Interview: Simon Grimstrup

Simon Grimstrup er en dygtig trailløber og adventureracer, der flere gange har markeret sig stærkt i trailløb i udlandet. Han vandt Beyond the Ultimates Mountain Ultra og Jungle Ultra sidste år og løb en flot placering hjem i det netop overståede 4 Trails. Han er også medarrangør af Thy Trail Marathon og Thy Ultra. Hans næste store mål er UTMB. Vi har stillet ham nogle spørgsmål.

Hvorfor deltog du i 4Trails?

Det skyldes nok VUMB!
Jeg har igennem de seneste 2 år optjent en del UTMB-point og smed et lod i lotteriet for at komme med. I grunden synes jeg det er ”latterligt” langt. 168 km! Så jeg vidste ikke helt om jeg skulle grine eller græde, da jeg blev trukket ud til deltagelse i UTMB. Men ja, UTMB er vel noget, der skal prøves, så jeg betalte løbsgebyret – og måtte så i gang med at lægge planer for træning og forberedelse.

4trails1
4 trails er genialt som træning til UTMB (håber jeg) distancemæssigt og i god tid inden UTMB. Da man kunne vinde en fristart til VUMB, var det jo oplagt, at deltage i VUMB (Vinter Ultra Mols Bjerge) også – og det var et rigtig fedt løb – og også en af de hårde træninger frem mod UTMB. Jeg havde et rigtig godt og hårdt løb sammen med Torbjørn Gasbjerg og vandt 100 km distancen og blev ikke mindst en utrolig smuk løbsoplevelse rigere.

Desuden er 4-trails jo mageligt med hoteller, godt selskab og ja – lå lige til højrebenet. Vi var 4 der endte med at tage af sted – og det blev for os alle en lære- og oplevelsesrig tur – og ikke mindst så var det hammer hyggeligt!

Hvilke ambitioner havde du for løbet på forhånd?

Da løbet var træning, havde jeg ikke gjort mig de vilde overvejelser omkring ambitionerne. Ugen inden var gået med hård vandring i Alpi Maritimme i masser af sne og med tung sæk (alt for tung sæk!). Vandreturen var forberedelse til 3 ugers turleder job hos Topas, hvor jeg skulle lede grupper på en såkaldt højrutetur, som var normeret til en uge. En utrolig smuk tur. Forberedelsesturen blev gået med min gode ven Allan Leed, som også skulle med til 4 trails.

Men ambitionen er jo altid at få lavet den maksimale præstation ud fra dagsformen og så sker der jo også noget når man får nummer på.

Desuden havde jeg en del at teste af inden UTMB: Sko, stave, energi, løberygsæk og selvfølgelig min holdbarhed!

Hvordan oplevede du løbet?

Vi var nok alle sammen lidt uforberedte på løbet. Og vi må nok sige, at løbet gav os en ordentlig røvfuld! Det var stejlere, mere teknisk og simpelthen hårdere end vi havde forberedt os på. Vejret var tilmeld koldt og regnfuldt – så jo, vi blev udfordret – men på den fede måde!

Det var et utrolig velorganiseret løb. Alt klappede! Gode pastapartys hver aften og rigtig fede og udfordrende spor.

Det eneste minus var de tidlige morgenstarter, som betød, at jeg skulle have morgenmad kl. 4 – 5 stykker… Skal simpelthen spise 3½ time før start. Men alle løbere skal jo igennem etaperne, så det er fair nok.

Feltet var også hårdere end forventet – og særligt på nedløbene fik vi forventeligt tæsk.

Jeg fik testet formen, og den var rigtig god. Særligt 2 og 4 etape klappede tingene og jeg følte mig stærk opad – og forsøgte så vidt muligt at minimere tidstabene på nedløbene. Det er specielt de stejle og ikke tekniske nedløb, hvor man ”bare” skal give slip, som voldte problemer. De tekniske og stenede partier var jeg noget bedre med.

Stavene fik jeg ikke gang i – orkede det ikke og følte ikke jeg havde behov for det. På 4. dagen havde vi en stigning på 1620 højdemeter til at starte på. Jeg var oppe som 3.er og vi 4 første oppe brugte ikke stave. Resten havde stort set stave med. (Jeg tror dog, når kroppen bliver mere slidt, så vil de være en hjælp for mig, men ikke på så relativt korte etaper).
Jeg powerwalkede med hænderne på knæene, eller lavede chickenwalk, når det var rigtig stejlt. (hvilket det ofte var!)

Simons chickenwalk

Simons chickenwalk

Jeg fik også gennemtestet et nyt energiprodukt – Tailwind Nutrition – og må sige, jeg var ret imponeret og glad for det. Jeg lavede en meget stærk blanding i en softbottle og brugte den som ”gel”. Det indeholder desuden elektrolytter og jeg var godt kørende.

Skovalget stod mellem Sportiva Anaconda og Brooks Pure Grit 3.0. To fede racere. Pure Grit er ikke helt så aggressiv som Anacondaen, men jeg ender nok med den til UTMB, da den har lidt mere cushion og underlaget til UTMB ikke virker helt så teknisk som til 4 trails. Jeg løb 2 etaper i hver sko.

La Sportiva Anaconda

La Sportiva Anaconda

Brooks Pure Grit 3

Brooks Pure Grit 3

Det er et løb, jeg klart vil anbefale, hvis man er nogle gutter og gutinder, som skal ud og have sig en god løbsoplevelse og en let start, hvis man gerne vil teste ”etape-løbsmodellen” af uden at løbe et selfsupportet løb, som kræver meget mere planlægning med udstyrs- og ernæringsoptimering.

Du skal løbe UTMB snart. Hvad er dine ambitioner for dette løb?

Min ambition er altid at få det bedst mulige ud af dagen og mine evner. Det er sjældent jeg sætter et konkret mål op, men da UTMB er så velbeskrevet, har jeg sat et noget ambitiøst mål, som hedder 25 timer. Så kan det være det går helt at pommern til – men jeg kommer ikke blot for at gennemføre. Jeg kommer også for at gøre det så godt som muligt – så må vi se om de sidste 70 km bliver ren overlevelse eller hvad.

Hvo intet vover intet vinder.

Jeg har aldrig løbet så langt før. Jeg ved fra adventurerace, at jeg godt kan køre på i mange timer – men her er jeg alene, så naturen, konkurrencen og tiden skal holde min motivation oppe. Naturen betyder meget for mig, når jeg løber – og jeg skal helst føle den som en medspiller. Er sikker på jeg kommer til at elske modbakkerne!

Hvordan har du forberedt dig?

Ja, hvordan forbereder man sig? Jeg har snakket en del træning med min gode ven Torbjørn Gasbjerg, men har ikke haft et decideret program til UTMB. Har søgt en masse inspiration på nettet og i anden litteratur.
Jeg ved min svaghed er nedløb, så som udgangspunkt har jeg løbet alle bakker hårdt nedad! Jeg bor ved Himmelbjerget – og har let ved at finde bakker – desværre er de ikke lange nok til at kunne bruges til decideret bjergtræning – men det er bedre end slet ingen bakker.

Jeg har haft planlagt nogle hårde træningsblokke hen over foråret. Jeg lægger ofte konkurrencer ind som træning. Bl.a. har jeg deltaget i Kong Vinter adventurerace, VUMB, DM i adventurerace og forskellige løb.
Derudover har jeg kørt en del langrend i Norge, været på træningstur til bjergene i Kroatiens Paklenica nationalpark, som var utroligt givende, samt givet den gas i aftenmørket, når skipisterne lå øde hen på en alpinskiferie i Italien –og så var der jo 4-trails.

alpi maritime

Sommeren er gået som Turleder hos Topas i Alpi Maritime, hvor jeg har forsøgt at adaptere kroppen til bjergene. Jeg har kørt tre vandreuger på en højrute tur – og har sørget for at have lidt ekstra vægt i rygsækken og få løbet nogle ture, når vi er kommet frem til refugierne. Det har været en god tjans, hvor jeg har mødt en masse dejlige mennesker. Det har været utroligt positivt og inspirerende – og dejligt at få lov at dele sin passion for bjergene med andre.

Turleder for Topas i Paur Passet

Turleder for Topas i Paur Passet

Den første uge som turleder var restitution efter 4 trails, og jeg havde egentlig planlagt kun at vandre. Benene var dog overraskende friske, så jeg fik et par gode løbeture allerede der.
Jobbet som turleder er netop afsluttet og den sidste uge har jeg vandret ca 37 timer og løbet 9½ timer. Det lyder ikke af meget løb, men jeg føler mig efterhånden rigtig godt løbende nedad – både teknisk og styrkemæssigt. Noget de mange timer nedad med sæk helt sikkert også har bidraget til. Terrænet har dog været noget mere stenet og teknisk end jeg forventer det til UTMB – så har ikke helt kunnet holde farten i sporet.

Nu skal der trappes ned – og sidste lange tur bliver børnebanen på 25 km til Danmarks længste orienteringsløb, som i år foregår i Thy. Har en forkærlighed for Thy, så glæder mig til den tur.

Hvor ser du dig selv som trail- og ultraløber i fremtiden?

Jeg er klart mere trailløber end ultraløber – og umiddelbart tror jeg den her 100 miler bliver første og sidste. Jeg er mere til etapeløb, hvor der kan løbes stærkere på de enkelte etaper. Trailløb skal være med lidt fart på – det er jo det der er sjovt: Når man kommer i godt flow og giver den gas på bjerget. Følelsen af at være en træt gammel mand, hvor benene kan falde af hvert øjeblik er sgu egentlig ikke så fed. Men går det godt til UTMB får man jo ofte mod på mere – nu får vi se. Forberedelsen har i hvert fald givet rigtig mange gode oplevelser alene og sammen med andre. Og det lyder lidt klicheagtigt – men vejen mod målet er for mig det vigtigste. Selve UTMB er blot lyset i lagkagen – så må vi se, om det hurtigt brænder ned, eller jeg får lov at stege dernede i bjergene!

_______________________________________________

Herfra ønsker vi i hvert fald Simon god tur til UTMB og krydser fingre for at han leverer endnu en god præstation.

Reklamer

Chiemgauer 100M – En god oplevelse trods DNF

Chiemgauer 100 Miles forløb noget anderledes end forventet. Målet var at gennemføre den lange distance på maks 24 timer, men efter 87 km måtte jeg se mig slået af bjergene. Mængden af nedløb og mangel på motivation udgjorde årsagen til ’DNF’, en beslutning jeg ikke har fortrudt siden. I stedet for et bæltespænde, kunne jeg drage retur med en fantastisk oplevelse rigere hvilket bl.a. indbefattede kendskab til nye spændende personligheder.

IMG_6694

Mavefornemmelsen var rigtig god ved afgang fra Kastrup Lufthavn. Kroppen havde det godt, træningen havde forløbet uden problemer og motivationen for igen at deltage i et 100 miles løb føltes høj, da sejrsrusen fra Hammer Trail 100M stadigvæk kunne mærkes. Måske gik alt lidt for godt? – Det måtte tiden vise.

I Kastrup mødtes jeg med Tom og Søren fra Marathon Sport, der også skulle deltage i de 100M. For Tom var det første gang at han skulle stifte bekendtskab med distancen. På vej sydpå mødte vi også Signe og Lue. Lue gennemførte i maj 50 Miles distancen på Bornholm, og skulle nu ned og prøve kræfter med 100 km. Signe var crew, og skulle hjælpe Lue sikkert i mål.

IMG_6740

Lue’ crew; Signe

IMG_6712

Ruhpolding i dalen samt første top på 100M ruten

Hjemmefra havde vi via løbsarrangøren Gisehler, booket overnatning i et såkaldt ’farmhouse’ til en meget fordelagtig pris. House Mutter tog rigtig godt imod os da vi tre turister kom væltende ind ad døren, meget smilende og næsten hver sætning sluttede med en munter latter. Stemningen i huset var meget afslappet, overraskende afslappet. House Mutter viste os rundt, talte utroligt meget og gav udtryk for at alt hvad hun ejede kunne vi også tage del af. Vi skulle endelig bare tage for os. Bygningen var det man nok ville kalde et rigtigt thüroler hjem, cirka 100 hm oppe ad den sydlige bjergskråning med udsigt udover Ruhpolding by. Mod øst kunne man skue stadionet, som i de kommende dage udgjorde basen for de to distancer. Det var sgu lidt fedt at være fremme, så tæt på et nyt eventyr.

IMG_6691

Fredag gik med fælles morgenmad, efterfulgt af drop bag aflevering og løbs info med de ca. 60 andre der senere på dagen også skulle ud i naturen og forbrænde kalorier. Løbslederen Giselher (Gi) lagde ud med at tale tysk i 30 min, hvor folk grinte hver gang Gi sluttede en sætning. Derefter kom han over til os for at dele den engelske version af briefingen. Det første han sagde, var ’Nå hvad er vigtigt at få sagt.. Nå ja..’, og så begyndte han at beskrive flere små detaljer omkring rutemarkering mm. Efter 5 min havde han fortalt det hele og ingen af os tre havde grint, hvilket undrede mig da han lige havde briefet alle tysktalende i 20-30 min til stor jubel. ’Hmm, gad vide om vi missede noget info?’, tænkte jeg.

IMG_6702

Det var ikke kun hos House Mutter at stemningen var afslappet. Også på stadionet virkede det til at alle hyggede sig, en stemning man kun kunne lade sig påvirke af. Målportalen blev sat op i roligt tempo ved ankomst, sammen med et digitalt ur, et official telt samt et reklametelt fra Salomon. Og det var så det. Herfra skulle alle 100 miles deltagerne så vælge deres starttidspunkt, afhængigt af hvor hurtige man løb –jo hurtigere jo senere skulle man sætte i gang. Den første gruppe på 30 mand tøffede af sted kl. 14 i et tempo der lignende gang. De hyggede sig kunne man se, og ingen af dem virkede skræmte af den motion der ventede forude. Tom og Søren startede kl. 16, mens at jeg løb af sted kl. 19.

IMG_6710

Jeg havde egentligt sat mig for at drage ud i naturen kl. 18, men Rüdi – en tysk løber der to gange havde vundet 100 km distancen – var under briefingen kommet hen til mig og fortalt at han og en anden løber (Thomas Wagner) løb af sted kl. 19. De kendte ruten, også den første 70 km strækning der efter sigende skulle være knap så godt markeret, så jeg lod mig friste og ændrede mit starttidspunkt til kl. 19. Deres mål var også at gennemføre på 24 timer, så jeg håbede at vi ville følge hinanden og have det hyggeligt i hinandens selskab. Det jeg dog ikke vidste, var at Rüdi for kort tid forinden havde vundet det tyske trail mesterskab. Havde jeg vidst det, havde min beslutning nok set anderledes ud:/

Et par timer efter stod 4 mand klar, Sebastian, Rüdi, Thomas og jeg. Der var ikke noget startskud, men blot lyden af Gi der råbte ’…. GO’. Som nævnt vidste jeg ikke hvilken kaliber jeg de kommende 160 km skulle kæmpe imod, så derfor ville jeg fra start af teste dem lidt af. Jeg satte tempoet i noget det lignede tempo 4.30 min/km, og der gik kun få minutter før at Thomas Wagner med et undrende udtryk spurgte mig om det her var mit afslappede tempo. I øjeblikket føltes alt som det skulle, så jeg tog det som et godt tegn at de andre ’hang lidt i bremsen’. Efter 5 km ramte vi første stigning. Thomas, Sebastian og jeg satte tempoet mens at Rüdi faldt lidt bagud. I dette øjeblik var jeg godt tilfreds med min taktik, de andre virkede påvirket af tempoet, og jeg fløj bare op ad stigningen. Halvvejs spurgte jeg Thomas om Rüdi var ok, og han svarede kort ’never mind him’. De kendte hinanden, og Thomas vidste udmærket godt at Rüdi bare lige skulle i gang. De sidste 200 hm ændrede sporet sig fra skovvej til mudret single trail, og Thomas og Sebastian tog føringen. Rüdi havde indhentet os, og samme nåede vi toppen tæt på solnedgang. Men så skete det uventede. Allerede ved første nedadgående meter råbte Thomas på Rudi, hvorefter at de begge satte i sprint med Sebastian i hælende på dem. Det tog ingen tid før at jeg var alene på sporet, på vej ned ad første top, og jeg forstod ingenting af hvad der lige var sket. Nedløbet kunne man ikke se pga. den tætte bevoksning omkring sporet, men alligevel havde 75 % af gruppen valgt at sprinte ned mod dalen. Under prologen til Hammer Trail tilbage i maj havde Kenneth Kofoed også udfordret mig med sit hurtige pace ned af bakke, men det var intet i forhold til hvad jeg netop havde oplevet. Jeg troede ikke mine egne øjne, og kunne kortvarigt ikke helt overskue opgaven der lå forude. I bunden af dalen indhentede jeg Sebastian en smule, og han nåede første check point (18 km) med 20 sekunders forspring. Thomas var allerede på vej væk da jeg nærmede mig check pointet, og Rüdi var ikke til at spotte. Hold da op nogle hurtige drenge!

IMG_6795

Efter at have forladt 18 km mærket begyndte natten at tage over, og pandelampen blev hevet op ad tasken. Nattens bulder mørke gjorde det ikke nemmere at finde vej gennem de næste to stigninger, som begge var i tæt skov markeret med enten markeringsstrimmel eller pile på sporet. For hver kilometer blev det mere og mere tydeligt hvad løbsarrangøren Gi mente med en let markeret rute. På skovvejene med nem adgang via bil eller cykel var ruten fint markeret, mens at markeringen på de svære tekniske og meget smalle spor i tæt buskads virkelig var mangelfuld. For mit vedkommende betød det, at jeg hele tiden skulle holde fokus, og hvert 20 sek. stoppe og lyse rundt med pandelampen for at finde næste markeringsstrimmel. Natten var stadigvæk ung, og herfra vidste jeg godt at manglende markering ville have en enorm stor indflydelse på både tid og ikke mindst oplevelsen af flow. Flow var netop hvad jeg til Hammer Trail havde oplevet som en ’ven’ på sporet i med- og modgang. Her gav flow energi og følelsen af konstant flydende bevægelse, som selvfølgelig er rart når man har sat et mål om at bevæge kroppen 160 km. Tilbage på sporet skulle jeg hele tiden stoppe op og kigge, og i flere omgange var jeg nød til at satse og håbe på at der længere fremme hang en markering. Jeg kunne hive GPS’en op af lommen, en håndholdt GPS jeg havde lånt hjemmefra, men tanken om at skulle smide stavene og løbe efter en halvirriterende computer midt i mørket (der ikke altid var super hurtig) kunne jeg ikke helt overskue. GPS’en så jeg som en back up, øjne og logik kom i første række og indtil videre var det jo gået fint. Men efter et par timer skete det så, det der ikke måtte ske. Et krævende single track havde ledt mig ud på en asfalt vej, tæt på det der lignede en forladt gård. Herfra førte asfaltsporet stejlt ned ad bakke – så stejlt at det måtte slingre sig i adskillige hårnålesving for ikke at ’tilte passageren’. Efter 5 min kunne jeg mærke at noget var galt, og der var absolut ingen markeringer at få øje på. GPS’en blev hevet frem, og den kunne kun bekræfte det jeg frygtede. Jeg havde forladt sporet og løbet i hvert fald 100 Hm- forkert. Jeg skulle op igen!

Dette var første gang på ruten at jeg sagde noget grimt, noget som ikke behøves at blive gentaget. Det var min måde hurtigt at komme ovenpå igen, finde tilbage til sporet og ellers bare glemme hvad der lige var sket. Turen op ad bjergsiden føltes dog i øjeblikket ekstra hård. Kræfterne var blevet spildt, men der var ikke andet at gøre end at komme videre herfra. Sporet fandt jeg igen, jeg skulle dog lige springe over en å hvor jeg på den anden siden måtte bruge alle kløer til at gribe fat i moder natur, for ikke at skride ned ad skræningen og ned i vandet. I sådan en situation tror jeg at det er vigtigt, at man kan bevare roen, ikke lade sig irritere for længe og i stedet trække på smilebåndet over hvor komisk det hele må se ud. Håbet var at løbe med frontløberne, men nu hang jeg i stedet med røven i vandskorpen efter fejlagtigt at have løbet forkert ned ad bjerget. ’Hvad fanden er det her for en sport jeg dyrker’, tænkte jeg, da jeg igen stod ved en markering. ’Thank God’ at ingen filmede den seance. Hvis nogen gjorde, skulle scenen hedde ’Turist i Thürol’.

En af årsagerne til at jeg havde løbet forkert, var da sporet på ingen måde var tydeligt markeret i naturen. En ting var at markeringsstrimlerne var sat med stor afstand mellem hinanden, men det største problem var simpelthen at sporet ikke skilte sig ud fra resten af skovbunden. Det var ikke noget jeg havde oplevet før. Normalt var et spor slidt ned, således at grene og andet var slidt væk, og derved skabte en tydelig jordfarvet linje gennem terrænet. Det satte en enorm dæmper for tempo at der her intet spor var at se, og tanken om at skulle løbe yderligere 130 km i umarkeret terræn virkede i flere omgange en smule uoverskuelig.

Endelig kom jeg til 2. check point (36 km), bestyret af en flink kvinde og hendes to sønner. Alle kunne engelsk, og jeg fornemmede at børnene syntes at det var lidt spændende at tale engelsk med en fremmed der pludseligt var dukket frem i mørket (uden at det skal lyde mærkeligt!). Min lyst til gels og andre søde sager havde for længst ramt bunden, og i stedet kunne vandmelon og noget nudelsuppe hjælpe med at få energien tilbage. Det virkede en smule, dog ikke uden at jeg måtte rejse mig op halvvejs og gå rundt om mig selv for ikke at kaste op. Kroppen opførte sig mærkeligt, hvilket nok var resultatet af at jeg på vejen hertil enten havde været afkølet eller overophedet en smule (m/u jakke). Vejrtrækningen bøvlede jeg også med. Jeg tror halsen havde fået træk, og hver gang at jeg trak vejret dybt, følte jeg behov for at hoste. Det var sgu egentligt bare en skide irriterende situation jeg befandt mig i, men det hjalp at crew’et var flinke og forstående overfor mit stille adfærd. Før afgang fra check pointet fik jeg tiderne på de tre andre løbere. Sebastian var på det tidspunkt foran Thomas, som pga. maveproblemer kun var ti min foran mig.

Efter 8-10 min løb jeg videre ind i skoven, og foran ventede et nedløb efterfulgt af første store stigning, hvor et nyt check point gemte sig på toppen (58 km).

Energien kom herfra stille og roligt tilbage, og med musik i ørene begyndte det hele at se lidt lysere ud. Det kostede dog både et styrt samt et vrid i den ene fod før at jeg igen stod på en bjergtop, 58 km. Vejen dertil havde ført mig forbi adskillige store køer. Hver gang jeg passerede en ko der stod og græssede i mørket, blev jeg en smule nervøs. Ville den pludseligt begynde at lege med mig, eller reagere pludseligt pga. pandelampens lys. 500 kg muskel kunne sagtens destruere mig midt på bjergsiden. Heldigvis var de alle venligtsindet, og blandt de få tilskuer der havde valgt at møde op for at heppe.

100 meter nede af en skrænt fik jeg øje på et bål, og en mindre træhytte. Jeg vidste at check pointet lå skjult der, men hvor fa’en var sporet derned til. Jeg råbte til dem for at være sikker på at jeg skulle derned, og løb så i en lige linje fra hvor jeg stod. Ved ankomst spurgte de om jeg var faret vild, og ja det var jeg. Denne gang var det dog kun et par hundrede meter, og ikke noget jeg gad reflektere længe over. Jeg havde det faktisk godt ved 58 km mærket. Det var skønt at tale med en gruppe glade mennesker, som bl.a. kunne fortælle om nedløbet der ventede få meter fra hytten. En herre i 60’erne fortalt på engelsk at sporet var teknisk, men ikke glat. Fint tænkte jeg, så skulle den have lidt fart i et forsøg på at indhente det tabte. Jeg begyndte nu at se en ende på første del (70 km), og forude ventede næste strækning (90 km) som var bedre markeret og med solen højt på himlen.

IMG_6736

Kortvarig vejrudvikling til det knap så sjove

Da jeg rejste mig fulgte herren i 60’erne mig ud til hvor sporet forsatte. ’Go 50 meters to gate, then 200 meters and turn left’ lød instruksen, og vores veje skiltes. Jeg satsede på at sporet ned ad ikke var glat, det havde jeg trods alt lige fået af vide. Der gik dog ikke mere end et par minutter, før at benene forsvandt under mig og jeg satte mig tungt ned på det tekniske OG glatte spor. Jeg kunne kun smile af situationen, for det var sgu lidt glat. Det var selvfølgelig mit eget ansvar at undersøge forholdene, og sporet var hermed undersøgt. Et teknisk og glatspor! Sporet svingede sig skarpt 180 grader rundt for hver 3 meter, hvilket vanskeliggjorde at holde farten højt. Det var først da jeg ramte en skovvej længere nede at man havde en jordisk chance for at hæve hastigheden, til stor utilfredshed for lårmusklerne. Der gik ikke lang tid før at solen stod op, og pandelampen blev slukket. Mens lyset dukkede op, blev man ledt ind på det sidste single trail inden man for alvor nærmede sig stadionet. Sporet var smalt og hældte stejlt nedad til venstre, og faldt man her, er jeg ikke sikker på hvor man ville ende. Flinke skovarbejdere havde spændt en wire op langs højre klippesiden, problemet var bare at wiren hang i en halv meters højde = ubrugelig.

IMG_6783

Det holdt hårdt med at få løbet de sidste 7 km og komme ind på stadionet. Nu var 87 km passeret i en tid jeg ikke var tilfreds med. Hvad jeg dog var endnu mindre tilfreds med var mængden af motivation og lyst til at fortsætte. Jeg havde på ingen måde lyst til at begive mig ud på yderligere 73 km og ca. 4.000 Hm+, og efter 20 min valgte jeg at stoppe. Når man til et løb ikke når i mål, gælder det om at trække stikket hurtigst muligt og passe på kroppen, hvilket jeg forsøgte her. Kortvarigt ærgrede jeg mig over at jeg ikke havde tilmeldt mig 100 km distancen, men det var nemt nu at sidde og være bagklog. Modsat Western States 100 Miles i 2012 hvor jeg også droppede ud halvvejs, var jeg denne gang hverken skuffet eller sur. Jeg havde truffet det rigtige valg, og med kun 6 uger til næste store mål, et 24 timers løb rundt om søerne i Kbh, var det kun dumdristigt at fortsætte.

IMG_6732

Rudi – 100M vinder og indehaver af nye Course Record

Jeg kan tage retur til DK med en oplevelse rigere. Jeg har mødt en masse fantastiske mennesker på min rejse, fået gode kontakter og ikke mindst fået mere erfaring om egne styrker og svagheder. Jeg har fået mere erfaring med konkurrencer i bjerge, udstyrserfaring mm – alt sammen uvurderlig viden hvis man vil blive en god ultraløber. Så må vi se om jeg har tid og overskud til at komme retur næste år 🙂

IMG_6755

– Andreas

Forberedelserne til Ice Ultra

Hvordan træner man til et ultra-etapeløb? Hvordan forbereder man sig til 230 km. gennem Lapland i februar, hvor temperaturen kan dykke ned under minus 30 grader? Jeg ved det ikke. Alligevel skal jeg om en måneds tid af sted til mit livs udfordring: Ice Ultra i Lapland, hvor jeg skal løbe fire etaper på hhv. 46, 50 44 og 90 km. På ryggen har jeg energi, mad, lidt tøj og førstehjælp til hele ugen, samt en del obligatorisk udstyr, bl.a. snesko. Til gengæld bliver sovepose og tøj til lejren transporteret for mig mellem etaperne. Det kommer til at kræve alt af mig at gennemføre – det er jeg sikker på. Alligevel har jeg ikke trænet specifikt til det. Det lyder måske arrogant eller flabet, men sådan er det bestemt ikke ment. Hvorfor fylder forberedelserne til Ice Ultra så ikke alt i min træning? Det vil jeg komme ind på i det følgende.

SalomonTrailTour-2013-4547

Salomon Trail Tour – finalen i Rude Skov.

Mål og ambitioner for 2014

Jeg var så priviligeret at vinde startpladsen til Ice Ultra ved finalen til Salomon Trail Tour i Rude Skov i september 2013. Det gav mig altså 5 måneders varsel, hvilket ikke er ret meget, synes jeg. På dette tidspunkt havde jeg allerede formuleret et hovedmål for 2014, nemlig en bedre præstation til Hammer Trail 50 miles end den, jeg leverede i 2013. Hammer Trail er stadig mit hovedmål og derfor tager jeg Ice Ultra som det eventyr, det utvivlsomt bliver, uden at det forstyrrer alt for meget i forhold til Hammer Trail. Jeg har ingen ambitioner om placering eller tid til Ice Ultra. Til gengæld er mit ønske at få en fantastisk oplevelse og at gennemføre mest skånsomt, så jeg kan være klar til Bornholms klipper til maj. At gennemføre 230 kilometer på en skånsom måde er selvfølgelig så meget sagt…

Hammer Trail 2013

I mål ved Hammer Trail 2013.

Tiden:

Et andet aspekt har været tiden. Tid er ikke noget man får, det er noget, man tager. Men der er grænser for, hvor meget tid jeg kan tage fra kæresten, familien, arbejdet, vennerne osv. og putte over i træningen. Derfor har jeg ikke sat mere træningstid af, end den jeg i forvejen havde tænkt, at jeg skulle bruge op til Hammer Trail. Jeg går til gengæld meget op i tidsoptimering i min træning og hvordan jeg kan få familie-, arbejds- og træningsliv til at hænge sammen, hvilket jeg tidligere har skrevet et indlæg om her. Og så hjælper det som sagt med en overbærende kæreste og søde bedsteforældre, der gang på gang træder til.

Træningen:

Som sagt har min træning ikke været så meget anderledes, end den havde været, hvis jeg ikke skulle deltage i Ice Ultra. Jeg tror personligt ikke på de helt lange løbeture, så når jeg løber en ”lang” tur, er det omkring 25 km. Pointen er, at jeg kan løbe 25 km. igen dagen efter, hvilket jeg har gjort nogle gange. På en almindelig uge har jeg som regel løbet et sted mellem 50 og 100 km. fordelt på 4-5 ture, hvor en af dem har været en tempotur på max 10 km. eller intervaller. Min længste uge har været på 111 km., hvor jeg sluttede ugen med et trailmarathon. Samtidig har jeg af og til lagt en dag ind med styrketræning og sågar krydret træningen med min gamle sport; undervandsrugby. Ugen henover nytår så fx således ud:

Mandag: Tempotur. 8,5 km.

Tirsdag: Trailtur. 11 km. med fokus på bakker.

Onsdag: Barn syg, så nåede ikke træningen.

Torsdag: Landevej og Dyrehaven. 33 km. Skulle mødes med Mathias fra Whiteout Adventures og snakke energiprodukter fra Maxim, så løb op til Dyrehaven, hvor jeg mødtes med ham, løb en omgang sammen med ham og løb så hjem igen.

Fredag: Intervaller. 9 km. i alt. Løb 10-20-30 intervaller.

Lørdag: Hvildag.

Søndag: Konkurrencedag. 14 km. til Garmin Winter Trail. Sådanne ”korte” konkurrencer er en god anledning til tempoture.

Winter Trail

Garmin Winter Trail i Rude Skov

Alt i alt ikke den længste uge med omkring 75 km., men med masser af variation i løbeturene, både ift. terræn, distancer og tempo. Den uge nåede jeg til gengæld ingen styrketræning, men det hænger jeg mig ikke så meget i. I det hele taget følger jeg ikke et træningsprogram, selvom jeg selvfølgelig nok burde. Jeg oplever bare gang på gang, at arbejdsliv og familieliv kolliderer med et træningsprogram. Lange arbejdsdage eller dage med familien er mine hviledage og så forsøger jeg ellers at træne, når der er tid. En personlig træner og et personligt træningsprogram ville selvfølgeligt være lækkert, men på det punkt er jeg nok for nærig.

Til gengæld har jeg brugt en del tid (og lidt penge) på at finde det rigtige udstyr, hvilket jeg vil komme ind på i et andet indlæg før min afrejse, hvor jeg også skal huske at takke nogle af alle de flinke mennesker, der har hjulpet mig.

Skovalget til Ice Ultra har ikke været svært. Salomon Snowcross har været oplagt, da den er bygget på en Speedcross, som jeg har løbet meget i.

Rækker træningen? Vi får at se. Jeg har hørt om folk, der har trænet mindre end mig og gennemført lignende udfordringer, så jeg tror på det. En større træningsmængde ville selvfølgeligt have været rart, men kunne på den anden side også medføre skader. Til gengæld er der så mange andre ting, der kan sætte en stopper for min gennemførsel. Er jeg fx stærk nok mentalt? Svigter mit udstyr? Har jeg nok energi med i min mad? Bliver vejret for dårligt? Og sådan kunne jeg blive ved. Jeg håber, at jeg har truffet de rigtige valg og fra nu af krydser jeg bare fingre, for formen kan der snart ikke gøres mere ved. Jeg tror, at den mentale kamp bliver den største.

Christian

Interview: Ole Cramer

Hvordan/hvornår kom du i gang med løb?
Jeg var soldat i midten af 80erne, senere med kontrakt indenfor noget efterretnings patruljetjeneste, hvor jeg fik lært naturens love – overlevelse som patruljeføre for en 4 mands gruppe med arbejdsområde bag fjendens linjer!
Da det så stoppede havde jeg en masse energi der skulle brændes af! Da jeg boede i miljøet indenfor kapsejlads kom jeg ombord i et flyvepap af en havkapsejler som bagstagsgast og taktikker og brugte en masse fritid til dvs. sejladser, her skulle også bruges en masse motion såh på med løbeskoene igen, jeg havde jo brugt en del tid ved forsvaret med bla. at træne løb!

Ole Cramer 5

Hvordan/hvornår kom du i gang med ultraløb?
Jeg overhørte engang en samtale mellem et par løbere, den ene spurgte den anden hvorfor han ikke skulle løbe denne dag, den anden svarede at han lige havde deltaget i et 100km løb så han var lidt brugt! – 100km tænkte jeg på én gang DET skulle jeg da prøve!!!
Distancen tændte mig, jeg vidste godt at jeg var udholdende da jeg tit havde gået langt, flere nætter i træk med 45kg på ryggen i terræn inde ved forsvaret.
Såh efter at havde gennemført 4 marathon stillede jeg til start i 1995 ved Neuwittenbek 100km tæt ved Kiel.

Ole Cramer 3

Hvorfor ultraløb?
Jeg har altid haft en mening om at hvis der var flere distancer ved et arrangement, deltog jeg altid på den længste;)

Hvor går grænsen for, hvad du vil kaste dig ud i?
Hmm jeg forstår ikke spørgsmålet vedr. løb, men der er ingen der får mig op i en faldskærm el. elastikspring!

Bedste tider?
Marathon: 2:49:37 Hamburg 2001
100K: 8:39:20 Fjordland 2002

Foto fra Chiemgauer 100km

Foto fra Chiemgauer 100km

Hvordan ser din træning ud op til et ultraløb, eksempelvis 100K?
Målrettet og rodet, jeg har aldrig brugt træningsplaner ej heller pulsur.

Kan du beskrive de faser, følelser og tanker, du gennemgår under et 100K
løb?
Afhænger af hvilket byggeprojekt jeg er i gang med derhjemme dette kan jeg løbe og tænke en del på.
Men ellers bruger jeg omgivelserne til en positiv oplevelse, måske derfor har jeg det bedst med landskabsløb og særdeles trail.

Hvordan kommer du videre, når det begynder at gøre rigtigt ondt eller du
når trætheds grænsen?

Smerte har jeg efterhånden lært at fordrive vel og mærke muskelsmerte! Træthedsgrænsen hmm.. Jeg har da aldrig været træt – af Dorthe (kone) Wink

Foto fra Chiemgauer 100km

Foto fra Chiemgauer 100km

Spiser du en speciel kost og benytter du dig af kosttilskud/energidrik mv. ?
Jeg spiser hvad der kommer på bordet, da det er Dorthe der står for madlavningen men gerne pasta og allerbedst lasagne dagen før en event, samt drikke en masse af High5 energi source.

Du har et imponerende løbe-CV – hvilke resultater/løb er du mest stolt af
og hvorfor?

Verdon trail aventure Frankrig 2002 nr.50 ud af 250 startende og 180 finisher
Hamburg marathon Tyskland 2001 PR. 4min. pr. km

Se CV her!

De 3 løbeting/udstyr du er mest glad for?
Garmin gps
Ipod shuffle
Mobilen når jeg hænger ude på et træningspas og gået død – hallo er det Dorthe kommer du med bilen!!

Du deltog i 2008 i Chiemgauer 100 km i Sydtyskland, som Andreas skal løbe til sommer. Hvor udfordrende var terrænet? Der blev løbet på vandre stier eller græs ikke så meget klipper, dog var der da nogle passager hvor man næsten ikke løb da det enten steg direkte op i himlen eller nedløb med sten og klipper på stien.

Foto fra Chiemgauer 100km

Foto fra Chiemgauer 100km

Hvem ville du anbefale løbet til (løbserfaring)? Nåh et ultra løb af denne kalibrer vil jeg da nok mene at en del erfaring skal påregnes, gerne et par 100k eller timeløb (12 el. 24 timer).

Chiemgauer beskrevet med 5 ord?

Udfordrende Livsbekræftende Velorganiseret En stor naturoplevelse

______________________

Tak til Ole Cramer for det fine interview og ord ift. Chiemgauer løbet, som Andreas til juli vil forsøge sig på (100 miles distancen). Ønsker du at læse mere om Ole Cramer, så følg linket her.

– EXPL

Mål for 2014

Jeg har i en længere periode gået og overvejet, hvad der kunne være sjovt at deltage i næste år. Eller rettere sagt, hvad ville motivere mig mest i 2014?! I min søgen efter nye udfordringer, var det først og fremmest vigtigt for mig, at løbene var forholdsvis økonomiske/billige at deltage i samt rejse til. Efter at have prøvet at krydse Atlanten for at løbe, er jeg blevet en smule træt af at skulle betale enorme summer penge, for at få lov til at løbe. Især da der findes et hav af alternativer rundt omkring i Europa. Det gik op for mig til Western States 100M sidste år, at det at rejse langt og skulle betale store summer penge, ikke nødvendigvis hævede glæden ved løbet. Og da jeg først var alene på sporet i fuld trav, mindede WS100 om alle andre løb – bortset fra at der ved hvert depot var 1 million skrigende crews medhjælpere – noget som jeg fremadrettet ikke nødvendigvis har behov for.

Derudover skal løbene i 2014 være forholdsvis nemme at få startnummer til. I 2011 rejste jeg til Manchester for at løbe Round Rotherham 50M, kun af den årsag at WS100 krævede det, før at jeg overhovedet kunne komme i betragtning til et startnummer. Da det løb var gennemført, var der stadigvæk kun 10-15% chance for at være blandt de heldige – et forløb der i dag kun får mig til at smile, og ikke noget jeg ønsker at gentage. Søger jeg startnummer til et løb, må oddsene gerne være større:)

Modsat vil et løb som f.eks. Chiemgauer 100M næste år, være en total kontrast.  Det er nemt at rejse til, billigt (både rejse og startnummer), nemmere at få startnummer til, og ikke mindst vil man være overladt mere til sig selv på ruten. Vigtigst af alt er det dog stadigvæk, at løbene skal være udfordrende, og give en oplevelse udover det sædvanlige. Natur, højdemetre og masser af single-trail spor er de elementer der er vigtigst i min søgen efter løb, for de plejer sjældent at skuffe:)

Chiemgauer 100k (rød), 100 M (lilla & rød)

Chiemgauer 100k (rød), 100 M (lilla & rød)

Mit første store mål for 2014 vil være Hammer Trail 100 Miles på Bornholm, hvor der skal løbes 6 runder + en prolog, for at nå de 160 km og cirka 4400 hm. Jeg glæder mig enormt meget til igen at konkurrere på ruten (Løb 50M i 2011), og ikke mindst til at teste mig selv af på 100M distancen i hårdt dansk terræn mod andre dygtige trail løbere. Gennemfører jeg løbet, vil det være mit første 100M løb i terræn. En gang før har jeg forsøgt mig på distancen (WS100), denne gang vil jeg dog stå ved startlinjen uden nogen former for skavanker og i markant bedre form. Jeg er en enorm fan af Tejn-IF, bl.a. pga deres høje niveau når det kommer til afvikling af trail konkurrencer. År for år vokser Hammer Trail løbene med henholdsvis 25, 50, 80 & 160 km i distance, og for en kort stund er de bedste af de bedste og hyggeligste løbere fra hele DK samlet på et spot (plus adskillige fra udland). Tilbage i maj havde jeg ikke mulighed for at deltage i løbene, men det holdt mig ikke tilbage for at tage derover alligevel, og bare nyde hele stemningen i selskab med alle andre. I 2014 ønsker jeg dog at løbe, og gerne klare mig godt. For mit vedkommende, vil målet være at nå i mål et godt stykke under 24 timer. Jeg fokuserer ikke på placering i nogen af løbene, men på at opnå en god sluttid og selvfølgelig få en super god natur oplevelse:)

Næste mål kommer til at være Chiemgauer 100 miles, som allerede nævnt ovenfor. Chiemgauer fandt jeg via listen over kvalifikationsløb for UTMB, tjek selv listen her! Chiemgauer er et tysk løb, der afvikles kort afstand sydøst for München. Arrangørens primære distance/fokus er 100 km, men de afholder også 100 miles løb samme weekend, hvor man blot de første 60-70 km kun har adgang til meget primitive depoter, uden personale koblet til. Netop af den årsag kræver arrangørerne at man har et vis kendskab til at færdes i alpint terræn, hvilket kun motiverer mig endnu mere!

Løbet har i alt 7000 hm, og pt ved jeg ikke hvad mit mål vil være ift. sluttid – det vil resultatet af Hammer Trail nok definere;) Plusserne ved dette løb, er først og fremmest at løbet ser ud til at tilbyde en masse fed trail i fantastisk bjergterræn. Derudover koster det nærmest ingen penge, er nemt at komme til med fly via München og chancen for at få fingrene i et startnummer er i top. Man løber en runde modsat Hammer Trail på Bornholm (6 runder), og jeg forventer at løbet vil være meget udfordrende, både mht til terræn og klima. Det skal nok blive fedt, det ser i hvert fald ud til at Ole Cramer havde en fest i år på 100 km distancen. Jeg elsker hans citat i videoklippet nedenfor; ‘40 km brugte jeg 6 timer på, det er jo vanvittigt!’. Se selv her:

Sidste mål i 2014 satser jeg på bliver et fladt løb, gerne i DK. Jeg har længe gået med tanken om at teste mig selv ifm. et fladt 24 timers løb, hvor man typisk løber i runder af 1-3 km. Det kan nok for de fleste lyde komplet åndsvagt, og måske dødkedeligt sammenlignet med de to andre løb, MEN uanset hvad andre tænker, så må jeg blot konstatere at jeg pt har en enorm motivation for at afprøve den type konkurrenceløb. Og skulle det ende med at jeg keder mig halvt ihjel halvvejs gennem løbet – jamen så er jeg da bare blevet det klogere. Jeg har pt ikke noget overblik over, om der overhovedet er et dansk 24 timersløb i efteråret 2014. Hvis ikke, må jeg søge i f.eks. Skandinavien, for som allerede nævnt, at undgå at skulle betale 5000 kr, bare for at få en flybillet dertil!

Jeg krydser fingre for at 2014 bliver et fantastisk år, uden skader men med en masse naturoplevelser:)

– Andreas

Interview: Kim Rasmussen

Kim Rasmussen fra Tejn-IF har i år endnu en gang vist sig at være noget af en ‘bornholmsk endurance maskine’. I år har Kim løbet 700 km med startnummer spændt på, endda selvom at han i 2012 blev kørt ned af en motorcykel under ultraløbet, The High. Læs her om hvordan han kom ‘på benene igen’, samt hans vilde 2013.

Jeg havde været skadet siden august 2012, hvor jeg i Indien havde været med i løbet The High (222 km). Ved 95 km blev jeg kørt ned af en motorcykel og fik beskadiget mit knæ og jeg måttet gennemførte resten af løbet gående. Da jeg kom hjem fra Indien gik jeg til min læge, der mente at ledbåndet var forstrukket. Jeg gik med en skinne på knæet i 6 uger, men der var ingen bedring. Efter en MR scanning af knæet blev der fundet en revne i knæskallen og noget menisk var ødelagt. Lægen kunne så fortælle, at nu var det slut med ultraløb og måske også med løb i det hele taget. Så bliver man stædig. Jeg fik fat i en dygtig fysioterapeut, som hedder Mikkel og som er ekspert i knæ. Vi trænede og arbejdede hårdt, og meget langsomt begyndte det at gå fremad. Jeg kunne bøje benet 20 grader og det gik stadigvæk fremad indtil jeg kunne bøje det ca 60 gr. Da begyndte jeg så at humpe lidt rundt på det. Det var i julen, at jeg løb den første km og derefter gik det hurtigt fremad og i februar var jeg oppe på ca 25-30 km om ugen. Benet blev stærkere og stærkere og idag er der ingen gener.

961210_10201511442761692_1000965186_n

Fortæl lidt om 2013, hvorfor endte det med at blive til næsten 900 km med startnummer på?

Det var ikke meningen at jeg skulle have en hård sæson, men løbene sneg stille og roligt på. Det eneste løb jeg var tilmeldt var Spartathlon. Men så skulle vi have en klubtur til et bjergløb, men nogle kunne den ene weekend og andre en anden, så det endte med at vi lavede 2 ture. Første til Zugspitze i Tyskland i juni og bagefter til Trail Verbier i Schweitz i juli.

Så fik jeg pludselig muligheden for at komme til Peru og løbe Jungle Ultra sammen med Jakob Vestergaard i maj. Det var jo en super chance for at lære ham at kende, inden vi skulle løbe PTL i Frankrig sammen senere på året. Der havde vi været heldige at få startnummer til. Man behøver jo ikke rejse langt for at få gode oplevelser, så mellem Verbier og PTL, snuppede jeg lige et øl-maraton på Bornholm. Så det var en sæson der blev rigtig lang og med mange konkurrencer ved en tilfældighed. Når man så vælger at løbe så meget, vil man osse gøre alt for at gennemføre og jeg var virkelig glad efter at Statue Leonidis var kysset.

1376873_10201511442801693_90617063_n

– Sammen med Jakob Vestergaard gennemførte du for kort tid siden PTL (300 km & 24.000 hm). Hvordan oplevede du løbet, hvad overraskede dig og var det hårdere end ventet?

Jakob spurgte om jeg kunne være interesseret i at deltage i løbet, da vi kunne være de første danskere der prøvede det – Den chance vil man jo ikke gå glip af.

Vi mente vi havde forberedt os rigtigt godt til løbet. Der var styr på det obligatoriske udstyr og rute kort var tjekket, vi skulle navigere efter GPS. Vores samarbejde, når vi var pressede var jo testet 3 mdr. før i Peru, så der skulle ikke opstå problemer der. Det der overraskede mig mest var, at vi kunne ikke løbe på ret meget af ruten. Enten gik det op eller ned og nogle steder var der bare et reb og en lodret klippe 10-15 m ned. Andre steder kravlede vi på stejle gletsjere og kurede flere hundrede meter ned af is i 2800 m højde. Vi dømte løbet til ”dumt og farligt”. Løbet blev noget hårdere end vi havde forventet, og vi kom i mega søvnmangel sidst på ugen. Vi sov i alt mellem 6-8 timer. Jeg kan huske den næstsidste nat, der så vi syner og hørte ting der ikke var der. En meget speciel oplevelse. Jeg ser ikke løbet som et løb, men mere som adventurerace med éen disciplin – Hiking. Vi skulle selv navigere og have forplejning med til hele turen. Der var kun 3 cp. hvor vi kunne få vores dropbags. Efter så mange km i bjerge bli’r man sku lidt træt af dem. Men skulle vi deltage igen tror jeg at løbet vil blive noget lettere, da vi ved hvad der venter. Vi har også lært vi skal sove noget mere. Er man meget træt er tempoet alt for lavt.

1387969_10201511442681690_1525913839_n 1384968_10201511442641689_1792522893_n

– Du har tydeligvis en interesse for både trail og asfalt løb (PTL & Spartathlon). Hvilke fordele ser du på henholdsvis terræn og asfalt løb?

Jeg startede jo med asfaltløb, og holder stadig meget af de lange konkurrencer på landevej, hvor der stadig er lidt fart i benene. Jeg tror også det er sundt begge dele, så bliver man ikke ensidig i sine løb. Terrænløb er meget mere skånsomt for benene og man restituerer meget hurtigt efter et bjergløb, hvilket varer noget længere ved asfaltløbene.

– Hvordan trænede du op til både at kunne løbe ekstremt langt i bjergterræn og på flad vej?

Jeg løb 90% af tiden i terræn for at skåne benene mest muligt. Og så lagde jeg intervaller på landevej og stier 1 gang om ugen. Hammeren, som jeg elsker højt, er jo et fantastisk område at træne både op og nedløb på. Mange løbere glemmer nedløbet som faktisk er rigtig vigtig at træne når man skal løbe bjergløb.

– Var træningen frem mod konkurrencerne i 2013 anderledes end de andre år?

Min træning er aldrig særlig struktureret, da jeg samtidig er løbsarrangør og der kommer uger hvor træningen er på kun 20-30 km, andre uger er den på ca 80 – 90 km, som er max jeg træner om ugen. Har dog trænet en del med rygsæk grundet bjergløbene.

– Hvad får dig til at søge langdistanceløb år efter år?

Ved de lange løb skal kæmpe for at komme i mål og kriserne undervejs skal overleve ellers er man ude. Ultraløbere er også et fantastisk folkefærd, man er ikke bange for at gi sig tid til at hjælpe en løber der er i krise. Det sker meget sjældent i de korte løb.

– Du skriver at dit 5. Spartathlon og var dit sidste. Hvorfor?

Jeg har deltaget i løbet 8 gange og er kommet igennem 5 gange, så jeg har prøvet begge ting; Finish og DNF

De første gange jeg deltog i løbet var der ca 240 løbere, med nu er der ca 380 deltagere, og jeg synes at der er ved at gå for meget ”pop-fest” i den. Arrangørerne laver et kæmpe arbejde for at lave et super løb det lykkedes osse. Men at deltagerene ikke respekterer reglerne i løbet, bryder jeg mig ikke om. Der hjælpes på cp som ikke er lovligt og ved en galla festen hvor medaljer udleveres kommer løbere i shorts og løbe t-shirts, selv om der er dress code. Jeg håber de fremadrettet vil håndhæve reglerne. Men jeg vil da komme til at savne opløbet i Sparta, det kan ikke beskrives hvilken følelser det er at komme løbende op mod statuen

1243563_10201504956679544_1727454908_o

– Hvad er planerne for 2014?

Måske Indien, de laver The High lidt længere så den kommer op på 333 km. Den foregår i højderne, hvor laveste punkt i løbet er 3000 m og højeste punkt 5600 m og der er kun ca 25 deltagere. De er samtidig nogle af de flinkeste arrangører jeg har mødt

Er grænsen nået, eller skal løbene fremadrettet være endnu længere?

Jeg kigger ikke på distancerne når jeg vælger løb. Jeg jagter oplevelser og udfordringer til mig selv. Man kan meget mere end man tror bare man tror på det.

The Highs ordsprog siger alt: “failing is not a crime- lack of effort is”

____________________

Tak til Kim for det spændende interview – Vi ønsker al held og lykke med 2014, og glæder os til at være med på sidelinjen:)

– Andreas

Slaraffenland #25

Vi starter denne omgang Slaraffenland med en ægte perle fra Mountain Hardwear, som viser små lækkerier fra et hav af dygtige og passionerede mennesker, der hver dag træner og udfordrer sig selv i naturen. ‘The Brilliant Moment’ er bestemt værd at se!

Dernæst springet vi videre til denne lille lækkerbisken, som er lidt anderledes end hvad vi plejer at præsentere ifm. Slaraffenland. Denne video er som mange andre optaget med GoPro, men på et knap så højt/professionelt niveau som man ellers kender. Det fede ved denne video er først og fremmest nedløbet i dyb powdersne omkring Chamonix, men også at filmen er noget mere nede på jorden og filmet på et niveau, som vi alle kan opnå via egne kameraer. Her har der ikke stået et filmhold på 10 mand og filmet og redigeret. Her har vi med en passioneret herre at gøre, der er i sit rette element – that’s all!

Vi holder os til vinter-temaet, og præsentere her en kort video om den professionelle skiløber Seth Morrison, som nok godt kan beskrives som værende en smule minimalistisk i sin tilgang til livet – bortset fra sit meget pæne og nye Gore-Tex skisæt;) Tjek videoen her, og oplev en måske lidt anderledes personlig end man normalt støder på:

Stay tuned for more Slaraffenland:)

– Andreas