Mere end sejr med hjem i bagagen

Jeg sidder og skriver dette indlæg med ømme ben, især ømme ankler, som et resultat på 14 dages hård træning der kulminerede i weekeden ifm. Crossmarathon på Bornholm. Forud for løbet, havde jeg de sidste to uger sat mig for at løbe et stigende antal km i terræn, men vigtigst af alt også opnå et stigende antal hm+. Derfor endte jeg sidste uge på i alt 2967 hm+ og i denne uge 4861 hm+, hvilket er ny rekord fra min side – se flere detaljer omkring min træning via linket her!

IMG_1222

Turen til Bornholm var til at starte med ikke tiltænkt at inkludere Crossmarathon. Planen var at tage til øen for at opnå kendskab til den nye Hammer Trail rute, samt at få løbet en masse km/hm+. Kim Rasmussen fra Tejn-IF tog jeg kontakt til, og han tilbød startnummer – det kunne jeg ikke sige nej til:) Fredagen gik med rejse efterfulgt af rundvisning med Allan Lyngholm, en satans dygtig løber der sidste år blev 2’er til Hammer Trail 100 Miles. Regnen væltede nej, men det skulle ikke forhindre os to i at tage afsted på tur, dog betød det langsom passage af store klippeformationer, for de var pga. regnen glatte som is. Min krop havde utroligt svært ved at komme i omdrejninger på rundturen, og det var selvom at vi startede blødt ud. Men ventilation var markant forøget, benene var tunge og motivationen lav, selvom at jeg havde glædet mig til at komme til øen og løbe. Det hjalp lidt at komme i gang, og efter en times tid kom der mere flow over rundvisningen, men godt blev det aldrig. Det var allerede om fredagen tydeligt at mærke, at kroppen var mærket efter mange timers træning forud for Bornholmer-turen.

Lørdag kl. 10 stod over 40 terrænløbere klar til start i Vang Havn, klar til at løbe første etape. Kim Rasmussen gav korte instrukser, og os der skulle løbe marathon (samlet distance over 2 dage/4 etaper), skulle løbe runden to gange. Ruten startede ud med 500 m fladt grusterræn, hvor en løber nærmest satte i spurt. Vi løb nok 17-18 km/t, hvor jeg lagde mig lige bag ham og prøvede at holde overblik og styr på situationen. Puha et voldsomt tempo tænkte jeg, og så endda med en træt krop at kæmpe med! Dog nåede vi 1 min efter en 500 m lang strækning, som føltes som 2 km. De næste 500 meter skulle vi passere alverdens store klippesten, der lå forenden af skrænten, og skabte afstand mellem hav og skræning. Jeg havde pigsko på (Fellcross), og kunne til at starte med slet ikke mærke mig frem til hvor meget greb jeg egentligt havde. Derfor røg jeg hurtigt fra en 1. plads til en 3. plads, men Kim Rasmussens søn (Oliver) i front. Modsat mig fløj han afsted over stenene – jeg i stedet tog det roligt og tænkte hele tiden; ‘du må ikke blive skadet – Hammer Trail er om 6 uger!!’:)

Efter 500 krævedende meter, steg vi nærmest klatrende op til toppen af skrænten, hvorefter vi løb i retning af Jons Kapel. Vi nåede dog ikke til de velkendte trappetrin, før vi drejede østpå ind mod øen, og i stedet løb i retning af stenbruddet ved Vang. Løberen på 2. pladsen indhentede jeg hurtigt, Oliver i front tog til gengæld lidt tid. Ham nærmede jeg mig først, da vi begge skulle til at krydse et mindre vandhul tæt på stenbruddet ved Vang. Til mit held valgte Oliver at gå det meste igennem vandet, hvorimod jeg formåede at holde mig selv i løbetempo hele vejen. Vand blev skiftet ud med voldsom stigning, og her mødtes vi igen, nu med jokeren på min side af ‘spillet’! Se billederne fra søen og stigningen her:

IMG_2290 IMG_2378 IMG_2381 IMG_2382 IMG_2386

 

Som en del af ruten på 1. etape, var det nye single trail spor, som til Hammer Trail fremadrettet vil tilføje endnu flere hm+ og ikke mindst tekniske udfordringer. Forskellen på hvordan sporet vil se ud til Hammer Trail til maj, og hvordan det så ud i lørdags er dog stor. For Bodil havde i den grad arbejdet sig igennem det sumpede terræn da vi på 1. etape skulle følge sporet, og et hav af gange måtte vi enten klatre på alle fire, eller klatre over væltede glatte træer, for at komme videre. Sporet enten steg eller faldt konstant, og sluttede selvfølgelig af med en tur i vandet igen – denne gang dog mere karakteriseret som værende et decideret mudderhul. Det gav tunge sko:

IMG_1241 IMG_1337 IMG_1239

 

Efter passage af mudderhul, stod den på løb nedad gennem selve stenbruddet, opstigning igen til DGI-broen og derfra i mål. På anden runde var jeg helt alene, Oliver som endte med at være 6 sek hurtigere på første runde skulle kun løbe halvmarathon, så hans etape stoppede ved målområdet. På anden tur over klippestenene fandt jeg et markant bedre flow. Jeg kunne pludseligt bedre følge mit greb i stenene, og var mere fokuseret og derved bedre til at finde de sten, der var flade og derved gode at træde på. At være alene betød helt sikkert, at jeg var mindre stresset men blot kunne ‘køre mit show’. Jeg følte slet ikke at kroppen var tung på resten af 2. runde. I stedet kunne jeg konstatere at der var langt ned til nr. 2, og det betød at jeg i højere grad kunne nyde hvert et skridt, og ikke mindst fokusere 100 % på ikke at få en skade. På 1. etape havde jeg kun et styrt, og det var selvfølgelig midt i mudderhullet. I øjeblikket hvor jeg lå og rodet rundt i mudderet blev jeg en smule sur på mig selv, og råbte lidt af mig selv, over hvor stor en idiot jeg var at falde netop her. I samme øjeblik havde jeg fuldstændigt glemt at to løbere (i gang med 1. runde) også var i gang med den svære passage, så de fik vist nok et ordentligt chok. Det undskylder jeg! 5 minutter efter kunne jeg lettere mudret løbe i mål – vinder af 1. etape! Fed tur – tjek højdeprofil her:

1. etape

Pausen gik med socialt hygge, tørring af tøj så vidt at det var muligt samt frokost (pølser på grill!!). 2. etape gik i gang kl. 13.30, denne gang i modsat retning mod Hammershus i nord, og her steg terrænet fra første meter. Oliver som på 1. etape var stærk, havde hurtigt problemer med at hænge på, og efter 10 min var jeg igen alene og kunne i ro og mag føre an til mål. Ruten bød på endnu mere sjovt terræn, som denne gang var mere løbebart end 1. etape. Dog var der stadigvæk vand – masser af det, især på anden runde hvor at bunden var trådt i bund. Det betød at jeg uventet røg i vand til brystet, og måtte trække mig op vha. et par småtræer langs bredden:

IMG_1393 IMG_1396 IMG_1394IMG_1399

På vej retur mod Vang, skulle man på begge runder ned ad en stejl skrænt, som var lige på grænsen til at man burde sætte sig på bag’en og kurre ned. Heldigvis var mine Fellcross på hjemmebane, og hældningen udgjorde ingen fare for at lande på halen:

IMG_2464

2. etape vandt jeg, nu med cirka 15-20 min ned til nr. 2! Lørdag viste sig at være en rigtig god dag i terrænet – takket være Tejn-IF! Tjek højdeprofil her:

2. etape

3. og 4. etape blev begge afviklet i det mere lokalkendte Almindingen, midt på Bornholm. Området er Bornholms højeste punkt, og terrænet byder på smuk natur, grusveje såvel som single trail spor og masser af kupering – dog uden helt så mange faretruende klippeformationer. I dag stod Allan Lyngholm også klar til start. Allan havde slappet af om lørdagen pga. VM i Kbh om kort tid, men havde planer om at give den gas på 3. og 4. etape. Jeg vidste på forhånd at jeg ikke ville have benene til at kunne følge med, for Allan var flyvende i fredags da vi løb rundt på Hammer Trail ruten, og havde derudover været i ro hele lørdagen. Det havde jeg bestemt ikke. Starten gik, og mit mål var blot at hænge på Allan så længe at det gav mening. Halvvejs på første runde forsvandt Allan, og jeg tog 5 % af intensiteten og fokuserede i stedet på at have det sjovt i den unikke natur, selvom at benene var jævnt tunge. Ruten var ikke så våd, heller ikke mudret, men sporet var krævende og krævede al ens opmærksomhed. Det var tydeligt på alle deltagerne, at folk var trætte. Heldigvis var humøret højt, og pausen mellem de to etaper fløj afsted med både røverhistorier og slik-spise konkurrence, selvfølgelig arrangeret af Kim Rasmussen:) Se højdeprofilen her:

3. etape

4. etape lignede meget 3. etape, dog var den kortere hvilket betød at marathonløberne skulle løbe 3 runder. Allan startede ud hårdt, men efter 30 sek sænkede han tempoet gevaldigt, hvilket viste sig at være sidestik. Sådan går det når man spiser for mange pølser i pausen:) Det tog dog overraskende kort tid før at han sprang afsted igen, jeg nåede eller lige akkurat at nyde tempoet – for jeg havde bestemt ikke travlt, jeg ville blot i mål uden skader og som nr. 1 i min klasse. Halvvejs skød Allan for alvor al sin energi af, jeg hyggede mig i stedet for, og takkede endnu en gang vejrguderne for solskin og stort set ingen vind. YES DET VAR FEDT!

4. etape

Alt i alt blev min tur til øen mod øst en helt fantastisk oplevelse i fantastisk selskab. Tak til Tejn-IF, især Lene, Kim og Allan for nogle gode dage og dyste:) Og lad mig slutte af med at tage hatten af for Oliver, Kim Rasmussen søn. 3 ud af 4 etaper løb han fra farmand, så det er vist et kommende ultratalent på vej:)

IMG_2075

___

Som afslutning på dette blogoplæg, får i her en skøn video af hvordan det gik eliten til Trans Gran Canaria 129 km:

– Andreas

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s