Western States 100 race report 3 – DNF

Det var en befriende følelse at komme til Lyon Ridge, som var løbets første check point. De frivillige hjælpere var utroligt søde til at gøre stort set alt for en, og jeg fik her hjælp til at få fyldt mine flasker, samt hældt energipulver i min bælteflaske. Planen var at jeg ved hvert check point skulle spise noget frugt for hurtige kulhydrater, og her var det perfekt at der både var melon, jordbær, appelsiner mm. Hvor var det vildt at de have fået fragtet frugt og vand midt ud til midten af ingenting, blot til ære for os løbere. Jeg huskede mig selv på at takke dem alle meget, og kort tid efter var jeg af sted igen. Sporet fortsatte mod Red Star Ridge med skiftevis at stige eller falde, enten i tæt bevoksning eller ude i det fri. Knæet havde det stadigvæk fint, men kropstemperaturen var faldende. Jeg prøvede at tænde for musikken i håb om at hovedet kunne fokusere på noget andet, men det var som om at intet virkede.

Red Star Ridge var endnu et hurtigt check point, men masser af glade hjælpere og ikke mindst frugt. Udover frugt, kørte jeg en del suppe ned, dog uden den store effekt på kropstemperaturen. Folk jublede, og der var virkelig en god stemning selvom at vejret var trist for os alle, både løbere og tilskuere.

På vej mod næste checkpoint var mine fingre blevet så nedkølet, at de ikke længere gjorde det de blev bedt om, og jeg besluttede at der skulle gøres noget aktivt – ellers ville det få konsekvenser for min videre deltagelse i løbet.

Sporet var begyndt overvejende at falde, hvilket hævede tempoet. Men det betød også at en masse små drops skulle passeres, hvilket mit højre ben overvejende stod for, netop for at skåne mit venstre knæet. På det tidspunkt kunne jeg ikke mærke konsekvensen af den taktik, men frygtede for at højre lår ville få store problemer.

På vej mod Duncan Canyon håbende jeg på at de havde tæpper, som jeg kunne vikle mig ind i. Det viste sig desværre ikke at være tilfældet, men i et sidste forsøg for at finde en løsning, kom jeg i tanke om at jeg jo bare kunne få en plastpose klippet op som jakke, da den ville tage både vind og vand og ikke mindst reflektere den smule kropsvarme der var tilbage i kroppen. Jeg frøs helt vildt på dette tidspunkt, og kørte den ene kop varm ris suppe ned efter den anden, men lige lidt hjalp det. Dog hjalp det meget rent mentalt, at jeg nu havde fået en pose udover kroppen, til gavn for temperaturen. Jeg var overbevidst om at varmen nok skulle komme, nu skulle jeg bare af sted mod mit crew der ventede ved Robinson Flat. Men hold da op kroppen havde svært ved at starte igen. Efter at have været stillestående i 3-4 minutter ved check pointet var min krop blevet endnu koldere end før. Heldigvis faldt sporet en smule, og faldet gjorde at jeg kunne komme i gang med at løbe igen.

Sporet faldt herfra, det var der ingen tvivl om. Knæet klarede det fint, og stille og roligt kunne jeg mærke at posens effekt hjalp. Musikken havde jeg droppet igen, den irriterede mere end den gavnede, og jeg glædede mig til at aflevere udstyret til mit crew længere fremme. De stejle nedløb svingede konstant 180 grader, dog var faldet ikke så slemt. Svingende gjorde at tempoet hele tiden varierede, og stenene man løb på var glatte og ikke til at stole på. Blandt os løbere var der en konstant dynamisk bevægelse hvem man løb sammen med. Der var konstant løber omkring en, som man enten løb væk fra eller omvendt, som man så stødte på længere fremme på sporet. Jeg kunne mærke at det påvirkede mig mentalt når nogen løb væk fra mig, hvorimod jeg ikke rigtig følte succes når de så blev indhentet igen. Det var som om at der mentalt var lidt ubalance i mine fokuspunkter, og hvor jeg burde have fokusere på de små succeser på sporet, følte jeg mig mere påvirket af de negative tanker. Jeg tænkte at det måske var på grund af hele den situation jeg var havnet i med skaden i knæet.

Da jeg ramte en lille dal vidste jeg, at jeg var tæt på Robinson Flat og mit eget crew hvilket betød sko og trøje skift. Mellem mig og dem var der dog en led stigning der første skulle passeres, og den endte med at pusten godt og grundigt fra mig. Terrænet havde ændret sig til at være noget mere frodigt og grønt, men desværre var vandløbene også blevet større og voldsommere. Heldigvis var man på dette tidspunkt rimelig ligeglad med våde fødder, så man joggede bare igennem. Kort tid efter kunne man høre tilråb fra Robinson Flat, hvilket gav lidt energi. Lige før indgangen til check pointet, blev en kvindelig løber bårret af 6 stærke mænd. Hun så fuldstændig bevidstløs ud, og jeg fangede kun kort at hun havde fået et allergisk tilfælde, og var faldet om. Heldigvis var det sket tæt på hjælpen.

Jeg var så glad for at se mit crew, og kunne da smile en smule selvom jeg stadigvæk frøs. Mine fingre var stadigvæk knap så behjælpsomme, så jeg fik hjælp til både t-shirt, sko og sokke skift samt på montering af jakke. Uha det var en god følelse, helt tørt og varmt tøj. Jeg fik af vide at andre så mere nedkølet ud end jeg, hvilket jeg tog som et godt tegn. Derudover gav det energi, at jeg havde taget på i vægt, da det betød at væskeindtaget forløb som håbet. Kort tid efter sagde jeg farvel, og væk var jeg.

Herfra gik det nedad, langt nedad! Det kom især til at mærkes efter Last Chance, hvor sporet ledte os dybt ned i løbets første dal. Temperaturen var steget gevaldigt, hvilket havde betydet, at jeg havde lagt min jakke ved Last Chance. Sporet løb i ægte zig-zag stil ned mod floden, hvor man kunne nyde 10 meters fladt terræn, før det gik op igen mod Devils Thumb. På vej ned led mit knæ under den store belastning. Det var en træls situation, fordi jeg gerne ville nyde sporet, men jeg vidste godt allerede her, at skaden nok ville sætte en stopper for gennemførelse. Knæet gjorde især ondt hvis man kort stoppede for, og satte i løb igen, og jo længere jeg løb jo værre blev det. Stigningen op til Devils Thumb var stejl – den steg helt vildt og belastede lår og lægge til max – lår som jo netop havde været udsat for overarbejde på sidste fald ned mod dalen. Igen svingede sporet i zig-zag op af bjergsiden, men selvom at sporet tog hårdt på kroppen, kunne man stoppe op og nyde udsigten på modsatte side af floden. Det var virkelig en befriende følelse da jeg på vej op så småt kunne høre folk ved check pointet. Jeg luntede let ind til bordet med frugt og væske, men satte mig kort efter i en stol – knæet gjorde ondt. De frivillige hjælpere hentede is, mens nogen andre gav benet massage. En meget flink herre fortalte, at han sidste år havde haft lignende problemer ved samme check point, men havde bidt det i sig og løbet i mål. Jeg vurderede den mulighed som værende knap så smart, da jeg ikke ønskede at løbe haltende i mål, og skulle i gang med en længere skadespause. Løbet var for mit vedkommende ikke det værd!

Da jeg sad i stolen gik det ikke helt op for mig at løbet var kørt for mit vedkommende. Jeg brugte de efterfølgende 2 timer på at gå/halte/løbe ned til Eldorado Creek, hvor de kunne køre mig op til Michigan Bluff på 4-hjulet cross’er, hvor mit crew ventede. Dette skyldtes da ingen fra Devils Thumb kunne fragte mig væk, så jeg var tvunget til at bevæge mig de 8 km ned i næste dal og finde transport. På vejen ned stoppede jeg op for at lade vandet, og da jeg satte i gang igen, følte jeg en enorm smerte i benet – dét ben var færdigt for denne gang!

De frivillige ved Eldorado Creek var utroligt flinke, og jeg tror lidt jeg kom til at ødelægge stemningen, da jeg kom ned – satte mig i en stol – og blot sagde at jeg var færdig for denne gang. De var ikke meget for at klippe armbåndet, men da det var tydeligt at det ikke var motivationen men kroppen der sagde stop, blev armbåndet til sidst klippet over.

Det var en stor skuffelse for mit vedkommende ikke at gennemføre et så stort og prestigefyldt løb, men på den positive side har jeg lært en masse som jeg kan bruge fremover. Skuffelsen vil jeg vende til positiv energi, til brug når jeg til september skal løbe Spartathlon 246 km i Grækenland. For her bliver uden tvivl brug for det..

2 responses to “Western States 100 race report 3 – DNF

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s