Beretning fra Round Rotherham 50

Round Rotherham viste sig at være et fantastisk løb, men samtidigt også et hårdt løb. Ikke fordi det var langt eller havde masser af højdemeter, men fordi kroppen var træt – rigtig træt. Heldigvis fik jeg slæbet mine 75 kg i mål i tiden 8.27, og er hermed kvalificeret til Western States 100 miles, og det er det eneste der tæller for mit vedkommende!

Løbet startede for mit vedkommende kl. 7 om morgenen, sammen med andre hurtige løbere. En time tidligere blev de gående (joggers) sendt af sted, og kl. 8 startede stafetløberne. Solen var kl. 7 om morgenen lige ved at stå op, og jeg valgte derfor at droppe pandelampen, hvilket passede mig fint. Kroppen havde det godt, lidt ømme skinnebensmuskler (tibialis anterior) optil starten, men tænkte, at det nok bare var spændinger. Natten optil foregik i en gymnastikhal hvor start/mållinjen var placeret, og pga. pladsmangel i min rejsetaske, havde jeg kun medbragt et liggeunderlag i alufolie, ca. 2-3 mm tykt. Det betød at min nat var knap så behagelig på det hårde gulv, men ”hva’ fanden”, jeg har prøvet værreJ

Larmen accelererede i hallen kl. 5 om morgenen, så jeg stod op og fik hurtigt kastet en masse mad og vand i hovedet. Da klokken blev 6 blev de gående skudt af sted, og jeg gik ind for at hente nummer og ordnet drop bag (udleveret ved 30 miles). Pludselig fik jeg sindssygt travlt, der var kun 5 minutter til start, og jeg stod stadigvæk inde i hallen og vurderede om jeg skulle tage musik med. ”Fuck det” tænkte jeg, ”jeg dropper musikken”! Jeg tonsede ud til start, og nåede lige akkurat at svingede hofte, arme og ankler 2 gange og lavet to squats (som opvarmning), og af sted gik det. Endnu et eventyr var skudt i gang, endnu et mentalt boost lå forude langs de 50 miles!

Det var overraskende koldt da vi forlod skolen og sigtede mod en lokal sø, hvor vi skulle krydse en bro for at nå ned til vandet. Jeg havde på overkroppen kun min Odlo t-shirt på samt en meget tynd langærmet trøje. Kulden gik direkte ind i knogler og marv, men jeg vidste at det ville blive solskin hele dagen og 16 grader, så vidste at det kun var et spørgsmål om tid før varmen kom. Jeg prøvede at hægte mig på den forreste gruppe, der efter min vurdering løb 13 km/t, men efter 4 km kunne jeg godt mærke, at tempoet var lige en tand for hurtigt. Heldigvis var jeg ikke den eneste der begyndte at falde bagud, og det betød at jeg konstant havde en løber i sigte foran mig, og dermed behøvede jeg ikke navigere selv – ohhh yeah!

Jeg havde valgt at medbringe tre forskellige typer kort (spørg mig ikke hvorfor), og det gik hurtigt op for mig, hvor åndssvagt det var. Den ene type var back up kort, som jeg havde proppet ned i min Salomon Skin S-lab vest. På grund af rystelserne fra løbet, blev de ved med at bevæge sig op i vesten og dermed fik jeg dem konstant i nakken. Efter 10 km var jeg ved at gå amok, og de blev derfor kastet ind i et busstoppested – ”fuck dem” tænkte jeg. Det viste sig at være den klogeste beslutning den dag!

Pga. at der hele tiden var en person i sigte foran mig, var navigeringen som nævnt forholdsvis nem. Men på et tidspunkt efter ca. 10 km, fik jeg nok af en dame der løb foran mig (da hendes tempo faldt hver gang vi ramte en bakke), og jeg valgte at søge forbi. Det var ved starten af et skovområde, og 20 meter efter overhalingen, løb jeg forkert. Heldigvis var damen sød nok til at få mig på rette kurs – knap så fed start! Her slog det mig om navigeringen senere i løbet ville blive et kæmpe problem, og jeg frygtede for, at jeg måske blev nød til at hægte mig på en anden hele vejen, for at finde vej.

Vi nærmede os første checkpoint, og forsiden af min venstre ankel var begyndt at give problemer. Dette var første tegn på at kroppen ikke var klar endnu til at løbe et ultra, og jeg frygtede for at anklen ville give problemer hele vejen til mål. Dog overvejede jeg ikke at stoppe. Jeg vidste, at næste løb først ville finde sted næste sommer, så en kortere skadesperiode ville ikke betyde det store. Jeg var rejst hele vejen til Rotherham for at løbe, så tanken om at stoppe strejfede kun kort. Ankelsmerterne skulle bare løbes vækJ

Ved første checkpoint åbnede terrænet sig op, ved at skifte fra tæt skov til åbne græs/markområder. Checkpointet skuffede mig en smule, da der primært var kiks og chokolade, og kun banan som den eneste type af frugt. Derudover var der vand og saftevand, men intet energidrik – hvad sker der for det? Det undrede mig endnu en gang, at Round Rotherham var på kvalificeringslisten for Western States, og ikke et løb som Mors 100 miles.

Fra check point 1 indhentede jeg en gruppe løbere, hvor en af dem havde GPS i sit ur. Dermed var alle bekymringer om at fare vild forsvundet for en kort periode, og det føltes næsten oldnordisk for os andre at løbe med kort i hånden. Ruten snoede sig meget ind på små smalle stier, enten med hegn eller store bevoksninger omkring en. Check point 2 var jeg lidt spændt på, da jeg var den eneste der skulle have fyldt en camelbag op med både energipulver og vand. Jeg vidste at der var risiko for, at de ville bruge mindre tid ved check pointet, og jeg dermed ville miste synet af dem. Dette viste sig desværre også at ske.

Efter at have fyldt camelbag’en op, vurderede jeg, om jeg skulle bruge energi på at indhente gruppen. Jeg følte, at jeg fik et bedre flow for navigering jo længere jeg kom på ruten, og da kroppen allerede her føltes træt og slidt, valgte jeg at droppe alle forhåbninger om at indhente gruppen, og i stedet bare nyde turen i eget tempo. Mht. navigering, så vidste jeg også, at ruten fra checkpoint 2 til 3 havde jeg gået to dage før (se tidligere oplæg), og dermed tænkte jeg, at der ingen grund var til at prøve at indhente. Hele vejen til næste check point havde jeg lagt mærke til, at der var en dame der fulgte mit tempo, ca. et par hundrede meter bag mig. Til tider indhentede hun mig, men hver gang hun nærmede sig, stoppede hun op og forsvandt fra mig syn. Jeg forstod ikke helt hendes taktik, og rystede bare lidt på hovedet.

Check point 3 ud af 7 i Harthill var placeret indenfor, og for tredje gang skuffede det mig mht. valg af energi i form af mad og drikke. Der var chokolade, kiks, banan, vand og saftevand – that’s it. Da jeg kom ud af bygningen havde jeg ikke rigtig en fornemmelse for, hvor jeg skulle hen. Jeg satsede på en lille sti mellem nogle huse, men efter 50 meter vendte jeg om – det virkede ikke rigtigt. Da jeg kom tilbage til udgangspunktet, kom der en relay (stafet) løber bragende forbi, og jeg råbte ”JAAAA TAAAK”, og fulgte med:)

Fra Harthill ledte ruten os ud på marker, hvor vi krydsede utallige levende hegn. Her var jorden lige akkurat fugtig nok til at mudderet klæbede sig til skoene, og man kunne virkelig mærke den ekstra vægt man skulle trække med sig. Det føltes lidt som en uendelighed, da man kunne se langt ud over horisonten, men det betød selvfølgelig også, at man konstant havde en løber foran sig som pejling. Det eneste tidspunkt hvor man lige skulle vågne op, var ved tog overskæringerne. Jeg husker tydeligt, at jeg på vej mod check point 4 kom til to krydsende togskinner, hvor der kom et tog farende imod os. Jeg vurderede, at jeg sagtens kunne nå forbi, og derfor undrede det mig at toget hylede, som var jeg døden nær. Dog fandt jeg hurtigt ud af, at en relay løber havde løbet med mig over togskinnerne, bare lige 10-15 sek. forsinket. Så det må have været et ”close call” mellem ham og toget, crazy bastard! Netop her havde den omtalte kvindelige løber bag mig indhentet mig igen, men hun valgte ikke at løbe med over skinnerne, og for 1000 gang faldt hun bagud.

Kort efter stoppede jeg og en anden fyr op, og begge tænkte; ”hvor s… skal vi hen?”. Den kvindelige løber fik kontakt, men hun var mindst lige så meget i tvivl. Jeg satsede på at vi skulle krydse en golfbane, og finde stien bag nogle store buske. Hun virkede ikke overbevist, men jeg og fyren løb af sted, mens hun søgte videre. Heldigvis havde jeg ret, og vi to fortsatte uden hende.

Næste check point i Woodsetts adskilte sig fra resten, da man her kunne finde sin drop bag. Jeg tog nogle Squezzy gels op, og begyndte samtidig at fylde mig camelbag op med vand og energi. Det gik op mig. at jeg slet ikke havde indtaget nok gels, hvilket nok skyldtes at jeg havde været optaget af at finde vej – ikke at spise og drikke. Et klassisk eksempel på, at man ikke skal gøre noget første gang under en konkurrence, men i stedet; ”train as you fight”!

Her fra er min hukommelse lidt ”blurry”. Terænnet var stadig præget af marker, men især nu begyndte man at kunne mærke, når terrænet steg eller faldt. Vi blev stille og roligt en sammentømret gruppe, dog fandt kvinden, der længe have ligget i hælene på mig, energi frem og forsvandt – væk var hun. Vi var ca. 4, der fulgtes, og vi faldt bagud på skift, for igen at finde kræfter og indhente gruppen. Det var som om at vi virkede som stemplerne i en motor, konstant arbejdende frem og tilbage, med hvor vores midtvejskrise:)

Ankomsten til Firbeck checkpoint var et tegn på, at vi nu løb nordpå, på vej mod mållinjen. Firbeck var et hurtigt skift indenfor i et klubhus, og her havde de clementiner, hvilket var en succes at spise. De andre var hurtige om at komme af sted, hvilket pressede mig til ligeledes at løbe videre. Mest af alt havde jeg bare lyst til at blive siddende, selvom jeg følte at vi nu virkelig nærmede os mål.

Kort efter at have forladt checkpointet, blev vi mødt af Rocke Abbey – en gammel sten ruin der stammer helt tilbage fra 1147. Utroligt smukt syn, hvor man stadigvæk kunne alle de smukke detaljer over begge porte. Dette gav et enormt boost, da vi samtidig begyndte at søge lidt væk fra markerne.

Checkpoints’ne lå tæt, kun 6 km var der mellem Firbeck og Maltby. Ved de sene checkpoints stod relay folk og klappede af en, hvilket gav en enorm hyggelig stemning. Der var masser af latter, og flere ”faldt i svimer” over mine fancy Salomon kompressions bukser – men de er også flotteJ

Maltby bød velkommen med trappetrin efterfulgt af en lang bakke. Lår og især hofte gjorde ondt, men heldigvis var anklen ikke blevet værre. Hjernen blev stille og roligt slået fra, indtil man pludselig på en bakketop kunne ane de bygninger, hvor mållinjen var placeret. Det gav energi, som så desværre forsvandt i de sidste jordbakker der skulle bestiges. Det føltes som et bakkehelvede, da hver en højdemeter satte sine spor i kroppen, og især en af kvinderne i gruppen led enormt. Vi andre kunne joke og tale lidt sammen, hun var tavs og koncentrerede sig blot om at holde ved i gruppen. Ved hver stigning faldt hun bagud, men gang for gang fandt hun viljen og styrken til at indhente, hvilket imponerede mig utroligt meget. Hun var sgu en sej dame!

De sidste km føltes som dobbelt så lange, og mit hoved blev fyldt med flash backs fra Mors 100. Men det betød blot, at da jeg krydsede mållinjen, følte jeg en enorm lettelse og glæde, endnu mere end ventet for et 50 miles løb. Tiden viste sig ikke at være specielt god, men uanset hvad var jeg nu kvalificeret til Western States 2012.

Round Rotherham er et løb jeg virkeligt kan anbefale, enten for dem der vil kvalificere sig til WS 100, eller prøve kræfter med 80 km. Man skal dog ikke vælge dette løb for at opleve højdemeter, ved f.eks. Hammer Trail er terrænet klart mere udfordrende.

– Andreas

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s