Badwater – Ultra i den californiske ørken

Badwater har en hel speciel betydning, da det var den første introduktion til ultraløb for mit vedkommende. Jeg sad i mine unge dage på en tilfældig hverdag og så TV2 Sportens udsendelse fra den Californiske ørken, hvor de fulgte ultraløberen Kent Møller i hans forsøg på at gennemføre ørkenløbet. Udsendelsen fangede min interesse mere end noget andet, og har været en del af mine ‘”løbe-karriere” lige siden.

Badwater er et 217 km løb gennem den Californiske ørken, startende fra Badwater i Death  Valley og med mål på Mt. Whitneys bjergside. En af udfordringerne ved løbet i Death Valley er de enorme temperaturer, der tit sniger sig op over 50 grader i skyggen. Pga. varmen stilles der krav til antal crew medlemmer og valg af følgebil, da det kan gå grueligt galt i de høje temperaturer. Varmen er dog ikke den eneste udfordring. Ruten starter 85 meter under havets overflade i en af verdens største gryder, og udfordrer derefter deltagerne med 3963 positive højdemeter. Alle disse udfordringer har draget mange tusinde gennem årene, heriblandt flere fra eliten.

En lidt speciel detalje ved ultraløbet i Death Valley er, at vinderen i både 2002 og 2003 var en kvinde – nemlig ultraløbslegenden Pam Reed. Hun vandt i  2002 med knap 5 timer foran nummer to, mens hun i 2003 vandt med tyve minutters tid ned til Dean Karnazes.

Pam Reeds tid fra 2002 er dog blevet slået af Jamie Donaldson, der i 2010 gennemførte på 26:16:12 og nu har kvindernes rekord.

Herrernes rekord besiddes af Valmir Nunes fra Brasilien, som i 2007 løb på 22:51:29.

Marshall Ullrich har med gennemført løbet flest gange med imponerende 17 gange. Han har desuden som den eneste nogensinde foretaget en fir-dobbelt tur gennem Death Valley – altså Bad Water-Mt. Whitney-Bad Water-Mt. Whitney-Bad Water på 10 dage.

I forbindelse med dette blogoplæg, har vi interviewet Kim Rasmussen, der løb Badwater samme år som Kent Møller. Kim Rasmussen var ligesom Kent Møller ekstremt udfordret af de varme temperature, men endte alligevel på en imponerende 25. plads, hvor Kent Møller blev nr. 63.

Interviewet kan I læse her:

Hvad fik dig til at kaste dig ud i ultraløb?

Jeg havde efterhånden løbet over 50 marathons og kunne ikke forbedre tiden, mente jeg. I mit første marathon løb jeg 2.32.45, og har ikke forbedret den siden. Har løbet flere på 2.33 men aldrig hurtigere end mit første marathon.

Hvordan får du tid til din træning i hverdagen?
Jeg træner ikke mange km til ultra løb. Jeg løber normalt op mod lange ultra løb omkring 100-120 km max om ugen. Har så nogle enkelte lange ture omkring marathondistancen op til. Nogle gange løber jeg til og fra arbejde, så der er ikke så meget spildtid i hverdagen. Andre ultraløbere løber mange km i langsomt tempo – jeg løber færre men i stedet i et hurtigere tempo på omkring 4.30 min/km.

Hvordan har du udviklet din træning for at klare de lange distancer?
Jeg mener jo ultra er 80% i hovedet og så resten skal være træning. Har fundet ud af at når jeg løber ultraløb vælger jeg efter 20 km at løbe i 5 min og gå i 1 min. Så går der rigtig længe før man er smadret da kroppen får løsnet op under gå-pausen.

Hvorledes forberedte du dig til Badwater i 2007? 
Jeg trænede med masser af tøj på. Løb Copenhagen Marathon med to lag tøj i 20 graders varme. Det hjalp dog ikke, da jeg efter få km havde svedt og gennemblødt det hele, og så virkede det i stedet mere kølende end isolerende. Generelt har jeg det godt med varme så jeg prøvede ikke det der trick med aftræk fra tørretumbler, som jeg ved Kent Møller gjorde under sine forberedelser. Den varme der er i Death valley skal opleves. Da vi kom to dage før løbet skulle Lars Christoffersen og jeg ud at løbe. Det føltes helt vildt – varmen brændte i næsen og på huden generelt og vi blev begge enige om at løbet ville blive “hot”.

Hvilken energi indtog du under Badwater og under et typisk træningspas i Danmark?
Mit største problem under ultraløb er optagelse af energi efter 50 km. Sådan er det i alle ultraløb.
I Badwater drak jeg Ribena, cola, juice, vand & alkoholfri øl under hele løbet. Bare de første 70 km indtog jeg omkring 50 liter væske, men tissede kun 1-2 gange, da man bliver fuldstændig udtørret pga. vinden. Det var så varmt at når man fik hældt vand ud over hovedet, nåede ens tights aldrig at blive våde – der var vandet allerede fordampet. Af fast føde var det chips, pasta, is, sandwich, nemme optagelige kulhydrater og så en masse salt. En burger fra Mc Donalds reddede min mave ved Lowe Pine, da jeg ikke kunne få andet ned.

Hvad motiverer dig undervejs når det bliver hårdt – motiverede du dig anderledes under Badwater?
At de andre har det hårdt hjælper en lidt rent mentalt, og ellers vidste jeg at efter en nedtur kommer der en optur – det gælder også for Badwater. Jeg var nede i 12 timer under løbet, men efter ½ times søvn og toiletbesøg kunne jeg pludselig løbe igen. Under Badwater løbet havde jeg det rigtig skidt efter 65 km, og gik derfor en masse på den første stigning hvor mit crew (et super crew) var begyndt at tvivle på mig. Det gav mig energi til at fortsætte og der var stadig masser af tid til cut off.

Hvad husker du tydeligst fra Badwater? Var du glad for din placering som nr. 25, eller var du efterfølgende skuffet?
Jeg husker især varmen, og det at vi troede at jeg kunne drikke for hver 2 km – det endte med at jeg fik væske for hver 500 m. Derudover var det en hel vild afslutning op til Mount Whitney. Der kan man snakke om stigninger uden for kategori, der stiger i 21 km. Jeg havde troet at jeg kunne klare løbet på omkring 32 timer, men brugte 38 timer og er ikke afskrækket fra at deltage i løbet igen. Havde jeg ikke haft krise i 12 timer havde jeg nået målet. Jeg glædede mig over at være første dansker der gennemførte løbet, nogle få timer foran den anden dansker, Kent Møller, der også klarede løbet. Angående placering så er det ikke det jeg går efter, jeg går efter oplevelsen og udfordringen i at flytte grænser. At gennemføre dette løb er ikke så hårdt som mange andre ultraløb hvor cut off er en stressfaktor. Vi havde 60 timer til løbet og 48 t hvis vi skulle have bæltespændet. Da starten gik, fik vi udleveret en pind som vi kunne slå i jorden for at køre på hotel og sove. Meningen er så, at man kan komme tilbage til markeringen og fortsætte nogle timer senere. Det var vi lidt forundret over at man måtte, da man til andre løb altid skal blive på ruten hele tiden. At kalde det verdens hårdeste passer ikke. Spartathlon er betydelig hårdere, og Western States som jeg osse har løbet er en større oplevelse. Men det er fedt at have prøvet verdens varmeste ultra.

Hvad er dine mål nu?
Jeg har ikke gjort meget væsen af mig inden for ultra i 2011. Men 2012 gør jeg comeback igen med nogle rigtig vilde løb. Starter på Gran Canaria i marts med 123 km bjergløb over 7000 højdemeter. I maj tager jeg til Grækenland med en kammerat fra Bornholm og løber fra Delfi til Olympia, 262 km på under 43 timer hvor der er tilmeldt flere danskere.
Og så kommer årets helt store mål, nemlig at være den første dansker der klarer the High i Indien, 222 km i tynd luft. Jeg har fået starttilladelse af arrangørene, og er nu blandt de tyve der kan deltage. Starten er i 4500 m højde og ruten tager os over tinder på 5380 m – Det glæder jeg mig meget til.
Når jeg ikke løber, arrangerer jeg sammen med to andre løbere en masse specielle løb på Bornholm i noget af det smukkeste terræn man kan finde i Danmark.

Har du lyst til at se mere, så tjek TV2 Bornholms udsendelser om Kim Rasmussens deltagelse i Badwater samme år.

Se første afsnit her og andet afsnit her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s