I slut december løb en barfodsløber et halvmarathon på kolde saltede vestjyske veje. Det gik ikke helt som ventet, hvilket kommer tydeligt til udtryk på billedet. Om vinteren hvor jorden er frossent og evt. saltet, kan det virkelig være en ide at tage skoene på fusserne, også selvom man er barfodsløber. Det behøves jo ikke være Asics Kayano, der findes alternativer såsom de minimalistiske sko; Terra Plana eller NB Minimus. Tjek artiklen om netop dette problem ud på posemand.dk, hvor der på glimrende vis bliver beskrevet hvorfor man skal bruge sko – også selvom man er “barfodsløber”.
Her er et par bud på nogle sko, der ser spændende ud:
Salomon Sense:
Kilian har været med til at udvikle denne sko og har løbet med den i mange af årets løb. Den har noget mindre hæl til tå-drop end de tidligere modeller og ser spændende ud. Se lidt mere her:
Der er nu gået lidt over en uge siden jeg tog hjem fra Bornholm, og kroppen har det godt igen. Dog har jeg valgt at nedtrappe træningen til et minimum i en måned, hvilket giver kroppen mulighed for at komme sig efter to hårde ultraløb, samtidig med at jeg kan få tid og mulighed for at dyrke en ny interesse inden for løb, nemlig mellemfodslanding. Den nye interesse udgør altså en løbestilsændring, som gerne længere frem i tiden skal optimere min præstation.
Løbestilsændring er for mange en forholdsvis ny ting, og man kender det sikkert fra barfodsløb, Fivefingers, Nike Free osv., som alle er industriens svar på den “nye trend”, nemlig at lande på mellem- og/eller forfod. Det interessante ved denne løbestil er, at ser man på afrikanske grupper der aldrig har været i besiddelse af sko, sandaler eller lignende, løber alle på mellem- og forfoden. Det tyder derfor på, at pga. produktionen af den traditionelle løbesko med masser af støddæmpning i hælen, er der blevet skabt en ny vestlig måde at løbe på, hvor hælen er den første kropsdel der får kontakt med jorden. Dette har vækket min interesse, især da alle de store ultraløbere netop lander på mellemfoden. Men hvorfor ændre løbestil?
Den største grund til at ændre løbestil er økonomien (energiforbruget). Ved traditionel løbestil (hvor man lander på hælen) skaber man en bagudgående kraft, der modvirker den fremadgående løberetning. Det betyder, at hver gang du sætter hælen i jorden, vil du bremse dig selv en smule, og gør du det f.eks. under et 100 miles løb, løber det hurtigt op.
Derudover mener flere, at ved traditionelt løb vil man have risiko for skinnebensbetændelse, en løbeskade mange løbere lider under. Dette skyldes, at for at en løber kan lande på hælen, skal tærene løftes højt. Dette skaber store kontraktioner i skinnebensmusklen (tibialis anterior), hvilket giver grundlag for en skadesrisiko.
Til sidst skal det nævnes, at løber man med mellemfodslanding, vil det åbne mulighederne for at købe minimalistiske løbesko, såsom Fivefingers, New Balance Minimus, Terra Plana, ECCO Biom osv (man er jo udstyrsnørd). Fordelen ved denne type af sko er, at de giver foden mulighed for at bevæge sig naturligt, og dermed styrke fodens muskler, fodrodsknoglerne samt de omkringliggende sener. Traditionelle løbesko har meget støtte i form af overproneringskile og stive materialer, at foden er låst, som var det et par lette vandresko. Altså ved brug af minimalistiske løbesko, vil man med korrekt teknik og træning få stærkere fødder, hvilket må siges at være vigtigt når man er ultraløber!
Ønsker man at ændre stil er det vigtigt at forholde sig til følgende:
Ved at ændre løbestil, ændrer du dermed også på kroppens måde at håndtere støddæmpning. Når man lander på mellemfoden, vil det i højere grad være læggen, achillesenen, fodrodsknoglerne samt de omkringliggende sener der tager imod stødet, og for at undgå skader skal både muskler, sener og knogler tilvænnes. For muskler sker denne tilvænning forholdsvis hurtigt, primært fordi muskler får tilført masser af næring (kulhydrater) og byggesten (proteiner) via blodet, hvilket ikke er tilfældet i samme mængde for sener og knogler. Det betyder, at man skal træne sig langsomt op med masser af tålmodighed, og her kan det stærkt anbefales at man søger vejledning hvis man ikke har indsigt i et optræningsprogram. Her er det vigtigt at nævne, at det ikke blot er korrekt landing på foden der tæller, men også et spørgsmål om at have korrekt kropsstilling. Her vil man typisk være mere ret i overkroppen, og alt dette kan man læse om på bl.a. disse hjemmesider: The Running Barefoot, Barefoot Runner, Anton Krupicka. Dog kan man søge inspiration på bl.a. ECCO’s hjemmeside, dette er dog forbeholdt optræning for deres løbesko, Biom.
Træner man forkert, ved f.eks. at lande på hælen med minimalistiske sko uden at vide det, vil man kunne ødelægge sin fedtpude (visuelt illustration), der er placeret under hælknoglen, og har til funktion at støddæmpe ved mindre stød. Ved gentagne stød (som sker under løb) uden støddæmpning fordi man har minimalistiske sko på, vil man altså kunne skade en yderst funktionel del af foden, som tager lang tid om at hele.
Netop derfor opfordrer jeg til at man søger hjælp hos specialister, før man påbegynder eksperimenter!
En ting jeg ikke har nævnt endnu, er den sidste årsag til at jeg søger mere og mere over mod en minimalistiske løbestil/sko. Følelsen om at være fri, kunne bevæge sig frit uden proneringskiler og lignende tiltaler mig meget, og man vil via en tynd sål, kunne føle og mærke undergrunden som man løber på. Min overbevisning er, at vi kun løber på hælen fordi at fabrikanter i 70’erne besluttede sig for at smide en masse støddæmpning i skoene, var dette ikke sket, løb vi alle med en naturlig løbestil; mellemfodslanding.
Som nævnt ovenfor, at jeg først nu begyndt at træne denne stil. Derfor vil jeg ikke nå at få tilvænnet mig stilen til 100 miles på Mors til september, så jeg vil først næste år kunne nyde af mine anstrengelser. Om det går som jeg håber, må tiden vise:)
Exploring The Limits 