”Jeg har set 50 løbere med ben som Arnold Schwarzenegger!” Det var den tørre kommentar fra min ven Carl kl. 04.30 lørdag d. 12. juli i år, da vi stod og forberedte de sidste ting i teltet, 30 minutter inden starten gik til det, der skulle blive mit livs hårdeste løb.
Jeg kiggede mig omkring og observerede mine modstandere og måtte erkende, at mine blege, tynde – og i selskabet – alt for slatne lægge ikke kunne matche de andre i teltet. Jeg kiggede på Peter og Carl, og uden at sige noget til hinanden vidste vi godt, at vi måske havde taget munden for fuld.
Det var i oktober året før, at Peter og jeg havde taget beslutningen om at løbe det forholdsvis ukendte Trail Verbier St. Bernard X-Alpine, og at det skulle være kongedistancen på 111 km og 8600 højdemeter, vi ville bide skeer med. Peter og jeg havde længe snakket om at prøve kræfter med 100 km distancen og var meget tæt på at gøre det i februar, men der kom en baby i vejen for vores begges vedkommende. Det var en fra mit løbenetværk, der havde gjort mig opmærksom på løbets eksistens ved at poste en fed video fra løbet sidste år. I videoen blev der lagt stor vægt på, at ruten bestod af 96 % singletrack, hvilket var stærkt medvirkende til, at det blev Trail VSB, valget faldt på.
Jeg debuterede på ultra-distancen sidste år, og jeg har aldrig løbet længere end 60 km. Derfor besluttede jeg mig for at hive fat i min gode ven Torbjørn Gasbjerg, som i mange år har dyrket adventurerace og mountainbikeorientering på eliteplan, og som er landstræner for orienteringslandsholdet. Han kunne hjælpe med at sammensætte et træningsprogram frem mod løbet. Torbjørn og jeg satte os sammen en aften i januar og lagde planen for min træning de næste syv måneder.
Min plan startede med genoptræning, da jeg tre uger forinden havde fået en skade i et forsøg på at følge med de hurtige drenge fra ”Team Trail Copenhagen” på en træningstur. Det nye var nu, at jeg skulle til at træne efter pulszoner og starte ud meget langsomt. Jeg vil ikke gå i detaljer med træningen, men bare sige, at for mig har pulszonetræning haft en afgørende betydning for mit resultat. Jeg har ikke haft en skade, siden planen med Torbjørn blev lavet, på trods af at jeg i nogle uger har rundet de 100 km. Det er også lykkedes mig at løbe fem km omkring de 18 minutter. Jeg har aldrig tidligere været under 21. Min træning frem mod X-Alpine er langsomt gået op i tempo og distance, og jeg havde i træningsplanen indregnet de to første løb i Ultracuppen (Fyr til Fyr og Gendarmstien) som en form for test af formen. Dette betød, at da jeg stod kl. 05 om morgenen, og startskuddet gik, vidste jeg, at formen var god, og at jeg kunne løbe 60 km uden problemer.
Da løbet blev sat i gang kl. 05 lørdag morgen, havde jeg sovet ca. tre timer. Hvorfor så lidt? Det var såmænd fordi, jeg delte et hotelværelse på 12 m2 med Carl og Peter, og uden at nævne navne havde sidstnævnte nogle meget underlige ”blop”-lyde når han sov, som holdt mig vågen.
Dagen inden løbet havde løbsledelsen valgt at forkorte ruten ved at tage toppen af det første bjergpas (Le Catogne) ud af løbet på grund af for meget sne. Det betød, at løbet nu var seks km kortere og ca. 1000 højdemeter mindre.
Løbet startede med ca. to km med asfalt inden det første stykke singletrack. På dette stykke kunne man placere sig i forhold til tempo, men der var mange, der gav den gas for ikke at ligge sidst i feltet inden den første stigning. Da vi ramte det første singletrack, gik det ca. 250 højdemeter op igennem skoven til Le Château. På dette stykke fortrød jeg, at jeg ikke havde løbet hurtigere i starten. Det gik langsomt, og der var flere steder, hvor man skulle vente på, at personen foran kom op af et svært stykke, hvilket dannede køer flere steder. Da det stadig var halvmørkt og meget tåget, kunne man ikke se, hvor flot det øverste stykke af toppen var, men jeg vidste, at vi til sidst ville gå langs en bjergkam, hvor der var et stort drop ned, hvis man trådte ved siden af.
Da vi nåede over toppen, begyndte et fedt stykke downhill. Der var stadig kødannelser på nedløbet, og i min frustration over at ligge bag ved en langsommere løber tog jeg ham indenom i et sving, hvilket resulterede i, at jeg røg en tur på røven – til stor morskab for den langsomme løber. På nedløbet løb jeg fra Carl og Peter, som jeg ellers havde håbet jeg kunne følges med lidt længere. I bunden af dalen fulgte man en flod hen til første depot i Sembrancher. Jeg tog lidt appelsin og en småkage, men løb ellers lige igennem depotet. På dette tidspunkt havde vi løbet lidt under to timer, og jeg havde lavet verdens største rookie mistake og i min begejstring for endelig at være i gang med løbet glemt at drikke nok og at få noget energi i kroppen. Det var nu ikke noget, jeg i første omgang mærkede meget til, og jeg løb roligt og uden problemer til det næste depot i Champex. Det var på denne del, løbsledelsen havde skåret Le Catogne væk, og i stedet for at løbe til toppen af bjerget løb vi omkring det. Ruten gik op og ned, men var meget overskuelig uden de store tekniske udfordringer. Lige inden depotet Champex fulgte man bredden af en sø, hvor en masse fiskere havde taget opstilling langs kanten. Det var et smukt syn, der dog var sløret af en begyndende regn, som tog til, idet jeg løb ind i depotet. I Champex fik jeg fyldt væske i min rygsæk og spiste lidt mere appelsin, banan og småkage, inden jeg iførte mig regnjakken og løb ud i silende regn. Jeg havde nu løbet lige omkring de 20 km, og kroppen havde det okay efter depotet.
Nu begyndte opstigningen til løbets højeste punkt Orny i 2826 meters højde. Det var en vanskelig opstigning, og ruten var ikke lavet til at overhale, alligevel fik jeg i starten af opstigningen overhalet fem-syv løbere. Det gik stejlt opad, og man skulle indimellem have fat i klipper og andet for at hale sig op, så drømmen om glade lårmuskler efter løbet blev hurtigt opgivet. Første del af opstigningen foregik i en skov, og jeg måtte til sidst stoppe og tage en pause, da benene var godt smadret. En engelsk fyr stoppede med mig, men kunne ikke snakke, så vi kiggede bare på hinanden og rystede på hovedet. Mens jeg stod og gispede efter vejret, blev jeg lige pludselig ramt af en voldsom kvalme og hovedpine. Det gik op for mig, at jeg overhovedet ikke havde fået nok gels i forhold til den plan, jeg havde lagt om at spise en med 30-45 minutters interval. Jeg tvang en gel i mig og forlod den pressede englænder, som ikke var klar til at bevæge sig op endnu.
Den manglende energi kom til at få en kæmpe betydning for mit løb hele vejen til toppen af Ornybjerget. Jeg har aldrig tidligere i løbesammenhæng oplevet så voldsom en krise, og det faktum, at det var så tidligt i løbet, slog mig fuldstændig ud. Mine stave blev brugt flittigt, og jeg nærmest lænede mig op ad dem for at holde mig oprejst på vej op ad bjerget. Da stigningen endelig fladede lidt ud, havde regnen lagt sig, men vi løb midt i de tætte og lave skyer, hvilket betød, at jeg kun kunne se ca. 10 meter frem. Jeg kunne se, at jeg på det næste stykke ikke skulle være højdeskræk, for sporet snævrede sig ind og gik langs kanten af bjerget og bevægede sig op og ned af klipper på et ca. 50 cm bredt spor og med et lige drop ned på den anden side. Da det var tåget, kunne jeg ikke se hvor dybt, men der var sat kæder i klippen langs sporet, som man kunne holde fast i undervejs, og det blev nødvendigt.
Jeg følte, at jeg gik helt alene på bjerget og havde svært ved at trække vejret helt ned i lungerne. Så kunne jeg lige pludselig høre Carl og Peter snakke bag mig. Jeg vendte mig om, men kunne ikke se dem. Jeg var stadig i dyb krise, og jeg blev ramt af ambivalente følelser. På den ene side var det dejligt at kunne følges med mine venner, som lød til at være i godt humør, men på den anden side betød det, at jeg var blevet indhentet af to løbere, som jeg selv syntes jeg var hurtigere end. Jeg gik i lidt tid og tænkte på, om jeg skulle råbe til dem gennem tågen og besluttede mig til sidst for at gøre det. Det var Carl, der svarede, og han løb hurtigere på det smalle og sindssyge spor, indtil han nåede mig. Han snakkede helt vildt og virkede irriterende oplagt, mens jeg havde det dårligere end før. Der gik lang tid, før jeg svarede på nogle af de mange ting, han spurgte om på sit svenske tryllesprog. Hvad jeg ikke lagde mærke til, var, at Carl har filmet vores møde på sit ”Go Pro”-kamera, så først her efter løbet kunne jeg se, hvor nedslået jeg var.
På det næste stykke skiftedes Carl og Peter til at overhale mig, mens de filmede det og fortalte kameraet, at: ”Her er det øjeblik, hvor jeg overhaler Rune”. Det var både sjovt og sindssygt irriterende på samme tid. Ikke desto mindre hjalp deres tilstedeværelse mig hele vejen til toppen af Orny, og jeg satte mig nedslået på bænken i hytten og begyndte at hælde elektrolyt og energi i mig, selvom kroppen prøvede at gøre mig opmærksom på, at det ikke var det, den var i humør til. Jeg var begyndt at ryste, og jeg kunne fornemme, at jeg blev nødt til at komme i gang igen for ikke at gå helt i stå. Peter var allerede på vej ned af bjerget igen, så Carl og jeg begyndte at løbe ned af for at indhente ham.
Nedløbet var teknisk svært, men storslået. Noget af tågen var lettet, og solen skinnede indimellem ned gennem tågen. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg kunne langsomt mærke, hvordan benene og kroppen fik det bedre. Vi kom forbi et fantastisk vandfald, lige som solen brød igennem, og vi måtte stoppe for at tage et billede.
På dette tidspunkt havde Carl og jeg overhalet Peter, som kæmpede med nedløbene under hele turen. De næste 10 km var fantastiske og bestod af en blanding af teknisk svært terræn og fedt nedløb. På den nederste del af bjerget fulgte ruten en flod ned af bjerget, og jeg elskede, at jeg havde kæmpet mig igennem krisen og følte mig ovenpå.
I bunden af bjerget satte Carl og jeg os ned og tømte vores sko for sten. Vores Gaiters var hoppet af under nedløbet, og vi blev enige om at det var en god investering at få dem sat ordentligt på igen. Herefter gik ruten opad i en mere behagelig stigningsprocent end ved det forrige bjerg og fulgte en ny flod. Fantastisk natur og vandfald ned langs klipperne på begge sider af os var rammerne, mens vi roligt, men i et godt flow kæmpede os op til det næste depot i La Fouly i 1600 meters højde. Vi havde nu løbet omkring 45 km, og det var tid til lidt rigtig mad i depotet. Vi gav os god tid til at nyde den gode tapas-anretning med ost og pølse, som depotet kunne byde på. Mens Carl og jeg sad på bænken i depotet, kom en fyr ind og satte sig ned ved siden af os og lod sit hoved falde ned i bordet uden at tage fra, så der lød et brag. Jeg vågnede fra min trance og så, at mandens kone og datter stod bag ham, og at tårende trillede ned af kinderne på ham. Datteren så bange ud, jeg forestiller mig, at hun nok ikke har set sin far græde så tit. Jeg fik lyst til at sige til hende, at alt var okay, da konen var i fuld gang med at tage sig af sin mand. Hele seancen gjorde indtryk på mig, og jeg kom til at tænke på mine egne børn og kone. Jeg skyndte mig at slå de tanker ud af hovedet, da jeg kunne mærke, at de ikke hjalp mig, og jeg rejste mig for at komme af sted. I samme øjeblik vadede Peter ind i depotet. Peter var i godt humør og ville ikke blive i depotet, så vi løb samlet ud og begyndte den næste del af løbet.
Peter var stærk op af bakkerne og satte mig og Carl af på det næste stykke opad. Det var begyndt at regne igen, og sporet strakte sig på op gennem dalen på langs af de grønne græsbakker. Sporet var begyndt at blive mudret, og det var svært at stå fast på dette stykke, der skiftevis gik op og ned. Jeg havde indhentet Peter og overhalede ham på vej ned af en bakke, og da jeg næste gang kiggede mig tilbage, kunne jeg hverken se ham eller Carl. Det var det sidste jeg så til de to på resten af turen.
Sporet var nu begyndt at gå op ad mod Col de Fenêtre i 2695 meters højde. Jeg havde overhalet fem-seks løbere mere på det forrige stykke og var ved godt mod. Jeg fulgte nu min plan om at spise energi med 30-45 minutters mellemrum og var træt, men okay. Stigningen var hård, og det var svært at få fodfæste i det mudrede spor. Fødderne gled hele tiden bagud, og stavene blev brugt flittigt til at få greb. Efter hvad der føltes som en evighed op ad bakke, kom belønningen. Sporet fladede ud og mellem sne og mudder lå en flot og klar bjergsø, som der skulle løbes omkring.
Terrænet skiftede nu mellem sne, klippe og mudder, og jeg fik lidt energi i mig og tændte videoen, mens jeg luntede omkring søen og op mod grænsen til Italien. Et stejlt nedløb, som var voldsomt hårdt for mine knæ ned mod St. Bernard-passet, tog en masse kræfter fra mig, og derefter fulgte en stigning op ad brosten og over vejen ind i Schweiz igen og depotet ved St. Bernard-søen. Dette depot var vindblæst og koldt, og jeg prøvede at få varmen med en omgang suppe med pasta – dog uden held. Jeg rystede voldsomt og kunne mærke, hvordan andre løbere kiggede på mig. Jeg besluttede mig for at løbe igen, inden en depothjælper fik en idé om, at jeg var for træt til at forsætte. Jeg havde nu løbet ca. 60 km. Det næste stykke fulgtes jeg med en gruppe på fire løbere. Det gik op ad langs passet og bestod mest af klipper afbrudt af nogle iskolde vandløb, der krydsede sporet. Jeg havde så småt fået varmen igen og havde det okay. Da vi nåede toppen på Col des Chevaux i 2714 meters højde, blæste det voldsomt og regnede. Jeg havde forestillet mig et depot her, men der var bare et telt med en samarit, som var ved at tage sig af en anden løber. Jeg stoppede op for at nyde synet, men som det ses i min video ved 08.00 som i kan finde linket til nederst i race-reporten, var det et tåget og meget skræmmende nedløb, der nu ventede mig. Nedløbet fra Col des Chevaux og til det store depot i Bourg St. Pierre, hvor min dropbag ventede, var over 1000 højdemeter med det sværeste terræn, jeg i mit liv har løbet ned af. Tungen skulle være lige i munden på store stykker af dette nedløb, men indimellem var der også behagelige passager, hvor man kunne nyde naturen og sætte lidt fart på.
Min krop var nu mærket af de mange timers strabadser, og jeg kæmpede med trætheden og ømme knæ, men min motivation var god. Jeg havde det okay, da jeg løb ind i depotet ved Bourg St. Pierre efter ca. 73 km og besluttede mig for at give mig selv en pause på 20 minutter til at skifte trøje, fylde tasken op med energi fra dropbaggen, tage pandelampe på og gøre musik klar til de mange mørke og kolde timer på sporet natten igennem. Jeg spiste list pasta bolognese, fyldte væskeblæren op og løb ud af depotet i godt humør, klar til natten.
Lad mig sige det med det samme: Pandelampeløb har aldrig været det store for mig. Jeg hader, at jeg ikke kan nyde den natur, jeg løber igennem, så syv timer med lampen på var i forvejen det, jeg havde forberedt mig mest på mentalt. Hvad jeg ikke vidste, var, at vejret havde besluttet sig for at gøre mit natteløb endnu mere udfordrende – det regnede hele natten igennem.
Da jeg forlod Bourg St. Pierre, var jeg alene, men indhentede efter 45 minutter en belgisk fyr, som jeg fulgtes lidt med. Vi small-talkede lidt, men han faldt langsomt bagud, og jeg var igen alene på bjergsiden midt om natten. Efter jeg forlod min belgiske ven, blev sporet svært at stå fast på. Jeg skøjtede rundt i mudderet og kunne fornemme de store afgrunde ved siden af sporet, hvilket for første gang i løbet gjorde mig en smule bange. Ud over dette var jeg også begyndt at se dyr, som ikke var der. Det er noget underligt noget, at man det ene øjeblik er helt sikker på, at man kan se edderkopper, der løber over vejen, og det næste øjeblik godt ved, at ens hjerne spiller én et puds. Peter fortalte mig efter løbet, at han var sikker på, at han havde set en bil på bjergstien…
På vejen op ad Col de Mille fik jeg langsomt indhentet to løbere, som jeg fulgtes med resten af vejen til toppen. I mørket kunne man se lyset fra hytten lang tid før, man nåede toppen – til stor frustration. På et tidspunkt kiggede jeg på et skilt, hvor der stod 500 meter til Col de Mille. Først da jeg kom til toppen, gik det op for mig, at det måtte være 500 højdemeter, for det tog en evighed at komme derop i mørket. Da jeg endelig trådte ind af døren, var der fuldstændig stille i hytten, selvom der nok har været fem-syv personer. Der var en varm brændeovn med ilden skruet godt op, og jeg satte mig ved siden af den, mens jeg prøvede at tvinge noget energi i mig. Jeg havde formået at fylde godt med energi på under opstigningen og havde egentlig ikke brug for det, men det var så dejligt foran brændeovnen. Selvom jeg sad foran brændeovnen, begyndte jeg at fryse, og jeg tvang mig selv væk og ud i mørket igen.
Jeg havde nu løbet ca. 85 km og fik på det næste stykke følgeskab af en mand og en kvinde, som jeg fulgtes med under det lange og svære nedløb til Lourtier. Vi kunne næsten ikke løbe, da ingen af os kunne stå fast i mudderet og vi skiftedes til at falde hele vejen ned af det første stykke. Hver gang en af os faldt (og det var tit), kom standardkommentaren: ”Are you okay?” Hvortil svaret ”Yes” kom promte, selvom det ikke var nogen hemmelighed, at vi indimellem slog os. Kvinden, jeg fulgtes med, havde en meget dårlig pandelampe og ville have, at jeg løb forrest hele tiden, så hun kunne bruge mit lys. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men de to var begge bedre nedløbere end mig, og selvom jeg havde den bedste pandelampe, lod jeg dem til sidst overhale mig, da det føltes som om de lå lige i røven på mig hele tiden. Da vi nåede det nederste stykke af stigningen, fladede det lidt ud, og jeg løb langsomt fra de to og ned til depotet i Lourtier. Klokken var nu omkring 03.00, jeg havde løbet ca. 92 km og jeg var fuldstændig færdig af det svære nedløb i mudderet og de mange styrt. Jeg satte mig på en stol og stirrede ud i luften. Jeg kunne se flere løbere ligge på madrasser i lokalet ved siden af, og jeg kiggede tomt ud i luften, da mine tanker blev afbrudt af en af depothjælperne.
”Are you okay?” lød det fra den unge dreng, der åbenbart var den eneste, der kunne engelsk i depotet. Han oversatte for en bister dame, som kun kunne tale fransk. ”We have talked to the guys in the next checkpoint, and the conditions are very bad at the top. There are strong winds and more mud than the section you just finished, It’s okay to stop now if you are not feeling well. The next part is going to be the hardest and it is dangerous to go unless you are completely fit.”
”Store idiot!” tænkte jeg, mens jeg kiggede på den unge dreng. ”Tror du selv på, at du kan overtale mig til at stoppe nu, din klovn?”. Jeg fik fremstønnet ”I’m okay” uden at overbevise de to hjælpere. Jeg skyndte mig at rejse mig op fra stolen og fylde min væskeblære og prøvede at se så frisk ud, som jeg kunne. Jeg vendte ryggen til de to og gik ud i natten igen.
Stigningen fra depotet i Lourtier og op mod sidste checkpoint La Chaux kan kun beskrives som umenneskelig! Det gik så stejlt opad, at jeg flere gange måtte stoppe og spekulere på, om de to klaphatte i depotet måske havde haft ret. Ud over at det var stejlt, var det næsten umuligt at stå fast i mudderet, og jeg brugte sindssygt mange kræfter over de næste kilometer på at hive mig op i stavene. Flere gange undervejs blev jeg bange for, at min krop ikke ville kunne klare det, og at jeg måtte give op. Kroppen var smadret, og jeg var mentalt helt nede. På en af mine pauser undervejs satte jeg mig ned for at hvile mig og kom til at lukke øjnene et sekund. Jeg blev helt forskrækket over mig selv. Jeg kunne uden problemer have lagt mig til at sove der midt på bjerget. Det skræmte mig lidt, og jeg fik kæmpet mig videre op af de modbydelige stigninger.
Jeg kunne se pandelamper under mig og vidste, at der var flere der havde det så hårdt som mig, og det hjalp lidt. Lige pludselig kunne jeg se en pandelampe foran mig. Da jeg kom nærmere, kunne jeg genkende løberen som en japaner, jeg havde set tidligere. Han var fuldstændig slukket i blikket, og da jeg spurgte om han var okay, svarede han ikke. Jeg spurgte igen, og han svarede irriteret ”Yes!”. Der var udsolgt hos ham, gættede jeg på, og han var selv klar over det. Jeg gik langsomt videre og kiggede mig flere gange tilbage, men japaneren fulgte ikke efter. Jeg vidste, at der var løbere efter mig, og han havde jo sagt, at han var okay, så jeg forsatte opad. Det var stadig mørkt og mudret, og de næste kilometer gik meget langsomt. Det var dog fladet ud, og jeg havde indhentet en fransk fyr, som kunne tale engelsk. Vi fulgtes ad hele vejen ind i solopgangen (som man ikke kunne se) og til depotet i La Chaux. Der var ikke mange i depotet, men der var to, der lå og sov, og to på vej ud. Igen var der brændeovn, og jeg spiste lidt, men besluttede mig for at løbe med det samme. Nu var der kun et ”lille” nedløb til mål.
Det sidste nedløb ned mod Verbier foregik i gang langt det meste af vejen. Jeg havde løbet 99 km nu, og det var stadig umuligt at stå fast, og jeg blev på vejen ned overhalet af flere løbere, som var markant bedre nedløbere end mig. Mine ben var nu fuldstændig færdige, og jeg havde skoene fyldt med sten, men havde ikke overskud til at tage dem af ved det sidste depot. Jeg var nu ikke i tvivl om, at jeg ville gennemføre, og jeg bevægede mig langsomt ned mod bunden. Da vi nåede Verbier, løb jeg de sidste to km, selvom kroppen reelt var færdig. Det var så fedt at kunne mobilisere den kraft, når kroppen næsten ikke kunne gå.
Jeg løb over målstregen i tiden 26.02 med en placering som nummer 86. Det blev til 105 km og 7300 højdemeter. Der var 429 til start, og 173 gennemførte. Jeg er voldsomt stolt over at have gennemført et løb, så mange har opgivet, men jeg sidder også tilbage med en fornemmelse af, at det til tider var en smule uforsvarligt af en familiefar at forsætte under de forhold.
Peter og Carl kom ind tre timer senere og gennemførte også løbet.
Japaneren fra den sidste bakke så jeg helt tilfældigt blive læsset af ved målstregen af en af de officielle transportbiler, så han har, som jeg tænkte, da jeg mødte ham, tabt kampen mod bjerget.
X-Alpine er bestemt et anbefalelsesværdigt løb. Jeg ville elske at løbe det igen og kunne nyde udsigten fra toppen af de mange bjerge på en klar dag. Der er minimalt asfalt, og løbet var perfekt markeret undervejs med gode depoter. Jeg er stadig vred på de to hjælpere, der prøvede at tale mig fra at fortsætte. Det er skidt, at hjælpere i depotet demotiverer en på den måde. De må da vide, at man har lagt mange måneders træning og forberedelse i banken for at stille op til sådan et løb. Jeg ved godt, at sikkerheden kommer i første række, men alligevel. Det trækker selvfølgelig ned i min bog.
Næste mål for mig er Ultraløbet Molsruten, som er det sidste løb i Ultracuppen, og som foregår på min hjemmebane ved Aarhus.
Tjek min video fra løbet her:
http://vimeo.com/100652564
____________________________________
Tak til Rune for den fine beretning, og endnu en gang tillykke med det flotte resultat! God vind fremover
– Team Trail Copenhagen
Exploring The Limits 