Interview: Kim Rasmussen

Kim Rasmussen fra Tejn-IF har i år endnu en gang vist sig at være noget af en ‘bornholmsk endurance maskine’. I år har Kim løbet 700 km med startnummer spændt på, endda selvom at han i 2012 blev kørt ned af en motorcykel under ultraløbet, The High. Læs her om hvordan han kom ‘på benene igen’, samt hans vilde 2013.

Jeg havde været skadet siden august 2012, hvor jeg i Indien havde været med i løbet The High (222 km). Ved 95 km blev jeg kørt ned af en motorcykel og fik beskadiget mit knæ og jeg måttet gennemførte resten af løbet gående. Da jeg kom hjem fra Indien gik jeg til min læge, der mente at ledbåndet var forstrukket. Jeg gik med en skinne på knæet i 6 uger, men der var ingen bedring. Efter en MR scanning af knæet blev der fundet en revne i knæskallen og noget menisk var ødelagt. Lægen kunne så fortælle, at nu var det slut med ultraløb og måske også med løb i det hele taget. Så bliver man stædig. Jeg fik fat i en dygtig fysioterapeut, som hedder Mikkel og som er ekspert i knæ. Vi trænede og arbejdede hårdt, og meget langsomt begyndte det at gå fremad. Jeg kunne bøje benet 20 grader og det gik stadigvæk fremad indtil jeg kunne bøje det ca 60 gr. Da begyndte jeg så at humpe lidt rundt på det. Det var i julen, at jeg løb den første km og derefter gik det hurtigt fremad og i februar var jeg oppe på ca 25-30 km om ugen. Benet blev stærkere og stærkere og idag er der ingen gener.

961210_10201511442761692_1000965186_n

Fortæl lidt om 2013, hvorfor endte det med at blive til næsten 900 km med startnummer på?

Det var ikke meningen at jeg skulle have en hård sæson, men løbene sneg stille og roligt på. Det eneste løb jeg var tilmeldt var Spartathlon. Men så skulle vi have en klubtur til et bjergløb, men nogle kunne den ene weekend og andre en anden, så det endte med at vi lavede 2 ture. Første til Zugspitze i Tyskland i juni og bagefter til Trail Verbier i Schweitz i juli.

Så fik jeg pludselig muligheden for at komme til Peru og løbe Jungle Ultra sammen med Jakob Vestergaard i maj. Det var jo en super chance for at lære ham at kende, inden vi skulle løbe PTL i Frankrig sammen senere på året. Der havde vi været heldige at få startnummer til. Man behøver jo ikke rejse langt for at få gode oplevelser, så mellem Verbier og PTL, snuppede jeg lige et øl-maraton på Bornholm. Så det var en sæson der blev rigtig lang og med mange konkurrencer ved en tilfældighed. Når man så vælger at løbe så meget, vil man osse gøre alt for at gennemføre og jeg var virkelig glad efter at Statue Leonidis var kysset.

1376873_10201511442801693_90617063_n

- Sammen med Jakob Vestergaard gennemførte du for kort tid siden PTL (300 km & 24.000 hm). Hvordan oplevede du løbet, hvad overraskede dig og var det hårdere end ventet?

Jakob spurgte om jeg kunne være interesseret i at deltage i løbet, da vi kunne være de første danskere der prøvede det – Den chance vil man jo ikke gå glip af.

Vi mente vi havde forberedt os rigtigt godt til løbet. Der var styr på det obligatoriske udstyr og rute kort var tjekket, vi skulle navigere efter GPS. Vores samarbejde, når vi var pressede var jo testet 3 mdr. før i Peru, så der skulle ikke opstå problemer der. Det der overraskede mig mest var, at vi kunne ikke løbe på ret meget af ruten. Enten gik det op eller ned og nogle steder var der bare et reb og en lodret klippe 10-15 m ned. Andre steder kravlede vi på stejle gletsjere og kurede flere hundrede meter ned af is i 2800 m højde. Vi dømte løbet til ”dumt og farligt”. Løbet blev noget hårdere end vi havde forventet, og vi kom i mega søvnmangel sidst på ugen. Vi sov i alt mellem 6-8 timer. Jeg kan huske den næstsidste nat, der så vi syner og hørte ting der ikke var der. En meget speciel oplevelse. Jeg ser ikke løbet som et løb, men mere som adventurerace med éen disciplin – Hiking. Vi skulle selv navigere og have forplejning med til hele turen. Der var kun 3 cp. hvor vi kunne få vores dropbags. Efter så mange km i bjerge bli’r man sku lidt træt af dem. Men skulle vi deltage igen tror jeg at løbet vil blive noget lettere, da vi ved hvad der venter. Vi har også lært vi skal sove noget mere. Er man meget træt er tempoet alt for lavt.

1387969_10201511442681690_1525913839_n 1384968_10201511442641689_1792522893_n

- Du har tydeligvis en interesse for både trail og asfalt løb (PTL & Spartathlon). Hvilke fordele ser du på henholdsvis terræn og asfalt løb?

Jeg startede jo med asfaltløb, og holder stadig meget af de lange konkurrencer på landevej, hvor der stadig er lidt fart i benene. Jeg tror også det er sundt begge dele, så bliver man ikke ensidig i sine løb. Terrænløb er meget mere skånsomt for benene og man restituerer meget hurtigt efter et bjergløb, hvilket varer noget længere ved asfaltløbene.

- Hvordan trænede du op til både at kunne løbe ekstremt langt i bjergterræn og på flad vej?

Jeg løb 90% af tiden i terræn for at skåne benene mest muligt. Og så lagde jeg intervaller på landevej og stier 1 gang om ugen. Hammeren, som jeg elsker højt, er jo et fantastisk område at træne både op og nedløb på. Mange løbere glemmer nedløbet som faktisk er rigtig vigtig at træne når man skal løbe bjergløb.

- Var træningen frem mod konkurrencerne i 2013 anderledes end de andre år?

Min træning er aldrig særlig struktureret, da jeg samtidig er løbsarrangør og der kommer uger hvor træningen er på kun 20-30 km, andre uger er den på ca 80 – 90 km, som er max jeg træner om ugen. Har dog trænet en del med rygsæk grundet bjergløbene.

- Hvad får dig til at søge langdistanceløb år efter år?

Ved de lange løb skal kæmpe for at komme i mål og kriserne undervejs skal overleve ellers er man ude. Ultraløbere er også et fantastisk folkefærd, man er ikke bange for at gi sig tid til at hjælpe en løber der er i krise. Det sker meget sjældent i de korte løb.

- Du skriver at dit 5. Spartathlon og var dit sidste. Hvorfor?

Jeg har deltaget i løbet 8 gange og er kommet igennem 5 gange, så jeg har prøvet begge ting; Finish og DNF

De første gange jeg deltog i løbet var der ca 240 løbere, med nu er der ca 380 deltagere, og jeg synes at der er ved at gå for meget ”pop-fest” i den. Arrangørerne laver et kæmpe arbejde for at lave et super løb det lykkedes osse. Men at deltagerene ikke respekterer reglerne i løbet, bryder jeg mig ikke om. Der hjælpes på cp som ikke er lovligt og ved en galla festen hvor medaljer udleveres kommer løbere i shorts og løbe t-shirts, selv om der er dress code. Jeg håber de fremadrettet vil håndhæve reglerne. Men jeg vil da komme til at savne opløbet i Sparta, det kan ikke beskrives hvilken følelser det er at komme løbende op mod statuen

1243563_10201504956679544_1727454908_o

- Hvad er planerne for 2014?

Måske Indien, de laver The High lidt længere så den kommer op på 333 km. Den foregår i højderne, hvor laveste punkt i løbet er 3000 m og højeste punkt 5600 m og der er kun ca 25 deltagere. De er samtidig nogle af de flinkeste arrangører jeg har mødt

Er grænsen nået, eller skal løbene fremadrettet være endnu længere?

Jeg kigger ikke på distancerne når jeg vælger løb. Jeg jagter oplevelser og udfordringer til mig selv. Man kan meget mere end man tror bare man tror på det.

The Highs ordsprog siger alt: “failing is not a crime- lack of effort is”

____________________

Tak til Kim for det spændende interview – Vi ønsker al held og lykke med 2014, og glæder os til at være med på sidelinjen:)

- Andreas

About these ads

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s