Mors 100 Miles

Sidder nu på anden dagen efter at Mors 100 Miles er endt og har en rigtig god fornemmelse i maven. Ikke som de andre løb jeg løb i foråret, da jeg til ALOT 100 i april skuffede mig selv over egen præstation og til Hammer Trail lagde taktisk forkert ud. Fornemmelsen jeg sidder med nu er en følelse af tilfredshed – endelig har jeg overfor mig selv bevist hvad jeg vidste jeg kunne – nemlig præstere på niveau med andre dygtige ultraløbere ved at løbe i mål i tiden 17.25.53 og ende på en 5. plads.

Ugen op til løbet havde været lidt hektisk og bestemt ikke som jeg ellers ville have foretrækket. I forbindelse med min praktikplads skulle jeg være med til at arrangere og afholde VM i Paracykling, og der var derfor mange ting, der skulle ordnes som ikke havde noget med løb at gøre. Det betød, at næsten al pakning og forberedelse skete kl. 10 om aftenen de få dage hvor det var muligt. Men i stedet for at lade sig irritere over omstændighederne, valgte jeg i stedet at vende “tallerknen”, og i stedet se positivt på det og se på det som værende en ekstra udfordring.

Men fredag kl 14 skete det endeligt. Et VM blev lagt på hylden da mine forældre hentede mig på Roskilde st. Mine forældre skulle udgøre supporten under løbet fra ca. 60 km til mål. Derfor var det perfekt at sidde sammen i nogle timer og aftale hvorledes det hele skulle forløbe. Under et løb er en af de vigtige faktorer for mit vedkommende at supporten forstår mig. Jeg kan være ret krævende og føle at supporten irriterer mig i visse situationer – hvilket nok bare skyldes at jeg er lidt mærkelig når jeg er presset:) Et eksempel kan være hvis supporten spørger om jeg vil have noget andet at spise og jeg kort siger; “nej”. Så skal der ikke spørges mere ind til det emne!! – men fortsætter spørgsmålene med f.eks. “hvad med chokolade?- eller en pære?- eller kan du ikke spise en sandwich??.. “NEEEEEEEEEEEEJJJJJJ!!!!! -havde jeg lyst til andet havde jeg sagt det”..🙂 Andre er sikkert bedre til at tackle sådanne situationer end mig selv, men for mig skal supporten bare forstå mig fra start til slut, for dermed ikke at bruge unødig energi på irritation. Dog ved jeg godt selv, at jeg skal i gang med at arbejde med mig selv og min psyke når jeg er presset.

Ved 19 tiden kom vi frem, forsinket pga. kø gennem Fyn. Jeg fik udleveret nummer og chip, men fik desværre også en lidt kedelig overraskelse. Løbsledelsen stillede som krav at man skulle bære en gps under hele løbet, og kvinden der udleverede numre var overbevist om at man “bare” kunne have den om armen – “Åhhhh, NEJ!”. Jeg skal ikke i 20 timer have en boks klæbet om armen, der skal ikke være noget som helst hængende på mine arme. Denne “surprise” passede mig utroligt dårligt, men heldigvis viste det sig at den kunne spændes på min race belt, og sidde ude ved venstre hofte.

Dagen efter stod kl. 8.30 stod vi på mållinjen alle 37 deltagere, klar som man nu kan være. Vi blev placeret på den ene side af målstregen mens publikum stod på en anden, og en for en blev man præsenteret. Det var nyt for mig, men gjorde at man allerede her følte sig velkommen. I blandt stod dygtige løbere. Der var bl.a. en nordmand der på et vist antal timer havde løbet 1000 km, flere der havde løbet 100 km på 8.20, en kvindelig italiensk landsholdsløber der løber 100 km på under 8 timer og ikke mindst Attila Vozar, der havde vundet Mors 100 de sidste to år, og derudover havde pr på 100 km på 6.47 – jævnt hurtigt! Derfor følte jeg mig godt nok som en ung og uerfaren knægt, der ikke havde samme imponerende resultater i bagagen, hvilket kun gjorde det endnu mere spændende:)

Starten gik og jeg lagde med det samme ud med at ligge mig i top 4, i selskab med Carsten Eriksen (som endte med at vinde løbet). Taktikken var at løbe 11 km/t så langt så muligt uden at køre mig selv ned, for derefter at sænke til 10 km/t – en forskel der kan mærkes efter mange km. Samme taktik havde Carsten lagt for dagen, og da vi de første 30 km havde masser af overskud, kunne vi holde hinanden i selskab med hyggesnak og sjove ting, betød det, at første kedelige del af løbet blev overstået – nemlig de nemme km. Taktikken for mit vedkommende var ny, da jeg til ALOT og Hammer Trail havde lagt stille ud. Derfor vidste jeg, at jeg skulle holde fokus på kroppens tilstand, og om energidepoterne krævede mere end jeg indtog. Derfor valgte jeg ikke at følge Carsten ved omkring 30 km mærket, simpelthen af frygt for at jeg skulle betale prisen senere. Det kom jeg dog lidt til, da jeg ved 45 km depotet ramte det første low point. Vi havde netop rundet det nordligste punkt på ruten, og vendt om for at løbe i en sydvestlig retning. Det betød at medvind skiftede til modvind, og det gik nok først her op for mig hvor langt jeg skulle løbe. Jeg havde rundet 1/4 af ruten, og der manglede nu 3 marathons – ØV! En af de neutrale supportere ved 45 km depotet kunne godt se på mig at jeg var slidt, og klappede mig på ryggen og prøvede at være optimistisk. Jeg var bestemt ikke optimistisk, jeg tænkte “FUCK”, har jeg begået en kæmpe taktisk brøler ved at løbe for hurtigt??

Fra depotet løb ruten mod sydvest og mod kuperet terræn (højeste punkt på Mors) hvilket gav læ for vinden. Kort tid efter nåede jeg de første bakketopper, og blev overhælet af en nordmand. Det påvirkede mig ikke det mindste da jeg vidste at han var bedre løbende, men i stedet fik jeg turens største boost da jeg få sekunder efter ser Attila Vozar halte afsted i græsterrænet. Det så ud som om at han havde vredet om, og det var tydeligt at han ikke ville fortsætte. Da jeg løb forbi ham kunne jeg ikke finde på andet end “I’m sorry”, hvorefter han svarede kort “finito”. Jeg havde dårlig samvittighed over at få et energiboost over at løbe forbi ham, men det kan man jo ikke ændre ved. Jeg var nu stadig på en 4. plads hvilket var mod al forventning. Her skal det nævnes, at jeg efter løbet fik af vide, at Attila i januar havde gennemgået en operation i akillessenen, hvilket havde givet problemer allerede tidligt i løbet. Men ved 48 km kunne han ikke mere, og da han kom til 50 km depotet, hvor hans hjælpere ventede, havde han haft utroligt svært ved at droppe ud. Al respekt til denne fantastiske løber!

Sekunderne inden 50 km depotet fik jeg mega næseblod. Den høje puls gjorde at papir ikke var nok til at stoppe det, og jeg var tvunget til at stoppe og vente. Jeg må have lignet lort da jeg nærmede mig depotet med blod i hele ansigtet, og råbende; “PAPIR PAPIR”. Heldigvis kunne jeg kun senere grine af hele situationen..

Herfra kørte det hele på skinner, jeg mødte mine forældre ved omkring 60 mærket, og jeg havde det stadigvæk godt i både krop og med at indtage energi. De første mange kilometer valgte jeg ikke at løbe med flaske, men i stedet køre 3 kopper ned ved hver depot samt en gel kort tid efter. Det virkede fint selvom det var lidt voldsomt, og vidste at jeg ikke kunne fortsætte sådan. Derfor løb jeg med flaske fra 60 og frem, for dermed noget roligere kunne indtage min egen energidrik, bestående af HighFive isotonisk drik. Gels blev også her skiftet ud med frugt (2 stk æbler og 1 banan), da jeg havde fået nok af gels – de smager bare mega nederen efter 6 timer;)

Frem mod 100 km fik jeg igen selskab, denne gang af Lars Nørgaard. Det hjalp utroligt meget at løbe ved siden af hinanden, ikke tale så meget men i stedet bare nyde det eventyr vi begge var i færd med. Derfor ramte det mig mentalt da vi ved 100 km blev skilt igen. Jeg havde gode ben og var spændt på at fortsætte på en distance jeg ikke før havde prøvet. Desværre gik det knap så godt for Lars. På forsiden af hans højre ankel havde han fået betændelse omkring senerne, og han var ikke i tvivl om at han var færdig. Han havde ikke nævnt at han havde ondt, så det kom bag på mig da vi kom frem til depotet og kunne se hævelsen. Derfra smuttede jeg videre alene – stadig på en 4. plads.

Det blev utroligt hurtigt mørkt, og jeg følte mig meget søvnig. Heldigvis havde jeg valgt at tage Red Bulls med, og det hjalp gevaldigt med deres høje koncentration af koffein. Dette kunne være et tegn på at ugen op til løbets start havde været en smule stresset, men nu var der ikke andet at gøre end at bide tænder sammen og fortsætte. Mørket passede mig fint, og det vidste jeg godt ud fra de erfaringer jeg havde fra 24run, hvor jeg i to år i træk løb på et 6-mands stafethold. Det kun at have sin lyskegle at fokusere på giver en ro jeg ikke oplever om dagen, en ro som jeg finder hjælpsom. Jeg tænker ikke på så meget, det ruller bare derudaf. Desværre kan man tydeligt se hvis nogen er ved at indhente en, og ved 120 km måtte jeg se mig slået af Michael Nielsen. Da han indhentede mig løb vi tæt i 5 km, men derefter fandt han energien til at sætte tempo og stikke fra mig. Jeg huskede mig selv på at tiden var det vigtigste at fokusere på, og derfor valgte jeg ikke at satse og sætte det hele over styr ved at prøve at følge med. Dermed var jeg nu nr. 5.

De sidste kilometer var lange – rigtig lange! Man bliver overrasket til hvert et race at der er så langt mellem hver depot, men heldigvis hjælper det lidt at man nærmer sig mål. Jeg husker tydeligt at det var helt uvirkeligt at være så tæt på målet og samtidig at være nr. 5. Jeg havde en god fornemmelse af at jeg ikke ville blive hentet, men jeg valgte ikke at glæde mig for tidligt da intet var sikkert endnu.

Men pludselig var jeg i Nykøbing Mors igen, og dem jeg mødte af tilskuere begyndte at råbe tillykke. Sejren var i hus, og ved sidste sving hvor jeg 300 meter fremme kunne se mållinje og folk der klappede vidste jeg ikke om jeg skulle grine eller græde. Hvilken lettelse at krydse mål – og ikke mindst at stoppe med at løbe:)

4 responses to “Mors 100 Miles

  1. Tillykke med den store bedrift – fandme godt gået!!
    God løbsberetning, og ikke mindst godt site.

  2. Super godt klart! – God beretning! Super med billede/videoer osv.. Keep em comming.

    Må man spørge hvordan dit træningsprogram har set ud? Lang tur i weekenderne? Hvor mange km. i ugen ca?

  3. Tak til jer begge for rosen!

    Jeg har i månederne op til løbet omkring 100 km om ugen, fordelt på 4 ture. Her er tale om en blanding af flade strækninger på asfalt samt kuperet terræn på trailstier, bl.a. ved Furesø. Derudover har jeg styrketrænet ben og core, og ellers været god til at få hvilet:)
    Du kan på bloggen se mit træningsprogram for ugerne op mod Mors. Som det fremgår havde jeg en del problemer undervejs med småsmerter i underben, og det betød at jeg ikke kunne løbe helt så langt som jeg ellers havde planlagt. Målet var at løbe 160 km om ugen, men det nåede jeg desværre aldrig, hvor jeg altså uge for uge ville have øget med 10 %.

  4. Tillykke Hr. Simpelthen super gået. Så kan det være det snart er tid til at klatre lidt igen, i stedet for alt det løben?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s