trailman 50 km.

Husk, at dette er mit indtryk fra løbet! Jeg har løbet en bestemt distance med et bestemt formål og derfor får jeg en bestemt oplevelse. Der er lige så mange forskellige oplevelser og meninger, som der er deltagere. Hvad jeg end har af indvendinger mod de forskellige løb, vil jeg gerne bakke op om dem alle og jeg synes det er fedt med de ildsjæle, vi har inden for ultratrailmiljøet i Danmark.

Det er op af bakke!

Plussiden:

• Tæt på København- Lækkert at sove hjemme og kun skulle køre i 25 minutter.
• Rimeligt teknisk trailløb, især på grund af mudderet, men med flere ukomplicerede stræk.
• God stemning i start/målområdet.
• Flotte præmier. Det kan måske på sigt trække stærke løbere til fra udlandet.

 

Ting, der trækker ned:

• Kun HIGH5 gels som energiprodukt. Gels fra deres reklamepakker.
• Markering var ikke helt skarp. Det skal der rettes op på.
• Det er nemt at snyde på ruten og skære sving af.
• Ingen udstyrstjek. Når arrangøren har skrevet, at der er obligatorisk udstyr og at det bliver tjekket før start, så skal det også gøres.
• Ruten var for kort! Jeg loggede ca. 23.5 km. pr. omgang. Hvis man lover folk 50 km. og/eller 50 miles og som arrangør går efter UTMB point, så skal man også være skarp på ruten.
• I den dyre ende for tilmelding.

 

DM-potentiale?

Ja – på sigt. Ruten byder på tekniske passager og en pæn portion bakker. Ruten skal dog markeres skarpere og det vil nok kræve en hel del kontrollanter ude på ruten.

I mål sammen med Anders Aagaard Hansen

Anders’ beretning fra løbet kan læses her.

Og fra en af Danmarks længstløbene læger, kan du læse Rasmus’ beretning fra løbet her.

Anders Aagaard Hansen, Søren Rasmussen og jeg. Søren som vinder og Anders og jeg delte 2. pladsen.

Løbsanmeldelse: Winforce 50 km.

Løbsanmeldelse: Winforce 50 km.

På ruten.

Husk, at dette er mit indtryk fra løbet! Jeg har løbet en bestemt distance med et bestemt formål og derfor får jeg en bestemt oplevelse. Der er lige så mange forskellige oplevelser og meninger, som der er deltagere. Hvad jeg end har af indvendinger mod de forskellige løb, vil jeg gerne bakke op om dem alle og jeg synes det er fedt med de ildsjæle, vi har inden for ultratrailmiljøet i Danmark.

Plussiden:

• Okay terræn. Ikke super teknisk, dog.
• Flotte udsigter på ruten.
• God stemning i start/målområdet. Der er maksimalt 100 deltagere i alt, så feltet er småt. Det giver en intim stemning.
• Super depot i målområdet med gode energiprodukter.
• Overskuddet går til et godt formål, nemlig TUBA, der giver rådgivning til unge, der er vokset op i alkohol- eller stofmisbrugsproblemer.

 

Ting, der trækker ned:

• Rundeløb (25 km. pr. omgang). Man skifter ikke retning.
• Jeg ville personligt ikke løbe mere end to omgange på denne rute, da jeg så ville kede mig.
• Meget frem og tilbage af de samme stier.
  

  Mål!

DM-potentiale?

Ja… Området har det rette terræn, synes jeg, men så skal ruten justeres og måske er den tekniske sværhedsgrad ikke høj nok. Der er for mange frem- og tilbageløb. Og så vil det kræve flere kontrollanter på ruten, fx ved de to vendepunkter.

 

Podiet.

Løbanmeldelse: Salomon Hammer Trail 50 miles

Lige før start på 50 miles.

 

Løbsanmeldelse: Hammer Trail 50 miles

Husk, at dette er mit indtryk fra løbet! Jeg har løbet en bestemt distance med et bestemt formål og derfor får jeg en bestemt oplevelse. Der er lige så mange forskellige oplevelser og meninger, som der er deltagere. Hvad jeg end har af indvendinger mod de forskellige løb, vil jeg gerne bakke op om dem alle og jeg synes det er fedt med de ildsjæle, vi har inden for ultratrailmiljøet i Danmark.

Plussiden:

• Noget af Danmarks fedeste terræn!
• Smuk natur
• Solopgang
• Teknisk trailløb i mørke. En undervurderet disciplin.
• God stemning i start/målområdet.
• Mad om eftermiddagen inkluderet i løbet. Giver god mulighed for at snakke om løbet

 

Ting, der trækker ned:

• Ingen energibarer eller gels i depotet. Der er dog energidrik og mad/slik.
• Det er et rundeløb, men meget opvejes af at første runde er i mørke og at man skifter retning for hver omgang.
• Det er på Bornholm! Man må rejse efter lækkert terræn, men det koster en hel weekend.
• Vinderen på 25 km. havde vist ikke sit obligatoriske udstyr med. Det havde ikke ændret ved resultatet, men det er ikke godt nok, når man kræver det.

 

DM-potentiale?

Ja! Oplagt sted at starte et DM for trail og ultratrail. En efterhånden rutineret løbsledelse og en rute, der optimeres år for år

Christian

Hammershus passeres.

Tager imod min kæreste i mål, der har prøvet kræfter med 25 km.

 

Interview: Jannik Bjerregaard Trinderup

Hej jeg hedder Jannik, jeg er 33 år og bor på Midtsjælland med min kone og min datter.
Jeg løb d. 9. august Winforce100 100 km trailløb i Odsherred, og Andreas spurgte mig efterfølgende om jeg havde lyst til at skrive lidt om det år der var gået forud for løbet.

I år var faktisk tredje gang jeg var tilmeldt løbet. Første år aflyste arrangørerne løbet kort forinden. Og sidste år en måneds tid inden løbet, fik jeg konstateret kronisk lymfekræft i et rimeligt fremskredent stadie.
Det var selvsagt en serie af gigantiske choks. Først at der var en reel risiko for at det var kræft, dernæst konstateringen af at det var kræft og dernæst at det var en kronisk lidelse.
Det blæste alting omkuld og efterlod det indre liv, godt hjulpet på vej af den stærke førbehandling (inden kemo) jeg ret hurtigt blev sat på, i et totalt oprør.
Alligevel vedblev jeg med at træne frem imod løbet. Det var naturligvis en håbløs drøm at jeg skulle kunne klare det, og lægen havde også frarådet løb. Men jeg gik ture i så høj fart som muligt. Jeg gik Winforce ruten alt hvad jeg kunne flere gange!
Løbet blev derefter afviklet uden mig, men drømmen om at komme til at løbe igen forsvandt ikke af den grund. Den blev kun forstærket.
I takt med at den tungere behandling blev skudt ind i mine årer, mistede jeg mine kræfter og overskuddet til træning. Jeg prøvede, og kunne glæde mig over, at jeg fortsat kunne gå lidt ture. Nu bare kortere og kortere og med længere og længere restitution til følge.
Jeg har altid synes godt om at logge mine træningspas og evaluere bagefter, og når jeg ser tilbage nu, er perioden august-september 2013 en periode jeg er meget stolt af, da jeg på trods af det hele fik logget 100 km den ene måned og 78 km den anden.
Egentligt var det at fortsætte træningen i en så håbløs situation ikke noget jeg manglede motivation til. Jeg tænkte at det ikke er anderledes end når man får en skade, kommer i overtræning eller mister motivationen. Det er bare med at finde måder at træne alternativt på. Min filosofi var at hvis jeg ikke kan løbe kan jeg gå, hvis jeg ikke kan gå kan jeg sgu kravle. Det måtte ikke være nogen undskyldning for ikke at forblive så stærk som mulig.

Gåtur på Winforceruten – Juli 2013

Fra september til midt i november blev der dog sat en brat stopper for træning da jeg blev indlagt med en følgesygdom der holdt mig bundet til sengen i den periode.
Først fik jeg en byld på baglåret hvis omkreds var på størrelse med en håndbold. Den blev jeg opereret i to gange, og da den havde den størrelse den havde, blev såret nødt til at hele op af sig selv og derfor tog det mange måneder før jeg slap for behandling af det. Derefter hævede min venstre underarm op til dobbelt størrelse. Og i den situation var operation også nødvendig. Det indbefattede to indgreb i armen.
I den tid var det meget svært at bevare en motivation til træning og noget som helst andet i øvrigt! Det er frustrerende at ligge der og vide at læger og specialister ikke aner hvad der foregår, og at den ene operation bare fulgte den anden uden at de kunne komme til bunds i hvad der egentligt var galt.
Det blev dog til lidt ture på afdelingens kondicykel, og heldigvis fik jeg tilknyttet verdens sødeste fysioterapeut der på den gode måde tvang mig til at lave øvelser i sengen. Da det begyndte at gå bedre kunne jeg, i første omgang selv gå ned og hente mine måltider ved hjælp af en såkaldt ’talerstol’ at støtte mig til. Næste skridt var at jeg enten kunne gå eller blive kørt (afhængig af dagsformen) ned i hospitalets træningsrum og lave øvelser, gå på løbebånd/stepmaskine eller hvad vi i fællesskab fandt frem til at jeg kunne overskue den dag.
Det var den bedste time på døgnet når jeg havde overskud til at komme derned. Jeg følte mig godt nok som en idiot at stå der i hospitalets udleverede uniform, med armen i slynge og det venstre ben dinglende med sveden haglende ned af kroppen ved den mindste belastning. Men det var sgu livsbekræftende!

Min datter og mig under indlæggelsen på Roskilde Sygehus

En opmuntrende faktor i denne periode var dog at sygdommen responderede godt på kemoen og allerede efter 2 behandlinger kunne en scanning vise at der ikke var noget liv i kræftcellerne. Så det var et lyspunkt.

Midt i november skete ’miraklet’ heldigvis. En tur på Riget hos nogle specialister var hvad der skulle til for at få knækket koden. De kunne straks se hvad der var galt, gav mig nogle piller, og sendte mig hjem. Det var startskuddet til den optur der ikke rigtigt har mistet fart endnu. Herfra har jeg selv været med til at docere hvor mange tæsk jeg har kunnet give mig selv.
Den primære motivation i denne fase var: Hvis jeg nogensinde igen skal gennemleve sådan en behandling, så vil jeg være så fysisk og psykisk stærk som overhovedet muligt.

For jeg havde klart kunnet mærke hvor meget det havde hjulpet mig at jeg var i topform da det ramte.
Så bortset fra at jeg i den tid, og indtil årsskiftet skulle passe mine daglige strålebehandlinger på Riget, så satte jeg mig som mål at jeg skulle træne mindst en gang om dagen. Jeg meldte mig ind i det lokale fitnesscenter og begyndte først at gå og siden at småløbe ture. Jeg fandt hurtigt en foretrukken 5 km rundstrækning hvor jeg skiftevis gik i 5 minutter og ’løb’ i 1 minut. Alt sejlede når jeg satte i løb og jeg var adskillige gange ved at miste balancen og vælte. Men der var udvikling i det. Jeg tog strålerne pænt og såret på baglåret fandt sig i behandlingen og hjemmesygeplejerskerne motiverede mig til at fortsætte da det fortsat helede pænt op.

I gang med træningen igen – December 2013

Foråret 2013 inden konstateringen af sygdommen, havde jeg løbet Fyr til Fyr 60 km på Bornholm med min svoger og det havde været en fantastisk løbeoplevelse. Så fantastisk at jeg straks efter hjemkomst havde meldt mig til igen. Derfor havde jeg jo det startnummer liggende til 2014, og hvorfor ikke gå efter at blive klar til det? Jeg kunne jo altid gå, pyt med det. Jeg ville bare gerne tilbage på ultrascenen også selvom det var i en ynkelig forfatning.
Jeg lavede i den forbindelse en aftale med OOB-coaching om at de skulle hjælpe mig med løbetræningen. Og jeg begyndte også at gå hos en klinik diætist. Hun skulle hjælpe mig med flere ting: Jeg skulle tabe hospitalssulet og have hjælp til at det blev gjort i et fornuftigt tempo. Jeg vejede små 95 kg på det tidspunkt, og der var ikke mange muskler! Hun skulle også hjælpe til med at sammensætte den korrekte kost i forhold til at jeg havde droppet kødet og var blevet vegetar. Og til sidst skulle hun også hjælpe med at docere det rigtigt i forhold til min megen træning og mit genfundne liv som ultraløber.
Endvidere begyndte jeg at dyrke en del yoga, afspænding og meditation der skulle hjælpe til at gøre mig stærkere.

Denne konstellation virkede super godt og jeg kom ca. 5 måneder senere igennem Fyr til Fyr, til og med 1 time og 40 minutter hurtigere end året før.
Det gav mig en enorm tro på tingene og Winforce100 stod straks klart på nethinden. 3’die gang skulle det f…… være! Nu viste jeg at jeg havde styrken til de lange løb igen, og det var derfor bare om at bygge på.

Fyr til Fyr 2014 – Foto: Stine Sophie Winckel

Jeg havde i den efterfølgende tid en super fed periode med masser af træning og store fremskridt. Det hjalp også gevaldigt at kontakten med sygehusvæsenet blev mindre og mindre. Hjemmesygeplejen hørte op og jeg skulle (ligesom jeg fortsat skal de næste 1 ½ år) kun på hospitalet til behandling hver 8. uge.
I denne periode havde jeg dog et enkelt afbræk, hvor jeg startede med at arbejde igen. Min tidligere arbejdsplads gav mig mulighed for at komme tilbage dertil for en periode og jeg troede at jeg var klar til det. Det varede dog ikke længe før jeg kunne se på det hele, at det var jeg ikke. Jeg kunne godt passe mit arbejde, men de ting der virkeligt var vigtige for mig begyndte jeg at svigte mere og mere da presset blev for stort. Derfor valgte jeg efter 2 måneders ansættelse at stoppe igen. Det er vigtigere for mig at være der for min familie og passe det der ellers er vigtigst for mig, nemlig løbet, end at gøre det jeg selv forventede af mig selv før i tiden, og som jeg troede andre forventede: At passe et arbejde. Siden maj har jeg derfor ikke arbejdet men været hjemmegående husfar, passet frue og datter og mig selv efter bedste evne. Når det rigtige arbejde dukker op, og overskuddet er der vil jeg gerne i gang igen. Men det skal føles rigtigt og meget gerne have noget med løb, træning og udeliv at gøre.

I den fase af mit liv hvor alt var kaos for mig selv som for min familie og mine venner, er der nogle ting der uomtvisteligt falder på plads: Hvad betyder noget for mig? Hvad vil jeg bruge mit liv til HVIS jeg får det tilbage? Jeg havde rigeligt med tid til at reflektere over det og til at tale med min kone om det. Og det vigtigste, fandt vi frem til, var mig selv, os, vores datter, familie, venner, fritidsaktiviteter og arbejde i nævnte rækkefølge.
Den prioritering er nok den samme for mange mennesker. Men at udleve den er svær i en normal hverdag. Men eftersom at jeg lever med en lidelse der når det skal være kan blusse op igen og manifestere sig på mange ubehagelige måder, er det ikke svært for mig at holde fast i det aftalte.

Med alt det i bagagen var rammerne sat til en fed løbeoplevelse til Winforce100, hvilket jeg også fik!

Undervejs på Winforce100 – 2014 Foto: Mette Lauritzen

Min ambition var i første omgang at få en god oplevelse, i anden omgang mente jeg at det var realistisk at løbe under 12 timer. Det kom desværre ikke til at ske da en drilsk ledbåndsskade sprang op allerede efter 16-18 km. Herefter blev løbet disponeret ud fra den skade. Og jeg glædede mig bare konstant over at jeg var i stand til at fortsætte. Tempoet dalede drastisk og jeg havde mange smerter efter stop i depotet eller ved vandposten ude på ruten. Men jeg kom godt igennem, uden andre kriser i tiden 13.24.44.

Glad i mål, Winforce100 – 2014

Vigtigst af alt kom jeg igennem med en kæmpe sult på mere og en endnu større kærlighed til det at bruge mig selv i udfordrende terræn.
Jeg har efter løbet holdt en uges pause med løbet for at skåne knæet, og har fået noget massage og ultralyd. Så det går den rigtige vej, og jeg har ambitioner om meget snart at komme i gang med at træne igen og rette mit fokus mod næste store mål: Hammer Trail Winter Edition 50 miles d. 10. januar

Jeg har løbet siden barns ben blandt andet til motionsløb med min mor. Og det at være ude i naturen har altid optaget meget af min tid, især som barn og ung som spejder. Så begge dele er en del af mit DNA.
Jeg har også dyrket andre sportsgrene deriblandt holdsport, men det har altid været kampen med mig selv og det at bryde mine grænser der har tiltrukket mig. Og tanken om at det at leve op til mange små delmål på den lange vej mod en stor præstation giver super god mening for mig. Der er ingen smutveje. Det er helt sikkert også noget der har hjulpet mig i det sidste år kamp udenfor løbeskoene, og samtidig vil det sidste år hjælpe mig til endnu større oplevelser i fremtiden.

At jeg har fundet en sportsgren hvor disse elementer forenes, er en fantastisk gevinst.
Det er en hobby for mig men det er også min medicin. Lange løb i naturen sammen med rigtig kost, yoga/meditation og en dejlig og støttende familie er det der gør mig stærk og giver mig tro på livet. Derfor kan ingen af de ting tages ud af ligningen. Det er faste grundpiller som jeg stoler på og som jeg tør bygge mit liv på, hvad der så end sker.

Sagt på en anden måde: Hvis sygdommen skulle blusse op igen vil jeg fortsat gøre alt hvad jeg kan for at være så stærk som overhovedet mulig både mentalt og fysisk. For jeg har på egen krop oplevet vigtigheden af at være stærk. Og jeg er sikker på at jeg ikke var kommet så godt igennem det jeg har oplevet det sidste år hvis ikke jeg havde været i så god form.

Jeg løber for livet.

_______________________________________________________

Tusind tak til Jannik for sin fantastiske fortælling om sin kamp mod kræften og tilbage i livet, tilbage i løbeskoene. Vi er enormt taknemmelige for at få et kort indblik i fortællingen, og håber at du/Jannik, vil fortsætte skrivearbejdet til en hel bog 🙂

– Team Trail Copenhagen

Interview med Kenneth Damkjær Clausen

Vi hører altid om de hurtigste, de vildeste og rekorderne. Men hvad med sidste mand? Hvad oplever han? Hvad går han igennem for at gennemføre, mens andre har givet op eller er færdige? Når det ikke længere handler om podiet, rekorder eller bæltespænde.  Vi har interviewet den sidste, der gennemførte Hammer Trail 100 miles i år: Kenneth Damkjær Clausen.

 

• Hvad er din baggrund som løber?

Jeg kommer fra tri-verden, som jeg har været en del af siden 2010, hvor jeg lavede min første Ironman. Inden da løb jeg kun sjældent, og højdepunktet i mit løb havde været 3 halvmarathon. Det er siden blevet til bla. 3 Ironman, 1 dobbelt Ironman og Winforce 100 sidste år, som var mit første rigtige ultraløb. Det var under min træning til dobbelt Ironman sidste år, der gjorde mig lun på ultraløb. Det tiltaler mig meget, at man i høj grad skal arbejde med ens psyke for at gennemføre et løb over mange timer, for det er helt klart der, min styrke ligger.

• Hvilke forberedelser gjorde du dig frem mod Hammer Trail 100 miles?

Jeg kom lidt sent i gang med træningen. Jeg startede først for alvor op i januar med 35 km om ugen fordelt på 3 pas, og endte på 60-65 km om ugen i marts. Al min træning har næsten udelukkende været på flade grusstier rundt om i Taastrup og Albertslund. Jeg skulle måske have trænet noget bakkeløb, men det blev ikke til noget i denne omgang. Midt i marts blev jeg skadet, og kunne næsten ikke løbe, frem til jeg skulle løbe Fyr Til Fyr. Min plan var derfor at se hvordan det løb gik, inden jeg meldte mig til HT 100 miles. Det gik bedre end forventet, skaden mærkede jeg ikke meget til, og jeg kom i mål lige under 6 timer. Med det som udgangspunkt mente jeg godt, at jeg kunne melde mig til HT 100 miles.

 

• Hvordan oplevede du løbet?

Det første jeg lagde mærke til, var den gode stemning og de mange smil blandt alle folk. Det gav løbet en god ånd. Samtidig var det fedt, at man skiftede løbsretning for hver omgang, så man hele tiden mødte de andre deltagere ude på ruten. Især om lørdagen, hvor alle distancer var ude på ruten, var der gang i den. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente af ruten. Inden jeg stillede til start, havde jeg kun erfaring fra Winforce 100, så jeg blev noget overrasket over, hvordan ruten var. Nogle steder kunne man næsten ikke passere hinanden på de smalle stier, og andre steder skulle man bruge alle fire for at komme op eller ned, men det var fedt!

Kent, en klubkammerat, var også over for at løbe, og vi aftalte, at vi ville løbe den sammen. Det gik godt, og vi løb lige op. Om natten kom den første krise. Jeg var kommet til den grønne græsbakke og sumpområdet ved Hammershus, og her faldt temperaturen brat, hvilket jeg slet ikke var klædt på til. Jeg gik nærmest i kuldechok, og tempoet faldt helt til jorden. Det var en lang og kold tur hjem, inden jeg fik noget varmt tøj og suppe, men så var jeg også kørende igen. Kent og jeg havde haft et rigtig godt samarbejde løbet igennem og frem til ca. 85 km, hvor Kent desværre udgik. Det at løbe om natten generer mig ikke, det giver bare lidt ekstra krydderi til oplevelsen, og slukkede man pandelampen et øjeblik og kiggede op, kunne man se den flotteste stjerneklare nattehimmel. Det ser man ikke hjemme i Taastrup. Det var gået godt indtil næstsidste omgang. Et fald, og et nedløb lige inden Hammer havn, hvor jeg blev grebet af den gode opbakning fra de andre deltagere, og havde givet den gas ned af, havde kostet et knæ, en ankel og en blå negl. Da jeg gik ud på sidste omgang vidste jeg, at den ville blive hård, så det meste foregik i hurtig gang. Det gav mig rig mulighed til at reflektere over løbet og de mange oplevelserne, det havde givet mig. Det var klart det hårdeste, jeg havde prøvet. Den rute og de mange højdemeter, det var jo helt vildt! De sidste 100 meter op til mål var de bedste, alt det hårde arbejde og de mange timer gav endelig resultat. Jeg krydsede målstregen uden at tænke på tiden. Jeg var glad og stolt, men samtidig også lidt uforstående over for den distance, jeg netop havde tilbagelagt. 100 miles, 160 km, det var jo helt vildt. Endnu en gang blev jeg overrasket over, hvad jeg var i stand til at gøre med en stærk vilje og lidt fysik.

• Hvad var dine ambitioner for løbet? Gennemføre, bæltespænde?

Målet var bare at gennemføre og så få de 4 point til UTMB. Jeg havde ikke haft de mest optimale forberedelser, så næste gang jeg løber HT 100 miles, går jeg klart efter et bæltespænde.

 

• Når andre var foran dig eller udgået, hvordan bevarede du så motivationen til at gennemføre/ Jeg kunne især godt tænke mig at høre noget om hvad der holder dig i bevægelse i så lang tid – hvordan holder du motivationen oppe ?

Jeg tænkte egentlig ikke så meget på dem, der lå foran. Jeg ville ikke løbe og stresse. Jeg tænkte bare på, at jeg skulle gennemføre. Når jeg bliver presset til et løb/stævne, så tænker jeg tilbage på, da jeg var soldat og udsendt til Irak og Afghanistan. Der lærte jeg, at man ikke får noget foræret, man skal selv kæmpe og gøre sig fortjent til sine sejre. Vores delings kampråb i Irak var, at vores delingsfører råbte til os: ”GIR I OP!”, hvor vi svarede: ”ALDRIG!”. Så når jeg bliver træt, øm, og begynder at have ondt af mig selv, så spørger jeg mig selv: ” GIR DU OP!”, ”ALDRIG!”. Det ligger så dybt i mig ikke at give op, så derfor er det bare på med ja-hatten og komme videre J Mentalt havde jeg delt løbet op i 3 distancer, 2 x 60 km og 1 x 40 km. Det gjorde det mere overskueligt end 160 km!

• Har du sat dig nye mål?

Sidste år satte jeg mig for, at jeg ville samle point til en tilmelding til UTMB i 2015. Jeg har 6 point nu, og skal hente de sidste 2 til Winforce 100 til august. Så jeg håber jeg er heldig i lodtrækningen til UTMB og får en plads! Hvis jeg nu ikke skulle komme af sted, så har jeg en veninde, der har snakket om at lave en 3 dobbelt ironman. Ellers er jeg åben for ideer!

Vi ønsker Kenneth al mulig held og lykke med fremtidige udfordringer.

Interview: Pia Joan Sørensen

– Fortæl lidt om dig selv, og hvorfor at du løber ultraløb?

Jeg startede med at løbe for 4 år siden. Mit første løb var Copenhagen Marathon i 2010. Jeg havde da løbet i 3 måneder. Jeg kom i mål lige under 4 timer og jeg var helt høj. Den der mur alle taler om oplevede jeg ikke, og det måtte betyde at jeg kunne løbe hurtigere og fra da af var jeg hooked på løb. Jeg var total smadret i benene, men det betød ingenting – jeg ville forbedre min tid.

Jeg har altid sagt om mig selv at jeg ikke har et konkurrence gen, men der tog jeg virkelig fejl. Når det kommer til løb, har jeg en fightervilje og jeg bliver drevet af at forbedre mig og være den bedste af mig selv. For 2 år siden blev jeg inviteret med på en løbetur på Vestamager, og det blev noget af en øjenåbner – for det her var virkelig fedt. Den sommer fik jeg løbet en del trail på øen, stort set altid i selskab med Jesper Halvorsen.

Jeg begynde at svigte min faste lørdagstime i træningscenteret, for det var så meget federe at komme ud i naturen og blive udfordret på bakker og stier. Jesper havde på det tidspunkt vist mig så mange skønne ruter, og med tiden var han gået hen og blevet en stor inspirationkilde. Der er forskellige holdninger til det at løbe på asfalt kontra trail, ærligt må jeg sige jeg kan li’ begge dele. Jeg bor jo inde i byen og ligger mange km på asfalten, og det er fortsat der min styrke ligger. Skal jeg vælge vil jeg uden tvivl fokusere på trail, jeg har bare ikke lige en skov i min baghave. Så jeg nyder de weekender hvor jeg kan komme ud og løbe i naturen.

Trail er for mig også der hvor jeg møder nye mennesker og ser nye egne og hjørner at Danmark, steder jeg ellers aldrig ville se. Specielt Bornholm er jeg nødt til at fremhæve. Det er et helt speciel sted at løbe. Naturen er unik og de trailløb jeg har deltaget i, har været nogle af mine største oplevelser inden for løb. Det sidste års tid har jeg løbet med en gruppe på Facebook som hedder ”trailløb om tirsdagen ”. Det gir mig en mulighed for at komme et hurtigt smut ud til bakker og skov og løbe sammen med andre.

– Hvad giver dig energien til at træne uge efter uge?

Løb er mange ting for mig. Det er ikke bare et ben foran det andet. Jeg elsker trail fordi der hele tiden sker noget nyt i terrænet, kilometerne flyver af sted og jeg keder mig aldrig. Asfaltløb kan godt blive en smule ensformigt, men til gengæld kan jeg her arbejde på mit tempo ret præcist. Jeg kan faktisk rigtig godt li’ at løbe de lange ture alene. Jeg elsker den fornemmelse at komme ind i et flow, hvor benene bare arbejder og tankerne flyver.

Efter en udfordrende arbejdsdag er det total frihed at komme ud og få luftet krop og sind. Når jeg så kommer hjem, har jeg det altid rigtig godt. Jeg springer sjældent en tur over, for jeg ved hvor meget energi der er at hente bagefter.

For mig er en hurtig maraton nok det hårdeste jeg kan forestille mig, det er en kamp med uret fra første skridt – et enormt hårdt pres. Jeg vil til enhver tid altid foretrække at løbe 60-100 km i et lidt langsommere tempo. Sikkert fordi det er det jeg er trænet til og pt. er det jeg er bedst til.

 – Du benytter dig af flere typer træning, såsom løb, styrk mm. Hvilken effekt har kombinationen givet dig? Kan du anbefale andre løbere at styrketræne?

Jeg har styrketrænet i 15 år i mit lokale center. Mave balder lår timer, pump timer, crossfit og specifik mave/ryg timer. Før løb begyndt at fylde meget, styrketrænede jeg 6-7 timer om ugen, de sidst år en smule mindre.

Efter nogle år som fast gæst, nævnte min ynglings træner Camilla Silverbrandt, at jeg måske også skulle lave noget pulstræning. Ærligt tænkte jeg ikke det var nødvendigt da jeg altid har været slank, og tænkte det var noget man gjorde for at tabe sig. Alligevel startede jeg med spinning, og blev lige så bidt at det som min styrketræning. Jeg har en grundfilosofi som går på, at når jeg nu bruger tid på træningen så kan jeg lige så godt gi mig 100 % hver gang, og der er ingen tvivl om at det er det ‘mindset’ der har rykker mig hurtigt. Jeg forstår simpelthen ikke de piger der stiller sig op på et løbebånd eller en cross trainer med mobilen i hånden, og bare lunter!

De perioder hvor jeg træner op til et længere løb nedprioriterer jeg typisk styrketræningen, da jeg simpelthen ikke kan finde tiden til at nå det hele. I de perioder bliver det ”kun” til 2-3 gange om ugen, og det kan jeg altså mærke på kroppen efter konkurrence. Specielt i lænden og hoftebøjerne. Så derfor kompenserer jeg på den manglede træning ved at fokusere på mave/ryg træning og en grundig udstrækning, og det gør en forskel for mig. Jeg ved ikke hvordan det er for andre løbere, men lænden og hoftebøjerne er helt sikkert mit svage punkt.

Jeg har meget fokus på lunches og squat-øvelser. Jeg er ikke i tvivl om at alle de mange år med pumpe udstyret på nakken, har hjulpet mig til at blive en stærkere løber. Jeg oplever stort set ikke trætte ben efter et stort løb, heller ikke da jeg løb mit sidste 100 km løb for et par uger siden ( Jeg har aldrig haft en krampe ). Det er mere en træthed i hele kroppen, men altså ikke decideret ømme ben. Den eneste undtagelse var da jeg løbe Bornholm rundt, der var benene godt brugte. Det er sikkert også derfor jeg sidste forår tænkte, at det var ok at løbe flere lange løb med få ugers mellemrum. Nok ikke det rigtige at gøre, men det føltes ok.

I efteråret var jeg skadet med betændelse i svangsenen under højre fod. Det var næsten forventeligt for min træningsmængde som var alt for høj, specielt set i lyset af at jeg aldrig rigtig restituerede. Måske fordi at jeg elsker at løbe, og da det er blevet så stor en del at mit liv og min identitet, var jeg ikke i stand til at bremse op. Skaden kom på mange måde på et godt tidspunkt, og blev noget af en øjenåbner. Jeg kunne heldigvis hoppe på en spinningcykel og holde formen ved lige.

Planen var, at jeg skulle løbe trailløbet Molsruten i efteråret. Thure Kjær som er medarrangør af løbet sammen med Moses Løvstad, kontaktede mig for at høre om jeg stillede til start, jeg tøvede et øjeblik for jeg ville vild gerne løbe med, men sagde alligevel nej.  Der var bare ikke noget at komme med – troede jeg. Kort før løbsdagen skrev jeg til Thure at jeg alligevel gerne ville deltage. Pludselig betød placering ikke noget for mig. Jeg havde bare så meget brug for at komme ud og få luftet løbeskoene og se løbevennerne igen. Jeg ville være ovenud tilfreds hvis jeg kunne komme igennem de 60 km. . . . Og så vandt jeg. Jeg løbe et stabilt løb uden kriser og det har nok været min bedste performance.

Den oplevelse satte tanker i gang. Hvis jeg ville forbedre mig var jeg nødt til at gå nye vej. Jeg var komme langt i løbeverdenen ved egen hjælp, men jeg var ikke i stand til at rykke mig selv yderligere, og jeg ville for alt i verdenen ikke ud i en ny skade. Så efter lang tids overvejelse besluttede jeg at kontakte Ole Stougaard fra Multitesta og høre om han ville træne mig. Det sagde han heldigvis ja til. Jeg skal love for min trænings uge ser en hel del anderledes ud nu. Tidligere løb jeg de fleste km i samme tempo, og hver anden uge når jeg ikke har min søn, gav jeg den ekstra gas med kilometerne. Nu løber jeg intervaller, har hævet mit grundtempo, indlagte tempo ture og pt. løber jeg også lidt færre km.

Foto: Stine Sophie Winckel

– Du vandt denne weekend DM 100 km til ALOT 100, hvilket også betød en 2. plads overall. Hvordan oplevede du løbet? Hvilken taktik havde du planlagt frem mod ALOT ift. pace?

For et par måneder siden besluttede jeg at stille op til DM 100. Jeg kvalificerede mig til VM 100 km sidste år, så deltagelsen var hovedsagelig for at se hvordan formen var.

Ole har ikke haft langt tid til at træne mig op til løbet, og han mente jeg skulle gå efter en tid på omkring 8 timer og 15 min. Det vil sige et gennemsnit på 4.57 min/km. Jeg følte selv jeg kunne løbe en smule hurtigere og vi landede på 4. 50 min/ km. Det nye for mig var at jeg skulle holde samme pace under hele løbet.

Normalt ville jeg ligge ud i et noget hurtigere tempo ( 4.25 – 4.30 ) så jeg havde lidt i ” banken” til sidst. Jeg startede ud i et lidt hurtigere tempo end planlagt ( 4.35-4.45 ) da det føltes unaturligt at løbe langsommere, så det holdt jeg fast på. De første 50 km var ubesværede og det gik fint med energioptaget. Det var en rigtig varm dag og min energi stod lige i solen. Så efter nogle timer i varmen var det udrikkeligt, og jeg mistede lidt overblikket over min energi. Jeg have ikke trænet i den hede, så varmen blev også en udfordrende medspiller. Jeg er sikker på jeg kunne ha løbet et hurtigere løb hvis vejret havde været på min side. Men når det er sagt er jeg meget tilfreds.

– Hvad har du af fremtidige mål?

Årets hovedmål er VM 100 km i Doha Qatar 28 november. Ambitionen er en tid under 8 timer. Af delmål håber jeg at løbe et godt løb til trailløbet Gedarmstien i juni. Selvfølgelig drømmer jeg også om at  vinde ( men nu må vi se, der er andre stærke piger med ).

Jeg vil rigtig gerne under de magiske 3 timer på maraton distancen. Jeg gir det et forsøg til Copenhagen Marathon, ellers skulle formen gerne være der til H.C Andersen Marathon. I 2015 kunne jeg godt tænke mig at blive udfordret på 100 miles distancen. Og så bliver det forhåbentlig også året, hvor jeg fokusere mest på trailløb.

___________________________________________

Tak for det fine interview Pia Sørensen, held og lykke med de fremtidige mål!

– Team Trail Copenhagen

Jeg har løbet langt – hvad så nu?

Kort før starten på de 50 miles.

Jeg har løbet langt… Hvad så nu?

Jeg har deltaget i en håndfuld ultraløb. Ovenstående spørgsmål har ramt mig hver eneste gang, jeg har krydset målstregen. Altid rammes jeg af et tomrum – et form for vakuum. Jeg bliver rastløs. Jeg skal restituere. Jeg vil træne igen! Jeg har brug for et nyt mål. I dagene efter et ultraløb bruger jeg megen tid på at reflektere over løbet. Hvordan gik det? Hvad oplevede jeg? Hvad oplevede de andre? Og ikke mindst: Hvad kan jeg gøre bedre? Når de ting så småt er arbejdet igennem oppe i hovedet, får jeg en stor lyst til at sætte mig nye mål. Ikke fordi alt skal handle om konkurrencer og resultater, men fordi målene tjener som motivation for træningen. Jeg bliver såmænd også motiveret af glæden ved træningen i sig selv, men et mål skærper mig yderligere. Tomrummet efter et løb tror jeg egentlig er sundt. Det giver tid til at fordøje og evaluere, men rastløsheden kan også være svær at håndtere. Tilstanden er mærkelig og jeg bruger megen tid på at lede efter fremtidige løb.

 

Forberedelse. Kassen til depotet pakkes.

I dagene efter et ultraløb er jeg ofte mentalt fraværende, fordi jeg gennemgår oplevelsen. De første dage efter Hammer Trail fyldte løbet meget i mine tanker, men her, seks dage efter, er jeg ved at være ude på den anden side. Det hjælper også en del, at jeg så småt kan genoptage træningen. Da jeg havde gennemført Ice Ultra i Lapland tog det over en uge, før min kæreste syntes, at hun kunne komme ordenligt i kontakt med mig!

Sidste gang ved Hammerhus. Smilet er stort af flere årsager: Vejret er godt, jeg har et godt løb, mit hade-stykke mellem Vang og Hammerhus er overstået og det fedeste på ruten venter: Hammerknuden.

Mit løb på Bornholm gik næsten som jeg havde håbet. Ambitionen var at få en bedre oplevelse end sidste år og den blev indfriet. Jeg havde ikke det samme voldsomme energidyk som sidste år og jeg følte ikke lede ved udfordringen undervejs. Jeg blev da træt, selvfølgelig, men jeg nød turen hele vejen igennem. På en måde var det næsten lidt trist, da jeg drog ud på den sidste omgang, for så var det snart slut. Til gengæld blev jeg ramt af kramper igen i år. De første kom ved 32 km. og resten af turen lurede de i baggrunden og tvang mig til at stoppe op af og til. Dem skal jeg have gjort noget ved! Og jeg tabte stadig for meget tid på 2. og 3. omgang i forhold til den første. Jeg har nok ikke trænet stabilt nok og har heller ikke haft nok lange ture til at holde et så flot og jævnt tempo, som vinderen Jesper Noer gjorde. Jesper tabte ca. 5 minutter pr. omgang, mens jeg var oppe på ca. 15. Sidste år løb Jonas Borsøe Christensen løb endda negativ split på de 50 miles og endte på en 2.-plads. Det imponerede mig! Men jeg løb stadig en bedre tid end sidste år og det var målet.

At jeg ikke vandt, er der ikke noget hokus pokus ved. Der er masser af løbere derude, der er hurtigere end mig. Jeg vidste allerede før start, at Jesper skulle snuble, eller på anden måde dumme sig, hvis vi andre skulle have en chance. Han forsvandt med det samme på prologen og så brugte jeg ellers 2/3 af den første omgang på at følges med Greg Friedman og Klaus Dahl, indtil vi lige så stille gled fra hinanden. Resten af tiden løb jeg alene, hvilket jeg overraskende nok havde det fint med. Nordbornholm viste sige fra sin bedste side med fantastisk vejr, masser af lækre spor og endnu flere højdemeter end det foregående år.

Om jeg kommer igen til næste år er tvivlsomt pga. konfirmation i den nærmeste familie, men det er bestemt ikke sidste gang, jeg løber på Bornholm. Indtil da kan jeg jo finde mit næste lange løb. Jeg ville helst en tur til udlandet, men der skal også tages hensyn til familie, arbejde og økonomi. Winforce krydret med diverse Salomon Trail Tour afdelinger kunne være et godt bud. Det dejlige ved trailsporten er, at den vokser i Danmark og derfor dukker der hele tiden nye og spændende løb op. Så mit tomrum behøver ikke vare så længe.

Jeg havde fornøjelsen af at have min kæreste med, som havde en god oplevelse på de ca. 25 km.

 

Tanker: Post Hammer Trail 100 Miles

Det er blevet torsdag, og hævelsen fra weekendens strabadser er endelig forsvundet fra især knæ og fødder. Kroppen er dog stadigvæk øm, stiv og på ingen måde i stand i at bevæge sig hurtigere end 4 km/t, men det er helt ok når man har løbet bedre end ventet – for det var netop hvad der skete ifm. Hammer Trail 100 Miles, hvor jeg løb i mål i tiden 21.41.53. Det blev et resultat jeg aldrig havde turde håbe på!

Min deltagelse til Hammer Trail 100 Miles skulle have fundet sted allerede sidste år, men knæet ville på det tidspunkt ikke det samme som jeg. Set i bagspejlet var det kun gavnligt, da jeg i år havde opbygget et helt andet mål, og derved ændret fokus på baggrund af en længere og mere intens træning. HT100 2014 skulle for mit vedkommende være det første ultraløb, hvor at jeg ikke udelukkende ville fokusere på at gennemføre, men også at ’sætte en god tid’ og kæmpe om podieplaceringerne. Dette kom på baggrund af at jeg sidste år til Transalpine fornemmede dybt inde i mig selv, at skulle jeg finde motivation for at løbe 160 km, så handlede de om tid/PR og evt. Podieplaceringer. Dette fokus skulle altså fremadrettet motivere mig i min træning og under konkurrencedeltagelse, hvilket for mit vedkommende ændrede alt.

Træningen frem mod HT100 har jeg allerede skrevet om (1: Radikal ændring af.., 2: Træningen frem mod.., 3: Sidste del..), men kort fortalt bestod min ugentlige træning nu af kortere men hurtigere træningspas, med et større antal højdemetre. Ændringen gav selvfølgelig et anderledes fysisk respons, men mentalt kæmpede jeg også, bl.a. med at ‘føle mig hjemme’ indenfor de nye rammer. Jeg følte mig totalt på udebane når jeg satte uret i gang midt i Fælledparken, for at banke igennem i lange intervaller i 35 min, for derefter at lunte hjem. Det samme gjaldt de træningspas, hvor jeg stod i bunden af en bakke med mål om at løbe op/ned X antal gange, indtil at der stod 1000 hm+ på uret – samt når jeg i skovene løb intenst på single track, uden mulighed for at nyde naturen der passerede forbi – der var simpelthen ikke tid/overskud, for der skulle løbes intenst. Det tog tid at vænne sig til.

Belønningen kom dog relativt kort tid efter, nemlig i weekenden på Bornholm. Ved startlinjen stod vi 30-40 mand, og 160 km ventede samt 5.500 hm+. Jeg vidste at Kenneth Kofoed ville ligge pres på fra start via et højt pace, og jeg havde hjemmefra valgt at følge med på prolog (6 km), for derefter at lade ham stikke. 1 min efter at startskuddet havde lydt var Kenneth og jeg helt alene, og på mit ur stod der pace 14,5 km/t (ca. 4.10 min/km). Puha det gik lidt for hurtigt tænkte jeg, med den betragtning at 159 km ventede forude. Prologen var i år ændret, således at sidste 25 % (af hver runde på prologen) var i svært kuperet teknisk terræn, men uanset terræn rundt om søen lå vi begge tæt mens at resten af feltet stille forsvandt bagud.

Efter 6 km sluttede prologen, og Kenneth forsvandt hurtigt ud på første runde mens at jeg tog det mere stille og roligt. Alt var taktisk set gået som forventet, og nu håbede jeg blot at mit lidt lavere pace ville give pote når vi ramte natten, og søvn og træthed begyndte at melde sig. Første amkomst til Jons Kapel var Kenneth allerede på vej op af de sidste trin, og han så frisk ud. Vi nåede lige hurtigt at sige hej til hinanden, inden at han forsvandt af sted mod Vang mens at jeg skulle en tur ned ad trapperne og ringe med klokken. Jeg brugte ingen tid ved mini-depotet, jeg følte ikke at der var behov – kroppen føltes jo så frisk 🙂 Generelt herskede der ikke de store problemer på første runde bortset fra lidt sidestik, jeg løb stort set alle stigninger mens at benene stadigvæk var friske, og mentalt prøvede jeg at glemme alt om placering og i stedet nyde naturen og prøve at suge den gode energi ind via dybe kontrollerede vejrtrækninger. Midt på Hammerknuden nød jeg måske naturen en smule for meget, for pludseligt faldt jeg over en mindre rod og landede hårdt med venstre knæ i jorden. ‘SHIT’ var vist det eneste jeg nåede at tænke, det blødte heldigvis kun lidt så jeg rejste mig hurtigt inden det begyndte at gøre ondt, og løb videre – No problemos!

Mit depotskifte efter 1. Runde var hurtigt, cirka 45 sek hvorefter jeg igen søgte mod Hammerknuden. Det var først ved Hammer Havn at jeg fik øje på Kenneth Kofod igen, jeg var stadigvæk oppe på sidste del af knuden i det løse sand, mens at Kenneth løb langs havnen. Jeg prøvede hele tiden at være positiv og se situationen fra en motiverende vinkel, og tænkte derfor at Kenneth ikke var synderligt langt fra mig – vist kun 2 minutter. Det jeg ikke vidste på dette tidspunkt, var at Kenneth kæmpede med motivationen. Kort tid efter at Kenneth havde ramt havnen, valgte han at trække sig – det fandt jeg dog først ud af da jeg ramte det store depot efter 2 fuldendte runder. Jeg havde ved slutningen af 2. Runde undret mig over at jeg ikke havde mødt Kenneth endnu, for hver gang man nåede depotet skulle man løbe i modsat retning. Altså ville man møde sine konkurrenter på et eller andet tidspunkt. Da jeg nåede depotet var jeg et stort spørgsmåltegn, og spurgte med det samme hvor Kenneth var. ’Han havde ikke hovedet mig sig’ lød meldingen, og det tog lidt tid før at jeg forstod hvad der var sket.

Jeg følte mig pludseligt en smule splittet da meldingen lød i depotet. På den ene side var det da rart at være nr. 1, men omvendt så forsvandt motivationen for at nå i mål i en god tid, da mit trætte hovedet nu kun fokuserede på at holde 1. Pladsen hele vejen hjem. Jeg var ærgerlig over hvad der var sket med Kenneth, for jeg ville gerne have en i front til at pace mig (indirekte pacing altså), og især Kenneth ville jeg gerne prøve kræfter med gennem natten.

Med et meget forvirret hoved forlod jeg depotet og begav mig ud på 3. Runde. Allerede her var kroppen så småt begyndt at brokke sig, især mine fødder var trætte omkring svangen og jeg løb kortvarigt med tanken om at stoppe efter 3 runder, og rejse hjem med et 50 Miles diplom. For hold da op der var langt hjem igen – HELE 4 runder!

Jeg husker ikke meget fra 3. Runde, andet end at jeg i stigende grad oplevede et flow i mit løb, hvor at tingene ligesom bare skete uden at jeg tænkte over det. Følelsen var utrolig rar, nærmest mediterende, men for de andre 100M løbere der krydsede mig på sporet virkede jeg nok en smule stenet 🙂 Mørket begyndte så småt at tage over, og på vej langs kysten ved Vang samt første passage af Hamerknuden fik jeg nok Danmarks flotteste solnedgang fra vest. Alle farver var i spil, i takt med at solen stille forsvandt, og man kunne i perioder føle sig helt hypnotiseret af hvad der skete mod vest. Hold da op et sus det gav gennem hele kroppen, og på et split sekund faldt temperaturen gevaldigt til ned omkring frysepunktet. Ved depotet fik jeg skiftet til varmt tøj samt spist lidt lasagne, før at jeg igen drog ud. Nu var 50 % gennemført, i bedste PR-tid for mit vedkommende. 4. runde var runden hvor at jeg for alvor begyndte at spørge mig selv igen og igen, hvorfor at jeg år efter år stillede op til ultraløb. Hvorfor H..…E kunne jeg ikke som alle andre træne stille og roligt og hver weekend være hjemme med familien og se ’Pretty Woman’ for 29.000 gang? Svaret tror jeg vidst ikke at jeg fandt frem til, omvendt kunne jeg huske mig selv på, at når jeg dag efter dag det seneste halve år havde trænet og tænkt på HT100, så måtte der være et eller andet ‘deep down’ der motiverede mig til både at deltage OG gennemføre. Det blev en mærkelig en-mands diskussion, som jeg sidst oplevede da jeg deltog i Spartathlon i 2012. Hvorfor er det at jeg gør det her? Tjaa… Godt spørgsmål!

Indtil videre havde jeg ikke haft nogle nævneværdige nedture, og det skulle vise sig at der under resten af løbet ikke opstod nogle energimæssige kriser. Det var nyt! Til gengæld fik jeg glæden af at kæmpe imod gevaldige søvnudfordringer på runde 4 og 5. Omkring en var alt kulsort, jeg havde kun pandelampens skær samt det begrænsede lys fra månen og de fjerne stjerner, der tydeligt kiggede frem på himmelen. Ugen op til løbet havde været hektisk pga. Arbejde, og en halv urolig søvn op til HT100 gjorde ikke situationen bedre.

Skulle jeg vælge, ville jeg til hver en tid vælge at kæmpe med mangel på energi, end søvn! Mangel på energi kan man gøre noget ved, søvn… Ja den er sgu lidt svær. Det eneste jeg dog kunne gøre, var at stoppe op hver gang at jeg mødte en af de modløbende 100 milere, og hurtigt tage en snak. For mit vedkommende ville det være fuldstændig ligegyldigt hvad vi talte om, vi kunne f.eks. tale om hvorvidt at prisen på et kg mel var fair i DK, bare så længe at vi kunne sige noget til hinanden i 20 sek. Gjorde jeg det, så vidste jeg at min hjerne igen ville vågne en smule, som hvis hver mine-samtale var et shot Red Bull. Dem jeg mødte på ruten var måske lige så trætte som jeg, for snaksaglige var de 🙂 Der blev primært talt om hvor langt der var igen, om temperaturen der føltes lav og om hvor mørk natten var. Det var en rimelig nem snak, for jeg var enig med de fleste og resultatet var at jeg kunne udskyde søvnen bare en smule, snak for snak (tak til dem som kort ville chatte på sporet!). Det hjalp også lidt da jeg omkring 1.30 om natten begyndte at løbe i mod 50 milerne, der netop var begyndt deres togt på i alt 3 runder. Jesper Noer nåede jeg godt nok ikke at opleve, kun hans trykbølge fra de 200 km/t han kom farende med. Et par minutter efter kom resten af deltagerne i spredte grupper, alle mand med deres pandelamper tændt, hvilket gav en utrolig smuk lyseffekt gennem skoven. Alle var utrolig søde til at hilse og heppe lidt, det varmede selvom at jeg inderst inde var lidt jaloux over at de havde selskab (og sikkert var super oplagte/friske). 500 m efter ramte jeg depotet og fik drukket en Red Bull. Kim Ramussen (løbsarrangør) meddelte at der var 1 time og 20 min til nr. 2, som på det tidspunkt var Heine (alias Hoka Heine fra Marathon Sport), tæt forfulgt af Tonni Bager. Mit ur var gået ud, og mit fokus på tid var på sit laveste. Jeg var på sin vis græsk-katolsk med tiden, jeg skulle blot køre sejren hjem. Derfor tog jeg en power-nap på 5 min i stolen foran Tejn-IF’ voldsomme varmekanon, og på et splitsekund var jeg væk. Jeg vågnede med et sæt da Leon tog fat i mig, fik skiftet pandelampe og af afsted var jeg nu på 5. Runde.

På det her tidspunkt gjaldt det om at sætte sig delmål, og dermed hele tiden give sig selv nogle små succeser frem for at føle at man ingen steder kom. Derfor blev især 5. Runde delt op i utallige små dele, såsom ½ Hammerknude, Hammer Havn, Vang, Stenbrud, Jons Kapel osv. Derudover motiverede jeg mig med tanken om at det nu var sidste gang, at jeg løb i den retning på sporet. Altså ville jeg kun mangle at betræde de samme steder en enkel gang til på 6. Runde. Tanken gjorde mig glad, men uanset hvor meget jeg prøvede begyndte søvnen igen at fylde mere og mere. På det her tidspunkt omkring Jons Kapel stod det slemt til. For første gang nogensinde var jeg begyndt at se syner, hvilket betød at skilte på afstand blev til biler, buske blev til lydløse publikum osv. Flere genstande tog form i mit hoved, men hver gang jeg kom tæt på gik det op for mig, at der ikke stod hverken biler eller publikum. Det var min hjerne der drillede, og jeg kunne ikke finde hoved og hale i situationen. Ikke langt fra stenbruddet spidsede det hele til da jeg kom løbende på åbent fladt grusspor, hvorfra man skulle dreje af og løbe af single trail ned ad det nye spor ved Mosesøen. Svinget var utroligt godt markeret, men lige lidt hjalp det, da jeg kort forinden i løb døsede væk. Dette opdagede jeg dog først da jeg 1 min senere stoppede op tilfældigt, og undrer mig over hvilken bygning jeg var ved at løbe ind i. Foran mig stod en stor hvid bygning, muligvis en gård, og den havde jeg altså ikke set på de andre runder. Omkring mig var der heller ikke nogen markeringsstrimler, så 2 + 2 gav hurtigt resultatet at jeg havde glemt at dreje af. På vej tilbage kom to 50 milere løbere i modsat retning. De så at jeg kom løbende fra deres højre side, hvor de ellers selv mente at skulle til venstre. Jeg kunne dog hurtigt berette om at jeg havde døset hen og fortsat i forkert retning, hvilket kort gav anledning til latter blandt os alle tre. Derfra forsvandt søvnproblemerne heldigvis!

Ved sidste depot besøg tog jeg mig igen en kort power-nap, for igen var der masser af tid til nr. 2. Der gik dog ikke mange minutter, før at min supporter Andreas Holm sammen med Jakob Vestergaard (løbsarrangør) hev fat i mig, og kort og kontant fortalte mig at jeg ikke var kommet for at sove. Spurgte du min krop ville den bestemt være uenig, og med glæde tage diskussionen. Dog inden jeg nåede så langt med en heftig diskussion, var Jakob allerede i gang med at fortælle mig om hvilken sluttid jeg kunne opnå, såfremt at jeg lettede bagdelen og kom af sted. Indtil videre havde jeg glemt alt om tid og mulighed for bane rekord, og jeg havde ingen anelse om at jeg havde brugt cirka 18 timer på sporet. Jakob sagde kort, at hvis min dovne krop magtede at lette sig fra stolen, så kunne jeg sætte en god dansk tid på ruten. Præcis den sætning gav mening i mit hoved, et hoved som ellers 1 time før havde set syner overalt i mørket. Op rejste jeg mig, gav pandelampe væk til Andreas og af sted løb jeg ud på sidste runde.

En af årsagerne til at jeg endnu en gang havde sovet i depotet, var da Hammerknuden (sidste del af 5. runde) for første gang havde fjernet al energi, og efterladt ingenting. Men en søvn, skæld ud og kombi af Cola og Red Bull havde på 10 min gjort underværker, og det mærkedes med det samme. De fleste stigninger kunne jeg igen finde kræfter til at løbe, og kun de stejle blev power hiket. Der blev for alvor sat delmål, hvor stor bakke var et mål i sig selv. Jeg fandt igen flow i mit løb, og nød at jeg for første gang i mange timer ikke skulle kæmpe med at holde mine øjne åbne. Derudover var alle jeg mødte utrolig søde til at hilse og heppe. Mange roste præstationen, desværre var mit overskud til at give igen lav hvilket jeg nu undskylder. Dog kunne jeg mærke at jeg havde blod på tanden, og at runden hurtigst muligt skulle overstås. For jo hurtigere i mål, jo hurtigere kunne jeg sætte mig ned og aldrig rejse mig op igen 🙂 Dét motiverede!

Jons Kapel var nok rundens største delmål, da jeg derfra kun manglede lette 8 km i fugleflugt gennem terrænnet til start/målområdet. Hold nu op benene var gode, energien var fortsat høj og temperaturen var stødt stigende på vej mod 10+ grader. Ved udsigt til Hammerhus vidste jeg at der kun manglede cirka 2 km, og det var slet ikke til at fatte. Jeg havde i øjeblikket en halvromantisk ide om at jeg sammen med mit supporthold skulle krydse stregen, for de ventede jo på mig i mål. Det skulle dog vise sig ikke at være tilfældet. Mit supporthold var ikke ved depotet, og jeg krydsede derfor alene stregen i sluttiden 21 timer, 41 minutter og 53 sekunder (officiel tid) = ny PR og ny bane rekord. Hold op en fed fornemmelse, men hvor fanden var mit supporthold?? – ’De er ikke kommet, de er i Allinge efter kaffe’ lød meldingen fra en smilende Lene Møller (løbsarrangør). Kim ønskede tillykke med medalje over hovedet, mens at jeg hurtigt fandt en stol der så behagelig ud. Med smil på læben kunne jeg så ringe til mit supporthold og berette, at jeg nu var i mål – hurtigere end hvad de havde forventet 🙂

Hammer Trail 2014 forløb bedre end jeg nogensinde havde turde håbe på. En 1. Plads havde jeg måske håbet på samt en tid tæt på 22 timer. Men at tænke tilbage på løbet, og konstatere at der stort set ikke opstod nogen former for nedture, at jeg på sidste runde løb negativ split-tid under 4 timer og at jeg satte ny bane rekord på en ellers sværere rute – det havde jeg aldrig turde håbe på. Hvad det bringer med sig for fremtiden er svært at spå – måske skulle man forsøge næste år at træne seriøst og komme under 20 timer til Hammer Trail 2015. Nu må vi se hvad fremtiden bringer!

Til sidst vil jeg gerne sige tillykke til alle dem der kom i mål til Hammer Trail løbene uanset distance, og endnu en gang tak til både supporthold (Pernille og Andreas), Leon Hansen, Løbsarrangørerne Lene, Kim og Jakob samt alle de skønne mennesker der modsat undertegnet, havde energi og overskud til at smile og heppe på sporet! Jeg vil være for evigt taknemmelig! Derudover tillykke til min team mate Christian Nørfelt for en imponerende 2. Plads på 50 Miles distancen, tillykke til Jacques der løb Lillebælt Halvmarathon på 1.16 og til mit supporthold, der begge løb deres første trail løb om lørdagen (25 km) med stor succes!

– Andreas

Pre race tanker – Hammer Trail

Hammer Trail 100 Miles i år vil for mit vedkommende være anderledes end alle tidligere ultraløb. Årsagen er mit mål og dermed mit fokus, hvor jeg i år ikke udelukkende satser på at nå igennem inden for cut-off, men også har fokus på et specifikt tidsmål – nemlig 23 timer.

Det er dog vigtigt at man overfor en selv, er ærlig overfor egne kompetencer og ikke mindst bevidst om at når man deltager i ekstremsport, så kan alt ske. Med det mener jeg, at uanset hvilke mål man har sat sig, vil der i forbindelse med et ultraløb kunne ske mange uventede ting, som vil kunne stå i vejen for målet. Vrider man anklen efter 2 km – jamen så bliver det allerede her svært at opnå ens personlige tidsmål. Ligeledes kan energien fejle, varmen kan stige en til hovedet samt en million andre ting…

Men derfor kan man jo godt sætte sig nogle personlige mål, i håb om at alt forløber som forventet. Det har bragt mig frem til, at jeg skal under 23 timer. For at kunne det, har jeg lagt en taktik for hele løbet, men den holder jeg til mig til for nu. Rent mentalt har ladet mig inspirere af dygtige ultraløbere, for selv at blive mere kompetent til at tackle de utallige nedture. Det håber jeg kan være et brugbart redskab til at holde tempo, også selvom alt i et kort øjeblik føles som at gå mod en. Den skal have power hele vejen!

Jeg håber at alle uanset distance og mål kommer igennem i det barske terræn, og at ingen på 100 miles distancen lader sig lokke af et 50 miles diplom (hvilket man kan få udleveret, hvis man stopper halvvejs) 🙂

God tur til alle – vi ses derovre!

– Andreas

Det handler om at leve op til navnet ‘Exploring the Limits’

I går drog Christian og jeg til Frederikssund og løb i stik østlig-retning mod Klampenborg st (se rute i Movescount via klik her). Turen havde ingen af os løbet før, og derfor var det eneste kendskab til ruten sket via google maps satellit billeder dagene før. Turen viste sig at være en af de bedre! Det var nemt at finde vej allerede fra start, hvor det kun tog os 2 min ad komme ud af Frederikssund downtown – og her var der single track på grus allerede fra first-step, som bølgede sig igennem åbne grønne græsområder! Via min telefon havde jeg markeret flere steder på oversigtskortet, hvor jeg vidste at vi skulle krydse, ellers ville vi komme på afveje eller endnu være ende i asfalt helvede. Endnu en gang blev man glad for ens indkøbte teknologi, hold nu op hvor er en smartphone genial i de fleste sammenhænge! På vej mod Buresø fra Frederikssund ramte vi flere off trail spor, enten langs marker eller vandløb. Tjek lige udsigten langs Furesø her:

 

Det tog dog kun en times tid før at vi ramte Slagslune Skov ved Buresø, og herfra gjaldt det bare om at finde fede single track spor der all in all førte os mod øst. Herefter ramte vi Bastrup sø og Ganløse Ore, hvorfra at jeg kendte resten af vejen fra tidligere træningsture. Solen skinnede hele vejen, begge kroppe var markant mindre påvirket end ventet og det betød at vi smilte hele vejen kunne holde et steady pace fra start til slut (11,4 km/t). For os begge var turen på flere områder befriende, da den tog os igennem nye lokalområder som vi aldrig havde befundet os i før. Det gav stor energi at se nye områder, i stedet for at trave de vandte træningsstier.

Ved det østlige punkt af Farum Sø var første vandpost. Jeg bar i alt 500 ml, mens Christian bar det dobbelte, og dette scenarie skabte et godt udgangspunkt for hvem af os der var smartest ift. vægt/væskebehov (dog vil der selvfølgelig være individuelle forskelle, også når det kommer til væsketab via sved og generelt behov for væske under træning). Christian trak det længste strå, da jeg ved første vandpost var tørstig, og med friske 500 ml væske i tasken fik drikken ‘hurtige ben at gå på’! Sagt med andre ord, havde jeg allerede 20 min efter drukket min nyoptanket væske, og tørsten steg sekund for sekund. Det skal jeg lige rette op på til Hammer Trail:)
Mørket faldt på da vi ramte den nordlige del af Eremitagen. Få min efter krydsede vi Københavns Golfbane (midt i Eremitagen), hvor omkring 1 million rådyr havde samlet sig for at græsse. En bedre afslutning kunne man ikke forestille sig, idyllisk, stille og intet mindre end fantastisk! Tak Christian Nørfelt for fedt selskab – Hammer Trail, kom du bare an;)

Tjek billeder fra turen her:

       

– Andreas