Race report Trail VSB – X-Alpine af Rune Yates

”Jeg har set 50 løbere med ben som Arnold Schwarzenegger!” Det var den tørre kommentar fra min ven Carl kl. 04.30 lørdag d. 12. juli i år, da vi stod og forberedte de sidste ting i teltet, 30 minutter inden starten gik til det, der skulle blive mit livs hårdeste løb.

X-Alpine-profile

Jeg kiggede mig omkring og observerede mine modstandere og måtte erkende, at mine blege, tynde ­– og i selskabet – alt for slatne lægge ikke kunne matche de andre i teltet. Jeg kiggede på Peter og Carl, og uden at sige noget til hinanden vidste vi godt, at vi måske havde taget munden for fuld.

Det var i oktober året før, at Peter og jeg havde taget beslutningen om at løbe det forholdsvis ukendte Trail Verbier St. Bernard X-Alpine, og at det skulle være kongedistancen på 111 km og 8600 højdemeter, vi ville bide skeer med. Peter og jeg havde længe snakket om at prøve kræfter med 100 km distancen og var meget tæt på at gøre det i februar, men der kom en baby i vejen for vores begges vedkommende. Det var en fra mit løbenetværk, der havde gjort mig opmærksom på løbets eksistens ved at poste en fed video fra løbet sidste år. I videoen blev der lagt stor vægt på, at ruten bestod af 96 % singletrack, hvilket var stærkt medvirkende til, at det blev Trail VSB, valget faldt på.

Jeg debuterede på ultra-distancen sidste år, og jeg har aldrig løbet længere end 60 km. Derfor besluttede jeg mig for at hive fat i min gode ven Torbjørn Gasbjerg, som i mange år har dyrket adventurerace og mountainbikeorientering på eliteplan, og som er landstræner for orienteringslandsholdet. Han kunne hjælpe med at sammensætte et træningsprogram frem mod løbet. Torbjørn og jeg satte os sammen en aften i januar og lagde planen for min træning de næste syv måneder.

Min plan startede med genoptræning, da jeg tre uger forinden havde fået en skade i et forsøg på at følge med de hurtige drenge fra ”Team Trail Copenhagen” på en træningstur. Det nye var nu, at jeg skulle til at træne efter pulszoner og starte ud meget langsomt. Jeg vil ikke gå i detaljer med træningen, men bare sige, at for mig har pulszonetræning haft en afgørende betydning for mit resultat. Jeg har ikke haft en skade, siden planen med Torbjørn blev lavet, på trods af at jeg i nogle uger har rundet de 100 km. Det er også lykkedes mig at løbe fem km omkring de 18 minutter. Jeg har aldrig tidligere været under 21. Min træning frem mod X-Alpine er langsomt gået op i tempo og distance, og jeg havde i træningsplanen indregnet de to første løb i Ultracuppen (Fyr til Fyr og Gendarmstien) som en form for test af formen. Dette betød, at da jeg stod kl. 05 om morgenen, og startskuddet gik, vidste jeg, at formen var god, og at jeg kunne løbe 60 km uden problemer.

Da løbet blev sat i gang kl. 05 lørdag morgen, havde jeg sovet ca. tre timer. Hvorfor så lidt? Det var såmænd fordi, jeg delte et hotelværelse på 12 m2 med Carl og Peter, og uden at nævne navne havde sidstnævnte nogle meget underlige ”blop”-lyde når han sov, som holdt mig vågen.

Dagen inden løbet havde løbsledelsen valgt at forkorte ruten ved at tage toppen af det første bjergpas (Le Catogne) ud af løbet på grund af for meget sne. Det betød, at løbet nu var seks km kortere og ca. 1000 højdemeter mindre.

Løbet startede med ca. to km med asfalt inden det første stykke singletrack. På dette stykke kunne man placere sig i forhold til tempo, men der var mange, der gav den gas for ikke at ligge sidst i feltet inden den første stigning. Da vi ramte det første singletrack, gik det ca. 250 højdemeter op igennem skoven til Le Château. På dette stykke fortrød jeg, at jeg ikke havde løbet hurtigere i starten. Det gik langsomt, og der var flere steder, hvor man skulle vente på, at personen foran kom op af et svært stykke, hvilket dannede køer flere steder. Da det stadig var halvmørkt og meget tåget, kunne man ikke se, hvor flot det øverste stykke af toppen var, men jeg vidste, at vi til sidst ville gå langs en bjergkam, hvor der var et stort drop ned, hvis man trådte ved siden af.

0055_ELA8665

Da vi nåede over toppen, begyndte et fedt stykke downhill. Der var stadig kødannelser på nedløbet, og i min frustration over at ligge bag ved en langsommere løber tog jeg ham indenom i et sving, hvilket resulterede i, at jeg røg en tur på røven – til stor morskab for den langsomme løber. På nedløbet løb jeg fra Carl og Peter, som jeg ellers havde håbet jeg kunne følges med lidt længere. I bunden af dalen fulgte man en flod hen til første depot i Sembrancher. Jeg tog lidt appelsin og en småkage, men løb ellers lige igennem depotet. På dette tidspunkt havde vi løbet lidt under to timer, og jeg havde lavet verdens største rookie mistake og i min begejstring for endelig at være i gang med løbet glemt at drikke nok og at få noget energi i kroppen. Det var nu ikke noget, jeg i første omgang mærkede meget til, og jeg løb roligt og uden problemer til det næste depot i Champex. Det var på denne del, løbsledelsen havde skåret Le Catogne væk, og i stedet for at løbe til toppen af bjerget løb vi omkring det. Ruten gik op og ned, men var meget overskuelig uden de store tekniske udfordringer. Lige inden depotet Champex fulgte man bredden af en sø, hvor en masse fiskere havde taget opstilling langs kanten. Det var et smukt syn, der dog var sløret af en begyndende regn, som tog til, idet jeg løb ind i depotet. I Champex fik jeg fyldt væske i min rygsæk og spiste lidt mere appelsin, banan og småkage, inden jeg iførte mig regnjakken og løb ud i silende regn. Jeg havde nu løbet lige omkring de 20 km, og kroppen havde det okay efter depotet.

Nu begyndte opstigningen til løbets højeste punkt Orny i 2826 meters højde. Det var en vanskelig opstigning, og ruten var ikke lavet til at overhale, alligevel fik jeg i starten af opstigningen overhalet fem-syv løbere. Det gik stejlt opad, og man skulle indimellem have fat i klipper og andet for at hale sig op, så drømmen om glade lårmuskler efter løbet blev hurtigt opgivet. Første del af opstigningen foregik i en skov, og jeg måtte til sidst stoppe og tage en pause, da benene var godt smadret. En engelsk fyr stoppede med mig, men kunne ikke snakke, så vi kiggede bare på hinanden og rystede på hovedet. Mens jeg stod og gispede efter vejret, blev jeg lige pludselig ramt af en voldsom kvalme og hovedpine. Det gik op for mig, at jeg overhovedet ikke havde fået nok gels i forhold til den plan, jeg havde lagt om at spise en med 30-45 minutters interval. Jeg tvang en gel i mig og forlod den pressede englænder, som ikke var klar til at bevæge sig op endnu.

Den manglende energi kom til at få en kæmpe betydning for mit løb hele vejen til toppen af Ornybjerget. Jeg har aldrig tidligere i løbesammenhæng oplevet så voldsom en krise, og det faktum, at det var så tidligt i løbet, slog mig fuldstændig ud. Mine stave blev brugt flittigt, og jeg nærmest lænede mig op ad dem for at holde mig oprejst på vej op ad bjerget. Da stigningen endelig fladede lidt ud, havde regnen lagt sig, men vi løb midt i de tætte og lave skyer, hvilket betød, at jeg kun kunne se ca. 10 meter frem. Jeg kunne se, at jeg på det næste stykke ikke skulle være højdeskræk, for sporet snævrede sig ind og gik langs kanten af bjerget og bevægede sig op og ned af klipper på et ca. 50 cm bredt spor og med et lige drop ned på den anden side. Da det var tåget, kunne jeg ikke se hvor dybt, men der var sat kæder i klippen langs sporet, som man kunne holde fast i undervejs, og det blev nødvendigt.

DCIM100GOPRO

Jeg følte, at jeg gik helt alene på bjerget og havde svært ved at trække vejret helt ned i lungerne. Så kunne jeg lige pludselig høre Carl og Peter snakke bag mig. Jeg vendte mig om, men kunne ikke se dem. Jeg var stadig i dyb krise, og jeg blev ramt af ambivalente følelser. På den ene side var det dejligt at kunne følges med mine venner, som lød til at være i godt humør, men på den anden side betød det, at jeg var blevet indhentet af to løbere, som jeg selv syntes jeg var hurtigere end. Jeg gik i lidt tid og tænkte på, om jeg skulle råbe til dem gennem tågen og besluttede mig til sidst for at gøre det. Det var Carl, der svarede, og han løb hurtigere på det smalle og sindssyge spor, indtil han nåede mig. Han snakkede helt vildt og virkede irriterende oplagt, mens jeg havde det dårligere end før. Der gik lang tid, før jeg svarede på nogle af de mange ting, han spurgte om på sit svenske tryllesprog. Hvad jeg ikke lagde mærke til, var, at Carl har filmet vores møde på sit ”Go Pro”-kamera, så først her efter løbet kunne jeg se, hvor nedslået jeg var.

På det næste stykke skiftedes Carl og Peter til at overhale mig, mens de filmede det og fortalte kameraet, at: ”Her er det øjeblik, hvor jeg overhaler Rune”. Det var både sjovt og sindssygt irriterende på samme tid. Ikke desto mindre hjalp deres tilstedeværelse mig hele vejen til toppen af Orny, og jeg satte mig nedslået på bænken i hytten og begyndte at hælde elektrolyt og energi i mig, selvom kroppen prøvede at gøre mig opmærksom på, at det ikke var det, den var i humør til. Jeg var begyndt at ryste, og jeg kunne fornemme, at jeg blev nødt til at komme i gang igen for ikke at gå helt i stå. Peter var allerede på vej ned af bjerget igen, så Carl og jeg begyndte at løbe ned af for at indhente ham.

Nedløbet var teknisk svært, men storslået. Noget af tågen var lettet, og solen skinnede indimellem ned gennem tågen. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg kunne langsomt mærke, hvordan benene og kroppen fik det bedre. Vi kom forbi et fantastisk vandfald, lige som solen brød igennem, og vi måtte stoppe for at tage et billede.

På dette tidspunkt havde Carl og jeg overhalet Peter, som kæmpede med nedløbene under hele turen. De næste 10 km var fantastiske og bestod af en blanding af teknisk svært terræn og fedt nedløb. På den nederste del af bjerget fulgte ruten en flod ned af bjerget, og jeg elskede, at jeg havde kæmpet mig igennem krisen og følte mig ovenpå.

I bunden af bjerget satte Carl og jeg os ned og tømte vores sko for sten. Vores Gaiters var hoppet af under nedløbet, og vi blev enige om at det var en god investering at få dem sat ordentligt på igen. Herefter gik ruten opad i en mere behagelig stigningsprocent end ved det forrige bjerg og fulgte en ny flod. Fantastisk natur og vandfald ned langs klipperne på begge sider af os var rammerne, mens vi roligt, men i et godt flow kæmpede os op til det næste depot i La Fouly i 1600 meters højde. Vi havde nu løbet omkring 45 km, og det var tid til lidt rigtig mad i depotet. Vi gav os god tid til at nyde den gode tapas-anretning med ost og pølse, som depotet kunne byde på. Mens Carl og jeg sad på bænken i depotet, kom en fyr ind og satte sig ned ved siden af os og lod sit hoved falde ned i bordet uden at tage fra, så der lød et brag. Jeg vågnede fra min trance og så, at mandens kone og datter stod bag ham, og at tårende trillede ned af kinderne på ham. Datteren så bange ud, jeg forestiller mig, at hun nok ikke har set sin far græde så tit. Jeg fik lyst til at sige til hende, at alt var okay, da konen var i fuld gang med at tage sig af sin mand. Hele seancen gjorde indtryk på mig, og jeg kom til at tænke på mine egne børn og kone. Jeg skyndte mig at slå de tanker ud af hovedet, da jeg kunne mærke, at de ikke hjalp mig, og jeg rejste mig for at komme af sted. I samme øjeblik vadede Peter ind i depotet. Peter var i godt humør og ville ikke blive i depotet, så vi løb samlet ud og begyndte den næste del af løbet.

DCIM100GOPRO

Peter var stærk op af bakkerne og satte mig og Carl af på det næste stykke opad. Det var begyndt at regne igen, og sporet strakte sig på op gennem dalen på langs af de grønne græsbakker. Sporet var begyndt at blive mudret, og det var svært at stå fast på dette stykke, der skiftevis gik op og ned. Jeg havde indhentet Peter og overhalede ham på vej ned af en bakke, og da jeg næste gang kiggede mig tilbage, kunne jeg hverken se ham eller Carl. Det var det sidste jeg så til de to på resten af turen.

Sporet var nu begyndt at gå op ad mod Col de Fenêtre i 2695 meters højde. Jeg havde overhalet fem-seks løbere mere på det forrige stykke og var ved godt mod. Jeg fulgte nu min plan om at spise energi med 30-45 minutters mellemrum og var træt, men okay. Stigningen var hård, og det var svært at få fodfæste i det mudrede spor. Fødderne gled hele tiden bagud, og stavene blev brugt flittigt til at få greb. Efter hvad der føltes som en evighed op ad bakke, kom belønningen. Sporet fladede ud og mellem sne og mudder lå en flot og klar bjergsø, som der skulle løbes omkring.

Terrænet skiftede nu mellem sne, klippe og mudder, og jeg fik lidt energi i mig og tændte videoen, mens jeg luntede omkring søen og op mod grænsen til Italien. Et stejlt nedløb, som var voldsomt hårdt for mine knæ ned mod St. Bernard-passet, tog en masse kræfter fra mig, og derefter fulgte en stigning op ad brosten og over vejen ind i Schweiz igen og depotet ved St. Bernard-søen. Dette depot var vindblæst og koldt, og jeg prøvede at få varmen med en omgang suppe med pasta – dog uden held. Jeg rystede voldsomt og kunne mærke, hvordan andre løbere kiggede på mig. Jeg besluttede mig for at løbe igen, inden en depothjælper fik en idé om, at jeg var for træt til at forsætte. Jeg havde nu løbet ca. 60 km. Det næste stykke fulgtes jeg med en gruppe på fire løbere. Det gik op ad langs passet og bestod mest af klipper afbrudt af nogle iskolde vandløb, der krydsede sporet. Jeg havde så småt fået varmen igen og havde det okay. Da vi nåede toppen på Col des Chevaux i 2714 meters højde, blæste det voldsomt og regnede. Jeg havde forestillet mig et depot her, men der var bare et telt med en samarit, som var ved at tage sig af en anden løber. Jeg stoppede op for at nyde synet, men som det ses i min video ved 08.00 som i kan finde linket til nederst i race-reporten, var det et tåget og meget skræmmende nedløb, der nu ventede mig. Nedløbet fra Col des Chevaux og til det store depot i Bourg St. Pierre, hvor min dropbag ventede, var over 1000 højdemeter med det sværeste terræn, jeg i mit liv har løbet ned af. Tungen skulle være lige i munden på store stykker af dette nedløb, men indimellem var der også behagelige passager, hvor man kunne nyde naturen og sætte lidt fart på.

Min krop var nu mærket af de mange timers strabadser, og jeg kæmpede med trætheden og ømme knæ, men min motivation var god. Jeg havde det okay, da jeg løb ind i depotet ved Bourg St. Pierre efter ca. 73 km og besluttede mig for at give mig selv en pause på 20 minutter til at skifte trøje, fylde tasken op med energi fra dropbaggen, tage pandelampe på og gøre musik klar til de mange mørke og kolde timer på sporet natten igennem. Jeg spiste list pasta bolognese, fyldte væskeblæren op og løb ud af depotet i godt humør, klar til natten.

Lad mig sige det med det samme: Pandelampeløb har aldrig været det store for mig. Jeg hader, at jeg ikke kan nyde den natur, jeg løber igennem, så syv timer med lampen på var i forvejen det, jeg havde forberedt mig mest på mentalt. Hvad jeg ikke vidste, var, at vejret havde besluttet sig for at gøre mit natteløb endnu mere udfordrende – det regnede hele natten igennem.

Da jeg forlod Bourg St. Pierre, var jeg alene, men indhentede efter 45 minutter en belgisk fyr, som jeg fulgtes lidt med. Vi small-talkede lidt, men han faldt langsomt bagud, og jeg var igen alene på bjergsiden midt om natten. Efter jeg forlod min belgiske ven, blev sporet svært at stå fast på. Jeg skøjtede rundt i mudderet og kunne fornemme de store afgrunde ved siden af sporet, hvilket for første gang i løbet gjorde mig en smule bange. Ud over dette var jeg også begyndt at se dyr, som ikke var der. Det er noget underligt noget, at man det ene øjeblik er helt sikker på, at man kan se edderkopper, der løber over vejen, og det næste øjeblik godt ved, at ens hjerne spiller én et puds. Peter fortalte mig efter løbet, at han var sikker på, at han havde set en bil på bjergstien…

DCIM999GOPRO

På vejen op ad Col de Mille fik jeg langsomt indhentet to løbere, som jeg fulgtes med resten af vejen til toppen. I mørket kunne man se lyset fra hytten lang tid før, man nåede toppen – til stor frustration. På et tidspunkt kiggede jeg på et skilt, hvor der stod 500 meter til Col de Mille. Først da jeg kom til toppen, gik det op for mig, at det måtte være 500 højdemeter, for det tog en evighed at komme derop i mørket. Da jeg endelig trådte ind af døren, var der fuldstændig stille i hytten, selvom der nok har været fem-syv personer. Der var en varm brændeovn med ilden skruet godt op, og jeg satte mig ved siden af den, mens jeg prøvede at tvinge noget energi i mig. Jeg havde formået at fylde godt med energi på under opstigningen og havde egentlig ikke brug for det, men det var så dejligt foran brændeovnen. Selvom jeg sad foran brændeovnen, begyndte jeg at fryse, og jeg tvang mig selv væk og ud i mørket igen.

Jeg havde nu løbet ca. 85 km og fik på det næste stykke følgeskab af en mand og en kvinde, som jeg fulgtes med under det lange og svære nedløb til Lourtier. Vi kunne næsten ikke løbe, da ingen af os kunne stå fast i mudderet og vi skiftedes til at falde hele vejen ned af det første stykke. Hver gang en af os faldt (og det var tit), kom standardkommentaren: ”Are you okay?” Hvortil svaret ”Yes” kom promte, selvom det ikke var nogen hemmelighed, at vi indimellem slog os. Kvinden, jeg fulgtes med, havde en meget dårlig pandelampe og ville have, at jeg løb forrest hele tiden, så hun kunne bruge mit lys. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men de to var begge bedre nedløbere end mig, og selvom jeg havde den bedste pandelampe, lod jeg dem til sidst overhale mig, da det føltes som om de lå lige i røven på mig hele tiden. Da vi nåede det nederste stykke af stigningen, fladede det lidt ud, og jeg løb langsomt fra de to og ned til depotet i Lourtier. Klokken var nu omkring 03.00, jeg havde løbet ca. 92 km og jeg var fuldstændig færdig af det svære nedløb i mudderet og de mange styrt. Jeg satte mig på en stol og stirrede ud i luften. Jeg kunne se flere løbere ligge på madrasser i lokalet ved siden af, og jeg kiggede tomt ud i luften, da mine tanker blev afbrudt af en af depothjælperne.

”Are you okay?” lød det fra den unge dreng, der åbenbart var den eneste, der kunne engelsk i depotet. Han oversatte for en bister dame, som kun kunne tale fransk. ”We have talked to the guys in the next checkpoint, and the conditions are very bad at the top. There are strong winds and more mud than the section you just finished, It’s okay to stop now if you are not feeling well. The next part is going to be the hardest and it is dangerous to go unless you are completely fit.”

”Store idiot!” tænkte jeg, mens jeg kiggede på den unge dreng. ”Tror du selv på, at du kan overtale mig til at stoppe nu, din klovn?”. Jeg fik fremstønnet ”I’m okay” uden at overbevise de to hjælpere. Jeg skyndte mig at rejse mig op fra stolen og fylde min væskeblære og prøvede at se så frisk ud, som jeg kunne. Jeg vendte ryggen til de to og gik ud i natten igen.

Stigningen fra depotet i Lourtier og op mod sidste checkpoint La Chaux kan kun beskrives som umenneskelig! Det gik så stejlt opad, at jeg flere gange måtte stoppe og spekulere på, om de to klaphatte i depotet måske havde haft ret. Ud over at det var stejlt, var det næsten umuligt at stå fast i mudderet, og jeg brugte sindssygt mange kræfter over de næste kilometer på at hive mig op i stavene. Flere gange undervejs blev jeg bange for, at min krop ikke ville kunne klare det, og at jeg måtte give op. Kroppen var smadret, og jeg var mentalt helt nede. På en af mine pauser undervejs satte jeg mig ned for at hvile mig og kom til at lukke øjnene et sekund. Jeg blev helt forskrækket over mig selv. Jeg kunne uden problemer have lagt mig til at sove der midt på bjerget. Det skræmte mig lidt, og jeg fik kæmpet mig videre op af de modbydelige stigninger.

Jeg kunne se pandelamper under mig og vidste, at der var flere der havde det så hårdt som mig, og det hjalp lidt. Lige pludselig kunne jeg se en pandelampe foran mig. Da jeg kom nærmere, kunne jeg genkende løberen som en japaner, jeg havde set tidligere. Han var fuldstændig slukket i blikket, og da jeg spurgte om han var okay, svarede han ikke. Jeg spurgte igen, og han svarede irriteret ”Yes!”. Der var udsolgt hos ham, gættede jeg på, og han var selv klar over det. Jeg gik langsomt videre og kiggede mig flere gange tilbage, men japaneren fulgte ikke efter. Jeg vidste, at der var løbere efter mig, og han havde jo sagt, at han var okay, så jeg forsatte opad. Det var stadig mørkt og mudret, og de næste kilometer gik meget langsomt. Det var dog fladet ud, og jeg havde indhentet en fransk fyr, som kunne tale engelsk. Vi fulgtes ad hele vejen ind i solopgangen (som man ikke kunne se) og til depotet i La Chaux. Der var ikke mange i depotet, men der var to, der lå og sov, og to på vej ud. Igen var der brændeovn, og jeg spiste lidt, men besluttede mig for at løbe med det samme. Nu var der kun et ”lille” nedløb til mål.

Det sidste nedløb ned mod Verbier foregik i gang langt det meste af vejen. Jeg havde løbet 99 km nu, og det var stadig umuligt at stå fast, og jeg blev på vejen ned overhalet af flere løbere, som var markant bedre nedløbere end mig. Mine ben var nu fuldstændig færdige, og jeg havde skoene fyldt med sten, men havde ikke overskud til at tage dem af ved det sidste depot. Jeg var nu ikke i tvivl om, at jeg ville gennemføre, og jeg bevægede mig langsomt ned mod bunden. Da vi nåede Verbier, løb jeg de sidste to km, selvom kroppen reelt var færdig. Det var så fedt at kunne mobilisere den kraft, når kroppen næsten ikke kunne gå.

0055_CBU6353

Jeg løb over målstregen i tiden 26.02 med en placering som nummer 86. Det blev til 105 km og 7300 højdemeter. Der var 429 til start, og 173 gennemførte. Jeg er voldsomt stolt over at have gennemført et løb, så mange har opgivet, men jeg sidder også tilbage med en fornemmelse af, at det til tider var en smule uforsvarligt af en familiefar at forsætte under de forhold.

Peter og Carl kom ind tre timer senere og gennemførte også løbet.

Japaneren fra den sidste bakke så jeg helt tilfældigt blive læsset af ved målstregen af en af de officielle transportbiler, så han har, som jeg tænkte, da jeg mødte ham, tabt kampen mod bjerget.

X-Alpine er bestemt et anbefalelsesværdigt løb. Jeg ville elske at løbe det igen og kunne nyde udsigten fra toppen af de mange bjerge på en klar dag. Der er minimalt asfalt, og løbet var perfekt markeret undervejs med gode depoter. Jeg er stadig vred på de to hjælpere, der prøvede at tale mig fra at fortsætte. Det er skidt, at hjælpere i depotet demotiverer en på den måde. De må da vide, at man har lagt mange måneders træning og forberedelse i banken for at stille op til sådan et løb. Jeg ved godt, at sikkerheden kommer i første række, men alligevel. Det trækker selvfølgelig ned i min bog.

Næste mål for mig er Ultraløbet Molsruten, som er det sidste løb i Ultracuppen, og som foregår på min hjemmebane ved Aarhus.

Tjek min video fra løbet her:

____________________________________

Tak til Rune for den fine beretning, og endnu en gang tillykke med det flotte resultat! God vind fremover

- Team Trail Copenhagen

Race report WS100 af Frederik Gregaard [Freds Trails]

Western States 100 Endurance Run

Afskyelige bussemænd, Sodavandsis, Nye venner, det bedste Crew/Pacere og en kæmpe oplevelse rigere.

Western States ® 100-Mile Endurance Run; Eller ”Statesmas” som det også bliver kaldt er verdens ældste og mest prestigefyldte 100-mile trail race. Løbet starter i Squaw Valley, Californien i nærheden af Lake Tahoe og ender 160 km senere i Auburn på Placer High School.

IMG_4831

I hovedpunkter starter løbet fra Squaw Valley op til Emigrant pas, gennem uendelige blomster marker og single trail i Granite Chief Wilderness, for så at gå ned i smeltedigel kløfterne i Californiens legendariske guldgraver land. Efter kløfterne er det tid til de historiske stier, der førte guldgraverne og de eventyrlystne fra øst mod vest til Auburn.

Denne beretning er delt op i 3 afsnit; Før løbet, løbet og den information jeg selv var på jagt efter inden løbet, som jeg havde svært ved at finde eller hitte hoved og hale i.

Før løbet:

Da jeg første gang stod i Chamonix og så det fantastiske bjerglandskab foran mig, fik jeg kæmpe respekt for de løbere da stod til start på klassikeren UTMB. I min forberedelse mod UTMB mødte jeg konstant engagerede løbere som med drømmende stemmer beskrev Western States, samt internetsider som kun omhandlede dette i juni måned. Jo mere jeg læste jo mere vidste jeg, at en dag ville jeg stå på den startlinje hvor det hele startede og kigge op på Emigrant pas, at løbe i fodsporende af skaberne af Ultra bjerg marathonløb og ind på Placers High School. Hvad jeg lige havde undervurderet var hvor svært det egentlig var bare at nå til start, når man er en hobby løber som mig. Det tog mig 1 år at kvalificere mig, 4 års lotteri dvs. 3 gange mere kvalifikation, verdens bedste og meste forstående hustru og et ordentlig gang held i sprøjten før det lykkes.

Som alle andre håbende løbetosser, sad jeg med telefonen klistret i skødet til familie middag, da www.irunfar.com forsøgte at skrive alle navnene ned der blev trukket op af tombolaen. Da mit navn kom, troede jeg ikke min egne øjne og måtte vente flere timer før det endelig blev officielt. Et eller andet sted var jeg vidst holdt op med at tro på det men nu var den der, start nummeret. Min hustru var heldigvis meget forstående da jeg præsenterede det for hende selvom vi godt kunne se at det kunne betyde en forskydelse af bryllupsrejse.

Det næste punkt var nu, hvordan kan man egentlig løbe Western States under 24 timer. Jeg løber normalt aldrig primært for tid men for oplevelsen, men her skelner løbet mellem finishers der er under 24 timer og over 24 timer, med henholdsvis et sølv bæltespænde og et bronze bæltespænde. Igen tilbage til fantastisk hustru; ”Få en coach var hendes svar”. Så jeg fandt en løbe coach med masser af Western States erfaring. At have en coach gav rigtig mange benefits, dog måtte jeg bide i det sure æble og gå ud af legen 2 gange på 6 måneders med skader, der primært skyldtes min egen idioti og at jeg ikke lyttede ordentlig til min krop.

Turen til USA gik godt og de planlagte dage forinden med mit crew som bestod af min gode kammerat John og Lisette min hustru, var fantastiske. Det var en total surrealistisk følelse at ankomme i Squaw Valley, og se startlinjen og alle de berømte amerikanske løbere tusse rundt og snakke med hinanden. John og jeg tog en løbetur op Shirley Canyon for at kigge lidt på sagerne dagen inden og det er et fantastisk landskab og perfekt for trail løb, så forventninger var selvfølgelig i top.

IMG_4832

Pacere: Pacere er standarden in USA på de lange ultra distancer og det stod hurtigt klart for mig at det skulle prøves. En af de helt specielle ting ved dette løb er at der er utrolig mange løbere der gerne vil være en del af løbet, om det er som løbere, hjælpere, pacere eller bare tilskuere, og der gik ikke lang tid før flere havde proaktivt skrevet til mig og tilbudt mig hjælp. Alt lige fra overnatning til guidede hikes og pacing. Jeg var super heldig at finde 2 pacere Bill og Russ. Bill var nyere i gamet men havde pacet Western States før og Russ havde været en del af løbet i 18 år og kendte alle detaljerne. Det var en super fed oplevelse at løbe med lokale løbere der kendte området og alle historierne, kan klart anbefales.
Løbet:

At se Gordon Ainsleigh med hans vilde karisma på startlinjen i skumringen, at stå der på start linjen med min fantastiske hustru, at se haglgeværet blive ladt og alle løberne tælle ned mens øjnene vandrede op til Emigrant pas var en helt fantastisk følelse. Meget svært at beskrive når man har tænkt på det i så mange år og endelig står man der – WOW!!

IMG_4830

Da jeg bevidst vandrede op af de første højdemeter, gennem blomster enge med vilde blomster, utrolige udsigtspunkter og sol opgangen ud over Lake Tahoe var jeg solgt. Det kunne kun blive et helt fantastisk løb. Alle var super venlige, og snakken gik om forskellige bjergløb og hvad en dansker lige lavede til Western States. De sidste bekymringer om formkurve, ikke at være tilstrækkelig og få en skade blev visket væk i takt med a solen kom højere op på himlen. Det var vildt svært at holde igen, da stigningen ikke var speciel stejl og sagtens kunne løbes men min race plan var at gå de første 700 hm og derefter rulle over det første alpine stykke i let jog, da jeg var seriøs bange for at stresse forsiden af lårene inden den anden halvdel af løbet. På toppen af Emigrant pas stod Bill med hans løbe venner og heppede vildt. Det var fedt at se ham og solen var nu endelig helt oppe og det mest fantastiske landskab åbnede sig for mig, og en umådelig taknemmelighed for at være der, for at kunne løbe for at kunne nyde det.

De næste 20 km var mere eller mindre fantastisk single trail, virkelig grønt, masser af blomster og fuld nydelse. Jeg løb og snakkede med masser af fantastiske mennesker og fokuserede på ikke at få alt for våde fødder da stien ofte var en lille brusende bæk, eller krydsede et vandløb eller 20.

Redstar Ridge (mile 16/km 26) & Aid-stations. Aid-stations er et helt separat kapitel ved Western States. Western States har de bedste Aid-stations jeg nogensinde har oplevet. Det er som en 3 stjernet restaurant. De fleste Aid-stations har et tema, spiller musik, folk er udklædte osv. Det er super fedt. Men den hel store forskel er at man har sin egen personlige tjener. Der kommer litterært en person hen og introducere sig. Tager dine flasker, fylder dem om og følger dig hele vejen gennem Aid-stationen, og de har alt. Fra friske jordbær til vaseline. Fra Glutenfri sandwich til Salt sticks. Det var virkelig 25 restauranter fordelt på de 160 km med de bedste og mest motiverede hjælpere jeg nogensinde har set.

web126065-02-101

Fra Redstar Ridge startede støvet for alvor, og i perioder var det svært overhovedet at se noget. Jeg fandt aldrig en rigtig god strategi, i støvet. Men en ting er sikker man skal ikke være tæt på folk der løber med Hokaer. De støver som en traktor i ørkenen. Den næste udfordring var de mest uhyggelige bussemænd man fik at det røde støv. De blev større og større, til sidst var det seriøst uhyggeligt at se hvad der kunne komme ud af næsen, og om det var varmen ved jeg ikke men det var som om de snakkede til en…

Robinson flat (Mile 30/km 48), var det første sted jeg mødte mit crew. Det var fantastisk at se dem. Russ min anden pacer var der også og varmen var rigtig slået igennem. Det var på det tidspunkt omkring 35 grader, og jeg var virkelig glad for at komme af med min håndholdte flaske og få en race pack på med mere vand og is til at køle mig. Jeg var opmærksom på at jeg ikke havde løbet hurtigt men Russ sagde at jeg var hvor jeg skulle være og så længe jeg havde gode ben og stadig spiste så det rigtig fint ud. Det var næsten sørgeligt at løbe videre, da stemningen var fantastisk i Aid-stationen og jeg havde allerede masser af gode indtryk. Med et ’vi ses om 5-6 timer’, løb jeg ud i støvet igen for a takle et 16 km nedløb.

Det var seriøst hårdt mentalt at holde igen og ikke bare åbne op og tonse ned af de flotte trails. Flere overhalede mig med et grin på læberne. Det var nu meget varmt og i alle aid-stations fyldte jeg is i vandblæren for at køle mig. Der var sjældent skygge da skoven flere steder var afbrændt og kun de forkullede rester af mega træer stod tilbage. Lidt som at løbe på en kirkegård af træer. Devils Thumb som skulle være den hårdeste stigning, var helt fantastisk. Der var skygge, det var stejlt og helt perfekt til at spise, hydrere og power hike. Jeg overhalede 14-16 løbere som alle havde taget mig på nedløbet og det var rart at se at min plan var begyndt at virke. Kun en kløft tilbage og jeg ville ramme Michigan Bluff (mile 55/km 88) hvor mit crew ville være.

Jeg er ikke helt sikker, men tror at da jeg ramte Michigan Bluff Aid-station var der en sød hjælper som spurgte om jeg ville have en popsicle. Jeg spurgte hvad er det, og ud af det blå midt i varmen hiver hun en sodavands is. Wow. Det var lige det jeg havde brug for.

Michigan Bluff, var fantastisk. Det var super at få et par tørre sko på efter vandpassagen og nye sokker. Det var fedt at se kendte ansigter og super motiverende at vide at der kun var Volcano Canyon tilbage før man var ude af kløfterne. Det var nu begyndt at være hårdt. Primært oven i hovedet og motivationen var begyndt at forsvinde i takt med at benene blev tungere og tungere. Jeg glædede mig nu rigtig meget til at få en pacer i Forest Hill (ca. Km 100), for at få nogen at snakke med og aflede opmærksomheden fra al den skov. Jeg har aldrig set så mange træer før. Jeg savnede virkelig sne, alpine klipper bare et eller andet som ikke var skov. Samtidig synes jeg at der var pænt lang hjem. Da jeg ramte Bath Road, som er en asfalteret vej der går op til Forest Hill aid-station må jeg nok erkende at det er første gang nogensinde at jeg har været så glad for at være på asfalt. Det var en kærkommen afveksling og der var endda en lille by med huse. Pludselig stod John der med et stort smil, og jeg løb de sidste par km indtil byen med ham. Det var fedt at snakke med ham, og fedt at se hele crewet. Bill stod klar til at løbe, Russ til at hjælpe og Lisette og John havde styr på at ordne mine fødder fylde min taske, gav mig min pandelampe. Fantastisk oplevelse at blive serviceret som en formel 1 bil i pitten. Jeg forlod Forest Hill med både Russ og Bill i hvad de sikkert synes var let løb men jeg på det tidspunkt synes var alt for hurtigt. Men det var nu at planen skulle testes. Det var nu at der skulle løbes, og alle de km hvor jeg havde sparret benene skulle indhentes.

DSC00657

Bill satte et rigtig fint tempo på California Road, som er kendt for 3 aid-stations Cal 1-3. Det er mega let, relativ fladt og skal løbes. Der var mange der gik her og det var rart endelig at begynde at ovehale løbere og deres pacere. Bill viste sig at være en super fyr, og efter en stor krise efter Cal 2, hvor jeg synes alt var noget lort begyndte vi højlydt at synge sange fra Top Gun, Bryan Adams og andre klassikere. Det var helt klart at det største problem var oven i hovedet, samt at jeg for første gang i løbet var begyndt at interesse mig for om jeg var på 24 timers pace eller bagved. Sikkert en kombination af de søde hjælpere som proaktivt informerede om at jeg var bagud og min drøm om en sub 24 timers tid. Det var uden tvivl det sorte punkt i løbet for mig. Jeg var virkelig ikke meget værd. Men kunne løbe og det var det vigtigste. Da vi endelig ramte Rucky Chucky og den berømte vand passage var jeg toast. Der var ikke meget tilbage i mig, og jeg stammede nogle uforståelige ord til mit crew om at jeg når det ikke til 24 timer. Det gør ondt. Det er ikke sjovt. Jeg vil gerne have en lang pause. Lisette ordnede mine fødder, masserede mine ben og sendte mig ud i flodens brusende vand med en meget overraskende besked. Du er 30 min foran 24 timers pace. Jeg kunne ikke forstå det. Det virkede forkert. Men ud i floden gik det sammen med Bill. Nogen år er der en båd her, men dette år var der bare et reb. Vandet var ok, men gik til brystet. Der var super mange hjælpere i vandet der sørgede for at alt gik som det sku, så det var ikke det store problem. Jeg glædede mig nu meget til Green Gate som kun var 2 mil/3.2 km væk op af bakke, hvor jeg skulle møde Russ, som skulle eskortere mig de sidste 30 km i mål.

I Green Gate var der ingen Russ. Jeg var rimelig forvirret og Bill løb rundt for at finde ham. Jeg gjorde mig klar til at løbe de sidste 30 km med Bill, da Russ pludselig kom løbende. I er 30 min før tid sagde han med et grin, gav Bill sin bilnøgle og satte i løb ud i mørket. Hov tænkte jeg der løb min pacer. Jeg skyndte mig efter ham, og havde her noget af det mest interessante løb ever. Russ har deltaget i løbet eller omkring løbet i 18 år og kendte alle bakker, sving, aid-stations og alle historierne om de førnævnte. Der var ingen stress. Hans plan var helt klart at jeg skulle løbe, spise og slappe af oven i hovedet og det virkede. Efter adskillige historier om puma overfald og halvspiste lig, om at tisse mens man løber og andre fantastiske historier krydret med det konstante; How are you doing. Hvor til jeg svarede Shit, eller hmmmmm. ’Hørte vi musik ude i mørket?’ Russ forklarede at det var Browns Bar vi kunne høre, og at om lidt ville vi møde en udklædt djævel der ville sige; Welcome to Hell. Jeg spurgte forsigtigt Russ, ’når vi 24 timer?’. Han grinede af mig og sagde. It is not just doable or probable, there is no way we will not make 24 hours. I Browns Bar fik jeg 2 stykker banankage og nød festen lidt. Flere pacere dansede rundt og hjælperne havde en seriøs fest der. Tror endda at der var bacon and eggs. Ikke at jeg skulle have noget af det, men alligevel. Det var meget surrealistisk i midten af no-where var der den her kæmpe fest.
På ”No Hands Bridge” (mile 97/km 155) begyndte det at blive meget konkret. Det er en gammel tog bro som var lyst op med lanterner som om det var juleaften. Igen var der musik og fest. Jeg var virkelig toastet her, men det var vildt at tænke på at der var kun 3 miles/5 km tilbage, og jeg havde masser af tid. Det var en super følelse side om side med Russ at løbe over broen og se lyset fra Auburn i horisonten. Derefter blev det meget stejlt, og vi begyndte at power hike. Jeg tog telefonen op, og ringede til Lisette: ”Vi er i mål om 30 min sagde jeg stolt”, hvorefter hun svarede. ”Hvad laver du? Du kan være der om 10”. Jeg svarede; ”det er stejlt”, hvortil hun sagde så må du hellere løbe. Jeg kiggede vantro på Russ som grinede af mig hvorefter vi begyndte at løbe. ’Fantastisk pige du har der’ sagde han mens han med det største grin satte tempoet op. Pludselig var Bill der også og vi løb den sidste km gennem byen før vi drejede ind på Pacer High School. Det er svært at forklare fornemmelsen der, havde en klump i halsen og da Lisette tog min hånd og da vi løb de sidste 200 meter på løbebanen mens jeg kunne høre speakeren snakke om mig og mit crew, var det svært ikke at have det helt store smil på.

web126065-05-269

Jeg blev vejet en sidste gang, fik et knus og flere håndtryk fra løbsledelsen og andre løbere før jeg blev sluppet ud af målområdet. Lisette stod klar med en stor øl og en stol. Fantastisk. Sikke en oplevelse. Det endte med 23 timer og 19 minutter, et sølvbæltespænde og en kæmpe, kæmpe oplevelse rigere.

Der er lidt flere billeder på www.facebook.com/fredstrails
For nørderne og det jeg selv manglede:

Man behøver ikke at se ”Unbreakable” mange gange eller læse mange race reports før det går op for en at det er varmt i de kløfter. Meget varm. Når selv Kilian får hedeslag og man som mig kommer fra DK er varmen bare ikke ens bedste ven. Udover det hvad er nu det med alle de håndholdte flasker og pacere?, og ingen vandrestave? Skal jeg virkelig justere mit setup og er det nødvendigt at træne specifikt?

-          Varme tilvænning;

Da jeg løb CCC det ene år var en læge ved at trække mig ud, grundet varmen. Til mit store held og en andens store uheld. Greb lægen dog fat i en anden og jeg fik lov til at løbe videre. Et par år efter var den gal igen til Lavaredo Ultra race i Dolomitterne. Jeg havde haft et rigtig godt løb om natten men da solen begyndte at banke og termometeret nærmede sig de 40 grade og vi løb ned i en kløft uden skygge. Jeg følte jeg mig som en pizza i en pizza ovn. Alt tempo gik ud af benene. Jeg begyndte at sitre og hovedet slog i takt med strålerne fra solen som blev reflekteret i klippe siderne. Så at varme tilvænning var på menuen var klart fra start. Badwater Ultra Marathon som må siges at være kongen inden for løb i sauna lignende tilstande har en række gode artikler og forslag (http://www.badwater.com/training/index.html). Jeg startede min varme tilvænning 4 uger før løbs start og sluttede 1 uge før løbet da det var hårdt for kroppen at restituere. Jeg nåede kun et par passive Sauna pas, da det for at være ærlig tog for meget tid og jeg var helt væk bagefter (føltes som om kroppen blev til æblegrød med fløde). Aktive pas var primært løb i dunjakke, vinter hue, og mange langærmede trøjer. Fulgte min trænings plan men ”klædte” mig på til Antarktis. Vinterløbet krydrede jeg med noget Bikram Yoga. Hvis jeg havde haft mere tid i dagligdagen ville jeg have lavet mere Bikram en de få gange jeg nåede.

WS100 Finish line

 

-          Quads og det at løbe nedad:

Ok jeg er heldig og bor i Schweiz hvor jeg har god mulighed for at træne bakkeløb, og det er helt sikkert en fordel at træne lange nedløb. Problemet med Statesmas i mine øjne er dog ikke at der er mange negative højdemeter, problemet er at det er nogle fantastiske stier som aldrig bliver særlig tekniske så man kan virkelig give den gas på dem, så det at mentalt sige til sig selv at man skal holde igen og løbe langsomt selvom man har gode ben, det var svært. Jeg holdt igen indtil Forrest Hill (km 100), det gjorde at da jeg hentede min første pacer og kom ind på California road var mine Quads stadige fine og vi kunne løbe det meste af de sidste 60 km. Det var en kæmpe mental udfordring at holde igen, og løbe så konservativt, men det gjorde det meget nemmere at arbejde med varmen og nyde landskabet. Samt gjorde at jeg var i stand til at holde et fint tempo med mine pacere. Det giver ikke så meget ide tænkte jeg at have en pacer hvis man kun kan vandre.

 

-          Gear, vandrestave og håndholdte flasker:

De sidste 6 år har jeg løbet alle lange løb med rygsæk, vandrestave og masser af mandatory equipment. Til Western States er der ikke noget ”mandatory” equipment kun en kort paragraf at man skal samle sin lygte op i Michigan Bluff eller Forest Hill, samt at vandrestave er forbudt. Der er 25 Aid stations fordelt på ruten og det giver mulighed for at løbe meget lettere en jeg normalt gør.  Jeg valgte håndholdt flaske indtil Robinson Flat da jeg gerne ville prøve det og når man alligevel ikke kan have stave med giver det god mening. Jeg skiftede derefter til en ”racepack” Ultrasphire Alpha, med det primære formål at kunne bære mere vand samt som løbene køleskab. Helt konkret løb jeg med en flaske foran, og en 2 liters væskeblære. I hvert checkpoint fik jeg flasken og væskeblæren fyldt op med IS og lidt vand. Flasken brugte jeg til at hælde ud over mig som afkøling, og væskeblære drak jeg fra samt at den fungerede som en pose is på ryggen til at køle mig. Det gave klart mere vægt at bære på, og hvis man skal løbe rigtig hurtigt at det nok ikke det bedste valg, men for mig virkede det perfekt og jeg var i stand til at holde min temperatur nede og løb aldrig tør for vand.

_______________________________________________

Tak til Fred for den fantastiske beretning, og  tillykke med den imponerende præstation! Held og lykke med de fremtide mål, vi håber at modtage flere beretninger fremover:)

- Team Trail Copenhagen

Interview: Philipp Reiter

Philipp Reiter, you are on the International Team Salomon. Could you give a short summary of yourself and why you run?

I just love spending time moving outdoors and to be in the mountains – running, biking, climbing or skitouring. For me running is a great way to discover beautiful places and via races you get to see stunning places in remote areas you otherwise wouldn’t even think about. But I am not really a professional runner it’s more an extended hobby and I am studying at the university of Salzburg to become a teacher for mathematics and biology. Luckily it’s the summer break now

LaPalmaPhilippReiterPlanBSalomon4Trails1

Foto: Reiter/Salomon

- How did you get into Team Salomon International?

4 years ago I was running the Transalpine Run (crossing the Alps from North to South in 8 stages in a team of 2) with a friend of mine who is in the German Salomon Team since 10 years now. So I got in touch with the brand and as we were seen as a quite good and funny team they asked me if I want to join the “Salomon family”…

- Why do you search for longer distances, such as ultra trail?

For me it’s very fascinating to see what the body is able to achieve. Looking down at my tiny legs it seems unbelievable that they can run for 10 hours. You don’t only need to be fit physically but also very strong in the mind and it’s tactics too (when to eat, what gear to take,…). And as the arrival is not always garanteed due twisting the ankle, problems with the stomach or just extreme lack of energy it’s more an adventure trip than a race.

Philipp Reiter 4421

- What does trail running gives you, compared to be running on flat tarmac?

You can count the runs I do per year on the tarmac with two hands. It’s so super boring, damages your body (at’s it’s always a similar movement) and seeing the end of the point you want/have to run to is just horrible for me. And it’s difficult to find sports on the road that are qiet and not dangerous from crazy car drivers. In trailrunning which I would call the “funny running” you find much more pleasure, piceful places, a natural movement and it’s just a nicer surrounding.

- When following you on facebook, it seems as if you are training for several hours every day. Do you follow a specific training schedule, and how much do you train? And is there any time for restitution?

I don’t have a training plan or a coach but I do have talked with a lot of runners to discus their way of training and preparation and do know the “basic rules” of how to do it. Trying out different things more or less successful on my own helped me to find my own way how I feel comfortable. Maybe the results could be better with a strict plan but for what? Being too much focused you loose your own balance and in the end it’s just a fight for the “golden pinapple” Yes, of course, time for recovery is as important as training!!!

- You just did a great job at the Skyrunning Mont Blanc 80 km World Championship (5’th place). How much did you train pre-race? And were you happy about your achievement?

Yes, I am quite happy about my result in the Skyrunning World Championship as it was a really challenging course with really 6.000m+ and sometimes very technical. But I really liked the running in the shadow of the Mount Blanc :)

___________________

Thank you Philipp for the great interview! Good luck in the future, with bigger dreams and goals! Check out his Facebook or website

- Team Trail Copenhagen

Svært at få armene ned

Kroppen var en smule træt i går efter 24 km løb, men armene var ikke til at få ned! De hængte i luften, som hvis Danmark havde vundet en VM kamp i Brasilien (For det ville dælme også gøre mig glad)!

Skærmbillede 2014-06-19 kl. 22.29.48

Den nye passage er nord for Søllerød

Turen i går slog endnu en gang fast, hvad trail løb egentlig er for mit vedkommende! Turen i går blev den type af ture som jeg altid ser enormt frem imod. Nemlig hvor noget nyt skal udforskes men også hvor spontaniteten får lov til at herske og sætte dagsordnen for hvor jeg ender. Og hvor at smilet kun bliver større og større. Det handler sgu da om at udforske – gør det ik? :)

Personligt forstår jeg ikke hvorfor at man træner det samme, igen og igen – år efter år. Jeg forstår ikke hvorfor at nogen kun beretter fra samme tur rundt i Rude Skov, når der findes så mange alternativer. Omvendt har jeg den holdning, at man skal følge sine egne veje og lytte til sig selv – om det så er et-hjulet downhill kørsel (ja, det findes).

Det der motiverer mig, er at udforske – og om det så er på asfaltvejen eller i skov er ikke det afgørende. Essensen er at se/føle/mærke nye oplevelser, også i ens eget nabolag. Et eksempel var turen i går, en 24 km lang trail rute med både nye og kendte passager. Turen mindede mig flere gange om den 100 % nye rute, som Christian Nørfelt og jeg for få måneder siden fandt frem til. Her var målet at krydse Nordsjælland, med start i Frederikssund og mål på Klampenborg st (99% trail). Turen i dag var ikke helt lige sådan, 24 km kortere og med flere kendte passager. Men emnet for turen var det samme; Udforsk!

Målet med dagens rute var at udvide den VERDENS KENDTE Sjællandske udgave af ’Hammer Trail’, med passage gennem Søllerød Skov. Søllerød Skov/Øverød var indtil i går fuldstændig ukendt terræn for mit vedkommende, selvom at mine ugentlige træningsture løber lige forbi. Området havde jeg fået øje på, når jeg i bil besøgte mine forældre. Fra motorvejen kan man skue indover Holte Rideskole, og få øje på et lækkert kuperet naturområde. Det skabte motivationen for at udforske området.Skærmbillede 2014-06-19 kl. 23.19.58

I går kl. 16 smuttede jeg så af sted uden kort, men blot med et mål om distance. Alt skulle være spontant gennem Søllerød Skov, hvorefter at jeg ville koble på Rude Skov, Geels Skov og slutte af med at løbe retur til Nærum via Ravnholmskoven (Det Danske Schweiz). Søllerød omegn skuffede på ingen måde! Fra første skridt var der blødt underlag, stier og kupering og humøret var derfor højt. Til at starte med var der en del åbne passager, hvilket gjorde det nemt at finde rundt. Efter 15 min blev skoven tæt, og mit ønske om et udvidet ‘Danske Schweiz’ viste sig dælme at være tilfældet! Single track stier overalt, kupering overalt – og så var ALT nyt! Jeg følte mig igen som en dreng på 5 i Fætter BR, hvor alt skulle prøves.

Endnu en gang endte det i succes at udforske, at bevæge sig væk fra det vante og prøve noget nyt – og heldigvis blev den gode stemning ikke vendt 180 grader, da jeg ellers halvvejs på turen gik sukkerkold. Note til mig selv: ‘Medbring energi for dælen da’ :)

Jeg håber at du er blevet inspireret og vil gøre det samme i fremtiden – uanset sportsgren og/eller underlag. Har du interesse i selv at afprøve den nye men allerede VERDENS KENDTE ’Sjællandske Hammer Trail 2. edition’, så følg linket her!

God træning – may the tracks be with you!

- Andreas

nXm – €%#& Janteloven

Det er nu knap en uge siden at Nordisk Extrem Marathon er overstået – og sikken en fed tur!

Image

nXm har siden jeg vidste at jeg skulle afsted med Henrik, været prioriteret som årets hovedmål. Alt min træning var så vidt muligt fokuseret mod løbet.
At jeg i starten af det nye år løb ind i en skade, og var mindre løbende i to måneders tid, er selvfølgelig brandærgerligt.
Men da jeg stod på startstregen, og starten lød, var jeg i min bedst mulige form vil jeg påstå!

Jeg vil lettere og elegang springe over løbsrapporten (dem der vil læse den kan læse den sidste på siden).

Med dette indlæg ønsker jeg at forklare hvordan en sikker sejr også kan have sine indvirkninger på egen præstation.

Jeg vil hurtigt advare læseren om at det let kan fremstå arrogant, men jeg kan ligeså godt være hudløs ærlig, og forklare hvordan det reelt set stod til.

Det skal ikke være en hemmelighed at Henrik og jeg var blevet spået om en sejr, og at der var lagt godt i kakkelovnen om vi overhovedet kunne blive slået.
Kort tid inde i løbet var det vidst rimelig åbenlyst at vi lå godt placeret, og ved målgang på dag 1, kunne vi godt se at der skulle gå meget galt på dag 2 for at vi skulle miste vores førsteplads.

Vi havde et forspring på over 60 minutter ned til nr.2 ved starten på dag 2.

Midt på dag 2, hvor vi igen ligger i fronten, og har en fornemmelse af at vi ligger godt foran, bliver vi ramt af en eller anden ”ynkelig løberkultur”. Kortene kan ligeså godt blive lagt ordentligt på bordet. Med Henriks skarpe navigation og vores evne til at klø på og løbe et hurtigt, stabilt tempo, selvom det ikke var lige sjovt hver gang, har klart været med til at smide op os i fronten. 
MEN så sker det, på dag 2, at vi begynder at miste ”fatningen”.

Image

Efter nogle dages refleksion over hvad der nøjagtig skete på dag 2. har jeg fundet frem til et stort ”problem” som klart er værd at arbejde med, i hvert fald fra min egen side. Eftersom vi lå i spidsen af feltet, og vi havde en sejr forude, begyndte vi langsomt at miste fatningen, og tempo samt motivation faldt drastigt – hvorfor dog blive ved med at klø på, når sejret jo er i hus? Personligt er det bare ikke godt nok, at selvom man ved der venter guld for enden af regnbuen, så skal tempoet samt gejst dale. 
Samtidig bliver det meget lettere at få mere og mere ondt af sig selv. Når det pludselig ikke gør noget at tempoet daler en smule, der holdes lange tisse- og drikkepauser, så ved man at den er ved at gå gal! 

Vi ender med at bruge over en time mere på dag 2. end hvad vi havde forventet – en time, vi let kunne have sparet væk, hvis vi havde været bedre til ikke at få ondt af os selv, samt sløse.
Resultatet vi leverede kan let ses som prængende med udefrakommende øjne, og jo, det er da også flot. Men min egen selvtilfredsstillende er langt fra høj – nej, tværtimod, så er jeg ikke stolt over min/vores præstation (eller mangel på samme) sidst på dag 2. 

Det lyder måske kækt, at fortælle hvordan jeg ikke kan være tilfreds med en 1.plads, og jo, jeg er MEGET tilfreds. Men min personlige præstation som jeg leverede sidst på dag to, kan jeg ikke være tilfredsmed.

Man kan godt løbe et godt løb, få en god placering, men så komme hjem og være skuffet over sin egen præstation, når man ved at der godt kunne have være smidt mere benzin på bålet. 

Dog vil jeg mene at det bestem er et ”problem” der er konstruktivt, og vil kunne hjælpe mig fremadrettet. Selvom alt går til at ende godt, jamen, så kan det altid leveres bedre.

Een ting er at levere et flot resultat udadtil, men det flotteste og mest tilfredsstillende resultat ER og BLIVER dét du selv har det bedst med, og din egen personlige præstation.

Formålet med dette indlæg, var at give sejrens sødme en anden vinkel, og måske fortælle en lidt mere uventet historie fra et løb. Hvordan kan sen sejr dog pludselig være negativt og være et problem?! Sejren er jeg ovenud lykkelig over, jeg havde glædet mig umenneskelig meget til løbet. Men jeg ønskede at bringe en skæv vinkel frem på hvordan ens egen selvtilfredshed ofte glemmes, til fordel for hvad andre lader sig blive begejstret over ved ens præstation.

Nu vil jeg nyde sejresrusen, og ikke tænke på mål, målrettet træning, osv osv, men nyde at årets mål er overstået, og hvor fed en oplevelse det har været :-)
ps. Det var måske en ide til et nyt indlæg; ikke at lade sig forhaste videre mod nye mål, men nyde at det man har trænet sig op til er overstået, og nyde hvor tilfredsstillende det er at have gennemført efter alt den forberedelse man har gjort sig!

__________________________________________________________________________________________________________________________

For de interessedere vil jeg meget gerne lige opremse hvad jeg havde i min oppakning i løbet af dag 1:
Rygsæk Inov8 Race Elite 24
2x 550ml drikkedunke i siden
Sovepose Yeti Passion one ca.250gr
Liggeunderlag fra nakke til knæ 5 mm tykt.
2x Frysetørret mad á 200gr pr.stk.
1x Spork
1x survivalblanket
12x 60ml gels til dag 1 + 2
1x pose 30gr vingummibamser
1x lille lygte
1x vindjakke
1x overtrækbsuker
1x lange uldunderbukser
1x lange uldundertrøje
1x Buff
2x fryseposer
1x vandtæt pose

Samlede vægt: 4.0 Kg incl. væske i vanddunkene.

__________________________________________________________________________________________________________________________

For de interesserede, lovede jeg at skrive en løbsrapport: Ligesom alle andre løb gav jeg/vi den alt hvad den kunne trække (sådan cirka), som jeg gør til alle andre konkurrencer, og så var resultatet der efter. slut.

God Weekend
//Jacques

Perioden mellem to lange løb

Det har været en meget speciel periode, efter at jeg gennemførte Hammer Trail. Især mine led havde lidt under de 160 km, og det var tydeligt at kroppen havde brug for hvile. Sidste gang jeg oplevede at min krop var lige så slidt, var ved Spartathlon i 2012. Men modsat i 2012, hvor jeg ikke havde noget nyt løb i sigte og derved kunne slappe af ‘for evigt’, følte jeg denne gang lidt et tidspres for et genoptage træningen. Dette kom på baggrund af at jeg allerede ugen efter Hammer Trail begyndte at tænke frem mod næste mål, Chiemgauer 160 km d. 25. juli og på hvor hurtigt min krop kunne genoptage træningen. Man kan sige, at jeg efter kun 1 uge var mentalt på vej tilbage i ‘trænings-mode’. På sin vis var der ikke noget galt med dette stress, for det fik mig op af sofaen og ud i naturen. Dog gjaldt det om virkelig at mærke efter, for prisen for at genoptage træningen for tidligt ville være stor, og muligvis ødelægge chancerne for at deltage i Chiemgauer.

Chiemgauer 160 km

Chiemgauer 160 km

De første træningspas var stille og rolige, og alt gik som håbet. Heldigvis var lysten til at træne allerede 2 uger efter Hammer Trail så småt tilbage på fuld styrke, hvilket jeg aldrig havde prøvet før. Jeg kan huske, at jeg efter Spartathlon ikke havde lyst til at løbe i over en måned, måske endda to. Desværre viste det sig hurtigt, at kroppen IKKE var klar. En kølig tirsdag morgen hvor at jeg skulle opvarme nogle gymnasieelever (ifm. arbejde), kunne jeg pludseligt mærke en intens smerte i højre ankel, som blot blev værre og værre. Det føltes nærmest som om at jeg gik på barberblade. Jeg gik straks på jagt efter en fys der kunne løse problemet ASAP, og  nr. 2 i rækken leverede resultaterne som jeg havde håbet på. En kombination af akupunktur og øvelser til gavn for min svang, løste hurtigt problemet, og jeg kunne ikke være mere lykkelig. Denne hændelse mindede mig dog om, at jeg fremadrettet skulle passe endnu mere på mht. intensitet og mængde, for at undgå endnu en skade af samme kaliber.

Skærmbillede 2014-06-05 kl. 20.21.03

I takt med at træningen igen begyndte at fungerer, begyndte mine tanker også at kredse om mit mål for deltagelsen til Chiemgauer. Som flere nok ved, er løbet 160 km og indebærer 7.500 Hm+, hvilket er yderligere 2.000 Hm+ sammenlignet med HT100M. Derudover er gennemsnitstemperaturen markant højere og terrænet hvor Chiemgauer finder sted er midt i bjerge, hvilket betyder markant længere stigninger (og derved nedfarterne). Længere stigninger ser jeg ikke som et problem, men til gengæld frygter jeg  de lange nedfarter. Folk der har prøvet at løbe i bjerge, ved at ens lår i den grad lider på grund af de konstante opbremsninger i takt med at tyngdekraften trækker i dig, på vej nedad bjerget. Sagt med andre ord, så betyder lange nedfarter længere perioder med excentrisk quadriceps-arbejde, hvilket et enormt svært at træne i DK. Har man ikke trænet excentrisk arbejde men deltager i et ultra-bjergløb – ja, så vil man støde på noget af en udfordring – nemlig følelsen af at dine lår bliver til sten (betændte), og som ikke kan bevæge sig bare en smule. Har man en fantastisk let og teknisk løbestil, kan dette nedsætte påvirkningen, men uanset hvad, vil man som dansker blive påvirket af bjergenes nærmest uendelige stigninger og fald, såfremt at man ikke får det trænet!

IMG_5682

Balance/styrketræning i det fri med min ven Jonas

Heldigvis er jeg så heldig, at jeg om 2 uger skal til Malta på en kort ferie med venner, og efterfølgende i juli skal til Italien med familien. Det betyder at jeg inden mødet med de bjergrige 160 km i Sydtyskland, vil få mulighed for at træne i markant mere kuperet terræn, forhåbentligt endda i noget der ligner bjerge. Det vil nok betyde at jeg på begge ferier skal tydligt op for at finde frem til bjergene, men det er nu engang prisen når man vil løbe konkurrence i bjerge:) Dette håber jeg vil give mig en enorm fordel, også selvom at det er ‘i sidste øjeblik’ at jeg får trænet i bjergene.

IMG_5485

Billedet er fra Time Trial 2. afd i ‘Det Danske Schweiz’ – mit favorit træningsterræn

Derfor er min kommende træningsperiode delt op i 2 dele. Første del er hjemme i DK, hvor at jeg skal have gang i kroppen igen via løb, cykling og tung styrketræning. Ligeledes skal der fokuseres meget på fødder og underben, for at sikre at jeg fremadrettet ikke løber ind i samme problemer med en ankel der gør ondt. Det løser jeg med forskellige små-øvelser som jeg foretager hjemme, bl.a. vha. et vippebræt/balanceredskaber (billede nedenfor). 2. del starter d. 22/6 og frem til løbet i slut juli, hvor at jeg vil øge mængden og især antallet af Hm+! Det bliver fedt og jeg glæder mig helt vildt!

‘Og nå ja – Mit mål til Chiemgauer glemte jeg helt at nævne..’ – målet er under 24 timer, hvilket jeg tror er muligt så længe at jeg ikke skal kæmpe med hverken skader eller en slap vilje. Jeg krydser fingre!

IMG_5645

Balancetræning

- Andreas

Interview med Kenneth Damkjær Clausen

Vi hører altid om de hurtigste, de vildeste og rekorderne. Men hvad med sidste mand? Hvad oplever han? Hvad går han igennem for at gennemføre, mens andre har givet op eller er færdige? Når det ikke længere handler om podiet, rekorder eller bæltespænde.  Vi har interviewet den sidste, der gennemførte Hammer Trail 100 miles i år: Kenneth Damkjær Clausen.

 

7

  • Hvad er din baggrund som løber?

Jeg kommer fra tri-verden, som jeg har været en del af siden 2010, hvor jeg lavede min første Ironman. Inden da løb jeg kun sjældent, og højdepunktet i mit løb havde været 3 halvmarathon. Det er siden blevet til bla. 3 Ironman, 1 dobbelt Ironman og Winforce 100 sidste år, som var mit første rigtige ultraløb. Det var under min træning til dobbelt Ironman sidste år, der gjorde mig lun på ultraløb. Det tiltaler mig meget, at man i høj grad skal arbejde med ens psyke for at gennemføre et løb over mange timer, for det er helt klart der, min styrke ligger.

1

  • Hvilke forberedelser gjorde du dig frem mod Hammer Trail 100 miles?

Jeg kom lidt sent i gang med træningen. Jeg startede først for alvor op i januar med 35 km om ugen fordelt på 3 pas, og endte på 60-65 km om ugen i marts. Al min træning har næsten udelukkende været på flade grusstier rundt om i Taastrup og Albertslund. Jeg skulle måske have trænet noget bakkeløb, men det blev ikke til noget i denne omgang. Midt i marts blev jeg skadet, og kunne næsten ikke løbe, frem til jeg skulle løbe Fyr Til Fyr. Min plan var derfor at se hvordan det løb gik, inden jeg meldte mig til HT 100 miles. Det gik bedre end forventet, skaden mærkede jeg ikke meget til, og jeg kom i mål lige under 6 timer. Med det som udgangspunkt mente jeg godt, at jeg kunne melde mig til HT 100 miles.

 

  • Hvordan oplevede du løbet?

Det første jeg lagde mærke til, var den gode stemning og de mange smil blandt alle folk. Det gav løbet en god ånd. Samtidig var det fedt, at man skiftede løbsretning for hver omgang, så man hele tiden mødte de andre deltagere ude på ruten. Især om lørdagen, hvor alle distancer var ude på ruten, var der gang i den. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente af ruten. Inden jeg stillede til start, havde jeg kun erfaring fra Winforce 100, så jeg blev noget overrasket over, hvordan ruten var. Nogle steder kunne man næsten ikke passere hinanden på de smalle stier, og andre steder skulle man bruge alle fire for at komme op eller ned, men det var fedt!

9

Kent, en klubkammerat, var også over for at løbe, og vi aftalte, at vi ville løbe den sammen. Det gik godt, og vi løb lige op. Om natten kom den første krise. Jeg var kommet til den grønne græsbakke og sumpområdet ved Hammershus, og her faldt temperaturen brat, hvilket jeg slet ikke var klædt på til. Jeg gik nærmest i kuldechok, og tempoet faldt helt til jorden. Det var en lang og kold tur hjem, inden jeg fik noget varmt tøj og suppe, men så var jeg også kørende igen. Kent og jeg havde haft et rigtig godt samarbejde løbet igennem og frem til ca. 85 km, hvor Kent desværre udgik. Det at løbe om natten generer mig ikke, det giver bare lidt ekstra krydderi til oplevelsen, og slukkede man pandelampen et øjeblik og kiggede op, kunne man se den flotteste stjerneklare nattehimmel. Det ser man ikke hjemme i Taastrup. Det var gået godt indtil næstsidste omgang. Et fald, og et nedløb lige inden Hammer havn, hvor jeg blev grebet af den gode opbakning fra de andre deltagere, og havde givet den gas ned af, havde kostet et knæ, en ankel og en blå negl. Da jeg gik ud på sidste omgang vidste jeg, at den ville blive hård, så det meste foregik i hurtig gang. Det gav mig rig mulighed til at reflektere over løbet og de mange oplevelserne, det havde givet mig. Det var klart det hårdeste, jeg havde prøvet. Den rute og de mange højdemeter, det var jo helt vildt! De sidste 100 meter op til mål var de bedste, alt det hårde arbejde og de mange timer gav endelig resultat. Jeg krydsede målstregen uden at tænke på tiden. Jeg var glad og stolt, men samtidig også lidt uforstående over for den distance, jeg netop havde tilbagelagt. 100 miles, 160 km, det var jo helt vildt. Endnu en gang blev jeg overrasket over, hvad jeg var i stand til at gøre med en stærk vilje og lidt fysik.

6

  • Hvad var dine ambitioner for løbet? Gennemføre, bæltespænde?

Målet var bare at gennemføre og så få de 4 point til UTMB. Jeg havde ikke haft de mest optimale forberedelser, så næste gang jeg løber HT 100 miles, går jeg klart efter et bæltespænde.

 

  • Når andre var foran dig eller udgået, hvordan bevarede du så motivationen til at gennemføre/ Jeg kunne især godt tænke mig at høre noget om hvad der holder dig i bevægelse i så lang tid – hvordan holder du motivationen oppe ?

Jeg tænkte egentlig ikke så meget på dem, der lå foran. Jeg ville ikke løbe og stresse. Jeg tænkte bare på, at jeg skulle gennemføre. Når jeg bliver presset til et løb/stævne, så tænker jeg tilbage på, da jeg var soldat og udsendt til Irak og Afghanistan. Der lærte jeg, at man ikke får noget foræret, man skal selv kæmpe og gøre sig fortjent til sine sejre. Vores delings kampråb i Irak var, at vores delingsfører råbte til os: ”GIR I OP!”, hvor vi svarede: ”ALDRIG!”. Så når jeg bliver træt, øm, og begynder at have ondt af mig selv, så spørger jeg mig selv: ” GIR DU OP!”, ”ALDRIG!”. Det ligger så dybt i mig ikke at give op, så derfor er det bare på med ja-hatten og komme videre J Mentalt havde jeg delt løbet op i 3 distancer, 2 x 60 km og 1 x 40 km. Det gjorde det mere overskueligt end 160 km!

2

  • Har du sat dig nye mål?

Sidste år satte jeg mig for, at jeg ville samle point til en tilmelding til UTMB i 2015. Jeg har 6 point nu, og skal hente de sidste 2 til Winforce 100 til august. Så jeg håber jeg er heldig i lodtrækningen til UTMB og får en plads! Hvis jeg nu ikke skulle komme af sted, så har jeg en veninde, der har snakket om at lave en 3 dobbelt ironman. Ellers er jeg åben for ideer!

5

Vi ønsker Kenneth al mulig held og lykke med fremtidige udfordringer.