Western States 100 race report 2 – DNF

Dagen fortsatte senere med mandatory møde, hvor alverdens ting blev gennemgået. Jeg havde forventet et vigtigt møde med masser af brugbar viden om ruten mm., men efter en time matte jeg sande, at løbet blot var planlagt for at hylde ildsjæle, intet andet. Skov rangers blev hevet frem fra publikum og hyldet på en meget amerikansk facon, hvilket selvfølgelig var fint nok da de havde gjort et stot stykke arbejde – men hold da op den time gik langsomt. Derudover kom forskellige “eksperter” op på skift til mikrofonen, for fortalte om hvor god ruten var nogen steder, og hvor knap så god den var andre steder. Jeg må indrømme, at jeg sad lidt med tanken om at alle de små detaljer de kom med, ville jeg havde glemt 5 min efter, og at uanset hvordan ruten var skruet sammen, ville det i sidste ende være lige for alle, om den så var belagt i guld eller ej. Dog blev mødet afsluttet med at top 10 fra begge køn blev præsenteret, hvilket var ret cool. Jeg mener ikke selv at være den store ”star hunter”, men lidt sjovt var det da at se en masse ansigter, som man ellers normalt kun så på sin laptop hjemme i DK.

På vej tilbage fik jeg et sidste kig på startmarkeringen, SHIT nu skete det snart!

Natten blev igen succes. Jeg sov uroligt, konstant på mærkerne og med uro i kroppen. Klokken 3 ringede uret, og jeg havde bestemt ikke nogen problemer med at komme ud af sengen. Det blev til en skål havregryn som altid, og ellers masser af vand og frugt. Kl. 4 smuttede vi af sted i bilen fra Tahoe City i bulder mørke. Byen summede af liv omkring check in, man kunne mærke spændingen. Jeg blev indenfor indtil 10 minutter før start, da det var crazy koldt udenfor. Jeg ville placere mig i forreste halvdel af feltet ved start, således at ”30 timers løberne” ikke stod i vejen. Et lyshav af blitz gav et godt indtryk af hvor mange der stod omkring os, og som snart ville overvære starten på WS100 2012 udgaven. Med 30 sekunder igen, stillede grundlæggeren af WS100 op, og tyssede alle med ordene; ”Welcome to the holy grail of ultrarunning”. Alle råbte i kor, og kort tid efter lød skuddet – nu vi var i gang!

Sporet startede med at stige fra første meter, hvilket ikke var nogen overraskelse. Man fornemmede ikke rigtig hvor hurtigt man bevægede sig da alt var mørkt, og man kunne heller ikke fornemme topløberne, der stille accelererer væk fra os andre. Alle bevægede sig i ens rymte i larmen fra det vilde publikum, der konstant råbte ”GOGOGOGO – you can do it”! Kort tid efter kom jeg forbi mit crew og filmhold, som jeg kun kunne få øje på, da vi havde aftalt hvor de skulle stå. Jeg kan huske, at allerede ved dem tænkte jeg ”hold da op det stiger” – og vi var kun lige begyndt!

Lyset kom i takt med at vi nåede højere op på bjerget, samtidig med at tilråbene dulmede i vinden. De få tilskuer der havde fundet energien til at gå højt op på bjerget, fortalte at der var stærk vind på toppen, og når man kiggede op, kunne man godt fornemme tågen nogle hundrede meter højere på bjerget. Jeg kiggede adskillelige gange over skulderen, og fik hver gang øje på solens lyserøde morgenlys, der vågnede mod øst. Lyset var tydeligt at se, så jeg tænkte at vejret nok skulle blive bedre – de andre år havde vejret jo været nær hedebølge.

Men publikum havde ret – det havde jeg ikke. Vinden tog fat på vej mod toppen, og det samme gjaldt for regn og hagl. Pludseligt fortrød jeg, at jeg havde fravalgt min jakke for at spare vægt, og kun være iført t-shirt og tights. Det gav dog en del energi, at andre var i samme situation som jeg, og især et par chicks frøs seriøst på vej op mod toppen. Jeg tog sgu hatten af for deres gåpåmod og fightervilje, hold da kæft de gav den gas.

Sporet svingede skarpt flere gange på vej mod toppen, og det gjorde det muligt for mit vedkommende at se frontgruppen længere fremme. Eller det betød, at jeg kunne få øje på Jez Bragg, da han løb i en meget skrigende orange North Face t-shirt. Der var fart på fra start af, og her gik det for første gang op for mig, hvor stærke top-atleterne var i forhold til resten af feltet! Allerede her var det slet ikke til at forstå..

Vejret blev kun værre jo længere vi nåede op på bjerget. På et tidspunkt skiftede sporet fra bred grusvej til single trail på klippesten, og her måtte flere benytte armene som støtte, for at komme videre op på grund af de de stærke vindstød. Haglvejret gjorde nas for at sige det lige ud, og flere gange holdt jeg mig selv for hovedet, for at gøre det bare en smule bekvemt. Kasketten var jeg ufattelig glad for, da den skånede ansigtet for regnen, samtidig med at den gav lidt varme (det bildte jeg i hvert fald mig selv ind). Det positive ved situationen var at jeg ikke tænkte på mit knæ, der på pågældende tidspunkt havde det fint. Tankerne gik i stedet på hvor sindssygt det var at 2012 udgaven startede med regn og slud uden at nogen kunne have forudset det – gad vide hvornår solen kom, hvis den overhovedet ville kigge frem de kommende 24 timer.

Toppen nåede jeg efter 50 minutter, og sporet skiftede med det samme fra opadgående til nedad. Det var befriende at lade tyngdekraften gøre arbejdet for en, selvom jeg konstant mindede mig om, ikke at løbe for hurtigt nedad for at undgå kramper i quadriceps længere henne i løbet. Sporet fortsatte som single trail, og det overraskede mig hvor teknisk svært sporet var. Det skyldtes primært at sporet var fyldt med løse sten på størrelse med tennisbolde, og landede man på dem, risikerede mig at vride anklen kraftigt. Sporet krævede at man var forholdsvis erfaren med trail og kunne læse sporet. Efter kort tid begyndte vandløbene at krydse sporet. Jeg prøvede at undgå at få alt for våde fødder der hvor det var muligt, men hold da op stenene var glatte. Ved et vandløb gled jeg og landede med armene i vandet og røven i vejret, og en fyr bag mig spurgte om jeg var ok. ”Tjaa” tænkte jeg, helt på toppen var jeg ikke, men jeg undgik da i det mindste at slå mig. Udover at sporet var fyldt med løse sten, så var sporet også flere steder meget smalt og med skarpe sving samt adskillige drops på 30-40 cm. Det smalle spor betød, at jeg utallige gange ramte mine lægge med mine skosåler, og hver gang kunne jeg mærke et jag op gennem benet! Derudover kom jeg selvfølgelig også til flere gange at ramme mine tæer ind i fastliggende sten, hvilket sikrede at tæerne holdt sig godt og grundigt ”varme”J Alt i alt, så bestod første del af sporet af forholdsvis tekniske passager, hvilket selvfølgelig også gav en masse smil på læben – det var jo det man var kommet for!

More to come…

One response to “Western States 100 race report 2 – DNF

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s