Spartathlon race-report 1

Tirsdag morgen d. 25/9 mødtes Brian (fotografen) og jeg på Nørreport st kl. 7 om morgenen, på vej mod Grækenland. Det var en tidlig start på en høj hellig tirsdag, men jeg havde ingen problemer med at komme ud af sengen. Alt var pakket, alm. Tøj og sko, sandaler, 2 par løbesko, masser af løbetøj samt utallige drop bags fyldt med gels og ikke mindst energipulver. Dette kuffert-indhold skulle om fredagen få mig fra hovedstaden Athen til Sparti, en distance på 246 km med cirka 1500 højdemetre. Det lød til at skulle blive en fantastisk rejse, med masser af motion:)

Turen derned fløj af sted med søvn, og alkoholfri øl i Frankfurt hvor vi skulle mellemlande. Ved ankomsten til Athen Airport blev vi begge bekendt med varmen, der over hele sommeren havde regeret i lavlandet. Vi fik senere af vide, at der siden maj kun havde regnet to gange – ikke typiske vante klimaforhold at løbe i for mit vedkommende! Dog havde jeg haft mulighed for at enten cykle eller løbe 4 gange i et klimarum på mit studie med 40 graders varmen, og adskillige svedtests havde tydeliggjort, at kroppen hurtigt havde tilvænnet sig at svede (køle) i ekstreme temperaturer. Dog føltes den græske varme alligevel som om at en varmeblæser konstant stod rettet mod en. Derfor faldt min første græske forelskelse på aircondition’en i den bestilte Polo, der skulle udgøre supportbil under løbet. Følelsen at svede uanset om man stod i skygge eller sol kunne jeg slet ikke forholde mig til ved ankomst, og bare tanken om at skulle løbe langt 3 dage efter hjalp umiddelbart ikke på humøret.

Onsdag morgen besøgte vi løbs kontoret på London Hotel. Det undrede mig at der overhovedet ikke var nogen form for skiltning eller reklame ved hotellet, dog var man ikke i tvivl om at man var det rette sted da man kom ind ad døren. Hele løbsledelsen sad bag et langbord med hver deres registrerings funktion, så det var bare om stille sig i kø og vente. Efter at alt var afleveret/udleveret kom en sygeplejerske hen og spurgte om jeg ville deltage i et forsøg. Jeg fik kort af vide hvad forsøget gik ud på, og kort tid efter sad jeg i lægestolen og fik taget blodprøver. Disse tests skulle så gentages ved målstregen i Sparti samt igen dagen efter i Athen.  Det viste sig at jeg havde glemt at registrere mine to skønne supportere, og vi skulle derfor komme igen dagen efter og få udleveret id til dem. Det kostede lidt 120 euro, AV!! Stemningen var god blandt de fremmødte løbere. I blandt gruppen var John Hornbech, der tydeligt var bekymret for vejrudsigten der lovede temperaturer over 30 grader om fredagen. Måske var det fordi at jeg var lidt grøn eller bare stolede på mig selv, men det bekymrede ikke mig i samme grad må jeg nok indrømme. Jo jeg svedte selvom jeg stod i skyggen, men jeg vidste at jeg løb godt i varmen og at jeg var godt til at drikke og spise salte. Jeg havde lidt mixed følelser i situationen må nok indrømme, hvor tanken ”hvor slemt kan det være” kort strejfede mig, samtidig med at en frygt for varmekollaps voksede i kroppen. Samtidig med alle disse følelser og input fra andre, registrerede jeg en utrolig ro i mig selv. Modsat optakten til Western States, så var jeg rolig selvom at jeg om kort tid skulle slå ny distance rekord. Jeg nød at være på ferie, og snart skulle gøre det jeg holder så meget af – nemlig at løbe.

Resten af dage gik med sight-seeing i Athen. General strejken satte lidt en dæmper for bl.a. at besøge Acropolis. Men vi fik slappet af, spist græsk mad og ikke mindst svømmet en tur i Middelhavet og fik et brag af en dag – Athen kan varmt anbefales, uanset om man er løber eller ej:)

Torsdag – mindst lige så varm en dag! Vi tog forbi kontoret og hentede det sidste samt afleveret drop bags, og det samme var KUUL drengene i gang med, Henrik og Gert. Jeg havde læst om dem begge hjemmefra over en længere årrække, og kendte dem som de århusianske hospital-venlige ultraløbere, der hvert år donererede store summer penge til efteruddannelse af hospitalspersonale mm. De havde begge gennemført Spartathlon flere gange, Henrik endda 4 i træk, og de havde derfor en masse viden om løbet og ikke mindst respekt. De understregede hvor lang ruten ville være, og dermed hvilken belastning vi alle ville opleve. Det lød spændendeJ Senere på dagen blev kæresten hentet, og vi tog endnu en gang en tur på stranden og nød vandtemperaturen på over 25 grader. Vi fik talt en masse om hvad der skulle ske om kort tid, og det hjalp mig utroligt meget at de havde så god en forståelse for eventyret som jeg havde. Jeg følte mig utrolig rolig, måske for rolig?

Fredag morgen, klokken er 4.30 og alarmen ringer. 2 stk. müsli-bar, 1 banan, 1 yoghurt, 1 kakao, 1 juice, lidt vand bliver indtaget, og stille tager jeg mit løbesæt på. Jeg er overhovedet ikke træt, men i stedet fokuseret. Jeg har sovet godt (modsat til WS100), og med musik i ørene nyder jeg en mørk morgen. Jeg nyder at have en frisk krop der fungerer optimalt, for om kort tid vil dette ikke være tilfældet. Min kæreste vågner stille op, og hun virker ligeså klar som jeg, dog havde hun ikke samme spise behov som jeg. I lobbyen står Brian klar, fuldt monteret med spejlrefleks- og videokameraer, men også med trætte øjne og et kækt smil på læben. Han er klar – Supportholdet er klar! Poloen bliver fyldt med kufferter, og af sted går det til London Hotel, hvor 3 busser står klar til at transportere løberne til Acropolis, cirka 30 min væk herfra. Som altid hersker der en hektisk stemning blandt løberne. KUUL drengene står med sidste kaffekop i hånden og smiler, mens andre besøger wc’et for lige at smide den sidste dødvægt før start. Kort tid efter sidder vi igen i bilen og følger en af busserne på vej mod centrum. Byen er stadigvæk mørklagt, og kun få lokale er mødt på arbejde på det her tidspunkt. Ved ankomsten var stemningen mindst lige så hektisk. Lyttede man efter var der latter hist og pist, men folk var generelt meget fokuseret. Jeg fandt hurtigt et uskyldigt træ at tisse på, og pludseligt gik det op for mig, at en løber få meter fra mig i mørket sad i huk stilling og trykkede. Maks griner i situationen, kunne slet ikke stoppe med at grine – hvorfor fandt han ikke lige et toilet? Stakkels træ tænkte jeg og løb hurtigt væk derfra! Pladsen for foden af Acropolis var fyldt med folk da jeg kom op. Aldrig har jeg set så mange kasketter med nakke-slør, det lignede sgu en omgang egyptiske turister på tur – og jeg var ikke kønnere:/

Jeg fandt hurtigt John, hans norske makker samt KUUL drengene. Vi fik en hurtig snak, og pludselig løs startskuddet. Det kom af en eller anden grund lidt bag på mig, og da fandt hurtig ud af at jeg var bagerst i feltet. Det irriterede mig kort, men hva’ søren, jeg havde 246 km at indhente på! Fra pladsen løb vi direkte ned til morgentrafikken i vestligt retning, og her slog det mig; Nu var Spartathlon 2012 i gang!

– Andreas

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s