Løbsanmeldelse: 10 Peaks, The Lakes

Mål efter ca. 14½ time.

Mål efter ca. 14½ time.

10 Peaks, The Lakes:

Løb det, hvis du:

  • Vil se det nordlige England og de smukke bjerge – det er vildere og flottere, end man lige regner med!
  • Kan lide højdemeter – 5600 af dem pakket ind på 73 km.
  • Kan lide selv at skulle finde vej. Navigationen er ikke svær og ruten ligger som GPX, men du skal stadig tænke dig om.
  • Vil have lækre depoter med masser af produkter fra Cliff.
  • Besøge den hyggelige by Keswick, der har alpestemning, men er i engelsk stil.
  • Er tosset med Bed & Breakfasts (jeg sov dog på campingplads).
  • Kan lide at tanke vand direkte fra vandløbene i bjergene. Rådet fra arrangørerne var, at man skulle holde sig over fårene… Men der var får over alt!
  • Elsker bjergløb, der kan nås på en weekend. Dette løb kan også sagtens kombineres med yderligere ferie – det er oplagt!
  • Nyder relativt små løb. Små 100 deltagere de sidste par år.

To teammedlemmer har løbet dette løb, nemlig Christian og Jesper. Læs deres løbsberetninger her og her.

10Peaks1

På vej ned fra første top.

10Peaks2

Stadig på vej ned fra første top og mod første depot.

10Peaks3

Genvej iflg. en af de lokale løbere.10Peaks4

10Peaks

Campingpladsen hvor jeg boede og udsigten fra mit telt.

Løbsanmeldelse: Tromsø Skyrace

 

Tromsø Skyrace 2014 2

Tromsø Skyrace

  • Løb det, hvis du:
  • Ønsker en super teknisk trailrute på 45 km. og 4400 højdemeter.
  • Elsker Norge med fjelde og fjorde.
  • Vil have en chance for at møde Kilian, Emilie og måske også andre store trailstjerner.
  • Vil have en rensdyrburger i mål sammen med Emilies hjemmebagte kanelboller.
  • Elsker bjergløb, der kan nås på en weekend.
  • Kan lide at tanke vand direkte fra vandløbene i fjeldene.
  • Nyder små løb (der var maks 100 deltagere første år).
  • Vil løbe et løb, hvor mange nationer er repræsenteret. 25 nationer deltog i løbets første udgave. ”Where are you from?” blev en standardsætningTromsø Skyrace 2014 1

 

Bloggen går i dvale – vi fortsætter på Facebook

Det har i den grad været en svær beslutning om hvorvidt at bloggen skulle fortsætte eller ej. Der har i den sidste måneds tid været fordele og ulemper ved begge valg, og efter mange timers overvejelser står det nu fast. Bloggen går i dvale. Bloggen vil dog fortsat være tilgængelig/online, da vi har vurderet at artiklerne stadigvæk kan have interesse for flere i fremtiden.

De første billeder der så dagens lys:

cropped-p7146464.jpg cropped-p7086247.jpg

IMG_0751 IMG_0713

Siden d. 25. april 2011 har bloggen bragt historier indenfor trailløb, Adventure Races og bjergbestigninger. Den har delt sjove Slaraffenlands videoer samt interviews om op- og nedture osv… Fælles for historierne har været den menneskelige udholdenhed, udholdenheden til succes, til gavn og inspiration for andre. Ligeledes har bloggen stået som samlingspunkt for diverse events og Trail Camps, hvor nye venskaber er blevet knyttet under unikke naturoplevelser.

Vi skal videre, og videre og vi vil satse på facebookgruppen, som nu også ændrer karakter. Hvad der kommer til at ske af spændende ting, vil snarest blive præsenteret.

Hammer Trail 2013

5

Vi håber at du har haft en god oplevelse med bloggen de sidste 3,5 år, for det har vi i den grad! Vi håber at et nyt fokus vil vise sig at være den rigtige beslutning, med mål om fortsat at dele historier og inspirere og underholde andre!

Venlig hilsen

Team Trail Copenhagen/Andreas Carlsen

Henrik Westerlin og træningen i Indien

Vi har spurgt Henrik Westerlin, hamrende dygtig dansk ultraløber bosiddende i Indien, hvordan han træner frem mod løb såsom Ws100, UTMF, 12 timersløb mm (listen er lang). Umiddelbart ville man måske tro, at en dansker bosiddende i Indien med så imponerende resultater i ‘bagagen’ (f.eks. WS100 i tiden 20.46.43) ville have absolut fantastiske træningsfaciliter lige i baghaven, og dermed NEMT kunne træne til de store bjerge i udlandet. Men efter at have læst dette interview viser det sig dog ikke at være tilfældet for Henrik, der må nøjes med løbebånd og x antal runder i den lokale park i +35 grader. Med så imponerende resultater og knap så fantastiske træningsvilkår, får det mig til at tænke på citatet, ‘Hvor der er vilje er der vej’ – og vilje er der bestemt tilstede for Mr. Westerlin!

- Hvordan er træningsfaciliteterne hvor du bor i Dhaka?

For at give et lidt mere komplet billede af mine træningsforhold, vil jeg nævne at jeg tilbringer ca. halvdelen af min tid udenfor Bangladesh hvor Dhaka er hovedstad.

Med al den rejseaktivitet og det faktum at jeg bruger meget tid i byer og lande hvor træningsforholdene ikke er ideelle har det betydet at jeg har lært at være fleksibel. Træningsforholdene specifikt i Dhaka er enten i og omkring parker eller på et løbebånd på taget af den bygning jeg bor. Løbebåndet er omringet af vinduer som får det til at virke som et drivhus. Med 30-40 gr. udenfor har AC anlægget derfor aldrig rigtig slået til. Udendørs, er udfordringen er at der ikke er nogen stigninger, temperaturen og luftfugtigheden er altid høj og trafikken kræver en masse opmærksomhed.

Billedet er fra KL, Malaysia, hvor mine træningspas på løbebåndet typisk er med fokus på korte og lange tempoløb

Billedet er fra KL, Malaysia, hvor mine træningspas på løbebåndet typisk er med fokus på korte og lange tempoløb

- Hvordan udnytter du faciliterne (byen, naturen, parkerne, varmen mm)?

Fleksibiliteten kommer ind i form af at planlægge mine træningspas så jeg får trænet på båndet når jeg skal inkorporere stigning i træningen frem mod konkurrencer i bjerge og generelt bruge varmetræningen til min fordel når jeg konkurrerer. De sidste måneder har mit fokus været flade løb hvor jeg er stærkest pt. på grund af min træningsfokus på fladt terræn.

På Borneo i juni lykkedes det at være konkurrencedygtig i ”reel-feel” temperaturer på op til ca. 45gr. Igen i juli havde jeg et godt 12-timers løb i Oslo med 33gr og skyfri himmel hvor jeg havde fordel af at have trænet tempo på flade stræk i varmen. Jeg nåede ikke mit mål i Oslo men andre var længere fra deres mål på grund af varmen…

IMG_4537_Edna_Leikvoll_Henrik_Westerlin

Jeg sørger for at være specifik i træning og hvert træningspas har et formål, hvilket betyder at jeg heller ikke har nogle ’A-løb’ i bjergene før næste år hvor jeg forventer at adgang til forhold som kan forberede mig til UTMB i slutningen af august. Jeg deltager i Vietnam Mountain Marathon på 75km med 3000 højdemeter den 20. september, hvilket vil være et ’B-løb’ med målet om at genvinde lidt af den bjergstyrke jeg byggede op tidligere i år og for at få en løbeoplevelse i flotte omgivelser.

- Du konstaterede ifm. UTMF at din kvalitet i træningen nok ikke havde været god nok. Hvad oplevede du af problemer? Og hvad vil du gøre anderledes næste gang?

Jeg lærte at jeg ikke kan træne på et niveau hvor jeg er konkurrencedygtig med de forhold jeg har adgang til i øjeblikket. 15% stigning på et løbebånd kan ikke forberede én til 45-50% stigninger med reb. Værre var det tekniske terræn som min ankel ikke kunne holde til efter skaden jeg pådrog mig i februar til Rocky Raccoon. Jeg har registeret mig til Rocky Raccoon igen i 2015 hvilket er mit næste A-løb. For at undgå skader igen – er jeg begyndt at lave forskellige styrkeøvelser for anklerne og håber det vil være tilstrækkeligt.

- Dyrker du en specifik løbestil når du træner, og evt. benytter specifikke træningssko?

Min løbestil er inspireret af ’chi-running’, ’barefoot’, ’pose’ og hvad de ellers hedder. Jeg kan ærlig talt ikke kende forskel på dem.

1512525_10152211243717873_695495252_n

Jeg fokuserer meget på at være afslappet og løbe ’frit’. Kroppen sender nogle gode signaler som jeg har lært at lytte til. Især når jeg deltager i konkurrencer som bringer mig ud over 8-10 timer er kroppens signaler særligt tydelige… Nogle opfatter det måske som ubehagelig smerte der skal kompenseres for eller endda tages smertestillende imod. Jeg ser det som det vigtigste redskab jeg har til at komme effektivt ud på den anden side.

Denne stil betyder også at typen af træningsko ikke er specielt vigtig. Variation i valget af træningssko er dog vigtig for mig. Jeg løber i alt fra Vibram Five Fingers til Hoka One One til racing flats, hvilket giver tilstrækkeligt med variation til at undgå skader som følge af træningsuger på op til 200km. Hvis jeg for eksempel begynder at mærke stivhed i læggene skifter jeg til en sko med lidt større heel-toe drop som aflastning. Det hjælper i langt de fleste tilfælde.

- I perioden op til en lang konkurrence, hvor stor er mængden af træning?

I de sidste 2 måneder op til Rocky Raccoon 100 miles havde jeg nogle uger på ca. 150-170 km, med 202km som det længste. De sidste 3-4 uger op til løbet nedtappede jeg træningen og løb 70km to uger inden og 30km i ugen op til konkurrencen. Jeg er stor tilhænger af hårde lange træningspas og lige så stor tilhænger af restitution og afslapning op til konkurrencer, hvilket egentlig minder meget om traditionel maratontræning.

IMG_4682_Pall_herrer12H_Kjetil_Bergrem_Henrik_Westerlin_Christian_Duus

Test af PowerBar produkter

Hen over forår-/sommersæsonen har jeg haft den fornøjelse at teste forskellige PowerBar produkter. PowerBar har som energibrand været kendt internationalt I årevis, men for mig var det ganske nyt at smage på de forskellige produkter.

Luis Alberto Hernando med Powerbar Hydro Gel. Foto: Droz Photo

Luis Alberto Hernando med Powerbar Hydro Gel. Foto: Droz Photo

Normalt benytter jeg kun energiprodukter på lange ture i terræn, hvor mulighederne for at købe Snickers eller lignende er begrænset. Årsagen til det begrænsede forbrug på årsbasis, er da jeg så vidt det er fornuftigt, ønsker at undgå den ekstreme søde smag som mange af produkterne på markedet smager af. Billige er produkterne heller ikke.

Til gengæld er de uundværlige ifm. lange intense træningsture samt konkurrencer, hvor jeg på et døgn når at indtage 15-30 stk. Derfor var det oplagt for mig at udforske nyt territorium, ved at prøve produkterne fra PowerBar.

I forsendelsen var der adskillige PowerBar Gels, hvilket nok kan betegnes som den klassiske vare – den alle kender. Gel’en findes i et hav af smagsvarianter, er lille og tyk, og passer fint i hånden på de lidt længere løbeture. Til gengæld passer de skidt i frontlommerne på min S-Lab Skin taske. På flere af mine løbeture havde jeg problemer med at få fat i dem i bunden af lommen, mens at jeg løb og holdt fokus på det tekniske underlag. På lange ture kan det godt udgøre et irritationsmoment, lidt ligesom en halvtom Soft-flaske der ikke er til at trække op ad lommen. Det er dog en mindre detalje.

powerbar-gel-aeble-p.jpg

Mængden i en gel er relvativ stor (vejer i alt 41 g), og med en energimængde på 107 kcal, får man et ordentligt energispark på kort tid. Ikke nok med at mængden af energi er stor, så benytter PowerBar sig også af C2max, hvilket er energi fra både glukose og fructose. Kort fortalt så dikterer menneskets fysiologi, at jo flere typer af monosakkarider der forefindes i et produkt, jo større mængden kan man optage. Nogen kaldet det en dobbelt energi blanding, et 2:1 glukose til fruktose forhold. Som det ses på figuren nedenfor, kan man ved tilførelse af både glukose og fruktose, optage energien via kanalerne SGLTI & GLUT5. Havde produktet kun indeholdt glukose, ville GLUT5 kanalen forholde sig lukket for optag:

M9780323045827-029-f009

Mængden af gel synes jeg føles stor når man med knyttet hånd tømmer indholdet, og konsistensen er meget lig andre kendte gels – og dermed meget forskellig fra de isotoniske gels. Fordelen ved en gel, er at man ikke skal slæbe på alt det ekstra vand, som en isotonisk gel har fået tilført. Omvendt anbefaler selv PowerBar, at man efter indtagelse af en gel, supplerer med vand.

I forhold til andre produkter jeg ellers plejer at løbe med, er energimængden på 107 kcal højt på skalaen. Men endnu mere imponerende er det, at en enkelt gel indeholder 205 mg natrium (salt). Konkurrerende produkter tilbyder typisk lavere end 75 mg, så her skiller produktet sig virkelig ud fra mængden.

I varme forhold såsom løb om sommeren eller i sydens sol, kan det bestemt anbefales at holde øje med mængden af natrium i de produkter man tager med på tur. Selvom kroppen er god til at tilbageholde en stor mængde salt via svedkirtler, så kan man ikke undgå at tabe meget salt – især hvis man ikke er akklimatiseret. I det tilfælde kan PowerBar Gels bestemt anbefales.

Desværre er der for mit vedkommende, et problem med gels’ne fra PowerBar – eller nok nærmere gælder alle klassiske gels-produkter. De er ikke isotoniske. Denne klage er selvfølgelig udelukkende af personlig karakter, for jeg fornemmer at mange udholdenhedsløbere kan blive ved i en uendelighed med at indtage den ene gel efter den anden uden de mindste problemer. I de tidligere løb jeg har deltaget i såsom Mors 100M, Spartathlon og Hammer Trail 100M, har jeg måtte sande, at det er jeg simpelthen ikke i stand til. Typisk efter 5-7 timers løb (ifm en konkurrence) kan jeg ikke indtage flere gels. På det tidspunkt er min krop ved at få nok af sukkerkoncentrerede produkter med meget sød smag, og resultatet ender typisk i kvalme – en kvalme der umuliggør fortsat indtagelse af koncentrerede sukkerprodukter.

12250164976_7cd10f1263_z

Det tog mig lang tid at finde ud løsningen, og løsningen fandt jeg i isotoniske produkter. Jeg oplever at de er markant nemmere at indtage i stressede situationer, hvor kroppen har brug for energi flere gange i timen, men ikke tolererer en klæg konsistens med sukker smag. Personligt er isotoniske gels den perfekte løsning, og jeg må derfor acceptere at de isotoniske gels som jeg medbringer under konkurrence, ikke er lige så energitætte som klassiske gels. Til gengæld kan jeg fordøje dem, uden at kroppen sender ’noget retur’. Dette er selvfølgelig en meget personlig ’klage’ af gels i bred forstand.

Derfor er PowerBar gels perfekte til mine lange intense træningsture i terræn, hvor jeg også har haft stor glæde af mængden af energi og salte, og ikke skal kæmpe med kræsenhed, kvalme eller lignende. Energien har gels’ne kunne opretholde gennem alle træningspassene, og trods den klæg konsistens, er det skønt med et hav af smagsvarianter at vælge imellem.

Skærmbillede 2014-08-07 kl. 11.02.10

Energibaren fra PowerBar var enorm interessant da jeg for første gang stiftede bekendtskab med produktet på tur rundt i Silkeborg området. Konsistensen og smagen var ny – det hele var nærmest nyt ved produktet. Oplevelsen i forbindelse med flere langevarende træningspas var super god, og jeg må indrømme at produktet kom lidt bag på mig. Nu havde jeg prøvet den klassiske gel, men det her var noget helt andet!

Smagsoplevelse er altid individuelt, nogen er til appelsin mens at andre vælger citrus. I forhold til energibaren var det første gang, at jeg kunne indtage et produkt med smagen ‘berry blast’, uden at skulle ignorere den dårlige og kunstige smag. Baren smagte fantastisk, og konsistensen var behagelig at tygge på og optage. Yderst spændende produkt, som igen findes i et hav af smagsvarianter.

Ligesom gels produkterne indeholder energibaren også C2max, og derved får man energien leveret fra flere typer monosakkarider. Natrium (salt) er der også masser af, da hver bar indeholder 200 mg. Magnesium har Powerbar også valgt at tilføre produktet. Magnesium udgør en vigtig del af signaloverførslen fra nerve til muskel (neuromuskulær overførsel), ved omsættelse af næringsstoffer til energi samt regulering af væskebalance. Normalt bør en varieret kost dog dække ens magnesium behov, men træner man meget især i varme klimaer, kan tilførelsen af magnesium udgøre et vigtigt element. For mere info om magnesium, så tjek linket her. Energimængden er på niveau med mange andre konkurrende produkter (38 g), dog er der en fin mængde protein (6 g) samt enorm stor mængde natrium (180 mg) – præcis som i gel produkterne.

Baren kan anbefales såfremt at man ønsker et godt alternativ til gels og energidrikke. Smagen overraskede positivt, indpakningen er super og nem at åbne og man undgår den ekstrem søde smag, som man ellers kender fra gels. Typisk vil en bar som denne udgøre min træningspartner samt være en del af mit energiindtag i konkurrencesammenhænge.

God fornøjelse med selv at afprøve produkterne. Indtil videre kan de købes via energidepotet.dk eller triudstyr.dk

- Andreas

Interview: Jannik Bjerregaard Trinderup

Hej jeg hedder Jannik, jeg er 33 år og bor på Midtsjælland med min kone og min datter.
Jeg løb d. 9. august Winforce100 100 km trailløb i Odsherred, og Andreas spurgte mig efterfølgende om jeg havde lyst til at skrive lidt om det år der var gået forud for løbet.

I år var faktisk tredje gang jeg var tilmeldt løbet. Første år aflyste arrangørerne løbet kort forinden. Og sidste år en måneds tid inden løbet, fik jeg konstateret kronisk lymfekræft i et rimeligt fremskredent stadie.
Det var selvsagt en serie af gigantiske choks. Først at der var en reel risiko for at det var kræft, dernæst konstateringen af at det var kræft og dernæst at det var en kronisk lidelse.
Det blæste alting omkuld og efterlod det indre liv, godt hjulpet på vej af den stærke førbehandling (inden kemo) jeg ret hurtigt blev sat på, i et totalt oprør.
Alligevel vedblev jeg med at træne frem imod løbet. Det var naturligvis en håbløs drøm at jeg skulle kunne klare det, og lægen havde også frarådet løb. Men jeg gik ture i så høj fart som muligt. Jeg gik Winforce ruten alt hvad jeg kunne flere gange!
Løbet blev derefter afviklet uden mig, men drømmen om at komme til at løbe igen forsvandt ikke af den grund. Den blev kun forstærket.
I takt med at den tungere behandling blev skudt ind i mine årer, mistede jeg mine kræfter og overskuddet til træning. Jeg prøvede, og kunne glæde mig over, at jeg fortsat kunne gå lidt ture. Nu bare kortere og kortere og med længere og længere restitution til følge.
Jeg har altid synes godt om at logge mine træningspas og evaluere bagefter, og når jeg ser tilbage nu, er perioden august-september 2013 en periode jeg er meget stolt af, da jeg på trods af det hele fik logget 100 km den ene måned og 78 km den anden.
Egentligt var det at fortsætte træningen i en så håbløs situation ikke noget jeg manglede motivation til. Jeg tænkte at det ikke er anderledes end når man får en skade, kommer i overtræning eller mister motivationen. Det er bare med at finde måder at træne alternativt på. Min filosofi var at hvis jeg ikke kan løbe kan jeg gå, hvis jeg ikke kan gå kan jeg sgu kravle. Det måtte ikke være nogen undskyldning for ikke at forblive så stærk som mulig.

008

Gåtur på Winforceruten – Juli 2013

Fra september til midt i november blev der dog sat en brat stopper for træning da jeg blev indlagt med en følgesygdom der holdt mig bundet til sengen i den periode.
Først fik jeg en byld på baglåret hvis omkreds var på størrelse med en håndbold. Den blev jeg opereret i to gange, og da den havde den størrelse den havde, blev såret nødt til at hele op af sig selv og derfor tog det mange måneder før jeg slap for behandling af det. Derefter hævede min venstre underarm op til dobbelt størrelse. Og i den situation var operation også nødvendig. Det indbefattede to indgreb i armen.
I den tid var det meget svært at bevare en motivation til træning og noget som helst andet i øvrigt! Det er frustrerende at ligge der og vide at læger og specialister ikke aner hvad der foregår, og at den ene operation bare fulgte den anden uden at de kunne komme til bunds i hvad der egentligt var galt.
Det blev dog til lidt ture på afdelingens kondicykel, og heldigvis fik jeg tilknyttet verdens sødeste fysioterapeut der på den gode måde tvang mig til at lave øvelser i sengen. Da det begyndte at gå bedre kunne jeg, i første omgang selv gå ned og hente mine måltider ved hjælp af en såkaldt ’talerstol’ at støtte mig til. Næste skridt var at jeg enten kunne gå eller blive kørt (afhængig af dagsformen) ned i hospitalets træningsrum og lave øvelser, gå på løbebånd/stepmaskine eller hvad vi i fællesskab fandt frem til at jeg kunne overskue den dag.
Det var den bedste time på døgnet når jeg havde overskud til at komme derned. Jeg følte mig godt nok som en idiot at stå der i hospitalets udleverede uniform, med armen i slynge og det venstre ben dinglende med sveden haglende ned af kroppen ved den mindste belastning. Men det var sgu livsbekræftende!

002

Min datter og mig under indlæggelsen på Roskilde Sygehus

En opmuntrende faktor i denne periode var dog at sygdommen responderede godt på kemoen og allerede efter 2 behandlinger kunne en scanning vise at der ikke var noget liv i kræftcellerne. Så det var et lyspunkt.

Midt i november skete ’miraklet’ heldigvis. En tur på Riget hos nogle specialister var hvad der skulle til for at få knækket koden. De kunne straks se hvad der var galt, gav mig nogle piller, og sendte mig hjem. Det var startskuddet til den optur der ikke rigtigt har mistet fart endnu. Herfra har jeg selv været med til at docere hvor mange tæsk jeg har kunnet give mig selv.
Den primære motivation i denne fase var: Hvis jeg nogensinde igen skal gennemleve sådan en behandling, så vil jeg være så fysisk og psykisk stærk som overhovedet muligt.

For jeg havde klart kunnet mærke hvor meget det havde hjulpet mig at jeg var i topform da det ramte.
Så bortset fra at jeg i den tid, og indtil årsskiftet skulle passe mine daglige strålebehandlinger på Riget, så satte jeg mig som mål at jeg skulle træne mindst en gang om dagen. Jeg meldte mig ind i det lokale fitnesscenter og begyndte først at gå og siden at småløbe ture. Jeg fandt hurtigt en foretrukken 5 km rundstrækning hvor jeg skiftevis gik i 5 minutter og ’løb’ i 1 minut. Alt sejlede når jeg satte i løb og jeg var adskillige gange ved at miste balancen og vælte. Men der var udvikling i det. Jeg tog strålerne pænt og såret på baglåret fandt sig i behandlingen og hjemmesygeplejerskerne motiverede mig til at fortsætte da det fortsat helede pænt op.

010

I gang med træningen igen – December 2013

Foråret 2013 inden konstateringen af sygdommen, havde jeg løbet Fyr til Fyr 60 km på Bornholm med min svoger og det havde været en fantastisk løbeoplevelse. Så fantastisk at jeg straks efter hjemkomst havde meldt mig til igen. Derfor havde jeg jo det startnummer liggende til 2014, og hvorfor ikke gå efter at blive klar til det? Jeg kunne jo altid gå, pyt med det. Jeg ville bare gerne tilbage på ultrascenen også selvom det var i en ynkelig forfatning.
Jeg lavede i den forbindelse en aftale med OOB-coaching om at de skulle hjælpe mig med løbetræningen. Og jeg begyndte også at gå hos en klinik diætist. Hun skulle hjælpe mig med flere ting: Jeg skulle tabe hospitalssulet og have hjælp til at det blev gjort i et fornuftigt tempo. Jeg vejede små 95 kg på det tidspunkt, og der var ikke mange muskler! Hun skulle også hjælpe til med at sammensætte den korrekte kost i forhold til at jeg havde droppet kødet og var blevet vegetar. Og til sidst skulle hun også hjælpe med at docere det rigtigt i forhold til min megen træning og mit genfundne liv som ultraløber.
Endvidere begyndte jeg at dyrke en del yoga, afspænding og meditation der skulle hjælpe til at gøre mig stærkere.

Denne konstellation virkede super godt og jeg kom ca. 5 måneder senere igennem Fyr til Fyr, til og med 1 time og 40 minutter hurtigere end året før.
Det gav mig en enorm tro på tingene og Winforce100 stod straks klart på nethinden. 3’die gang skulle det f…… være! Nu viste jeg at jeg havde styrken til de lange løb igen, og det var derfor bare om at bygge på.

Fyr til Fyr 2014 – Foto: Stine Sophie Winckel

Fyr til Fyr 2014 – Foto: Stine Sophie Winckel

Jeg havde i den efterfølgende tid en super fed periode med masser af træning og store fremskridt. Det hjalp også gevaldigt at kontakten med sygehusvæsenet blev mindre og mindre. Hjemmesygeplejen hørte op og jeg skulle (ligesom jeg fortsat skal de næste 1 ½ år) kun på hospitalet til behandling hver 8. uge.
I denne periode havde jeg dog et enkelt afbræk, hvor jeg startede med at arbejde igen. Min tidligere arbejdsplads gav mig mulighed for at komme tilbage dertil for en periode og jeg troede at jeg var klar til det. Det varede dog ikke længe før jeg kunne se på det hele, at det var jeg ikke. Jeg kunne godt passe mit arbejde, men de ting der virkeligt var vigtige for mig begyndte jeg at svigte mere og mere da presset blev for stort. Derfor valgte jeg efter 2 måneders ansættelse at stoppe igen. Det er vigtigere for mig at være der for min familie og passe det der ellers er vigtigst for mig, nemlig løbet, end at gøre det jeg selv forventede af mig selv før i tiden, og som jeg troede andre forventede: At passe et arbejde. Siden maj har jeg derfor ikke arbejdet men været hjemmegående husfar, passet frue og datter og mig selv efter bedste evne. Når det rigtige arbejde dukker op, og overskuddet er der vil jeg gerne i gang igen. Men det skal føles rigtigt og meget gerne have noget med løb, træning og udeliv at gøre.

I den fase af mit liv hvor alt var kaos for mig selv som for min familie og mine venner, er der nogle ting der uomtvisteligt falder på plads: Hvad betyder noget for mig? Hvad vil jeg bruge mit liv til HVIS jeg får det tilbage? Jeg havde rigeligt med tid til at reflektere over det og til at tale med min kone om det. Og det vigtigste, fandt vi frem til, var mig selv, os, vores datter, familie, venner, fritidsaktiviteter og arbejde i nævnte rækkefølge.
Den prioritering er nok den samme for mange mennesker. Men at udleve den er svær i en normal hverdag. Men eftersom at jeg lever med en lidelse der når det skal være kan blusse op igen og manifestere sig på mange ubehagelige måder, er det ikke svært for mig at holde fast i det aftalte.

Med alt det i bagagen var rammerne sat til en fed løbeoplevelse til Winforce100, hvilket jeg også fik!

Undervejs på Winforce100 – 2014 Foto: Mette Lauritzen

Undervejs på Winforce100 – 2014 Foto: Mette Lauritzen

Min ambition var i første omgang at få en god oplevelse, i anden omgang mente jeg at det var realistisk at løbe under 12 timer. Det kom desværre ikke til at ske da en drilsk ledbåndsskade sprang op allerede efter 16-18 km. Herefter blev løbet disponeret ud fra den skade. Og jeg glædede mig bare konstant over at jeg var i stand til at fortsætte. Tempoet dalede drastisk og jeg havde mange smerter efter stop i depotet eller ved vandposten ude på ruten. Men jeg kom godt igennem, uden andre kriser i tiden 13.24.44.

WF5

Glad i mål, Winforce100 – 2014

Vigtigst af alt kom jeg igennem med en kæmpe sult på mere og en endnu større kærlighed til det at bruge mig selv i udfordrende terræn.
Jeg har efter løbet holdt en uges pause med løbet for at skåne knæet, og har fået noget massage og ultralyd. Så det går den rigtige vej, og jeg har ambitioner om meget snart at komme i gang med at træne igen og rette mit fokus mod næste store mål: Hammer Trail Winter Edition 50 miles d. 10. januar

Jeg har løbet siden barns ben blandt andet til motionsløb med min mor. Og det at være ude i naturen har altid optaget meget af min tid, især som barn og ung som spejder. Så begge dele er en del af mit DNA.
Jeg har også dyrket andre sportsgrene deriblandt holdsport, men det har altid været kampen med mig selv og det at bryde mine grænser der har tiltrukket mig. Og tanken om at det at leve op til mange små delmål på den lange vej mod en stor præstation giver super god mening for mig. Der er ingen smutveje. Det er helt sikkert også noget der har hjulpet mig i det sidste år kamp udenfor løbeskoene, og samtidig vil det sidste år hjælpe mig til endnu større oplevelser i fremtiden.

At jeg har fundet en sportsgren hvor disse elementer forenes, er en fantastisk gevinst.
Det er en hobby for mig men det er også min medicin. Lange løb i naturen sammen med rigtig kost, yoga/meditation og en dejlig og støttende familie er det der gør mig stærk og giver mig tro på livet. Derfor kan ingen af de ting tages ud af ligningen. Det er faste grundpiller som jeg stoler på og som jeg tør bygge mit liv på, hvad der så end sker.

Sagt på en anden måde: Hvis sygdommen skulle blusse op igen vil jeg fortsat gøre alt hvad jeg kan for at være så stærk som overhovedet mulig både mentalt og fysisk. For jeg har på egen krop oplevet vigtigheden af at være stærk. Og jeg er sikker på at jeg ikke var kommet så godt igennem det jeg har oplevet det sidste år hvis ikke jeg havde været i så god form.

Jeg løber for livet.

_______________________________________________________

Tusind tak til Jannik for sin fantastiske fortælling om sin kamp mod kræften og tilbage i livet, tilbage i løbeskoene. Vi er enormt taknemmelige for at få et kort indblik i fortællingen, og håber at du/Jannik, vil fortsætte skrivearbejdet til en hel bog :)

- Team Trail Copenhagen

Interview: Simon Grimstrup

Simon Grimstrup er en dygtig trailløber og adventureracer, der flere gange har markeret sig stærkt i trailløb i udlandet. Han vandt Beyond the Ultimates Mountain Ultra og Jungle Ultra sidste år og løb en flot placering hjem i det netop overståede 4 Trails. Han er også medarrangør af Thy Trail Marathon og Thy Ultra. Hans næste store mål er UTMB. Vi har stillet ham nogle spørgsmål.

Hvorfor deltog du i 4Trails?

Det skyldes nok VUMB!
Jeg har igennem de seneste 2 år optjent en del UTMB-point og smed et lod i lotteriet for at komme med. I grunden synes jeg det er ”latterligt” langt. 168 km! Så jeg vidste ikke helt om jeg skulle grine eller græde, da jeg blev trukket ud til deltagelse i UTMB. Men ja, UTMB er vel noget, der skal prøves, så jeg betalte løbsgebyret – og måtte så i gang med at lægge planer for træning og forberedelse.

4trails1
4 trails er genialt som træning til UTMB (håber jeg) distancemæssigt og i god tid inden UTMB. Da man kunne vinde en fristart til VUMB, var det jo oplagt, at deltage i VUMB (Vinter Ultra Mols Bjerge) også – og det var et rigtig fedt løb – og også en af de hårde træninger frem mod UTMB. Jeg havde et rigtig godt og hårdt løb sammen med Torbjørn Gasbjerg og vandt 100 km distancen og blev ikke mindst en utrolig smuk løbsoplevelse rigere.

Desuden er 4-trails jo mageligt med hoteller, godt selskab og ja – lå lige til højrebenet. Vi var 4 der endte med at tage af sted – og det blev for os alle en lære- og oplevelsesrig tur – og ikke mindst så var det hammer hyggeligt!

Hvilke ambitioner havde du for løbet på forhånd?

Da løbet var træning, havde jeg ikke gjort mig de vilde overvejelser omkring ambitionerne. Ugen inden var gået med hård vandring i Alpi Maritimme i masser af sne og med tung sæk (alt for tung sæk!). Vandreturen var forberedelse til 3 ugers turleder job hos Topas, hvor jeg skulle lede grupper på en såkaldt højrutetur, som var normeret til en uge. En utrolig smuk tur. Forberedelsesturen blev gået med min gode ven Allan Leed, som også skulle med til 4 trails.

Men ambitionen er jo altid at få lavet den maksimale præstation ud fra dagsformen og så sker der jo også noget når man får nummer på.

Desuden havde jeg en del at teste af inden UTMB: Sko, stave, energi, løberygsæk og selvfølgelig min holdbarhed!

Hvordan oplevede du løbet?

Vi var nok alle sammen lidt uforberedte på løbet. Og vi må nok sige, at løbet gav os en ordentlig røvfuld! Det var stejlere, mere teknisk og simpelthen hårdere end vi havde forberedt os på. Vejret var tilmeld koldt og regnfuldt – så jo, vi blev udfordret – men på den fede måde!

Det var et utrolig velorganiseret løb. Alt klappede! Gode pastapartys hver aften og rigtig fede og udfordrende spor.

Det eneste minus var de tidlige morgenstarter, som betød, at jeg skulle have morgenmad kl. 4 – 5 stykker… Skal simpelthen spise 3½ time før start. Men alle løbere skal jo igennem etaperne, så det er fair nok.

Feltet var også hårdere end forventet – og særligt på nedløbene fik vi forventeligt tæsk.

Jeg fik testet formen, og den var rigtig god. Særligt 2 og 4 etape klappede tingene og jeg følte mig stærk opad – og forsøgte så vidt muligt at minimere tidstabene på nedløbene. Det er specielt de stejle og ikke tekniske nedløb, hvor man ”bare” skal give slip, som voldte problemer. De tekniske og stenede partier var jeg noget bedre med.

Stavene fik jeg ikke gang i – orkede det ikke og følte ikke jeg havde behov for det. På 4. dagen havde vi en stigning på 1620 højdemeter til at starte på. Jeg var oppe som 3.er og vi 4 første oppe brugte ikke stave. Resten havde stort set stave med. (Jeg tror dog, når kroppen bliver mere slidt, så vil de være en hjælp for mig, men ikke på så relativt korte etaper).
Jeg powerwalkede med hænderne på knæene, eller lavede chickenwalk, når det var rigtig stejlt. (hvilket det ofte var!)

Simons chickenwalk

Simons chickenwalk

Jeg fik også gennemtestet et nyt energiprodukt – Tailwind Nutrition – og må sige, jeg var ret imponeret og glad for det. Jeg lavede en meget stærk blanding i en softbottle og brugte den som ”gel”. Det indeholder desuden elektrolytter og jeg var godt kørende.

Skovalget stod mellem Sportiva Anaconda og Brooks Pure Grit 3.0. To fede racere. Pure Grit er ikke helt så aggressiv som Anacondaen, men jeg ender nok med den til UTMB, da den har lidt mere cushion og underlaget til UTMB ikke virker helt så teknisk som til 4 trails. Jeg løb 2 etaper i hver sko.

La Sportiva Anaconda

La Sportiva Anaconda

Brooks Pure Grit 3

Brooks Pure Grit 3

Det er et løb, jeg klart vil anbefale, hvis man er nogle gutter og gutinder, som skal ud og have sig en god løbsoplevelse og en let start, hvis man gerne vil teste ”etape-løbsmodellen” af uden at løbe et selfsupportet løb, som kræver meget mere planlægning med udstyrs- og ernæringsoptimering.

Du skal løbe UTMB snart. Hvad er dine ambitioner for dette løb?

Min ambition er altid at få det bedst mulige ud af dagen og mine evner. Det er sjældent jeg sætter et konkret mål op, men da UTMB er så velbeskrevet, har jeg sat et noget ambitiøst mål, som hedder 25 timer. Så kan det være det går helt at pommern til – men jeg kommer ikke blot for at gennemføre. Jeg kommer også for at gøre det så godt som muligt – så må vi se om de sidste 70 km bliver ren overlevelse eller hvad.

Hvo intet vover intet vinder.

Jeg har aldrig løbet så langt før. Jeg ved fra adventurerace, at jeg godt kan køre på i mange timer – men her er jeg alene, så naturen, konkurrencen og tiden skal holde min motivation oppe. Naturen betyder meget for mig, når jeg løber – og jeg skal helst føle den som en medspiller. Er sikker på jeg kommer til at elske modbakkerne!

Hvordan har du forberedt dig?

Ja, hvordan forbereder man sig? Jeg har snakket en del træning med min gode ven Torbjørn Gasbjerg, men har ikke haft et decideret program til UTMB. Har søgt en masse inspiration på nettet og i anden litteratur.
Jeg ved min svaghed er nedløb, så som udgangspunkt har jeg løbet alle bakker hårdt nedad! Jeg bor ved Himmelbjerget – og har let ved at finde bakker – desværre er de ikke lange nok til at kunne bruges til decideret bjergtræning – men det er bedre end slet ingen bakker.

Jeg har haft planlagt nogle hårde træningsblokke hen over foråret. Jeg lægger ofte konkurrencer ind som træning. Bl.a. har jeg deltaget i Kong Vinter adventurerace, VUMB, DM i adventurerace og forskellige løb.
Derudover har jeg kørt en del langrend i Norge, været på træningstur til bjergene i Kroatiens Paklenica nationalpark, som var utroligt givende, samt givet den gas i aftenmørket, når skipisterne lå øde hen på en alpinskiferie i Italien –og så var der jo 4-trails.

alpi maritime

Sommeren er gået som Turleder hos Topas i Alpi Maritime, hvor jeg har forsøgt at adaptere kroppen til bjergene. Jeg har kørt tre vandreuger på en højrute tur – og har sørget for at have lidt ekstra vægt i rygsækken og få løbet nogle ture, når vi er kommet frem til refugierne. Det har været en god tjans, hvor jeg har mødt en masse dejlige mennesker. Det har været utroligt positivt og inspirerende – og dejligt at få lov at dele sin passion for bjergene med andre.

Turleder for Topas i Paur Passet

Turleder for Topas i Paur Passet

Den første uge som turleder var restitution efter 4 trails, og jeg havde egentlig planlagt kun at vandre. Benene var dog overraskende friske, så jeg fik et par gode løbeture allerede der.
Jobbet som turleder er netop afsluttet og den sidste uge har jeg vandret ca 37 timer og løbet 9½ timer. Det lyder ikke af meget løb, men jeg føler mig efterhånden rigtig godt løbende nedad – både teknisk og styrkemæssigt. Noget de mange timer nedad med sæk helt sikkert også har bidraget til. Terrænet har dog været noget mere stenet og teknisk end jeg forventer det til UTMB – så har ikke helt kunnet holde farten i sporet.

Nu skal der trappes ned – og sidste lange tur bliver børnebanen på 25 km til Danmarks længste orienteringsløb, som i år foregår i Thy. Har en forkærlighed for Thy, så glæder mig til den tur.

Hvor ser du dig selv som trail- og ultraløber i fremtiden?

Jeg er klart mere trailløber end ultraløber – og umiddelbart tror jeg den her 100 miler bliver første og sidste. Jeg er mere til etapeløb, hvor der kan løbes stærkere på de enkelte etaper. Trailløb skal være med lidt fart på – det er jo det der er sjovt: Når man kommer i godt flow og giver den gas på bjerget. Følelsen af at være en træt gammel mand, hvor benene kan falde af hvert øjeblik er sgu egentlig ikke så fed. Men går det godt til UTMB får man jo ofte mod på mere – nu får vi se. Forberedelsen har i hvert fald givet rigtig mange gode oplevelser alene og sammen med andre. Og det lyder lidt klicheagtigt – men vejen mod målet er for mig det vigtigste. Selve UTMB er blot lyset i lagkagen – så må vi se, om det hurtigt brænder ned, eller jeg får lov at stege dernede i bjergene!

_______________________________________________

Herfra ønsker vi i hvert fald Simon god tur til UTMB og krydser fingre for at han leverer endnu en god præstation.