Tanker efter Ice Ultra

Landet – også mentalt

Så er jeg ved at være tilbage efter mit løb i Lapland. Ikke kun fysisk, men også mentalt. Begge dele har taget tid. At det ville tage tid at komme mig fysisk, var ikke nogen overraskelse – det havde jeg regnet med. Men den mentale restitution har til gengæld fyldt mere, end jeg havde forventet. En fire-fem dage efter jeg var kommet hjem, sagde min kæreste, at nu var jeg ved at være tilstedeværende igen, hvilket hun syntes var meget rart! Jeg gik simpelthen rundt i min egen lille osteklokke, efter jeg kom hjem. Ice Ultra var mit første etapeløb og flere dage på sporet og samvær i hytterne om aftenen med de andre løbere har givet mange indtryk, der skulle fordøjes.

De første dage af løbet gik der mange tanker igennem hovedet på mig. Jeg var generelt mere alene på ruten, end jeg havde regnet med og her kom min lydbog til god nytte. Slagtebænk Dybbøl var valgt og det var ganske passende, når jeg traskede af sted i den svenske ødemark at høre om den danske retræte midt om natten, hvor soldaterne gik op mod 60 km. og nogle døde af kulde. Så var min tur ikke så slem alligevel.

Ice-Ultra_BTU-4062

Foto: Martin Paldan
Alene på sporet.

Tempoet

Jeg var i hvert fald ikke tæt på at dø af kulde! Det var langt varmere for årstiden end normalt. Normalt er dagstemperaturen minus 10 til minus 20 grader og helt ned til minus 30 grader om natten. Men denne vinter var usædvanlig mild. Vi lå kun lige under frysepunktet, hvilket gjorde sneen blød og dermed tung. Det sugede mange kræfter ud af benene og stort set alle løbere havde sneskoene på inden de første 10-15 km. af den første etape. Alle håbede at få sneskoene af igen på de senere etaper, for sneskoene kostede ekstra kræfter og gjorde det endnu sværere at løbe. De fleste røg altså over i march pga. sneskoene og der blev de også, for føret ændrede sig ikke nævneværdigt i løbet af de 4-5 dage løbet varede. Først på den fjerde og sidste etape smed jeg sneskoene efter 27 km. Det var for at undgå yderligere forværring af et betændt skinneben og i håbet om, at jeg kunne bevæge mig hurtigere og måske endda løbe lidt mere, da der var blevet varslet, at sneen ville blive mere fast længere fremme. Jeg kom også lidt op i tempo, men klarede det kun, fordi jeg havde stave med, som kunne hjælpe mig på de stræk, hvor sneen var blødest. Meget løb blev det dog ikke til. Det var stadig mest hurtig march med enkelte korte stræk, hvor jeg løb.

Det var mentalt hårdt at indstille sig på, at løbet primært skulle klares i hurtig march. Det betød flere timer på sporet, flere timer i mørke, flere timer alene og færre timer til restitution og hygge. Den situation skulle lige accepteres i løbet af de første par dage.

Foto: Martin Paldan Vinderen, der som den eneste stort set løb hele tiden.

Foto: Martin Paldan
Vinderen, der som den eneste stort set løb hele tiden.

Oppakningen

Rygsækken var tungere, end jeg havde regnet med. Især i forhold til den bløde sne. Jeg havde for meget tøj med og måske også lidt for meget mad. Skulle jeg deltage i et lignende løb igen, ville jeg gå endnu mere op i at vægtoptimere. En stor del af det tøj, som jeg ikke brugte, var dog obligatorisk pga. den potentielle kulde, så det skulle jeg have med lige meget hvad. Rygsækken var også for stor rent volumenmæssigt. Det overraskede mig hvor hurtigt indholdet i den krympede, efterhånden som jeg fik spist mig igennem den.

En ultraløb som Ice Ultra handler mere om det mentale end om det fysiske. At kunne holde humøret og motivationen oppe i løbet af de mange timer på sporet, hvor terrænet til tider kan blive lidt ensformigt, selvom det stadig er fascinerende og smukt. Fx kan det godt tage pippet lidt fra én, når man på en sø overhales af en snescooter og bare ser den forsvinde i horisonten uden at tage et eneste sving! Vi gik 15 km. over den nævnte sø, hvor der vel var ét sving undervejs. Det var forfærdeligt hårdt rent mentalt.

Foto: Martin Paldan Lang vej hjem.

Foto: Martin Paldan
Lang vej hjem.

Konkurrencen

Hvis man som jeg er en lille smule glad for konkurrence, er det vigtigt at holde styr på ens nærmeste konkurrenter. Hvornår kom de ind før og efter dig på etapen? Hvor langt er de foran? Hvordan ser det samlede klassement ud dag for dag? Det formåede jeg ikke. Da den fjerde og sidste etape blev sat i gang lå jeg på en pæn 3. plads, men jeg troede, at nummer 4 og 5 var tættere på i klassementet, end de egentlig var. Så da de meget tidligt på etapen overhalede mig og forsvandt i et efter forholdende hæsblæsende tempo, tænkte jeg, at der ingen grund var til at jagte dem. Men det var der! For da jeg så den samlede stilling dagen efter, var jeg endt på en 5. plads, men jeg havde kun 6 minutter op til nummer 4 og ca. 35 minutter op til nummer 3. Havde jeg vidst det undervejs på etapen, ville jeg have jagtet dem mere, for jeg kom sådan set i mål med fysisk overskud og kunne sagtens have løbet mere. Jeg manglede bare den mentale motivation, der kunne få mig til at presse lidt hårdere på. Når det så er sagt, handler et løb som dette stadig mest om den personlige udfordring, mødet med nye mennesker og den fantastiske natur. Selve konkurrencen er sekundær. Vi var jo trods alt kun 20 løbere, der stillede til start og der var ingen store præmier på spil, så reelt betyder det intet, om jeg blev 3’er, 4’er eller 5’er – eller om jeg kom sidst! Det vigtigste var eventyret.

Foto: Martin Paldan
Xavi, der blev to’er. Havde fornøjelsen af hans selskab flere gange.

Igen?

Jeg har lært meget af mit første etape-ultraløb. Vær klar på mange timer i ensomhed. Optimer rygsækken så det kun er det allermest nødvendige, der er med. Hold styr på dine nærmeste konkurrenter, hvis du vil konkurrere. Og vigtigst af alt: Hold humøret oppe! Til næste gang skal jeg helt klart have uret programmeret, så det kan hjælpe mig med at holde styr på distancen undervejs.

Ville jeg gøre det igen? Ja! Etapeløbene byder på en fantastisk mulighed for at komme ud på nogle lange etaper, men samtidig sidde i lejren og slappe af om aftenen og lære nye mennesker at kende og dele dagens indtryk med dem. Jeg ville gerne løbe etapeløb med oppakning igen, men jeg tror nu, at jeg mest ville foretrække en dagstursrygsæk og så en stor dropbag til lejren, for at kunne bevæge mig hurtigere og mere frit i terrænet. Det ville nok også hjælpe på vægten i rygsækken, hvis ikke løbet foregik i et arktisk klima, der krævede en masse ekstra tøj. Desværre er etapeløbene ofte en del dyrere en endagsløb og økonomi og tid er begrænsende faktorer i manges planlægning – inklusive min. Når det så er sagt, har jeg nok ikke løbet mit sidste etapeløb.

Jeg kan på det varmeste anbefale Beyond The Ultimates løb. Det er nogle gode mennesker, der står bag og de fire løb, som de arrangerer, byder hver især på unikke oplevelser og udfordringer. De havde en god forståelse for den tid og de penge, som folk havde lagt i et sådan løb og gjorde meget for at skabe så god en oplevelse som muligt. Jeg ville gerne løbe et løb hos dem igen, men løb som 4 Trails eller Transalpine ser også spændende ud, da de netop er etapeløb, men med dagstursrygsække og dropbags til lejren. Tiden vil vise det – og økonomien. Jeg må vist hellere se at få vundet i lotto!

Foto: Martin Paldan Allan og Camilla. De første Grand Slammere! Og så var de også en del af det fantastiske selskab undervejs.

Foto: Martin Paldan
Allan og Camilla. De første Grand Slammere!
Og så var de også en del af det fantastiske selskab undervejs.

Egentlige løbsrapporter fra Ice Ultra kan bl.a. findes her og her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s