Interview: David Bonde Pedersen

Mit navn er David Bonde Pedersen, jeg er 23 år gammel og i maj løb jeg 2012 udgaven af Jungle Ultra i Amazonejunglen i Peru. Løbet var på ca. 230 km, og var et etape løb fordelt på 6 etaper på 6 dage, hvor alle deltagere var selvforsynende. Det betød at alle selv skulle bære proviant, sovepose og hængekøje og andet udstyr der skulle bruges under hele løbet.

Årsagen til at jeg prøvede kræfter med dette løb var, at jeg var blevet bidt af løb, og efter at have gennemført 2 marathons og et 100 km løb, søgte jeg nye udfordringer og eventyrer.

stage 3..

På dette tidspunkt arbejdede jeg sammen med Henrik Kornum, der havde dyrket ultra- og ekstremløb i 12 år, og derfor havde en stor erfaring indenfor disse distancer. Han fortalte mig, at hvis jeg søgte større udfordringer og eventyr, skulle jeg tage med ham til junglen i Peru. Efter at have overvejet dette et stykke tid, valgte jeg at tage med ham. Jeg havde nu 5 måneder med hård træning og klargørelse foran mig. Det skulle foregå på den måde, at vi selv skulle komme til Cuzco, hvor der ville holde en bus til os. Den skulle køre os ind i junglen til basecampen, hvor startområdet lå placeret.

Efter at have brugt ca. 30 timer på transport, landede vi i Cuzco, en meget lille lufthavn, og allerede da jeg gik ud af lufthavnen, blev jeg mødt af det, jeg skulle løbe i de næste 6 dage, tynd luft og en meget stor luftfugtighed. Men den skulle vise sig at være meget værre, når vi nåede den dybe jungle. Vi tog en bus, som skulle køre os godt 5-6 timer, før vi nåede basecampen. Så vi kom et godt stykke ind i junglen, allerede inden løbet var begyndt.

_P__6076

Vores basecamp lå i ca. 3000 meters højde og bare det at gå 30 skridt op af trapper fra en lille hytte hvor vi kunne lave mad, til hvor vores telte var vi skulle sove i 2 dage før løbet begyndte, var overraskende hårdt. Jeg blev forpustet og havde syre i benene bare efter de 30 trin.  Jeg tænkte; ”jeg kommer aldrig igennem dette løb, hvis det allerede er sådan her”.

Dagen efter, hvilket var dagen før løbet begyndte, skulle vi have tjekket vores grej, for om vi havde alt det med vi skulle bruge under løbet samt det minimum af mad med, som var påkrævet for at starte på løbet. Derefter fik vi vejet vores rygsække.  Min rygsæk vejede 15 kg fra start. Det ene tjek førte til det næste, denne gang skulle vi tjekkes af læger og have en medical briefing angående forskellige ting, vi kunne komme ud for under løbet. Det var her nervøsiteten og spændingen virkeligt begyndte at vise sig, for før dette virkede det næsten for uvirkeligt, at jeg skulle sidde på et bjerg i Peru, langt inde i junglen, og skulle til at løbe et af verdens hårdeste ekstreme løb. Den nat havde jeg meget svært ved at sove, ikke pga. at jeg havde sovet super godt natten inden i teltet, eller at jeg havde sovet godt i flyet på vejen herover, men pga. jeg var så spændt og nervøs. Havde jeg nu valgt det rigtige udstyr, havde min træning været god nok, havde jeg den rigtige mad og energi med? Det skulle jeg hurtigt nok finde ud af.

Så var dagen kommet til første etape. Jeg var tidligt oppe, så jeg kunne nå at få pakket alle mine ting, og tjekke mit grej en sidst gang, inden det helt gik løs. Ligeledes skulle indlevere de tasker og ting, vi ikke skulle bruge under løbet.

stage 5.,.

1. etape Cloud 38 km:

Denne etape blev kaldt ”Cloud”, da vi startede over skyerne i 3000 meters højde, hvor vi skulle løbe op til 4000 meters højde, før vi igen løb nedad, og slutte i en højde omkring 2000 meter. At skulle løbe opad med 15 kg oppakning i tynd luft var vanvittigt hårdt. Dog var jeg så spændt, da jeg havde trænet intensivt frem imod dette i 5 måneder, at jeg ikke kunne lade være med at lægge hårdt ud. Desværre havde jeg ikke engang nået 2-3 km, før mine ben syrede til, og mine lunger skreg på luft, og tænkte jeg nok hellere måtte tage det roligt og sætte farten ned, hvis jeg skulle have en chance for at komme igennem det her. Jeg fandt så et godt pace med en Canadier der hed Jannick, dette var også hans første løb, og vi passede godt sammen i tempo. Vi så nogle utroligt flotte scenarier den dag, men vi var stadig for højt til at møde junglen og den tætte luftfugtighed endnu. Dagen sluttede af med at vi kom ind som nogle af de sidste den dag, men vi havde det begge overraskende godt, da vi havde taget det stille og roligt. Der var jo stadig 5 dage endnu med masser af prøvelser.

2. etape Amazonia 34 km:

Denne etape hed ”Amazonia”, for det var her, vi første gang skulle møde den tætte jungle, og den frygtede luftfugtighed. Vi startede med at løbe godt 10 km ud af en gammel grusvej, som gik meget nedad, før vi blev ledt ind ad en lille sti. For hver km vi kom nedad grusvejen, kunne man mærke hvordan luftfugtigheden blev tykkere og varmen bare begyndte at ramme en. Men Jannick og jeg pressede godt på, for vi havde lidt tid at indhente fra den foregående dag. Bevoksningen blev også tættere og tættere, jo længere vi kom ind ad stien, og til sidst var der nærmest ikke nogen sti tilbage, udover et tyndt spor der var hugget ud til os. Vi var nu i Junglen, minimum 250 km til nærmeste civilisation. Varmen var vanvittig og luftfugtigheden på op imod 90 %, gjorde det ikke nemmere. Her oplevede vi det første problem af mange. Fejlagtigt troede vi at en af vandposterne skulle ligge i første del af junglen, men i stedet lå den først da vi kom ud af de 15 km jungle, vi skulle løbe igennem den dag. 15 km lyder måske ikke af meget i et ultra løb, men når man bevæger sig i jungle der er meget tæt bevokset med rødder og små konstante meget stejle bakker, er det meget svært at bevæge sig med mere end 4-5 km i timen. Derfor ville der minimum gå 3 timer i junglen, med høj luftfugtighed og høje temperatur (som vi senere fik at vide havde været rekord høj den dag i det område, 42 grader), før nåede vandposten, og Jannick og jeg var begyndt at blive godt nervøse.

stage 5..

Heldigvis kom vi ud på den anden side til et stort og fantastisk flot åbent landskab, hvor vi endelig nåede en vandpost og fik at vide der nu kun var 4 km til campen. Den dag sluttede vi i midten af truppen, og vi havde nu fundet ud af, at vore begge kroppe kunne tolerere luftfugtigheden og høje temperaturer, så vi aftalte at prøve at give den mere fart dagen efter.

3. etape Logging 30 km:

Denne etape havde fået sit navn, efter at vi blev ført igennem et område, hvor de fældede junglen, og man kunne høre motorsave i baggrunden. Vi løb i et spor, hvor der havde kørt kæmpe maskiner. Det var meget underligt at løbe sådan et sted, men jeg havde ikke tid til at tænke videre over det. For Henrik havde været efter mig og drillet mig, for han lå foran mig i feltet og derfor havde jeg besluttet at denne dag, ville jeg give den fart. Og fart fik den bestemt også, jeg kom ind på en 4. plads denne dag, hvilket jeg var utroligt stolt over. Og endnu vigtigere, fik jeg indhentet den samlede tid Henrik var foran mig. Men denne dag bød også på andet sjov, da vi skulle krydse en kæmpe flod. Vi blev simpelthen spændt op i en wire, og slæbt over floden. Det var noget nervepirrende at hænge et godt stykke over en brusende flod i en wire, og vide at hvis den sprang og du røg i, ville chancerne for overlevelse være små. Men vi klarede den, og i mål kom jeg også den dag.

Stage 3

Stage 3

4. etape The Lull 36 km:

Denne etape fik sit navn efter at den skulle være stille og rolig, flad, så vi bedre ville kunne være klar til den store udfordring dagen efter, den lange etape. Det var den jeg frygtede allermest, men jeg skulle blive klogere, for etapen i dag, ville være langt mere krævende end nogen i deres vildeste fantasi havde forestillet sig. Efter vi havde fået at vide etapen ville være fladere end dagen før, og at den ”kun” var 6 km længere, havde jeg fået blod på tanden, efter den gode dag jeg havde haft dagen før. Her begik jeg min første fejl. Jeg gav den alt for høj fart til at starte med, hvilket fungerede super godt de første 20 km. En anden fejl jeg begik, var at jeg glemte at drikke nok vand og energi, da jeg fokuserede på at indhente tid. Disse ting tilsammen ramte mig rigtigt hårdt. Etapen var ligeledes blevet ændret, og hvor at den skulle have gået rundt om foden af en meget høj bakke/lille bjergtop, hvor campen var på den anden side, havde dem, der opmålte ruten, i stedet kørt ruten henover denne lille bjergtop. Det betød, at vi skulle kæmpe os op af en usandsynligt stejl og snoet sti, som bare syntes at fortsætte ud i det uendelige. Der havde også regnet om natten, så stien var ekstremt glat, og hver gang man tog to skridt, følte jeg at jeg gled et tilbage. Vandposter var heller ikke til at finde på skræningen, da de jo lå for foden af bjerget, på den rute vi rigtigt skulle have løbet. Dette resulterede i, at jeg blev slemt dehydreret, og var i et meget stort energi underskud. Grundet at jeg ikke var særlig erfaren, gjorde jeg den fejl at lade være med at tage mad fra min ration til dagen efter, for jeg var bange for, at jeg ikke ville have energi nok til den lange etape. Jeg begyndte at blive svimmel, jeg sejlede nærmest rundt, og følte jeg mistede bevidstheden til tider. Det store problem var, at jeg var helt alene på dette tidspunkt, men heldigvis, da jeg var allerværst tilredt, indhentede Pernille mig, en anden dansker der var med. Hun var en meget stor hjælp, da hun havde mere erfaring end mig, og hun tvang mig til at spise og drikker lidt af hendes vand, selvom jeg ikke havde lyst til noget som helst pga. voldsom kvalme. På dette tidspunkt var jeg meget tæt på at lægge mig ned og give op. Hvert skridt var en kamp! Dog nåede vi heldigvis til sidst toppen, efter hvad der føltes som flere timers klatretur. Så gik det ellers nedad på den anden side, hvilket ikke var meget bedre, for grundet min svimmelhed og det våde føre, havde jeg svært ved at holde fodfæstet, og derfor væltede jeg flere gange. Vi mødte heldigvis et medical team, der var sendt ud efter os, da de undrede sig over, at der ikke var kommet nogle i mål efter den tid, de havde beregnet. Vi fik så lidt vand, og jeg fik hældt en hel del energi på mig selv, og kom så småt til lidt kræfter igen. Pernille og jeg fik kæmpet os ned til foden af bjerget og i mål efter dagens meget krævende etape. Jeg er meget taknemmelig for Pernilles store hjælp under denne etape, og at hun blev ved mig, selvom hun kunne have gennemført den noget hurtigere, hvis hun bare var smuttet. Det viste sig hurtigt senere hvor slemt tilredt jeg var, da jeg efter havde fået en hurtig skyller gik ind for at tilberede lidt mad, og besvimede stående. Dette gjorde jeg flere gange i løbet af aftenen. Resultatet af det betød at jeg blev tilset af læger stort set hele aftenen og meget af natten, og blev tvunget til at spise og drikke energi, jeg havde i min ration til dagen efter. Jeg kom mig stille og roligt, og fik også sovet lidt den nat. Lægerne sagde, at jeg nok skulle klare den, selvom at jeg var meget bange, grundet afstanden til det nærmeste hospital. De fortalte mig dagen efter, at jeg havde været meget tæt på at gå i koma, og de overvejede kraftigt at give mig drop. De sagde at de havde spurgt mig, om jeg ville tage imod droppet, men det havde jeg nægtet, da jeg vidste, at jeg så ikke ville få lov til at gennemføre – og nu var jeg jo kommet så langt. Jeg fandt ud af efter denne etape, at man kan meget mere end hvad man lige tror. Kroppen kan presses meget længere end man tror, er muligt, bare viljen er der.

_P__2007

5. etape The long one 70 km:

Denne har som man kan forestille sig, fået sit navn efter det er den længste etape i løbet. Vi skulle meget tidligt op, og da jeg vågnede, var jeg stadig svimmel, men jeg havde hele natten sippet energidrik hver gang jeg var vågnet, og det havde givet mig noget mere energi. Jeg spiste en dobbeltportion til morgenmad, da jeg bare skulle have kørt noget energi ned for at kroppen skulle have bare den mindste chance for at klare dagens lange og hårde udfordring. Dagen var dog blevet kortet lidt af, da mange var hårdt ramt af etapen dagen før, og at det ikke havde været planen, at den skulle være så hård. Jeg nåede desværre ikke at blive klar sammen med de andre, og måtte starte ca. 15-20 min efter dem. For mig var dette meget hårdt mentalt, for jeg var meget nervøs for, at det skulle gå galt igen, og at vide at jeg var bagerst, så vidste jeg, at der ikke ville komme nogen og samle mig op, hvis jeg bare faldt om. Men jeg tog det stille og roligt, og drak en masse energidrik denne dag, og efter 10 km, indhentede jeg Henrik, som jeg havde trænet med til dette løb. Jeg var så lykkelig for at se ham, og jeg kunne se at han var glad for, at jeg havde klaret den så langt. Vi kom ud på en fantastisk flot rute, og jeg glemte ”næsten” helt, hvor skidt jeg havde det. Det var en meget stor kamp for mig den dag at klare så mange km efter at have været ramt så hårdt dagen før. Men vi kom ned og løb langs en flod, og dette var fantastisk flot, har aldrig oplevet noget ligesom det. Det eneste problem  den dag var dog, at vi løb uden skygge for solen. Det øgede risikoen for at blive solskoldet, og derfor var der smurt godt med solcreme på, samtidig med at jeg konstant måtte dyppe min buff i vandet for at kunne køle mig ned. Jeg kom igennem etapen, og havde faktisk en super god dag på ruten, på trods af min pressede dag, dagen før. Og da jeg løb i mål i campen efter denne dag, vidste jeg at nu, skulle jeg nok klare den, for der var kun en etape tilbage på 16 km.

stage2..

6. etape Completion 16 km

Denne etape har sjovt nok fået sit navn efter, at vi blev færdige denne dag. Den var kort, og alle var hurtigt klar og hurtigt af sted, alle ville bare være færdige nu, så vi kunne slappe af. Derfor løb alle overraskende hurtigt denne dag, hvor jegselv klarede den på lige over 1 time, hvilket jeg var super godt tilfreds med. Og at se mål, efter alle de strabadser, jeg havde været igennem var noget af det mest fantastiske. Vi løb i mål i en lille by, hvor alle mennesker de sidste 2 km stod og heppe på os, og det var en fantastisk slutning på løbet. Lykke følelsen af at løbe over målstregen, og vide at jeg endeligt var færdig var fuldstændig ubeskrivelig. I starten kunne jeg slet ikke forstå, jeg var færdig, men det kom hurtigt til mig da Henrik kom i mål, og vi kunne fejre det sammen. Vi havde en fantastisk afterparty i Cuzco, og det var helt utroligt at vide, at jeg havde gennemført et af de hårdeste løb i verden, kun et år efter jeg havde løbet mit første marathon.

Efter denne fantastiske og lærerrige oplevelse, tænker jeg mig tit tilbage til junglen. Jeg savner oplevelserne, men Junge Ultra er bestemt ikke det sidste ekstremløb, jeg kommer til at løbe.

stage 6,

Perioden efter løbet har jeg følt, at jeg har kunnet bruge mine oplevelser fra junglen, til at tackle hårde eller uoverskueligt situationer. Så tænker jeg tilbage på, hvad jeg var i stand til under løbet, og viljen, jeg har fået af denne oplevelse, har gjort mig meget stærkere og klogere på mig selv.

______________________________

Tak til David Bonde Pedersen for at bringe dette interview. EXPL ønsker al held og lykke med fremtidige løb – der er ingen tvivl om at David Bonde er en løber med et kæmpe potentiale. Tjek bare Thy Trail Marathons resultatliste, her endte David på en 6. plads!

– Andreas

One response to “Interview: David Bonde Pedersen

  1. Pingback: Young guns | Exploring The Limits

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s