Western States 100 race report 1 – DNF

So much to say – so little time:) WS har været en stor mundfuld for mit vedkommende. Ikke bare løbet i sig selv, men hele optakten. Optakten startede for mit vedkommende i december måned, hvor jeg dagen efter lotteriet modtog en mail, der gav besked om at jeg var blevet udtaget. Mailen sluttede med en kort notits; ”start training” – kort og præcist og ikke mindst yderst relevant!!

Seks måneder efter tog jeg flyet med kæresten til Californien, en stat jeg holder utroligt meget af, da den byder på masser af fede byer og locations – og ikke mindst det historisk 100 miles løb!

Tankerne fløj frem og tilbage på vej over Atlanten. Den ro jeg plejede at føle var erstattet af en smule frygt, en frygt for at mit F….N knæ ikke ville holde distancen. Situationen var at knæet havde det helt fint når jeg var stillesiddende eller gående, men så snart at der kom tempo på ned ad bakke, var der ikke tvivl om at noget var galt. I 2,5 måned havde knæet drillet mig, og konstant sat spørgsmålstegn ved både træning og behandling. Jeg var op til afgangen begyndt hos en kinesiolog, og i perioder følte jeg at behandlingen virkede, andre gange ikke. Hvor typisk var det ikke, at jeg i 1,5 år havde haft en krop der virkede perfekt, inklusiv 4 ultraløb i 2011, men som 2,5 måned før WS100 fuckede op – og så endda under en træningstur i Chamonix. Jeg kunne slet ikke få det ind i mit hoved, at knæet kunne sætte en stopper for min deltagelse, men prøvede at være optimistisk og håbe på det bedste – What else to do??

Det interessante ved denne situation var, at det føltes som om, at det kun var knæet der kunne sætte en stopper for løbet, og ikke andre faktorer som ellers normalt kunne drille under konkurrence. Det jeg mener, var andre faktorer, såsom tvivl, vejr, terræn, vilje, træthed, manglende fysik på dagen mm. ikke fyldte mine tanker – bare knæet kunne holde distancen, så skulle resten nok spille. Dette kom til udtryk i første del af løbet, da det ved Robin Flat slog mig, at jeg ikke synderligt var påvirket af det seriøse kolde vejr, så længe at knæet havde det ok.. Mere om det senere..

Min ”mentale opladning” til løbet startede først rigtig, da vi kørte mod Auburn om onsdagen. Vi ankom sen eftermiddag og fandt slutningen af ruten, hvor grussporet skiftede over til Auburns asfalterede snoede veje, med mål i Placer Highschool. For mit vedkommende var det af stor betydning at se ruten, da jeg følte mig en smule mere hjemme. Jeg kunne allerede se mig selv løbe ind på Placer Highschools stadion, med armene i vejret og krydse mållinjen i under 24 timer. Det var en skøn følelse!

Om aftenen var vi inviteret hjem til min pacer Joe og hans kone Melissa, som skulle følge mig fra Foresthill til slut. På WS100’s hjemmeside kunne man søge om en pacer, og heldigvis havde Joe valgt at kontakte mig. Jeg tænkte, at det ville være fedt at have en at følges med om natten, til at finde vej i mørket og komme med en sjov kommentar hist og pist. Det var en kanon oplevelse at komme indenfor i et amerikansk hjem, med stue med kæmpe fjernsyn og tri-cykel på rulle, pool og grill i haven uden det mindste spor af græs eller anden form for bevoksning – typical american! Parret var meget interesseret i løb og triatlon, og Joe fortalte at han i to år havde fået afslag på WS100 deltagelse. De havde et stort kendskab til produkter jeg ikke kendte til, såsom Stinger energibar fra Lance Armstrongs Livestrong brand samt 5 Hour drink, som de mente var et bedre alternativ til Red Bull. Det var en super fed kultur oplevelse at spise hos dem, med masser af ny og inspirerende viden!

Torsdagen gik med køretur til Squaw Valley, der ligger tæt op ad idylliske Tahoe Lake. Squaw Valley var som ventet et utroligt smukt område, og på parkeringspladsen havde Salomon parkeret deres smukke van – så har man sgu meldt sin ankomst:)

Ved ankomst til startområdet, blev min frygt blev med det samme bekræftet, da starten på sporet gik stik op ad – op,op,op til en af de fjerne bjergtopper mod vest langt ude i horisonten. Nick Clark var ligeledes på pletten sammen med kone og barn, og tja… Han lignede sgu sig selv:) Byen var tom for folk, men alligevel summede det en smule for det kommende event. Kort tid efter ankom filmcrewet, og vi tog alle en tur op i terrænet med cabel car, for at få et overblik over området og ikke mindst få et pre-race interview ”i kassen”. Terrænet var utroligt smukt og mindede mig om gamle amerikanske indianer/western film. Fra toppen fik man en god fornemmelse for den første lange stigning, som steg jævnt men konstant. Sne var der stort set ikke noget af, men i stedet masser af grøn natur. Det skulle nok blive en god start på ruten!

Torsdag aften gik med afhentning af min ven Philip der udgjorde sidste brik i crewet, og ikke mindst pakning af drop bags (for info om drop bags – se tidligere opslag på bloggen). Det blev sent før jeg smuttede i seng, hvilket irriterede mig lidt, men vidste at fredag ville blive mere chill.

Fredag morgen var surrealistisk. Al den venten, og nu kun et døgn til start. Jeg tog med kæresten til medical check, hvor jeg bevidst havde valgt at faste mig selv en smule for væske. Dette skyldtes, da checket indbefattede vejning, og jo lettere jeg var, jo mindre var risikoen for at jeg under løbet ville blive holdt tilbage ved et check point. Reglerne dikterede, at man ikke måtte tabe mere end 7 % af en kropsvægt. Skete dette, ville lægerne holde en tilbage indtil man havde øget væskeindtaget. Man fornemmede udmærket at arrangørerne havde prøvet det her før. Man stillede sig i kø, og stille blev man ledt igennem samtlige led såsom pulsmåling, vejning, sikkerhedserklæring, udstyrsudlevering mm. I blandt mængden af løbere stod bl.a. Jez Bragg og Lizzy Hawker, som bare chillede i den gode stemning. Det var en fed fornemmelse at stå sammen med 400 passionerede trailløbere, der dagen efter ville begive sig ud på hver deres eventyr.

More to come…

2 responses to “Western States 100 race report 1 – DNF

  1. Currently it looks like WordPress is the best blogging platform out there
    right now. (from what I’ve read) Is that what you’re
    using on your blog?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s