Henrik Westerlin og træningen i Indien

Vi har spurgt Henrik Westerlin, hamrende dygtig dansk ultraløber bosiddende i Indien, hvordan han træner frem mod løb såsom Ws100, UTMF, 12 timersløb mm (listen er lang). Umiddelbart ville man måske tro, at en dansker bosiddende i Indien med så imponerende resultater i ‘bagagen’ (f.eks. WS100 i tiden 20.46.43) ville have absolut fantastiske træningsfaciliter lige i baghaven, og dermed NEMT kunne træne til de store bjerge i udlandet. Men efter at have læst dette interview viser det sig dog ikke at være tilfældet for Henrik, der må nøjes med løbebånd og x antal runder i den lokale park i +35 grader. Med så imponerende resultater og knap så fantastiske træningsvilkår, får det mig til at tænke på citatet, ‘Hvor der er vilje er der vej’ – og vilje er der bestemt tilstede for Mr. Westerlin!

– Hvordan er træningsfaciliteterne hvor du bor i Dhaka?

For at give et lidt mere komplet billede af mine træningsforhold, vil jeg nævne at jeg tilbringer ca. halvdelen af min tid udenfor Bangladesh hvor Dhaka er hovedstad.

Med al den rejseaktivitet og det faktum at jeg bruger meget tid i byer og lande hvor træningsforholdene ikke er ideelle har det betydet at jeg har lært at være fleksibel. Træningsforholdene specifikt i Dhaka er enten i og omkring parker eller på et løbebånd på taget af den bygning jeg bor. Løbebåndet er omringet af vinduer som får det til at virke som et drivhus. Med 30-40 gr. udenfor har AC anlægget derfor aldrig rigtig slået til. Udendørs, er udfordringen er at der ikke er nogen stigninger, temperaturen og luftfugtigheden er altid høj og trafikken kræver en masse opmærksomhed.

Billedet er fra KL, Malaysia, hvor mine træningspas på løbebåndet typisk er med fokus på korte og lange tempoløb

– Hvordan udnytter du faciliterne (byen, naturen, parkerne, varmen mm)?

Fleksibiliteten kommer ind i form af at planlægge mine træningspas så jeg får trænet på båndet når jeg skal inkorporere stigning i træningen frem mod konkurrencer i bjerge og generelt bruge varmetræningen til min fordel når jeg konkurrerer. De sidste måneder har mit fokus været flade løb hvor jeg er stærkest pt. på grund af min træningsfokus på fladt terræn.

På Borneo i juni lykkedes det at være konkurrencedygtig i ”reel-feel” temperaturer på op til ca. 45gr. Igen i juli havde jeg et godt 12-timers løb i Oslo med 33gr og skyfri himmel hvor jeg havde fordel af at have trænet tempo på flade stræk i varmen. Jeg nåede ikke mit mål i Oslo men andre var længere fra deres mål på grund af varmen…

Jeg sørger for at være specifik i træning og hvert træningspas har et formål, hvilket betyder at jeg heller ikke har nogle ’A-løb’ i bjergene før næste år hvor jeg forventer at adgang til forhold som kan forberede mig til UTMB i slutningen af august. Jeg deltager i Vietnam Mountain Marathon på 75km med 3000 højdemeter den 20. september, hvilket vil være et ’B-løb’ med målet om at genvinde lidt af den bjergstyrke jeg byggede op tidligere i år og for at få en løbeoplevelse i flotte omgivelser.

– Du konstaterede ifm. UTMF at din kvalitet i træningen nok ikke havde været god nok. Hvad oplevede du af problemer? Og hvad vil du gøre anderledes næste gang?

Jeg lærte at jeg ikke kan træne på et niveau hvor jeg er konkurrencedygtig med de forhold jeg har adgang til i øjeblikket. 15% stigning på et løbebånd kan ikke forberede én til 45-50% stigninger med reb. Værre var det tekniske terræn som min ankel ikke kunne holde til efter skaden jeg pådrog mig i februar til Rocky Raccoon. Jeg har registeret mig til Rocky Raccoon igen i 2015 hvilket er mit næste A-løb. For at undgå skader igen – er jeg begyndt at lave forskellige styrkeøvelser for anklerne og håber det vil være tilstrækkeligt.

– Dyrker du en specifik løbestil når du træner, og evt. benytter specifikke træningssko?

Min løbestil er inspireret af ’chi-running’, ’barefoot’, ’pose’ og hvad de ellers hedder. Jeg kan ærlig talt ikke kende forskel på dem.

Jeg fokuserer meget på at være afslappet og løbe ’frit’. Kroppen sender nogle gode signaler som jeg har lært at lytte til. Især når jeg deltager i konkurrencer som bringer mig ud over 8-10 timer er kroppens signaler særligt tydelige… Nogle opfatter det måske som ubehagelig smerte der skal kompenseres for eller endda tages smertestillende imod. Jeg ser det som det vigtigste redskab jeg har til at komme effektivt ud på den anden side.

Denne stil betyder også at typen af træningsko ikke er specielt vigtig. Variation i valget af træningssko er dog vigtig for mig. Jeg løber i alt fra Vibram Five Fingers til Hoka One One til racing flats, hvilket giver tilstrækkeligt med variation til at undgå skader som følge af træningsuger på op til 200km. Hvis jeg for eksempel begynder at mærke stivhed i læggene skifter jeg til en sko med lidt større heel-toe drop som aflastning. Det hjælper i langt de fleste tilfælde.

– I perioden op til en lang konkurrence, hvor stor er mængden af træning?

I de sidste 2 måneder op til Rocky Raccoon 100 miles havde jeg nogle uger på ca. 150-170 km, med 202km som det længste. De sidste 3-4 uger op til løbet nedtappede jeg træningen og løb 70km to uger inden og 30km i ugen op til konkurrencen. Jeg er stor tilhænger af hårde lange træningspas og lige så stor tilhænger af restitution og afslapning op til konkurrencer, hvilket egentlig minder meget om traditionel maratontræning.

Interview: Jannik Bjerregaard Trinderup

Hej jeg hedder Jannik, jeg er 33 år og bor på Midtsjælland med min kone og min datter.
Jeg løb d. 9. august Winforce100 100 km trailløb i Odsherred, og Andreas spurgte mig efterfølgende om jeg havde lyst til at skrive lidt om det år der var gået forud for løbet.

I år var faktisk tredje gang jeg var tilmeldt løbet. Første år aflyste arrangørerne løbet kort forinden. Og sidste år en måneds tid inden løbet, fik jeg konstateret kronisk lymfekræft i et rimeligt fremskredent stadie.
Det var selvsagt en serie af gigantiske choks. Først at der var en reel risiko for at det var kræft, dernæst konstateringen af at det var kræft og dernæst at det var en kronisk lidelse.
Det blæste alting omkuld og efterlod det indre liv, godt hjulpet på vej af den stærke førbehandling (inden kemo) jeg ret hurtigt blev sat på, i et totalt oprør.
Alligevel vedblev jeg med at træne frem imod løbet. Det var naturligvis en håbløs drøm at jeg skulle kunne klare det, og lægen havde også frarådet løb. Men jeg gik ture i så høj fart som muligt. Jeg gik Winforce ruten alt hvad jeg kunne flere gange!
Løbet blev derefter afviklet uden mig, men drømmen om at komme til at løbe igen forsvandt ikke af den grund. Den blev kun forstærket.
I takt med at den tungere behandling blev skudt ind i mine årer, mistede jeg mine kræfter og overskuddet til træning. Jeg prøvede, og kunne glæde mig over, at jeg fortsat kunne gå lidt ture. Nu bare kortere og kortere og med længere og længere restitution til følge.
Jeg har altid synes godt om at logge mine træningspas og evaluere bagefter, og når jeg ser tilbage nu, er perioden august-september 2013 en periode jeg er meget stolt af, da jeg på trods af det hele fik logget 100 km den ene måned og 78 km den anden.
Egentligt var det at fortsætte træningen i en så håbløs situation ikke noget jeg manglede motivation til. Jeg tænkte at det ikke er anderledes end når man får en skade, kommer i overtræning eller mister motivationen. Det er bare med at finde måder at træne alternativt på. Min filosofi var at hvis jeg ikke kan løbe kan jeg gå, hvis jeg ikke kan gå kan jeg sgu kravle. Det måtte ikke være nogen undskyldning for ikke at forblive så stærk som mulig.

Gåtur på Winforceruten – Juli 2013

Fra september til midt i november blev der dog sat en brat stopper for træning da jeg blev indlagt med en følgesygdom der holdt mig bundet til sengen i den periode.
Først fik jeg en byld på baglåret hvis omkreds var på størrelse med en håndbold. Den blev jeg opereret i to gange, og da den havde den størrelse den havde, blev såret nødt til at hele op af sig selv og derfor tog det mange måneder før jeg slap for behandling af det. Derefter hævede min venstre underarm op til dobbelt størrelse. Og i den situation var operation også nødvendig. Det indbefattede to indgreb i armen.
I den tid var det meget svært at bevare en motivation til træning og noget som helst andet i øvrigt! Det er frustrerende at ligge der og vide at læger og specialister ikke aner hvad der foregår, og at den ene operation bare fulgte den anden uden at de kunne komme til bunds i hvad der egentligt var galt.
Det blev dog til lidt ture på afdelingens kondicykel, og heldigvis fik jeg tilknyttet verdens sødeste fysioterapeut der på den gode måde tvang mig til at lave øvelser i sengen. Da det begyndte at gå bedre kunne jeg, i første omgang selv gå ned og hente mine måltider ved hjælp af en såkaldt ’talerstol’ at støtte mig til. Næste skridt var at jeg enten kunne gå eller blive kørt (afhængig af dagsformen) ned i hospitalets træningsrum og lave øvelser, gå på løbebånd/stepmaskine eller hvad vi i fællesskab fandt frem til at jeg kunne overskue den dag.
Det var den bedste time på døgnet når jeg havde overskud til at komme derned. Jeg følte mig godt nok som en idiot at stå der i hospitalets udleverede uniform, med armen i slynge og det venstre ben dinglende med sveden haglende ned af kroppen ved den mindste belastning. Men det var sgu livsbekræftende!

Min datter og mig under indlæggelsen på Roskilde Sygehus

En opmuntrende faktor i denne periode var dog at sygdommen responderede godt på kemoen og allerede efter 2 behandlinger kunne en scanning vise at der ikke var noget liv i kræftcellerne. Så det var et lyspunkt.

Midt i november skete ’miraklet’ heldigvis. En tur på Riget hos nogle specialister var hvad der skulle til for at få knækket koden. De kunne straks se hvad der var galt, gav mig nogle piller, og sendte mig hjem. Det var startskuddet til den optur der ikke rigtigt har mistet fart endnu. Herfra har jeg selv været med til at docere hvor mange tæsk jeg har kunnet give mig selv.
Den primære motivation i denne fase var: Hvis jeg nogensinde igen skal gennemleve sådan en behandling, så vil jeg være så fysisk og psykisk stærk som overhovedet muligt.

For jeg havde klart kunnet mærke hvor meget det havde hjulpet mig at jeg var i topform da det ramte.
Så bortset fra at jeg i den tid, og indtil årsskiftet skulle passe mine daglige strålebehandlinger på Riget, så satte jeg mig som mål at jeg skulle træne mindst en gang om dagen. Jeg meldte mig ind i det lokale fitnesscenter og begyndte først at gå og siden at småløbe ture. Jeg fandt hurtigt en foretrukken 5 km rundstrækning hvor jeg skiftevis gik i 5 minutter og ’løb’ i 1 minut. Alt sejlede når jeg satte i løb og jeg var adskillige gange ved at miste balancen og vælte. Men der var udvikling i det. Jeg tog strålerne pænt og såret på baglåret fandt sig i behandlingen og hjemmesygeplejerskerne motiverede mig til at fortsætte da det fortsat helede pænt op.

I gang med træningen igen – December 2013

Foråret 2013 inden konstateringen af sygdommen, havde jeg løbet Fyr til Fyr 60 km på Bornholm med min svoger og det havde været en fantastisk løbeoplevelse. Så fantastisk at jeg straks efter hjemkomst havde meldt mig til igen. Derfor havde jeg jo det startnummer liggende til 2014, og hvorfor ikke gå efter at blive klar til det? Jeg kunne jo altid gå, pyt med det. Jeg ville bare gerne tilbage på ultrascenen også selvom det var i en ynkelig forfatning.
Jeg lavede i den forbindelse en aftale med OOB-coaching om at de skulle hjælpe mig med løbetræningen. Og jeg begyndte også at gå hos en klinik diætist. Hun skulle hjælpe mig med flere ting: Jeg skulle tabe hospitalssulet og have hjælp til at det blev gjort i et fornuftigt tempo. Jeg vejede små 95 kg på det tidspunkt, og der var ikke mange muskler! Hun skulle også hjælpe til med at sammensætte den korrekte kost i forhold til at jeg havde droppet kødet og var blevet vegetar. Og til sidst skulle hun også hjælpe med at docere det rigtigt i forhold til min megen træning og mit genfundne liv som ultraløber.
Endvidere begyndte jeg at dyrke en del yoga, afspænding og meditation der skulle hjælpe til at gøre mig stærkere.

Denne konstellation virkede super godt og jeg kom ca. 5 måneder senere igennem Fyr til Fyr, til og med 1 time og 40 minutter hurtigere end året før.
Det gav mig en enorm tro på tingene og Winforce100 stod straks klart på nethinden. 3’die gang skulle det f…… være! Nu viste jeg at jeg havde styrken til de lange løb igen, og det var derfor bare om at bygge på.

Fyr til Fyr 2014 – Foto: Stine Sophie Winckel

Jeg havde i den efterfølgende tid en super fed periode med masser af træning og store fremskridt. Det hjalp også gevaldigt at kontakten med sygehusvæsenet blev mindre og mindre. Hjemmesygeplejen hørte op og jeg skulle (ligesom jeg fortsat skal de næste 1 ½ år) kun på hospitalet til behandling hver 8. uge.
I denne periode havde jeg dog et enkelt afbræk, hvor jeg startede med at arbejde igen. Min tidligere arbejdsplads gav mig mulighed for at komme tilbage dertil for en periode og jeg troede at jeg var klar til det. Det varede dog ikke længe før jeg kunne se på det hele, at det var jeg ikke. Jeg kunne godt passe mit arbejde, men de ting der virkeligt var vigtige for mig begyndte jeg at svigte mere og mere da presset blev for stort. Derfor valgte jeg efter 2 måneders ansættelse at stoppe igen. Det er vigtigere for mig at være der for min familie og passe det der ellers er vigtigst for mig, nemlig løbet, end at gøre det jeg selv forventede af mig selv før i tiden, og som jeg troede andre forventede: At passe et arbejde. Siden maj har jeg derfor ikke arbejdet men været hjemmegående husfar, passet frue og datter og mig selv efter bedste evne. Når det rigtige arbejde dukker op, og overskuddet er der vil jeg gerne i gang igen. Men det skal føles rigtigt og meget gerne have noget med løb, træning og udeliv at gøre.

I den fase af mit liv hvor alt var kaos for mig selv som for min familie og mine venner, er der nogle ting der uomtvisteligt falder på plads: Hvad betyder noget for mig? Hvad vil jeg bruge mit liv til HVIS jeg får det tilbage? Jeg havde rigeligt med tid til at reflektere over det og til at tale med min kone om det. Og det vigtigste, fandt vi frem til, var mig selv, os, vores datter, familie, venner, fritidsaktiviteter og arbejde i nævnte rækkefølge.
Den prioritering er nok den samme for mange mennesker. Men at udleve den er svær i en normal hverdag. Men eftersom at jeg lever med en lidelse der når det skal være kan blusse op igen og manifestere sig på mange ubehagelige måder, er det ikke svært for mig at holde fast i det aftalte.

Med alt det i bagagen var rammerne sat til en fed løbeoplevelse til Winforce100, hvilket jeg også fik!

Undervejs på Winforce100 – 2014 Foto: Mette Lauritzen

Min ambition var i første omgang at få en god oplevelse, i anden omgang mente jeg at det var realistisk at løbe under 12 timer. Det kom desværre ikke til at ske da en drilsk ledbåndsskade sprang op allerede efter 16-18 km. Herefter blev løbet disponeret ud fra den skade. Og jeg glædede mig bare konstant over at jeg var i stand til at fortsætte. Tempoet dalede drastisk og jeg havde mange smerter efter stop i depotet eller ved vandposten ude på ruten. Men jeg kom godt igennem, uden andre kriser i tiden 13.24.44.

Glad i mål, Winforce100 – 2014

Vigtigst af alt kom jeg igennem med en kæmpe sult på mere og en endnu større kærlighed til det at bruge mig selv i udfordrende terræn.
Jeg har efter løbet holdt en uges pause med løbet for at skåne knæet, og har fået noget massage og ultralyd. Så det går den rigtige vej, og jeg har ambitioner om meget snart at komme i gang med at træne igen og rette mit fokus mod næste store mål: Hammer Trail Winter Edition 50 miles d. 10. januar

Jeg har løbet siden barns ben blandt andet til motionsløb med min mor. Og det at være ude i naturen har altid optaget meget af min tid, især som barn og ung som spejder. Så begge dele er en del af mit DNA.
Jeg har også dyrket andre sportsgrene deriblandt holdsport, men det har altid været kampen med mig selv og det at bryde mine grænser der har tiltrukket mig. Og tanken om at det at leve op til mange små delmål på den lange vej mod en stor præstation giver super god mening for mig. Der er ingen smutveje. Det er helt sikkert også noget der har hjulpet mig i det sidste år kamp udenfor løbeskoene, og samtidig vil det sidste år hjælpe mig til endnu større oplevelser i fremtiden.

At jeg har fundet en sportsgren hvor disse elementer forenes, er en fantastisk gevinst.
Det er en hobby for mig men det er også min medicin. Lange løb i naturen sammen med rigtig kost, yoga/meditation og en dejlig og støttende familie er det der gør mig stærk og giver mig tro på livet. Derfor kan ingen af de ting tages ud af ligningen. Det er faste grundpiller som jeg stoler på og som jeg tør bygge mit liv på, hvad der så end sker.

Sagt på en anden måde: Hvis sygdommen skulle blusse op igen vil jeg fortsat gøre alt hvad jeg kan for at være så stærk som overhovedet mulig både mentalt og fysisk. For jeg har på egen krop oplevet vigtigheden af at være stærk. Og jeg er sikker på at jeg ikke var kommet så godt igennem det jeg har oplevet det sidste år hvis ikke jeg havde været i så god form.

Jeg løber for livet.

_______________________________________________________

Tusind tak til Jannik for sin fantastiske fortælling om sin kamp mod kræften og tilbage i livet, tilbage i løbeskoene. Vi er enormt taknemmelige for at få et kort indblik i fortællingen, og håber at du/Jannik, vil fortsætte skrivearbejdet til en hel bog 🙂

– Team Trail Copenhagen

Interview: Philipp Reiter

– Philipp Reiter, you are on the International Team Salomon. Could you give a short summary of yourself and why you run?

I just love spending time moving outdoors and to be in the mountains – running, biking, climbing or skitouring. For me running is a great way to discover beautiful places and via races you get to see stunning places in remote areas you otherwise wouldn’t even think about. But I am not really a professional runner it’s more an extended hobby and I am studying at the university of Salzburg to become a teacher for mathematics and biology. Luckily it’s the summer break now

Foto: Reiter/Salomon

– How did you get into Team Salomon International?

4 years ago I was running the Transalpine Run (crossing the Alps from North to South in 8 stages in a team of 2) with a friend of mine who is in the German Salomon Team since 10 years now. So I got in touch with the brand and as we were seen as a quite good and funny team they asked me if I want to join the “Salomon family”…

– Why do you search for longer distances, such as ultra trail?

For me it’s very fascinating to see what the body is able to achieve. Looking down at my tiny legs it seems unbelievable that they can run for 10 hours. You don’t only need to be fit physically but also very strong in the mind and it’s tactics too (when to eat, what gear to take,…). And as the arrival is not always garanteed due twisting the ankle, problems with the stomach or just extreme lack of energy it’s more an adventure trip than a race.

– What does trail running gives you, compared to be running on flat tarmac?

You can count the runs I do per year on the tarmac with two hands. It’s so super boring, damages your body (at’s it’s always a similar movement) and seeing the end of the point you want/have to run to is just horrible for me. And it’s difficult to find sports on the road that are qiet and not dangerous from crazy car drivers. In trailrunning which I would call the “funny running” you find much more pleasure, piceful places, a natural movement and it’s just a nicer surrounding.

– When following you on facebook, it seems as if you are training for several hours every day. Do you follow a specific training schedule, and how much do you train? And is there any time for restitution?

I don’t have a training plan or a coach but I do have talked with a lot of runners to discus their way of training and preparation and do know the “basic rules” of how to do it. Trying out different things more or less successful on my own helped me to find my own way how I feel comfortable. Maybe the results could be better with a strict plan but for what? Being too much focused you loose your own balance and in the end it’s just a fight for the “golden pinapple” Yes, of course, time for recovery is as important as training!!!

Foto: https://www.facebook.com/jordisaragossa

– You just did a great job at the Skyrunning Mont Blanc 80 km World Championship (5’th place). How much did you train pre-race? And were you happy about your achievement?

Yes, I am quite happy about my result in the Skyrunning World Championship as it was a really challenging course with really 6.000m+ and sometimes very technical. But I really liked the running in the shadow of the Mount Blanc 🙂

Foto: https://www.facebook.com/jordisaragossa

___________________

Thank you Philipp for the great interview! Good luck in the future, with bigger dreams and goals! Check out his Facebook or website

– Team Trail Copenhagen

Svært at få armene ned

Kroppen var en smule træt i går efter 24 km løb, men armene var ikke til at få ned! De hængte i luften, som hvis Danmark havde vundet en VM kamp i Brasilien (For det ville dælme også gøre mig glad)!

Den nye passage er nord for Søllerød

Turen i går slog endnu en gang fast, hvad trail løb egentlig er for mit vedkommende! Turen i går blev den type af ture som jeg altid ser enormt frem imod. Nemlig hvor noget nyt skal udforskes men også hvor spontaniteten får lov til at herske og sætte dagsordnen for hvor jeg ender. Og hvor at smilet kun bliver større og større. Det handler sgu da om at udforske – gør det ik? 🙂

Personligt forstår jeg ikke hvorfor at man træner det samme, igen og igen – år efter år. Jeg forstår ikke hvorfor at nogen kun beretter fra samme tur rundt i Rude Skov, når der findes så mange alternativer. Omvendt har jeg den holdning, at man skal følge sine egne veje og lytte til sig selv – om det så er et-hjulet downhill kørsel (ja, det findes).

Det der motiverer mig, er at udforske – og om det så er på asfaltvejen eller i skov er ikke det afgørende. Essensen er at se/føle/mærke nye oplevelser, også i ens eget nabolag. Et eksempel var turen i går, en 24 km lang trail rute med både nye og kendte passager. Turen mindede mig flere gange om den 100 % nye rute, som Christian Nørfelt og jeg for få måneder siden fandt frem til. Her var målet at krydse Nordsjælland, med start i Frederikssund og mål på Klampenborg st (99% trail). Turen i dag var ikke helt lige sådan, 24 km kortere og med flere kendte passager. Men emnet for turen var det samme; Udforsk!

Målet med dagens rute var at udvide den VERDENS KENDTE Sjællandske udgave af ’Hammer Trail’, med passage gennem Søllerød Skov. Søllerød Skov/Øverød var indtil i går fuldstændig ukendt terræn for mit vedkommende, selvom at mine ugentlige træningsture løber lige forbi. Området havde jeg fået øje på, når jeg i bil besøgte mine forældre. Fra motorvejen kan man skue indover Holte Rideskole, og få øje på et lækkert kuperet naturområde. Det skabte motivationen for at udforske området.

I går kl. 16 smuttede jeg så af sted uden kort, men blot med et mål om distance. Alt skulle være spontant gennem Søllerød Skov, hvorefter at jeg ville koble på Rude Skov, Geels Skov og slutte af med at løbe retur til Nærum via Ravnholmskoven (Det Danske Schweiz). Søllerød omegn skuffede på ingen måde! Fra første skridt var der blødt underlag, stier og kupering og humøret var derfor højt. Til at starte med var der en del åbne passager, hvilket gjorde det nemt at finde rundt. Efter 15 min blev skoven tæt, og mit ønske om et udvidet ‘Danske Schweiz’ viste sig dælme at være tilfældet! Single track stier overalt, kupering overalt – og så var ALT nyt! Jeg følte mig igen som en dreng på 5 i Fætter BR, hvor alt skulle prøves.

Endnu en gang endte det i succes at udforske, at bevæge sig væk fra det vante og prøve noget nyt – og heldigvis blev den gode stemning ikke vendt 180 grader, da jeg ellers halvvejs på turen gik sukkerkold. Note til mig selv: ‘Medbring energi for dælen da’ 🙂

Jeg håber at du er blevet inspireret og vil gøre det samme i fremtiden – uanset sportsgren og/eller underlag. Har du interesse i selv at afprøve den nye men allerede VERDENS KENDTE ’Sjællandske Hammer Trail 2. edition’, så følg linket her!

God træning – may the tracks be with you!

– Andreas

Perioden mellem to lange løb

Det har været en meget speciel periode, efter at jeg gennemførte Hammer Trail. Især mine led havde lidt under de 160 km, og det var tydeligt at kroppen havde brug for hvile. Sidste gang jeg oplevede at min krop var lige så slidt, var ved Spartathlon i 2012. Men modsat i 2012, hvor jeg ikke havde noget nyt løb i sigte og derved kunne slappe af ‘for evigt’, følte jeg denne gang lidt et tidspres for et genoptage træningen. Dette kom på baggrund af at jeg allerede ugen efter Hammer Trail begyndte at tænke frem mod næste mål, Chiemgauer 160 km d. 25. juli og på hvor hurtigt min krop kunne genoptage træningen. Man kan sige, at jeg efter kun 1 uge var mentalt på vej tilbage i ‘trænings-mode’. På sin vis var der ikke noget galt med dette stress, for det fik mig op af sofaen og ud i naturen. Dog gjaldt det om virkelig at mærke efter, for prisen for at genoptage træningen for tidligt ville være stor, og muligvis ødelægge chancerne for at deltage i Chiemgauer.

Chiemgauer 160 km

De første træningspas var stille og rolige, og alt gik som håbet. Heldigvis var lysten til at træne allerede 2 uger efter Hammer Trail så småt tilbage på fuld styrke, hvilket jeg aldrig havde prøvet før. Jeg kan huske, at jeg efter Spartathlon ikke havde lyst til at løbe i over en måned, måske endda to. Desværre viste det sig hurtigt, at kroppen IKKE var klar. En kølig tirsdag morgen hvor at jeg skulle opvarme nogle gymnasieelever (ifm. arbejde), kunne jeg pludseligt mærke en intens smerte i højre ankel, som blot blev værre og værre. Det føltes nærmest som om at jeg gik på barberblade. Jeg gik straks på jagt efter en fys der kunne løse problemet ASAP, og  nr. 2 i rækken leverede resultaterne som jeg havde håbet på. En kombination af akupunktur og øvelser til gavn for min svang, løste hurtigt problemet, og jeg kunne ikke være mere lykkelig. Denne hændelse mindede mig dog om, at jeg fremadrettet skulle passe endnu mere på mht. intensitet og mængde, for at undgå endnu en skade af samme kaliber.

I takt med at træningen igen begyndte at fungerer, begyndte mine tanker også at kredse om mit mål for deltagelsen til Chiemgauer. Som flere nok ved, er løbet 160 km og indebærer 7.500 Hm+, hvilket er yderligere 2.000 Hm+ sammenlignet med HT100M. Derudover er gennemsnitstemperaturen markant højere og terrænet hvor Chiemgauer finder sted er midt i bjerge, hvilket betyder markant længere stigninger (og derved nedfarterne). Længere stigninger ser jeg ikke som et problem, men til gengæld frygter jeg  de lange nedfarter. Folk der har prøvet at løbe i bjerge, ved at ens lår i den grad lider på grund af de konstante opbremsninger i takt med at tyngdekraften trækker i dig, på vej nedad bjerget. Sagt med andre ord, så betyder lange nedfarter længere perioder med excentrisk quadriceps-arbejde, hvilket et enormt svært at træne i DK. Har man ikke trænet excentrisk arbejde men deltager i et ultra-bjergløb – ja, så vil man støde på noget af en udfordring – nemlig følelsen af at dine lår bliver til sten (betændte), og som ikke kan bevæge sig bare en smule. Har man en fantastisk let og teknisk løbestil, kan dette nedsætte påvirkningen, men uanset hvad, vil man som dansker blive påvirket af bjergenes nærmest uendelige stigninger og fald, såfremt at man ikke får det trænet!

Balance/styrketræning i det fri med min ven Jonas

Heldigvis er jeg så heldig, at jeg om 2 uger skal til Malta på en kort ferie med venner, og efterfølgende i juli skal til Italien med familien. Det betyder at jeg inden mødet med de bjergrige 160 km i Sydtyskland, vil få mulighed for at træne i markant mere kuperet terræn, forhåbentligt endda i noget der ligner bjerge. Det vil nok betyde at jeg på begge ferier skal tydligt op for at finde frem til bjergene, men det er nu engang prisen når man vil løbe konkurrence i bjerge:) Dette håber jeg vil give mig en enorm fordel, også selvom at det er ‘i sidste øjeblik’ at jeg får trænet i bjergene.

Billedet er fra Time Trial 2. afd i ‘Det Danske Schweiz’ – mit favorit træningsterræn

Derfor er min kommende træningsperiode delt op i 2 dele. Første del er hjemme i DK, hvor at jeg skal have gang i kroppen igen via løb, cykling og tung styrketræning. Ligeledes skal der fokuseres meget på fødder og underben, for at sikre at jeg fremadrettet ikke løber ind i samme problemer med en ankel der gør ondt. Det løser jeg med forskellige små-øvelser som jeg foretager hjemme, bl.a. vha. et vippebræt/balanceredskaber (billede nedenfor). 2. del starter d. 22/6 og frem til løbet i slut juli, hvor at jeg vil øge mængden og især antallet af Hm+! Det bliver fedt og jeg glæder mig helt vildt!

‘Og nå ja – Mit mål til Chiemgauer glemte jeg helt at nævne..’ – målet er under 24 timer, hvilket jeg tror er muligt så længe at jeg ikke skal kæmpe med hverken skader eller en slap vilje. Jeg krydser fingre!

Balancetræning

– Andreas

Interview: Pia Joan Sørensen

– Fortæl lidt om dig selv, og hvorfor at du løber ultraløb?

Jeg startede med at løbe for 4 år siden. Mit første løb var Copenhagen Marathon i 2010. Jeg havde da løbet i 3 måneder. Jeg kom i mål lige under 4 timer og jeg var helt høj. Den der mur alle taler om oplevede jeg ikke, og det måtte betyde at jeg kunne løbe hurtigere og fra da af var jeg hooked på løb. Jeg var total smadret i benene, men det betød ingenting – jeg ville forbedre min tid.

Jeg har altid sagt om mig selv at jeg ikke har et konkurrence gen, men der tog jeg virkelig fejl. Når det kommer til løb, har jeg en fightervilje og jeg bliver drevet af at forbedre mig og være den bedste af mig selv. For 2 år siden blev jeg inviteret med på en løbetur på Vestamager, og det blev noget af en øjenåbner – for det her var virkelig fedt. Den sommer fik jeg løbet en del trail på øen, stort set altid i selskab med Jesper Halvorsen.

Jeg begynde at svigte min faste lørdagstime i træningscenteret, for det var så meget federe at komme ud i naturen og blive udfordret på bakker og stier. Jesper havde på det tidspunkt vist mig så mange skønne ruter, og med tiden var han gået hen og blevet en stor inspirationkilde. Der er forskellige holdninger til det at løbe på asfalt kontra trail, ærligt må jeg sige jeg kan li’ begge dele. Jeg bor jo inde i byen og ligger mange km på asfalten, og det er fortsat der min styrke ligger. Skal jeg vælge vil jeg uden tvivl fokusere på trail, jeg har bare ikke lige en skov i min baghave. Så jeg nyder de weekender hvor jeg kan komme ud og løbe i naturen.

Trail er for mig også der hvor jeg møder nye mennesker og ser nye egne og hjørner at Danmark, steder jeg ellers aldrig ville se. Specielt Bornholm er jeg nødt til at fremhæve. Det er et helt speciel sted at løbe. Naturen er unik og de trailløb jeg har deltaget i, har været nogle af mine største oplevelser inden for løb. Det sidste års tid har jeg løbet med en gruppe på Facebook som hedder ”trailløb om tirsdagen ”. Det gir mig en mulighed for at komme et hurtigt smut ud til bakker og skov og løbe sammen med andre.

– Hvad giver dig energien til at træne uge efter uge?

Løb er mange ting for mig. Det er ikke bare et ben foran det andet. Jeg elsker trail fordi der hele tiden sker noget nyt i terrænet, kilometerne flyver af sted og jeg keder mig aldrig. Asfaltløb kan godt blive en smule ensformigt, men til gengæld kan jeg her arbejde på mit tempo ret præcist. Jeg kan faktisk rigtig godt li’ at løbe de lange ture alene. Jeg elsker den fornemmelse at komme ind i et flow, hvor benene bare arbejder og tankerne flyver.

Efter en udfordrende arbejdsdag er det total frihed at komme ud og få luftet krop og sind. Når jeg så kommer hjem, har jeg det altid rigtig godt. Jeg springer sjældent en tur over, for jeg ved hvor meget energi der er at hente bagefter.

For mig er en hurtig maraton nok det hårdeste jeg kan forestille mig, det er en kamp med uret fra første skridt – et enormt hårdt pres. Jeg vil til enhver tid altid foretrække at løbe 60-100 km i et lidt langsommere tempo. Sikkert fordi det er det jeg er trænet til og pt. er det jeg er bedst til.

 – Du benytter dig af flere typer træning, såsom løb, styrk mm. Hvilken effekt har kombinationen givet dig? Kan du anbefale andre løbere at styrketræne?

Jeg har styrketrænet i 15 år i mit lokale center. Mave balder lår timer, pump timer, crossfit og specifik mave/ryg timer. Før løb begyndt at fylde meget, styrketrænede jeg 6-7 timer om ugen, de sidst år en smule mindre.

Efter nogle år som fast gæst, nævnte min ynglings træner Camilla Silverbrandt, at jeg måske også skulle lave noget pulstræning. Ærligt tænkte jeg ikke det var nødvendigt da jeg altid har været slank, og tænkte det var noget man gjorde for at tabe sig. Alligevel startede jeg med spinning, og blev lige så bidt at det som min styrketræning. Jeg har en grundfilosofi som går på, at når jeg nu bruger tid på træningen så kan jeg lige så godt gi mig 100 % hver gang, og der er ingen tvivl om at det er det ‘mindset’ der har rykker mig hurtigt. Jeg forstår simpelthen ikke de piger der stiller sig op på et løbebånd eller en cross trainer med mobilen i hånden, og bare lunter!

De perioder hvor jeg træner op til et længere løb nedprioriterer jeg typisk styrketræningen, da jeg simpelthen ikke kan finde tiden til at nå det hele. I de perioder bliver det ”kun” til 2-3 gange om ugen, og det kan jeg altså mærke på kroppen efter konkurrence. Specielt i lænden og hoftebøjerne. Så derfor kompenserer jeg på den manglede træning ved at fokusere på mave/ryg træning og en grundig udstrækning, og det gør en forskel for mig. Jeg ved ikke hvordan det er for andre løbere, men lænden og hoftebøjerne er helt sikkert mit svage punkt.

Jeg har meget fokus på lunches og squat-øvelser. Jeg er ikke i tvivl om at alle de mange år med pumpe udstyret på nakken, har hjulpet mig til at blive en stærkere løber. Jeg oplever stort set ikke trætte ben efter et stort løb, heller ikke da jeg løb mit sidste 100 km løb for et par uger siden ( Jeg har aldrig haft en krampe ). Det er mere en træthed i hele kroppen, men altså ikke decideret ømme ben. Den eneste undtagelse var da jeg løbe Bornholm rundt, der var benene godt brugte. Det er sikkert også derfor jeg sidste forår tænkte, at det var ok at løbe flere lange løb med få ugers mellemrum. Nok ikke det rigtige at gøre, men det føltes ok.

I efteråret var jeg skadet med betændelse i svangsenen under højre fod. Det var næsten forventeligt for min træningsmængde som var alt for høj, specielt set i lyset af at jeg aldrig rigtig restituerede. Måske fordi at jeg elsker at løbe, og da det er blevet så stor en del at mit liv og min identitet, var jeg ikke i stand til at bremse op. Skaden kom på mange måde på et godt tidspunkt, og blev noget af en øjenåbner. Jeg kunne heldigvis hoppe på en spinningcykel og holde formen ved lige.

Planen var, at jeg skulle løbe trailløbet Molsruten i efteråret. Thure Kjær som er medarrangør af løbet sammen med Moses Løvstad, kontaktede mig for at høre om jeg stillede til start, jeg tøvede et øjeblik for jeg ville vild gerne løbe med, men sagde alligevel nej.  Der var bare ikke noget at komme med – troede jeg. Kort før løbsdagen skrev jeg til Thure at jeg alligevel gerne ville deltage. Pludselig betød placering ikke noget for mig. Jeg havde bare så meget brug for at komme ud og få luftet løbeskoene og se løbevennerne igen. Jeg ville være ovenud tilfreds hvis jeg kunne komme igennem de 60 km. . . . Og så vandt jeg. Jeg løbe et stabilt løb uden kriser og det har nok været min bedste performance.

Den oplevelse satte tanker i gang. Hvis jeg ville forbedre mig var jeg nødt til at gå nye vej. Jeg var komme langt i løbeverdenen ved egen hjælp, men jeg var ikke i stand til at rykke mig selv yderligere, og jeg ville for alt i verdenen ikke ud i en ny skade. Så efter lang tids overvejelse besluttede jeg at kontakte Ole Stougaard fra Multitesta og høre om han ville træne mig. Det sagde han heldigvis ja til. Jeg skal love for min trænings uge ser en hel del anderledes ud nu. Tidligere løb jeg de fleste km i samme tempo, og hver anden uge når jeg ikke har min søn, gav jeg den ekstra gas med kilometerne. Nu løber jeg intervaller, har hævet mit grundtempo, indlagte tempo ture og pt. løber jeg også lidt færre km.

Foto: Stine Sophie Winckel

– Du vandt denne weekend DM 100 km til ALOT 100, hvilket også betød en 2. plads overall. Hvordan oplevede du løbet? Hvilken taktik havde du planlagt frem mod ALOT ift. pace?

For et par måneder siden besluttede jeg at stille op til DM 100. Jeg kvalificerede mig til VM 100 km sidste år, så deltagelsen var hovedsagelig for at se hvordan formen var.

Ole har ikke haft langt tid til at træne mig op til løbet, og han mente jeg skulle gå efter en tid på omkring 8 timer og 15 min. Det vil sige et gennemsnit på 4.57 min/km. Jeg følte selv jeg kunne løbe en smule hurtigere og vi landede på 4. 50 min/ km. Det nye for mig var at jeg skulle holde samme pace under hele løbet.

Normalt ville jeg ligge ud i et noget hurtigere tempo ( 4.25 – 4.30 ) så jeg havde lidt i ” banken” til sidst. Jeg startede ud i et lidt hurtigere tempo end planlagt ( 4.35-4.45 ) da det føltes unaturligt at løbe langsommere, så det holdt jeg fast på. De første 50 km var ubesværede og det gik fint med energioptaget. Det var en rigtig varm dag og min energi stod lige i solen. Så efter nogle timer i varmen var det udrikkeligt, og jeg mistede lidt overblikket over min energi. Jeg have ikke trænet i den hede, så varmen blev også en udfordrende medspiller. Jeg er sikker på jeg kunne ha løbet et hurtigere løb hvis vejret havde været på min side. Men når det er sagt er jeg meget tilfreds.

– Hvad har du af fremtidige mål?

Årets hovedmål er VM 100 km i Doha Qatar 28 november. Ambitionen er en tid under 8 timer. Af delmål håber jeg at løbe et godt løb til trailløbet Gedarmstien i juni. Selvfølgelig drømmer jeg også om at  vinde ( men nu må vi se, der er andre stærke piger med ).

Jeg vil rigtig gerne under de magiske 3 timer på maraton distancen. Jeg gir det et forsøg til Copenhagen Marathon, ellers skulle formen gerne være der til H.C Andersen Marathon. I 2015 kunne jeg godt tænke mig at blive udfordret på 100 miles distancen. Og så bliver det forhåbentlig også året, hvor jeg fokusere mest på trailløb.

___________________________________________

Tak for det fine interview Pia Sørensen, held og lykke med de fremtidige mål!

– Team Trail Copenhagen

Tanker: Post Hammer Trail 100 Miles

Det er blevet torsdag, og hævelsen fra weekendens strabadser er endelig forsvundet fra især knæ og fødder. Kroppen er dog stadigvæk øm, stiv og på ingen måde i stand i at bevæge sig hurtigere end 4 km/t, men det er helt ok når man har løbet bedre end ventet – for det var netop hvad der skete ifm. Hammer Trail 100 Miles, hvor jeg løb i mål i tiden 21.41.53. Det blev et resultat jeg aldrig havde turde håbe på!

Min deltagelse til Hammer Trail 100 Miles skulle have fundet sted allerede sidste år, men knæet ville på det tidspunkt ikke det samme som jeg. Set i bagspejlet var det kun gavnligt, da jeg i år havde opbygget et helt andet mål, og derved ændret fokus på baggrund af en længere og mere intens træning. HT100 2014 skulle for mit vedkommende være det første ultraløb, hvor at jeg ikke udelukkende ville fokusere på at gennemføre, men også at ’sætte en god tid’ og kæmpe om podieplaceringerne. Dette kom på baggrund af at jeg sidste år til Transalpine fornemmede dybt inde i mig selv, at skulle jeg finde motivation for at løbe 160 km, så handlede de om tid/PR og evt. Podieplaceringer. Dette fokus skulle altså fremadrettet motivere mig i min træning og under konkurrencedeltagelse, hvilket for mit vedkommende ændrede alt.

Træningen frem mod HT100 har jeg allerede skrevet om (1: Radikal ændring af.., 2: Træningen frem mod.., 3: Sidste del..), men kort fortalt bestod min ugentlige træning nu af kortere men hurtigere træningspas, med et større antal højdemetre. Ændringen gav selvfølgelig et anderledes fysisk respons, men mentalt kæmpede jeg også, bl.a. med at ‘føle mig hjemme’ indenfor de nye rammer. Jeg følte mig totalt på udebane når jeg satte uret i gang midt i Fælledparken, for at banke igennem i lange intervaller i 35 min, for derefter at lunte hjem. Det samme gjaldt de træningspas, hvor jeg stod i bunden af en bakke med mål om at løbe op/ned X antal gange, indtil at der stod 1000 hm+ på uret – samt når jeg i skovene løb intenst på single track, uden mulighed for at nyde naturen der passerede forbi – der var simpelthen ikke tid/overskud, for der skulle løbes intenst. Det tog tid at vænne sig til.

Belønningen kom dog relativt kort tid efter, nemlig i weekenden på Bornholm. Ved startlinjen stod vi 30-40 mand, og 160 km ventede samt 5.500 hm+. Jeg vidste at Kenneth Kofoed ville ligge pres på fra start via et højt pace, og jeg havde hjemmefra valgt at følge med på prolog (6 km), for derefter at lade ham stikke. 1 min efter at startskuddet havde lydt var Kenneth og jeg helt alene, og på mit ur stod der pace 14,5 km/t (ca. 4.10 min/km). Puha det gik lidt for hurtigt tænkte jeg, med den betragtning at 159 km ventede forude. Prologen var i år ændret, således at sidste 25 % (af hver runde på prologen) var i svært kuperet teknisk terræn, men uanset terræn rundt om søen lå vi begge tæt mens at resten af feltet stille forsvandt bagud.

Efter 6 km sluttede prologen, og Kenneth forsvandt hurtigt ud på første runde mens at jeg tog det mere stille og roligt. Alt var taktisk set gået som forventet, og nu håbede jeg blot at mit lidt lavere pace ville give pote når vi ramte natten, og søvn og træthed begyndte at melde sig. Første amkomst til Jons Kapel var Kenneth allerede på vej op af de sidste trin, og han så frisk ud. Vi nåede lige hurtigt at sige hej til hinanden, inden at han forsvandt af sted mod Vang mens at jeg skulle en tur ned ad trapperne og ringe med klokken. Jeg brugte ingen tid ved mini-depotet, jeg følte ikke at der var behov – kroppen føltes jo så frisk 🙂 Generelt herskede der ikke de store problemer på første runde bortset fra lidt sidestik, jeg løb stort set alle stigninger mens at benene stadigvæk var friske, og mentalt prøvede jeg at glemme alt om placering og i stedet nyde naturen og prøve at suge den gode energi ind via dybe kontrollerede vejrtrækninger. Midt på Hammerknuden nød jeg måske naturen en smule for meget, for pludseligt faldt jeg over en mindre rod og landede hårdt med venstre knæ i jorden. ‘SHIT’ var vist det eneste jeg nåede at tænke, det blødte heldigvis kun lidt så jeg rejste mig hurtigt inden det begyndte at gøre ondt, og løb videre – No problemos!

Mit depotskifte efter 1. Runde var hurtigt, cirka 45 sek hvorefter jeg igen søgte mod Hammerknuden. Det var først ved Hammer Havn at jeg fik øje på Kenneth Kofod igen, jeg var stadigvæk oppe på sidste del af knuden i det løse sand, mens at Kenneth løb langs havnen. Jeg prøvede hele tiden at være positiv og se situationen fra en motiverende vinkel, og tænkte derfor at Kenneth ikke var synderligt langt fra mig – vist kun 2 minutter. Det jeg ikke vidste på dette tidspunkt, var at Kenneth kæmpede med motivationen. Kort tid efter at Kenneth havde ramt havnen, valgte han at trække sig – det fandt jeg dog først ud af da jeg ramte det store depot efter 2 fuldendte runder. Jeg havde ved slutningen af 2. Runde undret mig over at jeg ikke havde mødt Kenneth endnu, for hver gang man nåede depotet skulle man løbe i modsat retning. Altså ville man møde sine konkurrenter på et eller andet tidspunkt. Da jeg nåede depotet var jeg et stort spørgsmåltegn, og spurgte med det samme hvor Kenneth var. ’Han havde ikke hovedet mig sig’ lød meldingen, og det tog lidt tid før at jeg forstod hvad der var sket.

Jeg følte mig pludseligt en smule splittet da meldingen lød i depotet. På den ene side var det da rart at være nr. 1, men omvendt så forsvandt motivationen for at nå i mål i en god tid, da mit trætte hovedet nu kun fokuserede på at holde 1. Pladsen hele vejen hjem. Jeg var ærgerlig over hvad der var sket med Kenneth, for jeg ville gerne have en i front til at pace mig (indirekte pacing altså), og især Kenneth ville jeg gerne prøve kræfter med gennem natten.

Med et meget forvirret hoved forlod jeg depotet og begav mig ud på 3. Runde. Allerede her var kroppen så småt begyndt at brokke sig, især mine fødder var trætte omkring svangen og jeg løb kortvarigt med tanken om at stoppe efter 3 runder, og rejse hjem med et 50 Miles diplom. For hold da op der var langt hjem igen – HELE 4 runder!

Jeg husker ikke meget fra 3. Runde, andet end at jeg i stigende grad oplevede et flow i mit løb, hvor at tingene ligesom bare skete uden at jeg tænkte over det. Følelsen var utrolig rar, nærmest mediterende, men for de andre 100M løbere der krydsede mig på sporet virkede jeg nok en smule stenet 🙂 Mørket begyndte så småt at tage over, og på vej langs kysten ved Vang samt første passage af Hamerknuden fik jeg nok Danmarks flotteste solnedgang fra vest. Alle farver var i spil, i takt med at solen stille forsvandt, og man kunne i perioder føle sig helt hypnotiseret af hvad der skete mod vest. Hold da op et sus det gav gennem hele kroppen, og på et split sekund faldt temperaturen gevaldigt til ned omkring frysepunktet. Ved depotet fik jeg skiftet til varmt tøj samt spist lidt lasagne, før at jeg igen drog ud. Nu var 50 % gennemført, i bedste PR-tid for mit vedkommende. 4. runde var runden hvor at jeg for alvor begyndte at spørge mig selv igen og igen, hvorfor at jeg år efter år stillede op til ultraløb. Hvorfor H..…E kunne jeg ikke som alle andre træne stille og roligt og hver weekend være hjemme med familien og se ’Pretty Woman’ for 29.000 gang? Svaret tror jeg vidst ikke at jeg fandt frem til, omvendt kunne jeg huske mig selv på, at når jeg dag efter dag det seneste halve år havde trænet og tænkt på HT100, så måtte der være et eller andet ‘deep down’ der motiverede mig til både at deltage OG gennemføre. Det blev en mærkelig en-mands diskussion, som jeg sidst oplevede da jeg deltog i Spartathlon i 2012. Hvorfor er det at jeg gør det her? Tjaa… Godt spørgsmål!

Indtil videre havde jeg ikke haft nogle nævneværdige nedture, og det skulle vise sig at der under resten af løbet ikke opstod nogle energimæssige kriser. Det var nyt! Til gengæld fik jeg glæden af at kæmpe imod gevaldige søvnudfordringer på runde 4 og 5. Omkring en var alt kulsort, jeg havde kun pandelampens skær samt det begrænsede lys fra månen og de fjerne stjerner, der tydeligt kiggede frem på himmelen. Ugen op til løbet havde været hektisk pga. Arbejde, og en halv urolig søvn op til HT100 gjorde ikke situationen bedre.

Skulle jeg vælge, ville jeg til hver en tid vælge at kæmpe med mangel på energi, end søvn! Mangel på energi kan man gøre noget ved, søvn… Ja den er sgu lidt svær. Det eneste jeg dog kunne gøre, var at stoppe op hver gang at jeg mødte en af de modløbende 100 milere, og hurtigt tage en snak. For mit vedkommende ville det være fuldstændig ligegyldigt hvad vi talte om, vi kunne f.eks. tale om hvorvidt at prisen på et kg mel var fair i DK, bare så længe at vi kunne sige noget til hinanden i 20 sek. Gjorde jeg det, så vidste jeg at min hjerne igen ville vågne en smule, som hvis hver mine-samtale var et shot Red Bull. Dem jeg mødte på ruten var måske lige så trætte som jeg, for snaksaglige var de 🙂 Der blev primært talt om hvor langt der var igen, om temperaturen der føltes lav og om hvor mørk natten var. Det var en rimelig nem snak, for jeg var enig med de fleste og resultatet var at jeg kunne udskyde søvnen bare en smule, snak for snak (tak til dem som kort ville chatte på sporet!). Det hjalp også lidt da jeg omkring 1.30 om natten begyndte at løbe i mod 50 milerne, der netop var begyndt deres togt på i alt 3 runder. Jesper Noer nåede jeg godt nok ikke at opleve, kun hans trykbølge fra de 200 km/t han kom farende med. Et par minutter efter kom resten af deltagerne i spredte grupper, alle mand med deres pandelamper tændt, hvilket gav en utrolig smuk lyseffekt gennem skoven. Alle var utrolig søde til at hilse og heppe lidt, det varmede selvom at jeg inderst inde var lidt jaloux over at de havde selskab (og sikkert var super oplagte/friske). 500 m efter ramte jeg depotet og fik drukket en Red Bull. Kim Ramussen (løbsarrangør) meddelte at der var 1 time og 20 min til nr. 2, som på det tidspunkt var Heine (alias Hoka Heine fra Marathon Sport), tæt forfulgt af Tonni Bager. Mit ur var gået ud, og mit fokus på tid var på sit laveste. Jeg var på sin vis græsk-katolsk med tiden, jeg skulle blot køre sejren hjem. Derfor tog jeg en power-nap på 5 min i stolen foran Tejn-IF’ voldsomme varmekanon, og på et splitsekund var jeg væk. Jeg vågnede med et sæt da Leon tog fat i mig, fik skiftet pandelampe og af afsted var jeg nu på 5. Runde.

På det her tidspunkt gjaldt det om at sætte sig delmål, og dermed hele tiden give sig selv nogle små succeser frem for at føle at man ingen steder kom. Derfor blev især 5. Runde delt op i utallige små dele, såsom ½ Hammerknude, Hammer Havn, Vang, Stenbrud, Jons Kapel osv. Derudover motiverede jeg mig med tanken om at det nu var sidste gang, at jeg løb i den retning på sporet. Altså ville jeg kun mangle at betræde de samme steder en enkel gang til på 6. Runde. Tanken gjorde mig glad, men uanset hvor meget jeg prøvede begyndte søvnen igen at fylde mere og mere. På det her tidspunkt omkring Jons Kapel stod det slemt til. For første gang nogensinde var jeg begyndt at se syner, hvilket betød at skilte på afstand blev til biler, buske blev til lydløse publikum osv. Flere genstande tog form i mit hoved, men hver gang jeg kom tæt på gik det op for mig, at der ikke stod hverken biler eller publikum. Det var min hjerne der drillede, og jeg kunne ikke finde hoved og hale i situationen. Ikke langt fra stenbruddet spidsede det hele til da jeg kom løbende på åbent fladt grusspor, hvorfra man skulle dreje af og løbe af single trail ned ad det nye spor ved Mosesøen. Svinget var utroligt godt markeret, men lige lidt hjalp det, da jeg kort forinden i løb døsede væk. Dette opdagede jeg dog først da jeg 1 min senere stoppede op tilfældigt, og undrer mig over hvilken bygning jeg var ved at løbe ind i. Foran mig stod en stor hvid bygning, muligvis en gård, og den havde jeg altså ikke set på de andre runder. Omkring mig var der heller ikke nogen markeringsstrimler, så 2 + 2 gav hurtigt resultatet at jeg havde glemt at dreje af. På vej tilbage kom to 50 milere løbere i modsat retning. De så at jeg kom løbende fra deres højre side, hvor de ellers selv mente at skulle til venstre. Jeg kunne dog hurtigt berette om at jeg havde døset hen og fortsat i forkert retning, hvilket kort gav anledning til latter blandt os alle tre. Derfra forsvandt søvnproblemerne heldigvis!

Ved sidste depot besøg tog jeg mig igen en kort power-nap, for igen var der masser af tid til nr. 2. Der gik dog ikke mange minutter, før at min supporter Andreas Holm sammen med Jakob Vestergaard (løbsarrangør) hev fat i mig, og kort og kontant fortalte mig at jeg ikke var kommet for at sove. Spurgte du min krop ville den bestemt være uenig, og med glæde tage diskussionen. Dog inden jeg nåede så langt med en heftig diskussion, var Jakob allerede i gang med at fortælle mig om hvilken sluttid jeg kunne opnå, såfremt at jeg lettede bagdelen og kom af sted. Indtil videre havde jeg glemt alt om tid og mulighed for bane rekord, og jeg havde ingen anelse om at jeg havde brugt cirka 18 timer på sporet. Jakob sagde kort, at hvis min dovne krop magtede at lette sig fra stolen, så kunne jeg sætte en god dansk tid på ruten. Præcis den sætning gav mening i mit hoved, et hoved som ellers 1 time før havde set syner overalt i mørket. Op rejste jeg mig, gav pandelampe væk til Andreas og af sted løb jeg ud på sidste runde.

En af årsagerne til at jeg endnu en gang havde sovet i depotet, var da Hammerknuden (sidste del af 5. runde) for første gang havde fjernet al energi, og efterladt ingenting. Men en søvn, skæld ud og kombi af Cola og Red Bull havde på 10 min gjort underværker, og det mærkedes med det samme. De fleste stigninger kunne jeg igen finde kræfter til at løbe, og kun de stejle blev power hiket. Der blev for alvor sat delmål, hvor stor bakke var et mål i sig selv. Jeg fandt igen flow i mit løb, og nød at jeg for første gang i mange timer ikke skulle kæmpe med at holde mine øjne åbne. Derudover var alle jeg mødte utrolig søde til at hilse og heppe. Mange roste præstationen, desværre var mit overskud til at give igen lav hvilket jeg nu undskylder. Dog kunne jeg mærke at jeg havde blod på tanden, og at runden hurtigst muligt skulle overstås. For jo hurtigere i mål, jo hurtigere kunne jeg sætte mig ned og aldrig rejse mig op igen 🙂 Dét motiverede!

Jons Kapel var nok rundens største delmål, da jeg derfra kun manglede lette 8 km i fugleflugt gennem terrænnet til start/målområdet. Hold nu op benene var gode, energien var fortsat høj og temperaturen var stødt stigende på vej mod 10+ grader. Ved udsigt til Hammerhus vidste jeg at der kun manglede cirka 2 km, og det var slet ikke til at fatte. Jeg havde i øjeblikket en halvromantisk ide om at jeg sammen med mit supporthold skulle krydse stregen, for de ventede jo på mig i mål. Det skulle dog vise sig ikke at være tilfældet. Mit supporthold var ikke ved depotet, og jeg krydsede derfor alene stregen i sluttiden 21 timer, 41 minutter og 53 sekunder (officiel tid) = ny PR og ny bane rekord. Hold op en fed fornemmelse, men hvor fanden var mit supporthold?? – ’De er ikke kommet, de er i Allinge efter kaffe’ lød meldingen fra en smilende Lene Møller (løbsarrangør). Kim ønskede tillykke med medalje over hovedet, mens at jeg hurtigt fandt en stol der så behagelig ud. Med smil på læben kunne jeg så ringe til mit supporthold og berette, at jeg nu var i mål – hurtigere end hvad de havde forventet 🙂

Hammer Trail 2014 forløb bedre end jeg nogensinde havde turde håbe på. En 1. Plads havde jeg måske håbet på samt en tid tæt på 22 timer. Men at tænke tilbage på løbet, og konstatere at der stort set ikke opstod nogen former for nedture, at jeg på sidste runde løb negativ split-tid under 4 timer og at jeg satte ny bane rekord på en ellers sværere rute – det havde jeg aldrig turde håbe på. Hvad det bringer med sig for fremtiden er svært at spå – måske skulle man forsøge næste år at træne seriøst og komme under 20 timer til Hammer Trail 2015. Nu må vi se hvad fremtiden bringer!

Til sidst vil jeg gerne sige tillykke til alle dem der kom i mål til Hammer Trail løbene uanset distance, og endnu en gang tak til både supporthold (Pernille og Andreas), Leon Hansen, Løbsarrangørerne Lene, Kim og Jakob samt alle de skønne mennesker der modsat undertegnet, havde energi og overskud til at smile og heppe på sporet! Jeg vil være for evigt taknemmelig! Derudover tillykke til min team mate Christian Nørfelt for en imponerende 2. Plads på 50 Miles distancen, tillykke til Jacques der løb Lillebælt Halvmarathon på 1.16 og til mit supporthold, der begge løb deres første trail løb om lørdagen (25 km) med stor succes!

– Andreas

Interview: Henrik Westerlin

Kort fortalt er Henrik Westerlin en hamrende dygtig dansk ultraløber, der pt. er bosiddende i Indien, i byen Dhaka. Henrik må nok betegnes for at være blandt de skarpeste danske ultraløbere på de lange distancer, især efter at han i år endte på en 32. plads overall til Western States 100M i tiden 20.46.43 – et løb med 5.500 hm+ og 7.000 hm+ i meget varme omgivelser. ‘As we speak’, er Henrik i fuld gang med at få styr på de sidste detaljer frem mod Ultra Trail Mount Fuji (UTMF), et 168 km løb med 9.500 hm+, der starter i morgen d. 25/4. Derfor er vi meget taknemmelige for at han kunne afsætte en time til at deltage i dette interview – til glæde for alle os andre! God læselyst:)

– Hvornår og hvorfor begyndte du at løbe?

Løb har altid været en naturlig motionsform for mig. De allerførste ture tog jeg sammen med min far i 6-7 års alderen i starten af firserne. Min far har altid været til stor inspiration på det område og jeg løber stadig med ham den dag i dag.
Det var dog først fra 2009 at jeg begyndte at træne fokuseret og ultraløb kom ind på min radar. På det tidspunkt omlagde jeg også min kost til et uraffineret plantebaseret diæt som i høj grad forbedrede min restitutionsevne.
Mit første ultraløb var et 66km bjergløb i Fukushima, Japan, hvor jeg fik en 4.plads. Dette blev fulgt op 4 uger efter af 100km på asfalt (Saroma Lake 100k, Hokkaido, Japan) hvor en af mine største lektier blev at jeg skulle løbe mere effektivt ved at ændre min løbestil fra at lande på hælen til at lande midtfods. Jeg hentede meget inspiration i Chi Running og Chris McDougal’s bog ‘Born To Run’.

Jeg er pt. bosiddende i Dhaka. Her er der hverken trails eller bakker/bjerge så det meste af min træning foregår på løbebånd. Der er heller ikke rigtigt nogen løbekultur så motivationen for min træning finder jeg igennem de løb jeg skriver mig op til. Jeg har en stadig voksende sult for at flytte mine grænser – hvilket jeg føler jeg får bedst afløb for ude i naturen på (relativt) lange løbeture.

– Hvorfor løber du ultraløb?
Jeg havde altid problemer med skader når jeg trænede op til marathonløb. Ved at fokusere mere på udholdenhed end fart fik jeg styr på skaderne. Samtidig blev der åbnet op for en ny dimension i mit løb som jeg fandt attraktiv, – det mentale plan, som i høj grad er vigtig for at kunne præstere i ultraløb. Fokus er i højere grad hvor godt man kan håndtere sine kriser og mindre på splittider. Dette kommer også til udtryk i ultraløbsmiljøet som jeg oplever som meget venskabeligt og støttende.
Det skal selvfølgelig også siges at den natur man har mulighed for at opleve på ultra trailløb oftest er fantastisk smuk og unik. Jeg finder meget af min energi på trails’ene i den omkringliggende natur.

Henrik og Nick Clark v. UTMF check in. Nick fortæller, at løsningen på ikke at fryse på vej ned ad bjerget når man er blevet gennemblødt, er blot at løbe hurtigere

– Du endte på en imponerende 32. plads overall til dette års Western States 100M, i tiden 20.46.43. Hvordan trænede du op til dette løb? 
Hovedelementerne i min træning til WS100 var 1) opbygning af en solid base med mellem 100-200km per uge, 2) bakketræning (som for det meste foregik på løbebånd), 3) lange tempoløb som gav mig et komfortabelt cruise pace, og sværest af alt 4) at opbygge muskulatur til at kunne være effektiv til at løbe ned af.
Herudover tog jeg nogle eftermiddagsture i den lokale park i 40-45 graders varme. Sidstnævnte skulle vise sig at blive fundamentalt for min præstation i WS100 som blev det 2. varmeste år i løbets 40 årige historie.

– Var målet top 40 pre-race?
Jeg arbejder altid med et tidsbestemt mål, og til WS100 havde satset på at komme under 20 timer. Selv med min varmetræning, blev varmen dog en begrænsede faktor. Jeg vidste godt fra starten af, at jeg ikke kæmpede om en top-10 placering (giver automatisk adgang til WS100 det efterfølgende år). Derfor havde jeg ikke noget mål for min placering.

– Hvad er dine forventninger til UTMF og dig selv, og har din træning været struktureret anderledes?

Min træning skal gerne understøtte at jeg kommer rundt i 25-27 timer. Det baserer jeg på at jeg har samme fundament som ved WS100; min PB i halvmarathon sat til VM i Kbh i sidste måned og på min øgede fokus på bakketræning.
Jokeren er hvor godt mine ben holder til at løbe ned af som jeg næsten ikke har haft mulighed for at træne, ud over et par ture ned af trapperne i en 36 etagers bygning i Kuala Lumpur hvor jeg nu også bruger en del af min tid.

Henrik finder inspiration i ‘Born to Run’ og Chi Running

– Ser vi dig til Hammer Trail på Bornholm en dag?:)

Efter en rigtig fed oplevelse med Fyr til Fyr på Bornholm tidligere på måneden er min interesse klart blevet vagt for at prøve Hammertrail 100M og andre ultra trailløb i Danmark.

Henrik sammen med den kenyanske elite. Henrik sætter maks. tempo på sidste runde, mens at resten ‘tager en slapper’:)

_______________________________

Tak til Henrik Westerlin for det fine interview, held og lykke til UTMF og de fremtidige mål! Har du tid og interesse i at følge Henrik til UTMF, vil du via dette link kunne følge løbet live via 3 kameraer.

– Team Trail Copenhagen

Trail Camp Söderåsen 2014 netop slut

Trail Camp Söderåsen 2014 fandt sted denne weekend (12-13. april), og forløb fuldstændig som håbet. 55 km blev tilbagelagt samt ca. 1.400 hm+i svært terræn, og det betød at alle om søndagen kunne tage hjem med ømme ben men også smil på læbe og en oplevelse rigere! Rent eventyr, tjek selv videoen derfra:

Lørdag mødtes de fleste af os på Amager, hvorefter vi sammen kørte mod Röstänga, hvor resten stod klar. I alt var vi 32 løbere, både fra Jylland, Sjælland og Bornholm. Dag 1 stod på 30 km og 600 hm+, i ikke-teknisk terræn, men hvor at løberne fik en god fornemmelse for terrænet. Vejret var absolut fantastisk, god temperatur og solskin fra en næsten skyfri himmel gjorde kun oplevelse endnu bedre end håbet. På turen tog vi adskillige pauser ved de mange view points der lå placeret langs ruten, som folk kunne nyde og samtidig få pusten tilbage igen. Nedenfor er lidt stemningsbilleder fra dag 1:

På anden dagen søgte vi mod øst, og modsat om lørdagen, løb ind i nationalparken. Det betød at turen blev markant mere udfordrende, med mere off-trail, 0% grusvej samt tekniske passager enten pga. stigninger eller underlag. I alt løb vi 25 km og 758 hm+, og billederne nedenfor giver et ret godt indtryk af hvad vi alle blev udsat for. Klart den fedeste dag, men også en dag der satte prikken over i’et, og sikrede at alle – uanset niveau – tog hjem med kvæstede kroppe, klar til at sove mange timer:)

   

Vi er allerede i gang med at planlægge næste år, et nyt spændende sted. Stay tuned!

– Team Trail Copenhagen

Sidste del af træningen frem mod HT100M

Hammer Trail 100 Miles nærmer sig, og min mængdetræning er ved at være slut. Nu mangler der en Trail Camp i Söderåsen i den kommene weekend, og derefter står programmet på kortere men markant mere intense ture! Det er slet ikke til at forstå, at der kun er 3 uger til start!

De sidste 5 dage har træningsmæssigt været hårde, hvor 137,5 km samt 4105 Hm+ er blevet tilbagelagt. Det startede torsdag hvor jeg mødtes med Christian Nørfelt på Frederikssund st, og herfra løb vi kryds over Sjælland i stik østlig retning. Turen var udelukkende trail, med en god blanding af grusveje og single trail spor i både fladt og kuperet landskab. Målet med turen var at komme ud på et nyt og spændende eventyr, opleve nye områder og ikke mindst at teste kroppen på en længere og derved mere krævende tur. Begge kroppe havde det fint da vi ankom til Klampenborg st, jeg havde dog medbragt for lidt væske på turen, så det skal der rettes op på frem mod Hammer Trail. Se ruten her:

Derudover har træningsturene taget udgangspunkt i sydsiden af Juelsø, nærmere bestemt omkring Himmelbjerget ikke langt fra Silkeborg. Her blev det til to fantastiske dage, i nyt spændende terræn, der må siges at være noget af det hårdeste man nok kan finde i DK! Absolut skønt område, der i den grad kan anbefales! Målet med turen til Juelsø var at få tilvænnet kroppen til længerevarende belastninger i groft kuperet terræn. Det forholdt sig sådan, at jeg i går skulle holde et foredrag for Bjerringsbro Motion, og med det udgangspunkt lå der en oplagt mulighed for at koble lidt højdemeter træning på netop denne tur til det midtjyske.

Kroppen skulle tilvænnes via 4 træningspas, 3 af dem ved Juelsø og 1 pas ifm. eventet i Bjerringsbro. I alt nåede jeg op på cirka 77 km og 3.000 Hm+.

1. pas: Udgangspunktet var p-plads ved Himmelbjerget, og herfra blev det til en masse op- og nedture omkring tårnet på toppen af Himmelbjerget, samt single trail løb langs rødt og gult spor. Benene var selvfølgelig friske, det samme var hoved og motivation – målet med turen var at kroppen skulle have ‘en over nakken’:) Det blev til 25 km på og 1.350 hm+ i 2,5 time:

1. pas ved Juelsø – 25 km &1350 hm+

2. pas: Udgangspunktet var denne omgang ved Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole! Målet med andet pas var at jeg skulle søge bakkerne i nærområdet i 1,5 time. Det blev til 630 hm+ og 15 km løb.

3. pas: Samme udgangspunkt, og her var målet at jeg ville koble de to områder sammen, som jeg dagen før havde løbet i. Jeg havde nu fået et fint overblik over skovområderne! Benene var påvirket af gårsdagens bedrifter, men jeg holdt hovedet koldt, og heldigvis blev kroppen bedre, jo varmere den blev. Målet var 2,5 times løb, men det blev i alt til 3 timer – 30 km og 1250 hm+:

4. pas: Løb med Bjerringsbro Motionsklub løbere, i alt var vi 40 løbere. Stille hyggelig tur på små 10 km og 100 hm+ i lokal skov.

Nedenfor er lidt stemningsbilleder fra turen. De kommende dage handler det om for mit vedkommende at træne overkrop og lade benene slappe lidt af, og ellers begynde at skære ned på antal km men omvendt hæve tempo. Jeg glæder mig sgu til Hammer Trail!

          

– Andreas