Chamonix – hvilken tur!!!

Vi er alle nu hjemme igen og så småt genoptaget vores gamle hverdagsrutiner. Men en ting er anderledes – nye minder fylder nu nethinden, minder som hver gang bringer smilet frem.

Som det blev nævnt i sidste blog, nåede vi ikke hele vejen rundt om Mont Blanc massivet som det ellers var planlagt. Thomas fik halvvejs problemer med anklen, og med et Challenge lige om hjørnet ville det være for risikabelt at fortsætte løbeturen. Derfor valgte vi at stoppe i Courmayer i Italien, og tage bussen gennem tunlen tilbage til Chamonix.

This slideshow requires JavaScript.

Men turen var bestemt ikke spildt. Så perfekt trailforhold har ingen af os været vidne til, og det kan siges med sikkerhed, at vi alle en dag vil vende tilbage. Om det næste gang igen er for hyggens skyld eller om vi deltager i UTMB må tiden vise. Her følger en beretning for turen:

Vi startede torsdag morgen kl 11. Vi havde ikke travlt da dagens program “kun” stod på ca. 38 km løb. Vi stod op og fik en god morgenmad, og havde ligeledes tid til stille og roligt at gå ned og købe lidt ind samt tjekke vejrudsigten for de kommende dage. Tempoet passede os alle fint, vi var ikke kommet for at konkurrere, vi skulle hygge os itakt med at vi nød naturen der omfavnede os med utallige bjerge. Vejrudsigten så ok ud, lidt regn, lidt skyer og sol – blandet som altid når man begiver sig ud i bjergterræn. Turen lagde ud med en stigning, en hård en af slagsen. Modsat UTMB ruten som leder deltagerne direkte til Houches, valgte vi at løbe op mod Merlet, som lå placeret på den nordvestlige bjergside ift. Chamonix. Man kunne godt mærke at benene skulle i gang, også selvom at vi havde aftalt kun at løbe på nedstigninger eller flade passager og dermed kun gå når det steg. Især lægmusklerne kom på arbejde hver gang man satte af på den hårdtstampede jordbund, og kun få minutter efter afgang var vi godt varme. Vi befandt os i skovterræn, og langsomt kom vi længere og længere væk fra hovedvejen og fra Chamonix centrum. Turister var der masser af på turen der vandrede på de samme stier, og selvom vi kun gik op ad bakke, var vi stadig betydeligt hurtigere – en god følelse:)

På turen havde vi alle pakket 2-3 par sokker, sovepose, minimalistisk liggeunderlag, energi, vand i camelbag, tarp med barduner samt lidt overtøj. Det betød at vi havde ca. 7-8 kg på ryggen hvilket kun Jonas var vant til, men heldigvis gik alt over forventning.

Vi nærmede os toppen af Merlet og kunne nu se end til Le Houches der lå ca. 400 meter under os, samt det pas vi skulle over kort efter. Blandede følelser ramte allerede her en, da vi jo netop søgte en masse højdemeter, men alligevel syntes det var lidt træls at falde i højden for derefter at stige stødt igen. Nothing to do about it – vi løb afsted. På nedfarten kunne man virkelig få smæk på. Tyngdekraften havde godt fat i en med ekstra byrde på ryggen, og det føltes fantastisk at løbe ned nu frem for op. Men pga. erfaringer fra tidligere races vidste vi alle at speederen ikke skulle trædes helt i bund, men i stedet skulle nedfarten passeres med korte kontrollede skridt, for dermed ikke at trætte benene mere end højst nødvendigt. Risikoen for at vride om her var ligeledes høj, da rødder overalt stak op og stillede derfor store krav til både koordination og koncentration. Pludseligt ramte vi dalen..

I Le Houches ramte vi igen asfalt, og kort tid efter løb vi forbi liften, som i 2008 (og 2010 for Andreas’ vedkommende) havde lagt vej til turen mod Mont Blanc. Men denne gang skulle vi ikke bestige – vi skulle rundt om! Asfaltvej blev til græs og singletrail, og det betød stigning. Vi var nået til første pas på vejen, et pas der skjulte for Bionnassay og den videre færden mod Italien. Vi skulle nu direkte sydpå, men denne stigning skulle vise sig at være noget mere udfordrende end første ventet. Passet er den første egentlige udfordring for UTMB løberne, og hvilken start på et så fantastisk løb. Kort efter singletrail blev underlaget skiftet ud med grus, og herfra blev vi ledt på til toppen af passet. På vejen fik vi i flere omgange mulighed for at se ned til Le Houches i forgrunden, og Chamonix længere oppe i dalen. På dette tidspunkt var det overskyet, men så længe det ikke regnede var vi alle godt tilfredse. Utallige hårnålsving efter og med ømme muskler kom vi op til togbanen, der leder op mod Mont Blanc Base Camp. Dette er en kam som fortsætter med at stige op mod sneen, men heldigvis skulle vi denne gang ikke op, vi skulle straks ned. Stadigvæk var det skov der dominerede billedet, men på nedfarten krydsede vi flere små vandløb med rent koldt vand som kunne nydes. Ruten var rigtig godt markeret og der gik ikke lang tid før vi ramte Bionnassay og derefter La Gruvaz, begge små beskedne bjergbyer. Camelbag’en skulle fyldes op med både vand og energipulver, og for første gang skulle vi tage fejl at kortet og løbe op af en anden rute. Fejltagelsen var dog ikke større end at vi fik ekstra højdemeter, for heldigvis førte den os i den ønskede retning. Andreas var begyndt at klage en smule, pga ømme lægge – nu steg det for alvor igen!

Heldigvis fandt vi hurtigt tilbage, og sulten var nu begyndt for alvor at dominere i takt med at vi nærmede os byen, Le Contamines. Benene var stive og ømme, vi havde løbet ca. 30 km på ca. 5 timer, hvilket sagde alt om det terræn vi havde passeret. Pizza stod på menuen, men hurtigt tog vi videre inden det blev mørkt. Det var begyndt at regne, og netop derfor valgte vi at søge et refuge, i stedet for at sove under tarp i regn. Denne nat havde vi ingen problemer med at falde i søvn:)

Næste morgen var vi noget tidligere op. Kl. 6 spiste vi den medbragte mad fra Contamines, og faldt hurtigt i søvn igen. Kl. 8 tog vi afsted, og man kunne tydeligt mærke at musklerne skulle varmes ordenligt op. Heldigvis skinende solen og vi havde derfor rig mulighed for at iagttage bjergtoppene omkring os. Vi steg fra start af mod pas nr. 2 i rækken hvor La Ville des Glaciers gemte sig på den anden side. Igen havde Andreas lidt problemer med at holde et højt tempo når det virkelig steg, men vi havde ikke travlt da vi var kommet tidligt afsted, og tog den derfor med ro. Efter et par timer nåede vi toppen. Passet gav mulighed for at nyde en fantastisk udsigt, hvor lidt energi blev hevet indenbords. Vi var nu i det sydvestlige hjørne af turen, og ændrede nu retning mod nordøst. Passet skulle vi dog følge øst om, for igen at stige. Vi var i tvivl om hvor ruten i alt sin enkelthed befandt sig, men et par lokalkendte franskmænd hjalp os, selvom de kun talte fransk. Ved toppen af passet havde et par vandrere fået øje på en flok bjerggeder, er på afstand fandt føde mens i iagttog os og vores position. Omkring os var det store klippeformationer og bunker af sne, men så man i den retning vi skulle, var der grønt og frodigt. For turen gik ned! Her var Thomas’ ankel begyndt at drille, og de første overvejelser var opstået om hvorvidt han skulle fortsætte. Efter 30 min løb nedad og en flok turister der mente vi var verdensmænd, nede vi igen et punkt hvor ruten forsvandt. Det betød at vi endte på en græsmark, indtil vi fandt den jordvej der skulle tage os ned til dalen. Jonas fik sit livs chok, da der pludselig løb en grævling forbi hans fod og ind i et hul. Ellers stod den på meget ujævnt terræn i græs, også kaldet ankelmassage!

I dalen lavede det ost i et af husene, og vi fik lov til at tappe vand mens vi kunne dufte den franske osteproduktion. Passet der på toppen var delt af en grænse mellem Frankrig og Italien lå i horisonten, og i takt med at vi nærmede os passet, talte vi om hvorvidt vi skulle fortsætte, da Thomas’ ankel nu virkelig var begyndt at gøre ondt. Et større refuge serverede frokost, og kort tid efter var vi afsted på vej op, alle med hver vores overvejelser. Sporet var vådt og lidt besværligt, flere steder var der mere tale om vandløb end trailrute. Andreas’ lægge havde fået det bedre, og for Jonas’ og Andreas’ vedkommende følte de sig flyvende – hvilket bestemt ikke gjorde overvejelserne nemmere.

Efter at vi havde passeret grænsen og dermed også passets top var vi så småt ved at være enige. Vi ville følge Thomas med tilbage til Chamonix, for vi var kommet for at løbe sammen, og der var derfor ikke nogen grund til at splittes. Alle var trætte da vi nåede refuget ved foden af Courmayer, og det sidste stykke havde især været trættende, da motivationen havde ændret sig i takt med vores beslutning om at følge Thomas.

Pga ændringen om kun at løbe halvdelen af ruten betød at vi un havde flere dage i Chamonix. Benene var trætte efter at have løbet 80 km i bjergterræn, og vi lignede derfor alle nogen der var kommet til skade når en trappe skulle passeres. Den ekstra tid gav mulighed for at prøve kræfter med bl.a. Paragliding – en fed fed oplevelse!

Turen forløb perfekt! At planen blev ændret gjorde bare at andre muligheder opstod. Trailruten var fantastisk, vejret var perfekt det meste af tiden og humøret højt – hvad mere kan man bede om! Skal man træne i nye omgivelser kan Chamonix anbefales på det kraftigste, bjergterræn er og bliver fantastisk!

God vind derude – mvh Exploring The Limits

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s