Spartathlon race-report 3 (final)

Jeg nød at ruten havde ændret karakter, fra at være trafikeret og støjende til smal og uden larm. Den ene lille landsby passerede man efter den anden, og i takt med skridtene faldt temperaturen. Derudover havde udsigten også steget i niveau, da vi nu var kommet til højlandet, hvor et utal af bjerge skød op fra undergrunden. Fik primære fokus var at holde mig løbende og derved få en større buffer til cut-off, og samtidig få en masse væske i kroppen. Jeg havde ikke tisset i flere timer, og der skulle gå op mod 10-12 timer, før jeg igen kunne lade vandet i vejkanten – midt om natten. Frygten for at nyrerne var ved at nå bristepunktet dominerede mine tanker, men jeg blev enig med mig selv om at jo bare måtte se tiden an.

Jo længere jeg kom, jo mørkere blev det. Dog blev det aldrig rigtig mørkt, da det var skyfrit og ikke mindst fuldmåne. Flere fravalgte at løbe med pandelampe, hvilket jeg bestemt synes var dumt. Ved mørkets frembrud blev vi ledt op af en meget smal landevej, som førte os op ad den første store stigning. De lokale kom farende rundt i svingene, og dem uden lys var bestemt i risiko for at blive påkørt. Jeg valgte at løbe med pandelampe, refleksvest samt et diodebånd rundt om benet, der afgav blinkende rød lys bagud. Derudover gjorde jeg meget ud af, at hver gang der en kom en bil kørende, så løftede og sænkede jeg hovedet i flere omgange for at sikre mig at bilisterne så lyset. Heldigvis udviste de fleste bilister respekt over for os løbere, og satte farten ned – nogle endda til tider med nødblink for at markere at de havde set os. Man var ikke i tvivl om at terræn steg. Til gengæld var jeg meget i tvivl om hvor lang tid stigningen ville fortsætte, og hvor langt vi var fra det store bjerg. Distancerne var begyndt at flyde sammen i mit hoved, og jeg havde svære ved at fornemme både korte og lange distancer. Derudover havde jeg på skift enten op- eller nedtur på, men heldigvis var min vilje og lyst så stor, at jeg på intet tidspunkt overvejede at opgive. Første stigning havde jeg fuldstændig undervurderet. Da vi kom til det første check-point på stigningen ca. omkring 100-110 km, troede jeg at vi havde nået toppen. Derfor undrede det mig at jeg kort tid efter optankningen stadigvæk skulle løbe op ad, ”nu måtte vi da snart nå toppen”! Men det skulle vise sig, at der skulle yderligere 3 check points til før at jeg nåede toppen. Pludselig virkede Spartathlon ikke så fladt som folk ellers gik og sagde. På vej op indhentede jeg en græsk løber, som jeg tidligere på dagen havde løbet sammen med. Vi havde ikke talt sammen, men pludseligt begyndte han at åbne op med sit meget rustne engelsk. Det var rart at tale sammen og få lidt selskab midt i mørket, og ikke mindst få af vide at vores tider var gode. Han fortalte at han havde gennemført sidste år, og derfor havde han en god fornemmelse for ruten cut-off tiderne. Han fortalte også at det i år var betydeligt varmere, hvilket for hans vedkommende havde betydet, at han måtte opgive målet om at slå sin tid fra sidste år. Da vi nærmere os endnu en check-point (ingen anelse om hvilket), overraskede han mig ved at fortælle, at man ville kunne få massage. ”Nice” var den første tanke der strejfede mig, og tænkte at det ville være en god undskyldning for at få lov til at ligge ned i 5 min og ikke mindst få lidt mad i maven. Det viste sig også at være de bedste 5 minutter på hele ruten!

Da vi nåede toppen som nærmere mindede om et plateau, begyndte jeg straks at se efter bjerget. Månens refleksion gjorde det muligt at fornemme bjergene i horisonten, men det jeg primært kiggede efter var selvfølgelig en masse pandelamper på vej op ad stigningen. Desværre var der intet at få øje på, det var simpelthen alt for tidligt. Pludselig blev jeg overrasket over igen at skulle stige ved 130 km, hvad skete der for terrænet. Jeg var helt sikker på at vi skulle falde for så at løbe op ad igen mod bjergtoppen, men intet hang sammen. Det var mærkeligt tænkte jeg og løb videre.

Efter 140 km var endelig begyndt at falde, en hel faktisk. Begge mine lår var på dette tidspunkt påvirket i høj grad af både distance og højdemeter, men jeg følte stadigvæk at jeg energi til at gå op ad bjerget. De pandelamper jeg i flere timer havde kigget efter i horisonten var nu kommet til syne, og da jeg mødtes med support-holdet, spurgte jeg om vi nu var nået til bjerget. Maria (min kæreste) fortalte at der altså var 3 check points endnu, og igen blev jeg fælt skuffet! Intet hang sammen i mit hoved nu, og hvordan kunne der være 3 check points endnu, når jeg kunne se pandelamperne? Denne type tanker og frustrationer kørte rundt i mit hoved, samtidig med at intet hang sammen. Jeg havde kort tid inden (på vej ned) gennemgået en kæmpe nedtur, så humøret var heller ikke i top. Det hjalp dog lidt, da jeg i en stol fik øje på en kinesisk løber og hans meget amputerede fødder. Han havde valgt at løbe i Salomon Sense uden sokker hele vejen, hvilket i mit hoved slet ikke hang sammen. Han døjede med to kæmpe vabler som en venlig græker var i gang med at prikke hul på, og her kunne jeg glæde mig over at mine fødder i hvert fald, stadigvæk hang samen! Kort tid efter rejse jeg mig op og løb mod bjerget.

Endelig ankom jeg til foden af kæmpen, hvor en 960 meter stigning ventede forude. Dette var den bedste undskyldning for ikke at løbe, og jeg sprang af sted i hurtig march gang. Halvvejs stødte jeg på en anden græsk herre, som gik og svingede til begge sider. Jeg spurgte om han var træt, og han nikkede søvndyssende med halvlukkede øjne. Jeg havde overskud, og spurgte om jeg skulle holde ham mens han gik, således at han kunne få sovet lidt. Han takkede ja, og få sekunder efter gik jeg på vej op ad et bjerg med en græsk herre sovende i mine arme. Det var sgu da lidt komisk! Det varede dog ikke længe før han vågnede. Pludselig tabte han sin sandwich, som han insisterede på at skulle samle op. Derfra virkede han frisk nok. Nær toppen fortalte check-point crewet at vi skulle dreje fra kort tid efter, og fortsætte op ad grusvejen. Her skiltes jeg med mit crew, og op ad gik det i hårdt og teknisk bjergterræn i en blanding af klipper og løse sten. Det var fedt, og min erfaring fra terrænløb hjalp mig utroligt meget her. På toppen blæste det helt vildt, og jeg nåede kun kort at se tilbage, hvor en masse løbere først nu havde nået foden af bjerget – gad vide om de ville nå målet inden cut-off?

Få meter med fladt terræn gik det så igen nedad, denne gang meget stejlt. Det var tydeligt at mine Asics Kayano ikke var lavet til terrænløb, og derfor gjaldt det især om at holde tungen lige i munden for ikke at vride om. Til gengæld var det skide sjovt, og jeg nød ikke at løbe på der stenhårde asfalt!

Herfra husker jeg ikke meget, kun lyset af min pandelampe og flere små landsbyer der skulle passeres. Ved daggry var jeg igen på asfaltvejen, nu uden nogen form for højdekurver i sigte. Solens lys gav som ventet en del energi, men der virkede totalt surrealistisk, at jeg for anden gang oplevede solopgang, og stadigvæk var langt fra mål. Jeg mødtes igen med mit fantastiske crew, hvilket gav en følelse af tryghed. Nu kom energien tilbage i kroppen, og tempoet blev sat derefter. Jeg ville i mål nu, og det skulle gå hurtigt, selvom at jeg manglede 80 km. Mit crew kom op på siden og spurgte hvorn det gik, og det eneste jeg havde at sige, var at vi nu skulle se at få det her løb overstået – det kunne kun gå for langsomt! Jeg tror at tempoet var ml. 11-12 km/t, og jeg håbede inderligt at energien ville fortsætte som nu. Jeg indhentede en masse på ruten, og flere check-point løb jeg forbi uden at standse for optankning. Det var en fed fornemmelse!

Timerne gik, varmen steg igen og vejen fortsatte i en uendelighed. Ved 12 tiden havde jeg fundet en gruppe at følges med, og tempoet var ikke længere 12 km/t, nærmere 9 km/t med indlagte stoppauser. Alle led nu – ingen gad at løbe længere.

De sidste 20 km var nok de værste af dem alle. Ikke kun fordi at kroppen var træt, men også da terrænet igen begyndte at gå op og ned, og trafikstøjen steg gevaldigt. Vi var endt på en hovedvej som skulle føre os til Sparti (det gamle Sparta), som slyngede sig rundt i en massivt bakketerræn. Strækningerne virkede uendelige, og hver gang man nærmede sig et sving og håbede at Sparti var i sigte, blev man skuffet. Rundt om hvert sving fortsatte vejen enten med stigning eller fald, og sådan fortsatte det i en uendelighed. Min højre svang havde de sidste mange km (40-50 km) gjort rigtig ondt, og jeg havde prøvet at løse problemet ved at ændrer løbestil – men lige lidt hjalp det. Kroppen ville ikke mere, hvilket jo også var forståeligt. På det her tidspunkt havde jeg heldigvis stadigvæk en motivation for at fortsætte, og derfor tænkte jeg ikke på at stoppe. Vi var så tæt på nu, og uanset smerte skulle jeg sgu i mål!

Ved checkpoint 72 begyndte man at kunne fornemme, at byen nærmede sig. Foden skreg af smerte, men jeg var bestemt ikke den eneste der led. Alle havde ondt. Mit crew gav en kæmpe støtte og hele tiden mindede mig om hvor kort der var til mål. Jeg kunne slet ikke forstå hvor tæt på vi varJ Mit crew korte i forvejen de sidste 8 km, og efter en kort løbetur på vej ned mod Sparti, begyndte foden rigtig at kunne mærkes. Derfor begyndte jeg at gå, for jeg kunne ikke holde ud at hvert skridt gav smerte hele vejen op gennem kroppen. Heldigvis havde jeg indhentet en masse tid, og havde 3 timer ned til cut-off. Derfor tog det mig 2 timer i alt at flytte min krop de sidste 9 km, hvilket kostede mig 8 placeringer. Ved ankomst til Sparti, var gaderne fyldte. Lokale stod langs sidste del af ruten og klappede og jublede over ens præstation, og jeg må indrømme at det føltes ret godt! Dog var jeg så træt og pint i min fod, at jeg fokuserede på at nå mål og så ikke stå oprejst de næste mange dage, så jublen nåede ikke helt ind tror jeg.. Men med 400 meter igen drejede man 400 meter rundt om et gadehjørne, hvor Leonidas stod for enden. Hold kæft en scene! Folk jublede og skreg som havde man vundet VM i fodbold, og dette øjeblik var nok det vildeste i min tid som løber. Efter at have løbet i 34 timer og 52 minutter kunne jeg røre leonidas’ fod og stoppe op, drikke helligt vand og få olivenkransen over hovedet. YES det lykkedes, 246 km i 35 grader; Job done!

Det øjeblik var slet ikke til at forstå!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s