SHIT – der er kun 24 dage til at WS100 bliver skudt i gang! Og ikke nok med det – i år står jeg blandt de 400 heldige udvalgte deltagere, der skal kæmpe sig gennem bjergterrænet fra Squaw Valley til Auburn. Det er slet ikke til at fatte….
Desværre er det heller ikke til at fatte, at jeg i den seneste tid har gået rundt med en skade – en skade som bare nægter at forlade kroppen. For flere måneder siden havde jeg forestillet mig, at jeg på nuværende tidspunkt ville træne mange – rigtig mange km og højdemeter. Men desværre satte min venstre baglår en begrænsning for den fremadrettede træning, da jeg under træningslejren i Chamonix i april måned fik ondt. På aller sidste nedfart mærkede jeg en pludselig intens smerte i låret – muligvis som et resultat af tre dages intens bjergtræning. Skaden har drillet mig lige siden, og været årsag til en hav af frustrationer. Hvor uheldigt er det, at jeg to måneder før løbet bliver skadet, når jeg de sidste 1,5 år har været skadesfrit..!!??
I forrige uge kom jeg hjem fra halvanden uges ferie i Dubai og Egypten. Her fandt jeg tid til at løbe adskillige ture, hvilket kun var muligt da skaden var på vej væk (troede jeg). Jeg fik mulighed for at prøve kræfter med både ørken og høje temperature, men under sidste træningspas i den egyptiske ørken, brød skaden/smerten ud igen. Motivationen faldt fra 10 til 0 på cirka 1 sekund da jeg kom tilbage til hotellet, og nærmest måtte humpe ned til poolen… Nu var der ikke lang tid til WS100!
Derfor besluttede jeg mig for at søge en fysioterapeut efter hjemkomst, for at få gjort noget ved problemet. Tiden ville vise, at jeg endte hos en kinesiolog, men trods hendes lidt alternative tilgang til en skade, virkede hun meget kompetent, så jeg tænkte “What the hell”.. Siden har jeg været til behandling i to omgang, hvor i dag var mit andet besøg. Til stor overraskelse lød konklusionen, at benet var i klar bedring, som resultat af en masse udstræk, ryg og nakke “knæk”, vejrtrækningsøvelser mm. Det blev vurderet fra kinesiologens side, at mit ben godt kunne klare løbet, og den nyhed bragte et stort smil på læben.
I frit fald i den egyptiske ørken
Status er nu, at benet netop har gennemført en 2 timers trail tur omkring Furesø med 500 højdemeter uden de store problemer. Der var et sted efter en times tid, hvor jeg oplevede en kort men intens smerte, men værre var det ikke. Den største smerte på turen fandt sted et andet sted på kroppen, da jeg kom til at smadre min stakkels højre storetå ind i en stor sten. Så pt. er det tåen og IKKE benet der klager:) Jeg håber på at få løbet en masse ture fra nu af og frem mod d. 17/6, hvor jeg og kæresten flyver mod San Fran. Det bliver fantastisk, og jeg må bare krydse både arme og ben for at låret kan klare hele turen på 160 km lang tur med 5000 positive samt 7000 negative højdemeter:)
Bloggens bedste katerogi er tilbage igen efter længere tids fraværd; Slaraffenland! I denne omgang skal I få serveret to adventure film i absolut verdens klasse – så glæd jer og skru op for både HD og lyd! Enjoy!
Første skud fra stammen er en sammenkogt ret af blandet guf, fra et hav af forskellige sportsgrene.
Sidste år blev skifilmen ALL. I. Can. kåret som årets bedste skifilm, og vigtigste til dato. Desværre kan vi ikke vise hele filmen, men her er den absolutte bedste scene!
Om en lille uge (d. 29/5) åbner Kilian og hans hold op for en ny hjemmeside, som han selv beskriver således: “In one week! We are preparing to submit the project … will be spectacular! afternoon on 29 going to do a streaming here and launch the website!“
Hvad hjemmesiden præcist kommer til at indebære, er jeg ikke helt sikker på. En ting er dog sikkert – er man Kilian fan, så skal man sidde klar foran skærmen på tirsdag, hvor projektet åbnes op! Stay tuned…
Derudover vil vi gerne gøre lidt reklame for et godt trail initiativ! På torsdag (24/5) afholdes der trail aften i Fields i Kbh kl. 17.30 med Per Jessen, hvor man efter et kort foredrag, kan prøve Salomon trail sko i terrænnet syd for Fields. Flere dygtige danske løbere vil være tilstedet, og jeg vil også vise flaget – forhåbentligt uden smerter i benet!
Foto: Martin Paldan
Tjek det ud her! Og skulle datoen ikke passe ind i kalenderen, afholdes et lignende arrangement samme sted d. 31/5, dog med Kim Greisen i stedet for. Så der er ingen undskyldning for ikke at komme et smut forbi:)
Kandidat til årets video er netop frigivet til offentligheden! Derfor bør du NU tage dine bedste trail sko på, sætte dig godt til rette i stolen og nyd 11 minutters slaraffenland, hvor verdens bedste løbere for første gang nogensinde mødes “under samme tag”. Som de fleste sikkert ved, løb Dakota Jones fra Montrail med det længste strå, efterfulgt af Andy Symonds og Kilian Jornet. Samtidigt fejlede mange af stjernerne, flere grundet varmen. God fornøjelse:
De første løbere er kommet i mål i løbet af natten. Vinderen blev franske Julien Chorier i tiden 18:53:12 efterfulgt af canadiske Adam Cambell.
Danske Alaxandar Sørensen-Markovic kom ind på en meget imponerende 23. plads i tiden 25:50:10. Meget imponerende taget i betragtning, at det er hans første 100 miles løb. Vi håber, han har lyst til at fortsætte med de lange løb, og vi glæder os til at se, hvad han kan føre det til
I morgen lyder startskudet til 2. udgave af Asiens største 100 mile trailløb – Ultra Trail Mt. Fuji. Løbet er partnerløb med Ultra Trail Mont Blanc og foregår rundt om Japans højeste bjerg, Mt. Fuji.
Den danske triatlet Alexandar Sørensen-Markovic har kastet sig over ultraløb og er taget til Japan for at deltage i løbet. Det bliver spændende at følge hans vej rundt om bjerget.
I weekenden blev der afholdt Transvulcania på La Palma som en del af SkyRunner Series. Det betød, at for første gang nogensinde blev det bedste fra alle teams samlet, til en ægte dyst mand mod mand – kvinde mod kvinde! Tjek selv her:
Mod forventet, endte mange af stjernerne med ikke at gennemføre, heriblandt Geoff Roes, Anton Krupicka mm. Tjek listen på iRunfar. Derudover viste den unge Dakota Jones styrke, da han sejrede foran Andy Symonds på andenpladsen og Kilian Jornet på tredjepladsen. Godt gået! “The North Face – Get Ready For” har lavet en kort video fra løbet, tjek den her:
Vi ser frem til en masse løb af samme slags i den nærmeste fremtid, hvor det bliver nervepirrende at se om de samme fejler, og om Dakota Jones kan holde de andre bjerggeder bag sig!!
Jeg er nu hjemvendt fra en super fed tur til klippeøen Bornholm! Hammer Trail 2012 blev for mit vedkomne en absurd hård tur – som samtidig var meget givende og lærerig.
Jeg gennemførte i går morges mit første ultraløb nogensinde og vil i det følgende beskrive natten og morgenens oplevelser fra mit synspunkt.
En lille startnote: Dette nummer blev, for mig, turens soundtrack – så hvis du har lyst, kan du jo lade det blive beretningens baggrundsmusik
Optakten Dagene op til Hammer Trail rendte jeg rundt og var super opmærksom på kroppens signaler – også lige lidt for opmærksom. Min spænding over weekendens udfordringer spillede min hjerne et puds, så jeg hele tiden følte, at der var et eller andet der ikke var som det skulle være Heldigvis var jeg i stand til at overbevise mig selv om, at det bare var mine nerver, der gjorde mig overfølsom – og lod være med at ligge noget i det. De sidste dage gik derfor blot med at få købt lidt energiprodukter og pakket udstyret.
Transporten til Bornholm foregik med Bornholmer-bussen, og alt gik som det skulle. Min bror tog med mig til løbet for at hjælpe som support – men mest for hyggens skyld Vi ankom til startområdet lidt over 19 – lige efter folkene på 100 miles ruten var blevet sendt afsted. Det gav os 4 timer til at slappe af og få gjort de sidste forberedelser inden løbet blev skudt igang kl. 23. Jeg fik det sidste måltid som planlagt ca. 3 timer før start og fik herefter pakket tasker til de to første runder. Vinden havde hele dagen været rigtig kraftig og tog lidt til i løbet af aftenen. Jeg havde derfor svært ved at vurdere, hvor meget tøj det var nødvendigt at have på for at holde varmen ude på ruten. Jeg var bange for at blive for kold, når jeg løb i vinden langs kysten, så tog t-shirt og vindbreaker på. Et kvarter før 23 var der en kort briefing og udstyrs-tjek – og så blev endelig race-time!
Jeg ved ikke hvornår jeg sidst har glædet mig til noget så meget som jeg har gjort i tiden op til Hammer Trail 2012. Nogen gange har det været på grænsen til at blive nervøsitet, men i timerne op til løbet blev jeg helt afslappet og hvilede i troen på, at mine forberedelser havde været gode nok. Nu glædede jeg mig bare HELT VILDT til at komme igang med at løbe!
Rundt om søen Så da startskuddet lød var det en enorm befrielse at sætte i løb og komme igang! De 50 miles bestod først af tre runder rundt om Hammersøen på i alt 5 km og derefter tre runder rundt i den nordvestlige del af Bornholm – hver lidt over 25 km.
De første runder rundt om søen var meget lidt kuperet og med alt den friske energi i kroppen var det svært ikke at lade benene hamre derud af. Jeg formåede dog at beherske mig selv og tage det forholdsvis roligt.
Da jeg aldrig før har løbet så langt, som jeg gik i gang med her, var min strategi at starte ud stille og roligt og håbe på, at benene så ikke ville blive for trætte. Hvis jeg havde meget at skyde med til sidst kunne jeg jo altid brænde det af på sidste runde, tænkte jeg (det blev dog ikke nødvendigt:) ).
Jeg faldt hurtigt på de første runder ind bag ved sidste års vinder på de 50 miles – Tomas Sundman. Hans tempo passede fint med mit, og jeg tænkte, at han må have noget erfaring, jeg kunne nyde godt af
De første tre runder forsvandt hurtigt, og efter 27 minutter rundede jeg startområdet første gang – som nummer 14 ud af de 44 startende.
1. runde
Herefter gik turen for første gang op på den kuperede Hammerknude. Vinden var stadig kraftig, men jeg kunne mærke, at jeg havde fået for meget tøj på. Allerede på turene rundt om søen havde jeg det varmt og lige så snart vi begyndte at klatre opad begyndte jeg at koge. Jeg tog derfor min jakke af og løb resten af første runde i t-shirt.
Ruten rundt på Hammerknuden var helt fantastisk, og jeg var stadig helt høj over at være igang med et løb, jeg havde tænkt på så længe! Flere gange havde jeg lyst til at råbe helt umotiveret ud i luften – men holdt det dog inde for ikke at skræmme mine medløbere. Vi var en gruppe på omkring 6 mand, som løb nogenlunde samme tempo rundt på Hammerknuden og hjalp hinanden med at finde vej i mørket. Enkelte steder var det svært at overskue ruten og finde de røde snitslinger. Vi fandt dog vej og kom godt rundt. Jeg følte mig rigtig godt løbende og måtte flere gange dæmpe mig selv for ikke at give den for meget gas. Specielt på de tekniske steder, og når det gik stejlt op og ned, følte jeg meget overskud – men jeg tænkte, at det var fint at holde lidt igen.
Efter Hammerknuden blev gruppen splittet lidt op, og jeg løb derefter i et duo med Tomas Sundman frem til Jons Kapel. Ruten fortsatte med at være helt fantastisk, og jeg nød hvert et skridt på turen. Derter virkelig noget imponerende og enestående natur – og selv i nattemørket blev jeg helt glad af at befinde mig lige her! Mørket gav mig en følelse af at være isoleret og gjorde det blot endnu nemmere at løbe og nyde oplevelsen og nuet.
Energiindtaget gik som planlagt. Jeg fik barer og gels ned i det omfang jeg havde planlagt og energidrikken gled også ned. Endnu da
Efter Jons Kapel var endnu et rigtig fedt stykke single-trail langs kysten inden sporet løb ind i landet og de sidste 6-7 km blev domineret af grus-stier ned til målområdet. På dette stykke hentede jeg endnu et par løbere og fulgtes med et par stykker ind i depotet efter i alt 3 timer og 18 minutter. Det havde været en helt fantastisk runde, og jeg havde nydt hele turen i fulde drag – selvfølgelig med det lille “men”, at jeg vidste, jeg skulle løbe den to gange mere
Skiftet gik helt som planlagt! Min bror var stået op og var glad med positive ord og hjælp. Tasken røg af og det obligatoriske udstyr røg over i den nye taske, der var fyldt med energi på forhånd. Jeg tog en vest udenpå min t-shirt. Pandelampens batterier blev skiftet – og så afsted. Ikke meget mere end 30 sekunder, og jeg var ude på anden runde som nummer 7 eller 8.
2. runde
Jeg havde i slutningen af første runde mærket en lille smule til min hals – hvilket også var grunden til, at jeg tog en vest udenpå t-shirten i depotet. Jeg ved simpelthen ikke hvad det er med min hals – men jeg tror den må være min achilleshæl
Det var ikke fordi jeg frøs i løbet af den første runde. Jeg havde det helt tilpas, men jeg tror at den kraftige vind har haft kølet mit bryst ned og derigennem skabt en irritation i min hals. Jeg begyndte derfor i starten af anden runde at få problemer med at trække vejret dybt ned i lungerne. For når jeg gjorde det, begyndte jeg at hoste!
Det er ikke første gang jeg får denne følelse, så det var mildt sagt pisse irriterende! Det har nemlig den konsekvens, at jeg ubevidst trækker vejret mere overfladisk og dermed risikerer at få sidesting, når jeg presser kroppen. Jeg blev derfor nødsaget til at sætte tempoet ned enkelte steder.
Udover halsens irritation gik det dog stadig godt. Benene havde det fortsat fint, og jeg havde nu følgeskab af en svensk fyr. Vi løb sammen det første lange stykke og skiftedes til at lede vej. Det meste af tiden indtil nu, havde jeg hele tiden været opmærksom på, om vi fulgte rutens markeringer. Jeg ved ikke om det skyldte træthed eller mørke, eller hvad, men ca. 5 km efter vi forlod depotet, kom vi til at dreje den forkerte vej i et sving. Min svenske følgemakker løb ca. 20 meter foran mig, og jeg fulgte bare blindt med – indtil jeg på et tidspunkt kom til at tænke over, at det var længe siden, jeg havde set en strimmel. Lort!!! Efter at have snakket med svenskeren blev vi enige om, at vi var løbet forkert. Det tog 4 minutter at løbe tilbage til svinget, hvor vi drejede forkert – så denne lille brøler kostede i hver fald 8 minutter – DUMT!!!
Fejltagelsen tog jeg egentlig ikke så tungt, mens jeg var i det – der var jo kun en ting at gøre: komme videre. Desværre var der en del af de andre løbere, som havde overhalet os, mens vi var ude og se lidt andet end den officielle rute
Det meste af 2. runde løb jeg alene. Sidestingene kom og gik stadig og min overfladiske vejrtrækning gjorde det sværere for mig at få nok energi ind. Dels fordi, at min vejrtrækning blev for kraftig (og jeg derfor hostede) når jeg spiste og dels, fordi jeg følte, jeg hele tiden lå på kanten af sidesting og derfor var bange for at for meget mad og drikke ville gøre det værre. Set i bagklogskabens klare lys, skulle jeg nok bare ha’ sat tempoet lidt ned i perioder for at få energi ind – for de sidste kilometer rundt på hammerknude blev hårdere, end de burde have været, fordi jeg ikke fik energi og væske nok ned!
Solen stod op på de sidste 10 km af runden og gav lidt ekstra energi. Og selvom jeg egentlig ret godt kunne lide at løbe i skæret fra min pandelampe var det rart at kunne se længere end til næste afmærkning og nyde de flotte udsigter lidt mere. Til gengæld kunne jeg langs kysten se hvor urimelig langt der var til jeg var ved depotet igen Det var altså en godt brugt mand, der kom ind i depotet for anden og sidste gang!!
Jeg havde nu i alt været i gang i 6 timer og 45 minutter. Anden runde havde taget mig ca. 3 timer og 25 minutter (første tog ca. 2 timer og 50 minutter), og jeg var glad for, at jeg kun havde en enkelt runde tilbage
Skiftet tog denne gang lidt længere tid. Jeg skiftede min t-shirt, fik fyldt min væskeblære op og skiftede sko. Denne gang var jeg også et smut i depotets fremragende bar – for jeg var bange for at løbe helt tør for energi! Efter 10-15 minutter var jeg klar igen til at tage hul på den sidste runde.
3. runde
Jeg var godt træt i kroppen, da jeg vraltede ud af depotet for sidste gang. Mit venstre knæ drillede en smule, så jeg var nødt til at stoppe op for at strække lidt ud. Jeg ved ikke, om det skyldtes hvilet i depotet, men jeg mærkede heldigvis ikke noget til det senere.
Fra start på den sidste runde begyndte mine mavemuskler at krampe – og jeg havde de sidste 25 km rimelig problemer med at få krampen og sidesting væk. Det blev en kamp mod tiden – 3 en halv time, hvor jeg konstant pressede mig selv for at løbe så meget og så hurtigt jeg kunne. Det var til tider hårdt og til tider RIGTIG hårdt
Fra jeg løb ud af depotet sidste gang var der 3,5 time til den officielle “bæltespændetid” på 10 en halv time. Og denne tid blev mit mål hele runden. Jeg havde tit svært ved at vurdere hvor meget tid jeg havde, men jeg følte hele tiden, jeg lå lige på vippen til at nå det, så jeg pressede på så meget jeg overhovedet kunne!
Da jeg var nede af trapperne ved Jons Kapel havde jeg lidt over en time til de 10,5 timer var gået, men jeg vidste ikke med sikkerhed, hvor langt der var igen. Jeg gav den derfor alt, hvad jeg havde! Desværre rakte evnerne ikke til at nå tiden netop denne dag
Jeg kom i mål efter 10 timer og 34 minutter. Det lyder ret surt, men jeg er egentlig ikke specielt skuffet over at misse tiden. For tidspresset fik mig til at give den hele armen og jeg gav mig 110 % på hele den sidste runde og kunne simpelthen ikke have løbet hurtigere!
Der en masse ting, jeg kan tage med mig, og som jeg har lært til næste gang jeg skal ud og løbe rigtig langt! Der var nogle ting, der ikke fungerede som de skulle, og set i bakspejlet skulle jeg have tvunget mere energi og væske indenbords på de to sidste runder – jeg fik kun en gel, en Snickers og under 1 l væske på den sidste runde! Det er simpelthen ALT for lidt! Men jeg tror på, at jeg har lært nok til at gøre det bedre næste gang!
På den anden side, var der også en masse ting, der fungerede RIGTIG godt. Alt mit grej var lige i øjet (på nær vurderingen af overtøj ). Mine fødder havde det perfekt hele turen og der var ingenting, der gnavede eller var til irritation overhovedet. Min vurdering af egne evner og disponering af kræfterne er jeg også tilfreds med. Jeg blev naturligvis træt til sidst, men jeg følte egentlig at jeg var i stand til at løbe med et udmærket tempo hele turen igennem, men at jeg blot blev begrænset af mine problemer med vejrtrækningen. Derudover var ruten helt eminent! Det var fantastisk at løbe i sådan nogle flotte omgivelser og opleve Bornholms natur på den måde.
Endelig føler jeg, at Hammer Trail har rustet mig meget i forhold til året primære mål, Grand Raid des Pyrenées til August. Jeg er stadig lidt skræmt, når jeg tænker på ruten i Frankrig, men ser meget frem til de næste måneders træning, så jeg står mere kampklar end nogensinde på stregen den 25. august.
Samlet set for dagens indsats: 10 timer og 34 minutter fra start til slut. Lige godt 80 km med 2200 meter opad og det samme ned i noget af Danmarks flotteste natur. Sluttede som nummer 17 ud af 44 startende.
Tak til alle fra Tejn-IF, der har lagt deres energi i Hammer Trail og alle, der var med til at gøre løbet til en helt fantastisk oplevelse for mig!
I mål
De andre løbere
Lidt mere objektivt set blev 50-miles ruten vundet af den engelske Salomon-løber Rickey Lightfoot på 7:26. Imponerende tid, men med sådan et efternavn skal man altså også løbe hurtigt. Nummer to og tre blev danskerne Jesper Noer (8:21) og Kenneth Kofoed (9:06).
På 100-miles ruten vandt Juan Carlos Sagastume fra Guatamala i tiden 20:42. Herefter kom Moses Løvstad (24:00) og Jesper Halvorsen (24:19).
Der blev derudover løbet hel-, og halvmarathon samt 12 og 7 km løb. Se alle resultaterne her.
Det er nu dagen før dagen hvor Hammer Trail 2012 løber af stablen på Bornholm! Og jeg glæder mig helt vanvittigt meget til at komme ud og teste mig selv af på 50 miles distancen! Det er første gang, jeg deltager i et ultraløb og er meget spændt på, hvordan min krop reagerer på at løbe så lang tid uden afbræk af cykel eller andet, som i adventureraces.
Jeg synes min fysiske og mentale forberedelse op til løbet har været rigtig god. Jeg føler mig godt løbende og har fået løbet nogle ture, som har givet mig selvtillid og troen på, at det nok skal gå godt! Så er det bare spørgsmålet hvor godt
Jeg har helt klart en målsætning om at komme under “bæltespændetiden” på 10 en halv time, men min taktik er at løbe efter ca. 9 en halv. Den mest ukendte faktor er terrænets sværhedsgrad og betydningen af at løbe i mørke de første mange timer. Jeg har svært ved at vurdere, hvor meget (hvis overhovedet noget) tid det koster.
Træningen de sidste par uger har været meget lystbetonet og præget af undervisningen på studiet. Jeg har blot haft fokus på at holde kroppen ved lige og give den masser af tid til at komme helt ovenpå efter hver træning. Jeg føler mig derfor 100 % restitueret og klar til at yde optimalt i morgen og overmorgen!
Udstyr og energi Jeg har efterhånden fået testet alt mit udstyr godt og grundigt igennem og er sikker på, at alt mit udstyr fungerer, som jeg gerne vil have det.
Idet de 80 km til Hammer Trail bliver løbet 3 gange rundt på en 25 km rute vil jeg have mulighed for at udskifte udstyr undervejs. Jeg vil derfor bruge forskellige rygsække og vandblærer for at gøre skiftene så nemme og hurtige som muligt! Herunder har jeg skrevet en liste med noget af det udstyr jeg tager med til øen:
Undervejs på turen vil jeg drikke High5 Isotonisk energidrik og regner med at indtage 5-600 ml i timen. Derudover vil jeg spise Squeezy Gels og energibarer/chokoladebarer. 1-2 gels i timen og 1 bar i timen (Flere gels og færre barer hvis maven har svært ved at arbejde med barerne).
Endelig vil jeg senere i løbet bruge ta’-selv baren ved hoveddepotet, alt afhængig af, hvad jeg har lyst til
Jeg håber, at jeg bliver i stand til at håndtere de udfordringer, der helt sikkert kommer undervejs. Men jeg er sikker på at den fantastiske natur og alle de andre glade trailløbere vil være med til at holde mit humør højt hele turen!
Arrangørerne vil forsøge at dække løbet live på deres Facebookside og på deres hjemmeside. Så hvis du er interesseret i at følge med, så tjek disse sider ud. 100 miles skydes igang fredag kl. 19 og 50 miles fredag kl. 23.
Inden jeg tager ud på den sidste lille luntetur før løbet kommer jeg med et forsigtigt gæt på vinderne på de to distancer: 100 miles: Henrik Leth Jørgensen; 50 miles: Ricky Lightfoot.
Holdet bag den kommende dokumentar om ultraløb (Andreas/Brian/Mathias) står i denne omgang bag Hvalsø Trail Tour filmen. Det var en fantastisk dag med masser af stemning og løb, hvilket vi håber at I vil kunne fornemme når i ser videoen:) Enjoy!
