Intenz tolker på Rasmus Hennings motivationsteori

Artiklen nedenfor er skrevet af Mads W. Olsen fra konsulentfirmaet Intenz

Efter at have spillet ishockey på eliteniveau gennem 8 år i Danmark, holdt en efterfølgende 10 år lang pause fra konkurrencesport, har jeg de seneste 2 år prøvet lidt kræfter med triatlonsporten i form af diverse mindre løb samt en enkelt ½ jernmand. Triatlonsporten er for mig alsidig, krævende og fysisk udfordrende i en grad, jeg ikke før har kendt til. Når jeg som tidligere elitesportsudøver hører om de konkurrencetider og træningsmængder, verdenseliten i triatlon præsterer, bliver jeg ramt af forbløffelse og fascination. Spørgsmålet jeg ofte funderer over er; hvordan kan det lade sig gøre?

Svaret fik jeg i første omgang ved at læse Torbjørn Sindballes bog ” Den perfekte præstation”. Her får man som læser et indblik i, hvad verdenselitens triatleter udsætter sig selv for, herunder hvilke fysiske og mentale ressourcer de skal kunne mobilisere på kommando i op til 8 timer i træk under voldsomt pres. Bogen giver endvidere indblik i, hvordan triatleterne forbereder sig generelt samt sætter sig op til at kunne præstere det nærmest umenneskelige, når de konkurrerer.

Hvordan arbejder Rasmus med motivation?

I lyset af dette var det en stor oplevelse personligt at møde en af verdens bedste triatleter, Rasmus Henning, i august på vores årlige kick-off tur til Playitas på Fuerteventura. Rasmus har boet der det seneste år med sin hustru samt 2 døtre for at optimere sine træningsvilkår.Da lejligheden bød sig, inviterede vi Rasmus til en dialog med det formål at få indsigt i, hvordan han som verdensklasse triatlet arbejder med målsætninger, planlægning, eksekvering, motivation og drivkraft – områder som vi i intenz dagligt arbejder på at optimere for os selv og hos vores kunder.

Rasmus VIL til tops

Rasmus’ ypperste målsætning er at nå til tops på Hawaii – det uofficielle tri-VM. For at nå dette ultimative mål er der mange faktorer, der skal gå op i en højere enhed både under træning og i konkurrencerne. Nogle af disse faktorer kan Rasmus søge at få kontrol over samt indflydelse på, andre kan han ikke kan påvirke. For Rasmus har der været en stor gevinst i at acceptere, at han ikke kan kontrollere ALT i forbindelse med en konkurrence – ved at acceptere dette og fokusere på der hvor han kan kontrollere og påvirke, har Rasmus fået peget energien over i positiv retning i stedet for den negative energi forbundet ved at fokusere på de vilkår, man er underlagt. En væsentlig faktor, som Rasmus kan påvirke, er at omgive sig med de rette mennesker på sin vej mod mål. Rasmus har en træner, som han løbende og til tider dagligt sparrer med vedr. nøje planlægning, eksekvering samt evaluering af hans træning. Han arbejder løbende med en mentaltræner for at sikre, at psyken er stærk nok til at håndtere det mentale pres, der kan opstå undervejs.

For at  forstå og bevidst arbejde med sin motivation og drivkraft tænker Rasmus motivation i et hierarkisk perspektiv.

Glæde

Når Rasmus har planlagt og besluttet sig for et træningsprogram, bliver det eksekveret hver gang. Han er sig hele tiden bevidst om, hvor han befinder sig motivationsmæssigt og formår at arbejde ud fra det. Rasmus elsker sin sportsgreen herunder den hårde træning, og han vurderer, at han 80 % af tiden er drevet af glæde og flow. For at være i denne tilstand fokuserer Rasmus dagligt på små og større detaljer, der giver ham god energi, herunder de dejlige naturoplevelser han får på sine cykel- og løbeture, smukke udsigter, de daglige træningssucceser, veltilrettelagte træningsprogrammer, personlig sparring med udvalgte personer samt ikke mindst en stor grad af taknemmelig og stolthed over at kunne leve af sin passion.

Målsætning
På de mere sure træningsdage fokuserer Rasmus på de mål, han har sat sig, samt på de resultater han allerede har opnået. Det handler kort sagt om at styre sine tanker i retning af det, der virkeligt er meningsfyldt for Rasmus. Det kan være stoltheden ved at stå øverst på podiet, tilfredsheden ved en perfekt forberedelse, glæden ved at se og mærke den udvikling han selv gennemgår. Rasmus benytter her den metode, vi inden for coaching kalder ”hen imod” tankegang, som kort sagt handler om at fokusere på alt det positive, der kommer ud af eksekvering.

Pligt & konsekvens
Når dette ikke er tilstrækkelig benytter Rasmus sig af ”væk fra” tankegangen. Manglende træning og sjoflede pligter og indsatser kan i værst tænkeligt scenarie føre til sponsorfrafald, dårlige resultater og i sidste ende 2 sultne piger, han ikke formår at forsørge.

Rå vilje
Når intet af ovenstående slår til falder Rasmus tilbage på sin rå vilje. Hvis træningen er planlagt, skal den eksekveres, og det er IKKE til diskussion med ham selv eller andre!! En beslutning er en beslutning – det er kun i de tilfælde, at Rasmus vurderer at et givent træningspas vil gøre direkte skade på hans krop, at han dropper træningspasset. Ellers er han af sted HVER GANG!!!

Rasmus arbejder på at kunne bevæge sig mod glæde, når de andre tilstande opstår. Teknikkerne til at gøre dette hænger nøje sammen med nøgternt at kunne konstatere og acceptere det niveau, der hidtil har kendetegnet motivationstilstanden i forhold den aktivitet, der skal eksekveres på her og nu. Rasmus behøver altså ikke føle kæmpe glæde og motivation ved sin træning hver gang, for alligevel at give sig 100%. Dog arbejder han bevidst med motivationen, som han formår at bygge op undervejs. Det handler om at sætte sig et personligt mål for, hvor i pyramiden man ønsker at være resten af træningsseancen samt fokusere på de ting, der understøtter ønsketilstanden.

Hvordan bruger jeg Rasmus’ input?

Min konklusion efter mødet med Rasmus Henning er, at arbejdsmæssig succes handler om følgende:

  1. Brug tiden og energien på områder, der umiddelbart skaber glæde og motivation at udøve, og som du virkelig har flair for at blive god til. Befinder du dig størstedelen af tiden i glæde-niveauet har du fundet din rette ”hylde” – og acceptér at du ikke kan befinde dig i glæde-niveauet 100% af tiden
  2. Definér nogle klare og ambitiøse mål og udarbejd konkrete handlingsplaner, der overgår dine konkurrenters. Sørg for at få dannet et team omkring dit projekt med personer, som du har tillid til og som tør udfordre dig løbende. Hold dig dit formål klart, herunder hvordan dit og andre personers liv vil blive beriget gennem din succes.
  3. Forstå og husk de dyre omkostninger og væmmelige konsekvenser, der vil ramme dig og evt. andre, hvis du sjofler og går på kompromis med det, du har sat dig for.
  4. Find din rå vilje og selvdisciplin frem, og få gjort det, der er planlagt uagtet din følelsesmæssige tilstand! Drop de indre dialoger som forsøger at retfærdiggøre et kompromis med det, du har sat dig for.

Besøg Rasmus Hennings hjemmeside, og lad dig inspirere yderligere;http://www.rasmushenning.com/

Den får mine varmeste anbefalinger.

Artikel slut..

– Andreas

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s