Henrik Westerlin og træningen i Indien

Vi har spurgt Henrik Westerlin, hamrende dygtig dansk ultraløber bosiddende i Indien, hvordan han træner frem mod løb såsom Ws100, UTMF, 12 timersløb mm (listen er lang). Umiddelbart ville man måske tro, at en dansker bosiddende i Indien med så imponerende resultater i ‘bagagen’ (f.eks. WS100 i tiden 20.46.43) ville have absolut fantastiske træningsfaciliter lige i baghaven, og dermed NEMT kunne træne til de store bjerge i udlandet. Men efter at have læst dette interview viser det sig dog ikke at være tilfældet for Henrik, der må nøjes med løbebånd og x antal runder i den lokale park i +35 grader. Med så imponerende resultater og knap så fantastiske træningsvilkår, får det mig til at tænke på citatet, ‘Hvor der er vilje er der vej’ – og vilje er der bestemt tilstede for Mr. Westerlin!

- Hvordan er træningsfaciliteterne hvor du bor i Dhaka?

For at give et lidt mere komplet billede af mine træningsforhold, vil jeg nævne at jeg tilbringer ca. halvdelen af min tid udenfor Bangladesh hvor Dhaka er hovedstad.

Med al den rejseaktivitet og det faktum at jeg bruger meget tid i byer og lande hvor træningsforholdene ikke er ideelle har det betydet at jeg har lært at være fleksibel. Træningsforholdene specifikt i Dhaka er enten i og omkring parker eller på et løbebånd på taget af den bygning jeg bor. Løbebåndet er omringet af vinduer som får det til at virke som et drivhus. Med 30-40 gr. udenfor har AC anlægget derfor aldrig rigtig slået til. Udendørs, er udfordringen er at der ikke er nogen stigninger, temperaturen og luftfugtigheden er altid høj og trafikken kræver en masse opmærksomhed.

Billedet er fra KL, Malaysia, hvor mine træningspas på løbebåndet typisk er med fokus på korte og lange tempoløb

Billedet er fra KL, Malaysia, hvor mine træningspas på løbebåndet typisk er med fokus på korte og lange tempoløb

- Hvordan udnytter du faciliterne (byen, naturen, parkerne, varmen mm)?

Fleksibiliteten kommer ind i form af at planlægge mine træningspas så jeg får trænet på båndet når jeg skal inkorporere stigning i træningen frem mod konkurrencer i bjerge og generelt bruge varmetræningen til min fordel når jeg konkurrerer. De sidste måneder har mit fokus været flade løb hvor jeg er stærkest pt. på grund af min træningsfokus på fladt terræn.

På Borneo i juni lykkedes det at være konkurrencedygtig i ”reel-feel” temperaturer på op til ca. 45gr. Igen i juli havde jeg et godt 12-timers løb i Oslo med 33gr og skyfri himmel hvor jeg havde fordel af at have trænet tempo på flade stræk i varmen. Jeg nåede ikke mit mål i Oslo men andre var længere fra deres mål på grund af varmen…

IMG_4537_Edna_Leikvoll_Henrik_Westerlin

Jeg sørger for at være specifik i træning og hvert træningspas har et formål, hvilket betyder at jeg heller ikke har nogle ’A-løb’ i bjergene før næste år hvor jeg forventer at adgang til forhold som kan forberede mig til UTMB i slutningen af august. Jeg deltager i Vietnam Mountain Marathon på 75km med 3000 højdemeter den 20. september, hvilket vil være et ’B-løb’ med målet om at genvinde lidt af den bjergstyrke jeg byggede op tidligere i år og for at få en løbeoplevelse i flotte omgivelser.

- Du konstaterede ifm. UTMF at din kvalitet i træningen nok ikke havde været god nok. Hvad oplevede du af problemer? Og hvad vil du gøre anderledes næste gang?

Jeg lærte at jeg ikke kan træne på et niveau hvor jeg er konkurrencedygtig med de forhold jeg har adgang til i øjeblikket. 15% stigning på et løbebånd kan ikke forberede én til 45-50% stigninger med reb. Værre var det tekniske terræn som min ankel ikke kunne holde til efter skaden jeg pådrog mig i februar til Rocky Raccoon. Jeg har registeret mig til Rocky Raccoon igen i 2015 hvilket er mit næste A-løb. For at undgå skader igen – er jeg begyndt at lave forskellige styrkeøvelser for anklerne og håber det vil være tilstrækkeligt.

- Dyrker du en specifik løbestil når du træner, og evt. benytter specifikke træningssko?

Min løbestil er inspireret af ’chi-running’, ’barefoot’, ’pose’ og hvad de ellers hedder. Jeg kan ærlig talt ikke kende forskel på dem.

1512525_10152211243717873_695495252_n

Jeg fokuserer meget på at være afslappet og løbe ’frit’. Kroppen sender nogle gode signaler som jeg har lært at lytte til. Især når jeg deltager i konkurrencer som bringer mig ud over 8-10 timer er kroppens signaler særligt tydelige… Nogle opfatter det måske som ubehagelig smerte der skal kompenseres for eller endda tages smertestillende imod. Jeg ser det som det vigtigste redskab jeg har til at komme effektivt ud på den anden side.

Denne stil betyder også at typen af træningsko ikke er specielt vigtig. Variation i valget af træningssko er dog vigtig for mig. Jeg løber i alt fra Vibram Five Fingers til Hoka One One til racing flats, hvilket giver tilstrækkeligt med variation til at undgå skader som følge af træningsuger på op til 200km. Hvis jeg for eksempel begynder at mærke stivhed i læggene skifter jeg til en sko med lidt større heel-toe drop som aflastning. Det hjælper i langt de fleste tilfælde.

- I perioden op til en lang konkurrence, hvor stor er mængden af træning?

I de sidste 2 måneder op til Rocky Raccoon 100 miles havde jeg nogle uger på ca. 150-170 km, med 202km som det længste. De sidste 3-4 uger op til løbet nedtappede jeg træningen og løb 70km to uger inden og 30km i ugen op til konkurrencen. Jeg er stor tilhænger af hårde lange træningspas og lige så stor tilhænger af restitution og afslapning op til konkurrencer, hvilket egentlig minder meget om traditionel maratontræning.

IMG_4682_Pall_herrer12H_Kjetil_Bergrem_Henrik_Westerlin_Christian_Duus

Test af PowerBar produkter

Hen over forår-/sommersæsonen har jeg haft den fornøjelse at teste forskellige PowerBar produkter. PowerBar har som energibrand været kendt internationalt I årevis, men for mig var det ganske nyt at smage på de forskellige produkter.

Luis Alberto Hernando med Powerbar Hydro Gel. Foto: Droz Photo

Luis Alberto Hernando med Powerbar Hydro Gel. Foto: Droz Photo

Normalt benytter jeg kun energiprodukter på lange ture i terræn, hvor mulighederne for at købe Snickers eller lignende er begrænset. Årsagen til det begrænsede forbrug på årsbasis, er da jeg så vidt det er fornuftigt, ønsker at undgå den ekstreme søde smag som mange af produkterne på markedet smager af. Billige er produkterne heller ikke.

Til gengæld er de uundværlige ifm. lange intense træningsture samt konkurrencer, hvor jeg på et døgn når at indtage 15-30 stk. Derfor var det oplagt for mig at udforske nyt territorium, ved at prøve produkterne fra PowerBar.

I forsendelsen var der adskillige PowerBar Gels, hvilket nok kan betegnes som den klassiske vare – den alle kender. Gel’en findes i et hav af smagsvarianter, er lille og tyk, og passer fint i hånden på de lidt længere løbeture. Til gengæld passer de skidt i frontlommerne på min S-Lab Skin taske. På flere af mine løbeture havde jeg problemer med at få fat i dem i bunden af lommen, mens at jeg løb og holdt fokus på det tekniske underlag. På lange ture kan det godt udgøre et irritationsmoment, lidt ligesom en halvtom Soft-flaske der ikke er til at trække op ad lommen. Det er dog en mindre detalje.

powerbar-gel-aeble-p.jpg

Mængden i en gel er relvativ stor (vejer i alt 41 g), og med en energimængde på 107 kcal, får man et ordentligt energispark på kort tid. Ikke nok med at mængden af energi er stor, så benytter PowerBar sig også af C2max, hvilket er energi fra både glukose og fructose. Kort fortalt så dikterer menneskets fysiologi, at jo flere typer af monosakkarider der forefindes i et produkt, jo større mængden kan man optage. Nogen kaldet det en dobbelt energi blanding, et 2:1 glukose til fruktose forhold. Som det ses på figuren nedenfor, kan man ved tilførelse af både glukose og fruktose, optage energien via kanalerne SGLTI & GLUT5. Havde produktet kun indeholdt glukose, ville GLUT5 kanalen forholde sig lukket for optag:

M9780323045827-029-f009

Mængden af gel synes jeg føles stor når man med knyttet hånd tømmer indholdet, og konsistensen er meget lig andre kendte gels – og dermed meget forskellig fra de isotoniske gels. Fordelen ved en gel, er at man ikke skal slæbe på alt det ekstra vand, som en isotonisk gel har fået tilført. Omvendt anbefaler selv PowerBar, at man efter indtagelse af en gel, supplerer med vand.

I forhold til andre produkter jeg ellers plejer at løbe med, er energimængden på 107 kcal højt på skalaen. Men endnu mere imponerende er det, at en enkelt gel indeholder 205 mg natrium (salt). Konkurrerende produkter tilbyder typisk lavere end 75 mg, så her skiller produktet sig virkelig ud fra mængden.

I varme forhold såsom løb om sommeren eller i sydens sol, kan det bestemt anbefales at holde øje med mængden af natrium i de produkter man tager med på tur. Selvom kroppen er god til at tilbageholde en stor mængde salt via svedkirtler, så kan man ikke undgå at tabe meget salt – især hvis man ikke er akklimatiseret. I det tilfælde kan PowerBar Gels bestemt anbefales.

Desværre er der for mit vedkommende, et problem med gels’ne fra PowerBar – eller nok nærmere gælder alle klassiske gels-produkter. De er ikke isotoniske. Denne klage er selvfølgelig udelukkende af personlig karakter, for jeg fornemmer at mange udholdenhedsløbere kan blive ved i en uendelighed med at indtage den ene gel efter den anden uden de mindste problemer. I de tidligere løb jeg har deltaget i såsom Mors 100M, Spartathlon og Hammer Trail 100M, har jeg måtte sande, at det er jeg simpelthen ikke i stand til. Typisk efter 5-7 timers løb (ifm en konkurrence) kan jeg ikke indtage flere gels. På det tidspunkt er min krop ved at få nok af sukkerkoncentrerede produkter med meget sød smag, og resultatet ender typisk i kvalme – en kvalme der umuliggør fortsat indtagelse af koncentrerede sukkerprodukter.

12250164976_7cd10f1263_z

Det tog mig lang tid at finde ud løsningen, og løsningen fandt jeg i isotoniske produkter. Jeg oplever at de er markant nemmere at indtage i stressede situationer, hvor kroppen har brug for energi flere gange i timen, men ikke tolererer en klæg konsistens med sukker smag. Personligt er isotoniske gels den perfekte løsning, og jeg må derfor acceptere at de isotoniske gels som jeg medbringer under konkurrence, ikke er lige så energitætte som klassiske gels. Til gengæld kan jeg fordøje dem, uden at kroppen sender ’noget retur’. Dette er selvfølgelig en meget personlig ’klage’ af gels i bred forstand.

Derfor er PowerBar gels perfekte til mine lange intense træningsture i terræn, hvor jeg også har haft stor glæde af mængden af energi og salte, og ikke skal kæmpe med kræsenhed, kvalme eller lignende. Energien har gels’ne kunne opretholde gennem alle træningspassene, og trods den klæg konsistens, er det skønt med et hav af smagsvarianter at vælge imellem.

Skærmbillede 2014-08-07 kl. 11.02.10

Energibaren fra PowerBar var enorm interessant da jeg for første gang stiftede bekendtskab med produktet på tur rundt i Silkeborg området. Konsistensen og smagen var ny – det hele var nærmest nyt ved produktet. Oplevelsen i forbindelse med flere langevarende træningspas var super god, og jeg må indrømme at produktet kom lidt bag på mig. Nu havde jeg prøvet den klassiske gel, men det her var noget helt andet!

Smagsoplevelse er altid individuelt, nogen er til appelsin mens at andre vælger citrus. I forhold til energibaren var det første gang, at jeg kunne indtage et produkt med smagen ‘berry blast’, uden at skulle ignorere den dårlige og kunstige smag. Baren smagte fantastisk, og konsistensen var behagelig at tygge på og optage. Yderst spændende produkt, som igen findes i et hav af smagsvarianter.

Ligesom gels produkterne indeholder energibaren også C2max, og derved får man energien leveret fra flere typer monosakkarider. Natrium (salt) er der også masser af, da hver bar indeholder 200 mg. Magnesium har Powerbar også valgt at tilføre produktet. Magnesium udgør en vigtig del af signaloverførslen fra nerve til muskel (neuromuskulær overførsel), ved omsættelse af næringsstoffer til energi samt regulering af væskebalance. Normalt bør en varieret kost dog dække ens magnesium behov, men træner man meget især i varme klimaer, kan tilførelsen af magnesium udgøre et vigtigt element. For mere info om magnesium, så tjek linket her. Energimængden er på niveau med mange andre konkurrende produkter (38 g), dog er der en fin mængde protein (6 g) samt enorm stor mængde natrium (180 mg) – præcis som i gel produkterne.

Baren kan anbefales såfremt at man ønsker et godt alternativ til gels og energidrikke. Smagen overraskede positivt, indpakningen er super og nem at åbne og man undgår den ekstrem søde smag, som man ellers kender fra gels. Typisk vil en bar som denne udgøre min træningspartner samt være en del af mit energiindtag i konkurrencesammenhænge.

God fornøjelse med selv at afprøve produkterne. Indtil videre kan de købes via energidepotet.dk eller triudstyr.dk

- Andreas

Interview: Jannik Bjerregaard Trinderup

Hej jeg hedder Jannik, jeg er 33 år og bor på Midtsjælland med min kone og min datter.
Jeg løb d. 9. august Winforce100 100 km trailløb i Odsherred, og Andreas spurgte mig efterfølgende om jeg havde lyst til at skrive lidt om det år der var gået forud for løbet.

I år var faktisk tredje gang jeg var tilmeldt løbet. Første år aflyste arrangørerne løbet kort forinden. Og sidste år en måneds tid inden løbet, fik jeg konstateret kronisk lymfekræft i et rimeligt fremskredent stadie.
Det var selvsagt en serie af gigantiske choks. Først at der var en reel risiko for at det var kræft, dernæst konstateringen af at det var kræft og dernæst at det var en kronisk lidelse.
Det blæste alting omkuld og efterlod det indre liv, godt hjulpet på vej af den stærke førbehandling (inden kemo) jeg ret hurtigt blev sat på, i et totalt oprør.
Alligevel vedblev jeg med at træne frem imod løbet. Det var naturligvis en håbløs drøm at jeg skulle kunne klare det, og lægen havde også frarådet løb. Men jeg gik ture i så høj fart som muligt. Jeg gik Winforce ruten alt hvad jeg kunne flere gange!
Løbet blev derefter afviklet uden mig, men drømmen om at komme til at løbe igen forsvandt ikke af den grund. Den blev kun forstærket.
I takt med at den tungere behandling blev skudt ind i mine årer, mistede jeg mine kræfter og overskuddet til træning. Jeg prøvede, og kunne glæde mig over, at jeg fortsat kunne gå lidt ture. Nu bare kortere og kortere og med længere og længere restitution til følge.
Jeg har altid synes godt om at logge mine træningspas og evaluere bagefter, og når jeg ser tilbage nu, er perioden august-september 2013 en periode jeg er meget stolt af, da jeg på trods af det hele fik logget 100 km den ene måned og 78 km den anden.
Egentligt var det at fortsætte træningen i en så håbløs situation ikke noget jeg manglede motivation til. Jeg tænkte at det ikke er anderledes end når man får en skade, kommer i overtræning eller mister motivationen. Det er bare med at finde måder at træne alternativt på. Min filosofi var at hvis jeg ikke kan løbe kan jeg gå, hvis jeg ikke kan gå kan jeg sgu kravle. Det måtte ikke være nogen undskyldning for ikke at forblive så stærk som mulig.

008

Gåtur på Winforceruten – Juli 2013

Fra september til midt i november blev der dog sat en brat stopper for træning da jeg blev indlagt med en følgesygdom der holdt mig bundet til sengen i den periode.
Først fik jeg en byld på baglåret hvis omkreds var på størrelse med en håndbold. Den blev jeg opereret i to gange, og da den havde den størrelse den havde, blev såret nødt til at hele op af sig selv og derfor tog det mange måneder før jeg slap for behandling af det. Derefter hævede min venstre underarm op til dobbelt størrelse. Og i den situation var operation også nødvendig. Det indbefattede to indgreb i armen.
I den tid var det meget svært at bevare en motivation til træning og noget som helst andet i øvrigt! Det er frustrerende at ligge der og vide at læger og specialister ikke aner hvad der foregår, og at den ene operation bare fulgte den anden uden at de kunne komme til bunds i hvad der egentligt var galt.
Det blev dog til lidt ture på afdelingens kondicykel, og heldigvis fik jeg tilknyttet verdens sødeste fysioterapeut der på den gode måde tvang mig til at lave øvelser i sengen. Da det begyndte at gå bedre kunne jeg, i første omgang selv gå ned og hente mine måltider ved hjælp af en såkaldt ’talerstol’ at støtte mig til. Næste skridt var at jeg enten kunne gå eller blive kørt (afhængig af dagsformen) ned i hospitalets træningsrum og lave øvelser, gå på løbebånd/stepmaskine eller hvad vi i fællesskab fandt frem til at jeg kunne overskue den dag.
Det var den bedste time på døgnet når jeg havde overskud til at komme derned. Jeg følte mig godt nok som en idiot at stå der i hospitalets udleverede uniform, med armen i slynge og det venstre ben dinglende med sveden haglende ned af kroppen ved den mindste belastning. Men det var sgu livsbekræftende!

002

Min datter og mig under indlæggelsen på Roskilde Sygehus

En opmuntrende faktor i denne periode var dog at sygdommen responderede godt på kemoen og allerede efter 2 behandlinger kunne en scanning vise at der ikke var noget liv i kræftcellerne. Så det var et lyspunkt.

Midt i november skete ’miraklet’ heldigvis. En tur på Riget hos nogle specialister var hvad der skulle til for at få knækket koden. De kunne straks se hvad der var galt, gav mig nogle piller, og sendte mig hjem. Det var startskuddet til den optur der ikke rigtigt har mistet fart endnu. Herfra har jeg selv været med til at docere hvor mange tæsk jeg har kunnet give mig selv.
Den primære motivation i denne fase var: Hvis jeg nogensinde igen skal gennemleve sådan en behandling, så vil jeg være så fysisk og psykisk stærk som overhovedet muligt.

For jeg havde klart kunnet mærke hvor meget det havde hjulpet mig at jeg var i topform da det ramte.
Så bortset fra at jeg i den tid, og indtil årsskiftet skulle passe mine daglige strålebehandlinger på Riget, så satte jeg mig som mål at jeg skulle træne mindst en gang om dagen. Jeg meldte mig ind i det lokale fitnesscenter og begyndte først at gå og siden at småløbe ture. Jeg fandt hurtigt en foretrukken 5 km rundstrækning hvor jeg skiftevis gik i 5 minutter og ’løb’ i 1 minut. Alt sejlede når jeg satte i løb og jeg var adskillige gange ved at miste balancen og vælte. Men der var udvikling i det. Jeg tog strålerne pænt og såret på baglåret fandt sig i behandlingen og hjemmesygeplejerskerne motiverede mig til at fortsætte da det fortsat helede pænt op.

010

I gang med træningen igen – December 2013

Foråret 2013 inden konstateringen af sygdommen, havde jeg løbet Fyr til Fyr 60 km på Bornholm med min svoger og det havde været en fantastisk løbeoplevelse. Så fantastisk at jeg straks efter hjemkomst havde meldt mig til igen. Derfor havde jeg jo det startnummer liggende til 2014, og hvorfor ikke gå efter at blive klar til det? Jeg kunne jo altid gå, pyt med det. Jeg ville bare gerne tilbage på ultrascenen også selvom det var i en ynkelig forfatning.
Jeg lavede i den forbindelse en aftale med OOB-coaching om at de skulle hjælpe mig med løbetræningen. Og jeg begyndte også at gå hos en klinik diætist. Hun skulle hjælpe mig med flere ting: Jeg skulle tabe hospitalssulet og have hjælp til at det blev gjort i et fornuftigt tempo. Jeg vejede små 95 kg på det tidspunkt, og der var ikke mange muskler! Hun skulle også hjælpe til med at sammensætte den korrekte kost i forhold til at jeg havde droppet kødet og var blevet vegetar. Og til sidst skulle hun også hjælpe med at docere det rigtigt i forhold til min megen træning og mit genfundne liv som ultraløber.
Endvidere begyndte jeg at dyrke en del yoga, afspænding og meditation der skulle hjælpe til at gøre mig stærkere.

Denne konstellation virkede super godt og jeg kom ca. 5 måneder senere igennem Fyr til Fyr, til og med 1 time og 40 minutter hurtigere end året før.
Det gav mig en enorm tro på tingene og Winforce100 stod straks klart på nethinden. 3’die gang skulle det f…… være! Nu viste jeg at jeg havde styrken til de lange løb igen, og det var derfor bare om at bygge på.

Fyr til Fyr 2014 – Foto: Stine Sophie Winckel

Fyr til Fyr 2014 – Foto: Stine Sophie Winckel

Jeg havde i den efterfølgende tid en super fed periode med masser af træning og store fremskridt. Det hjalp også gevaldigt at kontakten med sygehusvæsenet blev mindre og mindre. Hjemmesygeplejen hørte op og jeg skulle (ligesom jeg fortsat skal de næste 1 ½ år) kun på hospitalet til behandling hver 8. uge.
I denne periode havde jeg dog et enkelt afbræk, hvor jeg startede med at arbejde igen. Min tidligere arbejdsplads gav mig mulighed for at komme tilbage dertil for en periode og jeg troede at jeg var klar til det. Det varede dog ikke længe før jeg kunne se på det hele, at det var jeg ikke. Jeg kunne godt passe mit arbejde, men de ting der virkeligt var vigtige for mig begyndte jeg at svigte mere og mere da presset blev for stort. Derfor valgte jeg efter 2 måneders ansættelse at stoppe igen. Det er vigtigere for mig at være der for min familie og passe det der ellers er vigtigst for mig, nemlig løbet, end at gøre det jeg selv forventede af mig selv før i tiden, og som jeg troede andre forventede: At passe et arbejde. Siden maj har jeg derfor ikke arbejdet men været hjemmegående husfar, passet frue og datter og mig selv efter bedste evne. Når det rigtige arbejde dukker op, og overskuddet er der vil jeg gerne i gang igen. Men det skal føles rigtigt og meget gerne have noget med løb, træning og udeliv at gøre.

I den fase af mit liv hvor alt var kaos for mig selv som for min familie og mine venner, er der nogle ting der uomtvisteligt falder på plads: Hvad betyder noget for mig? Hvad vil jeg bruge mit liv til HVIS jeg får det tilbage? Jeg havde rigeligt med tid til at reflektere over det og til at tale med min kone om det. Og det vigtigste, fandt vi frem til, var mig selv, os, vores datter, familie, venner, fritidsaktiviteter og arbejde i nævnte rækkefølge.
Den prioritering er nok den samme for mange mennesker. Men at udleve den er svær i en normal hverdag. Men eftersom at jeg lever med en lidelse der når det skal være kan blusse op igen og manifestere sig på mange ubehagelige måder, er det ikke svært for mig at holde fast i det aftalte.

Med alt det i bagagen var rammerne sat til en fed løbeoplevelse til Winforce100, hvilket jeg også fik!

Undervejs på Winforce100 – 2014 Foto: Mette Lauritzen

Undervejs på Winforce100 – 2014 Foto: Mette Lauritzen

Min ambition var i første omgang at få en god oplevelse, i anden omgang mente jeg at det var realistisk at løbe under 12 timer. Det kom desværre ikke til at ske da en drilsk ledbåndsskade sprang op allerede efter 16-18 km. Herefter blev løbet disponeret ud fra den skade. Og jeg glædede mig bare konstant over at jeg var i stand til at fortsætte. Tempoet dalede drastisk og jeg havde mange smerter efter stop i depotet eller ved vandposten ude på ruten. Men jeg kom godt igennem, uden andre kriser i tiden 13.24.44.

WF5

Glad i mål, Winforce100 – 2014

Vigtigst af alt kom jeg igennem med en kæmpe sult på mere og en endnu større kærlighed til det at bruge mig selv i udfordrende terræn.
Jeg har efter løbet holdt en uges pause med løbet for at skåne knæet, og har fået noget massage og ultralyd. Så det går den rigtige vej, og jeg har ambitioner om meget snart at komme i gang med at træne igen og rette mit fokus mod næste store mål: Hammer Trail Winter Edition 50 miles d. 10. januar

Jeg har løbet siden barns ben blandt andet til motionsløb med min mor. Og det at være ude i naturen har altid optaget meget af min tid, især som barn og ung som spejder. Så begge dele er en del af mit DNA.
Jeg har også dyrket andre sportsgrene deriblandt holdsport, men det har altid været kampen med mig selv og det at bryde mine grænser der har tiltrukket mig. Og tanken om at det at leve op til mange små delmål på den lange vej mod en stor præstation giver super god mening for mig. Der er ingen smutveje. Det er helt sikkert også noget der har hjulpet mig i det sidste år kamp udenfor løbeskoene, og samtidig vil det sidste år hjælpe mig til endnu større oplevelser i fremtiden.

At jeg har fundet en sportsgren hvor disse elementer forenes, er en fantastisk gevinst.
Det er en hobby for mig men det er også min medicin. Lange løb i naturen sammen med rigtig kost, yoga/meditation og en dejlig og støttende familie er det der gør mig stærk og giver mig tro på livet. Derfor kan ingen af de ting tages ud af ligningen. Det er faste grundpiller som jeg stoler på og som jeg tør bygge mit liv på, hvad der så end sker.

Sagt på en anden måde: Hvis sygdommen skulle blusse op igen vil jeg fortsat gøre alt hvad jeg kan for at være så stærk som overhovedet mulig både mentalt og fysisk. For jeg har på egen krop oplevet vigtigheden af at være stærk. Og jeg er sikker på at jeg ikke var kommet så godt igennem det jeg har oplevet det sidste år hvis ikke jeg havde været i så god form.

Jeg løber for livet.

_______________________________________________________

Tusind tak til Jannik for sin fantastiske fortælling om sin kamp mod kræften og tilbage i livet, tilbage i løbeskoene. Vi er enormt taknemmelige for at få et kort indblik i fortællingen, og håber at du/Jannik, vil fortsætte skrivearbejdet til en hel bog :)

- Team Trail Copenhagen

Interview: Simon Grimstrup

Simon Grimstrup er en dygtig trailløber og adventureracer, der flere gange har markeret sig stærkt i trailløb i udlandet. Han vandt Beyond the Ultimates Mountain Ultra og Jungle Ultra sidste år og løb en flot placering hjem i det netop overståede 4 Trails. Han er også medarrangør af Thy Trail Marathon og Thy Ultra. Hans næste store mål er UTMB. Vi har stillet ham nogle spørgsmål.

Hvorfor deltog du i 4Trails?

Det skyldes nok VUMB!
Jeg har igennem de seneste 2 år optjent en del UTMB-point og smed et lod i lotteriet for at komme med. I grunden synes jeg det er ”latterligt” langt. 168 km! Så jeg vidste ikke helt om jeg skulle grine eller græde, da jeg blev trukket ud til deltagelse i UTMB. Men ja, UTMB er vel noget, der skal prøves, så jeg betalte løbsgebyret – og måtte så i gang med at lægge planer for træning og forberedelse.

4trails1
4 trails er genialt som træning til UTMB (håber jeg) distancemæssigt og i god tid inden UTMB. Da man kunne vinde en fristart til VUMB, var det jo oplagt, at deltage i VUMB (Vinter Ultra Mols Bjerge) også – og det var et rigtig fedt løb – og også en af de hårde træninger frem mod UTMB. Jeg havde et rigtig godt og hårdt løb sammen med Torbjørn Gasbjerg og vandt 100 km distancen og blev ikke mindst en utrolig smuk løbsoplevelse rigere.

Desuden er 4-trails jo mageligt med hoteller, godt selskab og ja – lå lige til højrebenet. Vi var 4 der endte med at tage af sted – og det blev for os alle en lære- og oplevelsesrig tur – og ikke mindst så var det hammer hyggeligt!

Hvilke ambitioner havde du for løbet på forhånd?

Da løbet var træning, havde jeg ikke gjort mig de vilde overvejelser omkring ambitionerne. Ugen inden var gået med hård vandring i Alpi Maritimme i masser af sne og med tung sæk (alt for tung sæk!). Vandreturen var forberedelse til 3 ugers turleder job hos Topas, hvor jeg skulle lede grupper på en såkaldt højrutetur, som var normeret til en uge. En utrolig smuk tur. Forberedelsesturen blev gået med min gode ven Allan Leed, som også skulle med til 4 trails.

Men ambitionen er jo altid at få lavet den maksimale præstation ud fra dagsformen og så sker der jo også noget når man får nummer på.

Desuden havde jeg en del at teste af inden UTMB: Sko, stave, energi, løberygsæk og selvfølgelig min holdbarhed!

Hvordan oplevede du løbet?

Vi var nok alle sammen lidt uforberedte på løbet. Og vi må nok sige, at løbet gav os en ordentlig røvfuld! Det var stejlere, mere teknisk og simpelthen hårdere end vi havde forberedt os på. Vejret var tilmeld koldt og regnfuldt – så jo, vi blev udfordret – men på den fede måde!

Det var et utrolig velorganiseret løb. Alt klappede! Gode pastapartys hver aften og rigtig fede og udfordrende spor.

Det eneste minus var de tidlige morgenstarter, som betød, at jeg skulle have morgenmad kl. 4 – 5 stykker… Skal simpelthen spise 3½ time før start. Men alle løbere skal jo igennem etaperne, så det er fair nok.

Feltet var også hårdere end forventet – og særligt på nedløbene fik vi forventeligt tæsk.

Jeg fik testet formen, og den var rigtig god. Særligt 2 og 4 etape klappede tingene og jeg følte mig stærk opad – og forsøgte så vidt muligt at minimere tidstabene på nedløbene. Det er specielt de stejle og ikke tekniske nedløb, hvor man ”bare” skal give slip, som voldte problemer. De tekniske og stenede partier var jeg noget bedre med.

Stavene fik jeg ikke gang i – orkede det ikke og følte ikke jeg havde behov for det. På 4. dagen havde vi en stigning på 1620 højdemeter til at starte på. Jeg var oppe som 3.er og vi 4 første oppe brugte ikke stave. Resten havde stort set stave med. (Jeg tror dog, når kroppen bliver mere slidt, så vil de være en hjælp for mig, men ikke på så relativt korte etaper).
Jeg powerwalkede med hænderne på knæene, eller lavede chickenwalk, når det var rigtig stejlt. (hvilket det ofte var!)

Simons chickenwalk

Simons chickenwalk

Jeg fik også gennemtestet et nyt energiprodukt – Tailwind Nutrition – og må sige, jeg var ret imponeret og glad for det. Jeg lavede en meget stærk blanding i en softbottle og brugte den som ”gel”. Det indeholder desuden elektrolytter og jeg var godt kørende.

Skovalget stod mellem Sportiva Anaconda og Brooks Pure Grit 3.0. To fede racere. Pure Grit er ikke helt så aggressiv som Anacondaen, men jeg ender nok med den til UTMB, da den har lidt mere cushion og underlaget til UTMB ikke virker helt så teknisk som til 4 trails. Jeg løb 2 etaper i hver sko.

La Sportiva Anaconda

La Sportiva Anaconda

Brooks Pure Grit 3

Brooks Pure Grit 3

Det er et løb, jeg klart vil anbefale, hvis man er nogle gutter og gutinder, som skal ud og have sig en god løbsoplevelse og en let start, hvis man gerne vil teste ”etape-løbsmodellen” af uden at løbe et selfsupportet løb, som kræver meget mere planlægning med udstyrs- og ernæringsoptimering.

Du skal løbe UTMB snart. Hvad er dine ambitioner for dette løb?

Min ambition er altid at få det bedst mulige ud af dagen og mine evner. Det er sjældent jeg sætter et konkret mål op, men da UTMB er så velbeskrevet, har jeg sat et noget ambitiøst mål, som hedder 25 timer. Så kan det være det går helt at pommern til – men jeg kommer ikke blot for at gennemføre. Jeg kommer også for at gøre det så godt som muligt – så må vi se om de sidste 70 km bliver ren overlevelse eller hvad.

Hvo intet vover intet vinder.

Jeg har aldrig løbet så langt før. Jeg ved fra adventurerace, at jeg godt kan køre på i mange timer – men her er jeg alene, så naturen, konkurrencen og tiden skal holde min motivation oppe. Naturen betyder meget for mig, når jeg løber – og jeg skal helst føle den som en medspiller. Er sikker på jeg kommer til at elske modbakkerne!

Hvordan har du forberedt dig?

Ja, hvordan forbereder man sig? Jeg har snakket en del træning med min gode ven Torbjørn Gasbjerg, men har ikke haft et decideret program til UTMB. Har søgt en masse inspiration på nettet og i anden litteratur.
Jeg ved min svaghed er nedløb, så som udgangspunkt har jeg løbet alle bakker hårdt nedad! Jeg bor ved Himmelbjerget – og har let ved at finde bakker – desværre er de ikke lange nok til at kunne bruges til decideret bjergtræning – men det er bedre end slet ingen bakker.

Jeg har haft planlagt nogle hårde træningsblokke hen over foråret. Jeg lægger ofte konkurrencer ind som træning. Bl.a. har jeg deltaget i Kong Vinter adventurerace, VUMB, DM i adventurerace og forskellige løb.
Derudover har jeg kørt en del langrend i Norge, været på træningstur til bjergene i Kroatiens Paklenica nationalpark, som var utroligt givende, samt givet den gas i aftenmørket, når skipisterne lå øde hen på en alpinskiferie i Italien –og så var der jo 4-trails.

alpi maritime

Sommeren er gået som Turleder hos Topas i Alpi Maritime, hvor jeg har forsøgt at adaptere kroppen til bjergene. Jeg har kørt tre vandreuger på en højrute tur – og har sørget for at have lidt ekstra vægt i rygsækken og få løbet nogle ture, når vi er kommet frem til refugierne. Det har været en god tjans, hvor jeg har mødt en masse dejlige mennesker. Det har været utroligt positivt og inspirerende – og dejligt at få lov at dele sin passion for bjergene med andre.

Turleder for Topas i Paur Passet

Turleder for Topas i Paur Passet

Den første uge som turleder var restitution efter 4 trails, og jeg havde egentlig planlagt kun at vandre. Benene var dog overraskende friske, så jeg fik et par gode løbeture allerede der.
Jobbet som turleder er netop afsluttet og den sidste uge har jeg vandret ca 37 timer og løbet 9½ timer. Det lyder ikke af meget løb, men jeg føler mig efterhånden rigtig godt løbende nedad – både teknisk og styrkemæssigt. Noget de mange timer nedad med sæk helt sikkert også har bidraget til. Terrænet har dog været noget mere stenet og teknisk end jeg forventer det til UTMB – så har ikke helt kunnet holde farten i sporet.

Nu skal der trappes ned – og sidste lange tur bliver børnebanen på 25 km til Danmarks længste orienteringsløb, som i år foregår i Thy. Har en forkærlighed for Thy, så glæder mig til den tur.

Hvor ser du dig selv som trail- og ultraløber i fremtiden?

Jeg er klart mere trailløber end ultraløber – og umiddelbart tror jeg den her 100 miler bliver første og sidste. Jeg er mere til etapeløb, hvor der kan løbes stærkere på de enkelte etaper. Trailløb skal være med lidt fart på – det er jo det der er sjovt: Når man kommer i godt flow og giver den gas på bjerget. Følelsen af at være en træt gammel mand, hvor benene kan falde af hvert øjeblik er sgu egentlig ikke så fed. Men går det godt til UTMB får man jo ofte mod på mere – nu får vi se. Forberedelsen har i hvert fald givet rigtig mange gode oplevelser alene og sammen med andre. Og det lyder lidt klicheagtigt – men vejen mod målet er for mig det vigtigste. Selve UTMB er blot lyset i lagkagen – så må vi se, om det hurtigt brænder ned, eller jeg får lov at stege dernede i bjergene!

_______________________________________________

Herfra ønsker vi i hvert fald Simon god tur til UTMB og krydser fingre for at han leverer endnu en god præstation.

Hvad kan trailløbere lære af MTB-folket?

For kort tid siden spurgte vi den tidligere MTB A-rytter og i dag trailløber, Kenneth Kofoed, om han kunne skrive et blogoplæg om hvad MTB-ryttere og trailløbere har til fælles. Vi stillede ham spørgsmålet, om hvorvidt at vi trailløbere kan lære noget af MTB ryttere?! Det mente han vi kunne! God læsning!

Foto: Ilan Schacham (flickr.com)

Foto: Ilan Schacham (flickr.com)

Trailløbere og MTB’er har først og fremmest en ting til fælles. De elsker den natur de dyrker deres sport i, og de vil helt sikkert gøre alt for at de kan blive ved med at færdes i naturen. Derfor vil trailløberne og MTB’erne typisk passe godt på den natur, der danner grundlaget for deres sport.

En anden ting de to sportsgrene har til fælles er at man skal træne teknik for at blive en god til enten MTB eller trailløb. Det er ikke kun nok med en ordentlig motor, man skal også kunne læse og forstå underlaget man bevæger sig i, for at kunne opretholde et højt tempo og undgå styrt og ulykker.

Netop denne aflæsning af sporets beskaffenhed og tekniske udfordringer er noget MTB’erne oplever på en anden måde end trailløberne, da de rammer sporet med en højere hastighed end ved løb, og derved bliver nød til hurtigere at vælge det mest hensigtsmæssigt spor. Desuden har MTB rytteren også en cykel at koncentrere sig om, og skal vide hvordan man styrer og kontrollerer den ved kørsel på tekniske spor. Dette kræver øvelse og kendskab til cyklen.

Det samme gøre sig gældende hvis vi ser på nedkørsler på MTB. Her handler det om at kunne styre sin cykel på bedst mulig vis og undgå kraftigt opbremsninger, med mindre man ønsker at bruge udskridning som en kraftig opbremsning, til at komme rundt i et svært sving. Denne teknik kræver mod og kontrol af cyklen. Derudover gælder det for MTB rytteren at lære at dosere sine bremser rigtigt på nedkørsler, og ellers lade cyklen rulle nedad. Det kræver at man har mod på nedkørslen, og ikke er stiv af skræk så man spænder op i hele kroppen, og derved ikke kan lave en rigtigt vægtfordeling af kroppen på cyklen. Det gælder om at mand og maskine udgør en enhed.

Kenneth Kofoed

Kenneth Kofoed

Netop denne “mand og maskine” oplevelse har en trailløber selvfølgelig ikke. Men ellers gælder der faktisk det samme når vi taler om løb på tekniske spor og nedløb. Er man for stiv i kroppen af frygt for nedløbet, giver det sig udslag i tempoet man løber nedad med i negativ retning. For ligesom på cyklen, gælder det om at have en rigtig “vægtfordeling”. Selvfølgelig menes der her forholdet mellem føddernes placering i underlaget og kroppens holdning, som ikke må modarbejde de kræfter man udsætter sig selv for, ved et hurtigt nedløb. Desuden gælder det om at kunne se to udfordringer frem og ikke kun fokuserer på den først kommen udfordring. Dette kræver træning og tilvænning – her kommer der et lille trænings tips.

Dette lille trænings tips er som følgende, at man hjemmefra siger til sig selv, at dagens træning står på “nedløbstræning” og ikke andet, således at man er klar over målet for ens træningen.

Foto(2)

Praktisk udførelse af nedløbstræningen:

Ude i skoven udvælger man 3-4 nedløb som man vil træne på – gerne med forskellige sværhedsgrader.

Start ved nedløb nr. 1. Begynd med gå nedad første gang, således at du kan se og fornemme nedløbets underlag og tekniske udfordringer, samt at planlægge dit valg af spor. Derefter løber du roligt nedad bakken 3 – 4 gange med fokus på fornemmelsen af underlaget samt dit valg af spor. Disse 3-4 ture ned skal være med til at øge dit fokus på dit valg af spor, fornemmelse af underlaget samt øge din “nedløbs sikkerhed”. Efterfølgende øger du tempoet hver gang du løber nedad således at du presser “citronen” mere og mere og ved 10 nedløb af bakke nr 1 har du allerede fået en fornemmelse hvad det kræver af en, for at kunne løbe hurtigt nedad – nemlig.

1. Ud med armene for at få en “balancepind”. Læs to udfordringer forud således at du har overvejet hvordan du vil klare de kommende udfordringer.

2. Følg nedløbets udfordringer og lad vær med at modarbejde de kræfter der er med til at få dig hurtigt nedad – lad ben, fødder og kroppen arbejde sammen.

3. Prøv at lande på hele din sål således at du kan drage nytte af de knopper som producenten har tildelt skoen.

4. Tænk som en fully MTB ( cykel med affjedring foran og bagved). Den er konstrueret således at den gerne skulle have dækkontakt med underlaget hele tiden. Overført til løb, så tag hellere et skridt for meget end et skridt for lidt, således at man hele tiden har kontakt til underlaget.

5. Husk man må gerne mærke man lever lidt – så pres gerne citronen og find ud af hvornår du har greb og hvornår du ikke har :-)

Foto-19

Derefter løber du hen til nedløb nr. 2 og 3 og følger samme opskrift.

Sådan en træning giver måske ikke så mange km på den ugentlige kilometer optælling, men gør op med dig selv om, det er det du vil vælge at bruge træningstid på. En ting er sikkert, det er super sjovt og en udfordrende måde at træne på. Desuden kan man også løbe op ad bakken, og derved får man også lidt opløbstræning med ind i træningen.

Nedløb kan selvfølgelig også trænes på mange andre måder, men hvis du vil helt ind i og arbejde ordentligt med din egen nedløbsteknik, kræver det træning i både højt men bestemt også langsomt tempo, hvor du kan nå at opfatte hvad der sker mellem dig og nedløbet, og hvor du kan koncentrere dig om din fodafvikling og kadence.

Afslutningsvis skal det nævnes at en super nedkører på MTB, faktisk ikke bremser sporet op – han lader maskinen gøre arbejdet, og bremser kun for at holdet tempoet inden for det kontrollerbare – netop dette er essensen i et godt nedløb! Men spørgsmålet er så hvornår er det kontrolleret og hvornår er det ikke, svaret ligger klart i hvor mange timer du har valgt at fokuser på lige netop denne del af terrænsporten.

Tilbage til det indledende spørgsmål – JA vi trailløbere kan klart lærer noget af vores gode MTB venner når det kommer til nedkørsler og tekniske spor. Men ligefrem at skulle gå ud og bruge 10.000 kr. på en ok MTB er lige i overkanten. Men har du en MTB stående i skuret, så lav endelig en løbetur om til en MTB tur på nogle af de gode spor vi har fået rundt i Danmark, og opleve nogle nedløb med høj hastighed fra MTB’eren cockpit.

Afslutningvis kan I få fornøjelsen af at se Kilian Jornet tæmme et par nedløb:


______________________________

Tak til Kenneth Kofoed for det spændende indlæg på Exploring The Limits (EXPL)

- Team Trail Copenhagen

Chiemgauer 100M – En god oplevelse trods DNF

Chiemgauer 100 Miles forløb noget anderledes end forventet. Målet var at gennemføre den lange distance på maks 24 timer, men efter 87 km måtte jeg se mig slået af bjergene. Mængden af nedløb og mangel på motivation udgjorde årsagen til ’DNF’, en beslutning jeg ikke har fortrudt siden. I stedet for et bæltespænde, kunne jeg drage retur med en fantastisk oplevelse rigere hvilket bl.a. indbefattede kendskab til nye spændende personligheder.

IMG_6694

Mavefornemmelsen var rigtig god ved afgang fra Kastrup Lufthavn. Kroppen havde det godt, træningen havde forløbet uden problemer og motivationen for igen at deltage i et 100 miles løb føltes høj, da sejrsrusen fra Hammer Trail 100M stadigvæk kunne mærkes. Måske gik alt lidt for godt? – Det måtte tiden vise.

I Kastrup mødtes jeg med Tom og Søren fra Marathon Sport, der også skulle deltage i de 100M. For Tom var det første gang at han skulle stifte bekendtskab med distancen. På vej sydpå mødte vi også Signe og Lue. Lue gennemførte i maj 50 Miles distancen på Bornholm, og skulle nu ned og prøve kræfter med 100 km. Signe var crew, og skulle hjælpe Lue sikkert i mål.

IMG_6740

Lue’ crew; Signe

IMG_6712

Ruhpolding i dalen samt første top på 100M ruten

Hjemmefra havde vi via løbsarrangøren Gisehler, booket overnatning i et såkaldt ’farmhouse’ til en meget fordelagtig pris. House Mutter tog rigtig godt imod os da vi tre turister kom væltende ind ad døren, meget smilende og næsten hver sætning sluttede med en munter latter. Stemningen i huset var meget afslappet, overraskende afslappet. House Mutter viste os rundt, talte utroligt meget og gav udtryk for at alt hvad hun ejede kunne vi også tage del af. Vi skulle endelig bare tage for os. Bygningen var det man nok ville kalde et rigtigt thüroler hjem, cirka 100 hm oppe ad den sydlige bjergskråning med udsigt udover Ruhpolding by. Mod øst kunne man skue stadionet, som i de kommende dage udgjorde basen for de to distancer. Det var sgu lidt fedt at være fremme, så tæt på et nyt eventyr.

IMG_6691

Fredag gik med fælles morgenmad, efterfulgt af drop bag aflevering og løbs info med de ca. 60 andre der senere på dagen også skulle ud i naturen og forbrænde kalorier. Løbslederen Giselher (Gi) lagde ud med at tale tysk i 30 min, hvor folk grinte hver gang Gi sluttede en sætning. Derefter kom han over til os for at dele den engelske version af briefingen. Det første han sagde, var ’Nå hvad er vigtigt at få sagt.. Nå ja..’, og så begyndte han at beskrive flere små detaljer omkring rutemarkering mm. Efter 5 min havde han fortalt det hele og ingen af os tre havde grint, hvilket undrede mig da han lige havde briefet alle tysktalende i 20-30 min til stor jubel. ’Hmm, gad vide om vi missede noget info?’, tænkte jeg.

IMG_6702

Det var ikke kun hos House Mutter at stemningen var afslappet. Også på stadionet virkede det til at alle hyggede sig, en stemning man kun kunne lade sig påvirke af. Målportalen blev sat op i roligt tempo ved ankomst, sammen med et digitalt ur, et official telt samt et reklametelt fra Salomon. Og det var så det. Herfra skulle alle 100 miles deltagerne så vælge deres starttidspunkt, afhængigt af hvor hurtige man løb –jo hurtigere jo senere skulle man sætte i gang. Den første gruppe på 30 mand tøffede af sted kl. 14 i et tempo der lignende gang. De hyggede sig kunne man se, og ingen af dem virkede skræmte af den motion der ventede forude. Tom og Søren startede kl. 16, mens at jeg løb af sted kl. 19.

IMG_6710

Jeg havde egentligt sat mig for at drage ud i naturen kl. 18, men Rüdi – en tysk løber der to gange havde vundet 100 km distancen – var under briefingen kommet hen til mig og fortalt at han og en anden løber (Thomas Wagner) løb af sted kl. 19. De kendte ruten, også den første 70 km strækning der efter sigende skulle være knap så godt markeret, så jeg lod mig friste og ændrede mit starttidspunkt til kl. 19. Deres mål var også at gennemføre på 24 timer, så jeg håbede at vi ville følge hinanden og have det hyggeligt i hinandens selskab. Det jeg dog ikke vidste, var at Rüdi for kort tid forinden havde vundet det tyske trail mesterskab. Havde jeg vidst det, havde min beslutning nok set anderledes ud:/

Et par timer efter stod 4 mand klar, Sebastian, Rüdi, Thomas og jeg. Der var ikke noget startskud, men blot lyden af Gi der råbte ’…. GO’. Som nævnt vidste jeg ikke hvilken kaliber jeg de kommende 160 km skulle kæmpe imod, så derfor ville jeg fra start af teste dem lidt af. Jeg satte tempoet i noget det lignede tempo 4.30 min/km, og der gik kun få minutter før at Thomas Wagner med et undrende udtryk spurgte mig om det her var mit afslappede tempo. I øjeblikket føltes alt som det skulle, så jeg tog det som et godt tegn at de andre ’hang lidt i bremsen’. Efter 5 km ramte vi første stigning. Thomas, Sebastian og jeg satte tempoet mens at Rüdi faldt lidt bagud. I dette øjeblik var jeg godt tilfreds med min taktik, de andre virkede påvirket af tempoet, og jeg fløj bare op ad stigningen. Halvvejs spurgte jeg Thomas om Rüdi var ok, og han svarede kort ’never mind him’. De kendte hinanden, og Thomas vidste udmærket godt at Rüdi bare lige skulle i gang. De sidste 200 hm ændrede sporet sig fra skovvej til mudret single trail, og Thomas og Sebastian tog føringen. Rüdi havde indhentet os, og samme nåede vi toppen tæt på solnedgang. Men så skete det uventede. Allerede ved første nedadgående meter råbte Thomas på Rudi, hvorefter at de begge satte i sprint med Sebastian i hælende på dem. Det tog ingen tid før at jeg var alene på sporet, på vej ned ad første top, og jeg forstod ingenting af hvad der lige var sket. Nedløbet kunne man ikke se pga. den tætte bevoksning omkring sporet, men alligevel havde 75 % af gruppen valgt at sprinte ned mod dalen. Under prologen til Hammer Trail tilbage i maj havde Kenneth Kofoed også udfordret mig med sit hurtige pace ned af bakke, men det var intet i forhold til hvad jeg netop havde oplevet. Jeg troede ikke mine egne øjne, og kunne kortvarigt ikke helt overskue opgaven der lå forude. I bunden af dalen indhentede jeg Sebastian en smule, og han nåede første check point (18 km) med 20 sekunders forspring. Thomas var allerede på vej væk da jeg nærmede mig check pointet, og Rüdi var ikke til at spotte. Hold da op nogle hurtige drenge!

IMG_6795

Efter at have forladt 18 km mærket begyndte natten at tage over, og pandelampen blev hevet op ad tasken. Nattens bulder mørke gjorde det ikke nemmere at finde vej gennem de næste to stigninger, som begge var i tæt skov markeret med enten markeringsstrimmel eller pile på sporet. For hver kilometer blev det mere og mere tydeligt hvad løbsarrangøren Gi mente med en let markeret rute. På skovvejene med nem adgang via bil eller cykel var ruten fint markeret, mens at markeringen på de svære tekniske og meget smalle spor i tæt buskads virkelig var mangelfuld. For mit vedkommende betød det, at jeg hele tiden skulle holde fokus, og hvert 20 sek. stoppe og lyse rundt med pandelampen for at finde næste markeringsstrimmel. Natten var stadigvæk ung, og herfra vidste jeg godt at manglende markering ville have en enorm stor indflydelse på både tid og ikke mindst oplevelsen af flow. Flow var netop hvad jeg til Hammer Trail havde oplevet som en ’ven’ på sporet i med- og modgang. Her gav flow energi og følelsen af konstant flydende bevægelse, som selvfølgelig er rart når man har sat et mål om at bevæge kroppen 160 km. Tilbage på sporet skulle jeg hele tiden stoppe op og kigge, og i flere omgange var jeg nød til at satse og håbe på at der længere fremme hang en markering. Jeg kunne hive GPS’en op af lommen, en håndholdt GPS jeg havde lånt hjemmefra, men tanken om at skulle smide stavene og løbe efter en halvirriterende computer midt i mørket (der ikke altid var super hurtig) kunne jeg ikke helt overskue. GPS’en så jeg som en back up, øjne og logik kom i første række og indtil videre var det jo gået fint. Men efter et par timer skete det så, det der ikke måtte ske. Et krævende single track havde ledt mig ud på en asfalt vej, tæt på det der lignede en forladt gård. Herfra førte asfaltsporet stejlt ned ad bakke – så stejlt at det måtte slingre sig i adskillige hårnålesving for ikke at ’tilte passageren’. Efter 5 min kunne jeg mærke at noget var galt, og der var absolut ingen markeringer at få øje på. GPS’en blev hevet frem, og den kunne kun bekræfte det jeg frygtede. Jeg havde forladt sporet og løbet i hvert fald 100 Hm- forkert. Jeg skulle op igen!

Dette var første gang på ruten at jeg sagde noget grimt, noget som ikke behøves at blive gentaget. Det var min måde hurtigt at komme ovenpå igen, finde tilbage til sporet og ellers bare glemme hvad der lige var sket. Turen op ad bjergsiden føltes dog i øjeblikket ekstra hård. Kræfterne var blevet spildt, men der var ikke andet at gøre end at komme videre herfra. Sporet fandt jeg igen, jeg skulle dog lige springe over en å hvor jeg på den anden siden måtte bruge alle kløer til at gribe fat i moder natur, for ikke at skride ned ad skræningen og ned i vandet. I sådan en situation tror jeg at det er vigtigt, at man kan bevare roen, ikke lade sig irritere for længe og i stedet trække på smilebåndet over hvor komisk det hele må se ud. Håbet var at løbe med frontløberne, men nu hang jeg i stedet med røven i vandskorpen efter fejlagtigt at have løbet forkert ned ad bjerget. ’Hvad fanden er det her for en sport jeg dyrker’, tænkte jeg, da jeg igen stod ved en markering. ’Thank God’ at ingen filmede den seance. Hvis nogen gjorde, skulle scenen hedde ’Turist i Thürol’.

En af årsagerne til at jeg havde løbet forkert, var da sporet på ingen måde var tydeligt markeret i naturen. En ting var at markeringsstrimlerne var sat med stor afstand mellem hinanden, men det største problem var simpelthen at sporet ikke skilte sig ud fra resten af skovbunden. Det var ikke noget jeg havde oplevet før. Normalt var et spor slidt ned, således at grene og andet var slidt væk, og derved skabte en tydelig jordfarvet linje gennem terrænet. Det satte en enorm dæmper for tempo at der her intet spor var at se, og tanken om at skulle løbe yderligere 130 km i umarkeret terræn virkede i flere omgange en smule uoverskuelig.

Endelig kom jeg til 2. check point (36 km), bestyret af en flink kvinde og hendes to sønner. Alle kunne engelsk, og jeg fornemmede at børnene syntes at det var lidt spændende at tale engelsk med en fremmed der pludseligt var dukket frem i mørket (uden at det skal lyde mærkeligt!). Min lyst til gels og andre søde sager havde for længst ramt bunden, og i stedet kunne vandmelon og noget nudelsuppe hjælpe med at få energien tilbage. Det virkede en smule, dog ikke uden at jeg måtte rejse mig op halvvejs og gå rundt om mig selv for ikke at kaste op. Kroppen opførte sig mærkeligt, hvilket nok var resultatet af at jeg på vejen hertil enten havde været afkølet eller overophedet en smule (m/u jakke). Vejrtrækningen bøvlede jeg også med. Jeg tror halsen havde fået træk, og hver gang at jeg trak vejret dybt, følte jeg behov for at hoste. Det var sgu egentligt bare en skide irriterende situation jeg befandt mig i, men det hjalp at crew’et var flinke og forstående overfor mit stille adfærd. Før afgang fra check pointet fik jeg tiderne på de tre andre løbere. Sebastian var på det tidspunkt foran Thomas, som pga. maveproblemer kun var ti min foran mig.

Efter 8-10 min løb jeg videre ind i skoven, og foran ventede et nedløb efterfulgt af første store stigning, hvor et nyt check point gemte sig på toppen (58 km).

Energien kom herfra stille og roligt tilbage, og med musik i ørene begyndte det hele at se lidt lysere ud. Det kostede dog både et styrt samt et vrid i den ene fod før at jeg igen stod på en bjergtop, 58 km. Vejen dertil havde ført mig forbi adskillige store køer. Hver gang jeg passerede en ko der stod og græssede i mørket, blev jeg en smule nervøs. Ville den pludseligt begynde at lege med mig, eller reagere pludseligt pga. pandelampens lys. 500 kg muskel kunne sagtens destruere mig midt på bjergsiden. Heldigvis var de alle venligtsindet, og blandt de få tilskuer der havde valgt at møde op for at heppe.

100 meter nede af en skrænt fik jeg øje på et bål, og en mindre træhytte. Jeg vidste at check pointet lå skjult der, men hvor fa’en var sporet derned til. Jeg råbte til dem for at være sikker på at jeg skulle derned, og løb så i en lige linje fra hvor jeg stod. Ved ankomst spurgte de om jeg var faret vild, og ja det var jeg. Denne gang var det dog kun et par hundrede meter, og ikke noget jeg gad reflektere længe over. Jeg havde det faktisk godt ved 58 km mærket. Det var skønt at tale med en gruppe glade mennesker, som bl.a. kunne fortælle om nedløbet der ventede få meter fra hytten. En herre i 60’erne fortalt på engelsk at sporet var teknisk, men ikke glat. Fint tænkte jeg, så skulle den have lidt fart i et forsøg på at indhente det tabte. Jeg begyndte nu at se en ende på første del (70 km), og forude ventede næste strækning (90 km) som var bedre markeret og med solen højt på himlen.

IMG_6736

Kortvarig vejrudvikling til det knap så sjove

Da jeg rejste mig fulgte herren i 60’erne mig ud til hvor sporet forsatte. ’Go 50 meters to gate, then 200 meters and turn left’ lød instruksen, og vores veje skiltes. Jeg satsede på at sporet ned ad ikke var glat, det havde jeg trods alt lige fået af vide. Der gik dog ikke mere end et par minutter, før at benene forsvandt under mig og jeg satte mig tungt ned på det tekniske OG glatte spor. Jeg kunne kun smile af situationen, for det var sgu lidt glat. Det var selvfølgelig mit eget ansvar at undersøge forholdene, og sporet var hermed undersøgt. Et teknisk og glatspor! Sporet svingede sig skarpt 180 grader rundt for hver 3 meter, hvilket vanskeliggjorde at holde farten højt. Det var først da jeg ramte en skovvej længere nede at man havde en jordisk chance for at hæve hastigheden, til stor utilfredshed for lårmusklerne. Der gik ikke lang tid før at solen stod op, og pandelampen blev slukket. Mens lyset dukkede op, blev man ledt ind på det sidste single trail inden man for alvor nærmede sig stadionet. Sporet var smalt og hældte stejlt nedad til venstre, og faldt man her, er jeg ikke sikker på hvor man ville ende. Flinke skovarbejdere havde spændt en wire op langs højre klippesiden, problemet var bare at wiren hang i en halv meters højde = ubrugelig.

IMG_6783

Det holdt hårdt med at få løbet de sidste 7 km og komme ind på stadionet. Nu var 87 km passeret i en tid jeg ikke var tilfreds med. Hvad jeg dog var endnu mindre tilfreds med var mængden af motivation og lyst til at fortsætte. Jeg havde på ingen måde lyst til at begive mig ud på yderligere 73 km og ca. 4.000 Hm+, og efter 20 min valgte jeg at stoppe. Når man til et løb ikke når i mål, gælder det om at trække stikket hurtigst muligt og passe på kroppen, hvilket jeg forsøgte her. Kortvarigt ærgrede jeg mig over at jeg ikke havde tilmeldt mig 100 km distancen, men det var nemt nu at sidde og være bagklog. Modsat Western States 100 Miles i 2012 hvor jeg også droppede ud halvvejs, var jeg denne gang hverken skuffet eller sur. Jeg havde truffet det rigtige valg, og med kun 6 uger til næste store mål, et 24 timers løb rundt om søerne i Kbh, var det kun dumdristigt at fortsætte.

IMG_6732

Rudi – 100M vinder og indehaver af nye Course Record

Jeg kan tage retur til DK med en oplevelse rigere. Jeg har mødt en masse fantastiske mennesker på min rejse, fået gode kontakter og ikke mindst fået mere erfaring om egne styrker og svagheder. Jeg har fået mere erfaring med konkurrencer i bjerge, udstyrserfaring mm – alt sammen uvurderlig viden hvis man vil blive en god ultraløber. Så må vi se om jeg har tid og overskud til at komme retur næste år :)

IMG_6755

- Andreas

Race report Trail VSB – X-Alpine af Rune Yates

”Jeg har set 50 løbere med ben som Arnold Schwarzenegger!” Det var den tørre kommentar fra min ven Carl kl. 04.30 lørdag d. 12. juli i år, da vi stod og forberedte de sidste ting i teltet, 30 minutter inden starten gik til det, der skulle blive mit livs hårdeste løb.

X-Alpine-profile

Jeg kiggede mig omkring og observerede mine modstandere og måtte erkende, at mine blege, tynde ­– og i selskabet – alt for slatne lægge ikke kunne matche de andre i teltet. Jeg kiggede på Peter og Carl, og uden at sige noget til hinanden vidste vi godt, at vi måske havde taget munden for fuld.

Det var i oktober året før, at Peter og jeg havde taget beslutningen om at løbe det forholdsvis ukendte Trail Verbier St. Bernard X-Alpine, og at det skulle være kongedistancen på 111 km og 8600 højdemeter, vi ville bide skeer med. Peter og jeg havde længe snakket om at prøve kræfter med 100 km distancen og var meget tæt på at gøre det i februar, men der kom en baby i vejen for vores begges vedkommende. Det var en fra mit løbenetværk, der havde gjort mig opmærksom på løbets eksistens ved at poste en fed video fra løbet sidste år. I videoen blev der lagt stor vægt på, at ruten bestod af 96 % singletrack, hvilket var stærkt medvirkende til, at det blev Trail VSB, valget faldt på.

Jeg debuterede på ultra-distancen sidste år, og jeg har aldrig løbet længere end 60 km. Derfor besluttede jeg mig for at hive fat i min gode ven Torbjørn Gasbjerg, som i mange år har dyrket adventurerace og mountainbikeorientering på eliteplan, og som er landstræner for orienteringslandsholdet. Han kunne hjælpe med at sammensætte et træningsprogram frem mod løbet. Torbjørn og jeg satte os sammen en aften i januar og lagde planen for min træning de næste syv måneder.

Min plan startede med genoptræning, da jeg tre uger forinden havde fået en skade i et forsøg på at følge med de hurtige drenge fra ”Team Trail Copenhagen” på en træningstur. Det nye var nu, at jeg skulle til at træne efter pulszoner og starte ud meget langsomt. Jeg vil ikke gå i detaljer med træningen, men bare sige, at for mig har pulszonetræning haft en afgørende betydning for mit resultat. Jeg har ikke haft en skade, siden planen med Torbjørn blev lavet, på trods af at jeg i nogle uger har rundet de 100 km. Det er også lykkedes mig at løbe fem km omkring de 18 minutter. Jeg har aldrig tidligere været under 21. Min træning frem mod X-Alpine er langsomt gået op i tempo og distance, og jeg havde i træningsplanen indregnet de to første løb i Ultracuppen (Fyr til Fyr og Gendarmstien) som en form for test af formen. Dette betød, at da jeg stod kl. 05 om morgenen, og startskuddet gik, vidste jeg, at formen var god, og at jeg kunne løbe 60 km uden problemer.

Da løbet blev sat i gang kl. 05 lørdag morgen, havde jeg sovet ca. tre timer. Hvorfor så lidt? Det var såmænd fordi, jeg delte et hotelværelse på 12 m2 med Carl og Peter, og uden at nævne navne havde sidstnævnte nogle meget underlige ”blop”-lyde når han sov, som holdt mig vågen.

Dagen inden løbet havde løbsledelsen valgt at forkorte ruten ved at tage toppen af det første bjergpas (Le Catogne) ud af løbet på grund af for meget sne. Det betød, at løbet nu var seks km kortere og ca. 1000 højdemeter mindre.

Løbet startede med ca. to km med asfalt inden det første stykke singletrack. På dette stykke kunne man placere sig i forhold til tempo, men der var mange, der gav den gas for ikke at ligge sidst i feltet inden den første stigning. Da vi ramte det første singletrack, gik det ca. 250 højdemeter op igennem skoven til Le Château. På dette stykke fortrød jeg, at jeg ikke havde løbet hurtigere i starten. Det gik langsomt, og der var flere steder, hvor man skulle vente på, at personen foran kom op af et svært stykke, hvilket dannede køer flere steder. Da det stadig var halvmørkt og meget tåget, kunne man ikke se, hvor flot det øverste stykke af toppen var, men jeg vidste, at vi til sidst ville gå langs en bjergkam, hvor der var et stort drop ned, hvis man trådte ved siden af.

0055_ELA8665

Da vi nåede over toppen, begyndte et fedt stykke downhill. Der var stadig kødannelser på nedløbet, og i min frustration over at ligge bag ved en langsommere løber tog jeg ham indenom i et sving, hvilket resulterede i, at jeg røg en tur på røven – til stor morskab for den langsomme løber. På nedløbet løb jeg fra Carl og Peter, som jeg ellers havde håbet jeg kunne følges med lidt længere. I bunden af dalen fulgte man en flod hen til første depot i Sembrancher. Jeg tog lidt appelsin og en småkage, men løb ellers lige igennem depotet. På dette tidspunkt havde vi løbet lidt under to timer, og jeg havde lavet verdens største rookie mistake og i min begejstring for endelig at være i gang med løbet glemt at drikke nok og at få noget energi i kroppen. Det var nu ikke noget, jeg i første omgang mærkede meget til, og jeg løb roligt og uden problemer til det næste depot i Champex. Det var på denne del, løbsledelsen havde skåret Le Catogne væk, og i stedet for at løbe til toppen af bjerget løb vi omkring det. Ruten gik op og ned, men var meget overskuelig uden de store tekniske udfordringer. Lige inden depotet Champex fulgte man bredden af en sø, hvor en masse fiskere havde taget opstilling langs kanten. Det var et smukt syn, der dog var sløret af en begyndende regn, som tog til, idet jeg løb ind i depotet. I Champex fik jeg fyldt væske i min rygsæk og spiste lidt mere appelsin, banan og småkage, inden jeg iførte mig regnjakken og løb ud i silende regn. Jeg havde nu løbet lige omkring de 20 km, og kroppen havde det okay efter depotet.

Nu begyndte opstigningen til løbets højeste punkt Orny i 2826 meters højde. Det var en vanskelig opstigning, og ruten var ikke lavet til at overhale, alligevel fik jeg i starten af opstigningen overhalet fem-syv løbere. Det gik stejlt opad, og man skulle indimellem have fat i klipper og andet for at hale sig op, så drømmen om glade lårmuskler efter løbet blev hurtigt opgivet. Første del af opstigningen foregik i en skov, og jeg måtte til sidst stoppe og tage en pause, da benene var godt smadret. En engelsk fyr stoppede med mig, men kunne ikke snakke, så vi kiggede bare på hinanden og rystede på hovedet. Mens jeg stod og gispede efter vejret, blev jeg lige pludselig ramt af en voldsom kvalme og hovedpine. Det gik op for mig, at jeg overhovedet ikke havde fået nok gels i forhold til den plan, jeg havde lagt om at spise en med 30-45 minutters interval. Jeg tvang en gel i mig og forlod den pressede englænder, som ikke var klar til at bevæge sig op endnu.

Den manglende energi kom til at få en kæmpe betydning for mit løb hele vejen til toppen af Ornybjerget. Jeg har aldrig tidligere i løbesammenhæng oplevet så voldsom en krise, og det faktum, at det var så tidligt i løbet, slog mig fuldstændig ud. Mine stave blev brugt flittigt, og jeg nærmest lænede mig op ad dem for at holde mig oprejst på vej op ad bjerget. Da stigningen endelig fladede lidt ud, havde regnen lagt sig, men vi løb midt i de tætte og lave skyer, hvilket betød, at jeg kun kunne se ca. 10 meter frem. Jeg kunne se, at jeg på det næste stykke ikke skulle være højdeskræk, for sporet snævrede sig ind og gik langs kanten af bjerget og bevægede sig op og ned af klipper på et ca. 50 cm bredt spor og med et lige drop ned på den anden side. Da det var tåget, kunne jeg ikke se hvor dybt, men der var sat kæder i klippen langs sporet, som man kunne holde fast i undervejs, og det blev nødvendigt.

DCIM100GOPRO

Jeg følte, at jeg gik helt alene på bjerget og havde svært ved at trække vejret helt ned i lungerne. Så kunne jeg lige pludselig høre Carl og Peter snakke bag mig. Jeg vendte mig om, men kunne ikke se dem. Jeg var stadig i dyb krise, og jeg blev ramt af ambivalente følelser. På den ene side var det dejligt at kunne følges med mine venner, som lød til at være i godt humør, men på den anden side betød det, at jeg var blevet indhentet af to løbere, som jeg selv syntes jeg var hurtigere end. Jeg gik i lidt tid og tænkte på, om jeg skulle råbe til dem gennem tågen og besluttede mig til sidst for at gøre det. Det var Carl, der svarede, og han løb hurtigere på det smalle og sindssyge spor, indtil han nåede mig. Han snakkede helt vildt og virkede irriterende oplagt, mens jeg havde det dårligere end før. Der gik lang tid, før jeg svarede på nogle af de mange ting, han spurgte om på sit svenske tryllesprog. Hvad jeg ikke lagde mærke til, var, at Carl har filmet vores møde på sit ”Go Pro”-kamera, så først her efter løbet kunne jeg se, hvor nedslået jeg var.

På det næste stykke skiftedes Carl og Peter til at overhale mig, mens de filmede det og fortalte kameraet, at: ”Her er det øjeblik, hvor jeg overhaler Rune”. Det var både sjovt og sindssygt irriterende på samme tid. Ikke desto mindre hjalp deres tilstedeværelse mig hele vejen til toppen af Orny, og jeg satte mig nedslået på bænken i hytten og begyndte at hælde elektrolyt og energi i mig, selvom kroppen prøvede at gøre mig opmærksom på, at det ikke var det, den var i humør til. Jeg var begyndt at ryste, og jeg kunne fornemme, at jeg blev nødt til at komme i gang igen for ikke at gå helt i stå. Peter var allerede på vej ned af bjerget igen, så Carl og jeg begyndte at løbe ned af for at indhente ham.

Nedløbet var teknisk svært, men storslået. Noget af tågen var lettet, og solen skinnede indimellem ned gennem tågen. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg kunne langsomt mærke, hvordan benene og kroppen fik det bedre. Vi kom forbi et fantastisk vandfald, lige som solen brød igennem, og vi måtte stoppe for at tage et billede.

På dette tidspunkt havde Carl og jeg overhalet Peter, som kæmpede med nedløbene under hele turen. De næste 10 km var fantastiske og bestod af en blanding af teknisk svært terræn og fedt nedløb. På den nederste del af bjerget fulgte ruten en flod ned af bjerget, og jeg elskede, at jeg havde kæmpet mig igennem krisen og følte mig ovenpå.

I bunden af bjerget satte Carl og jeg os ned og tømte vores sko for sten. Vores Gaiters var hoppet af under nedløbet, og vi blev enige om at det var en god investering at få dem sat ordentligt på igen. Herefter gik ruten opad i en mere behagelig stigningsprocent end ved det forrige bjerg og fulgte en ny flod. Fantastisk natur og vandfald ned langs klipperne på begge sider af os var rammerne, mens vi roligt, men i et godt flow kæmpede os op til det næste depot i La Fouly i 1600 meters højde. Vi havde nu løbet omkring 45 km, og det var tid til lidt rigtig mad i depotet. Vi gav os god tid til at nyde den gode tapas-anretning med ost og pølse, som depotet kunne byde på. Mens Carl og jeg sad på bænken i depotet, kom en fyr ind og satte sig ned ved siden af os og lod sit hoved falde ned i bordet uden at tage fra, så der lød et brag. Jeg vågnede fra min trance og så, at mandens kone og datter stod bag ham, og at tårende trillede ned af kinderne på ham. Datteren så bange ud, jeg forestiller mig, at hun nok ikke har set sin far græde så tit. Jeg fik lyst til at sige til hende, at alt var okay, da konen var i fuld gang med at tage sig af sin mand. Hele seancen gjorde indtryk på mig, og jeg kom til at tænke på mine egne børn og kone. Jeg skyndte mig at slå de tanker ud af hovedet, da jeg kunne mærke, at de ikke hjalp mig, og jeg rejste mig for at komme af sted. I samme øjeblik vadede Peter ind i depotet. Peter var i godt humør og ville ikke blive i depotet, så vi løb samlet ud og begyndte den næste del af løbet.

DCIM100GOPRO

Peter var stærk op af bakkerne og satte mig og Carl af på det næste stykke opad. Det var begyndt at regne igen, og sporet strakte sig på op gennem dalen på langs af de grønne græsbakker. Sporet var begyndt at blive mudret, og det var svært at stå fast på dette stykke, der skiftevis gik op og ned. Jeg havde indhentet Peter og overhalede ham på vej ned af en bakke, og da jeg næste gang kiggede mig tilbage, kunne jeg hverken se ham eller Carl. Det var det sidste jeg så til de to på resten af turen.

Sporet var nu begyndt at gå op ad mod Col de Fenêtre i 2695 meters højde. Jeg havde overhalet fem-seks løbere mere på det forrige stykke og var ved godt mod. Jeg fulgte nu min plan om at spise energi med 30-45 minutters mellemrum og var træt, men okay. Stigningen var hård, og det var svært at få fodfæste i det mudrede spor. Fødderne gled hele tiden bagud, og stavene blev brugt flittigt til at få greb. Efter hvad der føltes som en evighed op ad bakke, kom belønningen. Sporet fladede ud og mellem sne og mudder lå en flot og klar bjergsø, som der skulle løbes omkring.

Terrænet skiftede nu mellem sne, klippe og mudder, og jeg fik lidt energi i mig og tændte videoen, mens jeg luntede omkring søen og op mod grænsen til Italien. Et stejlt nedløb, som var voldsomt hårdt for mine knæ ned mod St. Bernard-passet, tog en masse kræfter fra mig, og derefter fulgte en stigning op ad brosten og over vejen ind i Schweiz igen og depotet ved St. Bernard-søen. Dette depot var vindblæst og koldt, og jeg prøvede at få varmen med en omgang suppe med pasta – dog uden held. Jeg rystede voldsomt og kunne mærke, hvordan andre løbere kiggede på mig. Jeg besluttede mig for at løbe igen, inden en depothjælper fik en idé om, at jeg var for træt til at forsætte. Jeg havde nu løbet ca. 60 km. Det næste stykke fulgtes jeg med en gruppe på fire løbere. Det gik op ad langs passet og bestod mest af klipper afbrudt af nogle iskolde vandløb, der krydsede sporet. Jeg havde så småt fået varmen igen og havde det okay. Da vi nåede toppen på Col des Chevaux i 2714 meters højde, blæste det voldsomt og regnede. Jeg havde forestillet mig et depot her, men der var bare et telt med en samarit, som var ved at tage sig af en anden løber. Jeg stoppede op for at nyde synet, men som det ses i min video ved 08.00 som i kan finde linket til nederst i race-reporten, var det et tåget og meget skræmmende nedløb, der nu ventede mig. Nedløbet fra Col des Chevaux og til det store depot i Bourg St. Pierre, hvor min dropbag ventede, var over 1000 højdemeter med det sværeste terræn, jeg i mit liv har løbet ned af. Tungen skulle være lige i munden på store stykker af dette nedløb, men indimellem var der også behagelige passager, hvor man kunne nyde naturen og sætte lidt fart på.

Min krop var nu mærket af de mange timers strabadser, og jeg kæmpede med trætheden og ømme knæ, men min motivation var god. Jeg havde det okay, da jeg løb ind i depotet ved Bourg St. Pierre efter ca. 73 km og besluttede mig for at give mig selv en pause på 20 minutter til at skifte trøje, fylde tasken op med energi fra dropbaggen, tage pandelampe på og gøre musik klar til de mange mørke og kolde timer på sporet natten igennem. Jeg spiste list pasta bolognese, fyldte væskeblæren op og løb ud af depotet i godt humør, klar til natten.

Lad mig sige det med det samme: Pandelampeløb har aldrig været det store for mig. Jeg hader, at jeg ikke kan nyde den natur, jeg løber igennem, så syv timer med lampen på var i forvejen det, jeg havde forberedt mig mest på mentalt. Hvad jeg ikke vidste, var, at vejret havde besluttet sig for at gøre mit natteløb endnu mere udfordrende – det regnede hele natten igennem.

Da jeg forlod Bourg St. Pierre, var jeg alene, men indhentede efter 45 minutter en belgisk fyr, som jeg fulgtes lidt med. Vi small-talkede lidt, men han faldt langsomt bagud, og jeg var igen alene på bjergsiden midt om natten. Efter jeg forlod min belgiske ven, blev sporet svært at stå fast på. Jeg skøjtede rundt i mudderet og kunne fornemme de store afgrunde ved siden af sporet, hvilket for første gang i løbet gjorde mig en smule bange. Ud over dette var jeg også begyndt at se dyr, som ikke var der. Det er noget underligt noget, at man det ene øjeblik er helt sikker på, at man kan se edderkopper, der løber over vejen, og det næste øjeblik godt ved, at ens hjerne spiller én et puds. Peter fortalte mig efter løbet, at han var sikker på, at han havde set en bil på bjergstien…

DCIM999GOPRO

På vejen op ad Col de Mille fik jeg langsomt indhentet to løbere, som jeg fulgtes med resten af vejen til toppen. I mørket kunne man se lyset fra hytten lang tid før, man nåede toppen – til stor frustration. På et tidspunkt kiggede jeg på et skilt, hvor der stod 500 meter til Col de Mille. Først da jeg kom til toppen, gik det op for mig, at det måtte være 500 højdemeter, for det tog en evighed at komme derop i mørket. Da jeg endelig trådte ind af døren, var der fuldstændig stille i hytten, selvom der nok har været fem-syv personer. Der var en varm brændeovn med ilden skruet godt op, og jeg satte mig ved siden af den, mens jeg prøvede at tvinge noget energi i mig. Jeg havde formået at fylde godt med energi på under opstigningen og havde egentlig ikke brug for det, men det var så dejligt foran brændeovnen. Selvom jeg sad foran brændeovnen, begyndte jeg at fryse, og jeg tvang mig selv væk og ud i mørket igen.

Jeg havde nu løbet ca. 85 km og fik på det næste stykke følgeskab af en mand og en kvinde, som jeg fulgtes med under det lange og svære nedløb til Lourtier. Vi kunne næsten ikke løbe, da ingen af os kunne stå fast i mudderet og vi skiftedes til at falde hele vejen ned af det første stykke. Hver gang en af os faldt (og det var tit), kom standardkommentaren: ”Are you okay?” Hvortil svaret ”Yes” kom promte, selvom det ikke var nogen hemmelighed, at vi indimellem slog os. Kvinden, jeg fulgtes med, havde en meget dårlig pandelampe og ville have, at jeg løb forrest hele tiden, så hun kunne bruge mit lys. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men de to var begge bedre nedløbere end mig, og selvom jeg havde den bedste pandelampe, lod jeg dem til sidst overhale mig, da det føltes som om de lå lige i røven på mig hele tiden. Da vi nåede det nederste stykke af stigningen, fladede det lidt ud, og jeg løb langsomt fra de to og ned til depotet i Lourtier. Klokken var nu omkring 03.00, jeg havde løbet ca. 92 km og jeg var fuldstændig færdig af det svære nedløb i mudderet og de mange styrt. Jeg satte mig på en stol og stirrede ud i luften. Jeg kunne se flere løbere ligge på madrasser i lokalet ved siden af, og jeg kiggede tomt ud i luften, da mine tanker blev afbrudt af en af depothjælperne.

”Are you okay?” lød det fra den unge dreng, der åbenbart var den eneste, der kunne engelsk i depotet. Han oversatte for en bister dame, som kun kunne tale fransk. ”We have talked to the guys in the next checkpoint, and the conditions are very bad at the top. There are strong winds and more mud than the section you just finished, It’s okay to stop now if you are not feeling well. The next part is going to be the hardest and it is dangerous to go unless you are completely fit.”

”Store idiot!” tænkte jeg, mens jeg kiggede på den unge dreng. ”Tror du selv på, at du kan overtale mig til at stoppe nu, din klovn?”. Jeg fik fremstønnet ”I’m okay” uden at overbevise de to hjælpere. Jeg skyndte mig at rejse mig op fra stolen og fylde min væskeblære og prøvede at se så frisk ud, som jeg kunne. Jeg vendte ryggen til de to og gik ud i natten igen.

Stigningen fra depotet i Lourtier og op mod sidste checkpoint La Chaux kan kun beskrives som umenneskelig! Det gik så stejlt opad, at jeg flere gange måtte stoppe og spekulere på, om de to klaphatte i depotet måske havde haft ret. Ud over at det var stejlt, var det næsten umuligt at stå fast i mudderet, og jeg brugte sindssygt mange kræfter over de næste kilometer på at hive mig op i stavene. Flere gange undervejs blev jeg bange for, at min krop ikke ville kunne klare det, og at jeg måtte give op. Kroppen var smadret, og jeg var mentalt helt nede. På en af mine pauser undervejs satte jeg mig ned for at hvile mig og kom til at lukke øjnene et sekund. Jeg blev helt forskrækket over mig selv. Jeg kunne uden problemer have lagt mig til at sove der midt på bjerget. Det skræmte mig lidt, og jeg fik kæmpet mig videre op af de modbydelige stigninger.

Jeg kunne se pandelamper under mig og vidste, at der var flere der havde det så hårdt som mig, og det hjalp lidt. Lige pludselig kunne jeg se en pandelampe foran mig. Da jeg kom nærmere, kunne jeg genkende løberen som en japaner, jeg havde set tidligere. Han var fuldstændig slukket i blikket, og da jeg spurgte om han var okay, svarede han ikke. Jeg spurgte igen, og han svarede irriteret ”Yes!”. Der var udsolgt hos ham, gættede jeg på, og han var selv klar over det. Jeg gik langsomt videre og kiggede mig flere gange tilbage, men japaneren fulgte ikke efter. Jeg vidste, at der var løbere efter mig, og han havde jo sagt, at han var okay, så jeg forsatte opad. Det var stadig mørkt og mudret, og de næste kilometer gik meget langsomt. Det var dog fladet ud, og jeg havde indhentet en fransk fyr, som kunne tale engelsk. Vi fulgtes ad hele vejen ind i solopgangen (som man ikke kunne se) og til depotet i La Chaux. Der var ikke mange i depotet, men der var to, der lå og sov, og to på vej ud. Igen var der brændeovn, og jeg spiste lidt, men besluttede mig for at løbe med det samme. Nu var der kun et ”lille” nedløb til mål.

Det sidste nedløb ned mod Verbier foregik i gang langt det meste af vejen. Jeg havde løbet 99 km nu, og det var stadig umuligt at stå fast, og jeg blev på vejen ned overhalet af flere løbere, som var markant bedre nedløbere end mig. Mine ben var nu fuldstændig færdige, og jeg havde skoene fyldt med sten, men havde ikke overskud til at tage dem af ved det sidste depot. Jeg var nu ikke i tvivl om, at jeg ville gennemføre, og jeg bevægede mig langsomt ned mod bunden. Da vi nåede Verbier, løb jeg de sidste to km, selvom kroppen reelt var færdig. Det var så fedt at kunne mobilisere den kraft, når kroppen næsten ikke kunne gå.

0055_CBU6353

Jeg løb over målstregen i tiden 26.02 med en placering som nummer 86. Det blev til 105 km og 7300 højdemeter. Der var 429 til start, og 173 gennemførte. Jeg er voldsomt stolt over at have gennemført et løb, så mange har opgivet, men jeg sidder også tilbage med en fornemmelse af, at det til tider var en smule uforsvarligt af en familiefar at forsætte under de forhold.

Peter og Carl kom ind tre timer senere og gennemførte også løbet.

Japaneren fra den sidste bakke så jeg helt tilfældigt blive læsset af ved målstregen af en af de officielle transportbiler, så han har, som jeg tænkte, da jeg mødte ham, tabt kampen mod bjerget.

X-Alpine er bestemt et anbefalelsesværdigt løb. Jeg ville elske at løbe det igen og kunne nyde udsigten fra toppen af de mange bjerge på en klar dag. Der er minimalt asfalt, og løbet var perfekt markeret undervejs med gode depoter. Jeg er stadig vred på de to hjælpere, der prøvede at tale mig fra at fortsætte. Det er skidt, at hjælpere i depotet demotiverer en på den måde. De må da vide, at man har lagt mange måneders træning og forberedelse i banken for at stille op til sådan et løb. Jeg ved godt, at sikkerheden kommer i første række, men alligevel. Det trækker selvfølgelig ned i min bog.

Næste mål for mig er Ultraløbet Molsruten, som er det sidste løb i Ultracuppen, og som foregår på min hjemmebane ved Aarhus.

Tjek min video fra løbet her:

____________________________________

Tak til Rune for den fine beretning, og endnu en gang tillykke med det flotte resultat! God vind fremover

- Team Trail Copenhagen