Hvor er trailløberne på vej hen?

Hvor er vi på vej hen?

DM i trail og ultratrail. Kontante pengepræmier til ultratrailløb. Den danske trail- og ultratrailverden er i rivende udvikling. Men i hvilken retning?

Præmie

Bliver dette det primære mål i trail- og ultratrailløb?

Garmin Winter Trail åbner op for et ultratrailløb med pengepræmier i 2014, Salomon Hammer Trail snakker om et DM i trail- og ultratrailløb i 2015 og overalt i Danmark vælter det frem med nye trailløb på alle distancer. Salomon Trail Tour har eksisteret i en årrække og har også nogle ret flotte præmier. Den samlede vinder af Touren i 2013, Claus Bloch, fik således et gavekort på 10.000 kr. til La Santa Sport – ikke en dårlig præmie!

Sikke en udvikling sporten er i! Men i hvilken retning? Pengepræmier og et officielt DM er vel et naturligt følge af at sporten vokser. Men sideløbende med at præmierne og titlerne vokser, vil alvoren blandt mange også vokse, tror jeg. Pludselig er det ikke ”bare noget vi leger”. Pludselig bliver det alvor – i hvert fald for nogen. Der vil være penge på spil, eller en flot titel og det kan både bruges positivt og negativt.

Den positive udvikling kan selvfølgelig være, at sporten bliver mere struktureret, organiseret og seriøs. At vi får udbredt sporten til et bredere publikum og at sporten vokser generelt.

Jeg tror vi vil opleve, at mange andre løbediscipliner vil blande sig i trailkonkurrencerne – især når der kommer titler og pengepræmier på spil. Det ville da være oplagt for o-løbere, crossløbere, marathonløbere og ultraløbere fra asfaltverdenen at stille op til konkurrencer for at blive Danmarksmester eller få lidt penge med hjem. Eliteløbere vil altså få øjnene op for trailverdenen, der indtil videre primært har været domineret af supermotionister. Og de skal være velkomne! Det vil nok på sigt betyde enden på supermotionisternes dominans til fordel for eliteløbere på den danske ultratrailscene, men det er nu engang en naturlig konsekvens, når en sport vokser.

De negative sider af professionaliseringen kan findes i mange andre sportsgrene, der også har en professionel gren. Bredden drukner og pludselig handler det kun om at være en del af eliten. Incitamentet for at snyde vil vokse i takt med muligheden for præmier, titler og eventuel berømmelse. Trailløb har i al den tid, jeg har deltaget, været en gentlemansport, hvor det ofte har været muligt at skære et hjørne af en rute, men alligevel er det ikke sket. Jeg frygter, at mange fristes til at skære hjørner i jagten på førstepladsen, præmie og titel. En arrangør for DM eller for et løb med store pengepræmier skal i hvert fald tænke sig om, når det kommer til rutevalg, markeringer og kontrollanter på ruten. Kravene til disse vil stige.

På den lange bane kunne doping blive et problem. Der er doping i professionel sport og doping blandt amatører. Trailløb og ultratrailløb er en udeholdenhedsidræt og dermed en oplagt sportsgren for visse typer af doping. Den pessimistiske del af mig går bare og venter på, at vi ser en dopingskandale i den internationale ultratrailverden. Hvorfor er skandalen ikke kommet endnu? Er der ikke nok prestige eller økonomi i denne sportsgren til, at atleter vil snyde, som det sker i så mange andre sportsgrene? Hvornår skal der indføres dopingkontrol til danske trail- og ultratrailløb?

Der er stadig masser af muligheder for sociale ture, hvor det ikke handler om mål, men om processen.

Rivalisering mellem løbsarrangører kan også blusse op – hvilket allerede er sket et par steder. Denne rivaliseren har da helt klart potentiale for at vokse, når det kommer til at handle om at tilbyde de største præmier eller den flotteste titel og lokke sponsorer til. Nogle løbsserier vil klare den hårde konkurrence og andre ikke.

Vi skal huske at tilgodese bredden i sporten. Både når det kommer til måden, der arrangeres konkurrencer på og de distancer, der tilbydes. Længere er ikke altid bedre. Og der skal selvfølgelig også være plads til en elite med ambitioner. Det ville da være fedt, hvis Danmark fik skabt et trail- og ultratraillandshold, der kunne repræsentere os internationalt.

Jeg vil afslutningsvis sige, at jeg ikke ser entydigt negativt på udviklingen. Men den rummer nogle faldgruber og dem skal vi være opmærksomme på. Jeg glæder mig til næste gang jeg står på startstregen til et løb i Danmark sammen med alle de andre glade, entusiastiske og engagerede trailløbere. For mange handler det stadig som det sociale, oplevelserne i naturen, den personlige udfordring og venskabelig rivalisering.  Og så skal jeg da heller ikke være for hellig selv. Jeg synes da det er fedt, når jeg vinder noget, selvom det ikke er den dominerende grund til, at jeg stiller op. Jeg har tidligere dyrket anden eliteidræt, hvor det i perioder kun handlede om at vinde den DM-titel, så jeg har i høj grad haft skyklapperne på i min tidligere sportsgren.

Husk den oprindelige glæde, der fik dig ud på sporet.

Hvor tror du, at vi er på vej hen? Hvor der du sporten om 5-10 år? Hvordan tilgodeser vi alle… Eller i det mindste så mange som muligt? Kom gerne med et indspark.

Christian

5 responses to “Hvor er trailløberne på vej hen?

  1. Ikke helt uvæsentlig pointe Christian. For en almindelig (ikke super😉 motionist som jeg selv, så bliver det ikke præmierne, men ruten og rammerne omkring løbene, som bliver min afgørende faktor for en deltagelse eller ej.
    Fx er jeg mest til punkt-punkt ruter, hvor jeg ikke skal igennem det samme igen og igen, men ser mere alsidig natur. Og mon ikke de fleste inkarnerede trailløbere vælger de fede ruter ud fra egne præferencer såsom naturoplevelserne. Det er vel derfor man løber trail.
    Så nævner du selv de hurtige asfaltløbere, som kommer med fra sidelinjen for at vinde pengepræmierne…tja hvis det er en negativ faktor de kommer for at ‘snuppe’ podiepladserne, det kan man vel ikke fornægte dem i, så nyder jeg bare turen i stedet for🙂
    For mig at se, er det da kun fedt at der efterhånden er så mange løb at vælge i mellem, så må det blot være op til egne værdier at vælge ud i blandt disse. Det hele handler i bund og grund om at sætte den ene fod foran den anden og ellers nyde turen i skoven eller hvor man løber. Så kan man selvfølgelig tage konkurrencen op hvad angår tid og distance eller arrangere det fedeste løb, men bibeholde den gode tone og gøre alt for at lade det blive en gentlemansport.

  2. Enig med ovenstående og fornuftige tanker. En yderligere udfordring som også begynder at vise sig og som arrangørerne i højere grad må overveje er vel deltagerbegrænsning. Det ses allerede i en del løb og skal også overvejes i sammenhængmed hvor meget naturen kan klare (vi skal jo helst efterlade tingene som vi fandt dem🙂 )

  3. Pingback: Er glasset halvt tomt eller halvt fyldt? | Moses Løvstad – Trailløberen

  4. Jeg er delvis enig med dig i dine betragtninger. Men synes kun det er fedt med flere løb at vælge imellem. Min størst frygt er dog at det for løbsarrangørerne kommer til at handle om at tjene penge, og at man derfor må vælge løb fra fordi det simpelthen bliver for dyrt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s