Transalpine – We killed it!

WOW – Transalpine er overstået, 8 dage med mellem 3-6 timers løb pr. dag er forløbet, og tilbage er minderne, præmien om halsen samt de ’spor’ i kroppen, som bjergene har forårsaget. Det er ikke til at forstå!

For 11 dage siden ankom Jacques og jeg til Oberstdorf, som umiddelbart virkede til at være det tyske svar på Chamonix. Gaderne snørklede sig gennem de hyggede gader med et hav af små butikker på stribe, og ved hvert gadehjørne sad en blanding af turister og lokale og hyggede med en kop kaffe. Midt i centrum lå kongrescenteret som Plan-B, arrangøren af løbet, havde besat til fordel for check in mm. Udenfor stod de velkendte stande, hvor især Gore-Tex og Salomon satte sit præg på området, med gear lir af den helt store kaliber! 8 dages trail lå forude!

Allerede første morgen fandt Jacques og jeg ud af at der ikke var behov for at sætte alarm på telefonen. Deltagerne der sammen med os sov i en gymnastik sal (gjaldt alle dagene), valgte at stå ufatteligt tidligt op, selvom løbet først blev skudt i gang kl. 10. Efter vores mening var det en al for tidlig morgen! Det gav dog god tid til at finde de andre danskere før at startskuddet lød, og blandt os danskere stod:

–          Tonni Bager, Hammer Trail 100 Miles finisher der skulle løbe med en schweizisk pige

–          Peter og Martin, Ironman samt Transalpine Run 2012 finisher fra Løbekompagniet

–          Thomas & Thomas, 24 timers løbere fra Team Ecco Denmark

–          og ikke mindst Lars og Johnny fra Team Extreme

Humøret var højt, mens over 600 mennesker stod klar i deres fineste udstyr i startområdet, med 3 * Team Salomon International hold i front og helikopter flyvende over hovedet. Hold kæft et scenarie! Den tyske løbsleder, Hr. Wolfgang, gav de sidste instrukser, og få minutter efter satte over 600 trail løbere et ben foran det andet – nu ventede 261 km og 15.800 hm+. Ruten ledte os gennem hjertet af Oberstdorf til folks skue, hvorefter vi løb stik syd mod første stigning. Der var vel 5 km asfalt til at starte med, men intet øjeblik kedet folk sig, da ruten var packed med håbefulde mennesker, og en meget lavtflyvende helikopter, der fes frem og tilbage for at få de rigtige film scener. Eliten i front virkede til at nyde det indledende terræn, for tempoet var komfortabelt for den øvede, hvilket i en kort periode fik alle til at føle sig en smule elite;) Det varede dog kun en kort stund, før at asfalt blev til grus, og fladt terræn blev til bakker – bakker som ikke findes i DK:)

Det var tydeligt at alle til at starte med skulle finde deres eget pace. Eliteløberne var forsvundet ind i skoven, og tilbage ’stod’ vi andre og skuede til høje og venstre, hvem der nu var stærkest. Eller i hvert fald lagde hårdest ud. Jacques og jeg kom hurtigt væk fra de andre danskere, men i stedet fik vi følgeskab af to belgiere og to tyskere. Humøret var enormt højt, kroppen havde det perfekt efter en uges hvile og solen stod højt på himlen. Som stempler i en bilmotor arbejdede vi os frem i enten gå tempo eller løb, men ingen af os turde rigtig give den fuld gas, af frygt for at energien ville slippe op for hurtigt. På nuværende tidspunkt var der langt igen, og længere fremme på etapen ventede to stigninger i ukendt terræn.

Dagens sidste stigning kom efter en stigning & drop på 800 hm, hvor underlaget skiftede fra teknisk fast klippegrund til løse sten. Det ustabile underlag trak godt i energidepoterne, og mindede os begge om hvad der ventede i de kommende 7 dage. Men frem kom vi til sidst – en hård dag i bjergene! 1 day done – 7 to go!

2. dagen gik fra Lech til St. Anton. Vejret var gråt og regnfuldt til at starte med, hvilket kun gav en smuk og helt særlig naturoplevelse da vi nåede første stigning. Skyernes formationer omkring de omkringliggende bjerge var helt speciel, og som skiftevis enten blottede eller dækkede bjergtoppene ude i horisonten. Derfor blev første nedløb på dagen et af de smukkeste, hvor Jacques og jeg nød den konstant skiftende panorama udsigt samt det udfordrende og kurvede single trail spor. Hold da op en fantastisk dag, med gode ben og en påmindelse om, at det ikke behøves at være sol fra åben himmel, før at bjergene kan nydes.

3. dagen var dagen alle have ventet på – og ikke mindst frygtet! Dagen mindede mest af alt om Tour de France etapen i år, hvor Alpe d’Huez skulle bestiges 2 gange, hvilket aldrig var sket før. Dagen bød på to toppe, så højdekurven kunne enkelt beskrives med ordene; op/ned/op/ned. Aftenen op til 3. etape, gjorde organisationen et stort nummer ud af at beskrive den første top. Os løbere skulle forvente en teknisk bestigning over sten og is, samt et meget stejlt nedløb. Spændende tænkte vi! Benene var klar kl. 7 om morgenen, og vi hamrede af sted op af første del. Da vi nærmede os toppen, kunne vi alle sammen skue en meget hvid og iset bjergskråning. Da vi kort tid efter ramte isen, var alle stille og i fuld koncentration. Stavene var stadigvæk i vores hænder da de bidrog til den svære balance på de glatte stenflader, samtidig med at vi undgik direkte kontakt med de kolde sten. Tempoet var langsomt, ingen tog chancer. Over vores hoveder hang en redningshelikopter og holdt øje, hvilket var endnu et bevis på at organisationen ingen chancer tog. Toppen blev dog nået uden de store problemer, og fra toppen kunne vi se ned af det fald, vi havde ventet på i spæding. Hældningsgraden var ekstrem, men heldigvis uden sten og is. Havde man været højdeskræk ville man blive udfordret her, dog tog alle det stille og roligt og kom sikkert ned gennem den løse jord. Senere på dagen fik vi af vide, at en stor gruppe havde vendt om ved udsigten til den isede bjergside, samt at flere havde fået det dårligt efter at have nået toppen, grundet udsigten udover det stejle drop. Heldigvis skete der ingen større uheld for Transalpine deltagerne den dag!!

Solen varmede gevaldigt ved andet maddepot, der lå i dalen mellem de to toppe. Det var en smule surrealistisk at skulle bestige et bjerg igen, da vi netop var kommet ned fra et. Der var ikke andet at gøre, end at pakke stavene ud igen, og give den gas. Heldigvis var benene gode, faktisk var det helt rart at gå op ad bakke frem for at løbe, hvilket også ville være helt umuligt her pga. stigningen. Vi startede med at krydse skov, derefter åbne græsarealer for til sidst at forcere højalpint terræn fyldt med klipper og sten. På denne stigning var det også første gang, at vi klatrede hurtigere end vores nærmeste konkurrenter. Som nævnt havde vi holdt øje med de andre teams der lå omkring os på resultatlisten, og her kunne vi så for første gang bevidne at flere teams betalte prisen, af at have løbet for stærkt til at starte med. Nedløbet til slut var så småt begyndt at drille mine ben, grundet den excentriske bevægelse af lårmuskulaturen. Men ned kom vi, til stor tilfredshed og lettelse over at have overstået 3. etape.

4. etape var en etape der bare skulle overståes. 5. etape der lå forude var blot en bjergsprint på 7 km, og dermed også en halv hviledag for os alle. Og det kunne alle godt bruge!! Allerede fra morgenen stod solen højt, og den skulle senere vise sig at være rigtig varm. Ved sidste stigning med 15 km til mål, havde naturen skabt det man kunne kalde for en varmeovn, da stigningen vi skulle bestige kurvede sig rundt om os. Vinden stod fuldstændig stille, mens at terrænet føltes som om at det reflekterede solens varme 100% op gennem kroppen. Stigningen var 800 m høj og dermed overkommelig, men den skulle vise sig at tærre mere på kræfterne end først forventet. Ved toppen kunne man igen mærke en kølende brise, og her ventede så et fald på over 1500 meter. Hældningen varierede fra 25-30 % til 5-10 %, og tempoet var højt hele vejen. De sidste 3 km var rent asfalt ned mod den lille flække, Scoul, og asfalten lokkede til at man slappede lidt af, og bare lod kroppen falde ned af hældningen. Pludseligt mærkede jeg et svirp i min højre fod på undersiden, som føltes som om at jeg fik et slag med en pisk. Sekundet efter begyndte min fod at sove, og smerten var i det øjeblik så stor, og ikke mindst overraskende, at jeg sprang op og skreg. Jeg kunne godt løbe på den, men det føltes ikke godt – slet ikke godt. Jacques gav udtryk for at vi lige så godt kunne komme ned til målområdet, hvor lægen ventede. Det kostede desværre et par placeringer, og da jeg krydsede mållinjen rev jeg skoen af, for at se hvor galt det så ud. Jeg var overbevist om at en sene var sprunget, men der var ingen blodsprængninger at se. Lægen kiggede kort tid efter på foden, og trykkede hårdt for at måle hvor øm jeg var. Utroligt nok var jeg ikke øm nogen steder, og han konkluderede hurtigt at der var tale om en mindre inflammation, og at jeg godt kunne løbe videre i morgen. Så jeg havde ikke noget at brokke mig over! Her skal det nævnes, at foden ikke gav problemer på resten af turen, heldigvis!

5. etape. Bjergsprinten!! – 7 km lang og 900 m stigning. Modsat de andre dage blev holdene sendt af sted en efter en, startende med de lavest rangerede – som var det en ægte enkelstart til Tour de France. På dette tidspunkt var vi nr. 23 på ranglisten, og derfor skulle vi først løbe kl. 11.52. Det var virkeligt rart med en morgen hvor man kunne sove længe og tage den med ro, da vi de foregående dage havde været oppe kl. 4.30. Etapen var fra start til slut op ad bakke. Den foregående dag var vi løbet ned ad samme rute, så vi kendte dens facetter og udfordringer. Især nær toppen vidste vi at stigningen ville tage drastisk til, så det gjaldt om at gemme lidt på energien – dog ville vi ikke tabe tid på etapen til de nærmeste konkurrenter. Allerede gennem byen de første 500 m havde vi hentet de to teams der lå foran os, og tempoet og benene føltes rigtig gode. Stavene var en livsnødvendighed, da det for hvert skridt gav et ekstra skub og var med til at holde et godt pace. Ved mål stod uret på 52 minutter, hvilket på det tidspunkt var 3. hurtigste tid. 15 min efter var det dog ikke tilfældet, da eliteløberne ligesom os havde givet den hele armen. Især Tofol fra Salomon løb stærkt, 40 minutter – av min arm! Etapen sluttede af med frokost på toppen for derefter at søge tilbage til byen via gondol lift.

6. etape viste sig at være den smukkeste og mest unikke etape af dem alle. Kort flad passage blev erstattet af et jævnt stigende klippeterræn, som nær toppen blev til en unik løbeoplevelse. Når toppen løb man skiftevis i et udhug i den massive klippevæg og gennem små mørke grotter, sprængt igennem vha. dynamit. På den anden side ventede et smukt højlands terræn, med græssende køer og får og en masse små vandhul, som sporet susede forbi, på vej mod Italien. Turen var helt speciel, og vil stå som et klart minde for os begge langt ud i fremtiden!

7. etape adskilte sig meget fra de andre. Ruten startede med 16-17 km asfalt løb, hvor stigningen faldt i hm. Jacques og jeg hookede op med Peter og Martin der begge var godt løbende, og vi løb sammen hele den flade passage i tempo 4.30 min/km. Herefter fik vi endnu en gang bjergene at føle. Først stødte vi på et par småstigninger, hvorefter vi blev ført op ad en 1600 m stigning. Al den energi og alt det overskud der var tilbage blev fjernet, og især Jacques havde kortvarigt et energiunderskud, der hurtigt blev plejet med en omgang Snickers. Så der skal sjældent mere til:) Slutningen var som altid placeret i en alpeby, så et fald på 1000 hm stod igen på menuen som slut ingrediens. Kort sagt, så var mine lår ved at springe ved slutningen af 7. etape, især venstre lår gjorde ondt som aldrig før. Pludselig virkede 8. og sidste etape meget lang! Det positive var dog, at vi for første gang endte på en samlet 21. plads i vores klasse.

8. etape var den der for mit vedkommende var sværest rent mentalt at overskue. Vi havde været i gang i mange dage nu, og så utroligt tæt på mål. 40 km ventede, med 2000 m stigning og endnu vigtigere 3000 m fald. Mit venstre lår havde brokket sig gevaldigt efter afslutningen på 7. etape, så at skulle falde 3000 m var ikke mit ønske scenarie. Jacques var til gengæld utrolig frisk, da hans kompetence for nedløb havde gjort det noget nemmere for ham de foregående dage. Han fløj nærmest ned! Etapen startede som alle andre med en stigning, hvor vi nåede op på det højeste punkt i år, nemlig 3160 meter. Tempoet var højt, og da vi nåede toppen var vi kun 2 min bag elite kvinderne fra Team Salomon. Herfra faldt vi 1000 meter i åbent terræn, for derefter at søge i ly fra solen i et skovområde, hvor det så småt begyndte at flade ud. Jacques begyndte at få problemer med brystet, for hver gang han trak vejret, og det satte vores tempo ned i en kort periode. Det passede mig fint at gå lidt, da jeg var godt udkørt, men efter kort tid var Jacques fint oppe og ‘køre’ igen. De næste 15 km var som sagt i skov, hvor ruten konstant varierede mellem små op og nedløb. Det blev ved i en uendelighed, og de løbere som vi fulgte klagede sig også gevaldigt, bl.a. ved at stønne irriteret hver gang vi steg. På dette tidspunkt var tilstanden i mit venstre lår rigtig slemt, hvilket endnu en gang forsinkede os en del. Jacques var stærk, mens jeg led. Jeg prøvede at slippe håndbremsen hvor terrænet tillod det, for at undgå smertende opbremsende bevægelser, men det var svært i de omstændigheder vi var havnet i. Det hjalp dog en del at højre ben fik fornøjelsen af at tage de værste stød. Med 10 km til mål fortalte Jacques, at ham der lå foran os (ca. 100 m), var blevet forladt af sin makker, og kunne vi slå ham med 1 min, kunne vi rykke op i top 20. På det tidspunkt havde jeg det svært ved at overskue konkurrenceelementet, men jeg kunne mærke at Jacques var tændt på ‘at vinde’. Derfor prøvede jeg mit bedste, og til stor glæde gav det pote med det samme. Ved en mindre stigning satte vi begge i galop, og fyren fulgte ikke med. Kort efter oplevede vi det vildeste drop hvor det nærmest var umuligt at stoppe op grundet hældningen. Vi gav den al hvad benene kunne trække, og efter 10 min kunne vi ikke se nogen løbere bag os. 5 km til mål ramte vi sidste maddepot, vi tog et glas vand og løb videre. Ruten var fladet ud, men vi prøvede begge at holde tempo, hvilket viste sig at være 4.35 min/km tempo. Tempoet blev holdt til mål, hvor vi løb ind i tiden 5.21. Festen i Latsch var godt i gang de vi krydsede mållinjen, da målområdet var fyldt med trætte løbere samt et hav af lokale italienere. Desværre rykkede vi ikke op i top 20, men holdt vores placering som nr. 21. 8 dage var overstået med 261 km og 15.800 hm – what a week!

Transalpine kan bestemt anbefales til alle der elsker terrænløb i bjerge. Løbet er hårdt, men også en fantastisk måde at få løbet en masse km/hm i bjergene! Udover løbet har det også været en fantastisk god oplevelse at møde mange andre glade løbere, og at sidde efter hver etape og hygge i danskerlejren, gjorde heller ikke turen værre:)

Nu skal der restitueres!

– Andreas