Løbsanmeldelse: Garmin Trailman Ultra 50 km.

Løbsanmeldelse: Trailman 50 km.

Husk, at dette er mit indtryk fra løbet! Jeg har løbet en bestemt distance med et bestemt formål og derfor får jeg en bestemt oplevelse. Der er lige så mange forskellige oplevelser og meninger, som der er deltagere. Hvad jeg end har af indvendinger mod de forskellige løb, vil jeg gerne bakke op om dem alle og jeg synes det er fedt med de ildsjæle, vi har inden for ultratrailmiljøet i Danmark.

Trailman

Det er op af bakke!

Plussiden:

  • Tæt på København- Lækkert at sove hjemme og kun skulle køre i 25 minutter.
  • Rimeligt teknisk trailløb, især på grund af mudderet, men med flere ukomplicerede stræk.
  • God stemning i start/målområdet.
  • Flotte præmier. Det kan måske på sigt trække stærke løbere til fra udlandet.

 

Ting, der trækker ned:

  • Kun HIGH5 gels som energiprodukt. Gels fra deres reklamepakker.
  • Markering var ikke helt skarp. Det skal der rettes op på.
  • Det er nemt at snyde på ruten og skære sving af.
  • Ingen udstyrstjek. Når arrangøren har skrevet, at der er obligatorisk udstyr og at det bliver tjekket før start, så skal det også gøres.
  • Ruten var for kort! Jeg loggede ca. 23.5 km. pr. omgang. Hvis man lover folk 50 km. og/eller 50 miles og som arrangør går efter UTMB point, så skal man også være skarp på ruten.
  • I den dyre ende for tilmelding.

 

DM-potentiale?

Ja – på sigt. Ruten byder på tekniske passager og en pæn portion bakker. Ruten skal dog markeres skarpere og det vil nok kræve en hel del kontrollanter ude på ruten.

Trailman2

I mål sammen med Anders Aagaard Hansen

Anders’ beretning fra løbet kan læses her.

Og fra en af Danmarks længstløbene læger, kan du læse Rasmus’ beretning fra løbet her.

Trailman1

Anders Aagaard Hansen, Søren Rasmussen og jeg. Søren som vinder og Anders og jeg delte 2. pladsen.

Løbsanmeldelse: Winforce 50 km.

Løbsanmeldelse: Winforce 50 km.

Winforce

På ruten.

Husk, at dette er mit indtryk fra løbet! Jeg har løbet en bestemt distance med et bestemt formål og derfor får jeg en bestemt oplevelse. Der er lige så mange forskellige oplevelser og meninger, som der er deltagere. Hvad jeg end har af indvendinger mod de forskellige løb, vil jeg gerne bakke op om dem alle og jeg synes det er fedt med de ildsjæle, vi har inden for ultratrailmiljøet i Danmark.

Plussiden:

  • Okay terræn. Ikke super teknisk, dog.
  • Flotte udsigter på ruten.
  • God stemning i start/målområdet. Der er maksimalt 100 deltagere i alt, så feltet er småt. Det giver en intim stemning.
  • Super depot i målområdet med gode energiprodukter.
  • Overskuddet går til et godt formål, nemlig TUBA, der giver rådgivning til unge, der er vokset op i alkohol- eller stofmisbrugsproblemer.

 

Ting, der trækker ned:

  • Rundeløb (25 km. pr. omgang). Man skifter ikke retning.
  • Jeg ville personligt ikke løbe mere end to omgange på denne rute, da jeg så ville kede mig.
  • Meget frem og tilbage af de samme stier.

    Winforce1

    Mål!

DM-potentiale?

Ja… Området har det rette terræn, synes jeg, men så skal ruten justeres og måske er den tekniske sværhedsgrad ikke høj nok. Der er for mange frem- og tilbageløb. Og så vil det kræve flere kontrollanter på ruten, fx ved de to vendepunkter.

 

Winforce2

Podiet.

Løbanmeldelse: Salomon Hammer Trail 50 miles

HT start

Lige før start på 50 miles.

 

Løbsanmeldelse: Hammer Trail 50 miles

Husk, at dette er mit indtryk fra løbet! Jeg har løbet en bestemt distance med et bestemt formål og derfor får jeg en bestemt oplevelse. Der er lige så mange forskellige oplevelser og meninger, som der er deltagere. Hvad jeg end har af indvendinger mod de forskellige løb, vil jeg gerne bakke op om dem alle og jeg synes det er fedt med de ildsjæle, vi har inden for ultratrailmiljøet i Danmark.

Plussiden:

  • Noget af Danmarks fedeste terræn!
  • Smuk natur
  • Solopgang
  • Teknisk trailløb i mørke. En undervurderet disciplin.
  • God stemning i start/målområdet.
  • Mad om eftermiddagen inkluderet i løbet. Giver god mulighed for at snakke om løbet

 

Ting, der trækker ned:

  • Ingen energibarer eller gels i depotet. Der er dog energidrik og mad/slik.
  • Det er et rundeløb, men meget opvejes af at første runde er i mørke og at man skifter retning for hver omgang.
  • Det er på Bornholm! Man må rejse efter lækkert terræn, men det koster en hel weekend.
  • Vinderen på 25 km. havde vist ikke sit obligatoriske udstyr med. Det havde ikke ændret ved resultatet, men det er ikke godt nok, når man kræver det.

 

DM-potentiale?

Ja! Oplagt sted at starte et DM for trail og ultratrail. En efterhånden rutineret løbsledelse og en rute, der optimeres år for år

Christian

HT løb

Hammershus passeres.

Hammer Trail 2014

HT slut

Tager imod min kæreste i mål, der har prøvet kræfter med 25 km.

 

Interview: Jannik Bjerregaard Trinderup

Hej jeg hedder Jannik, jeg er 33 år og bor på Midtsjælland med min kone og min datter.
Jeg løb d. 9. august Winforce100 100 km trailløb i Odsherred, og Andreas spurgte mig efterfølgende om jeg havde lyst til at skrive lidt om det år der var gået forud for løbet.

I år var faktisk tredje gang jeg var tilmeldt løbet. Første år aflyste arrangørerne løbet kort forinden. Og sidste år en måneds tid inden løbet, fik jeg konstateret kronisk lymfekræft i et rimeligt fremskredent stadie.
Det var selvsagt en serie af gigantiske choks. Først at der var en reel risiko for at det var kræft, dernæst konstateringen af at det var kræft og dernæst at det var en kronisk lidelse.
Det blæste alting omkuld og efterlod det indre liv, godt hjulpet på vej af den stærke førbehandling (inden kemo) jeg ret hurtigt blev sat på, i et totalt oprør.
Alligevel vedblev jeg med at træne frem imod løbet. Det var naturligvis en håbløs drøm at jeg skulle kunne klare det, og lægen havde også frarådet løb. Men jeg gik ture i så høj fart som muligt. Jeg gik Winforce ruten alt hvad jeg kunne flere gange!
Løbet blev derefter afviklet uden mig, men drømmen om at komme til at løbe igen forsvandt ikke af den grund. Den blev kun forstærket.
I takt med at den tungere behandling blev skudt ind i mine årer, mistede jeg mine kræfter og overskuddet til træning. Jeg prøvede, og kunne glæde mig over, at jeg fortsat kunne gå lidt ture. Nu bare kortere og kortere og med længere og længere restitution til følge.
Jeg har altid synes godt om at logge mine træningspas og evaluere bagefter, og når jeg ser tilbage nu, er perioden august-september 2013 en periode jeg er meget stolt af, da jeg på trods af det hele fik logget 100 km den ene måned og 78 km den anden.
Egentligt var det at fortsætte træningen i en så håbløs situation ikke noget jeg manglede motivation til. Jeg tænkte at det ikke er anderledes end når man får en skade, kommer i overtræning eller mister motivationen. Det er bare med at finde måder at træne alternativt på. Min filosofi var at hvis jeg ikke kan løbe kan jeg gå, hvis jeg ikke kan gå kan jeg sgu kravle. Det måtte ikke være nogen undskyldning for ikke at forblive så stærk som mulig.

008

Gåtur på Winforceruten – Juli 2013

Fra september til midt i november blev der dog sat en brat stopper for træning da jeg blev indlagt med en følgesygdom der holdt mig bundet til sengen i den periode.
Først fik jeg en byld på baglåret hvis omkreds var på størrelse med en håndbold. Den blev jeg opereret i to gange, og da den havde den størrelse den havde, blev såret nødt til at hele op af sig selv og derfor tog det mange måneder før jeg slap for behandling af det. Derefter hævede min venstre underarm op til dobbelt størrelse. Og i den situation var operation også nødvendig. Det indbefattede to indgreb i armen.
I den tid var det meget svært at bevare en motivation til træning og noget som helst andet i øvrigt! Det er frustrerende at ligge der og vide at læger og specialister ikke aner hvad der foregår, og at den ene operation bare fulgte den anden uden at de kunne komme til bunds i hvad der egentligt var galt.
Det blev dog til lidt ture på afdelingens kondicykel, og heldigvis fik jeg tilknyttet verdens sødeste fysioterapeut der på den gode måde tvang mig til at lave øvelser i sengen. Da det begyndte at gå bedre kunne jeg, i første omgang selv gå ned og hente mine måltider ved hjælp af en såkaldt ’talerstol’ at støtte mig til. Næste skridt var at jeg enten kunne gå eller blive kørt (afhængig af dagsformen) ned i hospitalets træningsrum og lave øvelser, gå på løbebånd/stepmaskine eller hvad vi i fællesskab fandt frem til at jeg kunne overskue den dag.
Det var den bedste time på døgnet når jeg havde overskud til at komme derned. Jeg følte mig godt nok som en idiot at stå der i hospitalets udleverede uniform, med armen i slynge og det venstre ben dinglende med sveden haglende ned af kroppen ved den mindste belastning. Men det var sgu livsbekræftende!

002

Min datter og mig under indlæggelsen på Roskilde Sygehus

En opmuntrende faktor i denne periode var dog at sygdommen responderede godt på kemoen og allerede efter 2 behandlinger kunne en scanning vise at der ikke var noget liv i kræftcellerne. Så det var et lyspunkt.

Midt i november skete ’miraklet’ heldigvis. En tur på Riget hos nogle specialister var hvad der skulle til for at få knækket koden. De kunne straks se hvad der var galt, gav mig nogle piller, og sendte mig hjem. Det var startskuddet til den optur der ikke rigtigt har mistet fart endnu. Herfra har jeg selv været med til at docere hvor mange tæsk jeg har kunnet give mig selv.
Den primære motivation i denne fase var: Hvis jeg nogensinde igen skal gennemleve sådan en behandling, så vil jeg være så fysisk og psykisk stærk som overhovedet muligt.

For jeg havde klart kunnet mærke hvor meget det havde hjulpet mig at jeg var i topform da det ramte.
Så bortset fra at jeg i den tid, og indtil årsskiftet skulle passe mine daglige strålebehandlinger på Riget, så satte jeg mig som mål at jeg skulle træne mindst en gang om dagen. Jeg meldte mig ind i det lokale fitnesscenter og begyndte først at gå og siden at småløbe ture. Jeg fandt hurtigt en foretrukken 5 km rundstrækning hvor jeg skiftevis gik i 5 minutter og ’løb’ i 1 minut. Alt sejlede når jeg satte i løb og jeg var adskillige gange ved at miste balancen og vælte. Men der var udvikling i det. Jeg tog strålerne pænt og såret på baglåret fandt sig i behandlingen og hjemmesygeplejerskerne motiverede mig til at fortsætte da det fortsat helede pænt op.

010

I gang med træningen igen – December 2013

Foråret 2013 inden konstateringen af sygdommen, havde jeg løbet Fyr til Fyr 60 km på Bornholm med min svoger og det havde været en fantastisk løbeoplevelse. Så fantastisk at jeg straks efter hjemkomst havde meldt mig til igen. Derfor havde jeg jo det startnummer liggende til 2014, og hvorfor ikke gå efter at blive klar til det? Jeg kunne jo altid gå, pyt med det. Jeg ville bare gerne tilbage på ultrascenen også selvom det var i en ynkelig forfatning.
Jeg lavede i den forbindelse en aftale med OOB-coaching om at de skulle hjælpe mig med løbetræningen. Og jeg begyndte også at gå hos en klinik diætist. Hun skulle hjælpe mig med flere ting: Jeg skulle tabe hospitalssulet og have hjælp til at det blev gjort i et fornuftigt tempo. Jeg vejede små 95 kg på det tidspunkt, og der var ikke mange muskler! Hun skulle også hjælpe til med at sammensætte den korrekte kost i forhold til at jeg havde droppet kødet og var blevet vegetar. Og til sidst skulle hun også hjælpe med at docere det rigtigt i forhold til min megen træning og mit genfundne liv som ultraløber.
Endvidere begyndte jeg at dyrke en del yoga, afspænding og meditation der skulle hjælpe til at gøre mig stærkere.

Denne konstellation virkede super godt og jeg kom ca. 5 måneder senere igennem Fyr til Fyr, til og med 1 time og 40 minutter hurtigere end året før.
Det gav mig en enorm tro på tingene og Winforce100 stod straks klart på nethinden. 3’die gang skulle det f…… være! Nu viste jeg at jeg havde styrken til de lange løb igen, og det var derfor bare om at bygge på.

Fyr til Fyr 2014 – Foto: Stine Sophie Winckel

Fyr til Fyr 2014 – Foto: Stine Sophie Winckel

Jeg havde i den efterfølgende tid en super fed periode med masser af træning og store fremskridt. Det hjalp også gevaldigt at kontakten med sygehusvæsenet blev mindre og mindre. Hjemmesygeplejen hørte op og jeg skulle (ligesom jeg fortsat skal de næste 1 ½ år) kun på hospitalet til behandling hver 8. uge.
I denne periode havde jeg dog et enkelt afbræk, hvor jeg startede med at arbejde igen. Min tidligere arbejdsplads gav mig mulighed for at komme tilbage dertil for en periode og jeg troede at jeg var klar til det. Det varede dog ikke længe før jeg kunne se på det hele, at det var jeg ikke. Jeg kunne godt passe mit arbejde, men de ting der virkeligt var vigtige for mig begyndte jeg at svigte mere og mere da presset blev for stort. Derfor valgte jeg efter 2 måneders ansættelse at stoppe igen. Det er vigtigere for mig at være der for min familie og passe det der ellers er vigtigst for mig, nemlig løbet, end at gøre det jeg selv forventede af mig selv før i tiden, og som jeg troede andre forventede: At passe et arbejde. Siden maj har jeg derfor ikke arbejdet men været hjemmegående husfar, passet frue og datter og mig selv efter bedste evne. Når det rigtige arbejde dukker op, og overskuddet er der vil jeg gerne i gang igen. Men det skal føles rigtigt og meget gerne have noget med løb, træning og udeliv at gøre.

I den fase af mit liv hvor alt var kaos for mig selv som for min familie og mine venner, er der nogle ting der uomtvisteligt falder på plads: Hvad betyder noget for mig? Hvad vil jeg bruge mit liv til HVIS jeg får det tilbage? Jeg havde rigeligt med tid til at reflektere over det og til at tale med min kone om det. Og det vigtigste, fandt vi frem til, var mig selv, os, vores datter, familie, venner, fritidsaktiviteter og arbejde i nævnte rækkefølge.
Den prioritering er nok den samme for mange mennesker. Men at udleve den er svær i en normal hverdag. Men eftersom at jeg lever med en lidelse der når det skal være kan blusse op igen og manifestere sig på mange ubehagelige måder, er det ikke svært for mig at holde fast i det aftalte.

Med alt det i bagagen var rammerne sat til en fed løbeoplevelse til Winforce100, hvilket jeg også fik!

Undervejs på Winforce100 – 2014 Foto: Mette Lauritzen

Undervejs på Winforce100 – 2014 Foto: Mette Lauritzen

Min ambition var i første omgang at få en god oplevelse, i anden omgang mente jeg at det var realistisk at løbe under 12 timer. Det kom desværre ikke til at ske da en drilsk ledbåndsskade sprang op allerede efter 16-18 km. Herefter blev løbet disponeret ud fra den skade. Og jeg glædede mig bare konstant over at jeg var i stand til at fortsætte. Tempoet dalede drastisk og jeg havde mange smerter efter stop i depotet eller ved vandposten ude på ruten. Men jeg kom godt igennem, uden andre kriser i tiden 13.24.44.

WF5

Glad i mål, Winforce100 – 2014

Vigtigst af alt kom jeg igennem med en kæmpe sult på mere og en endnu større kærlighed til det at bruge mig selv i udfordrende terræn.
Jeg har efter løbet holdt en uges pause med løbet for at skåne knæet, og har fået noget massage og ultralyd. Så det går den rigtige vej, og jeg har ambitioner om meget snart at komme i gang med at træne igen og rette mit fokus mod næste store mål: Hammer Trail Winter Edition 50 miles d. 10. januar

Jeg har løbet siden barns ben blandt andet til motionsløb med min mor. Og det at være ude i naturen har altid optaget meget af min tid, især som barn og ung som spejder. Så begge dele er en del af mit DNA.
Jeg har også dyrket andre sportsgrene deriblandt holdsport, men det har altid været kampen med mig selv og det at bryde mine grænser der har tiltrukket mig. Og tanken om at det at leve op til mange små delmål på den lange vej mod en stor præstation giver super god mening for mig. Der er ingen smutveje. Det er helt sikkert også noget der har hjulpet mig i det sidste år kamp udenfor løbeskoene, og samtidig vil det sidste år hjælpe mig til endnu større oplevelser i fremtiden.

At jeg har fundet en sportsgren hvor disse elementer forenes, er en fantastisk gevinst.
Det er en hobby for mig men det er også min medicin. Lange løb i naturen sammen med rigtig kost, yoga/meditation og en dejlig og støttende familie er det der gør mig stærk og giver mig tro på livet. Derfor kan ingen af de ting tages ud af ligningen. Det er faste grundpiller som jeg stoler på og som jeg tør bygge mit liv på, hvad der så end sker.

Sagt på en anden måde: Hvis sygdommen skulle blusse op igen vil jeg fortsat gøre alt hvad jeg kan for at være så stærk som overhovedet mulig både mentalt og fysisk. For jeg har på egen krop oplevet vigtigheden af at være stærk. Og jeg er sikker på at jeg ikke var kommet så godt igennem det jeg har oplevet det sidste år hvis ikke jeg havde været i så god form.

Jeg løber for livet.

_______________________________________________________

Tusind tak til Jannik for sin fantastiske fortælling om sin kamp mod kræften og tilbage i livet, tilbage i løbeskoene. Vi er enormt taknemmelige for at få et kort indblik i fortællingen, og håber at du/Jannik, vil fortsætte skrivearbejdet til en hel bog 🙂

– Team Trail Copenhagen

Interview med Kenneth Damkjær Clausen

Vi hører altid om de hurtigste, de vildeste og rekorderne. Men hvad med sidste mand? Hvad oplever han? Hvad går han igennem for at gennemføre, mens andre har givet op eller er færdige? Når det ikke længere handler om podiet, rekorder eller bæltespænde.  Vi har interviewet den sidste, der gennemførte Hammer Trail 100 miles i år: Kenneth Damkjær Clausen.

 

7

  • Hvad er din baggrund som løber?

Jeg kommer fra tri-verden, som jeg har været en del af siden 2010, hvor jeg lavede min første Ironman. Inden da løb jeg kun sjældent, og højdepunktet i mit løb havde været 3 halvmarathon. Det er siden blevet til bla. 3 Ironman, 1 dobbelt Ironman og Winforce 100 sidste år, som var mit første rigtige ultraløb. Det var under min træning til dobbelt Ironman sidste år, der gjorde mig lun på ultraløb. Det tiltaler mig meget, at man i høj grad skal arbejde med ens psyke for at gennemføre et løb over mange timer, for det er helt klart der, min styrke ligger.

1

  • Hvilke forberedelser gjorde du dig frem mod Hammer Trail 100 miles?

Jeg kom lidt sent i gang med træningen. Jeg startede først for alvor op i januar med 35 km om ugen fordelt på 3 pas, og endte på 60-65 km om ugen i marts. Al min træning har næsten udelukkende været på flade grusstier rundt om i Taastrup og Albertslund. Jeg skulle måske have trænet noget bakkeløb, men det blev ikke til noget i denne omgang. Midt i marts blev jeg skadet, og kunne næsten ikke løbe, frem til jeg skulle løbe Fyr Til Fyr. Min plan var derfor at se hvordan det løb gik, inden jeg meldte mig til HT 100 miles. Det gik bedre end forventet, skaden mærkede jeg ikke meget til, og jeg kom i mål lige under 6 timer. Med det som udgangspunkt mente jeg godt, at jeg kunne melde mig til HT 100 miles.

 

  • Hvordan oplevede du løbet?

Det første jeg lagde mærke til, var den gode stemning og de mange smil blandt alle folk. Det gav løbet en god ånd. Samtidig var det fedt, at man skiftede løbsretning for hver omgang, så man hele tiden mødte de andre deltagere ude på ruten. Især om lørdagen, hvor alle distancer var ude på ruten, var der gang i den. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente af ruten. Inden jeg stillede til start, havde jeg kun erfaring fra Winforce 100, så jeg blev noget overrasket over, hvordan ruten var. Nogle steder kunne man næsten ikke passere hinanden på de smalle stier, og andre steder skulle man bruge alle fire for at komme op eller ned, men det var fedt!

9

Kent, en klubkammerat, var også over for at løbe, og vi aftalte, at vi ville løbe den sammen. Det gik godt, og vi løb lige op. Om natten kom den første krise. Jeg var kommet til den grønne græsbakke og sumpområdet ved Hammershus, og her faldt temperaturen brat, hvilket jeg slet ikke var klædt på til. Jeg gik nærmest i kuldechok, og tempoet faldt helt til jorden. Det var en lang og kold tur hjem, inden jeg fik noget varmt tøj og suppe, men så var jeg også kørende igen. Kent og jeg havde haft et rigtig godt samarbejde løbet igennem og frem til ca. 85 km, hvor Kent desværre udgik. Det at løbe om natten generer mig ikke, det giver bare lidt ekstra krydderi til oplevelsen, og slukkede man pandelampen et øjeblik og kiggede op, kunne man se den flotteste stjerneklare nattehimmel. Det ser man ikke hjemme i Taastrup. Det var gået godt indtil næstsidste omgang. Et fald, og et nedløb lige inden Hammer havn, hvor jeg blev grebet af den gode opbakning fra de andre deltagere, og havde givet den gas ned af, havde kostet et knæ, en ankel og en blå negl. Da jeg gik ud på sidste omgang vidste jeg, at den ville blive hård, så det meste foregik i hurtig gang. Det gav mig rig mulighed til at reflektere over løbet og de mange oplevelserne, det havde givet mig. Det var klart det hårdeste, jeg havde prøvet. Den rute og de mange højdemeter, det var jo helt vildt! De sidste 100 meter op til mål var de bedste, alt det hårde arbejde og de mange timer gav endelig resultat. Jeg krydsede målstregen uden at tænke på tiden. Jeg var glad og stolt, men samtidig også lidt uforstående over for den distance, jeg netop havde tilbagelagt. 100 miles, 160 km, det var jo helt vildt. Endnu en gang blev jeg overrasket over, hvad jeg var i stand til at gøre med en stærk vilje og lidt fysik.

6

  • Hvad var dine ambitioner for løbet? Gennemføre, bæltespænde?

Målet var bare at gennemføre og så få de 4 point til UTMB. Jeg havde ikke haft de mest optimale forberedelser, så næste gang jeg løber HT 100 miles, går jeg klart efter et bæltespænde.

 

  • Når andre var foran dig eller udgået, hvordan bevarede du så motivationen til at gennemføre/ Jeg kunne især godt tænke mig at høre noget om hvad der holder dig i bevægelse i så lang tid – hvordan holder du motivationen oppe ?

Jeg tænkte egentlig ikke så meget på dem, der lå foran. Jeg ville ikke løbe og stresse. Jeg tænkte bare på, at jeg skulle gennemføre. Når jeg bliver presset til et løb/stævne, så tænker jeg tilbage på, da jeg var soldat og udsendt til Irak og Afghanistan. Der lærte jeg, at man ikke får noget foræret, man skal selv kæmpe og gøre sig fortjent til sine sejre. Vores delings kampråb i Irak var, at vores delingsfører råbte til os: ”GIR I OP!”, hvor vi svarede: ”ALDRIG!”. Så når jeg bliver træt, øm, og begynder at have ondt af mig selv, så spørger jeg mig selv: ” GIR DU OP!”, ”ALDRIG!”. Det ligger så dybt i mig ikke at give op, så derfor er det bare på med ja-hatten og komme videre J Mentalt havde jeg delt løbet op i 3 distancer, 2 x 60 km og 1 x 40 km. Det gjorde det mere overskueligt end 160 km!

2

  • Har du sat dig nye mål?

Sidste år satte jeg mig for, at jeg ville samle point til en tilmelding til UTMB i 2015. Jeg har 6 point nu, og skal hente de sidste 2 til Winforce 100 til august. Så jeg håber jeg er heldig i lodtrækningen til UTMB og får en plads! Hvis jeg nu ikke skulle komme af sted, så har jeg en veninde, der har snakket om at lave en 3 dobbelt ironman. Ellers er jeg åben for ideer!

5

Vi ønsker Kenneth al mulig held og lykke med fremtidige udfordringer.

Interview: Pia Joan Sørensen

– Fortæl lidt om dig selv, og hvorfor at du løber ultraløb?

Jeg startede med at løbe for 4 år siden. Mit første løb var Copenhagen Marathon i 2010. Jeg havde da løbet i 3 måneder. Jeg kom i mål lige under 4 timer og jeg var helt høj. Den der mur alle taler om oplevede jeg ikke, og det måtte betyde at jeg kunne løbe hurtigere og fra da af var jeg hooked på løb. Jeg var total smadret i benene, men det betød ingenting – jeg ville forbedre min tid.

1146923_10151846321749804_1175076210_o

Jeg har altid sagt om mig selv at jeg ikke har et konkurrence gen, men der tog jeg virkelig fejl. Når det kommer til løb, har jeg en fightervilje og jeg bliver drevet af at forbedre mig og være den bedste af mig selv. For 2 år siden blev jeg inviteret med på en løbetur på Vestamager, og det blev noget af en øjenåbner – for det her var virkelig fedt. Den sommer fik jeg løbet en del trail på øen, stort set altid i selskab med Jesper Halvorsen.

Jeg begynde at svigte min faste lørdagstime i træningscenteret, for det var så meget federe at komme ud i naturen og blive udfordret på bakker og stier. Jesper havde på det tidspunkt vist mig så mange skønne ruter, og med tiden var han gået hen og blevet en stor inspirationkilde. Der er forskellige holdninger til det at løbe på asfalt kontra trail, ærligt må jeg sige jeg kan li’ begge dele. Jeg bor jo inde i byen og ligger mange km på asfalten, og det er fortsat der min styrke ligger. Skal jeg vælge vil jeg uden tvivl fokusere på trail, jeg har bare ikke lige en skov i min baghave. Så jeg nyder de weekender hvor jeg kan komme ud og løbe i naturen.

375645_352426781546175_460193932_n

Trail er for mig også der hvor jeg møder nye mennesker og ser nye egne og hjørner at Danmark, steder jeg ellers aldrig ville se. Specielt Bornholm er jeg nødt til at fremhæve. Det er et helt speciel sted at løbe. Naturen er unik og de trailløb jeg har deltaget i, har været nogle af mine største oplevelser inden for løb. Det sidste års tid har jeg løbet med en gruppe på Facebook som hedder ”trailløb om tirsdagen ”. Det gir mig en mulighed for at komme et hurtigt smut ud til bakker og skov og løbe sammen med andre.

– Hvad giver dig energien til at træne uge efter uge?

Løb er mange ting for mig. Det er ikke bare et ben foran det andet. Jeg elsker trail fordi der hele tiden sker noget nyt i terrænet, kilometerne flyver af sted og jeg keder mig aldrig. Asfaltløb kan godt blive en smule ensformigt, men til gengæld kan jeg her arbejde på mit tempo ret præcist. Jeg kan faktisk rigtig godt li’ at løbe de lange ture alene. Jeg elsker den fornemmelse at komme ind i et flow, hvor benene bare arbejder og tankerne flyver.

Efter en udfordrende arbejdsdag er det total frihed at komme ud og få luftet krop og sind. Når jeg så kommer hjem, har jeg det altid rigtig godt. Jeg springer sjældent en tur over, for jeg ved hvor meget energi der er at hente bagefter.

For mig er en hurtig maraton nok det hårdeste jeg kan forestille mig, det er en kamp med uret fra første skridt – et enormt hårdt pres. Jeg vil til enhver tid altid foretrække at løbe 60-100 km i et lidt langsommere tempo. Sikkert fordi det er det jeg er trænet til og pt. er det jeg er bedst til.

 – Du benytter dig af flere typer træning, såsom løb, styrk mm. Hvilken effekt har kombinationen givet dig? Kan du anbefale andre løbere at styrketræne?

Jeg har styrketrænet i 15 år i mit lokale center. Mave balder lår timer, pump timer, crossfit og specifik mave/ryg timer. Før løb begyndt at fylde meget, styrketrænede jeg 6-7 timer om ugen, de sidst år en smule mindre.

383406_3951601663946_855912519_n

Efter nogle år som fast gæst, nævnte min ynglings træner Camilla Silverbrandt, at jeg måske også skulle lave noget pulstræning. Ærligt tænkte jeg ikke det var nødvendigt da jeg altid har været slank, og tænkte det var noget man gjorde for at tabe sig. Alligevel startede jeg med spinning, og blev lige så bidt at det som min styrketræning. Jeg har en grundfilosofi som går på, at når jeg nu bruger tid på træningen så kan jeg lige så godt gi mig 100 % hver gang, og der er ingen tvivl om at det er det ‘mindset’ der har rykker mig hurtigt. Jeg forstår simpelthen ikke de piger der stiller sig op på et løbebånd eller en cross trainer med mobilen i hånden, og bare lunter!

De perioder hvor jeg træner op til et længere løb nedprioriterer jeg typisk styrketræningen, da jeg simpelthen ikke kan finde tiden til at nå det hele. I de perioder bliver det ”kun” til 2-3 gange om ugen, og det kan jeg altså mærke på kroppen efter konkurrence. Specielt i lænden og hoftebøjerne. Så derfor kompenserer jeg på den manglede træning ved at fokusere på mave/ryg træning og en grundig udstrækning, og det gør en forskel for mig. Jeg ved ikke hvordan det er for andre løbere, men lænden og hoftebøjerne er helt sikkert mit svage punkt.

Jeg har meget fokus på lunches og squat-øvelser. Jeg er ikke i tvivl om at alle de mange år med pumpe udstyret på nakken, har hjulpet mig til at blive en stærkere løber. Jeg oplever stort set ikke trætte ben efter et stort løb, heller ikke da jeg løb mit sidste 100 km løb for et par uger siden ( Jeg har aldrig haft en krampe ). Det er mere en træthed i hele kroppen, men altså ikke decideret ømme ben. Den eneste undtagelse var da jeg løbe Bornholm rundt, der var benene godt brugte. Det er sikkert også derfor jeg sidste forår tænkte, at det var ok at løbe flere lange løb med få ugers mellemrum. Nok ikke det rigtige at gøre, men det føltes ok.

I efteråret var jeg skadet med betændelse i svangsenen under højre fod. Det var næsten forventeligt for min træningsmængde som var alt for høj, specielt set i lyset af at jeg aldrig rigtig restituerede. Måske fordi at jeg elsker at løbe, og da det er blevet så stor en del at mit liv og min identitet, var jeg ikke i stand til at bremse op. Skaden kom på mange måde på et godt tidspunkt, og blev noget af en øjenåbner. Jeg kunne heldigvis hoppe på en spinningcykel og holde formen ved lige.

Planen var, at jeg skulle løbe trailløbet Molsruten i efteråret. Thure Kjær som er medarrangør af løbet sammen med Moses Løvstad, kontaktede mig for at høre om jeg stillede til start, jeg tøvede et øjeblik for jeg ville vild gerne løbe med, men sagde alligevel nej.  Der var bare ikke noget at komme med – troede jeg. Kort før løbsdagen skrev jeg til Thure at jeg alligevel gerne ville deltage. Pludselig betød placering ikke noget for mig. Jeg havde bare så meget brug for at komme ud og få luftet løbeskoene og se løbevennerne igen. Jeg ville være ovenud tilfreds hvis jeg kunne komme igennem de 60 km. . . . Og så vandt jeg. Jeg løbe et stabilt løb uden kriser og det har nok været min bedste performance.

Den oplevelse satte tanker i gang. Hvis jeg ville forbedre mig var jeg nødt til at gå nye vej. Jeg var komme langt i løbeverdenen ved egen hjælp, men jeg var ikke i stand til at rykke mig selv yderligere, og jeg ville for alt i verdenen ikke ud i en ny skade. Så efter lang tids overvejelse besluttede jeg at kontakte Ole Stougaard fra Multitesta og høre om han ville træne mig. Det sagde han heldigvis ja til. Jeg skal love for min trænings uge ser en hel del anderledes ud nu. Tidligere løb jeg de fleste km i samme tempo, og hver anden uge når jeg ikke har min søn, gav jeg den ekstra gas med kilometerne. Nu løber jeg intervaller, har hævet mit grundtempo, indlagte tempo ture og pt. løber jeg også lidt færre km.

– Du vandt denne weekend DM 100 km til ALOT 100, hvilket også betød en 2. plads overall. Hvordan oplevede du løbet? Hvilken taktik havde du planlagt frem mod ALOT ift. pace?

For et par måneder siden besluttede jeg at stille op til DM 100. Jeg kvalificerede mig til VM 100 km sidste år, så deltagelsen var hovedsagelig for at se hvordan formen var.

Ole har ikke haft langt tid til at træne mig op til løbet, og han mente jeg skulle gå efter en tid på omkring 8 timer og 15 min. Det vil sige et gennemsnit på 4.57 min/km. Jeg følte selv jeg kunne løbe en smule hurtigere og vi landede på 4. 50 min/ km. Det nye for mig var at jeg skulle holde samme pace under hele løbet.

Normalt ville jeg ligge ud i et noget hurtigere tempo ( 4.25 – 4.30 ) så jeg havde lidt i ” banken” til sidst. Jeg startede ud i et lidt hurtigere tempo end planlagt ( 4.35-4.45 ) da det føltes unaturligt at løbe langsommere, så det holdt jeg fast på. De første 50 km var ubesværede og det gik fint med energioptaget. Det var en rigtig varm dag og min energi stod lige i solen. Så efter nogle timer i varmen var det udrikkeligt, og jeg mistede lidt overblikket over min energi. Jeg have ikke trænet i den hede, så varmen blev også en udfordrende medspiller. Jeg er sikker på jeg kunne ha løbet et hurtigere løb hvis vejret havde været på min side. Men når det er sagt er jeg meget tilfreds.

– Hvad har du af fremtidige mål?

Årets hovedmål er VM 100 km i Doha Qatar 28 november. Ambitionen er en tid under 8 timer. Af delmål håber jeg at løbe et godt løb til trailløbet Gedarmstien i juni. Selvfølgelig drømmer jeg også om at  vinde ( men nu må vi se, der er andre stærke piger med ).

Jeg vil rigtig gerne under de magiske 3 timer på maraton distancen. Jeg gir det et forsøg til Copenhagen Marathon, ellers skulle formen gerne være der til H.C Andersen Marathon. I 2015 kunne jeg godt tænke mig at blive udfordret på 100 miles distancen. Og så bliver det forhåbentlig også året, hvor jeg fokusere mest på trailløb.

___________________________________________

Tak for det fine interview Pia Sørensen, held og lykke med de fremtidige mål!

– Team Trail Copenhagen

Jeg har løbet langt – hvad så nu?

HT start

Kort før starten på de 50 miles.

Jeg har løbet langt… Hvad så nu?

Jeg har deltaget i en håndfuld ultraløb. Ovenstående spørgsmål har ramt mig hver eneste gang, jeg har krydset målstregen. Altid rammes jeg af et tomrum – et form for vakuum. Jeg bliver rastløs. Jeg skal restituere. Jeg vil træne igen! Jeg har brug for et nyt mål. I dagene efter et ultraløb bruger jeg megen tid på at reflektere over løbet. Hvordan gik det? Hvad oplevede jeg? Hvad oplevede de andre? Og ikke mindst: Hvad kan jeg gøre bedre? Når de ting så småt er arbejdet igennem oppe i hovedet, får jeg en stor lyst til at sætte mig nye mål. Ikke fordi alt skal handle om konkurrencer og resultater, men fordi målene tjener som motivation for træningen. Jeg bliver såmænd også motiveret af glæden ved træningen i sig selv, men et mål skærper mig yderligere. Tomrummet efter et løb tror jeg egentlig er sundt. Det giver tid til at fordøje og evaluere, men rastløsheden kan også være svær at håndtere. Tilstanden er mærkelig og jeg bruger megen tid på at lede efter fremtidige løb.

 

HT forberedelse

Forberedelse. Kassen til depotet pakkes.

I dagene efter et ultraløb er jeg ofte mentalt fraværende, fordi jeg gennemgår oplevelsen. De første dage efter Hammer Trail fyldte løbet meget i mine tanker, men her, seks dage efter, er jeg ved at være ude på den anden side. Det hjælper også en del, at jeg så småt kan genoptage træningen. Da jeg havde gennemført Ice Ultra i Lapland tog det over en uge, før min kæreste syntes, at hun kunne komme ordenligt i kontakt med mig!

HT løb

Sidste gang ved Hammerhus. Smilet er stort af flere årsager: Vejret er godt, jeg har et godt løb, mit hade-stykke mellem Vang og Hammerhus er overstået og det fedeste på ruten venter: Hammerknuden.

Mit løb på Bornholm gik næsten som jeg havde håbet. Ambitionen var at få en bedre oplevelse end sidste år og den blev indfriet. Jeg havde ikke det samme voldsomme energidyk som sidste år og jeg følte ikke lede ved udfordringen undervejs. Jeg blev da træt, selvfølgelig, men jeg nød turen hele vejen igennem. På en måde var det næsten lidt trist, da jeg drog ud på den sidste omgang, for så var det snart slut. Til gengæld blev jeg ramt af kramper igen i år. De første kom ved 32 km. og resten af turen lurede de i baggrunden og tvang mig til at stoppe op af og til. Dem skal jeg have gjort noget ved! Og jeg tabte stadig for meget tid på 2. og 3. omgang i forhold til den første. Jeg har nok ikke trænet stabilt nok og har heller ikke haft nok lange ture til at holde et så flot og jævnt tempo, som vinderen Jesper Noer gjorde. Jesper tabte ca. 5 minutter pr. omgang, mens jeg var oppe på ca. 15. Sidste år løb Jonas Borsøe Christensen løb endda negativ split på de 50 miles og endte på en 2.-plads. Det imponerede mig! Men jeg løb stadig en bedre tid end sidste år og det var målet.

At jeg ikke vandt, er der ikke noget hokus pokus ved. Der er masser af løbere derude, der er hurtigere end mig. Jeg vidste allerede før start, at Jesper skulle snuble, eller på anden måde dumme sig, hvis vi andre skulle have en chance. Han forsvandt med det samme på prologen og så brugte jeg ellers 2/3 af den første omgang på at følges med Greg Friedman og Klaus Dahl, indtil vi lige så stille gled fra hinanden. Resten af tiden løb jeg alene, hvilket jeg overraskende nok havde det fint med. Nordbornholm viste sige fra sin bedste side med fantastisk vejr, masser af lækre spor og endnu flere højdemeter end det foregående år.

Om jeg kommer igen til næste år er tvivlsomt pga. konfirmation i den nærmeste familie, men det er bestemt ikke sidste gang, jeg løber på Bornholm. Indtil da kan jeg jo finde mit næste lange løb. Jeg ville helst en tur til udlandet, men der skal også tages hensyn til familie, arbejde og økonomi. Winforce krydret med diverse Salomon Trail Tour afdelinger kunne være et godt bud. Det dejlige ved trailsporten er, at den vokser i Danmark og derfor dukker der hele tiden nye og spændende løb op. Så mit tomrum behøver ikke vare så længe.

HT slut

Jeg havde fornøjelsen af at have min kæreste med, som havde en god oplevelse på de ca. 25 km.