Som de fleste nok ved, vandt Casper Wakefield for kort tid siden Yukon Artic Ultra på 430 miles distancen, samt satte nye ‘bane-rekord’. Distancen tog Casper lidt over 7 dage at gennemføre, hvilket betød næsten 100 km om dagen i minusgrader og teknisk udfordrende sneterræn. EXPL har været heldig at få et interview med magtmanden, som gjorde det de færreste nok troede var muligt.
Foto: ©martinhartley
Foto: ©martinhartley
– Hvordan træner man til et 692 km langt løb?
Det er selvfølgelig meget mængdetræning og mange km der skal i benene. Det drejer sig ikke kun om kondition, men også om at styrke led, sener og muskler. Samtidig opbygges evnen til hurtig restitution og en forbedret fedtforbrænding. Min fedt forbrænding lå omkring 75% inden løbet
Jeg trænede “core” ved at løbe med et bildæk på slæb, hvilket også vænnede mig til at trække slæden efter mig. Det gjorde mig også komfortabel med sele-tøjet, da det var det samme jeg anvendte under løbet.
Jeg havde 3 træningslejr i Sverige, hvor jeg trænede løb i kulde, samt løb i sne, både blødt sne, løb i scooter spor, på langrendsløjper (kuperet), samt på skovsøer.
Tidsmæssigt har den effektive træningstid ligget på ca 15-17 timer om ugen. Den længste uge var på 300 km, hvor jeg trænede effektivt i 23-24 timer.
Foto: ©martinhartley
Foto: ©martinhartley
– Hvad havde du liggende i slæden?
Sovepose, Bivi, køkkenudstyr, sikkerhedsudstyr (sav, spade, 1.hjælps kid) mad, energibarer, kogende vand på termoflakser, skiftetøj, ekstra varm dunjakke til pauserne, ekstra handsker, snesko, NEOS (overtræksstøvle) til når der er vandhuller i isen.
Foto: ©martinhartley
– Hvordan holdt du varmen både dag og nat?
Jeg løb ca 21 timer i døgnet, og sov ca 1 time i døgnet med undtagelse af den første dag, hvor jeg sov3-4 timer, og den dag hvor vi havde tvungen hvile, der sov jeg ca 3 timer. Det vil sige, at jeg har hold mig i gang det mest af tiden og dermed produceret varme til at holde mig i gang. Jeg havde en sovepose, som gik ned til -50 grader, samt en downjacket, som gik til -40 grader. så selv når jeg stod stille havde jeg udstyr der kunne klare forholdene. Det blev aldrig koldere end – 35 grader, hvilket er billigt sluppet på de kanter, hvor de 2 uger forinden havde haft ned til -54 grader.
Jeg havde også medbragt kemiske varmeposer til handskerne, hvilket jeg brugte hver nat, til at få varmen hurtigt efter jeg havde stået stille for at spise eller sove. På 4 checkpoints kunne mand sove indendørs, hvilket jo gjorde det hele lidt mere behageligt!
De koldeste øjeblikke var når jeg sov udendørs under åben himmel, og de 5 minutter fra jeg stod op til pulken var pakket og jeg igen kunne begynde at løbe igen og dermed få varmen.
Foto: ©martinhartley
– Hvad var den største oplevelse på ved mod Dawson?
antiklimaks var klart at komme i mål kl 5 om morgenen og blive modtaget af 2 søvnige officials. Der var ingen målstreg, da den stadig var ved 300 miles målet i Pelly Crossing, hvor der stadig kom løbere ind på den distance.
Checkpointen Pelly Farm var helt unikt. Her var der tvungen pause i 8 timer. Mand er gæst hos Dale og Sue i deres private hjem på en ødegård. De har 50 km til den nærmeste købmand. Da jeg ankom bliv jeg trukket ind i deres dagligstue, og placeret i Dale’s lænestol, hvorefter de begyndte at tage mine pigsko af og hjælpe mig af med tøjet. Sue havde lavet den største lasagne til mig jeg nogensinde har spist. Herefter puttede hun mig i deres gæsteværelse, som jeg husker min farmor puttede mig da jeg var dreng, og trykkede dynen ned om hele kroppen. Hun havde lagt et par ekstra puder i fodenden, så min ben kunne ligge højt og blodet løbe fra (jeg troede hun var tankelæser) da jeg vågnede havde Sue lavet æg og bacon, samt store fede american pancakes, samt lidt havregrød – jeg spiste som en konge 🙂 da jeg smuttede af sted igen, fik jeg en lille Beanrwrap med, som jeg kunne spise i sporet. De havde tænkt på alt 🙂
Da jeg nåede toppen af King Salomons Dome (1250m) blev jeg mødt af det mest fantastiske nordlys oppe på højderyggen. Herfra var der kun et marathon tilbage til Dawson City, og det gik mest nedad:) “Nu føles det godt nok tæt på”, omend det endte med at føles som et langt marathon til sidst.
Foto: ©martinhartley
– Hvordan vil du beskrive løbet (keywords)?
Fantastisk naturoplevelse, varieret miljø, mentalt udfordrende, korte men meget intensive venskaber for livet.
Foto: ©martinhartley
– Var målet hjemmefra at slå Course-record?
Ambitionen var at vinde og slå løbsrekorden. Jeg havde et lille plastlamineret papir med, med de tider jeg skulle overholde for at slå rekorden. Jeg havde også Greg McHales tider og mellemtider med, så jeg vidste hvordan jeg lå til i forhold til ham
– Vender du tilbage næste år?
Det gør jeg helt sikkert ikke. Jeg tror energien skal være helt speciel og motivationen helt i top når mand laver et sådan løb, og jeg tror det vil være svært at mobilisere dette omkring det samme løb igen. 430 miles distancen afvikles også kun hvert 2. år. Men jeg har ingen umiddelbare planer om at vende tilbage, med mindre rekorden bliver slået selvfølgelig 🙂
Foto: ©martinhartley
_________________________
Tak for interviewet Casper, og endnu en gang tillykke med magtpræstationen! Skulle man være interesseret i at høre mere, kan man se et interview med TV2 News her:
– Andreas
Exploring The Limits 