Interview: Lars Skytte Christoffersen

Meget kan siges om Lars Skytte Christoffersen. Han har i flere år været på det danske landshold og har gang på gang vist styrke til alt fra 100 km til 6 dages løb. Han er nordisk rekordholder på 6 dages løb ved at have løbet 853 km, svarende til 20 marathons med kun 3-4 timers søvn per nat. Derudover er han tidligere dansk mester på 24 timers-strækningen, blev til VM i 24 timer nr. 8 (239 km), er blevet både nr. 3 og nr. 2 til Spartathlon i Grækenland samt nr. 3 til det uofficielle VM i Surgéres på 48 timer (373 km = dansk rekord). Til vores held kunne Lars finde tid til at lade sig interviewe af os.

Hvad fik dig til at kaste dig ud i ultraløb?
Jeg startede med at løbe da jeg var blevet 30. Jeg var begyndt at tage lidt på, så løb var min vej til at tabe et par kilo. På det tidspunkt tænkte jeg slet ikke på ultraløb, men i takt med at jeg løb flere og flere kilometer, blev jeg mere og mere bidt af det. Det betød at jeg valgte at prøve kræfter med Eventyrløbet, og et halvt år efter, løb jeg mit første marathon.

Efter at have løbet 2 marathons, følte jeg en lyst til at presse kroppen endnu mere, og tilmeldte mig derfor til et 6 timers løb hvor jeg løb 72,3 km. Det fangede min interesse og passede godt til min stil, og lige siden har jeg løbet alt fra 100 km til 6 dages løb rundt omkring i verden.

Hvordan får du tid til din træning i hverdagen?
Det er rigtig svært når man både har job og familie. Det kræver utroligt meget planlægning, og man prøver at ligge træningspassene, således at det logistisk passer med hverdagen. F.eks. til og fra arbejde kunne jeg få løbet, og dermed kom jeg ikke hjem kl. 17 og skulle ud på en 3 timers løbetur. Men det er svært, især da det passer mig bedst at løbe langt men i et stille tempo. Det tager tid, og interval er slet ikke mig. På de lange ”Helvedesuger” løber jeg op mod 220 km, og her bruges store dele af weekenden til de lange distancer. Jeg ved at nogen løber både længere eller kortere end jeg gør, men den mængde træning jeg løber passer mig, og det er jo vigtigst.

Hvordan har du udviklet din træning for at klare de lange distancer?
Jeg har egentlig ikke fulgt nogen guide-lines, som f.eks. kun at stige 10 % om ugen. I stedet har jeg vænnet mig til at lytte til kroppen og acceptere, hvis den sender dårlige signaler. Er jeg ude på et træningspas på 35 km og jeg efter 20 føler mig skidt tilpas eller har ondt et sted, så er det bare om at finde den korteste vej hjem. Du får intet ud af at fortsætte! Til gengæld hæver du risikoen for skade. Men det er klart, at især på de hårde uger, der er du stiv når du sætter i gang – det må man acceptere. Denne tilgang har gjort, at jeg stort set ikke har haft nogen skader. Kun på det seneste har jeg døjet med lysken og akillessenerne. Men det er måske mere bare fordi at jeg er blevet gammel🙂

Hvorledes forberedte du dig til Spartathlon i 2008 og 2009 hvor du blev henholdsvis nr. 3 og nr. 2 overall?
Spartathlon i 2008 havde jeg et rigtigt godt træningsoptakt, hvor jeg havde masser af mængdetræning op til, bl.a. med ”Helvedesuger”. Jeg trænede dog ikke til at skulle løbe i varme temperaturer, da det er meget svært her i Danmark. Jeg kender flere der enten har løbet med flere lag tøj eller løbet i rum med åben tørretumbler, men man får ikke helt effekten. I stedet kan man flytte derned eller komme i god tid. Til Spartathlon kom jeg nogle dage før, netop for at varmeklimatisere.

Det kom bag på mig at jeg var nr. 3 da jeg løb ind i Sparta i 2008– jeg havde slet ikke regnet med en top placering. 2009 var til gengæld helt anderledes – det kunne slet ikke lade sig gøre, men alligevel blev jeg 2’er. Jeg havde optil løbet et 6 dages løb i Sverige, og satsede derfor slet ikke på Spartathlon. 6-dages løb var det nye og interessante, og derfor blev træningsprogrammet lagt mod det. Det burde jo slet ikke kunne lade sig gøre. Jeg tog til Athen fordi at jeg havde betalt billetten, og regnede sådan set med at droppe ud ved 90 km. Men den danske bil der fulgte os kunne jeg ikke se på ruten, og selvom der var nogle hårde kriser, fortsatte jeg – jeg kunne jo ikke andet. Efter 200 km var alt surrealistisk – det kunne jo ikke lade sig gøre. Man kan ikke løbe et 6 dages løb så tæt på Spartathlon, og så stadig gennemføre – endda blive 2’er.

At løbe et 6 dages løb tæt på et andet ultraløb er bestemt ikke noget jeg kan anbefale andre at gøre. Efter et 6 dages løb tager det måneder før kroppen er kommet sig, heriblandt døgnrytmen der skal på plads igen. Men alligevel lykkedes det.

Hvilken energi indtog du under Spartathlon?
Man plejer at sige, at dem med mest egen forplejning ved depoterne, er dem der først falder fra🙂 Jeg bryder mig ikke om at tage alverdens ting med, og da arrangørerne til Spartathlon er ekstremt gode til at forpleje os løbere, er der absolut ingen grund. Der er alt hvad en løber kan ønske sig i rigelige mængder, og det varierer fra depot til depot. Der er alt fra isotoniske drikke, chips, pasta, frugt, vand, cola.. You name it.. Og det kan være alt mellem hver 3-5 km, da jo kortere der er mellem depoterne, jo mere bakket terræn ligger der forude. Og det er både godt og skidt – der står ved hvert af depoterne at ”du har løbet så langt, der er så langt igen, og vi lukker kl. X”. Og netop angivelsen om hvornår de lukker stresser folk. Hjemmefra når man regner på det, er det jo ”piece of cake”, men tidsgrænsen påvirker en og du kan ikke lade vær med at løbe lidt for stærkt. Første år jeg var dernede, blev jeg hentet ved 115 km af bussen. Pludseligt holdt den bag mig, og så skulle man til at skrive under på et papir, at man af egen vilje ville udgå. Det er en af de hårde, det kan jeg lige så godt sige med det samme. Dem der sidder i bussen ligner selvmordskandidater, deres drømme er brat blevet stoppet af en tidsgrænse, og de må vente et år til at prøve igen. Det kan jeg ikke anbefale nogen.

Men Spartathlon er stadig et løb som jeg kan anbefale på det varmeste, det er helt fantastisk. Der findes mange typer af løb, og man kan i princippet ikke sammenligne dem, hvem der er hårdest osv. Men Spartathlon er da i hvert fald en god klassiker at fuldføre, og det er med tåre i øjnene når man løber ind i Sparta – det er så stort!

Hvad motiverer dig undervejs når det bliver hårdt?
Hvis du ikke har fået en krise, har du ikke løbet stærkt nok. Men det der motivere er sgu det at gøre det! Det der interessere mig mest ved ultraløb generelt, er den personlige kamp. Selvom du starter f.eks. til Spartathlon sammen med 369 deltagere, så er man bare alene i verden når man først er ude på de mørke stier om natten. Der er kun dig og ikke andre, og derfor er det op til en selv at komme videre, også selvom du har krise. Man ser faktisk mærkelige ting når man løber så langt. Det kommer når man begynder at blive træt, så ser man sjove ting i nattens bulder mørke. Det har vi mange sjove historier om, folk tør jo dårligt fortælle om hvad de har oplevet, de synes nok selv at det er lidt mærkeligt🙂

Det sjove ved ultraløb er, at du kan løbe 100 meter og så tænke, ”jeg kan ikke mere, jeg dropper ud”. Og pludselig virker dine ben igen, og du kan ikke forklare hvorfor. Jeg synes det er fantastisk hvad man kan træne ens krop til, og i princippet, hvis du behandler kroppen pænt og kører noget energi indenbords, så kan den jo satme bare blive ved. Det synes jeg er helt fantastisk! Du planlægger et løb, træner i over et halvt år, og så pludseligt går alt op i en højere enhed når du krydser stregen – det kan ikke købes for penge den følelse. Det er et mentalt ”boost” du får når du sejrer!

Det mentale står ligeledes på spil når du f.eks. løber et 24 timers løb, hvor man typisk løber i ring. Der er det mentalt hårdt når de andre suser forbi dig – der er mange andre ting der er lettere at tackle her i livet. Og hvis man så kommer over sådan en nedtur og kommer tilbage, så er det en kæmpe sejr for en selv. Det skal jo siges, at i ultraløb der har du succes, men du har satme også de hårde nederlag. De løb hvor man må trække sig til sidst og hvor man ikke kan mere, det gør ondt i sjælen. Du har trænet i så lang tid for at opnå noget, og så må du trække dig.. Det gør bare rigtig ondt! Til gengæld kan det efterfølgende gøre en sulten igen, og man kan bagefter gå og tænke, at det løb; ”Det skal jeg satme gennemføre”!

Hvad husker du tydeligst fra Spartathlon? Var du i 2009 glad for din 2. plads, eller skuffet over ikke at vinde?
Jeg har mange øjeblikke jeg tydeligt husker, og jeg vil næsten påstå at jeg kan huske ruten. Men der er specielt et tidspunkt jeg husker tydeligere end alt andet. Det var da jeg passerede den Markus Thalmann der lå nr. 3, en østrigsk læge, der er kendt som værende Mr. Spartathlon. Man kommer løbende på de mørke stier og kan pludseligt se at han har krise og man nærmer sig. De sekunder hvor man surfer forbi, de er helt fantastiske. Det giver kræfter!

Derudover husker jeg at dele ruten op. De første 81 km ud til kanalen er hårde pga. tidspresset. Herfra forsvinder det og man har lidt mere tid til at gå lidt en gang imellem. Der er også et rigtig godt depot ved de 81, og efter 19 km har du løbet 100 km, og har en god fornemmelse for hvor hurtig man løber. Mareridtet kommer ved 120 da du ved du kun er halvvejs, hvorefter der ved 150 kommer bjerge med en voldsom stigning. Når du først er over den er nedløbet lidt grimt, og herfra er du rigtig alene. Der er ca. 5 km mellem hvert depot, og her begynder kilometerne at blive rigtig lange. Og så kommer du til 200 mærket, hvor man følger en mindre trafikeret landevej, og igen rammer en rimelig stor stigning på 5-6 km. Det bliver du dog belønnet for, da de sidste 15 km indtil Sparta stort set kun nedløb, afsluttende med 5 km flad vej. Med vabler osv. gør det ondt at løbe nedad, det slår hårdt men den får stadig fuld skrue mod mål.

What not to do!
Der er en eller anden marathonløber der tilbage i 80’erne løb på 29 timer og 45 minutter. Og første gang jeg gennemførte havde jeg tænkt, at den tid kunne jeg sgu godt slå. Derfor sprang jeg væskedepoterne over de sidste 10 km for at spare nogle minutter, og det skal man ikke gøre. Det gav bagslag, og jeg endte på hospitalet i nogle timer med drop og lidt ilt – det var ikke helt godt!

Hvad er dine mål nu?
Første mål er at komme ud af min lægskade. Jeg har fuldstændig clearet al planlægning og sagt, at nu må jeg hellere give min krop mulighed for at restituere ordentligt. Min læg og akillessene er hårdt skadet, men det hele går i den rigtige vej nu. Og så i det nye år starter jeg så fra bunden af igen, og der må jeg se hvorledes formen er. Mit næste mål bliver nok at lave et resultat til et 24 timers løb. Ikke gå efter et topresultat, men bare lave et resultat, for det har jeg ikke gjort i flere år. Måske løbe omkring 200 km på 24 timer, og så igen starte derfra…

Vi siger tak til Lars Skytte Christoffersen for at tage sig tid til at blive interviewet, og ønsker alt held og lykke med at komme oven på igen efter en skadespause!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s