Chiemgauer 100M – En god oplevelse trods DNF

Chiemgauer 100 Miles forløb noget anderledes end forventet. Målet var at gennemføre den lange distance på maks 24 timer, men efter 87 km måtte jeg se mig slået af bjergene. Mængden af nedløb og mangel på motivation udgjorde årsagen til ’DNF’, en beslutning jeg ikke har fortrudt siden. I stedet for et bæltespænde, kunne jeg drage retur med en fantastisk oplevelse rigere hvilket bl.a. indbefattede kendskab til nye spændende personligheder.

IMG_6694

Mavefornemmelsen var rigtig god ved afgang fra Kastrup Lufthavn. Kroppen havde det godt, træningen havde forløbet uden problemer og motivationen for igen at deltage i et 100 miles løb føltes høj, da sejrsrusen fra Hammer Trail 100M stadigvæk kunne mærkes. Måske gik alt lidt for godt? – Det måtte tiden vise.

I Kastrup mødtes jeg med Tom og Søren fra Marathon Sport, der også skulle deltage i de 100M. For Tom var det første gang at han skulle stifte bekendtskab med distancen. På vej sydpå mødte vi også Signe og Lue. Lue gennemførte i maj 50 Miles distancen på Bornholm, og skulle nu ned og prøve kræfter med 100 km. Signe var crew, og skulle hjælpe Lue sikkert i mål.

IMG_6740

Lue’ crew; Signe

IMG_6712

Ruhpolding i dalen samt første top på 100M ruten

Hjemmefra havde vi via løbsarrangøren Gisehler, booket overnatning i et såkaldt ’farmhouse’ til en meget fordelagtig pris. House Mutter tog rigtig godt imod os da vi tre turister kom væltende ind ad døren, meget smilende og næsten hver sætning sluttede med en munter latter. Stemningen i huset var meget afslappet, overraskende afslappet. House Mutter viste os rundt, talte utroligt meget og gav udtryk for at alt hvad hun ejede kunne vi også tage del af. Vi skulle endelig bare tage for os. Bygningen var det man nok ville kalde et rigtigt thüroler hjem, cirka 100 hm oppe ad den sydlige bjergskråning med udsigt udover Ruhpolding by. Mod øst kunne man skue stadionet, som i de kommende dage udgjorde basen for de to distancer. Det var sgu lidt fedt at være fremme, så tæt på et nyt eventyr.

IMG_6691

Fredag gik med fælles morgenmad, efterfulgt af drop bag aflevering og løbs info med de ca. 60 andre der senere på dagen også skulle ud i naturen og forbrænde kalorier. Løbslederen Giselher (Gi) lagde ud med at tale tysk i 30 min, hvor folk grinte hver gang Gi sluttede en sætning. Derefter kom han over til os for at dele den engelske version af briefingen. Det første han sagde, var ’Nå hvad er vigtigt at få sagt.. Nå ja..’, og så begyndte han at beskrive flere små detaljer omkring rutemarkering mm. Efter 5 min havde han fortalt det hele og ingen af os tre havde grint, hvilket undrede mig da han lige havde briefet alle tysktalende i 20-30 min til stor jubel. ’Hmm, gad vide om vi missede noget info?’, tænkte jeg.

IMG_6702

Det var ikke kun hos House Mutter at stemningen var afslappet. Også på stadionet virkede det til at alle hyggede sig, en stemning man kun kunne lade sig påvirke af. Målportalen blev sat op i roligt tempo ved ankomst, sammen med et digitalt ur, et official telt samt et reklametelt fra Salomon. Og det var så det. Herfra skulle alle 100 miles deltagerne så vælge deres starttidspunkt, afhængigt af hvor hurtige man løb –jo hurtigere jo senere skulle man sætte i gang. Den første gruppe på 30 mand tøffede af sted kl. 14 i et tempo der lignende gang. De hyggede sig kunne man se, og ingen af dem virkede skræmte af den motion der ventede forude. Tom og Søren startede kl. 16, mens at jeg løb af sted kl. 19.

IMG_6710

Jeg havde egentligt sat mig for at drage ud i naturen kl. 18, men Rüdi – en tysk løber der to gange havde vundet 100 km distancen – var under briefingen kommet hen til mig og fortalt at han og en anden løber (Thomas Wagner) løb af sted kl. 19. De kendte ruten, også den første 70 km strækning der efter sigende skulle være knap så godt markeret, så jeg lod mig friste og ændrede mit starttidspunkt til kl. 19. Deres mål var også at gennemføre på 24 timer, så jeg håbede at vi ville følge hinanden og have det hyggeligt i hinandens selskab. Det jeg dog ikke vidste, var at Rüdi for kort tid forinden havde vundet det tyske trail mesterskab. Havde jeg vidst det, havde min beslutning nok set anderledes ud:/

Et par timer efter stod 4 mand klar, Sebastian, Rüdi, Thomas og jeg. Der var ikke noget startskud, men blot lyden af Gi der råbte ’…. GO’. Som nævnt vidste jeg ikke hvilken kaliber jeg de kommende 160 km skulle kæmpe imod, så derfor ville jeg fra start af teste dem lidt af. Jeg satte tempoet i noget det lignede tempo 4.30 min/km, og der gik kun få minutter før at Thomas Wagner med et undrende udtryk spurgte mig om det her var mit afslappede tempo. I øjeblikket føltes alt som det skulle, så jeg tog det som et godt tegn at de andre ’hang lidt i bremsen’. Efter 5 km ramte vi første stigning. Thomas, Sebastian og jeg satte tempoet mens at Rüdi faldt lidt bagud. I dette øjeblik var jeg godt tilfreds med min taktik, de andre virkede påvirket af tempoet, og jeg fløj bare op ad stigningen. Halvvejs spurgte jeg Thomas om Rüdi var ok, og han svarede kort ’never mind him’. De kendte hinanden, og Thomas vidste udmærket godt at Rüdi bare lige skulle i gang. De sidste 200 hm ændrede sporet sig fra skovvej til mudret single trail, og Thomas og Sebastian tog føringen. Rüdi havde indhentet os, og samme nåede vi toppen tæt på solnedgang. Men så skete det uventede. Allerede ved første nedadgående meter råbte Thomas på Rudi, hvorefter at de begge satte i sprint med Sebastian i hælende på dem. Det tog ingen tid før at jeg var alene på sporet, på vej ned ad første top, og jeg forstod ingenting af hvad der lige var sket. Nedløbet kunne man ikke se pga. den tætte bevoksning omkring sporet, men alligevel havde 75 % af gruppen valgt at sprinte ned mod dalen. Under prologen til Hammer Trail tilbage i maj havde Kenneth Kofoed også udfordret mig med sit hurtige pace ned af bakke, men det var intet i forhold til hvad jeg netop havde oplevet. Jeg troede ikke mine egne øjne, og kunne kortvarigt ikke helt overskue opgaven der lå forude. I bunden af dalen indhentede jeg Sebastian en smule, og han nåede første check point (18 km) med 20 sekunders forspring. Thomas var allerede på vej væk da jeg nærmede mig check pointet, og Rüdi var ikke til at spotte. Hold da op nogle hurtige drenge!

IMG_6795

Efter at have forladt 18 km mærket begyndte natten at tage over, og pandelampen blev hevet op ad tasken. Nattens bulder mørke gjorde det ikke nemmere at finde vej gennem de næste to stigninger, som begge var i tæt skov markeret med enten markeringsstrimmel eller pile på sporet. For hver kilometer blev det mere og mere tydeligt hvad løbsarrangøren Gi mente med en let markeret rute. På skovvejene med nem adgang via bil eller cykel var ruten fint markeret, mens at markeringen på de svære tekniske og meget smalle spor i tæt buskads virkelig var mangelfuld. For mit vedkommende betød det, at jeg hele tiden skulle holde fokus, og hvert 20 sek. stoppe og lyse rundt med pandelampen for at finde næste markeringsstrimmel. Natten var stadigvæk ung, og herfra vidste jeg godt at manglende markering ville have en enorm stor indflydelse på både tid og ikke mindst oplevelsen af flow. Flow var netop hvad jeg til Hammer Trail havde oplevet som en ’ven’ på sporet i med- og modgang. Her gav flow energi og følelsen af konstant flydende bevægelse, som selvfølgelig er rart når man har sat et mål om at bevæge kroppen 160 km. Tilbage på sporet skulle jeg hele tiden stoppe op og kigge, og i flere omgange var jeg nød til at satse og håbe på at der længere fremme hang en markering. Jeg kunne hive GPS’en op af lommen, en håndholdt GPS jeg havde lånt hjemmefra, men tanken om at skulle smide stavene og løbe efter en halvirriterende computer midt i mørket (der ikke altid var super hurtig) kunne jeg ikke helt overskue. GPS’en så jeg som en back up, øjne og logik kom i første række og indtil videre var det jo gået fint. Men efter et par timer skete det så, det der ikke måtte ske. Et krævende single track havde ledt mig ud på en asfalt vej, tæt på det der lignede en forladt gård. Herfra førte asfaltsporet stejlt ned ad bakke – så stejlt at det måtte slingre sig i adskillige hårnålesving for ikke at ’tilte passageren’. Efter 5 min kunne jeg mærke at noget var galt, og der var absolut ingen markeringer at få øje på. GPS’en blev hevet frem, og den kunne kun bekræfte det jeg frygtede. Jeg havde forladt sporet og løbet i hvert fald 100 Hm- forkert. Jeg skulle op igen!

Dette var første gang på ruten at jeg sagde noget grimt, noget som ikke behøves at blive gentaget. Det var min måde hurtigt at komme ovenpå igen, finde tilbage til sporet og ellers bare glemme hvad der lige var sket. Turen op ad bjergsiden føltes dog i øjeblikket ekstra hård. Kræfterne var blevet spildt, men der var ikke andet at gøre end at komme videre herfra. Sporet fandt jeg igen, jeg skulle dog lige springe over en å hvor jeg på den anden siden måtte bruge alle kløer til at gribe fat i moder natur, for ikke at skride ned ad skræningen og ned i vandet. I sådan en situation tror jeg at det er vigtigt, at man kan bevare roen, ikke lade sig irritere for længe og i stedet trække på smilebåndet over hvor komisk det hele må se ud. Håbet var at løbe med frontløberne, men nu hang jeg i stedet med røven i vandskorpen efter fejlagtigt at have løbet forkert ned ad bjerget. ’Hvad fanden er det her for en sport jeg dyrker’, tænkte jeg, da jeg igen stod ved en markering. ’Thank God’ at ingen filmede den seance. Hvis nogen gjorde, skulle scenen hedde ’Turist i Thürol’.

En af årsagerne til at jeg havde løbet forkert, var da sporet på ingen måde var tydeligt markeret i naturen. En ting var at markeringsstrimlerne var sat med stor afstand mellem hinanden, men det største problem var simpelthen at sporet ikke skilte sig ud fra resten af skovbunden. Det var ikke noget jeg havde oplevet før. Normalt var et spor slidt ned, således at grene og andet var slidt væk, og derved skabte en tydelig jordfarvet linje gennem terrænet. Det satte en enorm dæmper for tempo at der her intet spor var at se, og tanken om at skulle løbe yderligere 130 km i umarkeret terræn virkede i flere omgange en smule uoverskuelig.

Endelig kom jeg til 2. check point (36 km), bestyret af en flink kvinde og hendes to sønner. Alle kunne engelsk, og jeg fornemmede at børnene syntes at det var lidt spændende at tale engelsk med en fremmed der pludseligt var dukket frem i mørket (uden at det skal lyde mærkeligt!). Min lyst til gels og andre søde sager havde for længst ramt bunden, og i stedet kunne vandmelon og noget nudelsuppe hjælpe med at få energien tilbage. Det virkede en smule, dog ikke uden at jeg måtte rejse mig op halvvejs og gå rundt om mig selv for ikke at kaste op. Kroppen opførte sig mærkeligt, hvilket nok var resultatet af at jeg på vejen hertil enten havde været afkølet eller overophedet en smule (m/u jakke). Vejrtrækningen bøvlede jeg også med. Jeg tror halsen havde fået træk, og hver gang at jeg trak vejret dybt, følte jeg behov for at hoste. Det var sgu egentligt bare en skide irriterende situation jeg befandt mig i, men det hjalp at crew’et var flinke og forstående overfor mit stille adfærd. Før afgang fra check pointet fik jeg tiderne på de tre andre løbere. Sebastian var på det tidspunkt foran Thomas, som pga. maveproblemer kun var ti min foran mig.

Efter 8-10 min løb jeg videre ind i skoven, og foran ventede et nedløb efterfulgt af første store stigning, hvor et nyt check point gemte sig på toppen (58 km).

Energien kom herfra stille og roligt tilbage, og med musik i ørene begyndte det hele at se lidt lysere ud. Det kostede dog både et styrt samt et vrid i den ene fod før at jeg igen stod på en bjergtop, 58 km. Vejen dertil havde ført mig forbi adskillige store køer. Hver gang jeg passerede en ko der stod og græssede i mørket, blev jeg en smule nervøs. Ville den pludseligt begynde at lege med mig, eller reagere pludseligt pga. pandelampens lys. 500 kg muskel kunne sagtens destruere mig midt på bjergsiden. Heldigvis var de alle venligtsindet, og blandt de få tilskuer der havde valgt at møde op for at heppe.

100 meter nede af en skrænt fik jeg øje på et bål, og en mindre træhytte. Jeg vidste at check pointet lå skjult der, men hvor fa’en var sporet derned til. Jeg råbte til dem for at være sikker på at jeg skulle derned, og løb så i en lige linje fra hvor jeg stod. Ved ankomst spurgte de om jeg var faret vild, og ja det var jeg. Denne gang var det dog kun et par hundrede meter, og ikke noget jeg gad reflektere længe over. Jeg havde det faktisk godt ved 58 km mærket. Det var skønt at tale med en gruppe glade mennesker, som bl.a. kunne fortælle om nedløbet der ventede få meter fra hytten. En herre i 60’erne fortalt på engelsk at sporet var teknisk, men ikke glat. Fint tænkte jeg, så skulle den have lidt fart i et forsøg på at indhente det tabte. Jeg begyndte nu at se en ende på første del (70 km), og forude ventede næste strækning (90 km) som var bedre markeret og med solen højt på himlen.

IMG_6736

Kortvarig vejrudvikling til det knap så sjove

Da jeg rejste mig fulgte herren i 60’erne mig ud til hvor sporet forsatte. ’Go 50 meters to gate, then 200 meters and turn left’ lød instruksen, og vores veje skiltes. Jeg satsede på at sporet ned ad ikke var glat, det havde jeg trods alt lige fået af vide. Der gik dog ikke mere end et par minutter, før at benene forsvandt under mig og jeg satte mig tungt ned på det tekniske OG glatte spor. Jeg kunne kun smile af situationen, for det var sgu lidt glat. Det var selvfølgelig mit eget ansvar at undersøge forholdene, og sporet var hermed undersøgt. Et teknisk og glatspor! Sporet svingede sig skarpt 180 grader rundt for hver 3 meter, hvilket vanskeliggjorde at holde farten højt. Det var først da jeg ramte en skovvej længere nede at man havde en jordisk chance for at hæve hastigheden, til stor utilfredshed for lårmusklerne. Der gik ikke lang tid før at solen stod op, og pandelampen blev slukket. Mens lyset dukkede op, blev man ledt ind på det sidste single trail inden man for alvor nærmede sig stadionet. Sporet var smalt og hældte stejlt nedad til venstre, og faldt man her, er jeg ikke sikker på hvor man ville ende. Flinke skovarbejdere havde spændt en wire op langs højre klippesiden, problemet var bare at wiren hang i en halv meters højde = ubrugelig.

IMG_6783

Det holdt hårdt med at få løbet de sidste 7 km og komme ind på stadionet. Nu var 87 km passeret i en tid jeg ikke var tilfreds med. Hvad jeg dog var endnu mindre tilfreds med var mængden af motivation og lyst til at fortsætte. Jeg havde på ingen måde lyst til at begive mig ud på yderligere 73 km og ca. 4.000 Hm+, og efter 20 min valgte jeg at stoppe. Når man til et løb ikke når i mål, gælder det om at trække stikket hurtigst muligt og passe på kroppen, hvilket jeg forsøgte her. Kortvarigt ærgrede jeg mig over at jeg ikke havde tilmeldt mig 100 km distancen, men det var nemt nu at sidde og være bagklog. Modsat Western States 100 Miles i 2012 hvor jeg også droppede ud halvvejs, var jeg denne gang hverken skuffet eller sur. Jeg havde truffet det rigtige valg, og med kun 6 uger til næste store mål, et 24 timers løb rundt om søerne i Kbh, var det kun dumdristigt at fortsætte.

IMG_6732

Rudi – 100M vinder og indehaver af nye Course Record

Jeg kan tage retur til DK med en oplevelse rigere. Jeg har mødt en masse fantastiske mennesker på min rejse, fået gode kontakter og ikke mindst fået mere erfaring om egne styrker og svagheder. Jeg har fået mere erfaring med konkurrencer i bjerge, udstyrserfaring mm – alt sammen uvurderlig viden hvis man vil blive en god ultraløber. Så må vi se om jeg har tid og overskud til at komme retur næste år🙂

IMG_6755

– Andreas

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s