Så er der kommet tempo på

Nogen træningspas glemmer man med det samme, så snart af skoene snøres af mens andre forbliver i hukommelsen, og bringer glæde samt motivation. Sidstnævnte fandt sted i går, hvilket ellers var yderst uventet (klassisk eksempel). Jeg havde været på arbejde til 16, og skulle nu fra Nærum til Østerbro hurtigst muligt, for inderst inde gad jeg nok ikke rigtigt. To dage før havde jeg løbet stort set samme tur, og ruten bød primært på asfalt og lange lige veje. Men modsat i mandags, brokkede maven sig ikke med et irriterende sidestik, og generelt føltes kroppen bare bedre i går. Jeg ved ikke om det var fordi at jeg konkurrerede mod mig selv om min tid på 1 time og 3 min, men uanset havde jeg bare tydeligvis mere aerob power. Tjek træningspasset ud her: carlsen87’s Running Move 20.2.2013 – Move at Movescount.com

Langt 'træningspas' i lidt langsommere tempo:)

Langt ‘træningspas’ i lidt langsommere tempo:)

Ruten startede dog med at være teknisk udfordrende, da jeg skulle passere en mindre trail sti ved Eremitagen, og hvor alt var spejl blankt. Jeg var så mega tæt på flere gange at glide i de ‘ikke is glade’ Kayano asfalt sko, hvilket selvfølgelig havde stor betydning for tempoet. Men derefter fløj jeg afsted, og mod forventning kunne jeg hæve tempoet stille, jo længere jeg kom. Men en gennemsnitsfart i begyndelsen på 4.20 min/km, endte jeg med at løbe det sidste store stykke på 3.55 min/km – og her var der altså overskud til at tænke og nyde turen hele vejen. Turen tog i alt 59 minutter, og var endda 100 meter længere end ruten i mandags. Det er længe siden at jeg har løbet 15 km/t over en længere strækning, og derfor var følelsen nok ekstra fed, kombineret med overskuddet hele vejen. Ruten kan bestemt løbes hurtigere, dog ikke sikker på at jeg når det inden operationen på onsdag. Og nu sidder du/I nok og undrer jer hvordan jeg kan slå egen rekord og løbe tempo løb og så i samme sætning nævne en knæ-operation om 6 dage. Det er også lidt mærkeligt, men skaden går ikke direkte ind og hæmmer mig under træningen, men konstant (i både løb og hvile) mærkes som ‘noget der ikke føles naturligt’. Det er kun ved meget store belastninger, såsom efter 80 km trail til Western States 100, at skaden provokeres i så høj grad, så fortsat løb er enten dumt eller direkte umuligt. Jeg har prøvet at hvile (i 2 måneder!!!!), og intet har hjulpet – så nu skal der ske noget drastisk. Jeg sidder dog lidt og håber, at fordi at skaden kun føles som en irritation fremfor hæmning, så må problemet også være af mindre grad. Men nu må vi se hvad lægerne finder på onsdag, jeg vil desværre ikke være vågen under operationen til at følge med på skærmen. Man har åbenbart nu droppet spiral bedøvelse, og i stedet giver man i dag fuld narkose.. Hmm…

Som en konklusion på en masse ‘ævl’, kan det herfra anbefales, at man får fat i et ur og begynder at konkurrere mod sig selv – det giver et energiboost udover det forventede:)

– Andreas

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s